Hopp til innhold

Bevissystemets Udvikling i den norske Criminalproces indtil Christian den femtes Lov/2

Legg til lenke
Fra Wikikilden
II.
Bevissystemets Udvikling efter Magnus’s Lovgivning indtil 1537.

Den Forandring i Bevissystemet, som indførtes ved Magnus Lagabøters Lovgivning – Vidnebevisets Udvikling og Dommernes større Myndighed over Sagens faktiske Del, – fortsattes under de følgende Konger. Den søger sin fornemste Aarsag i fremmed Rets Indflydelse og den væsentlig deraf flydende Gjennemførelse af det monarchiske Princip.

Allerede Kongespeilet kjender den katholske Kirkes Theori om de to Sværde („die beiden Schwerter“), Kirken og Kongen, hvoraf denne „er sat til at vogte det hellige Hus, hvori Guds hellige Domme afsiges“[1]. Men først i Slutningen af det 13de og Begyndelsen af det 14de Aarhundrede, da Borgerkrigene og Aristokratiets Ødelæggelse havde levnet Kongedømmet som Statens eneste Repræsentant, trængte de nye Principer ind i Lovgivningen.

Norge stod i dette Tidsrum paa den europæiske Civilisations Høider. Dets store Samfærdsel med Vesteuropa lod det hente ikke blot Luxus, men ogsaa Ideer fra England og navnlig fra Frankrige. I dette sidste Land foregik der samtidig, under de kraftige Konger Ludvig den hellige og Philip den Smukke, en stor Omvæltning i Kongedømmets Stilling, her ikke saameget ligeoverfor Folket, som for Lehnsaristokratiet og Kirken. Det var den romerske Ret, som her var Kongedømmets Støtte. Det var ikke længe, siden dennes Studium var gjenoplivet ved de justinianske Lovbøgers Opdagelse i Italien. De franske Lovkyndige bleve delagtige i den nye Videnskab, og de begeistredes af den. Rundt om sig – saa de sit Fædreland sønderrevet af Lehnsvæsenet, splittet mellem kirkelige og verdslige Vasaller, og Lehnsherren, der skulde holde det Hele sammen, var afmægtig ligeoverfor denne Forvirring, der var større i Frankrig end i noget andet Land. Og nu den romerske Ret – den viste dem Billedet af et stort Rige, der, skjønt dannet af Verdens forskjelligste Folkeslag, sammenholdtes af en kraftig Fyrstemagt, hvis Styrelse gjennem en mageløs Centralisation føltes i de fjerneste Egne og i de mindste Detailler. Dette Rige, dette Styrelsessæt blev deres Ideal; den romerske Ret – ikke de Dele af den, som endnu ere og altid ville blive Gjenstand for de Lovkyndiges Beundring og Misundelse, men de Dele, som gjennemførte Keiserdømmets Absolutisme og hvis Efterligning tilhører en svunden Tid af Europas Historie, – denne Ret skulde blive deres Fædrelands Frelse fra Anarchiet. De sluttede sig med Kraft om Kongedømmet, som væsentlig ved deres Understøttelse i det 13de Aarhundrede førte Kampen mod Kirken og især mod det verdslige Aristokrati. Deres Indflydelse sporedes snart i Retspleien: denne var i en elendig Tilstand; Tvekampen var trængt ind overalt – mellem Parterne, mellem disse og Vidner eller Dommere, hvis Kjendelse de appellerede: „Der var ikke mere nogen Dom; det er Tilfældet, den materielle Styrke, som gjør den Skyldige eller den Uskyldige. Samfundet her ophørt at støtte sig paa Retfærdighedens moralske Magt og helt taget sin Tilflugt under Styrkens Herredømme“[2]. Kongerne søgte nu at drive egne faste Dommere igjennem og efter romersk Mønster at udvikle Vidnebeviset. Paatalen begyndte at blive offentlig, Forhør blev indført i visse Sager, og dette ledede igjen til Skriftlighed, hvad der end mere fremmes ved Parliamenternes og Appellens Indførelse.

