Blandt Nordpolens Naboer/3

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
III.
En fattig kyst.
D
en menneskelige race har som bekjendt altid været i besiddelse af en mærkelig evne til at finde sig tilrette under de mangeartede og vekslende naturforholde, der hersker, paa de forskjellige dele af jorden. Et mere slaaende exempel paa denne kjendsgjerning end vore smaa, muntre brødre deroppe i de arktiske egne kjender vi ikke. Thi de representerer en yderlighed, kan man sige, af menneskeheden, den ringe del af den, der har vovet at optage tilværelsens kamp i egne, der i vore øine faa eller ingen betingelser for livets ophold synes at yde, og hvor medrette kun dødens kulde skulde kunne antages at herske.

Sparsomt fordelte langs de mod nord vendende kyster af Europa, Asien og Amerika samt langs kysterne af Grønland og de øvrige nordenfor Amerika beliggende ølande, henlever de sit nøisomme liv fjernt fra den civiliserede verdens larm og tummel, snart søgende den fornødne beskyttelse mod polaregnenes strenge kulde i primitive «gammer» eller mørke jordhytter, snart igjen bag væggene af et ensligt skindtelt eller indunder en snehules vanddryppende hvælving.

Astrup-BNN-p043.jpg

Mod nye fangstfelter.

Den gren af de indbyrdes nær beslægtede polarfolk, der gennem aarhundreders vandringer og reiser har opnaaet at trænge sig længst frem mod nord, er eskimoerne, eller som de selv kalder sig «innuitterne». Fra Amerikas nordkyst har disse rastløse folk efterhaanden spredt sig udover det nordenfor beliggende archipel for derfra endog tilsidst over Smiths sund og vel ogsaa over Baffinsbugten at vinde fodfæste i Grønland.

At den medfødte menneskelige nysgjerrighed og higen efter det ukjendte har været den virksomste drivfjær til deres utrættelige fremtrængen, tør vi vel med rimelighed antage. Men høist sandsynligt er det tillige at stærk konkurrence om fangstfelterne længere sydpaa samt deraf følgende indbyrdes uoverensstemmelser har havt en ikke ubetydelig andel i aarsagen til eskimoernes omflakkende tilbøieligheder.

Disse emigrationsreiser har de udført dels i de lange, lyse sommerdage i sine skindbaade, dels ogsaa paa vaarparten, mens isen endnu laa fast over sund og fjord, ved hundeslædens hjælp.

Og at de herunder ofte, især langs kysterne høit nordpaa, har været udsat for haarde savn og prøvelser, kan der neppe være nogen tvil om. Thi ikke allesteds kan man i disse egne vente at finde en sikker fangst. Og slaar den gjennem et længere tidsrum helt feil, da er hungersnøden den sikre gjæst, i hvis fodspor døden troligt følger, for, naar en stakket frist er omme, at banke med sine knokkelfingre paa de rimede stendøre.

Saaledes var, for at nævne et exempel, for henimod 20 aar siden en talrig skare af indfødte mænd, kvinder og børn paa vandring nordover langs Smiths- sundets vestside, for at søge efter nye fangstfelter. Langs Ellesmere-landets kyst, der i særlig grad udmærker sig ved sin kolde, livløse natur og sit barske klima, mødte der dem imidlertid en saa daarlig fangstlykke, at de fleste af dem lidt efter lidt maatte bukke under for hunger og savn. Dette blev fortalt mig af et par af de gjenlevende, hvem det senerehen

omsider lykkedes at redde sig over Smithssundet til

Astrup-BNN-p045.jpg

innuitterne paa Grønlandssiden, blandt hvilke de

endnu lever. Paalideligheden af deres udsagn bekræftede sig i sommer, da jeg under et besøg med «Falcon» langs den samme kyststrækning paa et enkelt sted paatraf et uhyggelig stort antal grave, uagtet der i nærheden hverken fandtes de sædvanlige stenhytter eller nogetsomhelst andet spor, der kunde tyde paa, at de indfødte her havde opholdt sig gjennem et længere tidsrum.

Det var under de tidligere nævnte, gjennem aarhundreder foretagne vandringer og reiser, at en liden skare af den nuværende grønlandske befolknings forfædre efterhaanden bosatte sig langs østsiden af Smiths sund som menneskehedens yderste forpost mod nord. Og det var blandt de fuldstændig isolerede efterkommere af denne haardføre skare, at de to Peary-expeditioner opholdt sig og færdedes gjennem vintrenes maanedlange mørke og de arktiske sommeres pragt.

