Billeder fra Bergenskysten
De tætsluttede Ø-Rækker, der udgjøre Norges yderste Vestkyst, og synes at være voldsomt løsrevne fra det høie Klippesystem i Bergens Stift, danne ogsaa, efter deres Naturphysiognomi og efter Indvaanernes Væsen og Leveskik, ligesom et Rige for sig selv; de smalle Sunde og Søbælter, der adskille dem fra det sammenhængende Land, synes at virke som store Vidder. Fastlandets steile Kyst er en mægtig Skranke; uden for den opslaaet Søtaagen sit Telt over Bølger og Klipper; ved hine dybe Strømme er den lille Øverden indmanet i Havregionen, og i denne Adskillelse er dens Liv fra mange Sider saa afsluttet og eiendommeligt, som om den laae henkastet langt ude i Vandenes Ørken.
Flere af disse Øer ere, som bekjendt, af betydelig Udstrækning. Sartor, Askøen, Holsenøen, Radøen, kunne efter Størrelsen sammenlignes med Langeland, Malta, Wight, Ithaka; og enhver af dem afgiver i sine Hovedformer et Norge i det Smaa. Det Hele er Fjeld med Dalstrøg og Myrstrækninger, med Indsøer og Elve, og med skarpt indskaarne Søbugter. Men alt Dette har dog et eget Præg; Træer og Planter skyde frem af dybe, fugtige Mosleier, en broget Flora af Lavarter ansætter sig paa de snoede Grene; Engen har tyndt Græs, og er arm paa Markblomster. Ved Stranden har Klippevæggen ofte en høi Bord af levende Farver, men inde paa Øen hæver Fjeldet sig sortladent og strengt Selv paa, klare Dage svæver der over disse Egne et fint Dugslør. Paa Bjergskrænten ser man dets fugtige Glands, og over Landskabets Grunde spreder det en skuffende Tone af Hensvinden og Fjernhed.
Det giver et uudsletteligt Indtryk, naar man stiger op til nogen Høide paa en saadan Ø, og derfra overskuer de underliggende Strækninger. Ved første Øiekast ser det Hele ud som en chaotisk Masse af sammenstørknede Bølgerygge; man betragter det som en trøstesløs Oase i Kanten af den store Havørken. Her føles Eensomhedens Gru, medens Taagelegemer hænge vaklende mellem Himmel og Hav og medens den klamme Luftning stryger henover Lyngen; herhid bæres de tungsindigste Toner, naar Brændingen drøner i det Fjerne, og naar Søfuglen omflagrer Klipperne med sit klynkende Skrig. Stormen feier disse Bjergaaser glatte, og Øiet har i sin Nærhed et armt Feldt at dvæle ved; sjelden træffer man en grøn Busk i Lierne, kun den kraftige Ræveklokke staar kneisende i Klippevraaen og afbryder, paa en enkelt Plet, det sørgelige Øde med sin ensomme Pragt. Men naar man har overvundet den første Modløshed, og ordnet Masserne til bestemte Partier, vil man ogsaa sinde noget Tiltrækkende ved disse Landskaber; man bemærker nu de storartede Linier i denne Ødemark, hvorpaa der sjelden mangler isolerede, stoltformede Klippeblokke, der tegne sig skarpt mod Horizonten og synes at skue hen over Havet som halvsunkne Sphinxer. Man begynder endog at blive fortrolig med de vide Tørvgrunde og Lyngsletter, der indtage en lavere Strækning; thi de bringe Afvexling i den monotone Farvning, og danne Overgangen til blidere Scener. Og hvor rigt er ikke det lange Fjernsyn over alle Høider, over alle Holme og Skjer, til den aabne Sø, hvor man tæller Skibene og følger deres Baner, og lader de mangehaande livfulde Tanker flyve hen med de hvide Seil. Paa en solblid Dag, naar Straalerne lege paa Vandet og give alle Gjenstande derude et gyldent Skjer, kan man foretrække det golde Øfjeld for ethvert andet Hvilepunkt. Snart ser man Skibene ved Kysten i kjendelige Omrids, og man tænker paa de gamle Sangeres Glæde over de kongelige Snekker, der gik under Ø med „forgyldte Brande“; snart øjner man i Havbrynet en enkelt Seiler som et tindrende Fnug, og atter ser man hele Flaader dukke frem af Horizonten og søge ind mod de dybe Fjorde.
