Vasdrag og Skovmarker

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk

1.

I de Egne af vort vidtstrakte Land, der ligge udenfor Touristernes mest betraadte Baner er den „byklædte“ Fremmede endnu en Gjenstand for Almuens nysgjerrige Studsen; man forelægger ham allehaande Spørgsmaal og fremfor Alt ønsker man at kjende Hensigten med hans Reise. Her har den almindelige Tourist, der søger Formaal i det Interessantes vide Omfang, vanskeligt ved at give et tilfredsstillende Svar, men han mærker snart at det befordrer den gjensidige Forstaaelse, naar han af det Meget, han ønsker at tilegne sig, kan udhæve en enkelt Side, der nogenledes gaaer ind i den Spørgendes Forestillingskreds. Særdeles heldigt er derfor den Reisendes Vilkaar, naar han kan knytte sin Interesse til nogen Gjenstand, der har Betydning for den Egn, han befaret, og han iøvrigt der møder opvakte og venlige Folk; thi han finder da Udbytte overalt og stilles efterhaanden paa de rette Punkter, selv for en vid Oversigt.

Saaledes er der ogsaa her i Spørgsmaalet om Hensigten et nyttigt Vink, der ofte tjener som den bedste Veiviser. Naar man da bærer over med Fjeldbondens Nyfigenhed, fordi den er troskyldig, kan man ogsaa lægge Mærke til, at den med ubevidst Ironi træffer mangen Reisendes ørkesløse Udfart. Thi endog Den der, som det hedder, blot reiser for sin Fornøielse, har et Øiemed, som nok fortjener at overveies og sammenholdes med Midlerne.

Den Sommertour, hvis Erindring jeg nu søger at fastholde, foregik i en Egn, der i det mindste efter sit Hovedstrøg er bleven fortrolig med Touristernes mangeartede Slægt. De mægtige Skranker, hvorunder denne Egn udfolder sin største Pragt, ere forlængst gjennembrudte. Paa Klippestier og Skovskrænter, hvor det alvorlige Naturpræg næsten er overvældende, ser man Spor af det forfinede Livs Indtrængen, og i den underliggende Dal færdes man blandt Alverdens Reisende som i et Parkanlægs Spadseregange.

Indvaanerne af det skjønne, nu snart europæisk berømte, Ringerige, hvortil jeg lagde min Vei, have ophørt at gjøre naive Spørgsmaal; de lade den Reisende selv spørge og Svaret er da som oftest paa rede Haand, men denne gjensidige Forstaaelse, der i rum Tid er ligesom indøvet, gjelder i Almindelighed kun til Hønenfossen, der pleier at være Grændsen for de Skuelystnes Tog i Ringerige. Udover dette Punkt begynde stillere Sideveie, farbare Elvedrag og overskyggede Fjeldstier, der lede ind i alvorlige Skovtrakter og Sæteregne, hvorom Folket i den tætbebyggede Dalvidde kun har ringe Kundskab, og hvortil intet Ry kalder den Fremmede, der enten standser sin Udfart ved det skummende Fossefald, eller drager videre paa Hovedveiene mod et fjernere Reisemaal.

Engang, for en god Del Aar siden, blev der dog midt i Krogkleven forelagt mig Spørgsmaal, som der ere usædvanlige Jeg var da paa en Reise fra Bergen til Christiania og saae dette Fjeldpas for første Gang. Medens mit Reiseselskab rastede paa Klevstuen, gik jeg et Stykke nedad i Følge med Skydsgutten, der førte en løs Hest ved Grimen. En Valdersbonde, som hvilede i Veikanten, hilsede mig med God Kveld, og spurgte: „Hvad Kar er du? Skal du ride eller kjøre, vil du frem i Landeveien eller vil du tilskovs“? Dengang havde jeg intet Valg, da jeg stundede til Byen; men saa ofte jeg senere har besøgt Kleven og det skjønne Land, hvortil den giver Adgang, har jeg ogsaa for mig selv maattet gjentage hint Spørgsmaal: vil du tilskovs? Allerede paa Dronningens Udsigt, hvor dog Synet af den dyrkede Engs Vidde og skjøntformede, rigtvexlende Grunde er saa meget tiltalende, har Landskabets fjerne Skovbrem under de, blaanende Bjerge vinket mig, og atter fremkaldt Indtrykket af de tæt bevoxede Moer og duftende Granealleer, der lede frem til Kleven. Men end stærkere har jeg følt dette Vink paa Tandbergmoen, hvor Øiet i en Afstand, der kun synes ringe, dvæler ved de mægtige, ligesom vidt henskridende Skovfeldter, hvis Indre er saa ganske skjult for det overskuende Blik. Endelig har ogsaa Hønenfossen, skjønt paa en anden Maade, vakt min Skovlængsel. Denne Forsamling af Vandfald skuffer maaske de fleste Reisendes Forventning, efterdi saa mange af dens Styrtninger ere tagne i Brug af Industrien, der overbygger dem, indleder dem i Render og belæsser dem med Tømmerstokke. Men ved hele denne Bedrift og især ved de vældige Stammer, der fare afsted i Vandløbet og dukke i Skumdybene, hendrages Tanken til det dunkle Skovland, hvor Elven finder sin Vei i Granernes Tykning, og blander sin Brusen med Øreklangen og mod Drønet af de faldende Træer, som den snart langsomt, snart ilende bortfører.

Alligevel var jeg neppe nogensinde bleven bekjendt med disse Skovegne, dersom jeg ei omsider havde fundet den Veiledning jeg ønskede; thi jeg tænkte altid, at jeg for at have det rette Udbytte af en saadan Fart maatte søge mit Reiseselskab blandt Jægere eller Forstmænd. Til begge disse Klasser kan jeg henføre Lieutenant G., med hvem jeg forrige Sommer fik gjøre et Indblik i det dunkle Skovland, der mod Nordvest afgrændser Ringeriges aabne og smilende Egne. Grosserer B., der har Eiendomme paa den Kant, gjorde Toget med, og det viste sig fra Først til Sidst, at jeg ei kunde have bedre Ledsagere.

Vor Reise var planmæssig anlagt og udstyret med alle de Bekvemmeligheder, som Veiens Beskaffenhed paa nogen Maade kunde tillade. Vi havde ypperlige Rideheste, og paa Kløvheste, der snart fulgte med os og snart sendtes forud til bestemte Hvilepladse, førtes Telt, Spisekammer, Kjøkken og Kjelder. Mod de tvende almindelige Lidelser paa en saadan Fart, Udmattelse og knap Næring, vare vi saaledes tilstrækkelig sikrede, og som et Tog af forsonlige Nybyggere drog vi op i de tætte Granelier. Men inden det kom dertil, havde vi et længere Vasdrag at befare, og et godt Stykke af denne Vei fulgte endog vore Damer os.

Det var en smuk, fuldkommen klar Morgen i den sidste Halvdel af Juli, da vi tog ud fra Ask, der ligger ved Tyrifjordens nordlige Kyst. Medens Damerne og Bagagen drog forud til Støen, hvor den store Føringshaad til Elvefarten laae færdig for at modtage dem, kjørte jeg med Lieutenanten, Grossereren og Kandidat G. til Hønenfossen, hvorfra vi skulde følge Strømleiet opad til det nysnævnte Samlingssted. Vandmassen var ved denne Tid ei betydelig, men dog stor nok til at vedligeholde den maleriske Virkning af de mange særskilte Fald, der i Hønenfossen, trods alle Industriens Hindringer, tiltale det øvede Øie. Mine Ledsagere, der begge vare-interesserede i Tømmerdriften og gjorde Reisen især for den Sags Skyld, begyndte her sine Undersøgelser; de betragtede Bolverker og Vandledninger og eftersaae Tømmerets Mærker, medens det sagte gled frem i Renden, som derpaa med tiltagende Helding førte det afsted mod Dybet.

Skjønt jeg allerede havde sat mig nogenledes ind i mine Reisefællers Anliggende og afvundet det en Interesse, der stemmede med denne Udfarts Retning og Øiemed, blev jeg dog snart fængslet af den hele Scene, der omgav mig. Paa de dirrende Brædder stod jeg midt i den vilde Tummel og fik det dobbelte Bad af Skumstøvet og af den rystede Luft. De prægtige, tindrende Styrtninger, Tømmerets Dands i Elveleiet, de arbeidende Verkers Indgriben i den ilende Vandmasse, Alt dette bragte mit Væsenet en uvant Bevægelse. Det hele Tankeliv strømmede ligesom hen og opløstes med disse Hvirvler; men denne Tilstand er forfriskende for en Sjel, der mellem Bylivets matte Indtryk længe har tørstet efter en saadan brusende Drik.

I nogle Øieblik var jeg fuldkommen henreven af dette Optrin, men efterhaanden udsondrede sig de enkelte Partier med større eller mindre Fordring paa min Opmærksomhed. Og en ganske egen Forestillingsrække dannede sig nu. Blandt de mange Fald i denne vide Fjeldaabning, gjenkjendte jeg flere fra Malerier, hvori de som skjønne Motiver vare indbragte i andre Naturomgivelser; disse Billeder fremstillede sig for Tanken samtidigt med Virkelighedens Indtryk. Jeg kunde gjenkalde mig det høie Fossefald mellem øde Klippevægge af Morgenstern, det lavere Elvedrag i Birkelien, af Dahl, og Skovstrømmen af Fearnley. Det sidste Billede med de dybe og dunkle Granepartier var mig en Bebudelse af det Skovliv, jeg drog imøde.

Vi gik fra Hønenfossen et kort Stykke opad til et Sted, hvor Elven atter begynder at blive farbar; her steg vi i Baad, og nu viste sig allerede Skoven. Den stod paa Elvebredden og i alle Lier, den spredede sin aromatiske Duft over det sagterindende Vand, den sortnede i det skyggede Bakkeheld og skinnede paa de solbare Vidder, dens vedvarende Susen ledsagede det dæmpede Drøn af de fjerne Fossefald. Og i vor Rorskarl havde den sendt os en af sine mærkeligste Indvaanere. Denne Mand var efter sit Udseende en Syttiaarig. Han var stærktbygget og veirbidt, og hans Hoved havde paafaldende Lighed med en Ulvs. En Skjorte af grovt Dreil og et Par lappede Knæbuxer, om hvis oprindelige Stof og Farve man ei kunde have nogen bestemt Mening, dannede hans hele Klædning. Hans Bryst og Ben vare ikke mindre solbrændte end hans graaskjeggede Ansigt, og hans hele Person fremviste et frastødende Billede af halvtæmmet Vildhed. Saaledes sad han for mig i det fulde Sollys og afnødede mig den stille Bemærkning at jeg kun havde seet Faa, der lignede ham. Det var Gudbrand Haglkjernbraaten, om hvem man i Aadalen fortæller en Saga, som jeg senere skal berøre. Paa den korte Strækning han førte os opad Elven, lærte jeg ham kun at kjende som en flink Strømskipper. Desto mærkeligere stod han siden for min Erindring.

I Nærheden af Hofsfossen gaaer Elven strid, og Gudbrand fik her Anledning til at vise sin Kraft og Behændighed i at styre Baaden. Med nogen Vanskelighed kom vi op i Bagevjen, og gik tæt under Fossen i Land, hvor vi roligt kunde betragte det skjønne Fald, hvis dristige Klippepartier ragede frem af den ringere Vandmasse. Tilvenstre hævede sig den bratte Fjeldskranke, som ingen Flom kan overstrømme, men paa den modsatte Side af det egentlige Fossefald saae vi det mægtige Leie, Elven indtager, medens den om Vaaren fylder det hele Pas og bruser frem over Klipper Vog Dæmninger. Hvilket Optrin da, naar de mange vældige Tømmerstokke fare ned fra det jevnere Vasdrag mod disse Hvirvler. Forvovne „Brøtningsmænd“ holde bestandig Øie med Bjelkernes Gang for at stikke dem løs, hvor de hefte ved nogen Hindring, og for at klare dem fra hverandre, hvor de have ophobet sig, eller, som det hedder, ere komne i Houg. Da gjelder det i den flyvende Hast, i det kogende Skum, og i den bedøvende Larm, at virke paa de rette Punkter og at være sikker, naar det Hele igjen kommer i Bevægelse; thi pludselig stilles Ansamlingen og i rasende Løb fare Stokkene afsted i Styrtningerne. Men den farlige Bedrift kræver mangt et Menneskeliv, og mangen prøvet Tømmerfører maatte her undgjelde at han et Øieblik tabte Ligevægten eller Fatningen i Vandenes Oprør.

Vi vandrede med nogen Vanskelighed om paa de glatte Fjeldterrasser, som Elven havde afslebet, og hvorpaa nu det stærke Sollys skinnede. Overalt var der Spor af Flomgangen. Paa vor Vei laae Brudstykker af gamle Dæmninger, og der fandtes mangfoldige Tømmerstokke, der snart vare sammenhobede, snart enkeltvis henkastede i Revner og Fordybninger. De fleste af disse Stammer vare blegede af Ælde og viste sig nu i Solskinnet med en mat Sølvglands. I Ly af dem rødmede Jordbærret, og paa den smuldrende Bul opspirede mangen kraftig Fjeldplante.

Hofsfossen med sine tvende Fald er et Elvparti af udmærket Skjønhed. Klippeleiets Former splitte og bevæge Vandmassen saaledes, at der fremkommer et stort og tiltrækkende Hele af dette rigtvexlende Spil. Det nedre Fald frembyder sig dog bedst for Betragtningen. Den tindrende Fos under den bratte Fjeldvæg, hvis mørke Grundfarve brydes af de sine Regnbutoner, som Skumstøvet frembringer, er ved et udspringende Klippehjørne delt efter Høiden i tvende Fald, af hvilke det høiere gaaer i en skummel, tæt omsluttet Vraa, hvis Vanddyb opsluger Skummet og kun viser et skvulpende Bassin. Denne natlige Elvgrube kaldes Budeigraven, skjønt det ei er nogen Kvinde, men en af Vasdragets dygtigste Brøtningsmænd, som har fundet Døden her. Man kaldte ham efter Moderen, Budeigutten. Under en Vaarflom, medens Arbeiderne hvilede, gik han ud paa en Houg, og stak blindt hen i Massen, da traf han netop „Bandstokken“, det Træ, der holdt Hoben sammen; og nu skede Bevægelsen. Med de løsrevne Stokke foer han ud i de rasende Hvirvler. Som en Svømmer, der vil dukke, slog han i Forfærdelsen Hænderne sammen over Hovedet og forsvandt i Styrtningen, hvor Tømmeret gik knagende over ham. Ud paa Sommeren fandt man ham knust i det sorte Dyb, som efter ham har faaet sit Navn.

Ved det øvre Fald tilstedede Grundens Beskaffenhed at vi, saagodtsom omgivne af de brusende Vande, kunde sidde trygt og bekvemt og modtage det kjølende Bad af Fossens Skumtaager. Paa den anden Side havde vi ligeoverfor vort Sæde den dybe mosbeklædte Klippespalt, der ligesom Budeigraven bevarer en Erindring fra Tømmerførernes vanskelige Bedrift. En uforsigtig Mand foer engang her afsted paa de løse Stammer. Han kom pludselig af Syne og man troede ham fortabt, men han var kun kastet tilside i denne Spalt, hvor han sad indeklemt. Fossen oversprøitede ham, mange hundrede Tylvter Tømmer foer ham forbi, de mægtige Stokke stævnede idelig mod hans Skjul, og saaledes sad han i den rædsomme Larm, i den altid fornyede Dødsfare, et helt Døgn, indtil man med Touge fik heiset ham op ad Fjeldsiden, der heldede ud over hans farlige Tilflugtssted.

Vi hørte disse Fortællinger paa vor Vei over Klippegrunden, som Flommen om Vaaren skjuler, og det Sommerbillede, vi nu betragtede, blev os derved end mere tiltrækkende. Over det stærkt belyste Vandfald, som Strømleiet nu saa smukt begrændsede, gik de mørkegrønne Skovlinier, og bag dem hævede sig Aasen i Soltaagens gjennemsigtige Slør mod den lysblaa Luft. Paa det nære Bakkeheld under Granerne strakte frodige Buske sig ned mod Klippeblokkene i det tørre Elveleie, hvor store Grupper af Brægner og Gederams og Strøg af nøisomme Stenplanter afbrød Grundens Asphaltfarve. Vi dvælede længe ved dette Syn, og da vor Ledsager, en aldrende Mand fra Hønenfossen, hørte mine Glædesudbrud, bemærkede han, at alle Fremmede beundrede hvad de saae her. „Men“ tilføiede han, „aldrig har vel Nogen været saa forelsket i Hofsfossen, som en ung engelsk Dame, der engang kom hid i Følge med et Par Lorder. Hun steg tilsidst op paa den store Sten henne ved Dæmningen og løste sit grønne Slør og lod Vinden føre det ud over Fossen; saa kyssede hun paa begge sine Hænder og udraabte nogle Ord, som de Fremmedes Tolk og Tjener udlagde mig saaledes: Farvel du evig uforglemmelige Deilighed!“

Men hvor skjønt er ikke hele dette Vasdrag og hvor rigt paa Afvexling. Over Hofsfossen ser man atter et stille Vandløb, der er tæt omsluttet af ung og frodig Graneskov. Ligere et Kjern end en Strøm er Elvefaret her, og dets Bredder saa milde og rolige, som om de vare fredlyste af alle Naturmagter. Vor Baad gled let som en Fjer paa det luftklare Vand, hvis Bund af tæt og jevnt sammenføiede Stene lignede en Brolægning. Det hele Speil laae i Skygge. Kun over Skovkanten og mellem de ranke Stammer faldt et stærkt Sollys, der ogsaa hvilede paa mangen yndig Grønning, hvor Lunde af smækre Løvtræer vare opskudte blandt Granerne. Overalt var en varm Sommermiddags Ro udbredt, og denne indfredede Scene viste os kun en eneste Yttring af det bevægede Naturliv, nemlig de blaa Libeller og brogede Sommerfugle, der i store Sværme flagrede over Elvbredden.

Vi vare her inde i en af de Landskabsepisoder, hvor vort Fjeldlands phantasirige Aand synes i stille Selvforglemmelse at have efterdannet sydlige og mildere Egnes Naturbilleder. Saaledes mindede denne saa yndigt udstyrede Plet mig om et af Neckardalens Smaaparadiser, der er forekommet mig som Mønstret paa et sydtydsk idyllisk Landskab. Medens denne Lighed stod mig for Tankerne, sagde man mig at dette Strøg af Elven kaldes Munkevad, fordi en Munk i gamle Dage var vadet herover. Det var kun en mager Beretning, men for mig afgav den nu en god Figur til den Scene, jeg havde for Øie. De sydlige Folks Humor har ofte fremstillet de hellige Eneboere som et Slags Fauner i Naturidyllen, og saaledes saae jeg Munken med opkiltret Kutte skride gjennem det sagterindende Vand. I Kurven paa hans Ryg havde jeg gjerne stillet et godt Stykke Vildt mellem Meloner og Druer; men jeg maatte betænke at det udentvivl var Munken fra Klosterhospitiet paa Hadeland, som her lakkede hjemover med en tilstrækkelig Ret af de ypperlige Ørreter, der videnom har gjort Aadalselven navnkundig.

Vi roede sagte og behageligt frem i dette Indelukke; men snart begyndte Elven at strømme igjen, og vi mærkede at et nyt Vandfald var i Nærheden. Vi landede paa et fremspringende Nes og havde nu foran os et aabent, vidtudstrakt Elvparti, hvis lette Strømninger kom fra den lave Svinefos. Midt i dette Fald er en Holme med prægtige rødstammede Fyrretræer; derover danner et blaaligt Bjerg Baggrunden. Til begge Sider af Elven hæver sig Skoven, der hist og her viger for en fremtrædende Fjeldvæg. Det hele Billede venter paa Landskabsmaleren; han vil finde alle Linier og Former her saa smukt givne og ordnede, at der Intet kan være at tilføie og Intet at borttage.

Paa en Skovsti, hvor alskens Løvtræer hyppigt vexlede med Gran og Fyr, drog vi nu videre under de bratte Lier. Tilvenstre havde vi Heenfossens lange Fald, hvis skummende Hvirvler vi skimtede mellem Træerne paa de Steder, hvor Faldet ei var skjult af de mægtige Fjeldmure og Klippeblokke, der udmærke denne Strækning af Elven. Saaledes kom vi frem til Kullebund. Her gik vi atter i Baad og roede over mod den anden Side, hvor Bjergryggen skjermede for Solen. Vi havde kun gjort faa Aaretag i denne kjølige Skygge, da vi ved det nærmeste Nes saae den store Føringsbaad med vore tre ventende Damer.

Baadene i disse Egne have en eiendommelig, smuk Bygning og blive i det Hele omhyggeligt behandlede; de ere fladbundede, smalle og skarpstævnede, og vise i Hovedlinierne nogen Lighed med den grønlandske Kajak. Stavntræerne ere brede og have til Hold for Fanglinen et hult Snit udad, der giver dem en usædvanlig Form. Den vanskelige Forening af Støhed og Lethed synes godt truffet i denne Bygningsmaade, og de større Fartøier her afgive særdeles magelige Befordringsmidler. Vor Baad havde fem Par Aarer, hvormed den i det jevne Vandløb gled rask afsted mod Strømmen; kun paa enkelte Steder, hvor Elven var meget strid, gik vi i Land, medens Karlene med Liner og Stænger trak Baaden gjennem Strømningerne og styrede den klar af de farlige Grunde. Paa denne Maade kom vi ind i den yndige Saamdal, hvor den alvorlige Skov giver Plads for frodige Engsletter, hvor Smaahuse ligge ved Elvbredden i Ly af Birkelunde, og hvor et smukt kollformigt Fjeld hæver sig over Dalen. Vi stode her i Skyggen af den høie, stærktbevoxede Elvbred, medens vor Baad blev trukket gjennem det stride Løb. For vort Blik laae et deiligt Landskab med den ypperligste Staffage. I Forgrunden havde vi det lange Fartøi med den brogede Oppakning og de kraftige Mænd, der styrede Farten. I ringe Afstand over mod den anden Bred, hvor Vandet flød roligere, var en Flok halvnøgne Børn samlet i en liden Baad, hvorfra de ufravendt stirrede paa de Fremmede. Ved Hytten paa Elvbredden stod en Kone med sit Diebarn paa Armen, hensunken i den samme Betragtning, og alle disse Figurer skinnede i stærkt Sollys. Vi fandt dette Syn meget tiltrækkende, og vi havde udentvivl en god Stund kunnet fastholde det. Beskuelsen var gjensidig, men af noget forskjellig Interesse. Vi, der jo vare Kjendere og Overlegne, havde for os, ganske i vor Stillings Medfør, et Billede, hvis Anordning og Belysning frembragte en malerisk Virkning, hvorimod det naive Parti nød Fordelen af den Overraskelse og Spending, som det Usædvanlige medfører. Det var ogsaa os, der forstyrrede Billedet ved at afbryde Betragtningen og drage videre.

Blandt vor Elvfarts Behageligheder havde vi ogsaa gjort Regning paa Ørretfangst med engelske Fiskestænger. Vore Redskaber vare fortrinlige; vi havde endog en Stang, der hørte til den vidtbekjendte Fisker Hutchinsons Efterladenskab; men her viste sig Dilettantismens Utilstrækkelighed. Jeg, der aldrig havde haandteret en saadan Maskine, afholdt mig ogsaa nu fra Forsøget; men mine Medreisende, de tvende Forstmænd, som ei vare ganske udenfor Tingen, toge med nogen Forhaabning Stængerne i Brug. Det gik kun smaat og nogle Gange greb endog Krogen i Bunden. Det Træffende i Blikket og Haanden manglede, og tilsidst var Udbyttet tre Smaafiske, som formodentlig Ungdom og Uerfarenhed bragte i Fordærvelse. Vort Togs Leder havde imidlertid; forudseet at dette Foretagende kunde mislykkes, og derfor ladet Vasdragets ypperste Fluefisker, Rasmus Bersund, anmode om at møde os ved Bjørnekastet. Det var rimeligt, at Betragtningen af hans Fiskeri vilde for vort Selskab være af større Interesse end dets egen mangelfulde Udøvelse af Kunsten, og vi glædede os derfor ret meget til dette Møde; men da det var os bekjendt at Rasmus Bersund et Par Dage før var draget til et anseligt Bryllup i Hedalen, var vort Haab noget usikkert.

Medens vi omtalte denne Sag tog en aldrende Mand blandt vore Baadsfolk Ordet og udbredte sig over Bersundsguttens Færdighed. „Jeg er nok den Første“, sagde han, „der har drevet paa Fluesiske i Aadalselven, saa jeg ved hvad der hører til, men Rasmus forstaaer de Kunster, som hverken jeg eller nogen Engelskmand eller Krødsherredspræsten kan gjøre efter. Mange Folk troe, han farer med Troldskab, for han tager Fisk, hvor en Anden ei faaer et Nap. Der er intet Liv i Elven, som kan skjule sig for Rasmus Bersund; han ved baade hvor Ørreten render og hvor den staaer stille, og hvad vi Andre kalde daarligt Fiskeveir er godt nok for ham; er det stegende Solskin og lavt Vand, saaat Ørreten holder sig ganske dorsk og døsig under Stenen, saa ved Rasmus ligefuldt at finde den; han staaer paa langt Hold og kaster Snoren ligesaa sikkert ud, som en flink Skytte træffer med Riflekuglen, og da lader han Fluen spille saa livagtigt over Fiskens Øine, at den snapper Krogen bare for at faae Ro. Men da maa den blive med om den er noksaa løsmundet. Ja, det er fornøieligt at se paa Rasmus Bersund, og udsøgte og fede ere alle hans Fiske; for de andre endser han ikke“.