At det ikke blot er midlertidig, at innuitterne ved Smiths sund har udvalgt dette ensomme hjørne af verden til sit fædreland, derpaa tyder den rørende kjærlighed, hvormed de endnu den dag idag klynger sig til de kolde, nøgne klipper. Dog er det kun gjennem vore, den tempererede zones øine, at disse kyster faar et saadant nøgent og livløst udseende. Thi seet fra eskimoens standpunkt yder de ikke alene de nødvendige midler til livets ophold, men ogsaa alt, hvad der med rimelighed kan forlanges til befordring af ethvert menneskes materielle og aandelige velvære. Og kan vi end ikke ganske dele denne hans opfatning, saa skal vi dog, ved at aflægge et besøg paa disse kyster, faa se, at den herskende forskjel mellem de tempererede og de arktiske egnes livfrembringelser i virkeligheden ikke er fuldt saa overvældende, som man ialmindelighed paa afstand er tilbøielig til at antage

Astrup-BNN-p048.jpg

Den nordligste af mennesker beboede kyststrækning.

Naar man en stille sommerdag nærmer sig den del af de grønlandske kyster, hvormed vi i det følgende kommer til at befatte os, nemlig strækningen langs Smiths sund mellem den 76de og 79de breddegrad, saa vil man gjennem den under saadanne omstændigheder som oftest forbausende klare og rene luft allerede paa en afstand af fra 50 til 80 kilometer øine linierne i de lange, fint kurvede snekupler, der saa godt som overalt kroner de mørke plateauformede kyster. Som man kommer nærmere, kan man efterhaanden iagttage mere og mere af de underliggende bratte kystfjelde, hvis skygger og konturer paa grund af den netop nævnte atmosfæriske renhed selv paa meget lange afstande fremtræder med en forbausende tydelighed. For den uerfarne vil derfor afstandene ved de grønlandske kyster forekomme i aller høieste grad skuffende, saameget mere som man ved bedømmelsen jo ganske savner den veiledning, som man i sydligere og mere civiliserede egne har i tilstedeværelsen af kjendte objekter som huse, trær eller lignende. Et fjernt og meget høit fjeldparti vil derfor i Nord-Grønland i regelen faa netop det samme udseende som et langt nærmere, men mindre høit fjeld. Ja, det feilagtige indtryk er i den grad forvirrende, at en korrekt ansættelse af afstandene langs en ny og ukjendt kyst, selv for den erfarne forsker eller sømand ofte kan frembyde uoverstigelige vanskeligheder. Thi ikke alene varierer de samme fjeldformationers høide meget betydeligt paa de forskjellige steder, men luften har, som rimeligt kan være, ingenlunde altid den samme grad af klarhed.

Jeg husker saaledes et illustrerende exempel paa disse forholde kort efter, at vi i juli 1891 paa sælfangeren «Kite» var ankommet til aabningen af Mac Cormickbugten, der dengang endnu var belagt med resterne af den foregaaende vinters is. For at tage de tilsyneladende lovende renjagtfelter ved bunden af bugten i øiensyn, besluttede doktoren, Gibson og jeg at tage en tur derind over isen. Det vilde være saadan en passende tur før frokost. Isen var vistnok temmelig vandtrukken med talrige indsøer og huller, og marschen vilde muligens derfor ikke blive fri for diverse fodbad og andre smaa ubehageligheder. Men saa var jo heldigvis veien, som vi var nødsaget til at tilbagelægge, «en ren bagatel». Vor vandring kom

Astrup-BNN-p050.jpg

Egnene om Inglefleld golf.


imidlertid ikke til udtørelse. Vi fandt nemlig snart at fremkomsten over isen paa grund af de mange huller og kanaler var værre, end vi havde tænkt. Men ved senere foretagne maalinger har det vist sig, at af den vandring, som vi hin morgen saa freidig havde sat os som maal at udføre før frokost, vilde indmarschen alene naaet op i 23 kilometer!

Af skade bliver man klog. Da jeg engang under efterforskningerne efter de savnede svenske reisende Bjørling og Kallstenius og deres ledsagere sidste sommer sammen med endel af undsætnings-expeditionens medlemmer straks efter aftensmaden ombord skulde gaa over isen iland til Ellesmerekysten, puttede jeg, førend jeg drog afsted, i hast et drabeligt stykke kjød og nogle brødskiver i lommen. At dette foraarsagede nogle sarkastiske bemærkninger fra enkelte øienvidners side, om at de nok syntes, de havde lagt mærke til min ringe appetit ved aftensbordet, hvorfor de godt kunde skjønne, jeg trængte noget paa veien o.s.v., maa man ikke bebreide dem. Sagen var nemlig den, at majoriteten af de ombordværende ansaa veien iland for en ubetydelig spasertur, medens jeg i dette tilfælde, takket være mine mange dyrekjøbte erfaringer, havde mine berettigede tvil. Og det viste sig ogsaa, at om den medbragte niste end ikke netop opnaaede at frelse os fra hungersdødens kvaler, saa var det dog med ganske fornøiede ansigter, vi fortærede den; thi indmarschen alene havde, omveie iberegnet, neppe været under de 10 kilometer.

