Blandt Nordpolens Naboer/2
De to Peary-expeditioner.
Med hensyn til den første Peary-expeditions historie, saa vil jeg i det følgende give et uddrag af den rapport, som jeg efter min hjemkomst i høsten 1892 forelagde Det norske geografiske selskab, dog med udeladelse af de dele, der i senere afsnit vil blive gjort til gjenstand for en fyldigere behandling, saaledes som f. ex. skildringer af den nord-grønlandske folkestamme livet og naturen i de arktiske egne etc. etc.
Løitnant Peary’s plan for denne expedition var i korthed følgende: «Med et Selskab paa 5 eller 6 medlemmer vil jeg lade mig sætte iland ved Whale Sound paa Grønlands vestkyst paa 77° 35‘ nordl. bredde i juni eller juli maaned. Resten af sommeren samt høsten vil vi tilbringe med at opføre en hytte for overvintringen, lægge op en rigelig forsyning af kjød for brug under opholdet der, samle, gjøre videnskabelige undersøgelser, gjøre udflugter til indlandsisen og, hvis aarstiden er gunstig, oprette et forsyningsdepot nær Humboltbræens sydlige hjørne. I løbet af vinteren vil vi gjøre istand kjælker, ski, klæder og reiseudrustning, samt øve os i at gaa paa ski og kanadiske snesko, hvortil bunden af Whale Sound er godt skikket. Til vaaren vil 4 eller 5 af selskabet drage afsted over indlandsisen til Humboltbræen, medens en eller to vil blive igjen for at tage vare paa huset. Hvis der gjøres god fremgang, vil vi fortsætte fra Humboltbræen til bunden af Petermannfjorden. Her vil to eller tre af selskabet drage videre, medens de andre vender tilbage til Whale Sound kun med den nødvendige proviant for hjemturen. De, som drager videre, vil fortsætte til Sherard Osborn fjord, gaa videre til bunden af De Long fjord og saa fortsætte derfra til Grønlands nordligste punkt. Naar dette punkt er naaet og dets geografiske beliggenhed bestemt, vil man gaa den samme vei tilbage til Whale Sound, og derefter vil expeditionen benytte første leilighed til at vende hjem til Amerika.»
Dette var altsaa Peary’s plan, og som den blev lagt, blev den ogsaa i det væsentligste gjennemført.
Antallet af expeditionens medlemmer var fem. Foruden løitnant Peary bestod de af lægen, dr. Cook, en meget aktiv og energisk mand paa henimod de 30, der særlig som expeditionens ethnolog indlagde sig betydelige fortjenester under vort ophold blandt de indfødte. Videre Mr. Gibson, der som fremragende sportsmand og især som dygtig jæger var vort lille selskab til uberegnelig nytte, samt endvidere mineralogen, Mr. Verhoeff, der blandt andet havde bidraget 2000 dollars til dækkelse af expeditionens udgifter. Den sidstnævnte kom, som vi skal se, desværre aldrig mere til at sætte foden tilbage i sit fædreland. Selv var jeg den yngste af selskabet, idet jeg ved expeditionens afreise endnu ikke havde fyldt mit 20de aar. Selvfølgelig var vi alle frivillige uden nogensomhelst pekuniær godtgjørelse for vor deltagelse i expeditionen. Som expeditionens kok medfulgte negeren Matt, der i flere aar havde været Peary’s tjener og nu i tillid og trofasthed til sin herre ikke betænkte sig paa at følge ham til de arktiske egne. Endvidere ledsagedes vort lille selskab af en kvinde, nemlig Peary’s hustru, hvad der i Amerika ikke mindst bidrog til at gjøre den hele expedition til et sensationelt foretagende.
Den 6te juni forlod expeditionen New-York i sælfangeren «Kite». Foruden expeditionens medlemmer medfulgte endel videnskabsmænd fra Philadelphia for at gjøre iagttagelser og indsamlinger under reisen, dog alene i den hensigt, at medfølge skibet tilbage efter at have sat vort lille selskab iland.
Efter en lang og tildels kjedelig reise langs Nord- Amerikas og New-Foundlands kyster og over Davis-strædet fik vi endelig den 23de juni øie paa det land, hvortil al vor higen og længsel stod.
Paa veien opover langs Grønlands vestkyst anløb vi et par af de danske kolonier, nemlig Godhavn og Upernavik, hvor vi i den korte tid, vi opholdt os der, blev overmaade venligt og gjæstfrit behandlede af de derværende danske embedsmænd.
Den 2den juli stoppedes vi af pakisen i Melvillebugten, hvorefter vi i tre uger var indestængte i isen og herunder kun gjorde yderst ringe fremgang. Dagene faldt os i denne tid temmelig lange, idet vi alle var utaalmodige efter at naa vort bestemmelsessted, det til vinterkvarter udseede punkt i lnglefield Gulf. Vor hovedbeskjæftigelse var at skyde sæl og søfugl samt at spise. — Den 11te juli hændte det uheld, at løitnant Peary brak sit ene ben, idet det rammedes af en under rattet anbragt kort jernrorpinde, der gjorde et voldsomt slag til siden, just som skibet gik agterover, og roret derunder kom i kollision med et stort isflag. Mr. Peary fandt sig imidlertid rolig i sin skjæhne. I fire uger maatte han holde sengen, men sikker paa sig selv og sin sag betragtede han det hele uheld med den største sindsro.