Disse Meddelelser vare godt skikkede til at spende vor Forventning. Vi nærmede os Bjørnekastet og befandt os i et Strøg af Elven, hvor dens Bredder ere høie og saaledes omgivne af den tætte Skovs Ensformighed, at den med sine Hvirvler og Bugter i forhøiet Grad tilvender sig den Reisendes Opmærksomhed. Vi stirrede ned i det klardunkle Løb og ønskede meget at faae Øie paa Rasmus Bersunds svømmende Hjord. Nu og da smuttede ogsaa enkelte Fiske forbi, som flygtige Skygger. Endelig havde vi lige foran os det bratte Sandskred, der kaldes Bjørnekastet. Paa den anden Side var en liden Baad fastgjort ved Bredden; „Der er Rasmus Bersund“! raabte paa eengang flere Stemmer, og der sad han ogsaa i Graneskyggen; „Har du ventet os, længe, Rasmus“, spurgte Lieutenanten. „Omtrent en halv Time“, „Hvorledes bider det“? „Daarligt“. „Har Du Fisk“? „Tolv“, svarede Rasmus Bersund.

Vor Baad lagde til i en liden rolig Bugt og Folkene fik nu travlt med at bære i Land og ordne der en Hoben Ting, som hørte til et Middagsmaaltid og til Bekvemmelighederne ved nogle Timers Hvile i det Frie. Paa den brede Fjeldterrasse, der dannede en høi Vold over Elven, udsøgte vi os en aaben Plads, hvor Blaabærlyngen vexlede med Græspletter, der viste os en broget Pragt af modne Jordbær og fine blomstrende Urter. Ved Skovkanten stod et tæt Hegn af Smaabirk, Rogn og Hassel, og derbag hævede sig de ranke Granestammer i tættere og tættere Stimmel, der tilsidst tabte sig i Skovdybets, kun af enkelte Solglimt afbrudte, Skumring.

Medens Selskabet indrettede sig her, gik jeg i Baad med Rasmus Bersund, der, som han udtrykte sig, havde ladet Ormen hvile en Stund, og nu fandt det paatide, at sørge for at vort Middagsbord, saavel til Herskabet som til Baadsfolkene, blev tilstrækkelig besat.

Denne Fiskers Personlighed er ikke mindre mærkelig end den Færdighed, hvormed han udøver sin Kunst. Han er en ung Mand, smelter og fint bygget, med et fornemt Ansigt, hvori et eget tungsindigt Udtryk er herskende. Han bruger denne Egns almindelige Dragt; men som det syntes noget forædlet i Snittet. Saaledes tog han sig godt ud i den graa ringerigske Kofte med de smaa Sølvknapper og den smalle Kantning af sort Fløil; dertil havde han fint Linned og bar sit Uhr i en smuk pfortzheimer Guldkjede. Jeg vil maaske have vanskeligt ved at begrunde og betegne den Interesse, Rasmus Bersund indgjød mig. Han danner ligesom et Parti for sig selv blandt mine Erindringer fra denne Udfart, skjønt han ikke destomindre passer meget vel til de Naturomgivelser, hvor jeg gjorde hans Bekjendtskab. Men han er den gjennemførte Forening af engelsk Sportsman og norsk Bonde, og da denne Form unegtelig er ny, kan det ei være underligt om den overrasker.

Rasmus Bersund fremtraadte i vor Kreds med en beskeden Tilbageholdenhed, der langt fra at være keitet eller paataget, snarere viste sig som en sikker Personligheds gode Anstand. Man kunde deri se en Paavirkning af hans idelige Omgang med Fremmede; men det var især mærkeligt, at den havde faaet en saa naturlig Udvikling. Han var ordknap, men i Alt hvad han sagde hørtes denne Egns Mundart ram og uforvansket. Som en ægte Mester gjorde han lidet Væsen af sin Kunstfærdighed, alligevel kunde man ei tvivle om at Elven var hans Element og at han drev sit Fiskeri med en indgroet Tilbøieligheds Iver. Rasmus er mageløs i Alt, hvad der hører til hans Fag, og han forfærdiger selv sine Redskaber. Saavel hans Net som hans Fiskestænger og kunstige Fluer, er af en uforlignelig Godhed. Iøvrigt driver han en liden Gaard, der ligger trist og bratlændt under Bersundskollen. Elven løber der forbi og maner ham til Hast med Markarbeidet. Naar det afbrydes af ugunstig Veir og naar det vel er overstaaet, befarer han atter Vasdraget, hvor alle Strømninger og Grunde ere hans Kunst undergivne. Jeg var nu kommet ind i hans Virkekreds og kunde nærved betragte de Kunststykker, om hvis fuldendte Udførelse selv bekjendte engelske Fluefiskere have yttret Forundring. Der var en egen Zirlighed og Lethed i hans Bevægelser, naar han hævede den smekre og smidige Stang og slyngede den sine Snor langt ud mod et Punkt i Strømmen, som han havde isigte og naaede med Sikkerhed; det seilede næsten aldrig at han traf Fisken der, og idet han medede, og dertil veiede Stangen i sine Hænder, kunde man se at han havde det hele vanskelige, i visse Dele næsten svævende Redskab, fuldkommen i sin Magt. Det var Solskinsveir og Fisken bed saa løst at det ei vel gik an at tage den ind fra Baaden; naar derfor Rasmus havde en Ørret paa Krogen, lod han sig sætte i Land, og nu haandterede han Snoren saa snildt og lempeligt at man saae Fisken i det lave Vand ligesom legende og tam svømme ham i Hænderne. En halvvoxen Dreng, der roede hans Baad og forstod hans mindste Vink, bidrog Sit til at lette Fangsten og indtog saaledes den samme Plads, hvormed Bersundsgutten for et halvt Snes Aar siden hos Hutchinson havde begyndt sit Fiskerliv.

Medens jeg var med Rasmus paa Elven og med stigende Opmærksomhed fulgte hans Bevægelser, kom jeg uvilkaarligt til at anstille Betragtninger over det egne Tungsind, der udtaler sig ikke blot i hans Miner, men i hans hele Væsen. Eller er dette maaske et udvortes Præg, hvorunder der alene findes en almindelig phlegmatisk Natur? I ethvert Tilfælde har denne Personlighed noget Tiltalende: hvormed man ei saa let kan blive færdig. Jeg troer at det fornemmelig er hans Syssel, der har udpræget ham saaledes; thi hvilken forunderlig Magt over Sindets Stemninger har den rislende Skovstrøm! At færdes ensom paa dens Bred eller paa dens overskyggede Vande er at falde i drømmende Tanker, og derpaa stilne hen i sit Inderste; at standse lyttende til dens Brusen er at have grebet Vemodens Akkorder uden at kunne finde deres Løsning. Dette bevægede Liv, denne altid fornyede Hast ytrer sig med Ødets Ensformighed og med de klagende Toners langsomme Strøg. Under denne Paavirkning har Folkedigtningens Aand dannet Nøkken med den frugtesløse Længsel og det sørgmodige Strængespil. Gjennem Elvefiskerens Sjel gaae disse snart kaldende, snart dyssende Indtryk, og medens hans Higen er vendt mod de stumme, forborgne, svømmende Flokke, lærer han at foretrække den skyede Himmel og Regnbygerne, da Fisket lykkes bedst, for det skjønneste Klarveir. Selv det Ensformige i hans Bedrift, der dog altid holder Forventningen spendt, faaer over Sindet en Magt, der let forener sig med hine Paavirkninger, og da kommer uformærket en halvvaagen Tilstand, som allerede fordi den hemmer Tankebevægelsen, ligger nær ved de tungsindige Stemninger. Alt dette kjender jeg godt fra den Tid, jeg som en rask og livsglad Dreng gik med Rognestangen ved Bækken og medede Foreller med Regnorm. Jeg husker hvorledes jeg da kom til de ensomme Udmarker og gjennemvandrede dem med stedse stigende Iver, medens dog mit indre Liv alt mere og mere dyssedes og stilnede. Naar jeg fastholder denne Erindring sinder jeg det rimeligt, at Englændernes Mesterskab,i Elvefiskeriet, staaer i Forbindelse med deres Spleen, som ved de strømmende Vande paa eengang faaer Næring og Lindring. Rasmus Bersund er da vel en Melancholiker af denne Skole; men hvo der med aaben Sands befarer Aadalselven og ser en Sommeraften kaste sit Skjer og sine Skygger over dens mørkladne Strømme og alvorligskjønne Bredder, vil under det Indtryk, han selv fornemmer, med forhøiet Deltagelse betragte den unge Fisker, hvis Liv glider hen paa dette mægtige Elveløb.

Efter en halv Times Arbeide havde Rasmus Bersund skaffet os et rigt Forraad af ypperlige Fiske til vort Maaltid. Da vi kom tilbage til Selskabet fandt vi Kjøkkenet indrettet i et udtørret Bækkeleie, og Spisebordet, der var sammensat af Baadtilierne, og lagt paa nedrammede Pæle, fuldstændig dækket og omgivet af Bænke, der ogsaa hørte til Baadinventariet. Rasmus Bersund sad med os tilbords og vi drak hans Skaal i fortræffelig Hochheimer. Derefter forlod han os og drog hjem i sin Fiskerbaad. Det var aftalt, at vi den næste Dag skulde træffe ham ved Kongstrømmen.

Imidlertid heldede det mod Aften. Vi havde holdt Middag ved en standsmæssig Time, og da vi efter Maaltidet gjorde en liden Udflugt paa den høie Elvbred, saae vi den dalende Sol kaste sit stærke Lysstreif over Skoven. Vi satte os paa Skrænten, hvorunder de dunkle og dog saa klare Vande strømmede hen, dels mildt bevægede og dels i stride Hvirvler. Paa den anden Side, ligeover for vor Plads, var Bjørnekastet, det steile Sandskred, hvor Bamsen engang har baaret en Hest ligefra Elvebredden til Aasryggen. Dette Skred danner med sin lyse Grund den eneste Afbrydelse i Bjergsidens tætte Granvæxt, som i Forbindelse med de brat afsatte Bredder giver Elvpasset her en vild Charakter, der forresten ei tilhører Aadalens skjønt indfattede Vasdrag. Medens vi hvilede paa Skrænten og det mægtige Naturindtryk havde standset al Tale, svandt fra Aasen den sidste Solglands. I det samme Nu strøg et svalt Vindpust gjennem Passet, og fra Skovmørket lød en Susen, der et Øieblik overdøvede Elvens Hvirvler.

Vi havde valgt vestre Bersund til Natteherberg, men for at komme did havde vi endnu en Elvstrækning at befare, hvor der er slemme Steder med Skjer og stærk Strøm. Vi fandt det derfor rigtigst at gaae i Land ved Gjermundsstryken, medens Baaden blev trukket gjennem dette rivende, ujevne Løb.

Jeg blev her opmærksom paa en gammel Mand, der hørte til Opsynet med en i Nærheden liggende Tømmergrime, og som nu gav vore Baadfolk en Haandrækning. Det var en af de utryksfulde Skikkelser, der have den norske Fjeldbondes ægte Grundpræg og som ere kostelige Fund for Figurmalere. Men Billedet af en djervtskaaren Karl lykkes ogsaa bedre for Kunstneren, end for den Skrivende, som med Ord vil betegne en saadan Personlighed, uden at den iøvrigt fremtræder tilstrækkeligt i mærkelige og eiendommelige Livsytringer. Den Gamle havde en mønsteragtig, stærk og tillige fin Bygning, der Intet syntes at have tabt ved Alderen, og som i Stillinger og Bevægelser røbede Meget af den naturlige Anstand, som man med italienske Modelfigurer for Øie, pleier frakjende Nordboerne, skjønt den ingenlunde er sjelden blandt vore rigtige Bønder. Især var det dog den Gamles Ansigt med de livlige Øine og den tætsluttende, men behagelige Mund, der vakte min Opmærksomhed. Det var et skuende, gjemmende og alligevel meddelende Physiognomi. Han maa kunne fortælle, tænkte jeg; disse Øine maa have seet Meget paa Fjeldet og i Bygden; der maa være Sagn at hente fra disse velvillige Læber. Men vort Møde ved Elven var altfor pludseligt og kortvarigt, og da Tilfældet siden et Par Gange førte os sammen, var Leiligheden til Meddelelse omtrent lige knap. Jeg erfarede imidlertid saa meget, at jeg ved første Øiekast havde opfattet ham rigtigt. Han var udentvivl en Fortæller, og det af den sjeldne uforbeholdne Art. — Da vor Baad var trukket det værste Stykke mod Strømmen, spurgte jeg, uden just at henvende mig til ham, hvad der havde givet Anledning til Navnet, Gjermundstryken. „Jeg har aldrig hørt Nogen tale derom“ sagde den Gamle, „men vi ere nu klar af Fogedøren, der kaldes saa fordi en Kongens Foged i Fortiden satte Livet til her, og blev draget tilbunds med hele Sølvskatten fra mange Bygdelag. „Naar stede den Ulykke“? spurgte Grossererens Tjener, der saa godt han kunde havde taget Del i Arbeidet. „Det var den Gang“, svarede den Gamle, „da Øllet i Aadalen var stærkere end nu for Tiden; men ellers ved Ingen rettere end at Fogden kom bort i de gamle Historiers Dage, som gaae af Minde baade her og andensteds. Alligevel turde der endnu være Fogedsølv her for Den, der var istand til at tage for sig“. „Mener du det, gamle Thorbjørn“, udbrød en af Baadsfolkene, „det var vel uvist“. „Ikke saa uvist endda“, svarede den Gamle, „for jeg har hørt sige, at der under Bjerget her er taget en svær Fisk, hvori der blev fundet myntet Sølv. Rasmus Bersund prøver vel at faae Ret paa Resten, men det kan vel være, at det falder langsomt at inddrive Skatten paa den Vis“. Dette Indfald var ganske i Baadsfolkenes Smag og Thorbjørn endte saaledes sin uventede Optræden med en heldig, for ei at sige glimrende, Bortgang. Vi skikkede os atter til Sæde og Folkene grebe Aarene. Om den Gamle vidste de ingen bedre Besked, end at han sjelden kom til deres Bygd, og at han var løs og ledig og meget omvandrende, men nok paa en Maade hørte hjemme i Fluberg.

Idet vi nu kom nær til vort Nattekvarter betragtede vi en af Aadalens mærkeligste Udsigter. Elven udvider sig her og danner tilhøire en Bugt, som er omgiven af Graneskov. Længere frem indtager Mesterfiskerens Gaard en ujevn Grund af Høider og Bakkeheld. I umiddelbar Nærhed derover hæver sig Bersundskollen, steil, mægtig af Omfang og selsomt præget i sine Kløfter og Afsænkninger. Paa den anden Side, hvor vi gik i Land, ligger vestre Bersund, med fremragende Bygninger paa en Slette, der tunger sig ud mellem Elven og en frodig Skovaas. Over denne Vidde er Baggrunden dannet af den smukke Ringerudkoll og nogle lavere Bjerglinier.

Vi saae dette Landskab i en sildig, men klar Sommeraftens Halvlys og under en Himmel, der endnu havde Glands af Solnedgangens Ildfarver. Mod denne skinnende Luft stod Partiet tilvensire skarpt og mørkt; men Elven glimrede, og over Bersundskollen laae et mat violet Lysskjer, der gjorde dens Hovedformer kjendelige. Der herskede en forunderlig dyb Stilhed paa denne stortbyggede Aftenscene. Gaardens Beboere syslede endnu i det Frie; vi saae dem vande de smaae Haver og bære Drikke fra Elven til Hestene, men vi syntes at dette foregik saa varsomt og lydløst, som om der kunde være Meget vundet ved at den ringeste Støi blev fjernet. Paa vor Vei fra Elvebredden tiltalte vi En og Anden, og deres Svar lød næsten hviskende. Men ogsaa vi følte os paavirkede af denne Naturs Magt, der selv ved Boligerne og under Menneskers Syssel kan kræve og overholde en saadan Stilhed.

Vi udbredte vore Kapper og leirede os paa en Græsvold, hvorfra vi havde fri Udsigt over Elven og dens anden Bred. Her viste sig det sagterindende Løb for en stor Del optaget af tvende Tømmergrimer, der vare fastgjorte ved Bredden og nu skulde løses og aabnes, forat de mange hundrede Tylvter kunde følge Vasdragets hurtige og ufeilbare Vei. I Begyndelsen syntes disse Masser at ligge ubevægelige som før; men lidt efter lidt saae man de mægtige Triangelflader glide og forlænges, og nu vare de nærved den første strømmende Helding. Da steg Farten med Et; det var som om Strømmen sugede Tømmeret til sig. I et Øieblik var Massernes Sammenhold brudt, og baade enkeltvis og i Smaaklynger omtumledes nu Stokkene, snart med Hast, snart i langsomme Svingninger og Kredse, efter Elveløbets Luner. Jeg havde ventet en større Virkning af dette for mig nye Skuespil, men jeg mærkede nu at Scenen, hvor det foregik, havde, maaske især fra vor Plads betragtet, et Alvor og en Magt, hvorimod det enkelte Optrin blev ubetydeligt. Ved saadanne Erfaringer er det man kommer til at maale og forstaae Naturstorhedens Indtryk, som i Begyndelsen altid er dunkelt og ubestemt. Det Hele er en usædvanlig Sandsning, hvortil det Øiemaal, man medbringer, er ubrugeligt. Men Landskabets selsomme og mægtige Bygning fik en forhøiet Virkning ved det Halvlys, hvori vi betragtede den. Den sildige Time og Sommerskumringens ubestridelige Farvetoner omgav disse Former med et eget Slør, som om der til alle Sider aandede noget Hemmeligt. Dersom jeg nærmere skulde betegne min Stemning her, da maatte jeg vel gaae ud fra, at mit indre Væsen var kommet i en usædvanlig Forbindelse med den drømmende Naturaand. Dette Indtryk har noget Ængstende og Spendende, men man føler og, at det maa være den samme Stemning, der under Folkedigtningen frigjør sig i Myther og Eventyr.

Da vi kom frem paa Tunet havde vi for os den fuldkommen jevne Slette, hvorpaa Gaardens forskjellige Bygninger i vid Firkant ere opførte. Der findes ei en Busk paa denne Flade. Det er som om man ret har trængt til dog paa eet Sted at have det ganske ryddigt og bart mellem al denne Skov og disse opragende Fjeldskranker, og det er maaske en lignende Trang, der har bevirket, at det tømrede Vaaningshus er bleven hvidkalket; thi Dalen er dyb, og Skoven, Elven og Fjeldet ere mørke. Bersundskollens alvorlige Masse staaer i kort Afstand bag denne Bolig, ikke just truende, men streng og skyggende. I disse Omgivelser har maaske et lyskjert Blik saa længe higet efter et rigtigt Hvilepunkt, at det har fundet Engens Grønt utilstrækkeligt, og faaet Huset hvidtet.

Jeg havde en kort Stund været indenfor og drukket The med det øvrige Selskab, da der blev sagt at Maanen var kommet op. Dette lokkede mig ud igjen, og jeg tog Plads ved en af Gaardens yderste Bygninger, hvorfra jeg havde den frieste Udsigt. Maanen skinnede endnu kun svagt gjennem Skumringen, men udbredte dog en Lysning, der gav Tunet og dets nærmeste Omgivelser en ny Interesse. Fra Folkestuen kom der en Mand, som standsede idet han just skulde gaae mig forbi. „God Kveld igjen“, sagde han, „der er vel saa godt ude som inde nu“. Det var gamle Thorbjørn, som vilde søge sig et Natteleie paa Laaven, men dog syntes at have god Lyst til først at faae en liden Aftensnak i det Frie.

„Leiligheden er nok daarlig her“, begyndte han igjen, „for saa mange Storfolk“? „Aa nei“,i sagde jeg, „Huset er rummeligt og temmelig vel indrettet; men det har rigtignok Udseende af at være gammelt og skrøbeligt“.

„Ja det staaer ogsaa paa en Maade for Fald nu“, sagde Thorbjørn „da Manden tænker paa at bygge et nyt; men det skal opføres længere nordpaa Bakken, hvor Sletten ender. Der er heller ingen Moro ved at sidde bestandig og se ligeop i sorte Bjerget, hvor der i lang Tid har været saa utrygt og underligt, at man hverken Nat eller Dag kunde slaae sig rigtig til Ro“.

„Hvorledes det? Derom har du vel Adskilligt at fortælle“.

„Ja Mangt er at sige og Mangt at fortie“, svarede Thorbjørn, „men de Fleste vide at Bersundskollen er det underligste Fjeld i alle disse Bygder, og fornemmelig maa Kirsti-Gudbrand vide det, for han har en Stue klods under Fjeldvæggen og er vel den Eneste, som har staaet ud med at gaae Skaret op og komme paa Toppen“.

„Ja, Kollen er jo dygtig steil“ sagde jeg, „men det er nok ikke derfor du kalder den underlig“.

„Det kan vel være“, svarede Thorbjørn, „og jeg, som er allesteds og ingensteds, og hverken har Tomt eller Tærskel, tør nok sige hvad en Anden ved denne Dagens Tid vilde tie med. Først maa det kaldes underligt, at der er et Hul tvers igjennem Kollen. I den Aabning har Folk drevet Tømmer frem, men Mange mene, at det var ilde gjort, eftersom Hullet er en Sætervei for den Buskab, som Bjørn ei tør bide og Fæhund ei følge. Ja, det er vist og sandt, at Huldren holder til i Bersundskollen, og har mange Eiendele her omkring. Undertiden staaer hun ved Solnedgang paa den høie Bjergknab, som kaldes Korpeskabet, og lokker og kauer, og da skinner hendes Brystsmykke saa stærkt at man strax maa vende Øinene bort igjen; men i det samme Dagen er forbi, gaaer hun ind i Bjerget og lukker sin Port med et saadant Skrald at det høres langt borte. Ved det Signal vide Folk, at her maa være tyst og stille med al Færdsel og Gjerning, saa tyst som det kan blive for Elven, der har sin egen Villie“.

„Men“, indvendte jeg, „i Aften har jeg dog hverken seet Huldren eller hørt Skraldet“.

„Vel nok“, svarede Thorbjørn; „men der er i den sidste Tid skeet adskillig Forandring her. Folk tale om, at der er opkommet her paa Sletten en Magt imod Huldremagten“.

„Her, hvor vi ere“? spurgte jeg forundret.

„Ja“, sagde Thorbjørn, „Den, der farer vidt om, faaer meget vide; Mangt er uvittigt og Mangt ubevisligt, men en Del troligt, som ei kan føres til Thinge. Der siges, at her paa Vangen er kommet et Skrømt af en Kirke, som ei sees uden af Den, der har de rette Øine; men kan han i det samme mærke den med Staal, saa bliver den tydelig for Alle, som et rigtigt og paatageligt Gudshus. Engang, for nogle Aar siden, havde en Skræppekarl spist Middag i Folkestuen her. Strax han kom udenfor, saae han Kirken. Han løb da tilbage for at hente sin Tollekniv, som han havde lagt fra sig paa Bordet; men Kirken var borte, før han fik mærke den, og efter den Tid har nok ikke Mange haft det Syn mere. Desuagtet kan Huldren godt vide, at der staaer en Trussel paa vestre Bersund“.

Under denne Samtale var det blevet Midnat. Et Par af mine Medreisende, der havde siddet paa Laavebroen og nydt den skjønne Aften, gik nu mod Huset, og erindrede mig om at det var Tid at komme til Ro; jeg skiltes da fra Thorbjørn, der imidlertid havde ytret, at vi nok skulde træffes igjen ved Kongstrømmen. „Og det bliver gildt Veir“, sagde han, idet han saae op mod en Luft, der nu forekom mig truende. „Ja jeg tør nok love for, at en hel Uge gaaer hen med fornøieligt Solskin“.

Saaledes endte med et godt Budskab denne Dag, der for min Sands og mine Tanker havde stillet et rigt Naturstof og mange nye Billeder. Jeg syntes at den tilbagelagte Vei havde vist os ethvert af sine mærkelige Partier netop til de rette Tider, og saaledes kunde jeg nok være tilfreds med at have seet Bersunds alvorligskjønne, eventyrlige Dal i det sidste Aftenlys og i Sommernattens første Timer.

2.

Thorbjørn blev sandspaaet; den Dag, i hvis Lys vi vaagnede paa Bersund, kunde ei være skjønnere. Luften var let og af en vederkvægende Friskhed; paa Himlen var der kun enkelte hvide, skinnende Skyer. Elven og Skoven tindrede i Solglandsen, og dog havde vi ogsaa nu Indtrykket af denne Dals alvorlige Væsen. Først og fremmest maatte jeg betragte Bersundskollen, der nu stod skygget, men i Dagens Klarskygge, som kun forhøiede Indtrykket, uden at skjule noget af Fjeldets Former. Man viste mig høit oppe den mørke Spalt, der betegner Hullet i Kollen; jeg saae Korpeskabet, det konsolagtige Fremspring, hvor Ravnen ruger og hvor Huldren i Kveldstunden lokker paa sit Kvæg. Jeg fulgte med Øiet de mange Kløfter og Afsatser, der ligesom inddele og udforme denne vældige Masse til et gjennemført Verk. Ved alle Fjeldets grønne Smaalier, med de sine, hængende Lunde, dvælede min Betragtning, ja mangt et enkelt Træ, der stod rankt og frodigt i Klippefuren, fængslede mig med sin Skjønhed, og naar jeg saa overskuede det Hele, maatte jeg vel synes, at dette var et rigtigt Huldrebjerg, ret et Hjem for Fjelddalenes og de løvsmykkede Høiders Dise, der ser ned paa Menneskenes Boliger og beliver Vildheierne og de ensomme Stier med sit Spor og sine Toner.