Det er, som man af ovenstaaende vil skjønne, derfor først i kystfjeldenes umiddelbare nærhed, at den reisende faar det rette indtryk af deres imponerende mægtighed og storslagne former. Som regel varierer de yderste fjeldvægges høide mellem to og tre tusend fod og bestaar ialmindelighed af den idetheletaget i Nord-Grønland stærkt udbredte trapdannelse.

Hvor plateauernes mere eller mindre horisontale overlinie for et kortere stykke er afbrudt, er gjerne den mellemliggende kløft opfyldt af bratte jøkler eller hængende sne- og ismasser, fra hvilke om sommeren enkelte stykker nu og da med vældige brag løsriver sig og falder ned paa de underliggende stenurer eller sparsomme moselag. Nede mellem disse stenurer bruser om sommeren fjeldbækken i sit vilde løb nedover mod søen, snart fuldstændig skjult under de ældgamle klippeblokke, snart igjen vældende sin krystalklare vædske frem i dagslyset, hvor den livligt og muntert blinker i polarsolens straaler.

Astrup-BNN-p052.jpg

En nord-grønlandsk bræfaçade.

Det, der ubetinget giver de nord-grønlandske kyster sit mest karakteristiske præg, er de mægtige isbræer, der hist og her fra det indre land skyder sig ned mod havets overflade. Det er udelukkende i dalstrækningerne, at disse vældige isstrømme forefindes, og især møder man dem inde ved bunden af de fleste fjorde og bugter, hvor sænkningerne i landet er særlig dybe og vide. De stammer alle fra et fælles ophav, nemlig det umaadelige isdække, der gjennem aartusenders snefald efterhaanden har dannet sig i Grønlands indre.

Det er et trist billede, dette det indre af landet frembyder for beskueren. Alle dale er udjevnede, alle de mægtige fjeldtinder med sine kupler og luftige toppe begravne i hele sin storhed og pragt under dette kolde, umaadelige liglagen. Kun hist og her i kysternes nærhed stikker der veirbidte kjæmper frem gennem snehavet som mindesmærker over det underliggende, forlængst udjevnede og stivnede landskab.

For at komme til sikker kundskab, om et isdække som det grønlandske er i tiltagende eller om det mindsker, vilde der udkræves at man i den hensigt gjennem en længere række af aar foretog nøiagtige iagttagelser, og da saadanne iagttagelser endnu ikke haves, er det vanskeligt at udtale nogen bestemt mening om dette spørgsmaal. Kun en ting kan vi med sikkerhed vide, nemlig at dette isdække i svundne tider har været baade større og mindre, end det nu er, samt at lignende forandringer i dets størrelse ogsaa i fremtiden vil gjentage sig.

Det er tyngdekraftens virkning paa indlandets isdække, der har frembragt de mægtige, langsomt fremadskridende bræer eller isstrømme hist og her i sænkningerne langs de steile kyster. Hvorledes et fast og skjørt stof som is i disse tilfælder ganske kunde arte sig som en tyktflydende vædske, var længe blandt de lærde et vanskeligt spørgsmaal at besvare. Det er ogsaa kun tilsyneladende at de store isbræer under sin fremadskriden har den tyktflydende vædskes egenskaber. Thi det er gjennem tyngdekraftens virkning paa de enkelte ved solvarmen til vand forvandlede ismolekyler, at den hele bevægelse alene kan foregaa, et fænomen, hvis forklaring vi imidlertid ikke her nærmere kan gaa ind paa.

Man kan kun vanskelig gjøre sig nogen forestilling om størrelsen af de ismasser, hvoraf disse bræer bestaar, uden at have havt den sjeldne anledning til at beskue dem paa nærmere hold. De bræer, som vi har at opvise indenfor Europas grænser, og af hvilke flere er blevne i høi grad berømte paa grund af sin imponerende størrelse, vilde mellem de nord- grønlandske isstrømme neppe endog tiltrække sig den reisendes mest flygtige opmærksomhed.

Som regel ender disse bræer, hvis overflade er fyldt med store, gabende revner, i en steil isvæg af ofte over 30 meters høide over vandfladen, udstyret med allehaande fantastiske huler og grotter og vældige overhængende partier, der spiller i de pragtfuldeste grønne og blaa farver.