Den 16de juli skjød vi vor første bjørn og observerede i de følgende dage flere uden dog at komme dem paa skudhold.
«Kite» i isen i Melvillebugten.
Den 22de juli, ret i øst for Cape York, blev vi endelig igjen fri for pakisen, og dagen efter saa vi i det fjerne de golde kyster der for den kommende vinter skulde omgive vort nye hjem.
Det sted, løitnant Peary havde bestemt til vinterkvarter, var beliggende paa den søndre side af Mac Cormick bugten og nogle minutter søndenfor den 78de breddegrad. Did naaede vi tidlig om morgenen den 24de juli. Dagen benyttede vi til at opsøge den mest passende plads for bygningen af vort hus. Udpaa aftenen havde vi endelig truffet vort valg, en liden tør plads lige ved stranden, med en bæk fossende ned ved siden af. I den uge, som nu fulgte, bragte skibets besætning al vor proviant og øvrige udrustning iland, medens vi straks begyndte opførelsen af vort hus, hvortil de fornødne træmaterialier medhavdes ombord. Det fik en længde af 22 og en bredde af 12 fod, samt deltes i et større og et mindre rum. Vægge og tag bestod af en 1—toms bordklædning, paa ydersiden trukket med tjærepap. En fod indenfor var anbragt en anden klædning af almindelig pap, paa indersiden tapetseret med tykke uldtæpper. Rundt huset byggede vi en 3 fod høi stenmur, og ovenpaa denne anbragte vi saa de talrige kasser og tønder, i hvilke vor proviant opbevaredes. Fra taget rundt volden blev der udpaa høsten strukket seildug, og der opstod saaledes en lukket svalegang rundt den hele bygning, der i den strenge kulde senere paa vinteren bidrog meget til at gjøre husets indre lunt og varmt.
Den 30te juli forlod skibet os, efterat Peary med sit brukne ben kort tid i forveien var ilandbragt paa en for anledningen konstrueret bærestol. Huset var da paa det nærmeste under tag. Det var ingenlunde med vemodige blikke, vi saa denne sidste forbindelse med den civiliserede verden lidt efter lidt forsvinde i det fjerne. Nu var vi alene og kunde i ro tage fat paa det arbeide, der laa foran os og til hvilket vi havde viet os i det kommende aar.
Saasnart vort hus var nogenlunde fuldført, tog vi straks fat paa de mange andre ting, som skulde gjøres, før vinteren satte ind. Blandt disse var først og fremst at faa fat paa nogle af de paa North Humberland-øen bosiddende eskimoer for at faa overtalt dem til at slaa sig ned i nærheden af vort hus, da det i løbet af vinteren kunde være os til megen nytte, specielt under syningen af vore skindklæder. Den 12te august satte derfor 4 af os ud paa en baadexpedition til nævnte ø, hvor det ogsaa lykkedes os at finde endel eskimoer. Det første møde med dem var ganske eiendommeligt, idet vi jo ikke forstod et ord af deres sprog. Omsider lykkedes det os dog ved tegn og underlige fagter at gjøre dem vort ærinde forstaaeligt. En familie bestaaende af mand, kone og 2 børn erklærede sig øieblikkelig villig til at følge med os i vor baad og saasnart vi vel havde faaet dem ombord, satte vi straks kursen hjemover, hvor vi ankom den 18de i samme maaned. Sommeren var nu langt fremskreden, og resten af sæsonen tilbragtes derfor, foruden med et par kortere rekognoseringsture paa indlandsisen, hovedsagelig med jagt efter rensdyr, da vi baade trængte kjød for vort proviantforraad og skind til vore klæder. Disse jagtudflugter foretoges i regelen gjerne ind til bunden af Mac Cormickbugten, og sjelden kom vi hjem uden bytte. Ialt nedlagde vi 34 rensdyr den høst, men saa kom mørket og afbrød os. Den 26de oktober forlod nemlig solen os for ikke igjen at vende tilbage paa næsten 4 maaneder, og i over halvparten af denne tid var der saagodtsom ingen forskjel i lyset mellem nat og dag. Hvad vi gjorde, og hvordan vi befandt os i denne lange mørketid, vil jeg i det følgende forsøge at give en ide om. — Som før omtalt var vor hytte lun og koselig, og endskjønt pladsen var lidt knap, befandt vi os dog alle vel der. Vi spiste ialt 3 maaltider om dagen, hvoraf det sidste var vort hovedmaaltid. Dette bestod foruden af rensdyrsteg af flere sorter grønsager, hvoraf vi medhavde en stor forsyning i hermetiske bokse. Dagen tilbragte vi med et eller andet slags haandværkerarbeide, da der jo var meget, som skulde gjøres paa vor udrustning til den store slædefærd den følgende vaar. Selv var jeg mest snedker og lavede slæder og ski, medens af de øvrige løitnant Peary fortrinsvis udmærkede sig i den høiere tilskjærerkunst, idet de fleste af vore skindklæder forfærdigedes efter hans mønster. Dr. Cook befattede sig paa en anerkjendelsesværdig maade som garver, samtidig som Mr. Gibson drev en særdeles udstrakt skomagervirksomhed. I disse forskjellige praktiske gjøremaal opnaaede vi efterhaanden en saadan færdighed, at vi mangen en gang spøgende udtalte vore gjensidige tvil om, at den ene eller anden af os virkelig nogensinde havde bestilt andet i sit tidligere liv end at garve, sy begsøm, høvle eller lave mønstre til de af os benyttede usædvanlige former af menneskelig beklædning.