De frugtbare Trakter af disse Øer give sig i Almindelighed ikke saa snart tilkjende fra de høie Bjergplaner; Dalene ere smaa og splittede. Nede mellem Klippernes Sænkninger ligge hyppigt Rækker af rolige sorte Kjern med grønne Bredder. Klare Smaaelve risle fra det ene Bassin til det andet og glide videre; til Stranden. I dette Strøg gaaer det smale Dalføre. Fra Fjeldsiden luder Hæggen og Rognen og den vilde Rosentjørn ned mod denne Herlighed og vil ligesom frem til det blanke Vand, der har kunnet nære de tættere Lunde af store Løvtræer, som staae ved Bredden og er den fattige Dals bedste Pragt. Hernede ser man de smaae Gaarde med talrige, plumpe og meget snævre Indgjerdinger af dygtige Kampestene. Indenfor disse Ringmure er der Agre, som ligne et Barns Haveanlæg, og Engstykker, der have et Areal, som en almindelig Hustomt. Hytterne ere dog det Selsomste her; man antager dem, ved det første Blik, for store Tuer eller overgroede Markstene; thi deres forvitrede Vægge ere overordentlig lave, Tagene hænge side over dem og antage ukjendelige Former under deres yppige Væxt af Mosser, Stenpryd og alskens leveragtige Fjeldplanter; men man ser Røgen stige op af Lyren og svæve hen mellem Aspetræernes bævende Blade.
Hvor Dalstrøget udvider sig noget, eller nær Søen, hvor der er Engbund mellem Klipperne, ligger Kirken lav og ydmyg, og dog saa stærkt fremragende mellem de andre Tage. Her stimle Hytterne tættere sammen og vove at hæve sig noget mere fra Jorden i Lyet af det hellige Huus. Ved Præstens Bolig mangler der sjelden en Have og Træplantninger, ja, man træffer paa flere Steder i saadanne indfredede Strøg kæmpemæssige Asketræer, der kunde tjene som Sømærker med deres fyldige, høitopskudte Kroner. Men vil man betragte disse Øers rette Herligheder, da maa man være lige ved Kysten. Der boer den rigere Fisker i et veltømret Hus paa det nøgne Svaberg. Hans største Skat, Roden og Garnet, ligger prægtigt udbredt over den rundladne Klippe, eller de hænge inde i Nøstet, malerisk drapperede over de lange, letbyggede Baade. Ved disse Østrande svulmer Søvegetationen i sin hele Fylde. Tætte Ansamlinger af Albuskjel omgive Klippefoden som en Brem af sammenføiede Skjoldebuler; under dem hænger den gule Tang i de rigeste Lag, glindsende og ugjennemtrængelig. Den hæves og synker under Havskvulpet og strækker sig hen efter de vigende Bølger. Det lønner Umagen paa en stille Dag at se ned i det klare Dyb under Kystkanten. Hvilken fabelagtig Mangfoldighed af Asterier og Bløddyr og Havvæxter klæbe dernede ved Klipperoden! De store, stammede Tangarter fremskyde der i uendelige Sammenslyngninger og udfolde en gigantisk Bladform over de smekre Stengler; man skal ikke vente længe inden man ser kraftige Fiske glide ud af disse Plantefletninger, og man har da et eget Genre af Grotesker, der i eventyrlig Fylde kan overbyde Phantasmerne i Pompeji og i de vatikanske Loggier.