Paa Tunet traf jeg Gaardens Eier, en stille, venlig Mand, hvis Væsen kun lidet syntes at passe med hans Opholdssteds Natur. Han undveg enhver Hentydning til Bersundskollens Egenheder, og rettede min Opmærksomhed paa Elvebredden, der tæt op mod hans Hus havde Tegn af Vaarflommens Gang. „Det er ingen Spøg“, sagde han, „at vaagne af sin Nattesøvn ved Elvens forfærdelige Bulder, naar den bryder Gjerder og Pæle og kaster sit Skum som en drivende Regn mod Vindverne. Derfor vil jeg og lægge det nye Hus, som jeg vel snart bliver nødt til at bygge, høiere op paa Tunet“. Han fortalte nu, at min Ven Lieutenanten havde raadet ham til at give Bygningen en Sval og et lavmønet, udliggende Tag. Medens jeg meget anbefalede den Plan, kom just Lieutenanten til, og Sagen blev da i Korthed afhandlet. Endelig sagde Bersundsmanden: „Ak, Hr. Lieutenant, dersom De endnu var en ivrig Jæger, som i gamle Dage, kunde der vel ogsaa blive Raad til at faae Gavlen paa det nye Hus prydet med et Bjørnehoved eller to; men siden De hørte op med Jagten paa disse Kanter, trække Udyrene ned i Bygden. Her gaae nu to svære Bjørne langs med Aasen og gjøre megen Ugavn; endnu igaar morges faae vi dem begge i Skovbrynet, og ventelig faae vi snart Skimt af at der følger Unger med. „Vi have da“, sagde Lieutenanten, „igaar med al Magelighed holdt Maaltid paa den Families Enemærker, og Thorkild Vestby kunde let faaet Brug for sin Riffel. Thorkild, Skovbetjenten, der stod hos, optog dette Vink, og lovede at gjøre sit Bedste, naar han var færdig med sine Sommerreiser. „Det turde træffe godt til“, sagde han, „da jeg just staaer i Akkord med en Mand i Drammen om en forsvarlig Bjørnefeld“.

Disse Beretninger og Overveielser samlede efterhaanden det hele Selskab om Gaardens Eier, og med Studsen hørte Damerne hvad han fortalte om Bjørnenes Nærhed. Imidlertid var Alt blevet færdigt til vor Afreise, og omtrent Kl. 9 gik vi i Baaden, som i Begyndelsen førtes tungt mod Strømmen og kun langsomt fjernede sig fra Gaarden. Bersundsmanden blev længe staaende paa Bredden, hvor han havde sagt os Farvel. Jeg maatte tænke paa hvor underligt hans milde, spagfærdige Liv er stillet mellem den rivende Elv og Skovaasen, hvor Bjørnene gaae paa Rov.

Vi befandt os nu tæt under Bersundskollens høie Strand og havde ret en Storhed at se op til. Vi kunde ogsaa fornemme dens Magt og Myndighed; Blikket løftedes uvilkaarligt, det var som om man ellers maatte føle sig beklemt og utryg. Høit over Elven paa en græsbevoxet Skrænt, mellem store Klippeblokke og smekre Birke, stod Kirsti-Gudbrands Hytte. Kun Stuen havde nødtørftigt Tag; over det Øvrige saae man de nøgne Spærrer. Den usle, af Sten og Tømmer sammenflikkede Bolig, var ei bleven fuldført, og syntes nu at være yderlig forfalden. Paa den brogede Grund mellem Fjeldstykkerne, Buskene og de hvidstammede Birke, udfandt Øiet efterhaanden Gudbrands talrige Familie af Smaa og Store, der havde spredet sig i Nærheden af Hytten. Øverst i Lien stod Konen med Forklædet fuldt af friskt Græs, som hun havde skaaret under Fjeldkanten. En Ged benyttede det ubevogtede Øieblik og nappede ivrigt af hendes Forraad, medens hun paa Lieutenantens Tilraab og Spørgsmaal svarede, at Gudbrand var reist til Kongstrømmen med Rasmus Bersund. Denne Familie og dette skrøbelige Hus var Menneskelivets eneste Tegn paa det alvorlige Huldrebjerg. Det store NatUrbilledes overmægtige Indtryk blev derved end mere føleligt, og Øiet vendte sig derfor gjerne mod de mildere Bredder, der snart ved en Bøining af Elven omgav vor Fart.

I det klare Solskin, ved det dybe rolige Vandløb, stode Graner og Løvtræer i den skjønneste Blanding paa de djervt afsatte Bjergleier og grønklædte Jordvolde, hvori Elven var indfattet. Til begge Sider havde vi lavere Strækninger, men foran os steg Landskabet fra Elvebreddens dyrkede Bræm i langbratte og mørkladne Skraaninger mod høie, skjønt tegnede Fjeldformer. Elven bugtede sig yndigt, snart i snævert Leie, snart betydelig udvidet gjennem den frodige og solglindsende Egn. Det blinkede i Vandløbets utallige fine Strømninger, Bredderne tindrede med Birkeløv og Barnaale; de fjernere Fjeldmasser stode i det klareste Ultramarin mod Luftens Sølvtone.

Saaledes glede vi frem i Nærheden af de veldyrkede Marker hvor Flaskerudgaarden viste sig i fuldt Lys mod en disig Baggrund, der dannedes af den høie, men mildt afrundede Ringerudkoll. Til høire er den dybe Bugt, der gaaer ind til Busterud, omgivet af granklædte Moer, og Vasdraget har her ved sin Vidde og sit rolige Løb Udseende af en Indsø eller en Fjordarm. Baadsfolkene, som hidtil havde siddet tause ved Aarene, begyndte nu en Samtale om Flaskerudætten, der snart vakte min hele Opmærksomhed. „Se til Flaskerudkarlene“, sagde Ole Ask, „de have nu en anden Skik end før paa deres Ager og Eng“. „Ja vel“, svarede hans Sidemand, „de faae nok bedre Brug for Kræfterne sine nu for Tiden“. Ole, der sad mig nær, henvendte nu Ordet til mig og sagde: „De skal vide, at der paa Flaskerud boer en Kæmpeslægt, hvoraf der er kommet de sværeste og haardeste Karle i alle disse Bygder; især var tre Brødre af den Æt grumme Fredsforstyrrere og Voldsmænd. De have ryddet mangen Gildestue, hvor der var Dands og Lystighed og godt Samkvem før de kom i Gaarden. Ja der stod en saadan Skræk af disse Brødre, at forsamlede Folk ofte gik fra hverandre blot de viste sig paa Tunet“. „Det var ellers underligt“, tilføiede Ole Ask, „at en af de stærkeste Mænd i Flaskerudætten, Erik, der boede herinde paa Busterud, skulde sinde sin Overmand, hvor han mindst ventede det; thi han maatte give tabt for sin egen Husmand, Gudbrand Haglkjernbraaten. Men Erik var nok med al sin Styrke den spageste Mand af den Slægt, og Gudbrand havde derimod et haardere og stridigere Sind end alle Andre“.

Fortællingen om Erik Busterud og hans Husmand begyndte nu at beskjæftige vort hele Selskab, og enhver af Baadsfolkene havde en Formening om eller et Træk af Begivenheden at indføre. Saaledes fremkom en Beretning i Brudstykker, der stærkt mindede om de islandske Fortællinger, hvor en dybtnæret Hevnfølelse og en utæmmelig Selvtægt fremkalder de vildeste Handlinger. Ligesom i den islandske Saga om Hønsethorer, begyndte Fortællingen fra Busterud med en Tvist om noget Hø. Begivenheden her blev vel mindre rædsom og blodig, men medførte dog Træk, der snarere synes at tilhøre Oldtidens Ubændighed end Nutidens fredede Samfundsorden.

„Det var vel et grumt Syn“, sagde Ole, „da den store Granemo paa Busterud stod i lys Lue midt i Sommertørken. Det skede strax over Midnat; Ilden gik lige ind paa Husene, og Erik, der var en betænkt og forsonlig Mand, fik nok dengang større Hastværk end han skjøttede om. Der siges, at Gudbrand kort før i Manges Paahør skal have lovet, at der snart skulde blive baade lyst og ryddigt paa Busterud; men siden, da Sagen kom for Retten, blev de Ord udlagte om Braatebrænding, skjønt det næsten var utænkeligt, at dette kunde være Meningen“.

„Det blev ikke derved“, sagde Oles Sidemand, „thi Erik fik efter den Tid saa stor Skade paa sit Kvæg, baade med Sot og anden Ulykke, at Enhver kunde vide det var anstiftet i Fiendskab“. En anden af Baadsfolkene, der engang havde været i Arbeide paa Busterud, bemærkede hertil: „Al den Fortred er let at forstaae, efterdi det var kommet saa vidt med Erik og Gudbrand, at de med svære Eder havde undsagt hinanden. Gudbrand vidste godt at han var ringere af Kræfter, derfor drev han Alt med Underfundighed, og havde nok ikke meget Mod paa at træsfe Erik alene, skjønt Mange mente at Udfaldet af et saadant Møde kunde være uvist; thi Gudbrand var iøvrigt en haandfast Karl og grum naar han blev angreben. Ved den Tid sagde han ofte, at han bestandig gik med Ligskjorten paa, og at det var ham ligemeget hvad enten han tog Liv eller mistede Liv. Engang hendte det at Gudbrand, der havde været i Skoven for at hugge Gjerdefang, vandrede hjemover paa en smal Sti, der gik gjennem en Myr. Han saae da sin Modstander paa temmelig Afstand komme sig imøde; men Erik, der pleiede at lude noget med Hovedet, mærkede ei den Anden før Sammenstødet var uundgaaeligt. Da sagde Gudbrand: En af os maa ud i Myren her. Denne Gang faaer det blive mig, svarede Erik, siden Du har Øxe og jeg har bare Kniv, og idet samme sprang han ud paa en Tue i Myren; alligevel havde Gudbrand saa stor Frygt, at han gik et godt Stykke baglænds med hævet Øxe“.

„Men hvad blev saa Enden paa deres Stridigheder“, spurgte jeg, da det lod til at den Fortællende her vilde slutte sin Beretning. „Der siges“, svarede han, „at Erik tilsidst for Freds Skyld maatte betale Gudbrand en Sum Penge, mod at denne forpligtede sig til at flytte bort fra Aadalen. Det er nu længe siden; Erik er død, og hans Søn har Gaarden efter ham. Gudbrand sidder paa en Plads ved Hønenfossen og hans Stel er nok daarligt i alle Maader“. Denne Slutning paa et saadant Fiendskab forekom mig besynderlig og uventet, skjønt den unægtelig, ligesom alt det Øvrige, havde et vist sagamæssigt Præg. Men saaledes var ialfald Begivenheden kommet i Folkemunde.

Under denne Fortælling gik Baaden raskt frem mod Kongstrømmen. Snart mærkede vi Vandets forøgede Modstand, og idet vi kom frem i Strømløbet, saae vi et kort Stykke foran os Rasmus Bersund med sin Medestang, roet af Kirsti-Gudbrand. Kongstrømmen er indsluttet af smukke skovdækkede Bredder, hvor Granerne paa en og anden græsrig Plet give Plads for frodige Løvtræer. Aadalselven gaaer her ud af den alvorlige Sø, Sperilen. Dette Vandspeil laae solbelyst nu; dets høie, fjeldbyggede Bredder viste sine mægtige Afsænkninger i Klarskygge; de fjernere Bjerge, der lukkede Udsigten, stode lyst fortonede mod den skyfrie Luft.

Vi landede paa den høire Elvebred ved en opdyrket Plads, der ligger smukt i Skovkanten, lige ved Sperilens Udløb, og vi vare ventede her. En venlig, aldrende Kone med nogle vakre Smaabørn modtog os paa Bakkeheldet; foran hendes Hytte var der strøet Blomster.

Med en Del af Selskabet gik jeg snart i Baad igjen. Det luftede svalt over Elven og det var ret en Lyst, under de styrende Aareslags, snart langsomme, snart hurtige Bevægelse, at krydse om paa disse Strømninger. Her kunde vi atter nærved betragte Rasmus Bersunds store Kunstfærdighed, og just her var hans rette Fiskeplads; thi Kongstrømmens Ørreter ere de fortrinligste i det hele Vasdrag. Kirsti-Gudbrand førte hans Baad med megen Kyndighed, og Fangsten blev, i Forhold til det ugunstige Veir og den lave Vandstand, ret betydelig.

Efter en Times Forløb var Selskabet atter samlet ved Landingstedet i Nærheden af Hytten. Vort Bord var dækket paa en grøn Slette, hvis Træer gav os tilstrækkelig Skygge. Vi havde medbragt Mangt og Meget af det saakaldte finere Livs Bekvemmelighed og Nydelser til denne deilige Afkrog, hvor en oprindelig, fritvirkende Natur trindt om os udfoldede sin Storhed og sine Yndigheder; men disse Omgivelsers vederkvægende Magt gjennemtrængte os ogsaa ganske; vi følte os frigjorte og fornyede ved denne pure Luft, ved disse friske Indtryk for alle Sandser. Enhver af de Hjelpende og Tjenende havde vi inddraget i vor glade Kreds; Rasmus Bersund sad atter hos os; Baadsfolkene leirede sig om deres Andel af vore gode Sager under Hasselbusken ved Elven; Husmandskonen havde taget Plads paa en Tue tæt ved Bordet, og Børnene sadde i Græsset ved hendes Fødder; hun drak sød Vin af et slebet Krystalbæger, de Smaa fik Hvedebrød og Appelsiner. Da hun havde tømt sit Glas sagde hun smilende: „Saadan Glæde og Herlighed har aldrig været spurgt ved Kongstrømmen, og denne Dag skal være god at mindes“. Jeg fandt i disse Ord den smukke Betydning, at vor festlige Anretning, ogsaa for hende, samstemmede med Dagens og Egnens Skjønhed; vi hørte nu Ytringen af det aabne, venlige Sind, hvormed hun havde strøet Blomster for sin Hyttedør.

Medens vi sade ved Maaltidet havde vore Folk faaet Kirsti-Gudbrand mellem sig, og jeg kunde her nøie betragte denne Person, som var bleven mig mærkelig efter den Maade, hvorpaa han under vor Elvefart oftere kom fororde.

Kirsti-Gudbrand har, ligesom Svend Estridsen, Navn efter sin Moder, men med større Grund, efterdi hans Fader er ubekjendt. Naar mat spørger ham om den Ting, pleier han svare, at der staaer en Soldat, eller, som han helst udtrykker sig, en Kongens Mand i Kirkebogen. Hans Moder bar ham om i Gaardene saalænge hun aarkede; derefter maatte han, som saa mange Andre, hjelpe sig selv paa Benene, men staaer endnu som en femtiaarig Karl, fastere paa dem end de Fleste. Han er usædvanlig stor og sværlemmet og har et skarptformet, men dog afslappet Ansigt, der snarene synes at passe til en magelig Kjøbstadsborger end til den fattige, haardt arbeidende Almuesmand. Hans Dragt bestod kun af tvende Stykker; men derved var den Egenhed, at han bar en Skjorte af temmelig fint Linned med zirlige Læg og Traadknapper, formodentlig tilkastet ham af en eller anden fiskende Englænder, der har fundet hans udvortes Menneske altfor fremtrædende. Til denne Overklædning havde han et Par graa forrevne Vadmelsbuxer; dermed var han fix og færdig.

Folkene drillede ham paa mange Maader og han fandt sig deri med megen Godmodighed. Idet han reiste sig for at modtage et Glas Vin, som Lieutenanten rakte ham, sagde Ole Ask med Henvendelse til de Fremmede. „Dette er Kirsti-Gudbrand, som for et godt Ord gaaer Skaret op paa Bersundskollen. Folk sige, at han spiser for Tre, men at han alligevel er god at sætte paa, efterdi han arbeider for Sex. Om Sommeren er han Færgemand paa Aadalselven, men om Vinteren drager han om i Gaardene og skjerer Hakkelse med saadant Udfald, at alle Maskiner til den Bedrift paa disse Kanter ere overflødige. Den øvrige Tid suger han paa Labben og bliver ligesaa fed af denne Bestilling som af sine øvrige Gjerninger“.

Imidlertid havde Kirsti-Gudbrand i tre eller fire Stød drukket Vinen og begyndte nu med en mageløs Tungefærdighed og Ordrigdom at knytte sine Bemærkninger til et særeget Punkt af Oles Anbefaling. Hans Tale var ganske i disse Egnes Mundart, men tillige blandet med saadanne halvforstaaede Udtryk af Bogsproget, som man ellers pleier høre hos Skoleholdere paa Landet, og som han udentvivl af en forfængelig Drift og ved sit omflakkende Liv havde tilegnet sig.

„Ole har sagt“, begyndte han, „at jeg for et godt Ord gaaer Skuret op paa Bersundskollen. Men der vil nok Mere til, naar det skal ske, som for hele Brøtningsmagten var et uhørligt Vidunder. Det er gjort dengang i Mangfoldiges Paasyn, og det var i Veddemaals Pligt og Medfør; men der vil endnu større Ting til, naar det herefter skal gaae for sig. Vi vare To sammen, der gik til fjelds; men da den Anden var kommet saa langt som til Korpeskabet og saae sorte Elven som et grueligt Slug dybt under sig, da blev han ganske klein, med Graad og Skjelven, og bød forgjeves fem Daler til Den, der strax vilde hjelpe ham ned igjen. Han maatte da for det Første bage sig fast der, saa godt han kunde, og han kom siden med stor Vemodighed nedover med min og Andres Bistand. Jeg gav mig liden Tid til Omsyn og Forbauselse, da jeg var i Skaret, og jeg endsede hverken Rift eller Risp skjønt det gik alvorligt gjennem Skindet. Fælt uhyggeligt var det med Korpeskriget deroppe, og med den idelige Flaksen af rugende Fugle, som jeg skræmmede op af Rederne deres. Ja, der var ugreit og vrangvilligt overalt, og det var betænkelig Livsredning ogsaa, naar jeg havde Tag i en fattig Birkebuske, medens hele Stenskred gik bort under mine Fødder. Nu skulde jeg have Lyst til at se Den, der gik samme Vei ned igjen; men slig en Karl er vel ikke født endnu“.

„Saae du ikke noget til Huldrens Leilighed dengang“, spurgte Grossereren. „Aa nei“, svarede Kirsti-Gudbrand. „Hun lukker godt for sig og staaer ikke paa Pinde for Enhver. Skjønt jeg boer paa hendes Enemærker, har jeg dog kun en eneste Gang seet som et Skimt af hende. Det var mod Kvelden, omtrent ved denne Aarstid, og det var højtideligt Veir med svært Solpral paa Kollen. Da hørtes det som om En sagde: Stakar! høit oppe i Lierne. I det samme jeg saae op, smat Huldren ind i Fjeldet, og havde en broget Ged paa Skuldren“. „Men Ingen har vel“, tilføiede Kirsti-Gudbrand, „vidst saa god Besked om det Væsen som Christen Sergeant, for han havde Børn med Huldren, en Søn og en Datter. Men han var ogsaa mangfoldig, rigtig en Omstreifer og et vidtløftigt Menneske“. Da Kirsti-Gudbrand mærkede vor Forundring over denne Meddelelse udbrød han, „Ja vel; de Børn vare ei som andre Folks. De bleve voxne pligtskyldige Mennesker uden nogen Lærdomstugt, og da de endelig skulde til Præsten, bleve de borte med Et, og spurgtes ei siden. Det er sagt, at Jenten vævede saadanne Roser i Lin og Uld, som Ingen har seet voxe eller virkes, og at Gutten smeddede Laase og Lykkeknuder, som Ingen kunde løse, og spillede Slaatter paa Mundharpe, som Ingen havde hørt og Ingen kunde efterhærme. Nogle fremmede Skræppekarle, som drog herigjennem, mente at det selvfølgelig kunde være Nøkkespil, men det var uskjellig Tale; thi der findes ei Nøk i Aadalselven“.

„Er du saa vis derpaa“, spurgte jeg, idet jeg ventede nu at faae Oplysning om Grunden til den ofte forekommende Egenhed i Folkeforestillingen, at Nøkken kun holder til i visse bestemte Vandløb; men jeg fik en utilstrækkelig Forklaring. „Folk, der ere klogere end jeg“, svarede Kirsti-Gudbrand, „kan mærke paa Elvedraget, at her ei er Sted for Nøkken, men om og Leiligheden var dertil i andre Maader, er her nok formeget Pargas med Tømmerfløding og andet Stel. Alligevel kan jeg være fuldt forsikret om at der er Nøk til; efterdi han staaer beskreven. Der siges i Visen med rene og tydelige Ord:

Nøkken opløfter sit vaade Skjeg,
og venter med Længsel sit Bytte“.

Saaledes gik Kirsti-Gubrand med sin villige Tunge over fra et Kapitel i Folketroen til et andet, og det kunde nok have lønnet Umagen at følge ham længere, dersom han havde haft en anden Tilhørerkreds. Men blandt os Fremmede var der nogle, som med al Omhu for ei at støde disse Folk, hvis Tro paa hine Phantasivæseners Virkelighed var meget kjendelig, dog altfor tydeligt røbede sin Vantro. Skjønt Fortælleren selv ei syntes at mærke eller endse dette, kunde jeg dog ei overse de Andres Forstemning. Det forekom mig derfor ret beleiligt, da Rasmus Bersund ytrede at Fisken nu havde „hvilet“ tilstrækkeligt og at han igjen vilde prøve sin Lykke paa Kongstrømmen. Han tog Kirsti-Gudbrand med, og jeg fulgte dem til Elvebredden, hvor den kjølige Skygge og den smukke Lysvirkning paa Træer og Klippeblokke indbød mig til Vandring.

Jeg havde kun fjernet mig et kort Stykke fra vort Landingsted, da jeg saae en Mand hvile under Bakkeheldet. Det var gamle Thorbjørn. Han havde sin Næverskræppe under Hovedet og laae iøvrigt ret mageligt i et blødt Sandleie.

„Det træffer godt til“, sagde han, idet han reiste sig og rakte mig Haanden; „jeg vidste nok vi skulde mødes ved Kongstrømmen“. „Snart var det dog blevet for silde“, svarede jeg, „da Selskabet om lidt skal afsted igjen“. „Ja“, sagde Thorbjørn, „jeg har rigtignok været her en god Stund og hørt Fremmedfolkets Latter og Munterhed henne paa Græsvolden, men jeg mærkede godt hvad der paa denne Dagstid er bedst for et gammelt Skind, som i nogen Tid har haft liden Nattero og er paa Langtour, derfor lagde jeg mig til her og har nu faaet en god Søvn“.

„Jeg ser, sagde han videre, idet Fiskerbaaden kom frem paa Elven, „at Kirsti-Gudbrand er med nu. Men han kan ogsaa bedre end enhver Anden roe for Rasmus Bersund“. „Hans Færdighed i den Slags Roning er vistnok stor“, bemerkede jeg, „men kan dog ei være saa paafaldende, som hans Lethed i at gaae tilfjelds paa de vanskeligste og farligste Steder“. „Nei vist“, sagde Thorbjørn, „han er jo svært grovlemmet og bredlabbet; men det gik da ogsaa ret opover med ham, og kom især an paa Bjørnekræfter. Værre var det for mig, engang i min Ungdom da jeg ved sorte Natten og imod Blæsten gik over Junkerstien“.

„Hvorledes bar det afsted“, spurgte jeg, da jeg mærkede at Thorbjørn havde faaet Munden paa Gang og gjerne vilde fortælle: „Ja“, svarede Thorbjørn, „det kan jeg nok sige; men De vil forstaae den Hændelse bedre imorgen, hvis det er sandt, hvad jeg har hørt paa Bersund, at De reiser med Lieutenanten op over til Skillingshovde; thi paa det Strøg omtrent gjorde jeg mit Prøvestykke“.

„Det var senhøstes; jeg gik i Budsending for Skriveren til Septun ved Randsfjorden. Paa Veien kom jeg ind i en Plads under Graneim, hvor der var fuldt op af Brøtningsfolk og svært Traktemente med Øl og Brændevin. Det var ud paa Eftermiddagen før jeg blev klar der, og saa vilde jeg stikke tvers over Vildheierne, for at komme snarere frem; men alt som jeg gik, blev det overhændig Nat med Duskregn og Blæst, og i det samme var det forbi med Veikjendingen. Jeg kunde nok skjønne at jeg var kommet ind mellem de store Kjern; men det var slet Besked, thi der opover er ugreit nok at at sinde frem ved Dag, end sige i saadant Mørke„ Saaledes gik det bedrøveligt med Stød og Fald, indtil der kom saa meget Skimt af Maanen at jeg netop kunde mærke jeg stod ved Junkerstien. Nu var jeg vistnok paa et Spor, men ilde var det alligevel; thi saaledes som jeg stod, havde jeg intet andet Vilkaar end at sætte over der. Bjerget gik brat som en Væg ned i Kjernet, og Stien var bare et smalt og ujevnt Afbræk paa Bjergsiden. Det Værste var at jeg maatte tænke paa Junkeren, som styrtede i Kjernet der; det tog paa Kræfterne, og da jeg kom op i Skaret paa den anden Side, og fik fat i Granerne, var jeg mere død end levende“.

„Hvad var det for en Junker“, spurgte jeg, da jeg ventede at den ældre Begivenhed, som havde givet Stien sit Navn, skulde have mere Interesse end den, jeg nu havde hørt. „Der er nok Ingen som ved rigtig Besked om den Ting“, svarede Thorbjørn, „og Stien er ogsaa glemt for længe siden; thi Aaret efter jeg kom derover, gik et svært Bjergfald Ud og gjorde saa stor Forandring paa det Sted, at der siden er blevet en Ur med Smaabuske og Blaabærlyng. Den Eneste, jeg har hørt tale om Junkeren, var Langemarthe, en gammel Budeie paa den Sæter, hvor jeg var Jetergut i min Ungdom. Hun havde selv seet Junkeren, men det var længe før min Tid. Jeg mener hun kaldte ham Albrekt eller Alfeldt. Han hørte nok ikke til paa disse Kanter, men kom herop i Skovbefaring, snart med andre Storsolk og snart alene. En dygtig Jæger var han ogsaa, og gik meget i Samlag med den navnkundige Christen Skytter efter Bjørn, som der i de Tider var fler af end nu. Langemarthe sagde ofte at Junkeren var den strunkeste Karl Nogen kunde se, naar han kom paa Skovstien med lange Støvler, gule Skindbuxer, grøn Livkjole, Sværd ved Siden, Rifle paa Nakken og forresten i alle Maader som den skjønneste Officer“.