De norske Konger stode dengang i personlig Forbindelse med de franske og søgte i disse sine Mønstre. Fornemme Nordmænd søgte hen til de berømte Høiskoler i Paris og Orleans, hvorfra de vendte hjem fuldlært i den romerske Ret og stundom endog som utriusque juris doctores. Og i sit Fædreland optraadte de da som sine franske Standsbrødres Efterlignere, som Kongedømmets ivrige Tilhængere. Bjarne Lodinssøn, magister et professor juris civilis fra Paris, var som Medlem af Formynderregjeringen under Erik Magnussøn den vigtigste Forsvarer af Kongedømmets Ret ligeoverfor Kirkens Anmasselser. Og Haakon Magnussøns Cantsler Aake, der saa væsentlig hjalp sin Herre til at centralisere Rigsstyrelsen, havde ogsaa indsuget sine Grundsætninger ved et af de franske Universiteter. Nu, da Lovgivningens store Forøgelse og fremmede Tilsnit berøvede Folket det gamle Kjendskab til Lovene og gjorde en egen Klasse Retskyndige nødvendig, er det og sandsynligt, at de fleste Lagmænd enten selv havde studeret i Udlandet eller som Klerker uddannet sig under saadanne Mænds Veiledning. Dette Forhold varede hele det fjortende Aarhundrede igjennem, om end Tabet af Rigets Glands i dettes sidste Halvdel ogsaa virkede paa Videnskabeligheden. Da Handelsforbindelserne omkring 1400 flyttedes til Hansestæderne, og Universitetet i Rostock oprettedes 1419, ophørte Norge at følge den vesteuropæiske Udvikling og gik fra nu af ligesom Danmark udelukkende i Tydsklands Fodspor. Det var imidlertid først i den følgende Periode, at Retspleien i Tydskland var bleven saa forskjellig fra den nordiske, at den kunde tjene som et Mønster for denne[3].

Foruden i disse fremmede Stater havde den norske Retspleie imidlertid ogsaa faaet et Forbillede inden Landets egne Grændser: den katholske Kirke dannede nu en Stat i Staten, med sine egne Domstole og sin egen Rettergangsmaade. Den kanoniske Ret havde i det 12te og 13de Aarhundrede vundet en overordentlig Indflydelse rundt om i Landene, siden Munken Gratian 1144 havde udgivet den under Navn af „Decretet“ berømte Samling af Retskilder fra det første Aartusinde, – Conciliernes Canones, Pavernes Decrettalbreve, Kirkefædres Meninger, indblandet med Romeres og Frankers verdslige Ret – og siden denne Samling var bleven Grundlag for Glossatorers Forelæsning ved Italiens og Frankrigs Universiteter. Fra Slutningen af 12te Aarhundrede indtil det store Schisma fulgte desuden en Række kraftige Paver, med Innocents III. i Spidsen, efter hinanden paa den hellige Stol, og fra Gregor IX. (1234) til Johannes XXII. (1325) udgaves 7 Bøger pavelige Decretaler.

Den kanoniske Ret havde den store Opgave at opstille en Lovgivning, der ligesom Kirken selv var skikket til at modtages af alle Folkeslag. Væsentlig grundet paa den romerske Ret, under hvis Vinger Kirken var opblomstret, optog den dog af den germaniske Ret saameget, at Germanerne kunde blive modtagelige for den, og disse verdslige Elementer bleve da tildels omdannede efter bibelske Forbilleder, der desuden allerede havde øvet megen Indflydelse paa den byzantinske Lovgivning.