Det mest storslagne exempel paa en nord-grønlandsk bræ’s mægtighed har vi i den lige nordenfor Smithssundet beliggende Humboldtsbræ, der er den største af alle hidtil kjendte bræer paa den nordlige halvkugle, og i omfang alene overgaaes af den af Ross i 1841 i de antarktiske egne iagttagne isstrøm ved Victoria land. Humboldtsbræ har nemlig den enorme bredde af henimod 100 kilometer eller, udtrykt paa en anden maade, en udstrækning der paa det nærmeste er lig med afstanden mellem Kristiania og Laurvig. Anslaaes dens middeltykkelse ved udløbet i havet til omkring 200 meter samt middelhastigheden af den samlede ismasses bevægelse i et aar til henved 100 meter, saa vil man forstaa, at det er hundreder af millioner af kubikmeter eller flere kubikkilometer solid is, det her er tale om aarlig føres ud i havet for som drivende isfjelde at bortføres til smeltning under sydligere bredder.

Naar et isfjeld pludselig løsner sig fra en saadan bræ, sker det altid under øredøvende larm og støi, der af og til gaar over til voldsomme tordenlignende brag. Samtidig sættes søen i vid omkreds i stærk bevægelse ved de heftige rullinger, iskolossen undergaar ved tabet af sin ligevægt.

Det var en paa denne maade opstaaet bølge, der, som allerede før kortelig omtalt, den 31te oktober 1893 pludselig oversvømmede klipperne lige nedenfor vort vinterkvarter og ødelagde endel af vore petroleumsfade tilligemed en mindre baad.

Selv var jeg ikke hjemme ved den nævnte leilighed, idet jeg nemlig paa den tid sammen med løitnant Peary befandt mig indlogeret i en snehytte oppe ved indlandsisens rand, men jeg fik den følgende dag en temmelig livlig beskrivelse af katastrofen af expeditionens øvrige medlemmer. Gamle madam Cross skulde efter sigende, da begivenheden hændte, have været fuldt paa det rene med, at dommedag nu endelig var forhaanden, hvilket jo ikke er saameget at forundre sig over, naar man betænker, at det hele foregik i mørket og var ledsaget af en frygtelig støi og larm, der end yderligere øgedes ved itubrækningen af den allerede dengang temmelig solide høstis, der dækkede den indre havn. Den næste morgen kom ogsaa vi fraværende tilstede paa skuepladsen, idet vi ved bud var blevne underrettede om det passerede. Hele dagen tilbragte vi derpaa med redningsarbeide, og mange var de mere eller mindre muntre scener, vi herunder oplevede paa de af nattekulden kun slet sammenføiede isflag. Snart var det en med uendelig møie reddet tønde, der i et ubevogtet øieblik dybt og venlig neiende atter trak sig tilbage gjennem det tynde isdække, snart var det en af de optrædende personer selv, der med et langt klagehyl forsvandt gjennem scenens gulv som Mefistofeles gjennem theatrets brædder.

Det er ikke frit for, at vandet var lidt koldt paa den tid af aaret. Ialfald paastod vor meteorolog, da han engang i formiddagens løb af ædle tililende kamerater var bleven reddet fra de med en drukning forbundne ubehageligheder, at vandets temperatur netop da maatte være «adskillige grader under frysepunktet».

Vi talte om isfjeldene og deres oprindelse fra de mægtige bræer. Vi skal nu kortelig berøre deres dimensioner. Angaaende deres vanlige høide over vandskorpen tror jeg der blandt folk ialmindelighed hersker temmelig feilagtige forestillinger, takket være de mange ældre reiseberetningers overdrivelser i den retning. Det er kun sjelden, at et isfjeld rager høiere op over vandskorpen end mastetopperne paa et af nutidens sæl— eller hvalfangstskibe, det vil sige en 30 til 40 meter. Dette gjælder især for de fjeldes vedkommende, hvis overflader nogenlunde har bevaret den horisontale stilling, de indtog, da disse endnu var fragmenter af den oprindelige bræ. Har et
isfjeld forandret denne stilling, saaledes at kanske et mere eller mindre skarpt hjørne er kommet i veiret, vil kolossen derved selvfølgelig rage saa meget høiere tilveirs. Dog opnaar de vel neppe nogensinde en høide af over 100 meter.

Astrup-BNN-p057.jpg

«Falcon» blandt isfjelde.