„Dengang var der paa Nes en Jente, hvis Deilighed og sine Væsen kom saaledes for Ord at hun overalt kaldtes Flubergsrosen. Hende vilde Junkeren forlokke. Men det kunde ikke lykkes, for hun var af en gammel stormodig Gaardmandsæt, og holdt sig bedre end de fleste Andre. Alligevel blev Junkeren ved at friste hende, og Folk sagde at han var en hel Vinter i Bygden og sad Kongens Befaling overhørig alene for Flubergsrosens Skyld. Tilsidst lovede han endog at han vilde sætte Bo der, dersom hun vilde have ham, og da skulde han kjøbe Gaard og bygge Hus med fire Piber paa Taget, og saa mange Stadsværelser i som hun kunde forlange. Men dermed kom han heller ingen Vei; hun vilde ikke. Henimod Sommeren, da Folk begyndte at drage tilsæters, havde nok Junkeren faaet streng Reiseordre. Flubergsrosen var just naaet frem paa Fjeldet med Buskaben, og der skede det en Dag, at Junkeren kom saa brat over hende, at hun ikke vidste andet Raad, end at rende ligetil den Vildsti, jeg talte om, som var i Nærheden. Junkeren satte efter, for han var en rask Karl, men han kjendte nok ikke den Veis Farlighed, før han var lige paa Kanten, og styrtede ned i sorte Kjernet. Jenten var da kommet lykkelig og vel over i Skuret, hvor der laae meget løst Vindfald. Herfra saae hun Junkeren komme op i Vandskorpen, og vilde nu hjelpe ham det bedste hun kunde. Med stor Møie, kan jeg tænke, fik hun et Træ kastet udover i Kjernet; men da hun saae han havde godt fat i det, kunde hun ikke bare sig, men raabte ned til ham: Der har Storfanten den første Stok til det prægtige Huset sit. Junkeren kom nok tillands omsider; men havde dog faaet en alvorlig Knæk. Kort efter døde han, og skal ligge begravet paa Norderhoug Kirkegaard. Flubergsrosen fik siden et godt Gifte i Valders, og baade der og i Fluberg er der Folk af hendes Æt“.

Medens Thorbjørn var inde i denne Fortælling, saae jeg at der blev gjort Anstalter til vort Opbrud. En Del af Selskabet, der et Øieblik havde været over paa den anden Elvebred, roede nu tilbage; Tofter og Hynder lagdes tilrette i den store Føringsbaad, og adskillige Sager bleve fra den bragte over i en mindre Baad, der laae beredt til vor Fart paa Sperilen. Endelig mærkede jeg at man havde savnet mig, idet flere Stemmer raabte mit Navn. Med Nød og Neppe fik jeg høre Historien til Ende og skiltes, skjønt ugjerne fra Thorbjørn, der imidlertid havde faaet Skræppen paa Nakken. „Farvel“, sagde han, „vi sees nok ikke oftere. Det er et rart Træf for mig at sidde saa fornøieligt hos en Bykarl. Jeg gaaer udenom jeg, sagde Hakkespetten, da Hanen vilde have den med i Hønsegaarden“. Dermed greb han sin Briskestav og gik op mod Graneskoven.

Jeg fandt atter Selskabet paa vort Samlingssted ved Hytten. Det var snart Tid at skilles ad; Lieutenanten, Grossereren og jeg skulde over Sperilen drage op i Skovtrakterne, og Damerne skulde, ledsagede af Kandidat G., fare hjem til Ask. Skjønt denne Afsked hørte med i vor glade Sommerudflugts Anordning, fik den dog et vemodigt Anstrøg. Disse tvende Dage havde for os Alle været saa kvægende, og vort Selskab, hvori flere mødtes som Fremmede, var hurtig kommet i venligt Samliv. Vi, som skulde besøge Vildmarkerne, følte nu dobbelt hvor meget vore Damer havde forskjønnet og belivet denne Elvesart og hvor nødigt vi vilde savne dem. De stode nogle Øieblikke med os paa Sperilens Bred og saae over mod den Fjeldegn, hvor vi agtede os hen. Den dalende Sols Glands faldt over Vandet og Birkelunden, medens vore Bægere fyldtes med Champagnevin til Damernes Pris, og paa et glædeligt Gjensyn. Begge Baade stødte samtidig fra Land, og for os, der droge nordover, var det et smukt Billede, da den store Føringsbaad gled hen under Skovkanten i det glimrende Sollys.

3.

Sperilen er ei, som Tyrifjord eller Randsfjord, et Speil, hvori grønne Bygder og løvdækkede Fjeldsider skue ned. Denne Sø har Udseende af et stort Fjeldvand; dens bugtede Form spærrer idelig Udsigten og lader Kystlinierne fremtræde i vældige Profiler. Gaardene ligge adspredte paa dens Bredder og det nøgne Fjeld viser allesteds sin store Overlegenhed i Landskabet. Fornemmelig, er den vestlige Kyst steil og mægtig formet. Her bæver Ringerudkollen og længere mod Nord, Elsrudskollen, sine Tinder over de mørkladne Jettemure, der stige brat op af Sødybet. Saaledes danne Sperilens Omgivelser en streng Modsætning til Aadalens smuktbevoxede Skraaninger, som kun afbrydes ved enkelte alvorligt fremtrædende Fjeldformer. Sperilen henhører ogsaa blandt de Vande, som Sagnet tillægger bundløse Steder og dertil svømmende Uhyrer, der undertiden stige op mod Dagen og drage en skummende Strømfure i den rolige Flade. De steile Strande synes ialfald at tyde paa et særdeles dybt Vand og kun paa et Sted, under Elsrudskollen, skal der være en synlig Grund, som strækker sig et godt Stykke tvert over mod den anden Bred. Dette siger Sagnet er den Bro, som en Jutul, der holdt til i Elsrudkollen byggede en Nat, da han vilde over til en Gyge, som sad paa den anden Side af Søen i Engerkollen; men Solopgangen overraskede ham, og dermed brast baade han og Broen, hertil sigte disse Rim:

Elsrudkoll, Jutulbo;
der blev væltet Sten til Bro.
Elsrudbro, gjort ved Nat,
Jutulgrav, da Solen sprat.

Vi havde ei faret meget langt paa denne alvorlige Sø, før vi saae Aftenlyset svinde fra Høiderne, og Skyggerne udjevnes i den almindelige Skumring, der pludselig blev hengydt over Fjeldene, medens dog Himlen og Vandet endnu en Tidlang beholdt et blankt Lysskjer. En kjølig Luftning nordfra strøg hen over Søen, og frembragte idet den bevægede alle Trægrupper ved Stranden, den eneste Lyd, der afbrød Stilheden. Vor Baad skjød frem med jevne Aaretag fra Nes til Nes, og vi sade længe tause, ligesom indmanede i den dybe Ro, der omgav os. Jeg følte denne Naturscenes Magt over mine Tankers Retning, og alt som de enkelte Former og Partier af det store mørkladne Billede stillede sig for mit Blik, vaktes i min Sjel Stemninger og Erindringer, der vel berørte mangt et nærliggende Livsmoment, men dog uvilkaarligt samlede sig om de tidlige Indtryk fra mit Barndomshjem, fra de dybe Fjordbugter og steile Havkyster, hvor jeg saa mangen Aften sad opmærksom hos Fiskeren og lyttede til hans underlige psalmeagtige Viser og til hans Eventyr om Søens og Bjerghallernes Vætter. Saa mægtigt virkede dette Vandspeil i den stortformede Indfatning paa min Tanke, og dog kunde jeg henflytte det Hele i min vaagne Drøms Egn og holde det paa eengang fjernt og nærværende; saaledes var jeg med denne strenge aftendunkle Natur kommet i en stille Forstaaelse, der befriede mig fra dens Tryk, inden jeg endnu havde opfattet den i en Forestillingskreds, der nærmere tilhørte den.

Den Ensomhed og Ro, hvori vi færdedes her, var saa dyb, at det ubetydeligste Optrin maatte blive os mærkeligt. En stor Fugl fløi op over et fremspringende Nes, tegnede sig et Øieblik mod den skinnende Luft og dalede atter mod Fjeldsiden, hvor den kom os afsyne i Skumringen. „Det var nok en Lom“, sagde Ole Ask. „Hvis det ikke snarere var Gasten“, bemærkede en gammel Mand, som vi havde faaet med ved Kongstrømmen. „Gasten“, vedblev han, „flyver just om ved denne Tid, og man.skal være bedst faren, naar man ikke endser den“. Jeg havde tidligere paa Ringerige hørt denne fabelagtige Fugl omtale som et Slags Harpy med Ildøine og hvasse Klør, og der sagdes da, at den undertiden ved visse Lyd, som tilfældigt kunde opstaae i Sang eller Lokning, kom farende og kastede sig baade over Mennesker og Dyr. Jeg blev derfor opmærksom da dette Væsen atter bragtes paa Bane.

„Har du selv seet Gasten nogenlunde i Nærheden, du Gamle“? spurgte Ole Ask, thi underligt skulde det være om det ei er samme Fugl som Hubroen eller den store Bjergugle, der af og til kommer ned i Bygderne“. „Jeg kan ikke sige at jeg bar seet den selv“, svarede den Gamle, „men den er meget omtalt og angives af forskjellig Skikkelse. Nogle fortælle at den har mest Lignelse af en Reverunge“ (et Svøbelsebarn). Denne Forklaring faldt unægtelig komisk, og vakte ogsaa almindelig Munterhed, imidlertid var det tydeligt at den selsomme Fugl saaledes blev forvexlet med et andet Fabelvæsen, med Barne-Gjenfærdet, Udbaaren, som kaster sig tungt over Vandreren og først slipper ham naar han segner om af Mathed. — Med hine usikre Antydninger var Materien om Gasten udtømt; men Talen var nu vakt, og den eventyrlige Gjenstand fremkaldte i Forening med Omgivelsernes alvorlige Indtryk, Meddelelser om lignende Væsener, der høre til vor Sagnverdens Natside. Der kom dog intet rigtigt Løb i Samtalen, og da den en Stund i korte Satser havde bevæget sig fra Gjengangere til Hougfolk og til Elsrudskollens Jutul, tysnede den ganske, og Aareslagene faldt atter med en jevnere og sikrere Takt.

Vor Baad holdt sig nær under Sperilens vestlige Kyst, hvis Bygning alt som vi kom længere nordover, blev mere og mere selsom og stortformet. Disse Gneismasser forekom mig i en paafaldende Grad at vise det Naturspil, hvorved Bjergformer faae Udseende af Forskandsninger. Her saae jeg en Række af saadanne Verker, snart halvfærdige, snart voldsomt sprængte og afbrudte, snart fuldførte med Karnapper og Tinder, men tillige forvitrede og tildels begroede.

„Nu komme vi til Rambjerget“, sagde Ole Ask, medens jeg betragtede alt dette. Og hvor mægtigt var Indtrykket, da jeg fik Øie paa Borgen, der slutter Forskandsningernes Række. Det er som om det maatte tages i egentlig Forstand, naar man vilde kalde Rambjerget et Jetteverk; thi kun sjelden fremtræder Naturen med et saa skuffende Præg af personlig Kraftanvendelse og Anordning. Derfor gjør ogsaa dette af den snævre Indsø opstigende Fjeldhjørne en anden, og man tør nok sige mere dyb og fængslende Virkning end den langt betydeligere Bjergmasse, hvor Indtrykket af Naturstorhed er klart og ublandet. Rambjerget hæver sig ei som Bersundskollen over Vandløbet fra bratte tildels dyrkede Skraaninger. Dets faste Mur gaaer ret op af Søen med mægtigt udbuede Brystninger og steile Escarper. Her strøg Vinden stærkere forbi, høit oppe susede de enkelte Graner, og det hørtes som naar rustede Taarnspirs Fløie bevæges.

Strax før man kommer til dette mægtigt afsluttede Fjeldparti ser man paa Søbredden grønne Smaaenge, men de ligge saaledes spredte mellem umaadelige Jettestene og fremtrængende Fjeldknuder, at man i Førstningen er nærved at overse dem. Alligevel danne de tilsammen en ret anselig Gaard, hvis Bygninger støtte sig til de mørke Fjeldstykker og titte frem af Uren. Som en Part af Jetteborgens Byggetomt ligger denne Gaard mellem Resterne af det vældige Materiale, som Menneskehaanden hverken har kunnet bortrydde eller skjule.

Vi lagde til her for at spise til Aften og give Folkene nogen Hvile. Ved Stranden laae et Par velbyggede Baade, og paa Støre, der stode i Klipperevner, var der udspendt Fiskenet. Gaardens Eier, en gammel Bjørneskytte, modtog os paa Tunet, og ønskede os velkommen til Ramberget. Denne Mands Udseende var særdeles paafaldende; han var brunladen og mørkøiet, hans dybtfurede Ansigt havde forresten bestemte og kraftige Træk, hans Haar var sølvgraat og krøllet, hans hele Personlighed havde et strengt, afhærdet Udtryk; han lignede mere en Sydeuropæer end en Nordbo. Da han fulgte os op mod Huset ytrede jeg min Forundring over at sinde saa meget dyrket Jord paa hans Grund. „Ja“, sagde han, „det er nok underligt for de Fleste. Engang da Grev Wedel for mange Aar siden var paa disse Kanter, bød jeg ham og hans Folk op her paa hvad Huset kunde formaae. Da han var kommet frem mellem Engene, slog han mig paa Skuldren og sagde: Nu kan jeg se, min kjere Christopher, at du har noget at byde; men da jeg var ved Stranden mente jeg at du havde knap nok Føde til en eneste Julekalv. Jeg sagde ham da, at her var ganske godt Udkomme for otte til ti store Kreaturer foruden Smaafæet“.

„Har du hast nogen Skade paa din Buskab i Sommer“, spurgte Lieutenanten, „jeg hører at Bjørnen her opover begynder at søge frem til Gaardene igjen“. „Det kan vel være“, s varede Christopher, „at Skaden er større andensteds end her. Jeg har mistet en Ungko, men har ogsaa taget Gjengjeld“. Han fortalte nu at Bjørnen havde vist sig oppe i Skuret, hvor en Sti gaaer ned til Gaarden; der blev da udlagt en Gilder med et godt Stykke af en Hest, og Stedet var ikke længere borte end at man paa Tunet kunde høre Bjørnen skrige, da den var kommet i Fælden. Christopher gik med sin ældste Søn op for at hente den, og de havde Rifler med. Bjørnen var imidlertid kommet løs; en af dens Labber sad igjen i Gildren. De fulgte nu Blodsporet, og det varede ikke længe før de traf Bjørnen. Begge dens Bagben vare ubeskadigede og den reiste sig mod Mændene med rasende Arrighed; da skjød Christopher den gjennem Bringen. „Det var et prægtigt Dyr“, sagde den Gamle, „og Lieutenanten skal se at denne Bjørn godt kunde maale sig med den, vi for en god Del Aar siden vare sammen om at tage af Hie“. Dermed gik Christopher til et af de enkeltstaaende Udhuse og hentede en endnu temmeligt frisk Bjørnehud, som han bredede ud paa Grønsværet. Skindet var mørkebrunt med lysere Haarspidser og med et saa tykt og langt Rug under Nakken, at det næsten saae ud som en Manke.

„Jeg bliver for gammel og tung nu til den Bedrift“, sagde Christopher, „og mine Sønner have nok ei stor Lyst til at være rigtige Bjørnejægere; dertil hører ogsaa et andet Liv end det, en Jordbruger maa føre, naar han skal holde sit Stel i Orden. Jeg troer næsten, Hr. Lieutenant, at en Bjørneskytte, der vil have den rette Fremgang, bør være en Udligger og Skovmand i alt sit Væsen“. „Deri har du vist Ret“, svarede Lieutenanten, „jeg har tænkt det samme, og er derfor ophørt med Jagten; men jeg ved dog Ingen, som har drevet Tingen paa den Maade, uden Christen Skytter, som du vel ofte har hørt omtale“. „Ja vel“, svarede Christopher, „han er vidtbekjendt, skjønt det er uvist om der findes nogen Levende nu af dem, der vare Smaagutter, da han som en Olding løste sit sidste Skud. Gamle Per Sandager, som Lieutenanten har kjendt, var oplært af Christen, og vidste mere Besked om ham end nogen Anden“.

Christopher henvendte nu Ordet til mig og fortalte: „Christen Skytter havde oppe i vestre Buvadsfaret en liden Rydning inde i den vildeste Skovtykning. Folk kaldte dette Sted Skytland, men der var nok ikke Mange, som lagde Veien did. Han boede der Vinter og Sommer, og kom blot til Bygden for at sælge sine Skind og kjøbe det Lidet, han behøvede. Han var en stille, ordknap Mand, og vidste lidet om Folk, skjønt han drog saa særdeles vidt omkring; desbedre kjendte han Vilddyrenes Omstændigheder, og havde god Jagtlykke bestandig. Af Bjørne har han fældet netop hundrede og een. Der siges forvist, at han aldrig gjorde tvivlsomt Skud, og at han kun en eneste Gang var krøbet i Skjul. Det skede just i Parringstiden. Christen lavede sig til Sigte paa en stor Bjørn, men inden han fik trukket af, kom der Tolv i Flok, og da maatte han ned i en Sandgrav og tulle sig sammen som en Grævling der“.

Under disse Meddelelser blev vort Aftensbord dækket i Christophers Gjestestue, og vi trængte ogsaa vel til en Forfriskning, thi Luften var noget skarp her, og vi havde endnu et godt Stykke til vort Natteherberge. Da vi alle kom reisefærdige til Stranden vare flere af Gaardens Beboere samlede der. En halvvoxen Dreng og en ung Pige sade sammen paa en stor Sten, der stak ud i Søen; bag dem, ved Fiskenettet, stod gamle Christopher, og tæt hos, i en af Baadene, var hans ældste Søn, en mørkladen og rankvoxet Karl, beskjeftiget med en Line, som han vandt op over sin Arm.

Der var ved denne Gruppe noget eget Tiltrækkende, som fængslede min Opmærksomhed. Det var lutter udtryksfulde Skikkelser, smukt samlede i maleriske Omgivelser; men dertil kom, at det Hele uvilkaarligt mindede mig om et af Leopold Roberts Billeder: De venetianske Fiskere. Hvor var her det egentlig slaaende Lighedspunkt? Jeg havde selv vanskeligt ved at afgjøre det, men ialfald laae det dybere end det omtrentlige Fællesskab, som dannedes af Strandseenen og Fiskeriets Attributer. Dette Udstyr virkede vistnok med i Forestillingen, men det var vel især det næsten sørgmodige Alvor i disse Nordboers sydlandske Ansigter, forhøiet ved Aftenstundens Halvlys, som, i Forbindelse med enkelte overensstemmende Træk i Grupperingen, fremkaldte den uvilkaarlige Sammenligning. Men dermed var ogsaa Modsætningen given. Rambjergets høie, eventyrlige Klippestrand lignede ligesaa lidet den lave Kyststrækning ved Chioggia-Bugten, som de Vilkaar, hvorunder Christopher og hans Familie levede, kunde jevnføres med Nøden, der driver de fattige Fiskere i hint Billede til en Udfart i Adriaterhavet under det optrækkende Uveir. De skjønne og fine Former, den omhyggeligt opfattede ædle Holdning hos disse Sydens Børn staaer i Strid med den Armod, der paalægger dem det haarde Arbeide, og giver deres Miner det sorgfulde Træk: dette er Billedets Braad, dets melancholske Virkning. Men den levende Gruppe, jeg havde for mig, betegnede ingen saadan Strid. Disse Skikkelser passede godt til Stedet; et Liv uden Nød og Trang har udpræget dem saa alvorligt; men vistnok et anstrengende Liv. Det har afhærdet den Gamles Sener og allerede strammet Drengens. Derfor var ogsaa Alvorets melancholske Anstrøg af en anden Beskaffenhed her. Det kom ei af nogen Dissonants i Personernes Væsen. Den idelige Dyst mellem Naturen og Menneskelivet danner et nordisk Fjeldhjems tungsindige Alvor. Her, i denne sildige Sommerkveld, var Ro paa begge Sider; men Menneskekraften hvilede dog tæt omsluttet af en truende Naturs vældige Skranker. — Der paakom mig en Lyst til at dvæle længere i den gamle Bjørneskyttes Kreds for at betragte disse Folks Gjerning nærved, og opleve med dem, hvad der især kunde være betegnende for deres Kaar; men nu stødte vor Baad fra Land, og de faa levende Meddelelser, jeg havde hentet hos Rambjergets Beboere, standsede pludselig i et stumt Billede, hvis Former inden kort tabte sig for mit Blik i Aftenskyggerne.

Rambjergets mægtige Hjørne danner den Bøining af Stranden, hvor Sperilen gaaer ind i Nordvest og optager Bægna- og Urula-Elven. Vi holdt os temmelig nær under Fjeldmuren, der nu fik Gjenskin af en Luft, hvori et svagt Maanelys blandede sig med Sommerdagens sidste Afglands. Det var en smuk Aften; den kjølige Vind, der nylig strøg over Søen, stilnede hen, og det rolige Vandspeil laae nu for os i en større Vidde. Besøget hos Christopher havde oplivet os alle, derfor kom der ogsaa snart Bevægelse i Samtalen.

Ole Ask pegede paa en dyb Kløft oppe i Fjeldet og sagde: „Der var det de to Hougkarle drog op tog gik ind i Bjerget“. „Jeg kalder dem Hougkarle“, tilføiede han, „skjønt Nogle mene det var Nisser; men det er vanskeligt at finde ret Navn paa saadant Folk, som holder til i det Skjulte og sjelden kommer for Dagen. Disse Karle gik afsted, hvor ingen Ged kan finde Fodefæste, de havde røde Huer, og bare Randsler paa Ryggen“.

„Er det længe siden“, spurgte jeg. „Nei“, svarede Ole, „det er nok bare to Aar siden. Det skede ved høi lys Dag, og blev paa eengang seet af fire Tømmerflødere og en hel Skoleungdom, som drog her forbi; men der er saa meget Skrømt og underligt Væsen paa disse Kanter, at man faaer troe paa Adskilligt, som ellers kunde drages i Tvivl. Herinde i Bugten ligger Holtegaarden, og Sætren, som hører dertil, er ogsaa i Nærheden. Den Uro og Forstyrrelse, som der tildrog sig, er vidt bekjendt, bekræftet ved Thingsvidner og ført tilbogs. Lieutenanten ved nok derom ligesaa god Besked, som jeg“. Deri havde Ole Ask Ret, og hans Fortælling blev i alle Dele stadfæstet af Lieutenanten, som hos Sorenskriveren havde læst Sagens Akter. „Holtesætren ligger paa en høi Vold, og Vangen er vidt om bar og aaben til alle Sider. Ud paa Høsten da Buskaben var kommet hjem, blev der Folk tilbage for at fuldføre et Fjøs, der var paabegyndt den Sommer. Disse Tømrere holdt om Natten til i Sæterstuen; men nu begyndte der et saadant Styr med Stenkastning mod Hytten, at Ingen kunde have Ro der. Nogle Stene tørnede mod Væggen, andre kom ind af Vinduet og ned igjennem Piben. Der sattes da Vagt ud paa alle Kanter; men intet Levende blev opdaget; alligevel kom Stenene ligesaa hyppigt som før, og nu trak der flere Folk til fra Bygden. Omsider kom der et saa stort Klippestykke ind ad Vinduet, at alle blev forfærdede og besluttede ganske at rømme Sætren. De førte med Besværlighed Stenen med sig, og da den blev veiet i Holtegaarden havde den en Tyngde af 11 £℔“.

„Aarsagen til al den Larm og Fortræd“, vedblev Ole Ask, „er ikke vanskelig at sinde: Huldren vil have Brug af Sætren, naar Tiden at ligge tilfjelds med Buskaben for Bygdens Folk er forleden; og allermindst taaler hun saadant Stel paa Vangen, som Bjelkehugst og Husetømring fører med sig“.

„Ellers har du jo erfaret“, sagde Lieutenanten „at Huldren kan være mildere mod Den, der selv er rolig“. „Ja, det er lidet værdt at tale om“, svarede Ole Ask, „men jeg kom rigtignok engang til urette Tid paa Huldrens Enemerker. Det var paa vor egen Sæter, hvor jeg skulde hente noget Redskab, som var efterladt der. Just som jeg laae vaagen om Natten og syntes at Maanen skinnede klarere end sædvanligt, stod Huldren med Et for min Seng, men var ligesaa hurtigt borte igjen; thi Jagthunden Tyran, som jeg havde taget med og som laae ved Peisen, gav saaledes Hals i det samme, at det ei kunde være hende behageligt at blive. Men deraf kan jeg ogsaa vide, at jeg var.virkelig vaagen og havde hast et rigtigt Syn og ingen Drøm. Huldren var ganske, som Folk sige, et velvoxet og deiligt Kvindfolk, linnedærmet og med udslaget Haar. Da jeg nu ei kunde tvivle om hvem der var tilstede paa Sætren, pakkede jeg strak ind og drog hjemover den samme Nat“.

Ole Ask var altsaa, ligesaavel som enhver Anden, blandt disse Egnes Folk, der for mig har omtalt Huldren, overbevist om dette Væsens Tilværelse; men det kunde synes underligt at ogsaa han nærede en saadan fast Tro, thi han var en særdeles tænksom Mand og havde desuden i flere Aar været Tjener hos et anseligt Herskab i Christiania. Overalt paa min Fart, i Vasdraget som tilskovs, havde jeg rig Anledning til at bemærke, at de nedarvede Forestillinger om Landevætter og eventyrlige Naturvæsener endnu ere friske og levende hos Befolkningen, og at Huldren er det stærkeste, fyldigste Udtryk for Almuens aandelige Naturopfatning, og ligesom Dronningen i denne Fabelverden. Ingensteds hørte jeg dog saameget som en Hentydning til Kohalen og den hule Ryg, som hist og her gives hende. Men deri har man ogsaa kun de Tegn, hvormed Folkedigtningen undertiden søger at gjøre hendes uchristnede Naturliv anskueligt; hvor derimod denne Side af hendes Væsen ei er det Fremtrædende, eller hvor den af sig selv røber sig i det hele Billedes Udtryk, bortfalde hine Mærker som løse og uvæsentlige Attributer. Denne for visse Bygdelag egne Vedhængen ved den gamle Tro paa Huldren og lignende Vætter, staaer udentvivl i nøie Sammenhæng med Egnens landskabelige Charakter og Naturbeskaffenhed, og det kan vel vare længe inden en tiltagende Kultur har fortrængt hine Folketroens Phantasibilleder fra deres rette Hjemsteder. Vi, der dog vare fremmede og oplyste, følte snart paa vor Vei Naturomgivelsernes Magt til at stemme Sindet for saadanne Forestillinger, og især havde Sperilens eventyrlige og stortbyggede Kyster denne Virkning. Medens Fjeldene stode i den klardunkle Skumring under en blank Himmel, og siden, da Maanen gjennem et fint Skyslør udbredte en ny, usikker Lysning over de selsomme Kystformer, bleve ogsaa vi dybere indlokkede i Tryllekredsen og fik ligesom med Et Syn for dens Billeder.

