Den revolutionære bevægelse, som tog fart i midten af dette aarhundrede, og som kulminerede i pariserkommunen, indtraadte efter dens fald i en reaktion, som varede næsten ud syttiaarene. Fra begyndelsen af forrige decennium har den atter hævet sit hode, og bevægelsen har atter tat fart.
Det er ikke længere kommunismen fra 1870, som er dens program. Bevægelsen har antat en anden karakter, og de revolutionære er splittet i mange forskjellige grupper. Den yderste af disse grupper er anarkist kommunisterne, der maa betragtes som intelligensen blandt det revolutionære proletariat. Det tæller i sine rækker flere af udlandets mest fremragende videnskabsmsend, t. eks. Elisée Reclus, den store franske geograf Og blandt dem er ogsaa den — ligesaa som geograf — højt anseede russer Peter Kropotkin.
Men det er dog ikke som geograf, at fyrst Kropotkin er kjendt over den vide verden. Den eventyrets glorie, der staar om hans navn, de legender, der berettes om ham i alle lande, skyldes det, at han staar som anarkismens første mand. At fyrsten fra Rusland stilled sig fremst i de revolutionæres rækker, det er det store, det ubegribelige, der allerede i levende live har gjort ham til en sagnets skikkelse.
Fyrst Peter Kropotkin er af det højeste russiske aristokrati. Fyrsterne af Kropotkin er en af de faa familjer, der i lige linje nedstammer fra de gamle lensfyrster af den ældgamle kongelige rurikske slægt.
Han er født i det indre af Rusland, hvor hans far ejede ubyre jordegodser og en mængde livegne. De livegne behandledes paa den tid som slaver, og Kropotkin beretter selv, at han fra sin spædeste barndom saa begivenheder forefalde, som endog overgik dem, som mrs. Beecher Stove fortæller om i Onkel Toms Hytte. Disse grusomheder, som Ruslands livegne led under, oprørte den varmhjærtede gut, og han fik en stor, inderlig kjærlighed til alle lidende og undertrykte. Han gik om i hytterne for at lindre ned, og han afværgede grusomhed der, hvor han havde magt. Disse barndomsindtryk har været bestemmende for hele hans liv. Han lærte at elske samfundets stedbarn, og han har altid været sin kjærlighed tro.
I sextenaarsalderen blev han sendt til adelsskolen eller den saakaldte pagernes skole ved kejserehs hof. Som alle adelige børn skulde han erobre sig et par officersepauletter. Paa sin fars godser havde han lært at kjende de fattige, her lærte han at kjende de rige paa nært hold, og naar det var i bøndernes hytter, han havde lært at elske folket, saa var det ved hoffet han lærte at afsky de store og mægtige.
I 1882 rejste han som ung løjtnant, ikke tyve aar gammel, til Siberien og indrullerede sig blandt kosakkerne i Adur, hvor han blev adjutant hos generalguvernøren. Han blev snart ogsaa valgt til sekretær i kommiteen for fængselsreformer. Som saadan tog han del i forberedelsen af alle de reformer, som Alexander II i begyndelsen af sin regjeringstid satte iværk i dette ulykkelige land. Men den unge, frihedsglødende Kropotkin saa snart, at den russiske regjerings liberalisme kun var en slet skjult maske. Og det viste sig snart, at han havde ret. Da polakkerne rejste sig, brød en storm af feberfuld reaktion løs over hele Rusland.
Dette blev ham formeget.
Han kasted sig nu over videnskabelige arbejder, tog del i flere videnskabelige expeditioner, gjennemrejste det uhyre Siberien, var ogsaa i Kina, og samlede i denne tid en mængde materialier, som han senere bearbejdede i fællesskab med Elisée Reclus. Han vendte tilbage til St. Petersburg, satte sig paa det matematiske fakultets bænke og blev snart indvalgt i det geografiske selskab, hvis sekretær han blev.
Han skrev i denne tid flere værker, der er højt anseede af videnskabsmaend, og tilslut paabegyndte han ogsaa et stort arbejde over istiden i Finland, hvilket han efter ansagning fra det geografiske selskab fik lov til at fortsætte, selv efter sin fængsling. Det er dog ikke fuldført, da korrekturen til andet bind blev tilbage i fængslet.
Nu kunde han heller ikke unddrage sig hoftjenesten, blev kammerherre hos kejserinden og fik flere ordener.
I 1871 og 72 reiste han udenlands. Han besøgte Belgien og Schweiz, hvor paa den tid Internationale havde vundet en slig uhyre udbredelse. Hans frisindede naturel tog her en bestemt retning. Han blev en international og stilled sig paa den yderste fløj af det anarkistiske parti, hvis fornemste forkjæmper han snart blev.