Om lørdagen begyndte vi gjerne dagen med at feie husets lange kakkelovnsrør, hvilket var et saa vanskeligt arbeide, at alle expeditionens mandlige medlemmer maatte deltage, og naar vi endelig var færdige hermed, kunde vi med lethed have forestillet os, at vi befandt os i en negerkoloni i det mørke fastland, at dømme efter ansigtsfarven. Men saa havde vi jo rigtignok hver lørdag aften et varmt karbad i en gammel parafintønde. Badet toges efter ønske med eller uden betjening, mest dog det første, idet vi da havde to eller tre velvillige eskimoer til at skrubbe os ind med sæbe og skurebørste. Om søndagen gik vi derefter omkring i vore mere eller mindre aflagte civiliserede klædningsstykker og var efter omstændighederne særdeles fine; men mandag morgen satte vi atter klogeligen alle forfængelighedshensyn til side og krøb noksaa fornøiede ind i vore skindpelse igjen. Disse var forfærdigede af rensdyrskind, der i forhold til sin vægt yder den bedste beskyttelse mod kulden. De var syede af eskimokvinder i løbet af høsten, efterat skindet først var tilberedt paa den enkle, men noget besværlige grønlandske maade som simpelthen bestaar i at brække fibrene ved tygning af de i forveien tørrede skind. —— Da skindklæder saavelsom andre klæder slides, og specielt for benklædernes vedkommende slides mer paa enkelte steder end paa andre, fik vi alle henimod vinterens slutning et temmelig gorillamæssigt udseende. Dette havde dog vor værdige doktor forstaaet at raade bod paa, idet han paa det mest udsatte sted havde anbragt en vældig lap af isbjørneskind, der med den lange, hvide nedhængende rag gav ham et fra næsten alle sider morsomt udseende.
En stor del af vor fritid om vinteren tilbragte vi med læsning, dels af aarsgamle aviser og tidsskrifter, dels ogsaa af videnskabelige værker samt arktisk reiseliteratur, hvoraf vi medbragte en rigelig forsyning. Aftenen tilbragtes dog gjerne med at pludre med eskimoerne og fortælle dem om de fjerne lande i syd, hvortil de i timevis kunde lytte med begjærlighed. Men naar vi spurgte dem, om de ikke vilde være med os nedover paa skibet, naar det engang kom og hentede os, saa svarede de alvorlig, at deres eget land af klipper og is vilde de aldrig i evighed forlade. Ofte sang og dansede de ogsaa for os, det vil sige en mand eller kvinde gik frem paa gulvet efter tur og gjorde de mest afskyelige grimaser og fagter, idet den agerende herunder foredrog mere eller mindre improviserede viser af et meget mystisk og uforstaaeligt indhold, akkompagneret af de taktfaste slag paa en tromme af tarmskind. Rundt om i ring stod da de øvrige eskimoer og morede sig i skjøn forening med expeditionens medlemmer, medens negeren sad i baggrunden paa kanten af sin køie og spillede salmemelodier paa en falsk harmonika som en slags protest mod alt dette hedenskab.
Næsten daglig modtog vi i vintermaanederne nye eskimobesøg, og især kom de gjerne i flokke, hver gang vi havde fuldmaane. Nogle af dem byggede ved saadanne anledninger straks efter ankomsten sine karakteristiske kuppelformede snehytter, hvor de indlogerede sig, medens de, der kun agtede at forblive hos os i kortere tid, i almindelighed blev tilladte at sove paa gulvet i vort hus, hvor de ofte laa stuvede i tætte rader. At dette, især i begyndelsen ikke var af den behageligste virkning paa vore forfinede næser, kan man let tænke sig; men saa stor er vanens magt, at den atmosphære, som det i førstningen næsten var os en umulighed at indaande, efterhaanden forekom os ganske dagligdags, ja eksellent. Ved denne intime omgang med de indfødte lærte vi dem snart selv at kjende og fik lidt efter lidt en ganske god øvelse i deres vanskelige sprog.