Den største af de ovenfor nævnte Øer, Sartor, med en Længde af tre norske Mil, har en mystisk Indvaaner, om hvem troværdige Folk kan berette selsomme Ting. Der er paa Øen et stort afsidesliggende Vand, som kaldes Kurelen, dets Bredder ere ubeboede, paa to Gaarde nær, som dog er vidt adskilte; man siger om Dybet her, som om flere norske Indsøer, at der paa visse Steder ei kan naaes Bund; men der siges desuden noget Andet, som er langt mere mærkeligt. Man har nemlig gjennem en lang Række af Aar, til forskjellige og ubestemmelige Tider iagttaget et Uhyre, der hæver sin hvælvede Ryg over det mørke, ensomme Kjern, og bliver liggende der som en glat Holme. Dets opskydende Bevægelse driver mægtige Bølgebuer mod Stranden, men siden er det; stille og man ser kun en Art Bæven om dets Sider, som naar den bløde Medusa hænger i Vandfladen. Man har ofte forsøgt at vente Uhyrets Komme og dvælet i mange Dage ved Bredden, men dette Væsen holder ingen Tidsregning, og den kan være borte i flere Aar. Engang roede tvende Mænd i en liden Baad over Vandet — da laae med Et den glatte Holme der, Bønderne vendte just Ryggen til og vare nærved at røre Dyret med Aaren. Man kan tænke sig deres Angst, da de mærkede det. De søgte Stranden af al Magt, og kunde derfra se den svære Masse dukke ned igjen i Dybet. Aldrig hører man Nogen forsøge paa at beskrive andre Dele af Uhyret end netop den hvælvede Ryg, som stedse giver sig tilkjende; man udmaler ikke det selsomme Syn og derfor stemme alle Vidner overens i deres Udsagn; men dette er et Træk, der udmærker denne Beretning fremfor de almindelige Almusagn om lignende Væsener. Hvad skal man tænke? — Mod dette Phænomen er Søormen og Kraken som Intet at regne. Disse have Verdenshavet til Bolig; men Sartorøens Leviathan er sat i Fængsel, hvor de omsluttende Fjelde holde Vagt.
Der er et Folkefærd, som hedder Striler. De beboe et Stykke af Bergens Stift, der kaldes Strilelandet. Denne Angivelse er næsten lige saa usikker og løs som Bestemmelsen af de germaniske Stammer hos Tacitus; men det er ogsaa vanskeligt at komme Tingen nærmere. Der er noget Gaadefuldt ved Strilenavnet. Snart vil man have det udstrakt over den hele Vestkyst lige til Stat, og snart indskrænkes det til Bergens Omegn; men i begge Tilfælde har det hos alle Fortællere en egen Klang. Tydske Forfattere glemme sjelden Strilerne, naar de tale om det høie Norden. Gamle Hübner, der ved Besked om Alt, sætter dem i sin Geographi med udmærkede Typer, og beretter, at de have ligesom Vosserne en Dragt, der adskiller dem fra alle Andre. Med Alt dette ved man endnu ikke Grændserne for denne mærkelige Nation. I Bergen troer man helst, at den indskrænker sig til Hordeland; men hvad skal man da tænke om det almindelige østlandske Sagn, hvorefter den hele Strileslægt er et Indbegreb af 99 Arter!
Der er Grund til at tro, at Udtrykket Stril er nærved at være et Øgenavn; thi vedkommende Bønder høre det ikke gjerne, og man har, ei uden Medhold i det oldnorske Sprog, tillagt det en Betydning af Stivhed og Stridighed. Traditionen vil ogsaa understøtte denne Fortolkning, saalænge Folk vide at tale om de tvende Opløb i Bergen, der ligefrem kaldes Strilekrige. Naar man iøvrigt vil inddele denne Stamme, da slipper man lettest ved at skjelne mellem Landstriler og Havstriler. Den sidste Gruppe henføre vi nærmest til den ovennævnte Ørække og til de nærliggende Smaaøer.