Denne alvorlige Scene betegnede for mig en vigtig Side af vor Folkedigtnings Spiregrund. I en streng, mægtig udformet Natur staaer Mennesket overalt Fare for at henfalde i Sløvhed og Raahed, naar det ei med sit indre Liv kan beaande de haarde Omgivelser; men som Gjenlyden mellem Fjeldene, der i stedse mildere Gjentagelser besvaret en menneskelig Stemme, saaledes kommer ogsaa det Tankebillede, som Sindsstemningen, under Naturmagtens Paavirkning, uvilkaarlig har betroet det strenge Stof, mildere udpræget og ligesom fortroligt tilbage; men da er Fjeldødets værste Tryk hævet, og da begynder Aanden at udbrede sit Rige. Man tør derfor, uden at ville begunstige en mørk begrebsforvirrende Overtro, ønske hine Digtninger, der staae som Midlere mellem Naturen og Menneskelivet, bevarede hos Folket; thi det er vanskeligt at sinde deres Erstatning, hvor de ere tabte. Man kan ei føre de nordiske Fjelddales Folk gjennem Videnskab og Kunst til en lutret Naturbetragtning; man kan derimod i Følge med den Oplysning, der passer til deres Kaar, gjøre en tør Forstandskritik gjeldende mod deres naivpoetiske Syner; men da truer man en indre Sands hos Folket, der hører med til dets Eiendommelighed og besjeler dets Hjem, og hvorfra friske Livskilder tilstrømme Kulturverdenen.

De Phantasibilleder, som fremgaae af denne Naturopfatning, har en Egenhed, der i Almindelighed er kjendelig, hvor det Oprindelige ei gruer overmodent op i en Udartning af løse Anekdoter og Tildigtninger. Disse Billeder ere nemlig just saadanne, som man heller kalder Syner end Skikkelser. Trods den Udvikling, Folkedigtningen har givet dem, bevare de endnu en Aandighed, der viser det Grundforhold, hvoraf de ere fremkomne. De tiltale Sandsen og Tanken, men de kan ei uden en Vold, der ganske ophæver deres Beskaffenhed, fastholdes til nøiagtig og alsidig Beskuelse; de tilhøre Naturlivet, og den Trang, der fremkalder dem, tilfredsftilles kun derved, at de dog altid hefte ved deres Hjem, røres og aande der i de skiftende Dags- og Aarstiders Stemninger. Naar man rigtig vil stirre paa dem, vige de tilbage i Naturgrunden; men det Svævende og Flygtige i deres Aabenbarelse er just det, der giver dem Magt og Liv i Folket. Huldren, det mest udprægede af disse Billeder, har i sin eiendommelige Form, det samme undvigende Væsen. Trods hendes rige Udstyr med Kostbarheder og Kvæghjorde, er hun endnu, som i Oldtiden, den Tilhyllede, den Forborgne. I et pludseligt Solstreif, der bringer Lien til at glimre, i en Lurtone, der klinger hen mellem Fjeldene, giver hun hyppigst sin Nærværelse tilkjende, og naar hun drages til Mennesker og faaer Magt over dem, da er Samkvemmet som en Drøm, ofte skuffeligt og tomt, en bedøvende Hensynken i Naturlivet. Det Landskabeliges mægtige Overgriben i Kredsen af Folketroens Skikkelser har ogsaa en gammel Hævd. Vi se det i Eddasangene, og der fornemmelig i Thorsmytherne. Gudeverdenens stærke Personligheder kunde ei løse lig fra og ei udslette denne Magt. Efter Gudernes Fald, da Menneskelivet havde faaet et nyt aandeligt Holdpunkt, vedblev Folket, ei af nogen religiøs Trang, men ved uvilkaarlig Phantasivirksomhed, paa den gamle Naturdigtnings Grundlag, at danne sig hine, snart mørkladne, snart lysere Syner, hvis Former ei ere tættere og strengere end at baade den Troende og den Vantro, skjønt hver paa sin Maade, kan se dem hensmelte i Landskabet. Men det magiske Spil i disse Billedets Fremtræden, denne deres Tvetydighed, der bringer Folket til at indbefatte dem under, Fælledsbenævnelsen Skrømt, giver dem just en særegen poetisk Interesse, der vel maa varetages, naar man vil indbringe dem i Kunstdigtningen. Lad dem optræde roligt eller bevægeligt, men søg ei at give dem plastisk Djervhed eller at inddrage dem anderledes i det virkelige Livs Færd, end at de altid kan være rede til at dæmre hen i Naturgrunden.

Dog, dette er kun Antydningen af et Emne, som paa Sperilens i Aftenskjeret hvilende Flade kom mig i Tankerne, og som iøvrigt nok kunde foranledige vidtløftige Undersøgelser. Jeg havde ofte før anstillet saadanne Betragtninger, men de fornyede sig her som den umiddelbare Virkning af en sagnrig Egns friske Indtryk.

Skumringens milde Halvlys dvælede længe mellem Sperilens høie Kyster; men efterhaanden formørkedes Himlen af tættere Skymasser og mellem dem virkede Maanelyset i selsomme Glimt og Farvetoner. Vi havde naaet Søens nordlige Ende og roede nu op i Bægnaelven. Graneskoven stod sort og stille paa dens Bredder. Hist og her rislede Vandet blinkende hen over en Stamme, der var faldet ud fra Skovkanten. Enkelte Natfugle fløi op ved Aareslaget og strøg lavt hen over Elven. Ellers var Alt stille og indhyllet i Dunkelhed.

Vi landede kort før Midnat i en Bugt der gaaer op til en vid skovløs Slette. Derfra havde vi en halv Fjerdings Vei til vort Natteherberge paa Gravlimoen hos den rige Jordbruger og Skoveier, Ole Øen.

Det blev atter en deilig, skinnende Morgen, og i dens Glands laae Moen dugget og frisk med sine Engsletter og Agre. Landskabet, der omgiver Gaarden, er uden just at være smukt, værdt at betragte. I en saadan Egn overraskes man ved at sinde en saa vidtudstratt Vang, næsten uden Helding og Ujevnhed og saa godt som ganske bar for Træer. Denne Slette viser sig trindt om begrændset af en Bjergkrands, hvis vestlige Halvkreds nu tindrede i Sollyset og lod de fjerne Fjeldnuter fremtræde gjennem den tynde og rene Luft, som nærliggende Høider. Det var en sand Vederkvægelse at aande her, medens Blikket hvilede paa den grønne, omhyggeligt dyrkede Vidde. Vi sade i Skyggen af det gjestmilde Hus og nød stille de rolige Morgentimer, uden at føle nogen Higen efter at komme bort. Vore Rideheste til Skovfarten førtes ud af Stalden: raske, fintbyggede Dyr, en muset, en brun og en sodet. De bleve slupne paa en nyslaaet Eng, hvor de med den største Livlighed sprang omkring og boltrede sig som om de strax vilde vise os den Lethed og Smidighed i deres Bevægelser, som vi siden nærmere skulde lære at kjende.

Omtrent Kl. 9 stode disse ypperlige Gangere sadlede paa Tunet, men for det Første skulde de kun bringe os til Elvebredden og derfra, med tvende andre Heste til Tøiet, føres ad en Sidevei did, hvor vi tilbaads vilde naae Skovkanten. Det korte Styrke af Elven, vi nu bereiste, havde et mildt Løb og var smukt indfattet; hist og her stod Sivet tæt og frodigt i Bugterne. Dybe, dæmrende Kanaler gik ind i disse Tykninger, og i en saadan Sivallee kom en talrig Familie af Krekænder roligt fremglidende mod vor Baad. Da vi undredes over denne Tryghed hos de vilde Fugle, bemærkede Ole Øen, som fulgte os, at der var stor Fred paa disse Kanter for alskens uskadeligt Vildt, dertil pegede han paa et Orekrat, som stod i Skraaningen af en dyrket Eng. Der, sagde han, gaaer undertiden Elgen ned og drikker af Bækken. Saaledes kom vi, hilsede og fulgte af friske, yndige Billeder, til det bestemte Sted i Skovkanten, hvor vi landede og hvor vor Karavane snart var samlet.

4.

Naar man i Norge nævner Skovene, da tænker man i Almindelighed kun paa vor Trælast. Betragtningen slipper uvilkaarligt Naturbilledet og bliver strax statsoekonomisk; thi Norges Skove danne en betydelig Del af Nationalformuen, og den Opmærksomhed, der vises dem, er i en saa overveiende Grad henvendt paa det Nyttige, at den for det Første næsten har fortrængt Opfatningen af det Skjønne, som et her uvedkommende Hensyn. Derfor har vor Kunst og Poesi endnu saa lidet beskjeftiget sig med denne Side af Landets Udstyr, uagtet den er saa overordentlig rig paa skjønne og tiltalende Scener. Fyrren og Granen ere prægtige Naturformer, men for os ere de især en Vare, og de immergrønne Naaleskove, der smykke saa mange vidtudstrakte Dale og Fjeldskraaninger, vække mest Opmærksomhed som store Varebeholdninger. Jeg har hørt en Landskabsmaler sige, at hans Studier fra en af vore Skovbygder i lang Tid vare ham ufordragelige, fordi en fagkyndig Mand ved at betragte dem, havde erklæret det Meste for Hollænderlast, og bemærket at der kun fandtes et Par Træer med rigtige Stokke til tyve Tommers Top. Vort Naaletræ kan altsaa være smukt nok; men det er fornemmelig et Gavntræ, og det kunde i den Henseende lignes ved Rosen i Gazipur, som pleies i store Markstrækninger og afmeies i Masse for at kastes under Oliepressen; thi ved en saadan Bedrift vil nok Faa tænke paa Rosens Skjønhed, og endnu Færre paa dens poetiske Dyrkelse. Men det nordiske Tømmertræ har det dog bedre end den indiske Rose; thi det staaer mægtigt og frit paa Fjeldgrunden og faaer beholde sin vilde Naturvæxt; og saaledes vil det efterhaanden tildrage sig flere og flere Betragtere, der ere upaavirkede af Toidsatser og Handelskonjunkturer. Imidlertid skal selve Tømmerdriften, gjennem en tiltagende Omhu for Skovene, ogsaa tjene til at bane Vei for de Vandrere, der søge Naturskjønhed i de tætbevoxede Vildmarker. Den Skov, der holdes i forstandig Røgt og luftes af en velordnet Hugst, bevarer godt sin maleriske Charakter, og den æsthetiske Betragtning vil der med Glæde gaae i Virksomhedens Fjed.

Men, siger man, vore Naaleskove have en trættende Ensformighed; de dække store Vidder med et mørktfarvet Tæppe, der svækker Præget af Landskabets Bygning, og vise til Vederlag kun den samme tilspidsede Træform i uendelig Gjentagelse. Saaledes er vistnok Indtrykket mangesteds, naar man fra en Høide paa Landeveien, under jevnt Graaveir, ser hen over de store Granemoer; men ganske anderledes bliver allerede Betragtningen, hvor man overskuer Skoven, medens dens Partier fremhæves af Lys og Skygge. Og fører nu Veien den Reisende ind mellem de ranke Stammer, da vil han snart fele sig tiltalt af Naaleskovens eiendommelige Skjønhed. Allerprægtigst viser sig Granen en klar Junidag, naar Solen skinner paa dens purpurrøde Blomster og paa det nye lysgrønne Bar, og intet Syn i Nordens Væxtrige kan være smukkere end dette. Men Naaleskoven er skjøn til enhver Aarstid, og det lønner Umagen at befare den. Har man fra en Høide seet hen over dens Toppe, og fundet dens uafbrudte, tætpakkede Masse øde og sørgelig, da vil man som oftest i dens Indre faae et modsat Indtryk og studse ved den Mangfoldighed af Naturscener, som Skovtykningen skjuler.

Den Tømmerskov, vi havde at befare, bestaaer af Gran og Fyr, og indtager en betydelig Dal- og Fjeldstrækning, der gjennemstrømmes af Skilbreien, en Elv, som falder i Bægna. Elveleiet er her i Almindelighed trangt og har hyppige Fossefald; Tømmerdriften bliver derved vanskelig, og mine Reisefæller, Lieutenanten og Grossereren, skulde just nu besigtige nogle Forbygninger og Udsprængninger, der bleve udførte for at gjøre Vandløbet mere bekvemt og brugbart.

Vor Indgang i Skoven skede paa et af dens skjønneste Punkter. En temmelig brat men kort Bakke førte til et jevnt Strøg, hvor Fyrrene stode ranke, frodige og smukt samlede med luftige Mellemrum paa en frisk Bund, i hvis Lyngteppe et fint lysfarvet Græs og det skjøntsormede Blaaveisblad vare rigeligt indvævede. Enkelte Birke og Klynger af tyndstammede Oretræer stode paa smaa solbare Grønninger; hist og her viste sig en overgroet Klippeblok blandt de rødlige Fyrrestammer. Solskinnet legede mellem Træerne og en svag Luftning aandede i deres Kroner.

Veien var tilvenstre af denne Skovslette. Paa den anden Side havde vi en lav, kratbevoxet Fjeldrabbe og derbag gik Skilbreien i Dybet og lod os høre sin Brusen. Min brune, livlige Fjeldhest havde ført mig et Stykke foran de Andre. Jeg standsede den ved en Bjergskrænt, hvor Veien bøiede af og delte sig i flere Skovstier. Elven gik lige under Skrænten i et fast Klippeleie, Dalstrækningen blev ujevn, Skoven vildere og tættere her, og kun ved at se tilbage paa Fyrremoen fandt Øiet en sparsom Udsigt. Jeg følte her, første Gang paa denne Reise, Ensomhedens underligt beklemmende Indtryk. Det var som om jeg med Et fik en Opfatning af Skovens overordentlige Udstrækning. Fjernhederne bleve mig ligesom hørbare i den uafladelige, dæmpede Susen, der drog hen gjennem Trætoppene; Omgivelsernes Vildrede forekom mig ugjennemtrængeligt, naar jeg betragtede de dybe Dunkelheder, hvori Stierne smuttede ind, og selv den stærke aromatiske Skovduft bidrog Sit til den overvældende Fornemmelse af det Naturliv, der omstimlede mig. Saaledes følte jeg kun Ensomheden og glemte et Øieblik at mine Reisefæller vare i Nærheden. Men snart hørte jeg Stemmer og Hestenes Hovslag, og om lidt saae jeg Toget komme frem mellem Stammerne. Det var en god Staffage i det solbelyste Skovbillede. Lieutenanten og Grossereren rede sammen ved Siden af Stien, og syntes at betragte en Gruppe af større Tømmertræer, der stod i Nærheden, saa kom Kløvhestene og vore fire veivise, skovvante Mænd. Grossererens byklædte Tjener og to halvvoxne Drenge fra Gravlimoen med bare Fødder og Hoveder, sluttede Toget.

Paa en liden Grønning, tæt ved det Sted, hvor jeg havde oppebiet mine Reisefæller, gjorde vi Holdt, og stege af Hestene. Vi skulde her betragte den første Udsprængning, og gik derfor ned i Elveleiet, hvor den ringere Vandmasse efter Sommertørken tillod os at finde en vistnok møisommelig Vei over Fjeldterrasser og Klippeblokke. Saaledes kom vi til en Snævring, som man nylig med stort Besvær havde søgt at udvide.

Medens de Sagkyndige betragtede det udførte Arbeide, blev jeg ganske optaget af det uventede Billede, der viste sig i Fjeldaabningen. Elveløbet forandrede her pludselig sin Beskaffenhed, og udvidede sig til et næsten kredsformigt Bassin med de prægtigste Bredder. Tilhøire bag Fjeldmuren gik Skovbanken mildt afsænket ud i Vandet, som her havde en bred Brem af Siv og Kjernroser; men tilhøire var Stranden dannet dels af vældige Jettestene, og dels af bratte Fjeldvægge, hvor det sagtestrømmende Vand gik ind i dunkle, mosbegroede Grotter. Over disse Mure hævede sig i tette Klynger Skovens stolteste Stammer. I det lavere Bælte, mellem Klippeblokkene, ludede Vidiekrattet ned, store Knipper af kraftige Brægner skjød frem af Gruset som unge Palmer, og Klipperifterne rødmede af blomstrende Gentianer.

„Her er vakkert Vandløb“, sagde Ole Ask, „men desuagtet er dette Sted siden ivaar blevet sørgeligt. En Unggut fra Hedalen, som var ferm og flink til Alting, og meget afholdt, kom bort her ved Tømmerflødningen. Henne ved den store yderste Sten fik han fat i en Busk, men der hvor Strømmen nu er saa svag, at den knap Lok spiller i Solen, gik den da som en rivende Fos, og den vilde nok have gjort det af med Gutten, om saa aldrig Tømmeret havde revet ham med sig. — Under denne Beretning kunde jeg, nøie betragte det angivne Punkt. Klippeblokken ragede op ved Elven, skinnende og blomstersmykket, og Vidiekratet strakte sig ud over Bredden og dyppede sine bleggrønne Blade i det mørke Vandløb.

Da vi atter sade til Hest havde vi foran os den dunkleste Skovstrækning. Stien gik ind i Granetykningen med en saa lav Aabning, at vi istedetfor at holde Tømmen, stadig maatte bruge Armene til et Slags svømmende Bevægelse for at bryde gjennem det vilde Virvar af Grene og Bar. Saaledes blev det ved et godt Stykke paa ujevn, opstigende Grund, indtil vi kom i Nærheden af en Hytte, der nylig var optømret til Ly ved Skovopsynet, og hvor vi atter rastede nogle Øieblikke. Her omkring havde Øren gjort lyst i Skoven. Paa Elvebredderne, paa Bjergskrænterne og i Lierne var der mange aabne Strøg og mange friske Stubber. Naar man fra den nye Dæmning, der tæt ved Hytten gaaer over Elven, overser disse Strækninger, kan man i en stor Vidde opfatte Dalgrundens Bygning, betragte hvor smukt den til begge Sider sænker sig mod Elven, medens kun enkelte djerve Aaslinier afbryde de langstrakte Bakkeheld; men paa disse Skraafladers solbare Steder sygnede Grundens Planteliv efter de mægtige Stammers Fald, og den klare brændende Dag laae skaanselløs over de henvisnende Væxter, der paa den haarde Bund kun havde taalt Lyset, saalænge de tillige fik Ly og Skygge.

Det var en Vederkvægelse at komme ind igjen paa Skovstien, hvor Træerne skjermede for Solen, og hvor Smaabækkene rislede hen i Skjul af Urter og Buske. Vi fjernede os fra Elven, for ad en kortere Vei at naae den længere oppe, og nu aabenbarede Skoven os en ny Side af sit forborgne Væsen. Grunden blev her mere og mere bjergig og Skoven sondrede sig mere i Partier, adskilte snart ved Klippehøider, og snart ved dybe Kløfter og Smaadale. En Mængde snævre Gange, Sæterstier, Kløvveie, Fuglestier, slyngede sig i uendelig Forvirring gjennem denne Vildmark, og de veikyndige Mænd vare ei sjelden uenige om Valget. Af og til steg jeg af Hesten og fulgte Stien alene, idet jeg dog holdt mig i Nærheden af vort Tog. Saaledes kom jeg ind paa mangen Plet, hvis Yndigheder vare beskjermede bag mørke og mægtige Skranker.

Betragt et af disse Skovens hemmelige Aflukker! De alvorlige Graner træde til Side, og give Plads for en frodig Grønning, der holdes frisk af en opvældende Kilde, hvis Vande samle sig til et klart blinkende Speil. Paa den blomsterrige Engbund staae Klynger af Birk og Alm og blandt dem hæver sig de smaabladede Linde, smekre og ranke, som unge Graner. Ved Kilden voxer Fjeldmorbusken, mellem hvis tætte Grene Spiræen opskyder sin sine Stilk med de hvidlige, stærktduftende Blomster. Selv Klippestykket, der rager op af Grønningen, er rigt beprydet. Det er omslynget af rankende Væxter, og dets bløde Mosteppe skinner som guldindvirket Fløil. Indtrykket af en saadan Plets milde Skjønhed bliver selsomt forhøiet ved Bevidstheden om at man er dybt inde i den mørke Naaleskov. Man forestiller sig, at her maa være det rette Hjem for Alferne; et Sted, hvor de vækkes tidligst om Vaaren og holde sig længst vaagne, naar det bliver høstligt i Skoven. Til et saadant Alfehjem slutter sig vel ogsaa en Fortælling, jeg hørte i Aadalen, om en liden Gut, der var gaaet tilskovs for at sanke Bær. Han blev ude om Natten; men den følgende Morgen kom han løbende til Folk, der ængsteligt søgte ham. Han talte underlige og uhørte Ting om en Løvsal, hvori han havde sovet. Der var Alfpust paa hans Kind, men i begge sine Hænder bar han saa deilige Blomster, at Ingen før havde seet deres Mage.

Paa en af disse indelukkede, løvsmykkede Grønninger kom Skovlivet, om ei just i Alfernes Følge, mig imøde med Indtryk, der paa en overraskende Maade afbrød den dybe Stilhed og Ro. Det raslede i Busken, og en ung Hare hoppede frem i Solskinnet, den standsede et Øieblik, og smuttede atter tilbage i sit Skjul Kort efter slog en Irisk i Birketoppen sin stærkeste Trille. Langt borte lød det som et Svar, og nu vaktes Fuglesangen trindt omkring; men snart forstummede den igjen ganske, og der blev atter stille i Skoven.

Omtrent ved Middagstid nærmede vi os Elven paany, og rede over en tyndt bevoxet Bjergflade lige til den trange Høgfos, som er Elvens høieste Fald. Her er den slemmeste Hindring for Tømmerdriften i denne vidtløftige Skov, hvis Produkt kun gjennem Skilbreien kan føres ned til det større Vasdrag. Elveleiet her dannes af en dyb Klipperevne, som i selve Faldet har fremspringende Hjørner og stærkt indskaarne Vraaer. Virkningen af denne Egenhed ved Fjeldbunden er synlig i Fossen; thi store Masser af sammenknippet og fastkilet Tømmer fylde en betydelig Del af Løbet og kan ei splittes ad ved den stærkeste Flom. Man kalder denne Ansamling Omsted-Tømret, og der siges at det nu i sytti Aar har staaet fast i Fossen. Det selsomme Parti, som derved er fremkommet i Skovbilledet, kan vanskelig beskrives; men det kunde udentvivl med god Virkning anbringes af Landskabsmaleren som et Træk af den vilde Natur, der i Kamp med Industrien, har været istand til at fravriste denne en Del af Rovet og vil atter inddrage det Gjenvundne i Væxtriget. De Tømmerstokke, der ligge nærmest mod Fjeldmuren er næsten ganske overgroede af Mos, Bregner og Saxifrager, og fast den hele Masse er gjennemvirket af et kraftigt Planteliv. Vandhaarets mørkegrønne Svæv hænger ned fra Tømmeret; det smidige Siliekrat og Birkebusken med skjermformigt, udbredte Grene, strække sig frem fra Klippevæggen og kaste Løvsløret over de blegede Stammer.

De tvende Forstmænd betragtede denne Del af Elven med megen Opmærksomhed; thi det var deres Hensigt at lægge en stor Tømmerrende noget til Siden af det vanskelige Fald. Jeg fulgte dem ned i Dybet, hvor Elven under Fossen med Et faaer et jevnere Løb i Klipperevnen; her havde Fugtigheden og Fjeldlyet fremkaldt de frodigste Væxter: Stormhatten med det brede, skarpt udfligede Blad og den høie violetblaae Blomsterpyramide, Gederamsen med sin rige karmosinrøde Flor, og den blaaliggrønne, cypresseagtige Busk, som Bønderne kalde Klaaved, stode i store Klynger paa et Teppe af Smaaurter under den mørke Fjeldvæg. Elven dannede her flere stille Høler; over dem flagrede brogede Sommerfugle og rødvingede Græshopper. Paa al denne Herlighed laae Solskinnet med magisk Glands mod den dybe Skygge under Løvhanget og i Klippevraaerne.

Et kort Stykke ovenfor Høgfossen tog vi Plads ved Elvbredden og lavede os til at holde Middag der. Ridetøiet og Oppakningen blev taget af Hestene og de forskjellige Sager, vi førte med os, bleve efterseede og ordnede. Ole Ask tog sig af Kjøkkenet, og valgte en tør Fordybning af Elveleiet til Arnested. Imidlertid dannede et Par af Folkene os en Løvhytte, der støttede sig til en Rad prægtige Fyrrestammer, og hvori mangehaande Ting af vort Reisestel bleve anvendte til Bord og Bænke. Saaledes havde vi snart slaaet Leir og fandt os nu midt i den vilde Skovtykning smukt og bekvemt indrettede.

Ja, kunde man altid til den rette Stund, naar Sjel og Legeme i Støv-, Papir- og Pudsverdenen sukke efter det sunde Naturlivs Husvalelse, flygte til et saadant Fristed, føle denne inderlige Hvile efter Veiens Besvær, nyde Stilhedens og Beskuelsens Velbehag, indaande Naaleskovens Duft, og saa tømme et Glædesbæger! Sandelig, jeg skulde have været hjertelig tilfreds med et Stykke Brød og en Drik af Elven, men til Overflod havde paa denne Fart enhver Stund, der anvendtes til Vederkvægelse, et festligt Præg. Saaledes fik her Skovhallen ny Glands ved den homeriske Anretning, da vor flinke Kok og Mundskjenk

„satte i Orden der vort smykkede Bord og vor Madkurv,
og til en hjertestyrkende Drik det vinfyldte Bæger“.

Her var Maaltidet ypperlig indledet, her havde det sin rette forfriskende Kjernesmag.

„Og da nu vor Lyst til Mad og Drikke var stillet“,

kunde jeg dvæle ved alle Skovens Skjønheder med en ublandet Nydelse, som mangengang gaaer tabt for den trætte og nødtørftigt bespiste Vandrer.