I den Skikkelse, som den kanoniske Ret fik ved Decretalerne, hyldede den i de fleste Strafsager Inqvisitionssystemet, der var indført af den store Lovgiver Innocents III. og stadfæstet af det lateranske Concilium 1215. Dets Øiemed var dels at skaffe bedre Kundskab om Forbryderens Individualitet, hvoraf den kanoniske Ret, der opstillede Forbedring som Straffens Hensigt, gjorde Straffen afhængig, dels kraftigen at straffe Geistlighedens slette Sæder, og Forbilledet søgte Kirken i det første Forhør, som blev holdt i Verden – over Adam og Eva efter Syndefaldet. Principet var, at enhver, der af Rygtet var mistænkt for en Forbrydelse, skulde forhøres ex officio af en Inqvisitor. Betingelsen, Rygtets Tilværelse, var tagen af den germaniske Ret, men Forhørets Form, dets Hemmelighed og Skriftlighed, af den sletteste byzantinske. Fra det 14de Aarhundrede kunde ogsaa en beediget Klage begrunde Inqvisition, og denne Tids Kjætterforfølgelser skjærpede i høi Grad Rettergangsmaaden og Straffene, der forhen havde været mildere end de verdslige.

I Valget af Bevismidler fulgte den kanoniske Ret ogsaa begge Systemer. Af det romerske optog den, at Dommerens Forstand skulde anvendes ved Bevisets Prøvelse, og af det germaniske, at han dog skulde være bunden af nogle faste Regler for at kunne „forsvare sin Dom for Gud og Mennesker“. En legal Bevistheori matte ogsaa med Kirkens strenge dogmatiske Charakter, der ikke levnede synderligt Rum for subjektive Meninger, og den var ogsaa, som vi skalte se, grundet paa bibelske Exempler. Det vigtigste Bevismiddel var Vidner, hvori den fulgte den romerske og den mosaiske Ret; fra den sidste tog den navnlig Budet om, at der ved Forbrydelser maatte mindst 2 Vidner til Fældelse[4]. Foruden Vidner havde den ældre kanoniske Ret brugt Notorietet, Syn og Ed. Nu begyndte Inqvisitionen væsentlig at fremlokke Bekjendelse. Kirken havde ophøiet Bekjendelsen til et Sakrament, og Dommerne anvendte alt for at fremkalde den. Dog varede det en Stund, før Kirken tillod, at de Christne skulde behandles som de germaniske Trælle; „ecclesia non sitit sanguinem“ var jo dens Valgsprog. Men Kjætterforfølgelserne bragte den ogsaa her paa andre Tanker. Torturen optog den nu fra Romerne, der i Keisertiden havde anvendt den paa crimen læsæ majestatis, hvorunder Keiserne efterhaanden havde faaet de fleste Overtrædere af deres Befalinger til at gaa ind; Kjætteriet ansaa Kirken som et crimen læsæ divinæ majestatis, og dermed var da Torturen begrundet. Manglede baade fuldt Bevis og Tilstaaelse, anvendtes Eden. Kirken havde fra først af ikke billiget denne, da den ansaa den forbudt af Skriften. Imidlertid optages den lidt efter lidt fra den germaniske Ret og var fuldt anerkjendt, da Inqvisitionsprocessen opkom. Meded var derimod den kanoniske Ret aldeles ugunstig, dels fordi den smagte formeget af en folkelig Afgjørelse, dels fordi Kirken ansaa Godtroenhedsed farlig for Samvittigheden. Den valgte derfor simpel Partsed, der imidlertid først aflagdes, naar Dommeren fandt Mistanken stor nok til ikke uden videre at frifinde. Her have vi altsaa en Bevisbyrde, og som Følge deraf har allerede Eden den samme Character, som endnu i vore Dage, og i det Hele gjenkjende vi i denne Skildring af den kanoniske Inqvisitionsproces fra det 13de Aarhundrede de væsentlige Træk af den samme Rettergangsmaade og det samme Bevissystem, som ligetil den nyeste Tid har hersket i de fleste europæiske Lande[5].

