Blandt anarkister/En spion

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Olaf Norli (s. 79-86).

Det var oppe i en af de trange smaagader ved boulevard Sebastopel, ikke langt fra Place de la République.

Det var den femte maj, denne varme, vidunderlige vaardag, da tricoloren snor sig over det hele Paris som et bølgende hav af rødt, blaat og hvidt.

Det var søndag og frihedsfest, Frankriges store, jublende frihedsfest. Bertoïa, Egge og jeg skulde ud til Versailles for at se paa militærparaden, men først skulde vi paa et møde oppe i denne smaagaden. Det skulde være saa forbandet interessant, sa Bertoïa.

Der stod et billardtable der, nogle smaaborde og forresten intet, som tyded paa, at det var noget forsamlingsværelse. Det skulde være mødestedet for den international anarkistiske gruppe, blev jeg oplyst om. Bertoïa fortalte, at jeg blandt andet skulde faa se en skandinavisk anarkist, nogle tyskere, samt noget mere ogsaa, som jeg kanske kunde bli forbauset over.

Der var adskillig med folk derinde, og flere som jeg kjendte igjen fra andre møder. Den skandinaviske anarkist var en lang, rødhaaret svensk bengel, som raabte »ta mej fan«, dahban fik høre, at jeg var normand. Jeg tog ham for skrædder først, men han var virkelig noget i Magazin Printemps. Der kom vin over en lav sko, og snakket gik højt derinde paa alle mulige sprog. Der var tysk og fransk, der var russisk, italiensk og spansk, der var en amerikaner, som svared bare you bet, og saa var det svensken og jeg, som talte »skandinavisk«.

Vi kom godt overens. Han var en fornuftig fyr, som snakked saa lidet som mulig om »menneskerettighederne«, men saa meget mere om ganske andre ting, som jeg netop da interesserede mig ulige mere for. Bertoïa sad lige ved mig og talte med en tysker og sa ach ned i struben med utrolig naturlighed.

Jeg blev netop presenteret for endel franskmænd, som absolut vilde ha greje paa de revolutionæres stilling i Norge, da pludselig snakket forstummer, og enhver lister sig bort til sin plads.

Ved den ene ende af billardtablet stod et menneske og forberedte sig til at tale. Uden spor af foranledning, uden at forlange ordet, saa grænseløst umotiveret stod dette menneske der og afbrød min interessante beretning om Savalguten og Jeppesen. Svensken saa vist paa mig, hvad jeg tænkte, thi han hvisked beroligende, at sligt var skik her; den fyren der er belgier, la han til.

Ubevidst hvorfor fik jeg antipati mod dette menneske. Det slog mig, at han kunde ikke høre til blandt disse store, sobre, livsglade fremtidsmennesker. Der var noget mørkt, skummelt i hans blik, og det hvide i øjet var rødt. Jeg tænkte at her havde jeg da endelig en af Morgenbladets anarkister.

Han fortalte en historie fra en belgisk fabrikby. Byens revolutionære havde havt nogle møder, hvortil politiet havde tiltvunget sig adgang. Han og et par andre havde varskoed, at hvis de ikke gik, fik de selv ta følgerne. Politiet havde overhørt trudselen, og han sammen med to andre havde trukket sine revolvere og skudt. En politibetjent var blet saaret. Hans kammerater blev fakket, han selv undkom. Nu klaged han saa bitterlig over, at hans meningsfæller i Paris ikke vilde vide noget af ham.

Men denne korte beretning var isprængt med vilde, fnysende ord, glødende af had, brændende af hævn, uhumske, uanstændige ord, smuds fra gader og skidne kroge, ækle, væmmelige udgydelser, som jeg aldrig havde troet kunde nævnes i et sprog. Blod, blod, blod gik som et fortvilet raab gjennem alt — længsel efter rindende, rødt menneskeblod.

En klam, ubehagelig følelse overmanded mig under denne tale. Det var som om jeg blev overgydt med en slimet, grønsket vædske, som om dynd fra kloaker og kanaler sived nedover mig.