Julen var naturligvis en festtid ligesaavel for os som for folk herhjemme, om vi end ingen kanefarter og baller kunde holde. Selve juleaften havde vi en større middag. Ved 6-tiden gik vi tilbords med høitidelige ansigter og iførte vore allerbedste klædebon, der for de flestes vedkommende bestod af en høist komisk sammensætning af moderne og improviserede plag. I udmærket feststemning tog vi fat paa de fremsatte retter, og først da evnen til at fortsætte denne behagelige beskjæftigelse var ophørt at være tilstede, kunde vi bekvemme os til at hæve det hyggelige taffel. Vi gav da plads for vore venner eskimoerne, af hvilke vi havde nogle paa besøg i den tid, og disse blev nu beværtede paa civiliseret vis. Ukjendte som de var med brugen af kniv og gaffel, tog de sig yderst løierlige ud, som de sad der og puttede maden i munden med den største forsigtighed af frygt for at stikke sig i kindet med gaffelen. Selv syntes de mærkelig nok at more sig om muligt endnu bedre end os. — Senere paa aftenen puttede nogle af expeditionens medlemmer ubemærket julemasker paa, og jeg glemmer aldrig den scene, som nu fulgte. Kjærringer og unger hylte af frygt, og alle, selv de modigste af mændene, forsvandt med en forbausende hurtighed ud gjennem stuedøren. Dette var enden paa vor juleaften, og først langt ud paa næste dags formiddag lod de gode folk sig bevæge til igjen at komme indenfor vort hus. Vi forklarede dem maskernes hemmelighed, og da de først var kommen paa det rene med sammenhængen, kunde de ikke noksom udtale sin beundring og glæde over dette sindrige legetøi.
Mellem jul og nytaar havde vi vedholdende snestorme med betydelig nedbør. Saavidt jeg i øieblikket erindrer, var den samlede snemængde i vinterens løb betydelig over 1 meter — Med hensyn til nordlys, saa observerede vi i vinterens løb af dem ikke mange og kun enkelte af speciel styrke og klarhed. Derimod havde vi en anden trøst i den lange vinternat, og det var maanen, som naar den kom forblev uafbrudt paa himmelen i en 6—7 dage og herunder spredte en slig pragt over de øde ismarker, at man med lethed kunde indbilde sig at være i eventyrenes land, hvor alt er gjort af det skinnende sølv.
Ud i januar begyndte vi at se en lysning mod syd, og ikke længe efter sporede vi en kort dag. Den 13de februar hilsede vi solens tilbagekomst efter et fravær af 110 dage, og den mørke vinternat var tilende. Den havde forløbet over forventning hurtig og behagelig. Paa mig havde den ialfald ingen anden virkning end at den ved sit kolde uhyggelige mørke kun forhøiede følelsen af hygge og velvære, hvergang jeg befandt mig godt og vel inden døre. Efter solens tilbagekomst blev luften mildere dag for dag. Hele februar maaned som ogsaa januar var forresten en meget kold periode med temperaturen regelmæssig omkring ÷ 40° Celsius. Den laveste temperatur, vi i løbet af vinteren havde, var ÷ 47½° Celsius. I midten af februar oplevede vi en i meteorologisk henseende meget interessant veirforandring, idet nemlig temperaturen ved vort vinterkvarter med sydostlig storm pludselig gik op til + 5° med øsende regnveir; og dette var mellem den 77de og 78de breddegrad og midt i aarets koldeste maaned. Et par dage efter havde vi igjen den samme lave temperatur som tidligere. Marts og april var travle maaneder for os, og arbeidet paa vor udrustning gik nu raskt fremad. Desuden foretog vi i disse maaneder flere jagtture og udflugter i landmaalingsøiemed. Saaledes foretog Peary en 7 dages slædereise rundt Inglefield Gulf,
Expeditionens vinterkvarter («Redcliffe House»).
hvorunder han blandt andet opdagede flere isbræer af betydelige dimensioner. I slutten af maaneden lagdes den sidste haand paa vor udrustning for reisen paa indlandsisen. Ligeledes tiltuskede vi os af eskimoerne 20 af deres stærkeste hunde til brug som trækdyr . . . . . Af vore udrustningsgjenstande til den forestaaende reise kan foruden ski, kjælker og kanadiske snesko ogsaa nævnes vore soveposer, som var
gjorte af rensdyrskind. De var forøvrigt af ringe betydning for os, da vi snart fandt, at vore dragter alene
var tilstrækkelig varme til at sove i, og poserne blev
derfor snart efterladte underveis. Noget telt bragte vi
ikke med paa grund af den dermed forbundne vægt;
naar vi skulde sove, lagde vi os altsaa kun ned paa
sneen i læ af en slæde, medens vi i storm krøb under
et olieklæde. Vor kogning udførte vi paa en spirituslampe. Pemmican, d. e. tørret og malet kjød, blandet med talg, var under hele reisen vor hovednæringsartikel. Desuden havde vi beskøiter, lidt harskt smør samt Knor’s ertemel.
Den 30te april paabegyndte vi transporten af vor proviant, slæder og udrustning fra bunden af Mac Cormickbugten op til randen af indlandsisen. Det var et overordentlig anstrængende arbeide, idet veien laa snart gjennem dybe snefaner og snart over bratte stenure, og hver ladning blev derfor ikke stor. Den 13de mai var vi endelig færdige med dette arbeide, og foran os laa indlandsisen jevn og svagt skraanende indover i solskinnet.»