Isfjeldenes udstrækning forøvrigt er yderst forskjellig. Fra forholdsvis ubetydelige blokke af længde og bredde som et middelsstort skibsskrog kan de undertiden gaa op til mægtige flydende øer, paa hvis overflader man magelig kunde finde plads til hele landsbyer. I Melvillebugten har isfjeldene saaledes ikke sjelden en længde af flere kilometer og har da som oftest en aflang form. Naar vi forsøger at forestille os en saadan kolos og massen af den deri indeholdte is, bør vi ikke glemme, at hvad vi kan iagttage af den oven vande, kun er en ringe del af dens virkelige størrelse. Et stykke bræis vil nemlig i saltvand have omtrent 7 gange saameget af sin masse under vandfladen som over den. De større isfjelde stikker derfor saa dybt, at mange af dem endog vilde kunne forbause verden ved at rende paa grund midt ude i Nordsøen, om de nogensinde af en eller anden aarsag skulde komme til at forvilde sig ind over dette farvands grænser.

Foreløbig faar vi nu være færdig med alt, som heder isbræer og isfjelde, for at kunne gaa over til mindre livløse emner. Til en begyndelse vil vi foretage en liden vandring indover landet for om muligt hist og her at faa øie paa nogle af de faa exemplarer af dyreverdenen, der er i besiddelse af seighed og haardførhed nok til at udholde tilværelsens kamp inde blandt disse øde landskaber.

Neppe har vi gaaet mange skridt opover fra strandbredden, før vi faar øie paa et par snehvide punkter, der nu og da synes at bevæge sig høit oppe i en mørk fjeldskrænt. Lad os se godt efter, førend vi fastslaar, at dette er to harer; thi vi maa huske paa, at sanserne kun altfor ofte bedrager en i denne nye verden, saa helt forskjellig fra den, hvori vi er vant til at færdes.

Jeg husker saaledes, hvorledes det engang hændte mig, at jeg under allehaande jægerceremonier nærmede mig to graahvide harer i den tro, at det var rensdyr. Det eneste, jeg ikke rigtig kunde faa til at passe, var, at begge dyr syntes at være i besiddelse af evnen til at bevæge sine horn, som om det skulde have været lange ører. Var dette en ny og sjelden art af den grønlandske ren? Længe skulde jeg ikke beflnde mig i uvished herom. En sten gav efter under mit ene knæ, og lyden af dens rullen nedover fjeldskraaningen havde den virkning, at de to sjeldne dyr lagde ivei opover uren paa en saa karakteristisk haremaner, at der ikke længer kunde være nogen tvil om, hvilken kapital feiltagelse jeg havde gjort mig skyldig i. Dette var længe det flaueste øieblik i mit liv. Men saa en dag, som vi under den sidste expedition sad tilbords og spiste haresteg, var jeg dristig nok til at fortælle historien, som jeg indtil da havde vidst med omhu at bevare under taushedens slør. Dette havde den uventede virkning at der fra de øvrige tilstedeværende ved bordet fremkom en række ærlige bekjendelser, der satte min egen lille misforstaaelse fuldstændig i skyggen. At en saaledes engang havde trukket sig skyndsomst tilbage for en hare i den tro, at det var en isbjørn, han befandt sig i nærheden af, kunde endda lade sig høre. Men at forveksle en rype med et rensdyr, hvilken vittige feiltagelse en anden roste sig af at have begaaet, fandt vi dog at burde belønne med stormende bifald. Ligesaa velvilligt modtoges beretningen om en liden hændelse, som var tilstødt en af de tilstedeværende under et ophold paa indlandsisen. Endel ravne kredsede over hovedet paa ham for kort efter at forsvinde gjennem den tykke, taagefyldte luft. Vor helts morderiske lyster var imidlertid herunder blevne optændte, og da han straks efter i nogen afstand fra leiren troede at skimte en ravn paa sneens overflade, greb han blodtørstig sin rifle og begav sig langsomt og forsigtig afsted henimod det lille, sorte punkt. Han havde kun gaaet nogle faa skridt, da han opdager, at han allerede befinder sig nær ved sit maal, som gjennem taagen havde forekommet ham at være betydelig længere borte. Men i samme øieblik ser han ogsaa til sin ikke ringe overraskelse, at hvad han ved list har beredt sig til at overrumple, desværre ikke er en stor og glinsende ravn, men alene de veirbidte rester af en eskimohunds primitive visitkort.