Vi sad der stille, uden at røre os. Det var kun talerens stemme, der hørtes. Den knækkede stilheden over i afbrudte, stakaandede sætninger.... Da stormer der en mand gjennem døren, svingende Matin over sit hode: Carnot myrdet! Præsidenten skudt! Carnot myrdet!

Der blev en utænkelig forvirring. Man sprang op paa bænkene og skreg i munden paa hverandre, og manden stod og svang Matin og raabte: Carnot myrdet! Carnot myrdet! Da brød gjennem forvirringen og larmen som et hvinende skrig belgierens stemme: morderen leve! morderen leve!

Det bragte dem til fornuft.

Der blev stille. Man flokked sig om de to, der afvekslende stod og skreg: Carnot myrdet! Morderen leve! En stemme protestered, flere kom til, tilslut lød det samlet: Død over morderen! død over morderen! Belgieren begyndte at se sig fortvilet om; han aned vel paa en maade, hvad der vilde komme. Men han stod omringet paa alle kanter, og der fandtes ingen udvej.

Da forsøgte han med et: død over alle tyraner! men det faldt magtesløst til jorden. En høj, kraftig stemme brød ind: ud med blodhunden! og snart lød det som et eneste raab: ud med blodbunden! ud med dyret! og hundrede kraftige arme strakte sig efter ham. Han saa sig fortvilet om, sled og stred imod alt, hvad han kunde, men han var allerede paa vej mod døren. Da var det en, som raabte, at han var da kammerat — man burde ha respekt for hans meninger. Tagene løsned lidt. Det begyndte at bli haab for ham.

Han er ikke kammerat, lød der borti flokken.

Jo, han er, svaredes der.

Han skal exkluderes!

Afstemning! Afstemning!

Nej, nej — ud med ham!

Han er en spion! raabte Bertoïa, saa det sang gjennem salen. Han er en spion — jeg har beviserne hos mig!

De hundrede arme greb fat igjen, døren skubbedes op og han sendtes med et inderligt kast ud i gaarden.

Døren blev lukket igjen, og nu først tænkte man paa Matin. En greb bladet og læste højt.

Pyt sa’n! Det var bare en afskediget militær, som havde skudt med løst krudt. Han havde gjort det forat opmærksomheden skulde henledes paa ham, saa at hans pensionsandragende maatte bli indvilget. Fyren havde simpelt hen gjort det af nød — for ikke at sulte ihjæl.

Der blev latter. Herregud — hvad skulde man skyde Carnot for? var der en som sa, — den snille gutten!

Carnot er selv revolutionær, sa en anden; han skal være værre end sin bestefar.

Carnot har været paa en af vore møder, raabte en tredie. — Baade han og fruen var der. Og Louise Michel har besøgt dem hemmelig flere gange. Det er han, som betaler lejen for de flotte saler, som hun taler i bestandig.

Aa det er bare historier, svaredes der. Men Carnot er ikke imod os.... Men er han spion den belgieren?

Nu samledes man om Bertoïa.

Bertoïa trak et brev op af lommen. — Han er politispion — jeg fik dette brevet fra kammerater i Lüttich... vi skal ta os i vare for ham, si’r de.

Ja, jeg har tænkt det længe, sa en. Det har lugtet rygende blod af hvert ord, han har sagt.

Han har ordentlig fraadset i dynamit, sa en anden.

Nej, vi er ikke dynamitmænd, vi, sa en tysker til mig. Vi er folk, som arbejder for vor sag paa en fredelig maade. Det er bare folk, som ikke kjender os, der kalder os for petroleuser.

— Bertoïa, Egge og jeg gik. Vi skulde ud i Versailles. Ude paa gaden blir vi gjenhentet af svensken.

— Idag har der været moro, sa han. Vi maa ha vin paa den.

Vin? — Egge drog saa stygt paa det. Han havde tømt en flaske til 1 fr. sammen med en tysk skomager.

Vin ja, ... dejlig, skummende vin .... vin som perler, vin, som smager som kvindekys. Værsgo, mine herrer.

Svensken var blet sentimental. — Vogter eder mest for dem, som færdes midt iblandt eder, sa han dybsindig, idet han skjænked i vore glas.

Vi la hans ord paa mindet og drak ud den kjølige, brusende vin i dybe drag.