Da jeg i et par senere kapitler agter at give en fuldstændig og detaljeret beskrivelse af vor reise over det indre lands isdække, udelader jeg den nu følgende del af min nævnte rapport, der handler om vore oplevelser under denne færd, og hidsætter foreløbig kun nogle af de vigtigste punkter for ikke helt at afbryde min beretning.
«Den 14de mai var alt istand til vor afreise, og det lille parti, bestaaende af Mr. Peary, Gibson, Dr. Cook og mig satte derefter med lyse forhaabninger ud mod vort fjerne maal. Vi havde da 16 hunde, idet 4 var døde under de foregaaende dages anstrængende arbeide. Den 24de mai naaedes Humboltbræen, og partiet delte sig nu i to, idet Gibson og Dr. Cook med 2 hunde vendte hjem til vort vinterkvarter, medens Peary og jeg satte kursen nordover.
Den tid, som nu fulgte, var overmaade ensformig og dog saa fuld af interesse for forskeren.
Den 27de juni, omtrent paa den 82de breddegrad, fandt vi veien nordover afskaaret, idet den grønlandske indlandsis her ganske ophører, hvorfor vi forandrede vor kurs til østkysten, som vi naaede den 4de juli, De forenede Staters uafhængighedsdag. Vi opdagede her en meget vid og udstrakt fjord, som vi til ære for dagen gav navnet Independence bay. Samme dag lykkedes det os at fælde 5 moskusokser, 3 voksne og 2 unger, hvis kjød benyttedes som føde saavel for os selv som for vore forsultne hunde og derfor var os af stor nytte.
Den 8de juli begyndte vi hjemturen, der medtog 27 dage. Vi naaede herunder en høide af 8000 fod og forsinkedes meget af storme og dyb, løs sne. Vor gjennemsnitshastighed de 7 sidste dage var 32 eng. mil pr. dag. Vi havde herunder ganske godt føre. Peary benyttede under hele reisen med kun faa undtagelser kanadiske snesko, medens jeg selv udelukkende benyttede ski.
Den 5te august naaede vi tilbage til vort vinterkvarter, og kort efter saa vi skibet, som skulde bringe os tilbage til Amerika.
97 dage havde vi tilbragt paa den grønlandske indlandsis og herunder tilbagelagt ca. 2000 kilometer. I 76 dage af denne tid havde løitnant Peary og jeg været ganske alene, og det var derfor ved vor tilbagekomst en ubeskrivelig tilfredsstillelse for os igjen at faa se og tale med andre mennesker.
Førend vi imidlertid kom afsted paa hjemreisen, hændte den sørgelige ulykke, at expeditionens før omtalte mineralog og meteorologiske observatør, Mr. Verhoeff, omkom under en udflugt alene efter mineraler. Det var hans hensigt at forblive ude i 2 dage, men da han ved udløbet af den 3die dag endnu ikke var returneret, iværksattes straks energiske eftersøgninger efter ham, men desværre uden resultat. I 7 dage og nætter fortsattes eftersøgningerne forgæves, hvorefter de opgaves. Den almindelige mening blandt expeditionens medlemmer er, at Mr. Verhoeff under forsøget paa at vandre tversover en kolossal isbræ er faldt ned i en af dens mange sprækker, idet hans fodspor fandtes i sneen paa den ene side af selve bræen, medens ellers intet spor af ham kunde opdages.
Før jeg slutter denne skildring af den første Peary-expeditions historie, vil jeg i korthed sammenstille expeditionens videnskabelige udbytte. Foruden de før nævnte opdagelser i Inglefield Golf, samt den nøiagtige bestemmelse af den grønlandske indlandsis’s nordligste grænser og bestemmelsen af selve det grønlandske fastlands form og sandsynlige udstrækning nordover, bygget paa opdagelsen af Independence Bay, maa ogsaa, som et særdeles vigtigt resultat nævnes det videnskabelige og indgaaende studium af verdens nordligste folkestamme, hvorom man tidligere kun har havt faa og upaalidelige oplysninger at støtte sig til. Samtidig bør nævnes de omfangsrige samlinger af alleslags eskimogjenstande, mineraler, planter og fugle, der hjembragtes med «Kite» til videnskabsselskabet i Philadelphia. Desuden ogsaa fuldstændige opgaver over de i vinterens løb tagne meteorologiske og tidevandsobservationer.
Den 24de august dampede «Kite» langsomt ud af Mac Cormickbugten og bort fra vort lille vinterkvarter, hvor vi havde tilbragt saa mangen en lykkelig time, og det var med eiendommelige følelser, at vi omsider tabte det af sigte derinde mellem hundreder af isbjerge.
4 uger senere, efter 14 maaneders ophold mellem øde ismarker, befandt vi os atter i et af civilisationens millioncentre.
Neppe trefjerdedels aar var hengaaet efter denne første expeditions afslutning, førend dens energiske leder igjen befandt sig paa veien nordover i spidsen for et nyt arktisk foretagende, hvis formaal det var at supplere de af os under den første færd gjorte opdagelser paa Grønlands nordkyst. At jeg selv ikke kunde modstaa den fristende mulighed af at gjense og nærmere at udforske de hemmelighedsfulde landstrækninger, over hvilke vi paa vor tidligere reise alene havde opnaaet at kaste et forholdsvis flygtigt blik, er en selvfølge; thi de erfaringer, vi under vor første færd var komne i besiddelse af, havde for os begge været forbundne med en altfor møisommelig kamp, til at vi nu skulde lade dem ligge uvirksomme i den store og langtfra tilendebragte kappestrid mellem forskerne i videnskabens interesse.
