Blandt Nordpolens Naboer/1

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
I.
Indledning.
Astrup-BNN-p9.jpg
E
n vakker vaarmorgen i aaret 1891 sad jeg i en lun lænestol i et af Philadelphias store hoteller og læste om verdens nyeste begivenheder. Striker, mord og banktyverier, der fyldte bladenes lange spalter, interesserede mig kun lidet. Jeg gik med revolutionære planer i mit hode. Jeg ønskede nemlig intet mindre end at komme bort fra den civiliserede verden jo før jo heller. Thi besjælet, som jeg var, af et levende ønske om at prøve mine kræfter paa nye og ukjendte felter, magtede jeg ikke længer at holde mig selv i tøiler. Jeg maatte ud paa en eller anden verdens udpost for der at søge mine længsler tilfredsstillede i de civilisatoriske fortroppers store væddeløb.

Foreløbig var jeg standset ved en plan om at begive mig til Afrikas vestkyst for derfra paa en eller anden maade at trænge mig ind i det indre af dette mægtige fastland med dets mange vilde folkestammer. Klimatet skulde rigtignok være lidt slemt dernede, det havde jeg jo ofte læst. Men i den henseende stolede jeg, som saa mange andre før og efter den tid har gjort, ene og alene paa en kraftig konstitution.

Som sagt, — avisen interesserede mig ikke synderlig hin aprilmorgen. Jeg skulde netop til at lægge den bort, da jeg pludselig fik øie paa en liden beskeden notis nede i dens ene hjørne:

Robert E. Peary, ingeniør ved det herværende marineværft, er nu beskjæftiget med at udruste sin expedition til Nord-Grønland. Som bekjendt er det hans hensigt at søge at bestemme Grønlands udstrækning nordover ved at foretage en udstrakt slædefærd over dets snedækte indre. Hans ledsagere paa expeditionen er endnu ikke bestemte.

I samme øieblik, som jeg havde læst den lille notis til ende, var min beslutning tagen: at melde mig som deltager i expeditionen. Afrika fik foreløbig fare. I de arktiske egne vilde jeg begynde; der passede desuden vi nordmænd bedst. Og hvor herligt skulde det ikke igrunden ogsaa være engang at faa beskue disse øde isdækte landskaber, om hvilke jeg hidtil alene havde maattet nøie mig med at læse.

Samme dag sendte jeg derfor løitnant Peary en skrivelse, hvori jeg tilbød ham min tjeneste paa den forestaaende færd.

Kort efter modtog jeg et svar, hvori han anmodede mig om personlig at komme ud til ham paa værftet. Jeg erindrer endnu detaljerne i den halvt komiske scene, der foregik under vort første møde. Som skolegut havde jeg tilhørt de latinstuderendes tal og havde derfor paa den tid, hvorom jeg her taler, et noget mangelfuldt kjendskab til det engelske sprog. Men for alligevel i samtalens løb at kunne udtale mig med «lethed og elegance» havde jeg listeligen forsynet mine to største frakkelommer med et engelsk og et norsk lexikon, og udrustet med disse samt de nødvendige lægeattester og anbefalinger begav jeg mig rolig og seierssikker ind gjennem værftets kontorgange.

Astrup-BNN-p011.jpg

Ingeniør Robert E. Peary,
United States Navy.

En ung mand af afrikansk oprindelse, den senere fra de to Peary-expeditioner saa navnkundige «Matt», viste mig ind i løitnant Peary’s arbeidsværelse. Her blev jeg meget elskværdigt modtaget af denne selv. Hans hele udseende indgød mig uvilkaarlig tillid. Hans høie magre skikkelse var elastisk og senestærk, hans ansigtstræk grove, men tillige bestemte, og ud af dem lyste et aabent og freidigt blik.

Neppe var vor samtale begyndt, før jeg saa mig nødsaget til med en noget paataget nonchalant bevægelse at trække mine filologiske mesterværker op af lommerne. Med en feberagtig hastighed bladede jeg nu under resten af mit besøg omkring i disse, fandt selvfølgelig næsten aldrig de ord, jeg søgte, men opnaaede dog omsider ved hjælp af temmelig lakoniske bemærkninger at faa sagt, hvad der laa mig paa hjerte.

I samtalens løb lagde jeg mærke til, at Peary’s sorte tjener af og til med et underligt minespil forsvandt gjennem en sidedør for straks efter igjen at komme tilbage med et næsten uhyggelig alvorligt og fortrukket ansigt. Dette har han senere maattet tilstaa, skeede, hvergang han ved at se paa mig, tabte herredømmet over sine lattermuskler og i en hast maatte søge enerum, for der at give sine voldsomme afrikanske udbrud den fornødne luft. Som man kan skjønne, har jeg altsaa ikke været ganske fri for at være latterlig, som jeg stod der og bladede energisk efter udtryk for mine meninger.

Et par dage efter dette mit første møde med løitnant Peary fik jeg underretning om, at jeg var antaget som en af den kommende expeditions 5 medlemmer.