Denne Rettergangsmaade skulde anvendes ved de geistlige Domstole. I det 13de Aarhundrede indtog Kirken næsten overalt en fast Stilling, og den kunde saameget lettere drive gjennem sine Paastande om egen Domsmyndighed, som den havde et velordnet Retssystem at frembyde ligeoverfor de fordetmeste forvirrede folkelige Lovgivninger. De geistlige Domstole bleve mangesteds en Tilflugt mod Uvidenhed og Undertrykkelse, og den skarpe Inqvisitionsproces, som nu endog blot af Navn er forhadt, var i sin Tid en gavnlig Modsætning til de verdslige Domstoles Slaphed. Under geistligt Fortrin hørte efter den kanoniske Ret alle Forbrydelser af Geistlige, Forbrydelser mod Kirkens Disciplin og mod Geistlige, Kjætteri, Simoni, Kirkebrud, Blasphemi, Trolddom, Mened, Løsagtighed, Aager, samt civile Sager, hvori en Geistlig var en af Parterne. Mere eller mindre af disse Fordringer dreves paa de fleste Steder igjennem, saa de geistlige Domstole havde rigelig Anledning til at fremstille, hvad Kirken ansaa som Idealet af en Retspleie. Og Indflydelsen udeblev heller ikke.

I vort Fædreland have vi et godt Exempel paa den Maade, hvorpaa Kirken søgte at virke til Retspleiens Omdannelse. Der, som i alle germaniske Lande, var den oprindelige Bevismaade altfor forskjellig fra det kirkelige Ideal, til at den med en Gang kunde tænke paa at drive sine Grundsætninger igjennem. Den maatte først nøie sig med at faa afskaffet, hvad der var mest stridende mod Christendommen, og indført et Bevismiddel, som Kirken kunde byde som Tilflugt for de Undertrykte, naar de verdslige Bevismidler havde slaaet dem feil. Heraf de kirkelige Gudsdomme for at modarbeide Tvekampen. Saa antoges Tiden kommen til at afskaffe Gudsdommene, og disse svandt da for Mededen, der vistnok var Kirken forhadt, men ei saameget som tidligere, da Eden overhovedet ansaaes syndig. Og saa endelig, da Kirken, der altid saa vel har forstaaet at vente, finder Tiden beleilig, optræder den dristigt med sine virkelige Fordringer. Nu er det ikke længere de værste Misbrug, som den for Christendommens Skyld formaar Folket til at afskaffe; den vil gaa foran og give Forbilledet paa en helstøbt Retsforfatning.

Da Kirken aldrig fik lovgivende Magt i Norge, indeholdes de Folket vedkommende kirkelige Lovbud i Christenretterne, der vare vedtagne af Folket (senere Kongen) og Kirken i Fællesskab. Foruden Regler vedkommende Gudstjenesten og andre Pligter mod Kirken og dens Embedsmænd opstille Christenretterne de ved Christendommen og senere ved Kirkens Indvirkning dannede Forbrydelser, der omtrent svare til de ovenfor nævnte. Men, skjønt Paven gjentagne Gange siden den norske Kirkes Organisation i Midten af det 12te Aarhundrede med Paaberaabelse af den kanoniske Ret havde indskjærpet Erkebispen ikke at taale verdslige Domstoles Dom over Geistlige (Munch III. 250, 274, 265), var der længe ikke Tale om nogen geistlig Domstol, undtagen maaske i rent geistlige Sager mod Geistlige. De kirkelige Sager kom ligesom alle andre for de almindelige Thinge; dog er det sandsynligt, at Lagretten tildels besattes af Præster (Keyser I. 209). Og paa Thingene behandledes de i alt Væsentligt som andre Sager[6]. Kun spores der i Christenretterne en Lyst til at indskrænke Edernes Antal, idet f. Ex. Ensed er meget hyppigere der end i Landsloven (jfr. Jons Christenret Art. 5. 18. 20. 29. 53 og tilsvarende Steder af Sverres Chr.), og der til Heimskvid ikke behøves mere end 3 eller 5 Mænd (J. Chr. 29. 44. 49. 53. 56. 58); de ældre Christenretter til og med Haakon Haakonssøns af 1244 (F. L. Part II. og III.) henvise desuden selvfølgelig langt mere end de verdslige Love til Gudsdommene. Naar efter dette Kardinal Vilhelm af Sabina 1247 kunde sige, at den norske Kirke var i Besiddelse af alle sine Friheder i Jurisdictionen,: saa maa dette paa en Tid, da den katholske Kirke længe havde fordret egen Domsret, forklares af den store Høflighed, som endog Innocents IV. viste ligeoverfor Haakon Haakonssøn[7].

