Fra striden i bladene
Blant bondemålstræverne har fra gammelt været folk, som ikke tok det så nøje med de grunne, de brukte. Vi så dem ænog tidlig sammenligne finnernes, flamlændernes, ungarernes kamp for sit mål med vore bondemålstræveres for sit; altså sammenligne mål så forskellige fra svensk, fransk, tysk, som norsk fra portugisisk og mere æn det; sprog nemlig, som ikke har et eneste ord fælles med dem, de kæmper imot for livet! Dette skulde ligne vore bygdemåls kunstige og unødige kamp med deres egen kulturætling! Tænk, at sammenligne den åndelige nød i mange, mange hundre år, som folk har levd i, der ikke forstod annet æn de aller tarveligste slagord af sine forstanderes tale, og som ænnu mindre blev forståt af dem, — sammenligne denne folkeulykke med den smule vanskelighed, norske bønder har for at lære at læse sine aviser, sin bibel, synge af sin salmebok, tale på tinget, flytte over i de dannedes tale! Og selvfølgelig sammenligne vore bondemåls ret til at drive ut af landet deres eget frodige målafkom, der rådet over dannelsens ævner, sammenligne denne tåpelighed med den ret, hine folks mål har til at hævde eget liv overfor fullstændig fræmmede og aldeles uforstådde!
Jeg tillot mig at stanse den rent skamløse trafik: at sammenligne det bry, vore bønder (som alle andre bønder) kan ha for sine, bygdemåls skyld, med finnernes, flamlændernes, ungarernes kamp mot svensk, frank og tysk. Nu svare, at det var ikke så at forstå; de mente bare, at også disse folk har gamle kulturmål over sig, og ænda er de ikke nøjde med dem.
Nej, det tror jeg! Om vi hadde portugisisk over os, så nøjde vi os visst ikke med det, hvor gildt portugisisk kan være. Men i Norge blir kulturmålet (når det tales grejt og rent) forståt af hvær boklært jente og gut i hele landet, fordi det er vort eget mål. Så skal sanhedskærligt folk slutte med den sammenligningen.
Nu foreslås andre sammenligningsæmner, således provençalernes forhold til nordfransken. Ja, så gærne! For i de to mål forstår de ikke hværandre, og ænda kræver ingen to fællesmål i det store Frankrige, som nok kunde ha råd til det!
Jeg mærker mig med taknemmelighed, at endelig har de opgit den påstand, at bondemålstrævet ligner finnernes, flamlændernes, ungarernes kamp — endelig! Fred være med den!
Men nu rykker provençalerne o. fl. in for at bevise — hvad? Jo, at folkefærd, som engang var selvstændige og tildels hadde selvstændig literatur, likevel ikke lægger an på eget fællesmål, fordi de nu er dele af et større folk; og det vilde være „at splitte“.
Her er en sammenstilling, hvori ikke et eneste led passer på vort tilfælle! Ikke repræsenterer vore bondedialekter selvstændige folkefærd, ikke har de som sådanne havt en selvstændig literatur, — og likevel undser vore bondemålstrævere sig just ikke for „at splitte“!
Nej, svares der, det anføres også for at syne motsætningen, den nemlig, at hos os er det „hele bondelandet“, som samles på det ny fællesmål; her hos os kan ikke være tale om „splittelse“.
For det første er dette ikke sant, — rent ut ikke sant; en stor del af „bondelandet“ (og byerne) samles bedre på det, vi har. Men dernæst: — vi har et landsgydligt fællesmål, som er født af vort gamle, og som vistnok har tapt både former og ord, der ænnu finnes hos bondemålene, men ligner heri både svensk og dansk; det er fræmgangsloven: — dette fællesmål retter på sig hvær dag, og det forstås af hvært boklært barn i landet; det har en stor folkekær literatur, og ænda skal det fortrænges? Og det kaller de „at samle“?! — Slike sammenstillinger får også opgives.
Så kommer bondemålstræverne med det engelske sprogs historie, som er den, at erobrerne la et helt fræmmed sprog over det infødte folks og kvalte det. Ligner dette vort tilfælle? Nej, men nu kommer det, som skal ligne: i tidens fylde samlede det undertrykte sprog sig i „en generalnævner“, og denne blev grunlaget for det nuværende engelske sprog.
Men de hadde ikke den tiden slike sprogstudier og leksikalske sprogskatte, som skulde til for at gøre „en generalnævner“; de har der som annetsteds tat en enkelt dialekt og gjort den til hovedsprog; således har jeg også set det fræmstillet.
Så det engelske sprogs historie støtter ikke bondemålstrævets. Den støtter hellere Knudsen, som tar det landsgyldige fællesmål og gør det til skriftsprog i stedet for den danske, vi har, — og dette til ord som ordfælling. Så arbejder literaturen det videre ut. Men kan sprogforholdene i England hin tid ikke godt sammenlignes med vore nu, så kan ænnu mindre deres vilkår i det ellevte—femtende århundre sammenlignes med vor bokavl, vore blad og skoler. Hos os lærer alle samme mål!
Intet eneste sidestykke til det, som nu foregår i Norge, er altså ænnu funnet. Og så længe det ikke er det, har vi ret til at sige, at bondemålstræverne er inne på en uhistorisk vej.
Hvordan er det[1]? Ja, nu har jeg da talt med en man, som kænner til de czekiske sprogforhold. Slovakerne bor mellem fræmmede folk og har selvfølgelig i meget gjort en annen vej æn czekerne, og derfor rejser de sprogkamp. Bor vore bønder i et annet land æn vi?
Vilde slovakerne, hvis de bodde blant czekerne, og det landsgyldige fællesmål, som det nu alment tales, var like forståeligt for dem, som vort er for vore bønder, vilde de da ha rejst en splittende sprogkamp?
Det er sammenstillingen!
Dersom vi kunde bære os ad som bondemålstræverne med at søke sammenligninger, så kunde vi få en båt til at bli et skib. Er kanske ikke også en båt bygd over køl og spanter? Bruker den ikke også ofte sejl? Eller går kanske ikke også et skib ofte innenskærs? Drages det ikke også undertiden på land?
Alt sammenlignes — bare ikke det afgørende!
At p — t — k umulig kan skilles fra au — øj — ej er et løst påfun for lejligheden. I mange hundre år har de jo været skilt i Sverige! Ja, også i Danmark som og i vor dannede tale! Overlærer Knudsen viser os, at selv i almuens tale i Østerdalen, Guldalen og flere bygder er der fullt af hårde medlyd uten tvelyd, og på Jæderen omvendt fullt af tvelyd uten hårde medlyd! Så løs er
påstanden.Deres store numer er, at tvelydene og de hårde konsonanter kan ikke skilles i Norge; de er bægge for norske til det; om det nogensteds har sket likevel, så er det bare undtagelser, og dem ænser man ikke. — Nej, når så stor del af Norge ikke længer får lov at høre Norge til, så gudbevars! Men sanheden er nok ellers den, at både tvelydene og de hårde medlyd er „norske“ på samme måten, som de engang har været både „svenske“ og „danske“, og at somt er slitt væk og annet holder på at slites væk; slev i vore bondedialekter er tegn til det; der siges i mange „målbygder“ ikke længer „braud“, men „brød“, ikke længer „dau“, men „dø“.
Når vort talesprog likesom svensk (hvor også bygdemålene ænnu sitter igen med tvelydene) har tapt dem, så er dette hværken „unorsk“ eller „usvensk“; det er fræmgangsvejen. De hårde medlyd stryker nok også engang delvis med.
Når bondemålstræverne mener, at på tapet af tvelydene blir vi „svenske“, er det ikke uten skadefryd, at jeg citerer den højeste svenske hjemmelsman i æmnet, professor Lundell. Efter at ha sagt, at det norske landsmålet står svensken nærmere æn den norske dannede tale, føjer han til: „sålunda arbeta de norsk-norske för amalgationen, naturligtvis i from okunnighet om, hvad de göra.“
Efter de prøver, jeg har set på svenske bygdemål, skønner jeg, hvorfor svenskerne i vor „general-nævner“ ser „noget almueagtigt, som vil ovenpå“. Og det er ikke sundt at bli set således på af dem, som vi skal hævde vo like ret imot.
Videre fortæller Lundell os, at det svenske bygdemål, som sansynligvis i sin tid blev ophøjd til fællesmål, sörmländskan, afviker fra fællesmålet fullt ut like meget, som almuemålet på det norske østland afviker fra det norske dannede talesprog.
Derfor siger gamle „overlæreren“ også (Norsk blandkorn III, s. 241):
„Om vi normæn for en 600 år siden hadde tat på at føre talen i vor hovedstads omkværv på papiret og således grunlagt vort fræmtids-bokmål, så kunde dette i nutiden godt ha været like så langt borte fra sit (gammelnorske) ophavsmål, som vor „dannede“ tale er, uten at dette hadde tiltrængt forklaring ved at vise til Danmark.“ „Vi kunde godt ha tapt hunkønnet og tvilydene (ej, øj, au), ja, gærne de hårde medlyd, uten nogen skyld fra Danmarks side“.
„Tvilyd og hunkøn har jo både svensker og dansker hat, og svenske almuesmål har jo, delvis i alle fall, holdt på dem til den dag i dag, uten at dog nogen, såvidt vites, har tænkt på at kaste dette bokmål og lage et nyt, for at få tapene i det formelle oprettet. Romerne hadde i sin tid mistet en mængde tvilyd, som vi finner igen i græsken; og fransken har tapt resten af dem, så nær da på lag som på papiret —; men ingen franskman tænker jo nu på, som vore norsk-norske, at får „restitueret gamle (døde) former“, og ta op igen t. d. tvilydene eller hunkønnet. De lar det, som hos landets „dannede“ klasse er dødt, være død.“
Dette er grej besked.
Bevægelsen bort fra tvelydene over hele den nordiske sproglinje — at møte den med slikt smatteri som nogen tynne (og tildels højst tvilsomme eksempler på, at der også vokser ny tvelyd op, — ja, er det ikke som at peke på bakvejr hist og her mot elvens brede løp? — det er kunster!
Så nævnes i de romanske sprog eksempler på nydannede tvelyd (ord som nomo, muore, buena, rien, bien, pays, roi, loi!), ord, som tildels ikke har tvelyd i uttalen. Eller går det an i vort sprog at kalle uartig for tvelyd? Eller ord som stue, sia; eller ord som skænd og ’gen? — —
Hollandsk har jeg hørt så lite tale, at jeg ikke kænner strømretningen; men strømretningen i den tyske daglige tale drar, såvidt jeg skønner, bort fra tvelydene, ikke til; og at den i engelsk har gjort det, ja, det trodde jeg, ingen vågede at nægte, som kænner sprogets retskrivning.
Men det, som står fast, er, at i den nordiske sprogring taper tvelydene sig: dette er da endelig inrømmet, og for os er dette nok.
Hvorfor nævne, at vort fællesmål nu blir som svensk (hvo, som har øren, han høre!), men fare vind-let hen over, at svenskerne selv siger om vort ny fællesmål, at dette i den grad faller sammen med almuesmål hos dem, at vi blir til svenske almuesmål hos dem, at vi blir til svenske almuesfolk på det! Dette er da sandelig i denne sak det vigtige; dette er det, som vi bør tale om, nogen og hvær.
„Bondemålenes generalnævner blir det yngste sprog i Europa.“ Ja, det er vistnok sant, — om dermed menes, at det blir det færskeste. De nyere folkeslag vil få svært ondt for at tale det, så vi kan være visse nok på, at med det får endelig også vi „noget for os selv“.
At skylde Knudsen for motsigelse, fordi han mener, de hårde medlyd engang vil slites væk, men holder på dem, fordi den landsgyldige talebruk almindelig har dem, — er det ikke som at skylde vort venstre for motsigelse, når det holder på parlamentarismen, men vét, at det ikke er den endelige styreform?
De innrømmer, at den dannede del af folket blir den bestemmende for sproget; men så mener de jo, at bønderne engang kommer til at „regnes til den højest oplyste befolkning“. Ja, der er utrolige drømmerier i denne sak! Skulde bøndernes arbejd i vore knappe kår nogensinne tillate dem at nå dit? Så lit som mesteparten af byfolket. Den enkelte man og kvinne, ja; men „bønderne“?
Hadde ikke P. A. Munch — dertil fristet af sin tvilsomme kamp om „oldnorsk“ og „oldnordisk“[2] — i sin tid kastet fræm den over al måte letsindige påstand, at vore bondemål var et annet sprog æn vort fællesmål, så hadde mesteparten af bondemålstrævernes sammenstillinger med andre sproglige bevægelser ikke set dagsens lys. På denne første synd fulgte de andre.
Nu skulde bondemålstræverne omvende sig fra dem, og det glæder mig,a t dertil har dog i alle fall ét tegn vist sig.
(Anmærkning. Herpå blev svaret, at også overlærer Løkke holdt på, at bondemålene og vort fællesmål var to forskellige „sprog“, så denne afgørelse nu er „videnskabens“. — Javist, på samme måten, som nå en bibeltekst først vitterlig i teologisk øjemed har blet forfalsket, og teologerne til støtte for denn første forfalskning anfører alle afskrifterne efter den, — på samme måten er Munchs falske påstand blet „videnskabens“ ved, at Løkke og andre snakker den efter!
„Videnskaben“ vil visst ikke endgang holde svensk, norsk og dansk for forskellige „sprog“; men bare for dialekter af det samme.)
Ikke likere er det påfun for lejligheden, at „dansk-norsk“ er laget just som „generalnævneren“. Som „dansk-norsken“ lagdes, er visst de landsgyldige sprog engang laget; det er den naturlige proces. Således derimot som „generalnævneren“ lages, — jeg vét ikke af hvormange dialekter og oldnorsk og eget fabrikat, — er det skét nogensteds før, så er det da i hvært fall ikke „naturligt“. Det er visst samme forskel på det som på det naturlige
og det unaturligeKanske tør jeg også nytte lejligheden til at stoppe den legende, som de flinkeste alt har fåt igang, at jeg har kallt bondemålstrævet det tåpeligste og unyttigste arbejde i landet. Det var om strævet med at få „generalnævneren“ op til landsgyldigt fællesmål ved siden af det, vi har, at jeg sa det. For det skønner da et barn, at det må bli til skade for dette, og likesom at ville tappe blodet af det. Således kan et folk på snaue to millioner ikke bære sig ad. Men om selve bondemålstrævet og om, at bondens barn skal begynne med sit bygdemål i skolen, har jeg altid talt i de mest rosende ordelag.
Samme numer af Dagbladet, som mit siste opsæt stod i, hadde også et stykke („ein stubbe“) fra J. E. Maakestad, kallt „Skotring i Søndre Bergenhus“. Lad os nu sætte over for hværandre hans opsæt og min ordrette afløsning og se, om her er „to sprog“, eller samme (same) sprog med ældre og yngre former.
Maakestad nedlægger insigelse mot noget, som har ståt om „skotringen“, og skriver:
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
Som vi ser, er bægge mål ord for ord de samme, bare formerne ulike. Et og annet ord kan bondemålene har gemt, som fællesmålene nu tar op igen: andre har det ikke bruk for; det vilde bli for vidtløftigt.
I sin svære, folderike, sie bunad ligner bondemålenes „generalnævner“ de kjoler og skaut, vi alment holdt på som „nationale“ for en tid siden, og den præstekjole, vi ænnu holder på, og som næsten altsammen var hofdragt ute i Europa for mange, mange hundre år siden.
Sprogloven er: at arbejde sig bort fra de rike, tunge former: selv bondemålstræverne må vedgå det; mange af dem tror derfor ikke, at den nuværende „generalnævner“, kan bli det ny fællesmål i Norge.
Ja, dette er vakkert utsyn! Snarere æn på to hundre år kan vel ikke det gå for sig, at bondemålenes nuværende „generalnævner“, skriftlig fæstet og arbejdet in ved statshjælp, kommer i andre og lettere former! Så længe altså, kanske længer, skal kampen mellem to fællesmål slite op vort vesle folk?!
Det synes, som kunde vi ha bedre at ta os for. I grunnen gæller det: skal vort fællesmål få vokse sig fyldigt og bli et altid rikere samfun for alt folket? eller skal det stoppes op, fordi bønderne sitter med gamle former, de ikke vil slippe? — skal vi tilbake til dem, eller skal de færm til os?
Jeg hævder følgende som godtgjort:
- Bry med det landsgyldige fællesmål har alle kulturfolks bønder; blir et enkelt landskab sparet, så har et annet det så meget sværere.
- Flere kulturfolk har store provinser, som der tales et selvstændigt sprog i, og de forstår ikke hovedsproget; ænda forlander de ikke to officielle fællesmål. Dette hos folk så manstærke at de kunde ha råd til det.
- At sammenligne vore bygdemåls stilling med finnernes, flamlændernes, ungarernes sprogforhold eller med lignende hvorsomhelst er i høj grad dadelværdigt, fordi det misviser.
- Et tilfælle som vort, at bygdemålene danner et nyt fællesmål til fortrængsel af deres egen kulturætling, og at dertil forlanges statshjælp, det er uten sidestykke i noget land.
- Bevægelsen bort fra tvelydene er fælles for hele den nordiske sprogring.
- Det ny fællesmåk for svenskerne ta sig ut som et svensk almuesmål.
- Kampen mellem de to fællesmål må, efter almindelig tro, minst række gennem to hundre ord.
- Inøvelsen i det ny fællesmål faller så svær, at „målskular“ på tre måneder for utlærte skolemæn regner Arne Garborg for ingenting.
- At gi statshjælp til inøvelse af det ny fællesmål er statens forsøk på at blodtappe det, vi har.
- Dette, mens almuens oplysning er stærkt stigende, og navnlig bønderne har nåd fræm til flertal i tinget, har sat sine standsbrødre in som præsidenter og statsråder, og bondemålstrævernes hovedforfatter skriver det mål, han forfølger, bedre æn det, han er med at lage.
Ønsker bondemålstræverne disse mine ti påstande inanket for en æresret, nedsat af svenske og danske mæn, så er jeg villig.
Dette har jeg samlet i bokform, forat det kan være let tilgængeligt. Det er nemlig min agt at kalle fræm ordskifte om det i tinget; overhodet at holde på, til det blir en virkelig valgsak, om vi i vort lille folk skal med statshjælp ale op to fællesmål.
Jeg har den tro, at noget slikt aldrig hadde været forsøkt, om navnlig alle de falske sammenligninger med andre sprogbevægelser i tide var blet stanset.
Vi er her inne på en vej, som aldrig noget annet folk har trødd, og som utvilsomt er farlig.
- ↑ En bondemålstræver kom med den påstand, at slovakisk i forhold til czekisk var som vore bondemål i forhold til vort nuværende fællesmål.
- ↑ Senere slog han sig fra »målstrævet«.
- ↑ Det ord burde afløse „kådhed“.
- ↑ Det ord synes mig for tungt; hellere trøndernes „trøjsamt“; det brukte jeg alt i Synnøve.
- ↑ Kommer næppe til at tas op.
- ↑ Er alt tat op, men burde brukes oftere.