Tilfjelds
Jeg vil min Vei forandre;
paa Fjeldet vil jeg vandre
og tage Gangens Møie let.
Jeg søger Klippeluftens Bad,
og føler der forynget, glad,
det frie Aandedræt.
Hvor Tidens Magter stride
jeg fik min Del at lide
af al den Sorrig og Fortred;
men staaer jeg først paa Skrænten hist,
da synker denne Byrde vist
i Dybets Dunster ned.
Jeg ved et Sted paa Fjeldet,
en Li, hvor Bakkeheldet
er dækket til af Birk og Lind;
der staaer en Hytte og et Hegn
beskjermet i den vilde Egn
med Ly for Veir og Vind.
Der, mellem Fuglekvidder,
den gamle Jæger sidder
og hviler i sit Enebo.
I lang Tid er hans Flint ei brugt,
han agter ei paa Glentens Flugt,
for ham har Bamsen Ro.
Men bag sit grønne Gitter
i Løn og Alm han snitter
med sikker, kunsterfaren Kniv.
Han snitter Kar med Løv og Dyr,
der træde frem som Eventyr
fra Gubbens Jægerliv.
Den gamle, stille Jæger
har rakt mig mangt et Bæger
af Klippebækkens klare Drik.
Det friske Væld i Birkes Ly
er ligt det Liv, han ser paa ny
med indadvendte Blik.
Staaer jeg ved Gubbens Hytte,
da vil jeg gjerne bytte
mit Syn paa Verden bort mod hans;
den Verden, som hans Øie naaer,
forenes mildt med den, der staaer
lys for hans indre Sands.
Ser jeg fra Fjeldets Lunde
det vide Landskabs Grunde,
med stille Bygder mellem dem,
da er mig disse Dages Strid
lig Minderne fra gammel Tid,
som Sagnet tryller frem.
Ja Verdens Kamp og Klage
er fjern og lagt tilbage
paa Fjeldets skyggefulde Sti.
Hvor godt at tage forud der
den Fredens Dag, da vor Tid er
som Sagnets Tid forbi!
|
Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden. |