Den 2den juli 1893 forlod expeditionen New-York i sælfangeren «Falcon».
Blandt nyheder i dens udstyr kan nævnes 8 mexikanske mulæsler, der efter sigende skulde være af en overraskende stærk og udholdende race og samtidig vante til temmelig strenge temperaturer.
Disse dyr var det meningen at benytte til provianttransport fra vort vinterkvarter op til indlandsisens rand — en strækning af ca. 6 kilometer med henimod 3000 fods stigning.
Af andre sager af speciel interesse ombord kan nævnes et stort duehus, indeholdende en større samling fine brevduer, der var forærede expeditionen af en af dens kvindelige velyndere. Disse var det løitnant Peary’s hensigt forsøgsvis at anvende som budbringere til vort vinterkvarter under slædereiserne i Grønlands indre, hvad de dog efter de af os indhentede erfaringer neppe kan siges at være egnede for.
Endvidere medbragtes foruden almindelige baade en liden med petroleumsmaskine forsynet dampbarkasse, der ventedes at skulle yde expeditionen megen nytte under eventuelle sommerudflugter i jagt- og landmaalingsøiemed i farvandet omkring vort vinterkvarter. Dette viste den sig dog senere ikke at være skikket til paa grund af sin lette bygning og svage maskine. Det var endvidere, naar isen udpaa høsten lagde sig, Peary’s plan at benytte det lille fartøis maskine oppe ved vort hus til i forbindelse med en
medbragt dynamo at fremstille elektricitet til 18-20
ikke kom til udførelse.
Antallet af expeditionens deltagere var ved afreisen fra Amerika 14; senere forøgedes imidlertid dette tal til 15, idet Peary’s hustru, der ogsaa denne gang valgte at følge sin mand til de arktiske egne, udpaa høsten fødte et pigebarn til verden, som det virkelig ogsaa senere lykkedes hende at bringe velbeholden hjem til den civiliserede verden.
Foruden Peary’s hustru medfulgte en anden kvinde, nemlig den gamle madam Cross, der skulde gjøre tjeneste dels som kokkepige, dels som pleierske for det forventede barn. Hun er siden den tid afgaaet ved døden. Hun blev nemlig syg ombord i «Falcon» under expeditionens hjemreise sidste høst og døde ikke længe efter skibets ankomst til Philadelphia.
Endvidere bestod expeditionens deltagere af følgende personer: Mr. Entrikin, maskiningeniør, Dr. Vincent, expeditionens læge, Mr. Baldwin, meteorolog, Mr. Clark, zoolog, Messrs Lee, Davidson og Carr samt Mr. Swain, expeditionens sekretær og stenograf.
Uden egentlig at henhøre blandt expeditionens medlemmer medfulgte endvidere kunstneren Stokes, hvis beskjæftigelse udelukkende skulde omfatte forfærdigelsen af arktiske malerier.
Endelig befandt sig ogsaa blandt vort lille selskab Peary’s tjener Matt, der nu for anden gang gik en frivillig overvintring i polaregnenes barske klima imøde.
Under reisen nordover med «Falcon» anløb vi flere af de engelske missionsstationer langs østkysten af det af eskimoer beboede Labrador, i den hensigt at gjøre indkjøb af slædehunde, disse for vor planlagte reise saa nødvendige dyr. Det lykkedes os at samle godt og vel 20 hunde paa denne kyst, hvorefter kursen sattes direkte for Grønland. Den 26de juli fik vi dets luftige, snedækte tinder isigte og anløb samme aften den danske koloni Holstensborg, hvor det lykkedes os at erholde 17 hunde.
To dages yderligere seilads bragte os til kolonien Godhavn, hvor vi fremdeles indkjøbte 25 kraftige dyr, samt opnaaede endelig fra distriktet Upernivik, som vi i de følgende dage besøgte, et sidste tillæg af 27 smukke exemplarer. Dette bragte vor samlede hundebestand ombord op til 89 dyr, et antal, som vi ansaa for tilstrækkelig betryggende mod enhver fare for at komme tilkort i denne henseende, især naar hensyn toges til de dyr, vi yderligere efter al sandsynlighed vilde være istand til at erholde af eskimoerne ved vort vinterkvarter i Smiths Sund.
Den 31te juli var vi ved sydenden af Melville- bugten, dette af hvalfangerne saa frygtede farvand, som det i løbet af 25 timer lykkedes os at passere uden ringeste ishindring, og to dage derefter, den 3die august kastede «Falcon» anker nær bunden af Bowdoin bugten. Denne er beliggende ca. 20 kvartmil øst for vort første vinterkvarter, vel beskyttet mod vind og sø samt med en nogenlunde let adkomst til indlandsisen.
Dette var det for expeditionen udseede overvintringssted, og første akt af vort foretagende var altsaa hermed afsluttet.