Havstrilerne ere mærkværdige Folk, og Hübner har Ret naar han kalder deres Dragt særegen. Deres egentlige Stadse-Costume er en bredskygget sort Uldhat, en blaa rundskaaren Kofte, hvorunder et ubestemmeligt Antal Veste, et Par umaadelig vide, graalige Buxer, der slutte om Midien og Knæet, desuden Strømper og Sko. Kvinderne have ofte Hat og Kofte, næsten ganske som Mændene; Skjørtet er deres Pragtstykke, det er sort, sidder smukt om Hoften og erlagt i smalle, zirlige Folder. Saaledes gaaer dette Folk til Kirke og til Gilde; men naar Havstrilen har sit rette Arbeide, da er han fra Top til Taa svøbt i brunt Skind. Han ser da ud som om han havde været paa Søbunden og hentet sig en Dragt af de mægtige Tangplanter. Disse Øboere ere almindelig af en lav, firskaaren Bygning, og man har bemærket, at deres Overkrop er uforholdsmæssig udviklet; men de hale ogsaa mest ud med Armene og Ryggen. Man maa se disse Karle ved Aaren, for at vide hvad det er at roe. Bergenserne have Onsdag og Løverdag den prægtigste Regatta i deres Havn, naar den hele Flaade af Fiskere løber ind i Kappestrid om den første Plads ved Torvet. Lange Kister med levende Fisk slæbe efter de skarpe Baade, Kvinder og Mænd roe lige rappe, Søen bliver som en skummende Elv. Paa Skibene staae de dovne Matroser med Latter og Grimacer, men Fiskeren agter det ikke; nu vil han blot frem, der er Dampkraft i hans Muskler, han gjør elleve Mil i Vagten.
Naar Havstrilen kommen til Byen er han med Et Billedet af urokkeligt Phlegma; medens man fra det mylrende, skraalende Torv kjøbslaaer med ham, farer der en Hagl af de groveste Eder og Forsmædelser om hans Øren; men han vender Fiskenaturen ud og er meget rolig, han rækker blot Øsekarret frem for at modtage Penge hvergang en Handel er sluttet. Naar han siden gaaer op i Staden, begynde der nye Prøvelser; nu har han en Flok huiende Gadedrenge efter sig:
„Strilen med sit lange Skjeg, hvor han gaaer der værper han Æg“!
Det nytter ikke — han ser Intet og hører Intet. Er det Vinter har han det endnu værre; Drengene tage Sigte af hans brede Ryg og gjøre ham til en vandrende Snemand; alligevel bliver han roligt gaaende. Havstrilen i Land er et underligt Væsen, han vegeterer blot, thi han kjender kun faa Opvækkelser paa det Tørre. Men man forsøge blot at haane ham, hvor han er ude paa Søen med sit Stel! Da er han en ganske Anden; man tirrer ham sædvanlig ved at lade som om man bakkede Muslinger, og dette forslidte Middel er næsten aldrig Uden Virkning. Han kan slippe Aaren og Snøret af Arrighed, og da ser man ham optræde som Mimiker med de mest burleske Fremstillinger.
I en Storm er Havstrilen glimrende; thi hans Baad er intet rigtigt Søfartøi; den er tynd og rank, og fornemmelig bygget til Roning, men nu skal den dog holde Stand i den høie Søgang. Manden er da ligesom groet sammen med sin Snekke. Han har et barket Sprydseil af den simpleste Indretning, han holder Roret i den ene Haand og Skjødet i den anden. Saaledes jager han afsted med de rullende Vandbjerge; han er inde i deres Leg og forudsee deres Luner. Hans Baad ligner en stor, sortladen Fugl, der ustadigt henflagrer over Bølgen og dypper Vingespidsen deri. Under de haarde Vintermaaneder, naar Silden staaer til Kysten, er Fiskeren idelig ude i denne prægtige og farlige Dands; da har han et Dagverk, mellem de barske Styrtninger, hvorom en Landboer blot kan gjøre sig et svagt Begreb. Ofte maa han seile paa Liv og Død, og dertil tænke paa Garnet og Noden, hvori hans vaklende Velfærd hænger. Overalt er han omgivet af det vildeste Liv. Delphiner og Størjer boltre sig og springe i hans Kjølvand; de fnysende Hvaler krydse hans Kurs; under ham mylrer det af sammenstimede Fiske, og tæt over hans Hoved neddale hele Skyer af skrigende Søfugle. Naar Havets Velsignelse skal paa Land, udvikle Fiskerne for Alvor de mageløse Kræfter i deres Amphibienaturer. Langt ude i Stranden staae de rækkevis, ofte til Bæltet i Vand, og trække den bristefærdige Nod, uden at blive trætte. Mangengang er Landet kun en gold Holme med en eneste skrøbelig Hytte; der drage de ind naar Mørket falder paa. De holde sig sammen ligesaa tæt som de indestængte Sild udenfor. Det ene Legeme støtter sig til det andet, og saaledes sove de Natten over i deres dampende Sødragt.