Men allerede under Sønnen, Magnus Lagabøter, opnaaede Geistligheden det fordelagtige Concordat til Tønsberg (sættargerð, compositio) af 1277, der tilstod den fuld Jurisdiction efter den kanoniske Rets (guðs lög) Fordringer[8]. Formynderregjeringen under Erik Magnussen tilbagekaldte imidlertid Tønsbergerforliget, og det samme skede under Haakon Magnussøn den Ældre og Magnus Smek (N. G. L. III. 89. 117. 153), der befalede, at man i Alt skulde følge Haakon Haakonssøns Christenret og forbød at lyde den Christenret, som var egenmægtigen udgivet af Erkebisp Jon Røde under Erik Magnussøns Regjering, og som selvfølgelig i fuld Udstrækning gjennemførte Kirkens Jurisdiction. Uagtet denne ikke blev anerkjende af Kongedømmet før ved Christian I’s. Forordning af Skara 1458 (Paus II. 271), vandt den allerede fra Begyndelsen af det 14de Aarhundrede mere og mere Indgang i Praxis. Norsk Diplomatarium indeholder saaledes geistlige Domme over Lægfolk i Sager angaaende Hor og andet strafbart Leiermaal (IV. 66 fra 1306, III. 389 fra 1357, IV., 601 fra 1424), Forstyrrelse af Kirkefreden og desl. (V. 197 af 1369; I. 583 fra 1447), Tiendenegtelse (III. 43 af 1296, IV. 70 af 1306 og II. 88 af 1310), Mened (V. 411 af 1429), Delagtighed med Geistlige i Forbrydelse (IV. 86 af 1311); desforuden findes mange geistlige Domme mod Geistlige og i civile Sager mellem disse og Lægfolk[9]. Ligeoverfor de kongelige Embedsmænd hævdede Kirken stundom sin Domsret ved Bansættelse for Sacrilegium, naar de vilde indblande sig i kirkelige Sager (III. 477); enkelte geistlige Domme, endog over Lægmænd, anerkjendes af Kon- gerne (IV. 101), og ligesom nogle Domcapitler og Klostre særlig erholdt Domsret over sine verdslige Undergivne, saaledes synes Rb. 1337 (N. G. L. III. 161) i Almindelighed at forudsætte, at Lagmanden og den biskoppelige Dommer dele de geistlige Sager mellem sig (D. N. I. 565), og det maa derhos erindres, at Jurisdictionen over Geistlige i rent kirkelige Sager vel aldrig negtedes[10]. Der en ogsaa Vidnesbyrd (fra 1293) om at Erkebispen har kunnet „lofa ok dispensera um undan foerslor ok eiða“ – et Spor af geistlig Revision over verdslige Sager. (D. N. III. 37. 40). Det er unødige at angive, hvorvidt den geistlige Jurisdiction har strakt sig til de forskjellige Tider; mest udstrakt har den vel været fra 1350–1450, da Geistligheden saagodtsom var Landets eneste Statsmagt, og den kanoniske Rets Studium næsten alene repræsenterede Videnskabeligheden. Fra Midten af det 15de Aarhundrede, da Jurisdictionen blev fuldt anerkjendt, og den verdslige Retspleie stod lavest, fulgte Geistligheden for meget det øvrige Folk i det dybe Fald, til at den kunde nytte den heldige Tid. Vi se derfor i det 16de Aarhundrede Lehnsherrene gaa Geistligheden i Næringen ved at oppebære Bøder for kirkelige Forbrydelser, og Præster modtage Negtelsesed tit Thinge for Leiermaal (D. N. V. 772 fra 1529[11]).