Nu begyndte en travl tid. Først bragtes materialierne til huset iland, forat dette øieblikkelig kunde paabegyndes, dernæst al den mangfoldighed af tønder og kasser, hvori vor proviant opbevaredes, og som alle skulde anbringes paa sine bestemte pladse i og udenom huset.
Dette selv var snart bragt under tag. Dets dimensioner var, som rimeligt kunde være, noget større end de til forrige aars vinterkvarter benyttede, idet det jo nemlig skulde kunne huse det dobbelte antal mennesker. Det fik saaledes en længde og en bredde af resp. 38 og 14 fod og deltes i flere mindre rum. Det forsynedes desuden med dobbelt glastag, for derved i størst mulig udstrækning at forkorte vinterens ubehagelige og triste mørketid samt den i forbindelse dermed nødvendiggjorte usunde kunstige belysning. Til opvarmning af huset samt til kogning agtede Peary denne gang udelukkende at benytte parafin istedetfor det ellers brugelige stenkul.
Den 20de august forlod «Falcon» os for at returnere til New-Foundland, og enhver kommunikation mellem os og den civiliserede verden var fra nu af afskaaret.
I de følgende dage fortsattes arbeidet paa den endelige indredning af vort hus, som af Peary døbtes Anniversary Lodge.
Personlig var jeg i disse dage optaget med fra kysten at opbringe ca. 5000 pd. proviant paa indlandsisen. 20 af de indfødte mænd assisterede mig i dette arbeide, der jo efter planen egentlig skulde være bleven udført af de medbragte muldyr. Af disse var imidlertid paa den tid kun tre ilive af de 8, der ombordbragtes i Philadelphia, og da de snart efter vor ankomst viste sig at være lidet skikkede for det vilde og ubanede grønlandske terræn, blev tanken om at udføre dette arbeide ved disse dyrs hjælp meget hurtigt opgivet. Dog fortjener det at tilføies, at de benyttede muldyr efter forlydende ikke var af en saa god og kraftig race, som løitnant Peary i sin ordre udtrykkelig havde forlangt.
Ren i fjeldet
Maanederne september og oktober blev benyttede dels til jagt tor at sikre os det nødvendige kjød til brug under overvintringen, dels ogsaa til oprettelsen af et proviantdepot paa indlandsisen til fordel for den kommende vaars slædereise.
Vore jægeres bestræbelser kronedes med held, idet der allerede inden oktober maaneds udgang var fældet ca. 70 rensdyr samt over 20 hvalrosse. Disse sidste blev i vinterens løb benyttede til føde for vore hunde.
Oprettelsen af et proviantdepot i det indre lykkedes ligeledes, om vi end ikke opnaaede at give det en saa nordostlig beliggenhed, som fra først af haabet.
Høsten var ualmindelig mild, men ogsaa meget regnfuld og ubehagelig. Først i begyndelsen af november lagde isen sig over Bowdoinbugten eller netop en hel maaned senere end i 1891.
Den 26de oktober sagde vi farvel til solen for et tidsrum af henimod 4 maaneder, og det ensformige vinterliv begyndte.
Den 31te oktober indtraf en katastrofe, der, om dens dimensioner ikke havde været saa indskrænkede, let kunde havt en alvorligere indflydelse paa expeditionens skjæbne, end den i virkeligheden fik. En voldsom flodbølge, opstaaet ved løsningen af et mæg- tigt isfjeld fra den betydelige bræ nær vort hus, overskyllede strandbredden og husets omgivelser til en høide af over 20 fod over høivande og rev med sig i sin favn de 32 parafintønder, der i den lange vinter skulde varme og oplyse vort hus og koge vor mad. Heldigvis blev kun fire tønder fuldstændig knuste, de øvrige, der opfiskedes, havde dog omtrent alle erholdt større eller mindre lækager, hvilket først opdagedes, efterat deres indhold var betydelig formindsket. Det blev efter denne begivenhed nødvendigt at indskrænke det daglige forbrug af parafin til et minimum. Og hvad værre var, den forventede elektriske belysning maatte efter denne hændelse selvfølgelig opgives.
Med vinterens begyndelse kom de vanlige besøg af de kjære eskimoer, der saa utrættelig og trofast hjalp os i alle expeditionens gjøremaal og mangen gang lod sig overtale til at give os kjød til foder for vore hunde, naar deres egne næsten sultede.
November og december maaned benyttedes for en stor del til forfærdigelse af udrustning for den kommende vaarreise. Skind tørredes, skares til og syedes sammen til dragter og soveposer. Slæder maatte ogsaa forarbeides, da desværre alt det fra Amerika medbragte slædemateriel havde vist sig at være ubrugeligt, medens uheldigvis samtidig to af de tre slæder, jeg selv havde medhragt, under en voldsom storm paa indlandsisen den foregaaende høst af vinden var løftede tilveirs og slyngede udover de nærliggende fjeldskraaningen hvorved de for stedse gik tabt. Dette var saa meget beklageligere, som vi ikke var i besiddelse af noget passende træmateriale til bygning af nye slæder. Heldigvis var fra Norge medbragt adskillige flere par ski, end vi behøvede, og af disse forarbeidede jeg 8 slæder, der dog selvfølgelig langtfra svarede til de fordringer, der maa sættes til moderne slædemateriel. Mr. Entrikin producerede ligeledes et lignende antal af endel 7 fods askebord, der dog desværre var altfor korte til, at der af dem kunde gjøres gode slæder til de af os bestemte øiemed.