Da han vendte tilbage til Rusland, satte han sig i forbindelse med den revolutionære kreds, den saakaldte ciaikovzi, og blev i 1872 optat som medlem. Han fik her det hverv at forfatte partiets program og organisationsplan, hvilke manuskripter senere blev fundet blandt hans papirer. I vinteren 1873 holdt han under navn af Borodin endel forelæsninger over Internationales historie. De var grundlagt paa den nyere tids folkebevægelser, og var i virkeligheden en udredning af revolutionens og socialismens principer.
Katschevsky eller den saakaldte Stepeniak fortæller om disse forelæsninger, at de var betagende, dybtænkte, men paa samme tid saa simple og klare, at de var forstaaelige for de mest ukultiverede hjerner, og at de vakte den dybeste interesse blandt arbejderne. De talte om dem til sine kammerater, og rygtet spredte sig snart over hele St. Petersburg, og naaede tilsist politiets øren. Dette satte alt ind paa at finde den navnkundige Borodin, uden at ane, hvem han virkelig var.
Paa to maaneder havde han fuldendt sine forelæsninger, og viste sig ikke senere i det nu bevogtede hus. Han forberedte sig da til at gaa ud blandt bønderne og fortsætte agitationen der som en rejsende maler — thi foruden sin store lærdom var han ogsaa i besiddelse af et udviklet kunstnertalent.
Det lykkedes imidlertid politiet at bestikke en af arbejderne, der efter nogle faa maaneders forløb mødte Kropotkin i Gostini Dvor paa Nevski-prospektet, og han angav ham strax til en politibetjent, der arresterede den formentlige Borodin. Han vilde først ikke fortælle sit virkelige navn, men det blev umulig at skjule det. Nogle dage efter kom værtinden fra et hus, hvor Kropotkin havde lejet et værelse, og meldte, at en af hendes lejere, fyrst Peter Kropotkin, var forsvundet den samme dag. Da hun blev fremstillet for den formentlige Borodin, gjendkjendte hun ham strax, og Kropotkin var nødt til at vedkjende sig sin identitet.
En saa højtstillet persons arrestation vakte stor bevægelse ved hoffet. Kejseren selv blev i den grad oprørt, at da han et aar senere rejste gjennem Karkoff, hvor en fætter af Peter, Alexis Kropotkin, var guvernør, var han ligefrem uhøflig mod ham og spurgte barskt, om det virkelig var sandt, at han var en slægtning af Peter.
I to lange aar var Kropotkin fængslet. Da han engang senere stod for en fransk domstol som politisk fange, ytred han sig i sin forsvarstale til juryen om sin fægselstid omtrent slig: „Hvis I, mine herrer, ligesom jeg, vidste, hvor skrækkelig denne indespærringens pine er, hvis I, ligesom jeg, havde hørt blasfemien fra disse ulykkeliges læber, disse, som havde tabt alt haab, saa vilde I maaske nøle med for fremtiden at anvende den slags straf. Lad mig sige Eder, at i det fængsel, hvor jeg var indespærret, blev ni fanger gale og elve begik selvmord. —
Det er et dystert billede den russiske fyrste gir os i disse faa ord om sin indespærrings tid. I hans bog: I russiske og franske fængsler, lærer man at kjende en uhørt menneskelig pine. Man læser, saa hjærtet blir saart og sygt, man stejler mod al denne pinsel. Der er navnløs lidelse, smerte uden ord.
Efter to aars forløb faldt han i en alvorlig sygdom og blev indlagt paa fængselshospitalet. Derfra rømte han 1876 til Schweiz. Denne flugt er den mest eventyrlige i det unge Ruslands bistorie, og hvad vilje, mod og udholdenhed angaar, har den ikke fundet sit sidestykke, trods det, at siden hans tid har Ruslands nihilister bavt sterre trængsler at gjennemgaa.
Efter sin flugt nedsatte han sig i Schweiz, hvor han kaldte sig Peter Le Vachoff. Her troede han at være kommen til et lykkeligt land, men hvor sorgelig blev han ikke skuffet. Under den industrielle krise, som urfabrikationen dengang gjennemgik, blev han vidne til en elendighed saa stor, som han aldrig havde tænkt sig. Der var sult og nød uden maal og maade. Det gik saa vidt, at kvinder, afsindige af hunger, søgte næring til sig og sine i de riges affaldsdynger.