Vi rastede her et Par Timer og fik Stedet kjert; det havde ligesom et hjemligt Udseende, ydede rigelig Skygge og gav os et smukt Indblik i Skoven. „Kunde vi i det Ringeste tage Løvhytten med“, sagde Ole Ask, da vi skulde afsted; „men nu faaer den blive staaende til Bamsen“. „Ja vel“, svarede Thorkild Vestby, „jeg har seet Spor af ham nede ved Høgfossen, og her i Nærheden voxer den Urt, han ynder mest; nu gaaer han afvejen for det Styr, hvormed vi fare frem, og der maa først blive tyst i Skoven, inden han tager vor Leilighed i Øiesyn“. „Ja, lad Bamsen komme“, sagde Ole Ask; „han skal i det mindste se, at her har været Folk før“. Dermed tog han en tom Vinflaske, satte Blaabærlyng i dens Aabning, og stillede den i Løvhytten.

Nu begyndte for Alvor vor Skovfarts Anstrengelser. Vi lærte snart, at det her gjaldt at bestige en af de steile Terrasser, som føre op til Fjeldvidden. Paa de bratte Skraaninger gik Stien snart over haardt afglattet Svabjerg og snart i en Grusjord, der hvert Øieblik truede med at glide ned i Dybet; et Par Steder var der ingen anden Udvei end at søge frem over en smal opskydende Fjeldkam, hvor Jordvolden til begge Sider var nedskreden.

Ved saadanne Leiligheder viste vore Heste den forunderligste Forsigtighed og Klatrefærdighed. Jeg fattede snart en ubetinget Tillid til min Brune og lod den have sin Villie i alle vanskelige Foretagender; ofte standsede den prøvende, haltede lidt ved Grunden med det ene Forben og stillede sig tilrette inden den gik videre; den kunde krybe og gjøre Hop, trække sig sammen og udstrække sig, og alle disse Bevægelser lempedes nøie efter Stedets Beskaffenhed. Engang stod den ganske stille og gjorde ingensomhetst Mine til at komme af Stedet. Vort Tog havde delt sig paa Grund af Traktens Vanskeligheder, og Thorkild Vestby, der fulgte mig som Veiviser, havde netop fjernet sig noget for at søge en Høide, hvorfra han kunde forvisse sig om den Retning, vi skulde følge. Jeg befandt mig paa et Sted, hvor den snævre Sti under en brat Fjeldvæg, dannede en virkelig Afgrundsrand. Et kort Stykke foran mig var Stien optaget af et høit Granekrat, der syntes ugjennemtrængeligt. Skjønt det forekom mig betænkeligt at stige af her, forsøgte jeg det dog, og mærkede strax at Hesten gjorde sig Umage for at lette denne Bevægelse. Saaledes kom jeg læmpeligt ned over dens Lænd, og stod nu ved Fjeldvæggen. I samme Øieblik gik Hesten afsted og arbeidede sig gjennem Krattet. Jeg fulgte den uden megen Vanskelighed, hvor det ei vilde været mig muligt at komme frem paa dens Ryg.

Paa en nøgen, høitliggende Bjergflade, der strakte seg temmelig vidt hen, gjorde jeg atter Holdt, idet jeg uvilkaarlig standsede for et Syn, hvorom jeg aldrig havde dannet mig nogen Forestilling. Jeg saae foran mig Ruinerne efter en Skovbrand. Ilden havde raset paa et tætbevoxet Strøg, men ei faaet tilstrækkelig Luft, og Skoven har maaske da været noget fugtig; thi Stammerne stode for det Meste helt forkullede. Kun hist og her vare de kastede om hverandre i Hobe og heldende Klynger. Den stærke Solglands, der faldt over Brandstedet, og skinnede ind paa Ødelæggelsens Gange, forhøiede denne Scenes Gru og Fælhed.

Thorkild indhentede mig her og meldte, at den rimeligste Vei, vi nu kunde vælge, gik igjennem Skovbranden, da der til begge Sider var dybe Afstyrtninger. „Denne Fortred“, sagde han, „er skeet siden jeg var her sidst. Formodentlig er der gaaet et Fantefølge herover; thi det er en ringe Ting for saadant Folk at gjøre Ild op midt i Skovtykningen, og det hender da at Fillerne deres blive tørrede ved en kostbar Varme“.

Med megen Ulyst red jeg ind mellem de forkullede Træer, og det varede ei længe før jeg fandt mig ligesom indespærret i disse infernalske Irgange, hvorfra der paa flere Punkter neppe øinedes et Glimt af den grønne Natur, der nylig omgav mig. Hvor selsomt at færdes paa en steil, vildtløbende Vei i Kul og Aske, gjennem en Skov af slukkede Brande! Jeg følte her, at Sjelelivet paa en Reise, hvor Naturpaavirkningen er overveiende, let bliver et Speil, og gaaer op i lutter Stemning; jeg mærkede det nu ved den voldsomme Afbrydelse af de sammenhængende Indtryk, som hidtil havde dannet mit Sinds Tilstande. Det uvante Hæslige var her dobbelt pinligt og forstyrrende. Mangesteds kostede det stor Møie, at komme over og igjennem Ruinerne, og med dette Besvær forenede sig Fjeldgrundens Vanskeligheder. Plndselig syntes Fordærvelsen standset; et tæt Orekrat, der fulgte en Myrstrækning, havde lige foran os sat en Skranke for Branden, men vi fik snart se, at denne længere oppe havde omgaaet Krattet og udbredt sig paa nogle fritliggende Bjerghøider. Her var Ødelæggelsen størst, og paa disse lyløse Steder havde Blæsten siden omkastet mangfoldige forkullede, halvbrændte Stammer. Det var ei muligt at ride her. Mand og Hest maatte hver for sig klatre over disse Baal af grueligt Vindfald, der spærrede Stien.

Endelig kom en gold Aasryg og afsluttede det brændte Strøg. Paa denne Høide aandede jeg atter frit og overskuede med Lyst den grønne Skovmark, der nu i stor Vidde dannede Udsigten. Det sorte Virvar var som en ond og skrækkende Drøm indkastet i mit Reiseliv, og som et Stof for Nattedrømme hviler det endnu i Dybet af min Sjel.

Under Aasen begyndte Grundens Opstigning atter; men Naaleskoven viste sig nu mere indsprængt med Løvtræer og mere gjennemskaaret af Smaadale og kratbevoxede Kleve. Af og til var der i udtørrede Bækkeleier magelig Ridevei. „Her er nylig gaaet Elg“, sagde Thorkild Vestby, og viste mig dens friske Spor ved Siden af et Siliekrat, med hvis Løv den havde gjort sig tilgode. Vi fulgte Sporet et Stykke indtil det standsede i et Dalføre, ved en sagterindende Bæk, hvor Dyret udentvivl var vadet over. Her hørte vi vore Reisefællers Raab, som vi strax besvarede, og snart var Selskabet atter samlet. Vi havde nu en Sæter i Nærheden. Den blaalige Røg steg op mellem Granetoppene, vi hørte Kobjelden klinge i Orekrattet, og inden kort førte Stien os til Sætervangen, der laae paa en Skraaning midt i Skovtykningen.

En Sæter i Graneskoven var mig noget Nyt, som jeg i Tankerne udmalede paa det Bedste, men dette Nye svarede kun slet til min Forventning; thi vel var Beliggenheden ret smuk paa det aabne Bakkeheld, hvorfra man over Lunde af friske Løvtræer saae Toppene af Granernes tætte Hærskare og en enkelt fjernere Bjergryg; men her forstyrrede Menneskenes Væsen og Anstalter Naturindtrykket. Det idylliske Livs værste Udartning til Vanrøgt og Elendighed var her kjendelig i Alt. Sætervangen laae mager og uryddig som en Udmark, og Smaahusene, der vare omstrøede paa den, syntes neppe at kunne give det nødtørftigste Skjul. Tagene vare indsunkne, Væggene sortgraae af Ælde og raadne i Lafterne. Selve Sæterhytten var en forfalden, yderst ussel Stue, med saa store Aabninger mellem Bjelkelagene, at den grønne Skov derigjennem tittede ind til Menneskenes Sløvhed og Urenlighed. En gammel Kone stod ved Arnestedet over Grødgryden. Udenfor Hytten laae en lang, halvnøgen Karl og nogle pjaltede Børn paa en Bunke Hø, men hos ingen af disse Folk syntes vor Ankomst at vække den ringeste Opmærksomhed. Først da de Smaa havde faaet nogle Skilling blev Manden en Smule tilgjengelig og kom nu frem med en Del Elgshorn, der nylig vare fundne i Nærheden af Sætren, og som Lieutenanten og Grossereren afkjøbte ham. Imidlertid havde jeg nærmet mig den Gamle ved Peisen og søgte at indlede en Samtale med hende.

„Hvad hedder denne Sæter“, spurgte jeg til en Begyndelse.

„De kalde den Nysætren“.

„Det høres underligt, hvor alt er saa forfaldent som her“.

„Aa ja“, svarede hun, idet hun vedblev at røre i Grøden, „det er vidt bekjendt, at her er uvane Greier“.

Dermed havde den Gamle nok af Tale, og mine Bestræbelser for at gjøre hende mere meddelende bleve aldeles beskjemmede.

Det var pinligt at dvæle paa dette Sted, hvor Menneskelivet syntes nærved at gaae ud midt i en frisk og stor Natur. Disse sørgelige Skikkelser, de Gamle med de Unge, forekom mig som en hensygnende Slægts Rester, der i en dunkel Følelse af Undergangen havde søgt de faldefærdige Hytter i Skovskjulet, for endnu engang at varmes af Sommersolen, og saa slukkes i Stilhed mellem Ruinerne paa den gamle Tomt. Og, i Sandhed, disse Mennesker betegnede den Del af Folket, som ei hærdes og opdrages, men overvældes og sløves af det nordiske Hjems Strenghed. Det er vort Haab at denne Klasse efterhaanden skal formindskes, alt som Erkjendelsen af Landets rette Livskilder mere og mere gjennemtrænger Folket. Men vi, der sidde lunt inden Døre, maa da ogsaa ophøre med det aandelige Kjelenskabs Klagetoner over Hjemstavnens Armod, Kulde og Mørke.

Efter Reiseplanen skulde Skillingssætren være vort Nattekvarter, og det var antaget, at vi kunde naae dette Punkt før Solnedgang; men der opstod nu Tvivl derom hos de Veikyndige. Det blev da afgjort, at vi først skulde drage til Buvadssætren, som laae os nærmere, og der tage Tiden og Leiligheden i Agt. En af Mændene og de to Drenge bleve sendte did med Kløvhestene paa en saakaldet Snarvei, medens vi Andre valgte en noget længere Gangsti, der ogsaa skulde være taalelig god for Ridende. Saaledes forlod vi efter et kort Ophold den sørgelige Sætervang.

Det gik strax brat op gjennem en Graneli, der efterhaanden viste sig tyndere bevoxet, og inden kort befandt vi os paa en vidtstrakt Bjergflade, hvor Skoven ophørte og gav Plads for en Fjeldørkens sparsomme og kummerlige Væxter. Store Myrstrækninger vexlede med tørre Lyngmarker og golde Sletter, hvor Fjeldgrunden af hvid, forvirret Feldspat overalt laae blottet. Hist og her stode vantrevne Løvtræer, som Birk og Asp, ved Stien og paa Duer i Myren. Men Skoven var kun afbrudt. Vi saae i nogen Afstand foran os dens mørke Brem, hvorover enkelte fjerne Fjeldlinier hævede sig.

Den dalende Sols Glands laae gylden over Fjeldet, da vi atter fik Skoven fat. Granetoppene tindrede i det stærkeste Lys; men Skovtykningen stod ganske i Skygge. Grunden var her i Begyndelsen jevn, og Træerne havde en betydelig Størrelse. Stien førte os ind i de dunkle, kjølige Skovhaller, hvor Duggen stod som en sin Taage over den mosede Bund, og hvor Stilheden var saa dyb, at der ei engang hørtes den svageste Susen. Alligevel var der herinde Livsbevægelse nok. En uendelig Myller af hvide Phalæner, tæt som et Snefog, omsværmede i visse Strøg de mørke Graner, og sænkede sig undertiden faa lavt, at vore Heste bleve urolige derved. Denne lydløse Flagren af de utallige hvide Skarer var som et magisk Spil i Skovmørket. I et Øieblik var Sværmen ligesom bortmanet, og atter igjen kom den tilsyne, som før gjøglende mellem Træerne i den tætteste Vrimmel.

Efterhaanden som Grunden steg, blev Skoven, vildere og mere sammengroet, og den dybe Skumring mellem Stammerne forøgede nu Veiens Besværlighed. Gjennem en Række af steile Kleve naaede vi endelig til Buvadssætren, og idet vi nænnede os Indhegningen, saae vi vore Kløvheste, fra en anden Side føres ind paa Vangen.

Her var atter en Rydning midt i Skoven, men Naturbilledet viste sig dog ganske anderledes end paa Nysætren, hvor Vangen var i Skjul og Skygge. Her derimod laae Sætervolden frit paa en Høide, hvorfra man trindt om i stor Udstrækning overskuede Skovmarkerne. Fjeldgrundens Bygning i flere Miles Omvidde, Aasernes Ryglinier, og Daldybenes mørke Furer laae her udbredte for Betragtningen; men Alt skovbevoxet, Alt ganske dækket af de alvorlige Naaletræers uafbrudte Samling; thi skjønt Volden havde en fri Beliggenhed, var Standpunktet dog ei høiere, end at Skoven steg op til alle Sider og begrændsede Udsigten. Hvor vare nu Elveleierne, Ørkenerne og Grønningerne, som jeg nylig havde besøgt? Jeg saae hen i denne Retning, men det var Alt indelukket og bortgjemt i Granernes talløse Stimmel. Ja, her maatte jeg tænke paa det Landvide, hvorom en dansk Oldforsker taler, den tause Vidars Hjem, Skovriget paa den jernhaarde Grund med den uforgjengelige Spirekraft. Og hvor alvorlig skjøn var Aftenstunden her! Den heldende Dags Ildskjer faldt hen over Aaserne, en enkelt fjern Tone bævede gjennem Luften; men videst herskede Skyggerne og Stilheden. Husene paa denne Sætervold vare, trods deres synlige Ælde, i god Stand, og der var overalt Præg af Orden og rimelig Skik, men det saae ud som om Stedet var ganske forladt. Alle Døre vare stængte og ingen af Beboerne lod sig se eller høre. Ikke desto mindre troede enhver af vore Folk, at der var Mennesker i Sæterhytten. Vi bankede paa, talte venligt, gjorde Løfter; men Intet hjalp. Det selsomme Hus var fra øverst til nederst og rundt omkring skrammet med en Mangfoldighed af indskaarne Navneciffre, Aarstal og Bomærker, og det lod som om vi nu blot vare anviste til at sinde en ubenyttet Plet, indridse vore Mærker der, og saa drage afgaaede. Men Ole Ask lagde Øret til Dørsprækken, og gav os Tegn til at være stille. „Javist er der Folk“, sagde han derpaa, „jeg hørte grant adskilligt smaat Pusleri derinde“. Nu bleve vi for Alvor paatrængende og omsider lød der en skarp Kvindestemme, som spurgte hvad al den Larm skulde betyde. „Vi vilde gjerne have Nattely til Folk, og Havn for Heste“, svarede Lieutenanten. „Nei, nei“, lød det igjen, „det tør aldrig ske, min Mand er ikke hjemme, og han er streng. Naar han kommer tilbage kaster han alle ud“.

Vi holdt nu Raad. Lieutenanten forsikrede, at Skillingssætren endnu kunde naaes nogenlunde betimeligt, især dersom vi fik laane Baad her, for dermed at sætte over Buvandet. Hestene kunde da føres paa en Gjenvei, som Ole Ask kjendte, men som var altfor besværlig for uvante Folk.

Underhandlingerne begyndte da paany. „Hør Mor“, sagde Lieutenanten, „vi faae vel i det mindste for gode Ord og Betaling laane Baaden eders over Buvandet“? „Nei, nei“, svarede hun atter, „min Mand taaler det ikke; han er i Skoven og han er grum at træffe“.

Hvilken forfærdelig Mand, tænkte jeg, og hvor fabelagtig er denne Vildmark. Det er dog ikke det stille, hellige Landvide vi have betraadt. Snarere ser det ud til at vi ere midt i det bekjendte Eventyr om Skovtrolden, hvis Skjeg er som Hestetagl, hvis Kølle er et Mastetræ, og som kommer brølende hjem og mærker „Kristmandlugt“, og gjør det af med den Fremmede.

„Her er vrang og knap Leilighed“, sagde Ole Ask; „men Kjerringen bør dog vide, at vi ei behøve at frygte Mandbjørnen hendes“. Dermed gik han til Døren og raabte med stort Eftertryk: „Vi ere her otte Mand og to Unggutter med fem Heste, og om vi tage Farkosten din paa egen Haand, skal vi nok komme ganske godt fra den Gjerning“. Hertil svarede Konen med en forandret, bønlig Stemme: „Kjere, Vakre, Vene, gjør det ikke! — det var større Fortred end Nogen kan tænke“!

Vi havde nu tilstrækkeligt Indblik i de huslige Forhold her. Den Ængstede fik til Afsked nogle beroligende Ord, og derpaa forlod vi Sætervolden. Vort Tog delte sig atter, idet et Par af Folkene drog afsted med Kløvhestene paa den omtalte Gjenvei, medens vi andre fandt en ret god Sti gjennem et Dalføre, hvor en gammel Dæmning gik over Elven ved dens Udløb af Bergevandet. Vi travede her et godt Stykke lystigt frem saa det klang i Skoven. Men Grunden hævede sig atter, og vi skulde nu naae et Punkt, der laae meget høiere end det, vi nylig havde forladt. Jeg bar denne sidste Anstrengelse med en vis Uvilje, og Mødigheden efter den besværlige Dagsreise blev ei mindre følelig derved, at jeg nu higede saa meget efter at komme til Ro. Disse bratte Skovkleve syntes ei at ville tage Ende, og medens Veien ofte lod til at fjerne sig fra vort Maal, saae jeg med liden Lyst Solnedgangens Ild skinne mellem Granerne.

Med Et blev Stien bredere og Skoven mere ryddig, og i det Samme lød der Lurklang fra den nærmeste Høide. Det var en Velkomst!. Aldrig før havde jeg hørt saadanne Toner. Klangfylden gik vældigt over den hele Skov, skingrende, men tillige klar og sikker; den gjenlød fra alle Aaser, og først naar det sidste Svar var kommet, begyndte Luren igjen. Ingen anden Toneleg kan lignes med dette stormægtige Vexelspil. Og just nu susede Skoven, der før havde staaet tyst og stille; thi nu gik Solnedgangens Vindpust gjennem dens Kroner. Vi satte vore Heste i skarpt Trav, og i jagende Fart kom vi op paa Sætervangen. Paa Høiden der tegnede sig Huse og Folkegrupper mørkt mod den glandsfulde Himmel, men fjernt over Vangens Helding og over de mørke Skovbælter bævede de udstrakte Fjeldvidder sine lange Bølgelinier. Paa Jevnlifjeldets Kam stod det yderste Solglimt som en gnistrende Stjerne. Den sluttes med den sidste Lurtone og sendte det vifteformige Straalespor gjennem de lette, rødmende Skyer. Lyse Taager hang over Skovgrændsen, og et blegt Rosenskjer faldt paa Baggrundens Snetinder. I dette Øieblik var al Træthed borte, og jeg følte mig gjennemstrømmet af en usigelig Livsglæde.

5.

Mændene med vore Kløvheste vare kort før os komne til Sætren. De sagde os at her var godt Herberge og venlige Folk, og vi erfarede snart at dette var Sandhed. Der var to Sæterpiger og desuden en aldrende Mand og en Unggut, som ved Daggry skulde tage hjem til Bygden. Da den ene Pige endnu stod med Luren i Haanden, bemærkede Thorkild Vestby, at hun havde blæst sine smukkeste Stykker ved vor Ankomst, og at hun ogsaa var bekjendt som den bedste Lurspillerske paa denne Kant. Vi bad hende spille endnu en Gang, men dertil svarede hun med Alvor: „Det maa ei ske naar Sol er nede; thi Folk sige at her er kveldsvart, men imorgen tidlig spiller jeg igjen naar Buskaben slippes ud“. Det blev virkelig roligt og omhyggeligt stille paa Sætren. Den livlige Scene med Klang og Jubel ved vor Ankomst stiftede hurtigt med en dyb Ro, som Ingen vilde afbryde. Buskaben var i Hus, og Hestene gik afsides paa en indhegnet Rydning. Ingen Klokke, ingen Røst hørtes. Vore Folk syslede lemfældigt med det, de nu skulde bringe i Orden, og begav sig efterhaanden ind i Husene. Tilsidst var jeg alene paa Sætervolden; thi jeg kunde ei blive færdig med Beskuelsen af det Billede, som her laae udbredt i Sommeraftnens jevne, dæmpede Lys. Det vide Fjerne fængslede mig; jeg følte det mægtige Indtryk af Storheden i disse Linier, der ei viste nogen enkelt høit fremragende Form, men et helt opløftet og udstrakt Rige af Skov og Fjeld. Jeg søgte et Øieblik at afbryde denne Betragtning ved at henvende Tanken til andre Forestillinger, til de dunkle Skovstier og Vildtets natlige Skjulesteder, til de sivbegroede Bredder af de store Kjern i Daldybet under Sætervolden, til de dyrkede Egne, der laae gjemte mellem Fjeldryggene. Men det hele Billedes Magt overvældede snart denne Tankeleg, og foreholdt mig den ene Gjenstand: Fjeldvidden. Kun ved Grundenes adskillende og atter famlende Linier, og ved Farvetonernes smeltende Overgange, fik Betragtningen Liv og Bevægelse; jeg saae Skovbælterne sortne mere og mere, medens endnu Lysskjeret hvilede paa de golde Høider; men efterhaanden hengraanede Farvespillet der, og det var som om alle de skarpe Omrids bortaandedes af den kolde Luftning, der nu strøg hen over Fjeldet og brusede gjennem Skovmørket.

I Sæterstuen fandt jeg mine Reisefæller og Pigerne. Der brændte en dygtig Ild paa Arnestedet og den rummelige Stue viste sig lys og hyggelig. Der var høit under Spærreloftet, og ryddigt og ordentligt inden de fire Vægge. Paa brede Hylder var en vigtig Del af Sæterbrugets Produkter, Mysostene, opstillede. Tilvenstre af Indgangsdøren gik Bordet ud fra Væggen, og i Krogen ligeoverfor var to Senge anbragte, den ene over den anden.

Pigerne sade med deres Haandarbejde ved Gruen; thi Ole Ask havde afslaaet deres Tilbud om at hjelpe ham med Kogningen af Thevandet og Æggene til vor Aftensmad. De vare endnu tause og tilbageholdne og det lod til, at vort Besøg havde overrasket dem. „Saadanne Folk som I“, sagde den ene af dem, da Samtalen senere var nogenledes i Gang, „komme aldrig hid. Der fortælles kun at en Officer har været her for en Del Aar siden paa Laandmaaling“. Begge disse Piger vare unge og vakre, men iøvrigt meget forskjellige. Lurspillersken var brunladen og smekker, og af Natur stille og ordknap, den anden var lys og trind, udmærket velskabt, meddelsom og lattermild.

Da de havde spist af vort Fad og drukket af vort Krus, spurgte vi om deres Navne. Den blonde svarede for dem begge: „Hun der, hedder Mærit, men mit Navn høres saa underligt, at jeg nok er alene om det i hele Fluberg“. Hun vægrede sig næsten ved at sige det; men endelig kom det ud. „Jeg hedder nok Antonette sagde hun, og derfor spurgte Klokkeren vor engang om jeg maaske var kommen af Storfolk“. Dette gav Anledning til, at hendes Slægt blev omtalt. „Min Fader“, sagde Antonette, „er død for flere Aar siden, og min Moder anden. Gang gift med en Hallænding, der er meget yngre end hun. Han havde ingen Ro hjemme, skjønt han sad paa en god Gaardpart, og saa solgte de Alt deres og reiste over til Amerika. Der er nylig kommet Brev fra dem, og de vil have mig til sig; for der, hvor de nu boe, er Mangel paa Kvindfolk, sige de; men jeg har en god Tjeneste, og turde aldrig tage bort, uden med Bror min, som de ogsaa vil have over, uagtet han er vel fornøiet og har god Lykke her. Altsaa blive vi nok begge hvor vi ere“. Mærit skulde nu ogsaa gjøre Rede for sin Slægt, men hun fattede sig kortere og betroede os blot, at hun var fra Valders og at hendes Forældre vare Husmandsfolk.

Saaledes blev det nærmere Bekjendtskab indledet, og da vort Ophold her ei skulde være ganske kort, traf det sig ret heldigt, at det tilfaldt Antonette at være hjemme paa Sætren, medens den tause Mærit hele Dagen vogtede Kreaturene i Skoven. Vi kunde ei have fundet noget bedre Mønster af en norsk Sæterjente end denne blonde Pige med det underlige Navn. Hun var troskyldig, klar af Sind og Stemme, og dygtig i sin Gjerning. Med den friske Naturlighed i hendes Væsen forbandt sig Præget af den eiendommelige Civilisation, der bevares i vore Fjeldbygder, og som blandt Andet ytrer sig i en fri Anstand ligeover for Fremmede; saaledes var der intet Tvungent og intet Uskjønt i hendes Adfærd. Det klædte hende særdeles godt naar hun kyssede paa Haanden, og rakte os den til Tak eller som en Hilsen.

„De reisende Folk maae vel være mødige nu“, sagde Antonette, da Bordet blev ryddet efter vort Maaltid. „Mærit og jeg har skikkeligt Natteleie paa Laaven, derfor sige vi god Nat og bede de Fremmede tage tiltakke med Stuen“. Da hun stod i Døren tilføiede hun endnu: „Det gjøres vist ei nødigt at reise Telt paa Volden, thi Den, der vil prøve det, skal nok mærke at Sengene her ere rene og gode at sove i“. „Det er tydeligt nok“, svarede Lieutenanten, „men jeg er saa egen, at jeg altid ligger i Telt naar jeg overnatter tilfjelds. „Ja vel, jeg skjønner dette“, sagde hun lidt skjelmsk, „Den, der fører Telt og Seng her opover paa Hesteryg, maa vel have Moro af at faae det opsat“. Derpaa sagde hun og Mærit atter Godnat og forlod Stuen.