De geistlige Domstole vare i Norge, som andetsteds, indrettede i 3 Instantser, – Biskopen, der almindelig udøvede Myndigheden gjennem sin Official, Erkebiskopen (Metropolitanen) og Paven. Af Rettergangsmaaden vare kun Bevismidlerne omhandlede i Jons Christenret, og her følger denne næsten helt igjennem det norske System. Vistnok udtaler Art. 51 en aldeles romersk-kanonisk Sætning, der er noksom bekjendt i den moderne Rettergang: „Den, som Sag siger eller giver, han skal have Bevis til sin Sag, medmindre den, som nægter, siger nogen Del i sin Negtelse, den som han og har paa sin Side at bevise“. (reus excipiendo fit actor). Men i Enkelthederne er der intet Spor til nogen Bevisbyrde for Sagsøgeren; Art. 52 udtaler sig om Forsigtighed med Ed, og ligesom de ældre Christenretter formindskede den Edernes Mængde. Men dertil indskrænkede sig ogsaa hele Forskjellen fra Landsloven, fra hvilken den har taget baade Heimskvid og Meded, ja, den nævner kun meget sjeldent Vidnebeviset. At den anerkjendte Mededsinstitutionen i en saadan Udstrækning, efterat den kanoniske Ret allerede var trængt saameget ind, og efterat Paven ellers i Norden havde begyndt at modarbeide dette Bevismiddel, som han i et Brev til en dansk Biskop af 1239 kalder „hæc pestis omni juri contraria“[12], – viser vel tydeligt, hvor Mededen endnu var rodfæstet hos Folket. I Rettergangsmaaden forøvrigt var man henvist den kanoniske Ret, hvis Studium dyrkedes med Iver blandt de Geistlige, navnlig ved franske Universiteter, og denne Omstændighed medførte, at ogsaa Bevissystemet snart blev ganske kanonisk.