Astrup-BNN-p060.jpg

Men vi faar vel vende tilbage til vor vandring. Vi lægger vor rute opover en jevn og forholdsvis vid dalstrækning, der paa hver side er begrænset af mørke fjelde, foroven temmelig bratte, men længere nede jevnt skraanende udover. Midt i dalbunden risler en bæk, der hist og her danner smaa, blinkende indsøer, noget, der i høi grad opliver det triste landskab. Grunden, som vi gaar over er for størstedelen bedækket af grus eller rullesten, med spredte, smaa oaser indimellem av grøn mose, græsstraa og vilde blomster af brogede farver. Nu og da passerer vi ogsaa kanhænde en bergknaus, men anstrenger os stedse forgjæves for i denne at opdage noget tegn til mineralier af speciel interesse eller værdi. Overalt gjenfinder vi i bergarterne som de mest fremtrædende mineralier kvarts, feldspat, glimmer og hornblende i de forskjelligste blandinger og forhold.

Gamle, afbrudte rensdyrhorn, som vi ikke sjelden kan iagttage langs vor vei, i forbindelse med talrige spor efter disse dyr, giver os godt haab om inden kort tid at faa øie paa nogle af dem. Og vi skulde i virkeligheden ogsaa være meget uheldige, om ikke dette vort haab viste sig at gaa i opfyldelse. Thi renen er ingenlunde et sjeldent dyr i disse trakter. Faar vi saa efter nogen speiden øie paa en renflok, saa kan vi, selv om den er noksaa fjern, med temmelig stor sandsynlighed antage, at flokkens vagthavende okse allerede forlængst har opdaget os. I saa tilfælde vil de snart tage flugten for at søge op paa fjeldplateauerne, idet de i den senere tid er blevne meget sky. For nogle aar siden var det anderledes. Under den første Peary-expedition hændte det saaledes engang, at Mr. Verhoeff, der var betydelig mere videnskabsmand, end han var jæger, og under sine vandringer efter mineralier som oftest fordybede sig helt i studiet af de stene, der laa i hans vei, ved at se op pludselig opdagede at han gik og sankede sine mineralske skatte midt indimellem en skare græssende rensdyr.

Det er haardføre dyr disse rensdyr, der streifer om i de nord-grønlandske fjelde. Men af naturen er de ogsaa bleven udstyret paa en fortrinlig maade for det strenge klima, under hvilket de maa friste sin tilværelse Deres vinterpels er nemlig den varmeste af alle de animalske haarbeklædninger, man kjender.

Renen lever altid under aaben himmel og maa som følge heraf uden beskyttelse hele vinteren igjennem kunne udstaa de strengeste temperaturer og de voldsomste storme. Naar dertil kommer, at der gjennem hele denne aarstid hersker et evigt mørke, samt at sneen paa marken lægger betydelige hindringer iveien for dens adkomst til de sparsomme græsstraa, den søger, saa maa man høilig forbauses over, at den alligevel trods alt kan trives og formere sig under saa ugunstige livsvilkaar. Heldigvis for renen falder der dog i normale vintre kun meget lidet sne, og da ethvert snefald i regelen ledsages af stærk vind, vil sneen i almindelighed indskrænke sig til alene at udjevne alle mindre uregelmæssigheder eller fordybninger, saaledes at en god del af landet fremdeles forbliver snefrit. Dog er rensdyrene ved vaarens frembrud næsten altid i en meget udmagret tilstand, da de alle i denne tid i større eller mindre grad maa tære paa den fedme, det i den foregaaende korte sommer er lykkedes dem at opnaa.

Indtræffer der et enkelt aar i løbet af vinteren usædvanlig meget sne, der tillige lægger sig jevnt over det hele landskab, kan dette have de mest skjæbnesvangre følger for renbestanden.

Da fryder den lille polarræv sig af ganske hjerte ved tanken paa de sorgfri og lykkelige dage, den gaar imøde. Thi ogsaa for den er vinteren en alvorlig tid tiltrods for, at den ialfald kan sidde lunt inden døre, naar udenfor kulden eller stormen regjerer paa det værste. Mikkel holder nemlig hus for sig og sin familie enten bortimellem svære, af sne tildækkede klippestykker eller nede under isskorpen i de lune, udtørrede bækkeleier. Polarræven, der er brunblaa, sjeldnere hvid af farve, er vistnok langt mindre end sin navnkundige broder i syden, men at den tillige skulde være mindre klog eller listig end denne, har jeg endnu ikke hørt tale om eller opdaget. Der har endog været sagt om den grønlandske ræv, at den i løbet af sommeren, naar tiderne er gode, pleier at samle op forraad for den kommende vinter, og at dette ogsaa virkelig forholder sig saa, tør man vistnok anse for sikkert.