I Genf begyndte han at udgi Le Revolté, der blev anarkisternes hovedorgan. Han skrev til mig engang, at „da jeg skulde udgi det første nummer af Le Revolté, havde jeg 22 frs. i lommen, men i mit hjærte havde jeg troen paa min sags sejer, og derfor er mit blad idag ti aar gammelt“.
Han fik imidlertid ikke længe lov til at forblive i Schweiz. Han havde protesteret mod fem russiske patrioters henrettelse, og han blev derfor paa den russiske regjerings anmodning udvist af den frie republik. Han begav sig da til London, hvor han under uhørt tilslutning holdt en række foredrag om Rusland. Han rejste derfra til Thonon i Frankrig for at træffe sin svoger, der laa syg af tæring. Han fortæller, at han her hver eneste dag modtog en mængde forslag for alle verdens kanter om, at man under hans auspicium skulde lade konstruere maskiner, den ene mere djævelsk end den anden. Grunden til dette var, at aviserne befattede sig meget med den rovolutionære fyrste dengang, og han blev derfor plaget med en uhørt paatrængenhed. Der kom folk i skarer til den lille by for at forsøge at introdusere sig hos ham, og der fortaltes det ene eventyr efter det andet om ham.
Da var det, at han i vinteren 1882, paa foranledning fra Rusland, af den franske regjering blev anklaget, sammen med 57 franskmænd, for at tilhøre det forbudte selskab, der gik under navn af Internationale. Processen, der i sin tid vakte en enorm opsigt, var blet forberedt af de regjeringsvenlige blade gjennem heftige angreb og tvetydige beskyldninger mod Kropotkin, hvem hovedanklagen gjaldt. De 57 franskmænd var ogsaa kjendte som betydelige agitatorer. At „Jomfruen af Paris“, Louise Michel, ogsaa blev indviklet, tjente kun til at forøge den effekt, som Kropotkins fyrstetitel kasted over hin mærkelige retshandling.
I sin tale til juryen leverede han et glimrende forsvar for sin lære. Han ytred blandt andet:
Jeg sa eder, mine herrer, at jeg paa nært hold har set de arbejdende klassers elendighed; det er derfor, jeg er blet socialist. Jeg sa eder, at det er paa tide at tilintetgjøre denne skjændige uretfærdighed: alt for dem, som intet producerer, intet for dem, som producerer alt. Jeg har set bourgeoisiet fordærves i sin lediggang. Tag for eder en roman af Zola, bourgeoisiets forfatter par excellence, og I vil ha bevis nok. — Paa den anden yderdel af den sociale stige har jeg set, at unge mennesker, hos hvem der endnu fandtes ærlighed, indespærredes i fængsler, og jeg har set dem gaa ud fuldstændig ødelagte, som nye rekrutter til forbrydelsens hær. Jeg har set alt dette, mine herrer, og I kan ikke undres over, at jeg har søgt botemidler herimod.
Lærer ikke historien os, at bourgeoisiet har eksproprieret adelen? jeg haaber, at historien en dag vil fortælle os, at ogsaa folket har eksproprieret bourgeoisiet. —
— Til sit eget forsvar ytred han blandt andet følgende:
Hvis domstolen virkelig dømmer paa den slags beviser, som her er fremlagt, vilde det være det samme som, at ingen fremmed, der bor paa fransk jordbund, for fremtiden vil ha ret til at tænke, skrive og tale. Jeg tror, mine herrer, at denne proces er af langt større vigtighed, end man i almindelighed tror. Jeg ved, at arbejderne i begge verdensdele har blikket rettet mod eder, og med ligesaa stor bevægelse som utaalmodighed venter den dom, I nu skal fælde. Hvis det blir en fældende dom, saa vil man, mine herrer, si, at det om Internationale kun var et paaskud, og at det, som man vilde ramme, var friheden til at tænke, og si, hvad man tænker. Det er en pligt at underrette eder om, hvilke følger eders dom vil ha. Arbejderne vil deri se en freds- eller krigserklæring. Ak, mine herrer, gi ikke nyt had næring, og forbered ikke nye ulykker. Husk historiens lædomme, og I vil se, at de forfulgtes magt har vokset netop paa grund af forfølgelserne. I 1869 anlagde man tre processer mod Internationale. Dette skaffed det kun 200,000 nye tilhængere. I 1871 trodde man at kunne drukne kommunens idé i de 35,000 pariseres blod, men denne idé kommer dog nu igjen, større, stærkere, mere straalende.
Den sociale opgjørsdag er skjæbnesvanger. Den vil snart være for haanden, vær forvisset om det.