Vi se derfor ikke alene den kirkelige Anklage- og Contumacialproees og de ældre Bevismidler, som „facti evidentia“, „manifestum atque notorium“, anvendte ved de norske geistlige Domstole[13], men ogsaa Inqvisitionssystemet møde vi ligefra Periodens Begyndelse med al dets Hemmelighed og Skriftlighed. Et almindeligt Rygte (bygðarfleytt, fama eller diffamatio publica foranlediger Biskopen til at lade Hjemstedets Præster holde Forhør, modtage Vidnernes edelige Prov og derefter stevne Sigtede for ham selv, (D. N. IV. 66 fra 1306), eller han udsender sine Mænd for at „inqvirere“ om Rygtets Sandhed (IV. 84 af 1310), eller og selv „ad inquirendum ordinaria auctoritate descendit“ (IV. 13 af 1296). Vidner ere det fornemste Bevismiddel; de tvinges til Møde per censuram ecclesiasticam, de afhøres hemmelig af Dommeren selv, (secreto et singillatim; examineraðr siðan sér sundrugu[14], og deres Prov nedtegnes skriftligt, da Sagens Dommer ofte er en anden end Vidnedommeren, og der ialfald er Adgang til Appel. Tilstaaelse i Retten nævnes oftere som Dommens Grundlag og i Iveren for at fremkalde den gaar man lige til Trusler. – Ved Siden heraf anvender man dog stundom, navnlig i Sager mod Lægfolk, det nationale Bevismiddel. 1306 byder Biskopen (D. N. IV. 70) flere Præster at tiltale nogle Bønder for Tiendenegtelse, og „hvis de faa Edshjælp med sig af sine Naboer, at de have fyldestgjort al sin Tiende, da lader dem sverge den Ed med forstandige Mænd“. Fra 1310 have vi en Dom, afsagt af Biskopen og 11 Meddomsmænd mod nogle Munke og Lægfolk angaaende Overfald, hvori der dømmes efter „Landsloven til lovlig Negtelsesed“, efterat Øienvidner have slaaet feil. (IV. 86). Og endnu 1357 kundgjør en Korsbroder at have paa Biskopens Vegne „taget“ en Mands „Ed“ for en Leiermaalssag“, hvorfor han giver ham „kvit og aldeles fri“; muligt er det dog, at man her kun har Partsed for sig (III. 239). Men mærkeligst er her et geistligt Statut af 1320 (N. G. L. III. 268), som byder endog „Lærde Mænd“, der sigtes for Bagvaskelse af Biskopen hos Kongen, at sværge Sættered, selv syvende; „med Eder skulle lærde Mænd værge sig, men ikke med andre Renselsesmidler“. – Imidlertid maa disse Anvendelser af de gamle Bevismidler vistnok kun betragtes som Følgen af en Overgangstilstand. Enkelte af de ovennævnte Exempler vise, at man ingenlunde sparede Inqvisitionsprocessen mod Lægfolk (se det ovennævnte Diplom af 1306), og det Samme fremgaar især af en mærkelig Sag fra 1325, gjengiven i Saml. t. d N. F. S. og H. V. 479. Biskopen af Bergen fortæller nemlig i det om Sagen udstedte Brev, at han paa Grund af „et almindeligt Rygte og stærk Omtale blandt fornuftige Folk“ havde indstevnt for sin Domstol Ragnhild Tregagaas „som forfalden til Trolddom, Besværgelse og den kjætterske Tros Afveie“. Hun nægtede først alle Beskyldninger, hvorfor hun paa Grund af „den stærke Mistanke og Formodning blev sat i den sikre Forvaring, hvori mistænkte, men endnu ikke overbeviste Forbrydere holdes fast“. Da imidlertid 5 Mænd vidnede, at Ragnhild for dem unødt havde tilstaaet en afskyelig Besværgelse, og hun indkaldt i Bispens Consistoriom foreholdtes dette Prov, og endelig Sysselmanden, der var tilstede paa Kongens Vegne, forudskikkede passende Trusler, gik hun til fuld Bekjendelse. Da hun, igjen indsat i Fængslet, „havde omvendt sig og andraget om en velgjørende Straf, og da hun desuden ved Forbrydelsens Udøvelse havde været „maanesyg og derfor ei ved sin falde Fornuft“, – blev hun af Biskopen „paalagt følgende heldbringende Pønitents: 1) at faste paa Vand og Brød 2 Gange ugentlig, saalænge hun lever, foruden til almindelige Fastetider; 2) at foretage en 7aarig Pilegrimsreise til de Helliges Hvilested udenfor Norges Rige; men befandtes hun at overtræde et af disse Puncter, skulde hun som tilbagefalden i Kjætteri overantvordes den verdslige Domstol“.

Uagtet den geistlige Jurisdiction aldrig naaede en saadan Udvikling i Norge som i flere andre Lande, var dens Mark dog vid nok til at skaffe den kanoniske Ret stor Indflydelse. Dens Studium blev almindelig blandt Landets første Embedsmænd og befordrede det monarchiske Princips Gjennemførelse i Lovgivningen; – thi, om Kirken end selv vilde have den første Plads, saa vilde den dog ligeoverfor Folket en stærk Kongemagt. Og i Praxis maatte en saa velordnet Retspleie som den geistlige virke kraftigt ved sit Exempels Magt, saameget mere som de kongelige Embedsmænd havde mange Berøringspunkter med de geistlige Domstole. Sin største Indflydelse i vort Fædreland øvede dog det kanoniske Rettergangssystem først langt senere, i forrige Aarhundrede, – da det, adopteret af de fleste Landes Lovgivning, var bragt til sin fuldkomneste Udvikling ved Videnskaben, som dengang begyndte at blive et vigtigt Led ogsaa i vor Retsdannelse.