Ialfald er det engang hændt mig, før jeg endnu havde faaet noget nøiere kjendskab til de arktiske ræve og deres underfundighed, at nogle af disse dyr meget sindrig havde faaet aabnet laaget paa en stor blikkasse, som jeg, før jeg forlod den, i ubetænksomhed havde undladt at belaste med stene. Kassen var fyldt med pemmikan, der var opskaaret i smaastykker paa et kvart kilograms vægt. Da jeg 5 dage efter kom tilbage til stedet, var den rummelige kasse paa det nærmeste tømt, medens en vel oparbeidet rævesti, der imidlertid ikke kunde forfølges, da grunden længere nede var snebar, forkyndte om, hvem forøverne af den frække udaad var. At pemmikanen i dette tilfælde simpelthen under fuld damp var bleven borttransporteret til tyvens eller tyvenes bolig, kan der neppe være nogen tvil om. Thi for at faa fortæret varerne paa stedet, maatte ialfald den oprindelige finder først have sendt bud til alle omegnens polarræve efter velvillig assistance, en grad af elskværdighed, som jeg har vanskelig for at tro, den har været i besiddelse af.

I den tid, da isen ligger ved kysterne, det vil i almindelighed sige i 8 à 10 maaneder af aaret, foretager ræven hyppig længere reiser udover isvidderne, hvor den ofte gjør glimrende forretninger i alslags blodigt affald dels efter isbjørnenes maaltider, dels

Astrup-BNN-p064.jpg

Rensdyr i sommerdragt.


ogsaa efter eskimoernes jagter. I Melvillebugten har jeg endog paatruffet en ræv i over 35 kilometers afstand fra nærmeste land. Den var, da jeg først opdagede den, ifærd med at fortære en sælunge. Men da vi med vor slæde og 8 glupske hunde nærmede os stedet, lod den fornuftigvis sit bytte i stikken og forsvandt snart i det fjerne som en skydot i storm.

Ræven nyder som nævnt ofte godt af levningerne fra bjørnenes maaltider, og man ser den derfor ikke sjelden følge trofast i disses fodspor. Men en endnu trofastere ledsager af bjørnen paa dens isvandringer synes dog ravnen at være. Faar saaledes eskimoen under forfølgelsen af et bjørnespor øie paa ravne, der synes at kredse over et bestemt omraade paa den af store og talrige ujevnheder bedækkede isflade, betænker han sig ikke længe paa, hvilken kurs han bør vælge.

Det er et imponerende syn, den fuldt udviklede bjørn frembyder, naar den let og smidig som en kat bevæger sig henover pakisens ujevne flade.

Med hensyn til isbjørnens mod og blodtørstighed overfor mennesker har der været fremsat meget forskjellige meninger. Sikkert nok er det, at den «civiliserede» bjørn, d.v.s. den bjørn, der efterhaanden har lært mennesket og dets morderiske tilbøieligheder at kjende, selv om den er noksaa forsulten, i regelen ikke er sen om at trække sig undaf ved synet af mennesker. At den derimod i tidligere tider i almindelighed har udvist betydelig mindre grad af sagtmodighed ligeoverfor skabningens herrer end i nutiden, synes at fremgaa af de mange ældre beskrivelsen der haves af reisendes sammentræf med den. Saaledes har man exempler paa, at den ikke alene har forfulgt mennesker, men endog dræbt eller saaret dem. uden først at være bleven angreben af disse. Nu derimod har bjørnene i de fleste egne, hvor de holder til, gjennem aarrækker været saa udsatte for menneskenes stadige og farlige angreb, at de derved efterhaanden har faaet en afgjort tendens til at forsvinde ved synet af dem, hvad der igjen har forledet mange til at gjøre den slutning, at bjørnene af naturen er feige dyr. Nu har som bekjendt bjørnen ord for at være i høi grad nysgjerrig, og det er vistnok ganske korrekt. Men den hensynsløse maade, hvorpaa den, især i tidligere tider, tilfredsstillede denne sin nysgjerrighed overfor mennesker og ikke mindst overfor skibe, tjener netop til at illustrere dens naturlige selvtillid og mangel paa frygt.

En aftenstund under opreisen med «Kite» i 1891 opdagede en af maskinisterne en bjørn i det fjerne, hvilken nyhed han ufortøvet meddelte endel af os, der sad inde i dækshuset og passiarede. I et øieblik var vi med riflen i haand ude paa dæk, hvor vi snart lik øie paa bjørnen, der tilsyneladende med rask fart bevægede sig imod os. Saalænge den nærmede sig, var det jo overflødigt at foretage sig noget, hvorfor vi rolig forblev ombord, vel skjulte bag skibets skandseklædning. Nærmere og nærmere kom det vældige dyr os. At et saa mærkelig konstrueret uhyre som et skib tillige kunde være en farlig ting at komme i berøring med, faldt den neppe ind. Thi naar den af og til standsede og veirede ud i luften, saa var det kun for straks efter med forøget fart at fortsætte sit løb imod os. Endelig paa noget over 5O meters afstand faldt det første skud og straks efter de øvrige, der endte dens liv. Havde vi saasandt kunnet holde os fra at skyde, vilde vi uden tvil være bleven vidne til det usædvanlige syn at se den dumdristige røver komme op over rækken paa jagt efter toldpligtige varer.