Havstrilen er, som man kan tænke sig, kun en maadelig Jordbruger. Den romerske og den engelske Plov ere for ham lige gode; thi han bruger ingen af dem. Hvis han har lidt Jord, stanger han af og til deri med en ussel Spade. Han kaster alskens Fiskelevninger ud til Gjødsel, og forresten lader han Naturen hjelpe sig selv. Der er paa disse Øer nogle beboede Trakter, som man har vovet at kalde Bygder; de ere meget stakkede i alle Dimensioner. En Odelsmand fra Totn eller Smaalehnene vilde le dem ud; men den fattige Fisker, der boer ude ved Brændingen, har ogsaa paa sin Maade Ret, naar han anser dem som fagre og velsignede Egne.
I en saadan Bygd er der i det Hele en ganske egen Landhusholdning; man ser snart, hvorledes Sølivets Elementer raade ogsaa her og trænge igjennem overalt. Selv de egentlige Landdyr finde sig deri, og forandre deres Leveskik. De ere alle formindskede Udgaver af deres Arter, og de leve her om hverandre i et meget tættere Samfund end andensteds. Hesten er dog den snurrigste Figur af dem alle. Naar man ser den komme ud af sin Stald, der er noget større end et almindeligt Hundehus, ved man neppe til hvad Slægt den skal henføres. Den er kortbenet og plump og har ofte et Rag som en Bjørn; den er nærved at føre et Svins Levemaade, og synes derved at have antaget Meget af dette Dyrs Former. Koen er her let at føde; den spiser Sildehoveder som en Sælhund, og man kan byde den Tang som Græs; det er troligt, at en Hvalrosunge endog vilde sinde dens Mælk meget velsmagende. Havstrilens Yndlingsdyr er Svin og Høns; han har paa en Maade indlemmet dem i sin Familie, thi de tilbringe en stor Deel af deres Liv i hans Stue. Svinet vises dog i Almindelighed ud, naar dets Natur rigtig har udfoldet sig; men Hønsene have et stadigt Tilhold i Familiens Skjød, og føre saaledes et lunt Stueliv den hele Vinter. Bonden ved at drage Nytte af denne Ømhed, og ved Juletider gjør han gode Affairer med sine friske Æg.
Man kan gjette sig til, at Renlighed ei er Hovedsagen i disse Folks Boliger. Der er heller ikke nogen norsk Almue, som er mere berygtet for sit Søleri end Havstrilerne. Man lugter deres Stel paa langt Hold. Deres lave Huse ere omgivne af denne Husholdnings Attributer og Herligheder; paa Taget, paa Væggene og paa Stænger ved Indgangen hænger der flækket Fisk og Pjalter af Sildegarn. Indenfor er der en eneste Stue, med Grue og Røghul. Man studser ved dens ubetydelige Omfang, naar man overvejer hvormange Individer, der ofte ere samlede i et saadant Rum baade Dag og Nat. Der er ved disse Røgftuer Intet af den Behagelighed og Orden, som man ofte træffer i lignende Bygninger hos den rigere Bonde paa det faste Land. De glat bearbeidede Tømmerstokke og den egne kniplingsartede Bord af Kridttegninger, der løber om en smuk Røgstues Vægge i de anselige Fjeldbygder, ser man kun sjelden ude paa Øerne, thi her bruger man kun ved enkelte høitidelige Leiligheder at skure den hele Stue med Sand. Hos Havbonden er det snævre Rum end mere indskrænket af alskens plumpt Bohave og Redskab. Paa Bænkene langs Væggen er der neppe Plads til et Sæde; man træffer der smaae Børnesenge mellem Saltekar og Tjerebøtter. Ved Gruen hænger ofte den hele Families vaade Søklæder; paa Gulvet kan man blive hildet i Bunkerne af et Garn, der just skal repareres. Men Lysfaldet gjennem Taget over alt Dette er af en ypperlig Virkning. Naar den gamle Havstril i sin maleriske Dragt, med sit lange Graaskjeg, sidder i Røgstuen under Lyren, da minder han levende om mangt et prægtigt Billed af den uforlignelige Rembrandt.