Lieutenantens luftige Sovekammer stod høit paa Sætervolden under Skillingshovde, og foran det brændte en prægtig Stokild af tørre Granekubber. Grossereren og jeg tog Kvarter i Stuen, men forat hæve den ædelmodige Strid om hvem af os, der skulde have den underste Seng, som var bekvemmest, valgte jeg en af Teltkøierne, og lod Ole Ask binde den op som en Hængekøi under Spærrerne.

Ilden slukkedes efterhaanden paa Arnen og der blev dunkelt i Stuen, men kort efter viste der sig en svag Dæmring; det var Maanelysningen, som faldt ind gjennem det lille Vindue. Jeg saae i Tankerne de store Skovmarker, der nu laae slumrende under det milde Lysskjer, og ligesom ved en Efterklang af Dagens bevægede Liv dyssedes jeg i Søvn i min gyngende Seng.

Ved Solopgang var jeg atter vaagen, og nød paa den duggede Vang den usigelig friske Lufts Vederkvægelse. Solen kom netop frem over Graneaasen, der mod Øst begrændser Sætrens Udsigt; men over de udstrakte Vidder mod Vest laae endnu Morgentaagerne i lange, halv gjennemsigtige Lag. De store Kjerns blanke Flader skinnede derunder, og enkelte Skovtoppe stak op af Taagedækket. Himlen havde det skjønneste Blaa, og kun over Skillingshovde hævede sig hvide Skybanker.

Som ved et Trylleslag laae Sætervoldens Høide i fuld Solglands, og med ny Interesse betragtede jeg nu i den stærke Lysvirkning Gruppen af de simple Bygninger, Sæterhuset, Fjøset og Laaven Fjøsdøren var aaben, og Bjeldekoen stak Hovedet ud, idet den hilsede Morgenen saa godt den kunde, med sin Glædesrøst. Mærit, der havde malket Kreaturene, gik nu over Gaarden og gjennem den aabne Portgang, der deler Sæterhuset i de to ligestore Dele, Stue og Melkebod. Mod Syd, hvor Bakkeheldet i jevn Skraaning gaaer ned mod Skoven, stillede hun sig ved Husvæggen og blæste i Luren. Det syntes mig at hendes Toner nu ei faldt ganske som igaar, da Spillets Vendinger havde Lighed med de korte, men smeltende Stropher, man kan høre i Maaltrostens Sang. Nu var der i hendes Foredrag en egen Lyst og Freidighed, der svarede til den friske Sommermorgen; hun blæste Fanfarer, og mellem hver af dem føiede hun til Skovens og Fjeldets Gjenlyd et fint, dæmpet Efterspil. Det var atter som om disse Toner gjennemtrængte alle Omgivelser, som om Alt fik Liv og Rørelse ved dem; og ligesom ved Solnedgangen igaar, indtraadte ogsaa nu, samtidigt med Lurspillet, en Forandring i Naturseenen. Taagerne svandt, og Morgenglandsen faldt tindrende paa den lavere Strækning af Sætermarken og paa de nærmeste Skovlinier. Det var et Trylleri, der mindede om Harpelegen i Hr. Tønnes Vise:

„Der blomsteredes Mark, der løvedes Ris;
det kunde de Toner saa vende“.

Sandelig man kan ikke noksom prise Lurspillet mellem vore Fjelde, og for Den, som tænker over, hvor Mangt og Meget, der nu arbeider opløsende paa Folkelivets Umiddelbarhed, faaer dette klangfulde Aandedrag i den alvorlige Natur en ny, gribende Magt. Der siges, at Luren trindt om i Bygderne alt mere og mere gaaer af Brug; man ser den ogsaa hyppigt nu falbudt, som en Mærkelighed, som et dødt Kuriosum til fremmede Reisende. Og den er i ethvert Tilfælde værd at lægge Mærke til; det er smukt og mærkværdigt, at Folket i dette simple Instrument har fundet et saadant Tonesprog. Ja, her er et sjelfuldt Udtryk for Fjeldnaturens Storhed, og dog lader det til, at disse Toners rette Tid er forbi. Men Mærit ved hverken det ene eller det andet, og derfor spiller hun saa friskt og deiligt; hendes stille, alvorlige Væsen udfolder kun sit skjulte Indhold i Spillet. — Hun skal ud paa den lange Dagsvandring med Kreaturene og nu kalder hun dem sammen. De komme fra Fjøset i god tilvant Orden, først stort og derefter smaat Kvæg. Saa standser hun sit Spil, og anfører Toget. Det gaaer muntert nedover Skraaningen: hele Buskaben er paa Vandring, undtagen er rødsidet Ko, der snart skal kalve og er sat i en egen Indhegning paa Vangen; den udstøder et Brøl og ser langligt efter de bortdragende. Et Par hvide Kid slutte Følget; Fæhunden løber ved Siden og har meget at tage vare. I Skovkanten begynder Mærit at kaue, hun traller og jodler og hendes Stemme er ligesaa klar og sikker, som hendes Lurspil. I disse snart udholdende, snart afbrudte Recitativer taler hun forstaaeligt til Kreaturene og nu er hun ei indesluttet og ordknap. Ud paa Dagen, naar Skoven skjuler hende og Hjorden, høres af og til hendes klingende Røst, og Koen hjemme paa Sætervangen hæver da Hovedet og svarer hende.

Mit hele Reisefølge sov endnu; Antonette syslede i Melkeboden og jeg var alene paa Sætervolden, hvor det udstrakte Fjeldbillede fængslede mig paany. Alt viste sig nu klart og skarpt tegnet. Det nærmeste Skovbælte under Vangen laae med sin mørke Lokalfarve bestemt afgrændset mod det næste, hvor allerede Lufttonen virkede og hvor lyse Myrstrækninger, med smaa blinkende Vandsamlinger afbrød Skovtykningen. Noget tilvenstre mellem disse Grunde skinnede Bergevandet, i hvis Bugter de ranke Granestammer stode i tætte Rader. Det tredie Skovbælte dannede en smuk Bølgelinie af tvende Aasrygge, der sænkede sig i Midten af Billedet; tilhøire under denne Grund strakte sig det lange Buvand, som en stille Flod, og høit over dets Bred laae i Buvadssætren, som en liden bar Plet i Skoven. Bag disse Aaser hævede sig det egentlige Fjeldsystem i fjernere og fjernere, næsten paralelt løbende Linier med let optrukne Tinder og Nuter. Saaledes viste sig nærmest den rundformede Hougskoll, dernest Valdershorn, og længere borte Treknattens Snetinder og Jevnlifjeldets buede Ryg. De hvide Skybanker over Skillingshovde vare nu splittede i enkelte Masser. En svag Østenvind drev dem afsted, og deres lange Skygger skred sagte hen over Skov og Fjeld.

Medens jeg betragtede denne vide Udsigt og nedtegnede dens Hovedlinier, var Antonette kommet ud. Hun ragede en Del nyslaaet Græs sammen, og da hun var færdig dermed, satte hun sig ved Siden af mig paa en Marksten og viste sig høilig forundret over min Smule Tegning. „Alt synes mig saa smukt her“, sagde jeg, „og du ser jeg vil hjelpe Erindringen til at bevare det“. „Nei, er her smukt“! udbrød hun leende, „frit og vidt er her, det sige alle, og Sætervolden er vakker nok; men her er hverken Ager eller rigtig Eng, og vi have langt til Folk“. „Synes du maaske her er altfor ensomt“. „Ja“, svarede hun, „her maa vel være ensomt; men jeg har saa meget at stelle med, at her aldrig bliver en sørgelig Stund. Værre synes det mig at gaae med Buskaben i Skoven“. .

„Mærit er nok af en anden Mening“.

„Ja, hun følger helst med Kreaturene. Hun frygter hverken Skadedyr eller Skrømt og hun forstaaer at holde Flokken samlet; men du kan tænke, at det er vanskeligt i saadanne Vildmarker“.

„Hender det da, at Kvæg kommer bort her“?

„Ja vel hender det. Bjørnen gjør mest Skade, og det har truffet sig, at Kvæg er faldet i Braadyb. Der siges ogsaa, at saavel Folk som Fæ stundom blive bjergindtagne baade her og andensteds“.

„Kan du fortælle noget derom ? Det vilde være fornøieligt“.

„Jeg kan nok ikke; men jeg har tjent med en Valdersjente, som nu er i Vardal; hun samlede Folk om Kvelden med sine Historier, og jeg husker godt en af dem, som var saa vakker at høre, og som hun ofte maatte fortælle. Der var engang en Budeie, fortalte hun, paa en Sæter under Bjødalsfjeldet. I hendes Buskab fandtes der en sort, hvidblisset Ko, som de kaldte Stjerne; den vilde altid gaae ujetet og listede sig saa fort den kunde bort fra de Andre. Budeien havde hvergang den største Møie med at finde den igjen, og det nyttede tilsidst lidet, alt hvad hun lokkede. Saa fik hun en Jetergut til Hjelp, og en Dag passede han Buskaben, medens hun gik efter Stjerne. Da hun havde vandret en Stund over Myr og Fjeldrabber, hørte hun langt borte en Kobjelde, og fik den Tanke, at Stjerne havde slaaet sig til en fremmed Buskab. Saa gik hun efter Lyden, og kom ind paa Stier, hvor hun aldrig før havde været. Der var usigelig deiligt rundt omkring. Blomsterne vare større og skjønnere end andensteds, og det Meste var Lilier. Alm og Abild og Hvidtorn stode ved Stien; der galede Gjøg og der sang Trost, og Hermelinen sad under Linderod. Bjelden lød nu nærved, og Jenten kom ind paa en Eng, hvor der ei var Græs, men bare Vikker. Der hørte hun den fineste Lokkesang, og saae Stjerne smutte ind i Buskene; men paa Engen stod en fed, brandet Ko, som havde en guldbeslaaet Rem med en Sølvklokke om Halsen. Da blev der sunget i Lokningen:

Nu gaaer Stjerne i Huldrehage;
Brandsi’ tør du i Bytte tage.

Jenten skyndte sig bort; men Brandsi’ fulgte hende, og holdt sig siden i Buskaben hendes, og vidste altid at sinde det bedste Fjeldbeite“. „Det var vist et godt Bytte“, sagde Antonette, „for det er et gammelt Ord, at det Slags Fæ er det skjønneste der findes; men havde det været Mærit, var nok Stjerne ei kommet bort; thi hun har stor Magt over sin Flok“. „Hør nu“, tilføiede hun, idet Mærits Sang lød over fra Skoven, saa det gjenklang i Aaserne, „nu er hun nede ved Bækken; der er godt at jete, der er fedt Græs og fine Urter“.

Antonette havde en mild, bøielig Stemme, og en smuk Mundart. Hendes aabne Ansigt kom let i Smil, og naar hun talede, gav det hendes Miner en egen Ynde. Hun passede godt til den lyse Morgen, der skinnede over Vidderne og Sætervolden. — Hvor rolig og klar var min Stemning i denne tidlige Stund! Som Luften over mig, hvorfra nu den sidste Sky var bortdragen, som Vandene forneden, hvori Skov og Himmel speilede sig, saa roligt og klart blev Sindet, og kvægende som Duften af de duggede Fjeldplanter, var mig her Antonettes Tale og Sagnets Enfold.

Solen havde allerede været oppe et Par Timer, inden mit Reisefølge kom i Bevægelse; men nu blev der efterhaanden nyt Liv paa Sætren. Vi fik Ild paa Gruen; vore Folk gik til deres Syssel, nedtog Teltet, stellede med Hestene og leirede sig derpaa med deres Frokost i Skyggen af Huset. De to Drenge fra Gravlimoen følte Morgenens friske Indtryk, og gjorde Hallingkast paa Volden. Antonette standsede af og til i sin Virken ude og inde, og glædedes synlig ved det muntre Liv, der omgav hende. Hun bredede nu Dug paa Stuebordet for „de Fremmede“, og gik os tilhaande ved vort Maaltid.

Mine tvende Reisefæller havde endnu en Skovstrækning at befare, og det var aftalt, at en god Del af Dagen skulde anvendes til denne Udflugt. Vi ventede en Veiviser, der havde faaet Bud om at møde os her, thi ingen af vore Folk var tilstrækkelig kjendt i den Vildmark, vi nu skulde besøge. Paa Skillingshovdes nordvestlige Afsænkning, og i det trange Daldyb derunder, staaer en ældgammel Graneskov, som neppe nogensinde har været rigtig brugt, og hvor der ei skal have været Tømmerøxe siden 1806. Did skulde vi begive os dels tilhest og dels tilfods, og vende tilbage til Sætren, naar vi saaledes havde omgaaet Fjeldet. Min Ven Lieutenanten, hvis Reiseplaner jeg har fundet uovertræffelige, bestemte at vi skulde tage Veien over Høiden af Skillingshovde, spise Middag der, og saa stige ned i Skovlierne. Vi havde imidlertid intet Hastverk, og Sætren var for os alle et tiltrækkende Hvilested. Der var godt Sæde paa dens friske duftende Hø, og alt som Solen steg, udfoldede den vide Udsigt nye Skjønheder i den vexlende Lysvirkning.

Ud paa Formiddagen gjorde vi os færdige til vor Fjeld- og Skovfart. Ridehestene og den ene Kløvhest blev benyttede. Veiviseren, Ole Ask, og et Par andre af vore Folk, fulgte os. Veien gik bestandig opad gjennem et Fjeldskar, der dels er skovbegroet og dels nøgent med trappeformige Afsatser, hvorover Stien slynger sig i mangehaande Bugtninger. Det tog derfor Tid inden vi kom paa Høiden. Deroppe er Grunden tør, lyngbevoxet og ligesom afdelt ved opskydende Bjergleier, der har Helding mod Nord. I de Smaadale, som derved dannes, staae enkelte fororedne Løvtræer, og hist og her et lidet Graneholt. Skillingshovde er et trigonometrisk Punkt, og øverst paa Høiden findes en forfalden Varde efter Landmaalingen. Man har her et overordentlig vidtstrakt Panorama, hvis Fjernheder, nu i det stærke Middagslys og under den rene Himmel, fremtraadte i tydelige Omrids. Mod Syd skuede vi henover Fjeldene, der omgive Sperilen, til Modums og Krogskovens Høider. Mod Vest hæver sig i kort Afstand Høgbjerget over skovbegroede Aaser. Derbag staae Muggedalens og Hedalens Fjeldmure, og over dem i sydvestligt Strøg, mellem Hallingdalens Tinder, vise sig Norefjelds Snevidder, og end fjernere lette Fortoninger af Thelemarksfjelde. Men prægtigst er Udsigten mod Nord og Nordvest; naar Blikket følger Retningen over Vikerkampen og Torpens mørke Skovmark, standser det først ved den mægtige Bjergryg, der i Øyer og Ringebo hæver sig over Lougens østlige Bred, og ser man opad i det Strøg, som Etnedalselven gjennemstrømmer, naaer man Udsigtens yderste Fjerne i en Kjede af blaanende Nuter og skinnende Snefjelde, blandt hvilke Svartdalspiggerne og Storhøpiggens sorte Kegler pege op. Kun mod Øst er Fjernsynet noget indskrænket. I ringe Frastand ser man Glimt af Randsfjorden og derover vise sig Skovhøiderne i Fluberg og Linier af Skreifjeldene.

Vort hele Selskab stod længe i uafbrudt Betragtning af disse Vidder. De kyndige Mænd søgte at tyde Tindernes og Fjeldliniernes sammenslyngede og henilende Skrift; Formodninger, Sammenligninger og Kjendsgjerninger bleve udvexlede og prøvede, for at Alt kunde faae sit rette Navn, og da man havde inddraget alle Punkter under den Tydning, jeg nu har meddelt, hengav vi os til Beskuelsen med fornyet Behag.

„Sidst da Lieutenanten og jeg var paa Skillingshovde“, sagde Ole Ask, „var der ei nær saa fornøieligt for Øinene som nu; thi det var midvinters med tykt Veir og svære Snebyger. Vi vare Mange i Følge, og kom fra Vesteraassætren hid paa Ski. Uagtet det skulde være midt paa Dagen, var her dog mørkt og ukjendeligt. Det høres underligt, men dengang stellede vi saa længe til vi fik Ild paa, og kunde koge styrkende Mad, som vi Alle havde nødig. Nu ser det værre ud med Madlavningen, for her er ingen Sne at tine, og vil man nu sinde Vand paa denne Tørhammer, maa man nok se efter om der skulde være noget igjen af Morgenduggen“.

„Sig ikke det, min kjære Ole“, sagde Lieutenanten, „du pleier ei saa hurtigt give tabt, og siden det er din Sag at skaffe Vand, gjør du nok dit Bedste“. „Jeg faaer vel prøve da“, svarede Ole, og gik afsted paa Undersøgelse.

Efter et Kvarters Tid kom han tilbage og meldte, at vi nu kunde vælge mellem en kold og en varm Olle. I en af Bjergkløfterne havde han lagt Mærke til en Lund af ganske smaa Løvtræer og fundet en frisk Kilde der; tæt ved traf han et Myrhul, hvis Vand var blevet lunket i Solen. Vi leirede os paa denne venlige Plet, drak af Kilden og fyldte der vore Kogekar.

Vi befandt os nu ganske i Nærheden af Bjerghøidens vestlige Afsænkning, og medens vort Maaltid blev tilberedet, gik jeg med mine Reisefæller, efter Veiviserens Angivelse, hen mod det Punkt, hvor vi siden skulde stige ned i Dalgrunden. Vi saae udover en Vildmark, der var temmelig forskjellig fra de Trakter, vi før havde befaret. Den egentlige Skovstrækning viste sig endnu ei her; men den blev ligesom bebudet og forestillet ved Grupper af mægtige Tømmertræer paa de moslagte Volde og Fjeldbanker, som træde frem i Dalens lange Myrstrøg. De fleste af disse Kæmpegraner ragede op blandt omstyrtede Stammer og havde døde, afblegede Toppe; men Myrbunden under dem skinnede med friske Farver, og mellem de gamle Skovrester strakte sig hist og her store, frodige Siv-Agre. Gjennem dette øde og som det syntes, utilgjengelige Feldt, slyngede sig dog enkelte Stier, hvis Retning vi fra denne Høide nogenledes kunde overskue; men mangesteds viste de sig afbrudte, snart ved Sammenhobninger af Sten og Vindfald, snart ved Aabninger i Myren. Mit Blik fulgte uvilkaarligt disse Irgange, og det var mig en betænkelig Sag at jeg snart skulde betræde dem.

Da vi kom tilbage til Hvilepladsen var Alting færdigt til vort Maaltid. Ogsaa her havde Folkene dannet os en Løvhytte, vistnok ei saa tæt og smuk, som den ved Skilbreien, men dog skyggende og behagelig. Ole Ask havde med Lune betegnet den gode Viljes Forhold til Midlerne her, ved at ophænge i Løvsalens Indgang en Blomsterkost efter Omstændighederne. Det var et fattigt Smykke af Lyng, Myrdun og Jakobsurt, der bad os tage tiltakke med Stedets Leilighed. Vi forstod Vinket, og nød atter et fornøieligt Maaltid i det Frie.

Hidtil havde en svag, men kjølende Vind strøget hen over Skillingshovde; nu standsede den ganske og Sommerheden blev snart trykkende. Over Fjeldlinierne laae en tør hvidlig Farvetone, og de nærmere Gjenstande tindrede med en næsten metallisk Glands. Græshoppernes skjerende Lyd hørtes uafbrudt, men ellers herskede den dybeste Stilhed over Storvidderne. Vore Folk strakte sig hen i Lyngen under de smaae Granehækker, og syntes allermindst at tænke paa noget Opbrud. Ude paa en Brink, hvor der maaske endnu fandtes lidt Luftbevægelse, stode vore Heste i en Klynge, med sænkede Hoveder og viftende Haler. Kun Grossererens musede Ganger havde vendt sig noget fra de Andre, og var ligesom hensunken i Betragtninger over sit høie Standpunkt og over det fugtige Land forneden.

Veiviseren sagde, at Luftningen om en Time eller to nok vilde komme igjen. Dette indtraf ogsaa til Glæde for os Alle, da vort Tog paany skulde sættes igang. Vi gik ned ad Klevene, og red derpaa et Stykke, indtil Myrbunden og andre Hindringer bragte os til at gjøre fuldkommen Afkald paa denne Befordringsmaade. Folkene tog da Hestene og søgte, efter den Anvisning, der blev dem givet, frem gjennem Dalføret. Vi, der vilde besøge Skovlien, fulgte derimod under Veiviserens Anførsel en Sti, der først gik myrlændt over Tuer og raadne Kavler, men siden op i Uren, og derfra over den vildeste Fjeldgrund gjennem Granetykningen.

Denne Skov saae ud som en Levning fra Hedenold, fra den Tid, da Landets Dyrkning kun hist og heri var begyndt. Selv Stien, ofte ukjendelig og stundom ganske afbrudt, lignede snarest et Mærke efter Vilddyrenes Vandring. Man maatte ved første Øiekast troe, at denne Strækning var omgaaaet eller glemt af Mennesker, og overladt til Naturmagternes ødelæggende og atter fornyende Virken. Den yderste Affældighed og Hensmuldren viste sig her sammen med et yppigt og kraftigt Liv. Granevæxten havde naaet sin mægtigste Udvikling; de yngre Stammer syntes allerede at staae overmodne mellem de ganske henvisnede og mellem Dvergerne af ældgammelt Vindfald, som det lavere Planteliv i frodig Mangfoldighed næsten ganske overdækkede. Fast, den hele Slovgrnnd var saaledes overgroet; Stenene i Uren, de enkelte vældige Klippeblokke paa det skovdækkede Bakkeheld, Afstyrtningerne mod Daldybet — Alt dette var, ligesom Træernes Levninger, optaget og stundom indtil Ukjendelighed omformet af den tætte Plantevæxt. Mossernes udbredte Slægt viste sig her i al sin Farverigdom, bleggrøn og brunlig paa det smuldrede Træ, smaragdfarvet paa mangen Jettesten i Skovtykningen. Allesteds fremtrængte sig Væxternes Overflod; Ranker og Slyngplanter krøb henad Grunden og viklede sig om Stammer og Rødder; i Kløfter og Bjergvraaer stode hele Smaalunde af Brægner, og mandshøie Klynger af blomstrende Stormhat; paa Skrænterne udbredte den skinnende Marikaabe de vifteformige Blade, derover stod Fjelddusken, Blaaklokken, Kvannen og saa mange andre af Klippegrundens kraftige Planter. Jordstrøget imellem Træerne var ilte mindre rigt, og, Lyngen, der ellers er almindelig i vore Skove, havde her i store Strækninger veget Plads for en Mangfoldighed af sine og saftige Urter, der smykkede de lavere Grunde med det friskeste Grønt.

Granernes Størrelse var overordentlig; men det syntes som om der blot fandtes faa ganske: friste Træer. Skovenes Fordærver, den graadige Bostrikus, havde gjennemstunget de prægtige Stammer med utallige sine Huller. En stor Del af de gamle Graner stode, som hist paa Myrstrækningen, med visne, forbitrede Toppe, og paa mangt et dygtigt Tømmertræ var det stride Lav ifærd med at fortrænge Baret: Hist og her viste sig, enkeltvis og i Grupper, nøgne Kæmpetræer, hos hvem det sidste Livstegn forlængst har været udslettet; de stode som hvide Gjenfærd i Skoven, ganske afskallede og ligesom skeletterede indtil de yderste Barkviste, og disse Skikkelser gjorde et eget sørgeligt Indtryk. Et hensmuldrende Bygverk virker ei saaledes; men i den Fornemmelse, som her greb os, følte vi pludselig vor Naturs Slægtskab med det Liv, hvis afsjelede Former traadte os imøde.

Det var mangesteds særdeles vanskeligt at trænge frem i denne vilde Skovtykning. Stierne vare ei at stole paa, og Grundens Beskaffenhed frembød allehaande Hindringer. Idelig spærredes Veien af sammenstyrtede Træer, hvis afbrudte Grene stode i Veiret, som spanske Ryttere, medens de oprevne Rødder dannede uformelige Bolverker, hvoraf igjen et Krat af alskens Planter og Buske var, opskudt. Undertiden, naar vi troede at have fast Grund under Fødderne, sank vi ned i de smuldrende Træhobe, hvis Former ganske var udslettede og skjulte under de tætte Mosdækker.

Vi søgte saa meget som muligt at holde os i Lien under Fjeldkanten; thi trods al den Møie, en Gang over Uren mangesteds voldte os, var dog Veien her mindst besværlig. Naar vi fra den steile Skrænt saae ned i Skovdybet blev denne Vildmarks alvorlige Storhed os mest paafaldende. De mægtige Tømmertræer ragede fra et natligt Mørke op her med solbeskinnede Toppe, deres Grene strakte sig vidt hen i tætte Hækker, og fra et saadant Stade var den værste Ødelæggelse skjult i Skovtykningens Dunkelheder.

Etsteds oppe i Lien, i en Snævring mellem Fjeldet og Granerne, standsede vi ved en egen Lyd, der kom fra det lavere Bakkestrøg. „Stille“, sagde Lieutenanten, „dernede gaaer Bjørnen“. Vi hørte den drage forbi lige under os, og det lod ei til, at den foer med Lempe. Den satte afsted over Sten og Stok, gjennem Bar og Busk, og det bragede og rustede, som om et pludseligt Vindstød gik gjennem Skoven. „Nu skal den nok frem i Dalen til Moltemyren“, sagde vor Veiviser, „der er godt Beite; ved denne Tid ere Bærene modne“. Vi tittede gjennem Granehækken for at faae Øie paa Skovkongen; men vi gjorde det udentvivl altfor varsomt, og maatte derfor lade os nøie med hvad vi hørte.