Saadan Opførsel af en bjørn som den her udviste synes ikke egentlig i nogen særlig grad at tyde paa en feig natur.

Astrup-BNN-p067.jpg

Nattevandrere

Naar bjørnen fanger sæl, viser den sig fra sin intelligenteste side. Forsigtig snuser den i snefanerne, der har ophobet sig langs isfjeldenes vægge, og under hvilke sælerne om vinteren har indrettet sine skjulte pustehuller. Har den med sin fine næse veiret et saadant, skraber den forsigtig i sneen en aabning ind til det over hullet beliggende snekammer. Ind gjennem denne aabning strækker den sit hoved og venter saa taalmodig paa, at sælen skal komme op for at drage aande. Naar den omsider indfinder sig, er den vistnok i de aller fleste tilfælde bjørnens sikre bytte, idet denne med et eneste hug af sine tænder er istand til at knuse dens hjerneskalle.

Den sæl, der er den almindeligste i disse egne, er den saakaldte netchik (phoca foetida), eller som innuitterne i daglig tale benævner den: pú-si. Den bliver i almindelighed noget over en meter lang og kan i fedme maale sig med en hvilkensomhelst gris. Da den samtidig forekommer i temmelig rigelig mængde, er den af stor nytte for befolkningen, ikke mindst ved sit skind, hvoraf laves klæder, støvler, telte og kajakker.

En anden og langt større sæl er den saakaldte ogsok eller ugsuk (phoca barbata, hos os: storkobben), der kan blive op til 3 meter lang. Den er dog langtfra saa hyppig som den første. Dens skind benyttes af eskimoerne til støvlesaaler, remme, harpunliner etc.

Endnu større end ugsukken er hvalrossen, som af de indfødte benævnes á-vek. Dens længde overstiger ofte 3 meter. Kjødet af hvalrossen er de indfødtes hovedsagelige næringsmiddel. Den fortæres, kan man sige, med hud og haar; thi dens tykke, bruskagtige hud er høit skattet som fodringsmiddel for de indfødtes hunde. Hvalrossen er som bekjendt udstyret med to vældige hugtænder, der giver den et yderst uhyggeligt udseende, saameget mere som dens aasyn forøvrigt ikke egentlig kan siges at være dannet efter skjønhedens regler. Saaledes er dens øine ikke sjelden stærkt rødsprængte, hvad der ikke undlader at give dens ansigt et vist «forsoffent» udtryk. Hvalrossen holder altid til nær det aabne vand, hvorfor den, saalænge isen ligger, udelukkende paatræffes langs dennes yderste grænse ud mod det
selv om vinteren delvis aabne farvand i Smiths sund. For de indfødte er hvalrossens lange tænder ogsaa af stor betydning, idet disse anvendes til forfærdigelsen af forskjellige dele af deres redskaber.

Af meget almindelig forekomst i disse egne er fremdeles narhvalen med sin op til to meter lange spiralfurede stødtand, samt endvidere den hvide hval eller hvidfisken, hvilken sidste dog tilbringer vinteren under sydligere bredder. Ogsaa andre hvalarter forekommer, om end dog mindre hyppig.

Astrup-BNN-p069.jpg

Netchik-Sæl paa isen.

Fisk findes der yderst lidet af under disse bredder. Den mest nævneværdige er lax—ørreten, der for størstedelen opholder sig i indsøerne.

Fuglelivet maa i den korte sommertid siges at være myldrende. Alkerne og særlig alkekongerne er de dominerende. De bygger sine reder i tusendvis langs steile klippevægge og stenurer saa utilgjængelige, at selv den lille Mikkel ræv mangen gang har vanskeligheder med at faa udført sine plyndringer iblandt dem. Skindet af disse fugle benyttes af de indfødte til dele af deres beklædning. Af andre trækfugle kan nævnes edderfuglene, der dog langtfra er saa talrige som alkerne, samt endvidere maager, terner, lommer, teister etc. Af fugle, der forbliver paa stedet vinteren igjennem, kan anføres ryper og ugler, samt ravne, af hvilke sidste dog den større del synes at trække sydover for et kortere tidsrum.

Dette var i flygtige træk en skitse af de kyster, hvis mærkelige befolkning jeg i det følgende skal gaa over til at skildre.