Skal I tilstoppe eders oren? Nej, mine herrer! kom til os, søg hos os løsningen af dette vanskelige problem, som snart maa løses. Hvis I undres over min dristige tale, saa vil jeg si eder, mine herrer, at jeg vilde være lykkelig over, at mine ord blev hørt af alle, og jeg vilde prise mig lykkelig, om I paa den store sociale regnskabsdag kunde spare nogle draaber blod. Dog, I vil ikke høre. Men saafremt bourgeoisiet vedblir at holde arbejderne under sit aag, at forfølge og undertrykke dem, saa er ethvert hæderligt menneskes pligt givet paa forhaand. Jeg skal ikke svigte min ....
— Dette mærkelige forsvar, som holdtes i en rolig, men overbevist tone, gjorde et dybt indtryk paa tilhørerne, men det forbedrede ikke Kropotkins sag synderligt; thi her var jo dommen fældet paa forhaand. For Kropotkins vedkommende led den paa fem aars fængsel, 2000 frs. bøder, ti aars politiopsyn og fire aars tab af borgerrettigheder. Dommen faldt i Januar 1883. Han sad i statsfængslet i Clairvaux til januar 1886, da præsident Grevy benaaded alle politiske forbrydere. Siden den tid har hans hjem været i Byrons dejlige by, i Harrow on the Hill tæt ved London.
Fyrst Kropotkin er en eminent politisk begavelse. Han er som skabt for den store offentlige arena, og han er en brændende sandhedssøger og skaber af en skole. Hans ideer er hans livs maal, og han kjæmper for dem med hele sit genis styrke. Han gaar op i dem af hele sin sjæl, og hvad der er imod, er af det onde.
Kropotkin er først i sit element, naar kampen blir stor og omsiggribende. De mange skjærmydsler, de lange, tærende forpostfægtninger er ikke hans — han er lederen af de store sociale bevægelser.
Han er en uforlignelig agitator. Han er begavet med en slagfærdig og skarp veltalenhed, og naar han betræder platformen, beherskes han aldeles af sine rige følelser. Synet af mængden stimulerer ham, han blir forandret, han skjælver af sindsbevægelse, øjnene slaar lyn, hans røst vibrerer, hans tonefald er overbevisningens tonefald, man hører og føler, at hans tale kommer fra hjærtet og gaar til hjærtet. Hans taler gjør et storartet indtryk; han faar publikum i sin magt, gir dem sine følelser, han elektriserer sin tilhørerskare..... Og naar han bleg og skjælvende stormer ned fra platformen, ryster den hele sal af bifaldets stormbølger.
Naar han optræder i private diskussioner, gjør han det altid med stor virkning, og han kan overbevise og vinde folk for sine meninger som faa. Og her forstaar han at bruge sine kundskaber paa en effektfuld maade.
Han har forfattet ikke saa faa bøger. Foruden hans rent videnskabelige værker kan nævnes: I russiske og franske fængsler, der udkom for ikke lang tid siden. Han er en meget flittig medarbejder i Nineteenth Century, og hans afhandlinger omfatter særlig geografi, videnskabelig anarkisme og social-økonomiske spørsmaal. Her i det store engelske tidsskrift arbejder han side om side med mænd som Spencer og den konservative Huxley — Kropotkin, hvis navns nævnelse er at hejse revolutionens fane. Der foreligger desuden fra hans haand en mængde revolutionære brochurer; særlig kjendt er en større samling anarkistiske afhandlinger: Paroles d’un Revolté, der blev udgivet af Elysée Reclus, mens Kropotkin sad fængslet i Clairvaux. Det meste af sit arbejde leverer han dog i sit blad La Révolte, thi det er særlig som journalist han er stor. Der er en varme og inderlighed i hans artikler, paa samme tid som de er aandfulde og skarpe. Endog i sine skrifter er han agitatoren.
— Al den modgang, al den lidelse, han har mødt, har ikke forbitret hans sind. Han finder det dejlig at lide for sin sag, og arbejder den dag idag lige ufortrødent i dens tjeneste. I Englands store fabrikbyer møder man ham i arbejdernes forsamlingssale, lige frisk og fyrig som altid. Og i det frie England har han fundet det asyl, hvor han frit kan leve og arbejde efter saa mange trængsels aar.
Fyrst Peter Kropotkin er en stor, stærkbygget mand. Han har en høj, aaben tænkerpande, og bærer langt, frodigt helskjæg. Hans øjne er store, lidenskabelige og intelligente i udtrykket.
Han er en af tidens mærkeligste mænd.
Den mægtige fyrste fra Rusland, den store videnskabsmand, hvis arbejder tidsskrifterne slaas om, har stillet sig kjæmpende i proletariatets rækker. Hans navn har eventyrets glans, hans skiftende liv er aarhundredets underligste saga.