Man ser snart, at Jordsmonnet paa disse Øer overalt har en underordnet Rang. De dyrkede Egne sætte kun faa Kræfter i Bevægelse, og det milde Kystklima hviler over mangen brugbar Strækning, som udentvivl bestandig skal blive en Ørken, skjønt Naturen ogsaa der har henstrøet sine Yndigheder i den vilde Abild, i de krybende Rankevæxter og i Lyngarternes glindsende Bær. En Fisker, der rigtig er ved Magt, vender ogsaa gjerne Ryggen til alskens Løv og Grønsvær, og vælger sig et Sted paa Stranden, hvor der blot er god Landingsplads og dertil noget Ly for Huset. Den solide Strandsidder bruger ikke Røgstue; hans Bolig har Ovn og Skorsten og et Vindve, der vender mod Søen; han taler ogsaa med en vis Selvfølelse om sin „Glasstue“, thi med dette Udtryk vil han tillige vække Forestillingen om en større Bekvemmelighed og Orden i hans hele Oekonomi. Huset ved Stranden er et Observatorium, og fra dets lave Vindue udspeides Hav og Himmel af meget aarvaagne og kyndige Blik. Naar Fiskeren staaer med sin korte Kridtpibe bag de smaae Ruder, da er han ingen ørkesløs Betragter. Han ser ind i Skyernes Vugge og forudsiger deres Væxt, han tager ubedragelige Varsler af Fuglenes Flugt; ved den første Morgenlysning læser han allerede i Havbrynet den kommende Dags Historie. Man kan vide, at Vandenes Dyb maa for disse Strandboere afgive et uudtømmeligt Tankestof. Naar en Havstril taler om Søen, har ogsaa hans Sprog en egen Fylde, og han giver den en Mængde metaphorifke Betegninger, af hvilke flere have den legende Fortroligheds humoristiske Anstrøg. Oftest kalder han den „Blaamyren“, og man kan da tænke sig den som en Udmark, hvor hans vrimlende Hjord færdes. Han kjender godt dens Samlingspladse derude; thi Bølgen er ham et luftklart Dække, og under den har han sine urokkelige Grændseskjel for Grunde og Med. Hans Blik dvæler altid med Forkjerlighed paa Blaamyren, men ved Helligtrekongerstider betragter han den dog med den mest spendte Opmærksomhed; han venter da Hvalen, og han sender sine Børn ud paa alle Klipper forat speide efter dens Komme; thi Hvalen er for ham en Hyrdehund, der driver den vilde Hjord nærmere mod hans Enemærker.
Hos dette Folkefærd finder man endnu friske Levninger af en forlængst henrunden Tids Sæder og Leveskik, og der er vistnok kun faa norske Almuer, som vise en saadan Fastholden ved det Gamle. Indvirkningerne fra den nære By maa engang, da Borgernes Skik var mere enfoldig og drøi, have været meget stærke og kjendelige; thi den rige Havbonde viser i sit rette Optog mangt et Træk af Middelalderens Byliv; men man kan let forestille sig, at de følgende Tiders overdrevne Modeformer, og endelig Rocorosmagens Finheder og Forvridninger ganske maa have ophævet dette Slags Tilnærmelser og Overgange. Men Øboerne synes ogsaa i deres Selvudvikling at have mindre Bevægelighed og Foranderlighed end deres Naboer paa det faste Land; hos Havstrilen er saaledes alle de Egenheder, der blandt Bønder i Almindelighed hentyde paa forældet Skik, særdeles skarpe og fremstikkende.
Man ved at Bryllupsfærden med Alt hvad dertil hører, danner et af de mærkeligste, mest brogede Optrin af de bergenske Bondealmuers Liv. En Bondepige der, som „staaer Brud“, er i sin fulde Pragt et eventyrligt Væsen; hun har en vægtig, forgyldt, med Stene besat Sølvkrone paa Hovedet; hendes Haar er udkæmmet over Ryggen. Paa Brystet har hun en svær Besætning af Mynter og drevne Zirater; fra hendes Belte, der bestaaer af firkantede tætsammenføiede Smykker, nedhænge brede, velbeslagne Læderremme, og al denne skinnende Pragt er, ligesom Kronen, af forgyldt Sølv. Man kan ikke tvivle om at en saadan Skikkelse har sit Forbillede i en meget fjern Tid. Saaledes maa Margrethe Fredkulle have seet ud da Magnus Barfod fremstillede hende som sin Brud og Norges Dronning; eller om man ikke vil gaae saa langt tilbage, ved man dog af Magister Absalons Kapitelsbog, at Jomfru Brynhilde Benkestok omtrent paa denne Maade viste sig brudeklædt Anno 1565 i Bergen; thi det hedder at hendes Haar var udredet paa Spansk, og at hun var udstafferet med en Krone og med Guldkjeder, der hang ned mod Jorden. — Ude paa Øerne vil dette forældede Costume udentvivl holde sig længst, og allerede nu maa man være der for at se disse Festligheder ret besynderlige og ublandede. En Fremmed, der træffer Brudebaaden paa dens høitidelige Fart maa blive forvirret og ør ved Alt hvad han da faaer se og høre; man kunde troe, at dette var Krigsbud og Nødsignaler, eller at de onde Landevætter nu skulde drives fra Kysten. I Forstavnen er Trommeslageren høit opsat med sit Larminstrument, som han bearbeidet med overnaturlig Udholdenhed. Midt i Baaden sidder den fabelagtige Brud, stiv og blank som et udmalet Afgudsbillede. I hendes Nærhed hviner og skurrer Violinen under Trommehvirvlernes Pauser. Men den egentlige Knaldeffekt kommer fra Bagstavnen. En Vovehals af en Skytte har der sin Plads; han svinger en gammel Rytterpistol og fyrer med den langskibs over Selskabets Hoveder. Brudehusets Larm og Stads passer godt til dette Optog; her udslettes Havstrilens Apathi ved Strømme af Øl og Brændevin. Han kan dandse her med sine tykke Sko i det snævreste, kvalmeste Rum. Han begynder med matte Bevægelser, hængende Arme og underlig nedslagne Miner; men efterhaanden bliver Dandsen levende. Tilsidst dreier Parret sig om, tæt sammenslynget i ensformige Hvirvler, men med sikkert Fodskifte; og paa dette Punkt har Havstrilens Dands Tarantellens Heftighed og foreerede Takt.
I enkelte Sogne viser Øfolkets Kirkegang og Kirkeskik visse antike Former, der selv i tilgrændsende Egne ere aflagte. Fjelds Kirke paa Sartor, er et lidet hæsligt og skrøbeligt Gudshus. Alt dens Udstyr er plumpt og fattigt, og paa dens ujevne Vægge ere kolossale Billeder af hellige Mænd raat henmalede. Til dette Hus gaaer Veien fra Stranden gjennem et trangt Dalføre, og her ser man Folket henvandre, som paa en Pilgrimsgang, med særegne, dertil dannede „Kirkestave“. Naar denne Menighed er indtraadt i Kirken, falder den ned med Brag paa Gulvet og ligger der nogle Øieblikke i en katholsk, mumlende Tilbedelse; derpaa gjør den Korsets Tegn, og reiser sig for at istemme sine forældede Psalmer. Men inden Almuen gaaer over den hellige Tærskel drives Kirkestavene med de skarpe Jernpigger fast i Kirkens Bordklædning. Ved alle disse udstaaende Spær faaer Huset et Udseende som et uhyre Pindsvin. Man optager uvilkaarligt dette Billede i den hele Betragtning af Havbondens selsomme religiøse Liv. Inden for det viede Hegn ruger en dunkel, overskyet Andagt, og Kirken selv staaer som en mystisk Fetisch i den vilde, tungsindige Dal.
En Kirkefærd, hvorunder en rig Afdød føres til Graven, giver dog maaske det mærkeligste Træk af disse gamle Skikke; thi her anvendes stundom Græde- og Hyle-Koner. De sidde indtil otte i Tallet omkring Kisten i en egen Baad. Deres Dragt er sort med hvide, nonneagtige Hovedklæder. Man kan høre deres Jammer paa Afstand, medens Farten gaaer sagte over Vandet. Naar de stige i Land tiltage deres Klagehyl. De græde virkelige Taarer; thi det er deres Fag, og denne embedsmæssige Sorg har gode Sportler. Disse gamle Kvinder have en egen Stil i Hændervridninger og Gebærder. Det er et christeligt Eumenidechor, der giver Begravelsesreremonien en vild dramatisk Virkning, bag hvilken Sørgehusets Ligegyldighed eller Kummer kan unddrage sig Mængdens Blik. Denne Pomp er dog en Sjeldenhed, og man taler længe efter om den lykkelige Hensovede, der havde Grædekoner ved sin Grav.
Men den rige Havstril søger i Livet, ligesaavel som i Døden, selsomme gammeldags Vidnesbyrd om og Afløb for sin Overflødighed. Naar han i lange Aar har været heldig paa Havet og tilkæmpet sig ret Meget af dets Velsignelse, tænker han dog ingenlunde paa at udvide sit trange Hjem, eller udstyre det med Midler til et større Velvære. I hans Husvæsen mærker man kun lidet til hans gode Kaar; thi han har intet Begreb om hvorledes hans Levemaade skulde kunne mærkeligt forandres eller afvige fra den nedarvede Skik; men han ved godt hvad Besiddelse er, skjønt hans Forestillinger derom ere ligesaa naive, som om de tilhørte Sagaoldet. Hans Higen gaaer ud paa at samle Liggendefæ, og han kjender Intet i Verden, der kan lignes ved forarbeidet Sølv. I svære, broget malede Kister indpakker han stedse nye Erhvervelser af dette Gods. Her er Skeer med runde, skaalformige Blade og tynde, snoede Skafter, Kander og Støv af eiendommelige Former, tætbesatte med frithængende Zirater og alskens Ringelrangel, og endelig den høieste Gjenstand for hans Stræben, en Brudekrone med Tilbehør, som han kan udleie og gjenkjende i Kirken! En saadan Rigmand i Hytten har paa denne Maade en af den Gjerriges Egenheder, uden at han derfor behøver at røbe noget Hang til egentlig Gjerrighed; han kommer maaske aldrig til at bruge sit Sølv, og han sinder sig i at det bedækkes af Smuds og Spanskgrønt, uden at det derfor i hans Øine taber noget af sin Pragt eller Mærkværdighed; men hans Lyst til disse Skatte ligner mere en Raritetssamlers Glæder end en Gniers Tørst efter Eiendom. Havstrilen er med alle disse Træk en underlig isoleret Skikkelse, men snart vil han ophøre at være det; thi vor Tid er godt skikket til at indføre sit almindelige Oplysningsvæsen i alle Bugter og Kroge, og dette maa man glædes ved, om ogsaa alle maleriske Strøg og Halvskygger derved for det Første skulde gaae i Løbet. Øernes Beboer viser sig nu som en Efternøler paa et Kulturstade, der i mangen nærliggende Bygd forlængst er tilbagelagt. Naar han først er kommet rigtig ind i den almindelige Bevægelse, bliver han maaske mindre interessant og mere bøielig; men han vil alligevel have vundet ved Byttet.
|
Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden. |