Da det igjen blev tyst og roligt mellem Granerne, forekom det mig som om jeg hvert Øieblik kunde vente, at Stilheden i den ældgamle Skov paany ved et eller andet selsomt Optrin maatte afbrydes. Jeg lyttede uvilkaarligt. Henne paa Bakkeheldet hørte jeg Hakkespettens drønende Hug i Granestammen, og langt borte enkelte Lurstød. Saa blev Alt igjen stille; men Skoven havde nu for mig faaet et eget eventyrligt Liv. Selv det dæmpede Sus, der af og til gik gjennem de vældige Træer, lød mig nu anderledes end før, og under Kæmpegranernes Hvisken steg de ringerigske Skovmarkers gamle Saga frem for mine Tanker:

Urskovens Erindring gaaer langt tilbage; den ved, som de ældgamle Gubber, intet om den nyere Tid, og aldrig har den seet en gjevere Herre end Sigurd Hjort, Kongen paa Ringeriget. Han var større og stærkere end enhver anden Mand; skjønnest at se til var han og af Alle. Hans Fader var Helge hin Hvasse, men hans Moder Aslaug, Datter af Sigurd Orm i Øie, Ragnar Lodbroks Søn. Det var Kong Sigurds Lyst og stadige Færd at ride alene ud i Ødeskovene og veide store og farlige Dyr; men dette blev og hans Bane, thi engang kom imod ham Hake Berserk med tredive Mand; da gik der Gny gjennem Skoven. De strede. Sigurd Hjort faldt; men og tolv af Hakes Mænd; selv mistede han Haanden og fik tre andre Saar. Sigurd havde en storsindet Datter. For hendes Tanker stod Faderens Færd og Skovsynerne. Da fik hun de store Drømme, og mens hun bar Harald Haarfagre under sit Hjerte, drømte hun om Kvisten i hendes Haand, der slog Rødder og blev et vældigt Træ, nedentil rødt som Blod, men foroven med Grene saa store, at de tyktes hende at sprede sig ud over Norges Rige.

Ja her i den dybe Skumring mellem de forældede Graner, udslettedes af Sindet denne Tids Forestillinger, og isteden kom den fjerne Forgangenheds Billeder, et efter andet. Skovens enkelte Partier vakte ei længere min Opmærksomhed; thi den hele Vildmark var mig nu som en forladt Scene, der ei har Virkningen i sig selv, men i Efterklangen af svundne Optrin. Saaledes vandrede jeg frem i Lien, overladt til en Tankebevægelse, der var saa ganske udenfor det Nærværende, at det ei faldt mig ind, at jeg allerede længe havde været skilt fra mine Ledsagere. Da hørte jeg deres Raab langt borte, og besvarede det. Medens jeg oppebiede dem blev de gjensidige Raab af og til gjentagne. Mændene, der førte Hestene under Aasen paa den modsatte Side af Dalføret, gav sig nu paa samme Maade tilkjende; det gjenlød smukt fra Bjerghallerne, og nu var ogsaa den Tryllekreds brudt, hvori jeg nylig havde fundet mig indtagen. Da jeg atter var samlet med mine Reisefæller, fik jeg vide, at jeg havde fulgt det rette Spor, og at vi vare i Nærheden af Sætren. Lieutenanten gik nu med Veiviseren ned i Dalgrunden, for at undersøge Skovkanten ved Buvandet. Vi andre To besteg den sidste Ur i Lien, og stode snart paa Vangen, hvor Mærit netop med sine Lurtoner kaldte den hjemdragende Buskab i Hus.

Et Øieblik efter kom vore Folk med Hestene til Sætren, og vi tog nu Plads i Stuen. Antonette havde ordnet Alt paa det Bedste; Bord og Bænke vare skurede, Gulvet blomsterstrøet, og der brændte en lystig Ild paa Gruen. Begge Piger sade ved deres Haandarbejde, og Antonette ytrede stor Lyst til at høre Beretningen om vor Skovfart. „Der tør vel være dygtig ulændt“, sagde hun, „og mere uryddigt end andensteds“. Jeg fortalte hende om de vanskelige Stier, som hun aldrig havde betraadt, og om Bjørnen, der skulde til Moltemyren. Den maa være slem, mente jeg, at have i Nærheden. „Kanske det er den Samme“, sagde hun, „der for en Maaned siden brød ind over Garen her og rev en Kvige ihjel nede paa Vangen; men her omkring er der ei saa meget at frygte af Bjørnen i Bærtiden“. Mærit saae op fra sit Arbeide og sagde: „Bjørnen har sin egen Art og sine egne Veie; Den, der passer rigtig paa, kan nok jete sig fri“. Ole Ask var af samme Mening, og desuden gjorde han den Bemærkning, at det var godt og vel, saalænge Bamsen holdt sig i dette Dalføre, hvor der var altfor besværligt og altfor stort Vilderede for Folk med Buskab. „Den, som vil frem der“, sagde han, „har nok med sig selv, og kan komme i Tull før han ved et Ord deraf“.

Denne Ytring gav Underholdningen en ny Vending, idet der nu blev Tale om Folk, der havde gaaet sig bort i Skoven, eller endog været „sortroldede“ paa øde og uveisomme Strøg. Saaledes kom de bekjendte Sagn om Hedalsbruden og om Sæterjenten fra Haugner i Land, paa Bane. „Oppe i Torpen“, sagde Antonette, „hvor jeg er bedre kjendt end her, findes der nok af vildsomme og uhyggelige Steder, og det kan hende der er utrygt paa mange Maader. Henrik Smed, som var her igaar, og drog til Bygden i Graalysningen, fortalte, at der nu var stor Søgning efter en Gut, som var blevet borte i Skoven deroppe. Han sagde, at Nogle mente det ei kunde nytte, fordi han ventelig var bjergindtagen“.

„Det er stor Daarskab“, sagde Ole Ask, „at give sig over i den Tro, før Alt er forsøgt, og ilde var det blevet, om Folk var gaaet i saadanne Tanker, da jeg var med i Mandgaren ude paa Holleia“. „Den Begivenhed er værd at høre“, tilføiede han, „og jeg vil gjerne fortælle hvad jeg selv saae og erfarede, især da vi nu have sligt at bestille“.

„Det var ved Sankt Hans Tider. Jeg havde været et Par Uger tilskovs med Lieutenanten; og Karlsruden, som styrede Skovene hans, var ogsaa med. Vi kom ned i Sognedalen, som ligger mellem Aadalen og Krødsherred, og vare Alle rigtig trætte og udasede. Der i Bygden hørtes megen Stor og Klage over en femaars Gut, som var bleven borte. Han havde været i Følge med Moderen, der skulde til Slettesætren, men et kort Stykke derfra, traf de en ældre Gut, der hørte til Nabosætren. De to Drenge vilde gjerne lege sammen; Moderen lod da den lille Johannes, saa hed Sønnen, blive der, og bad ham kun komme snart efter. Men borte blev han, og den anden Dreng vidste ei rettere, end at han havde taget Veien til Slettesætren. Nu havde Bygdens Folk været paa Søgning i fire Dage og opgivet alt Haab om at udrette Noget. Det kan vel være, at der ogsaa fandtes dem, som fra først af troede at Gutten var bjergindtagen“.

„Da Lieutenanten hørte Alt dette, spurgte han os, der vare med ham, om vi endnu havde nogen Kraft tilovers; thi han vidste vi vare skovvante, og han tænkte, med Guds og godt Folks Hjelp, at gjøre et nyt Forsøg paa at finde og frelse Gutten. Ja, vi vare da villige til at gjøre hvad vi kunde. Det var sent paa Aftenen. Om Natten gik Budstikken rundt i hele Dalen og varslede Folk til Møde ved Slettesætren. Det var et stort Under at se den talrige Flok, som samledes der tidlig om Morgenen. Mange vare trætte efter de forrige Dages Arbeide; men alle troede nu, at dersom Gutten skulde findes, maatte Een raade. Der var flere hundrede Mennesker, Unggutter og Jenter, saavel som gamle Folk. Den Yngste i Skaren var en smuk halvvoxen Pige, Guttens Søster, der græd ustandseligt, og den Ældste var en udlevet Gubbe, som gik ved Stav. Moderen stod paa Vangen og takkede og velsignede Alle. Hun var sort som Jord af Bedrøvelse. Jeg venter ei, sagde hun, at se ham mere ilive, men nu er mit Haab at faae igjen det lille Legeme“.

„Lieutenanten delte Folkene, og indrettede en ordentlig Mandgar, og han har nok aldrig før mønstret et sligt Kompagni. Selv vilde han være i Midten; men Karlsruden og jeg skulde have Fløiene. To Dage iforveien, da Folk var blevne ængstelige under Søgningen, havde de bragt Sognedalens Kirkeklokke op til Sætren, og da vi nu skulde afsted, spurgte Stavgubben paa Fleres Vegne, om det ogsaa var tilladt at lye Klokken. Nogle holdt sig til den gamle Tro, at der var en Guds Magt i den Klang, Andre mente, at det skulde være et godt Tegn, at Klokken var foræret til Kirken af Tordenskjold, efterdi han var en berømmelig Helt, som aldrig vilde give tabt. Lieutenanten sagde hvad Ret og rimeligt var, at det var gavnligt at røre Klokken, naar Nogen kunde føle sig styrket og opbygget derved, og at det ialfald vilde tjene til Veiledelse og Samhold under Søgningen. Saa gik vi da afsted i Guds Navn, medens Solen skinnede saa vakkert. Vor Linie havde en halv Mils Udstrækning paa vanskelig Grund, og der var stort Besvær for Alle. Klokkeklangen lød saa underligt i Aasen, underligt og bevægeligt, saa at Ingen tænkte paa sin Træthed. Det gik saaledes hen til ud paa Eftermiddagen. Da syntes Mange, at der var lidet Haab tilbage, siden man ei engang havde seet noget Spor efter den Lille“.

„Men just da Folk begyndte at blive modløse, kom det som en Løbeild over hele Linien, at Gutten var funden. Det hørtes i Førstningen mere som en Forudsigelse end som en paalidelig Besked, men saa indtraf der sikker Melding fra venstre Fløi at de havde ham og at han var ilive. Da blev der en Glæde; ja, sandelig blev der Dands i Lyngen og Glædeslyd i Lierne. Der var med os en af Bygdens rigtige Kurer; han kunde ei give Taal et Øieblik, men vilde lige frem gjennem Tykt og Tyndt. Da raabte Ungdommen: Nei se paa Hovlandsmanden, han bryder sig frem saa Smaabusken røsser om ham. Enhver havde nu Hast til Slettesætren, hvor Gutten blev baaret hen, og hvor Moderen først af Alle modtog ham“.

„Vi hørte da der, at han var bleven funden fladsides paa et Svaberg ved en ødestaaende Sæter. Den lille Stakkel var til det yderste udmattet og afpillet, og nærved at slukne, og Lieutenanten, som hurtig var paa Pletten, raabte strax: Han maa ei faae Mad nu! Selv gav han ham draabevis Mælk og siden Smule for Smule af sin Niste. Gutten kunde da godt forklare hvad der var hendet ham. Under Slettesætren havde han taget feil af Veien og fulgt en Fæ-Sti langs med Myren der; saaledes blev han ude den Nat og sov under en Busk. Dagen efter tænkte han at naae Folk, men forvildede sig alt mere i Holleia, og kom endelig til den tomme Sæter. Der gik han ind i Fæhuset, men følte Angst ved at være der om Natten og laae heller paa Tunet; han blev svagere og svagere, men kunde dog krybe til en Bæk og drikke der. Den fjerde Dag kom nogle Mænd, der søgte Heste, saa nær til Sætren, at han hørte dem tale om Gutten, som var blevet borte, men han har vel ligget som i en halv Dvale og været for svag til at give sig tilkjende“.

„Denne Underretning blev baaret om i Mængden fra Mund til Mund, Alle raabte nu paa Johannes, og alle stimlede til for at se ham. Lieutenanten steg da paa en Marksten, og løftede Gutten op for alt Folket. Da kunde Ingen holde Taarerne tilbage, men alle kaldte dette en god Dagsgjerning“.

Ole Ask endte sin Beretning med bevæget Stemme, og saae hen for sig i Arneilden. Efter et Øiebliks Taushed, sagde han igjen. „Ja, det var en god Dagsgjerning; men haard var Anstrængelsen for udmattede Folk. Karlsruden har ei haft Helbred siden den Dag, og heller ikke jeg har forvundet, at jeg var med i Mandgaren under Slettesætren“.

Denne Fortælling virkede saaledes paa os Alle, at der en Stund blev stille i vor Kreds. Som det pleier at ske ved saadanne Anledninger, blev der endnu gjort et og andet Spørgsmaal, som Ole kortelig besvarede; men Ingen af os havde Lyst til at bringe noget nyt Emne paa Bane. Jeg tænkte paa Dalefolkets Sommerliv i disse vidtstrakte Fjeldmarker, hvis Væsen jeg nu selv havde opfattet, og jeg følte mig kjerlig hendraget til de trofaste Mennesker, hvis kraftige Sind saa mildt kan udfoldes paa den haarde Livsvei i de vilde, aflukkede Egne. I denne Stemning gik jeg ud paa Vangen for endnu engang at betragte den vide Udsigt under Aftenskjeret. Solen var just gaaet ned, og det fine Net af hvide Smaaskyer, der længe havde været udbredt paa den vestlige Himmel, skinnede nu med den skjønneste Guldglands. Jeg fik det hele Selskab, Piger og Mænd, ud i det Frie, og saaledes vare vi samlede paa Volden, da Lieutenanten kort efter kom fra Skoven. Vi takkede ham alle for Toget i Holleia og spurgte til Gutten. „Jeg holder fremdeles Øie med ham“, sagde Lieutenanten, „han voxer godt, og ser ud til at blive en flink Karl; endnu er han hos Moderen, men nu maa han snart ud for at lære noget“.

Aftnens Skjønhed og Lunhed holdt os længe paa Sætervangen, og saa styrkende og forfriskende var denne rene Fjeldluft, at vi neppe havde Følelse af Træthed efter vor besværlige Vandring. Lieutenanten henvendte vor Opmærksomhed paa Vandene og Skovfeldterne under Sætervolden, og det blev mig nu tydeligt, hvorledes den ældgamle Skov, vi havde besøgt, stod i Forbindelse med Vasdraget, og hvorledes dens brugbare Tømmertræer, ved de Arbeider, der udførtes i Skilbreiens Leie, vel kunde føres frem til Udskibning. Saaledes skal Øxeklangen høres i den øde, overgroede Vildmark. Mangesteds, hvor Skovmørket nu ruger, vil der snart blive lyse Rydninger, og Menneskehaanden vil hurtigt nedfælde de udlevede Graner mellem de Ruiner, som Naturens egne forstyrrende og opløsende Kræfter langsomt har dannet. Jeg priser denne Bedrift, og ser i Tankerne Ungskoven opskudt af den frodige Dalgrund; men jeg er ogsaa glad ved at jeg har vandret i en nordisk Urskovs Dunkelheder og paa eengang følt det ensomme Naturlivs og den fjerne Forgangenheds Indtryk der.

Forstmændene havde nu naaet Maalet for deres Udfart. Det blev derfor aftalt, at vi den næste Dag skulde bryde op fra Sætren og drage østover gjennem de lavere Skovlier til Randsfjorden, for saa at benytte Dampskibet. Efter denne Beslutning, der blev taget under vort Aftensmaaltid, gik vi til Ro; og Hvilen kom nu saa sød og dyb over mig, at jeg bortsov de tidlige Morgentimer og laae døv for Mærits Lurspil. Henved Kl. sex var jeg dog med min Stuekammerat paa Tunet og hilsede atter en Sommerdag, der var ligesaa klar og smuk, som de foregaaende. Solen skinnede paa Lieutenantens lukkede Telt, og bag det i Granelunden paa Fjeldsiden, istemmede et Par Trælærker, som jeg ei før havde hørt i disse Egne, en Vexelsang, der ordentlig syntes anlagt paa at vække den Sovende. Det varede heller ei længe før Teltet aabnedes, og Chefen, som vi undertiden kaldte ham, traadte ud paa Sætervangen. Jeg maatte tilstaae, at et saadant luftigt Leie i en smuk Sommernat ei kunde være andet end behageligt, og at det vel var en egen Nydelse strax ved sin Opvaagnen, at føle sig beaandet af en Morgen som denne. „Læg dertil, sagde Lieutenanten, „at det er godt at have Nattekvarteret med sig, hvor man ellers maatte tage tiltakke med et Hytteskjul, som det paa Nysætren“.

Antonette kom til i det samme for at melde at Alt var færdigt til vor Frokost. Vi fortalte hende om de „uvane Greier“ i den faldefærdige Skovsæter og priste den gode Orden og Skik paa hendes Enemerker. „Ja“ sagde Lieutenanten, „hvis der overalt i Skov og paa Fjeld var halv saa god Leilighed, som her, under Skillingshovde, kunde det nok gaae an at glemme baade Telt og Randsel efter sig hjemme“. Antonette smilede og sagde: „Det er godt at have saa fine Fremmedfolk under Tag, og det er et sandt Ord, at Den er Tak værd, som gjerne vil tækkes“.

I Sæterstuen udtalte vi atter vor store Tilfredshed med Opholdet her, og vore Folk samstemmede nu i denne Ros. Antonette nippede til vort sidste Vinbæger og ønskede os en lykkelig Hjemreise. „Nu igjen bliver her ensomt paa Sætren“, sagde hun; „thi paa denne Tid se vi sjelden Folk fra Bygden“. „Sig ikke det“, indvendte Thorkild Vestby, som oftere havde været paa disse Kanter, „imorgen er det jo Løverdag“. „Du mener nok“, sagde Antonette, „at vi da kan vente Karlebesøg; men deri tager du feil, thi Karlene søge nok andensteds hen, hvor der er mere Lystighed at vente end her“. „Jeg husker blot“ svarede Thorkild skjemtende, „paa Valdersgutten, som var saa vel kjendt her“.

„Ja, han har nok lang Vei hertil nu“, sagde Antonette, „og Jenten, han gik efter, er ogsaa borte; thi mig var det ikke, og Mærit jetede dengang en anden Buskab“. „Den Valdersgut“, vedblev hun, „hedte Nub og var et underligt Menneske. Vakker og flink var han, og de Fleste kunde lide ham. Han hang bestandig efter Birthe, som var Budeie her; og naar han kom hid, havde han altid Noget at forære hende, helst udskaarne Ting, som Skeer, Tiner og Ambere, for han var en Mester med Kniven. Jeg er vis paa, at hun syntes om ham, men hun havde saa mange Sind, som Timer om Dagen og drillede ham bestandig. Forrige Sommer, i Høaanens Tid, var han her sidste Gang, for han havde tinget sig i Arbeide paa Modum og vilde sige Farvel. Vi stode alle Tre ude paa Tunet, og Birthe var vrang som sædvanlig. Da tog Gutten Noget frem af Barmen og sagde: Lov mig idetmindste, Birthe, at gjemme Dette til jeg kommer igjen. Da hun havde seet hvad det var, slog hun en stor Latter op, og kastede den Ting langt bort paa Marken, men da blev Gutten ganske forandret; han greb over begge hendes Arme og stirrede hende ind i Ansigtet. Nu skal det være forbi, sagde han, og aldrig vil jeg se dig mere; — dermed gik han afgaarde. Men Birthe blev ogsaa anderledes fra den Tid, skjønt hun ei vilde tilstaae det. Jeg søgte saalænge i Græsset til jeg fandt det Bortkastede og her er det“. Hun tog nu fra Hylden et fladt Stykke Træ af et Kortblads Størrelse. Der stod: Nub Nielsen, i en Ramme af Løvverk og Blomster. Det Hele var smukt og flinkt udskaaret. „Jeg gjemmer dette“, sagde Antonette, „til Erindring om Nub, siden Birthe ei vilde have det. Ivaar reiste han til Amerika med et Følge fra Thelemarken, og Birthe drog da nedover til Byen for at søge Tjeneste“.

Denne simple Fortælling, havde, som saa mange andre Træk af Folkelivet i Norden, en tilsløret Inderlighed, der nok kunde vække Interessen for de fremtrædende Personer. Men Ole Ask, der havde bragt vort Tøi i Orden til Afreisen, tog Sagen fra en anden Side. „Da du har en saa venlig Erindring“, sagde han, „saa vil du nok ogsaa mindes Dem, der nu staae reisefærdige, og naar du ser vel efter paa Skillingshovde, kan du sinde en Birk der, hvori Thorkild Vestby har udskaaret et Bogstav for Enhver af de Fremmede“. Antonette smilede til denne Spøg, og mente, at hun ei havde nødig at gaae saa langt for at bevare Erindringen om vort Sæterbesøg. „Vi vil heller ikke glemme dig“, sagde jeg, „og hvis du blot ikke selv drager til Amerika, kan vi maaske endnu engang træffe dig i Dalen eller paa Fjeldet“.

Saa tog vi Farvel med Antonette, og bad hende hilse Mærit. Hun stod ved Huset, med Haanden skyggende for Solen, og saae efter vort Tog. Da vi havde naaet Skovkanten, vendte vi os mod Sætren og vinkede endnu engang til Afsked.

Den Strækning, hvor vi tog Veien, sænkede sig efterhaanden. I de lavere Lier fandt vi mange Løvlunde, og mellem dem friske Bække, og frodige Engsletter. Her er Skillingssætrens bedste Græsgange, og fra en af Smaadalene inde i Skovtykningen, hørte vi ogsaa Kobjelden og Mærits Lokkesang. Naaleskoven vexlede smukt med Birk, Asp og Hassel, og Solvirkningen paa de mangehaande Afændringer af det Grønne gav de alvorlige Fjeldsider en egen Ynde og smykkede Skovhegnet, der omgav os. Hist og her stode Jordbærrene svulmende og glødende paa Bakkerne, og standsede os paa vor Vei. Saaledes kom vi over Moer og gjennem Kleve fra den ene Fjelddal til den anden, hvor Naturen overladt til sig selv, øvede sine Kræfter og udfoldede sine milde Skjønheder. Vi drog langsomt afsted; thi nu var der Intet, som paaskyndede vor Fart, men derimod saa Meget i de altid skiftende Billeder, der krævede vor Betragtning. I en af de større Lier saae vi en Række af lange Kjern forbundne med klare, letstrømmende Elvedrag. Stien fulgte de kratbevoxede Bredder; Solskinnet laae paa det svagtbevægede Vandspeil, som om det var besaaet med utallige blinkende Stjerner, og over paa den anden Side, tindrede Birkelundene under de mørke Fjeldvægge.

Endnu engang gik vor Vei steilt opad gjennem en Skovklev, der fører til Thelemarksætren. Her hvilede vi under den varmeste Dagstid, og nu saae vi tydelige Tegn til at vi nærmede os Bygden. En liden Gaard med Ager og Eng ligger tæt under Sætervangen, og paa denne er der mange smukke Løvtræer. Rundt om vise sig lave, skovbegroede Bjergaaser; Fjeldvidden med dens store Feldter og Former, er tilbagelagt.

Fra denne Sæter drog vi over jevnere Skraaninger ned mod Vilbergkleven, og her først bliver det rigtig Alvor med Nedstigningen; thi nu gaaer det fra Aasryggen i een Brathed lige ned til Dalen ved Randsfjorden. I Aabningen af Graneskoven saae vi den høitliggende, solbelyste Strækning af Bygden paa den østlige Side af Søen, medens denne selv og Dalen laae ganske skjult i Dybet. Vi vandrede nedover paa Stier, der mangesteds vare svimlende bratte, og for det meste gik i tørre Bækkeleier. Efterhaanden udfoldede sig de lavere Egne for vort Blik, og endelig kom vi ud paa Eftermiddagen, dygtig trætte, mellem Agre og Frugthaver, ned i den grønne veldyrkede Dal. Her tog vi med Færgen over til Rødnes paa den modsatte Bred af Randsfjorden, hvor vi skulde overnatte.

Jeg sad paa en Tømmerhob ved Stranden, og saae hen over Søen og dens Omgivelser, og Alt var mig her saa forskjelligt fra de Egnes Væsen, jeg nylig havde befaret. De store Gaarde, med bymæssigt tilstudsede Vaaningshuse, laae brammende under Aasen; fra Landeveiene hævede sig af og til tunge Støvskyer, og over Søen førtes svære Pramme med alskens Gods. Selv Luften var anderledes her, og skjønt den hvilede over den store Fjord og de friske Enge, forekom den mig dog lummer og trykkende. Jeg saae over til Vilbergkleven, der gik som en bleg Stribe gjennem Bjergets mørke Granevæxt; Aasryggen tegnede sig skarp mod den lyse Himmel. Men derbag, høit over Dalfuren og dens Færdsel, laae det stille, lukkede Land med de udstrakte Skove, de hendragende Fjelde, de klare Vande, og den pure Luft. Der var godt at hvile og sundt at aande. Fra Skovmørket, fra den solbare Vang, og ved den ensomme Arne opsteg nye, forfriskende Livsbilleder, som ukjendte Væxter, der pludselig udfolde sig og dufte for Vandreren. Under Sindets Hvile, og i enhver stille Betragtning følte jeg der mit Væsens sande Fortrøstning og Ligevægt.

Ja, der fandt jeg Anvendelsen for Henrich Steffens’s Ord, naar han siger om vort Klippeland: „Den der fra Verdens forvirrede, forviklede Gjering kommer hid, for ham er det som om et simpelt herligt Livs friske Luft duftede ham kvægende imøde, som om han saae den klare, kjølige Livsstrøm fremvælde fra en tidligere, længst sunken Tilværelses dybe Brønd“. Men, sandelig, ogsaa i vort Hjem indskrænkes Oprindelighedens, det friske Naturlivs Rige, og trænges stedse høiere op i de ensomme Lier. Derfor sad jeg i den grønne Dal og følte, at den Egn jeg havde forladt, var mig som Eventyrets lukkede Land. Fra dets stille, overskyggede Sti, var jeg henflyttet mellem Tummel, og Travlhed i et Dampskibs Route, og medens jeg gik fra Stranden til vort Herberge, kom Idsted-Slagets Ry mig imøde, og fjernede fra min Tanke i det samme Nu alle Skovens og Fjeldets Billeder.


PD-icon.svg Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden.