Blandt anarkister/I Chicago fængsel

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Olaf Norli (s. 89-93).

Chicagos fængsel er stort og rummeligt. Der er altid plads for de mange syndens børn. De er underlig disse skarer, som strømmer ind der hver dag. Side om side med den elegante og flotte bedrager drar den fillede, halvnøgne tigger, som sulten har bragt over lovens grænser. Den store, rige mand, der aar efter aar er blet betroet byens tillidshverv, bænkes ved siden af gemene forbrydere og revolverheltene fra baggaderne. Høj og lav, fattig og rig, samles paa dette ulykkens sted, hvor al ulighed ophører, hvor alle menneskelige følelser kun blir til et tungt fortvilelsens suk....

— Det var i 1887 jeg besøgte Chicagos fængsel. Den store anarkistproses havde naaet sin afslutning. Dommen var fældet, og det store folk havde samlet sig i forbøn for de dømte. Fra bus og hytte lød der et raab om barmhjærtighed, et hjærtetungt suk om retfærd, og af denne store sympati bares jeg ind i fængslet....

— Jeg krympede sammen mellem de tykke mure og blev liden under det høje tag. Store gittrede vinduer vendte ud til et hav af luft, hvor intet var at se, intet, som kunde fæste synet.

Som et stort ildrødt bur laa fangernes rum der i midten. Sprinkle efter sprinkle højned sig opover mod taget, og bag disse sprinkler skimtedes ansigter, mørke og utydelige i skyggen. En og anden haand klamrede sig til jernstængerne, saa fingrene saaes paa udsiden, og de tegned sig skarpt af mod de røde jernflader. Hvor jeg gik, mødte jeg stirrende blikke, nogle matte og sløve, andre brændende, med uhyggelig glans.

Der slog mig et isnende pust imøde fra alt dette jern og alle disse mennesker bag det. Jeg kjendte alle disse øjne bore sig dybt i mit hjærte med krav om lykke og livsens glæde. Men saa jeg ind i disse lidelsens blik, jog der kolde gysninger gjennem hele mit legem, og jeg følte, som om min frihed var brøde, min lykke var synd, fordi jeg ikke kunde dele den med dem, som sad bag det isnende gitter.

Og blandt alle disse samfundets stedbern sad de syv anarkister, hvis navn var paa alles læber, hvis brøde var deres livsens tro, hvis ord var spredt over al verden.

Deres dage var talte, og deres tid var kort. Men netop ud fra deres celler strømmed livet i sang, i sange om livsens lykke, om livsens glæde og kjærlighed. Den stærke, tonende sang lød som bitter ironi mod os, der endnu havde hele det dejlige liv liggende foran, som haan mod mig, der i yrende ungdom skulde til at suge det ind i fulde drag.

Døden maatte dog være dejlig, naar den kunde mødes med sang fra friske struber. Da blev den kun til slutningsversets brodd i det dejligste digt — livets digt.

Det var Albert Parsons, som havde den kraftige stemme. Han gik uafladelig frem og tilbage i den trange celle. Hans ansigt var fint og blegt, og bans øjne straaled i stærk glans. Da jeg talte til ham, lyste det op i hans aasyn og hans tale flød let og undertiden rivende hurtig, som en opdæmmet elv.

Vi talte om mangt og meget.

Vi kom ind paa deden. Han tænkte ikke paa den og skjøv den fra sig som noget, der ikke kom ham ved. Han havde aldrig med en tanke søgt at løfte en flig af det uigjennemtrængelige slør, som stængte for evigheden. Hans tro bar ikke ud over livet, og hvad der kom efter dette, var ikke hans.

Livet havde for ham været en stor, en dejlig kamp. Sejerssikker og glødende i sin tro var han stormet frem mod den ny tid — for at knækkes i livets bedste aar, netop da, naar han troede at kunne løfte det røde flag til sejer....

— Der gik en skjærende, sorgtung undertone gjennem al hans tale. Det var som døden vibred og skalv i den stærke stemme. Luften var tung derinde, hans stemme gjorde den lummer, hans hede aande brændte mit ansigt — jeg blev den svage, det var som jeg skulde synke iknæ overfor denne fortvilelse, den endeløse, uudgrundelige død. Og jeg havde dog gjerne skjænket ham al min ungdom — for at han kunde faa leve, det store, stærke menneske. Han havde jo saa meget at leve for.

Vi talte vidre om døden. Paa en maade fandt han den ogsaa dejlig. Han fik dø for, hvad han havde kjæmpet og lidt. Hans død vilde gavne, vilde bringe sejeren snarere; hans blod vilde bli martyrens blod, vilde bli den gjødende udsæd, som skulde bære frugt i tusenfold....

— Jeg gik fra ham. Der var ogsaa andre der, som led og stred som han, men jeg magted ikke mer. Jeg havde set en livsglædens apostel i lidelsens øjeblik.

Og da jeg gik ud fra de tunge, trykkende mure, lød atter hans stærke, tonende sang ud til mig — livsglædens sang i lidelsens stund.