Juleaften blev høitideligholdt i god orden; nytaarsdagen ligeledes, og det nye aar taget fat paa med fornyet energi. Hyppige lange reiser til omliggende eskimokolonier udførtes fra nu af for at skaffe foder til vore sydgrønlandske hunde, af hvilke omtrent 40 endnu var ilive. Ligeledes udsendtes flere jagtpartier efter rensdyr, og i regelen vendte de ikke tomhændede tilbage.
Den stærkeste kulde i vinterens løb indtraf i begyndelsen af februar, men sank dog ikke under ÷ 37° C. mod ÷ 47° C. i 1891-92. Vinteren var i det hele iaar noget mildere end den forrige, vaaren derimod blev kold og sen. Den 14de februar hilsede vi igjen den gryende dag, og kort efter blev de endelige indkjøb af slædehunde for den nær forestaaende reise gjort.
De indfødte havde iaar en overflod af hunde, saa vi erholdt med lethed ca. 30 gode dyr, hvilket bragte antallet af Peary’s trækdyr op til over 70. Den 6te marts var hele expeditionens udrustning bragt op til indlandsisens rand og alt færdigt til den forestaaende færd.
Den 9de var expeditionen samlet inde ved høstdepotet, hvor reisens begyndelsespunkt laa. Under vort ophold ved depotet blev jeg, i lighed med hvad der allerede den foregaaende høst under slædearbeidet paa indlandsisen var hændt mig, paavirket af vor ikke meget tidsmæssige pemmican paa en saa uheldig maade, at jeg ikke fandt det raadeligt at deltage i reisen. Efter anmodning af Peary forblev jeg dog endnu et par dage deroppe. Den 14de marts vendte jeg tilbage til huset sammen med Lee, som havde været saa uheldig at fryse sin ene fod saa alvorlig, at han ikke længere kunde bruge den. Mandag den 26de marts eller neppe to uger efter vor hjemkomst returnerede endvidere Dr. Vincent med Davidson, der havde frosset sin ene hæl paa en meget slem maade under den rasende jævndøgnstorm, som hjemsøgte disse egne den 22de og 23de marts. Under stormen herskede en temperatur meget nær ÷ 45° C., hvad der er et enestaaende fænomen under en saa voldsom vind.
Adskillige af hundene blev fundne ihjelfrosne efter stormens ophør, og alle var mere eller mindre medtagne. Dette var de sidste nyheder, jeg hørte om færden indtil den 1ste mai. Jeg var nemlig i mellemtiden beskjæftiget med en slædereise til de uudforskede kyster i Melvillebugten, som jeg længe havde ønsket at besøge, og under hvilken det lykkedes mig at gjøre flere interessante opdagelser.
Denne reise, under hvilken jeg kun var ledsaget af en trofast indfødt ven, vil jeg i et senere afsnit heskrive, hvorfor jeg anser det for unødigt her at berøre den.
Ved min hjemkomst til vinterkvarteret fandt jeg Peary og hans ledsagere tilbage fra indlandsisen med det sørgelige resultat, at det hele havde maattet opgives. Hundene var i de voldsomme storme med temperaturer i enkelte tilfælde under ÷ 45° C. stærkt mindskede i antal, og Mr. Entrikin havde under surringen af en improviseret slæde faaet begge fødder frosne, saa han neppe længer kunde bruge dem. Desuden var de øvrige alle i en temmelig medtagen tilstand, saa det vilde være høist risikabelt at fortsætte reisen.
Om den gjenværende del af vort ophold i Grønland under den sidste expedition er der lidet at berette; nok er det at sige, at længselen efter «Falcon», som af løitnant Peary var engageret op den kommende sommer, efterhaanden blev meget stor.
En solklar aften i slutten af juli kom endelig to indfødte med de meget efterlængtede efterretninger om ankomsten af et skib. Stor var den lettelse, forkyndelsen af dette budskab forskaffede os. Begeistrede hurraraab sang gjennem den kjølige aftenluft, ekkoerne drønnede tilbage fra Mount Bartletts lodrette klippevægge og døede langsomt hen ude mellem de fjerne aase.
Hjemreisen med «Falcon», der nogen tid efter dette paabegyndtes, foregik hurtigt og uden uheld, og var gjennemgaaende temmelig blottet for alle interessantere begivenheder.
Dette er derfor alt, hvad jeg i nærværende kortfattede form tror at burde omtale af expeditionens historie; dog er den endnu ikke tilende; Peary forblev, som bekjendt, ved vinterkvarteret for at tilbringe nok et aar i disse øde egne, efterat have erholdt proviant og kul iland fra «Falcons» forraad. Den unge Lee forblev med ham, tilligemed Matt, der altid er en trofast og lydig tjener overfor sin herres ønsker.