Den fremmede Ret virkede altsaa baade i Retspraxis og i Lovgivningen, og i denne fornemmelig til Gjennemførelsen af det monarchiske Princip i Retspleien. Allerede Haakon Haakonssøn paaberaaber for Selvhevnens og Ættedrabenes Afskaffelse andre Landes Exempel: „det er en Skam, at man i Lande, hvor bedre Sæder herske, skal spørge, at slig Uskik hersker her mere end andetsteds“[15]. Magnus’s Landslov udtaler udtrykkelig, at Strafferetten alene udgik fra Kongen. „Ingen“, heder det i M. L. IV. 16, „kan lade Forbrydere afstraffe uden selv at gjøre sig skyldig i en Synd, undtagen den Dommer, som Kongen dertil har indsat; thi Loven er det, som straffer, og ikke Dommeren, uagtet han gjør sin Skyldighed efter Loven; men Andre gjøre det med Forbitrelse og Avind“. Straffen er ikke længere en Hevn, men bør tjene til Forbryderens Sjæls Salighed; „onde Gjerninger skal man hade, men Mennesket skal man elske efter Naturens Orden, men Sjælen allermest som sen Medchristne“, hedder det i den mærkelige Instrux, som blev given Dommere i Misgjerningssager[16]. – Efter den ovenciterede M. L. IV. 16 skulde man tro, at hele Dommermyndigheden maatte gaa over fra Folket til Kongen. Men denne Forandring vilde været for voldsom. Kongen maatte nøie sig med en Andel deraf, og denne udøvede han gjennem Lagmanden. Denne Embedsmand var bleven sat Lagthinget ved Siden som en lovkyndig Consulent i Slutningen af det 12te Aarhundrede, og i Løbet af det 13de havde man begyndt, halvt frivillig, at tage hans Orskurd alene istedetfor Thingets Dom. Den nye Lovgivning gjorde hans Domstol til en med Herredsthingene fuldkommen parallel. Dette gjaldt væsentlig civile Sager. Men allerede Bylovens VII. 15 (jfr. M. L. IV. 17 i Beg.) forudsætter, at man i Utlegdemaal og alle andre store og smaa Sager kan indhente Lagmandens Orskurd. Og den følgende Lovgivning lægger tydelig an paa ogsaa at overflytte Bedømmelsen af Misgjerningssager til ham, idet han forudsættes som Dommer over disse, dels alene, dels alternativt med „andre skjønsomme Mænd“, i en Mængde Retterbøder fra hele det 14de Aarhundrede[17]. Diplomerne vise os ogsaa gjennem hele Tidsrummet Lagmanden som Straffedommer, snart alene, snart med Tilkaldelse af nogle Mænd, i forskjelligt Antal[18]. Forresten har man vistnok paa Landet almindelig foretrukket at gaa til Herredsthinget, som kunde sammenkaldes strax, medens Lagmanden boede langt borte, og det har navnlig været Sysselmanden, som har bragt Forbrydelser for hans Domstol. I slige Tilfælde var naturligvis Lagmanden Dommer over hele Sagen, baade Jus og Factum (se især D. N. IV. 145 samt N. G. L. III. 212). Lagmanden dømte imidlertid ogsaa (i Kjøbstæderne) sammen med Borgermester og Raad samt Lagret, eller (paa Lagthinget) med Lagretten alene, i det sidste dog sjelden i Forbrydelser, da disse i de færreste Tilfælde kom for Lagthinget, det være nu enten ved Indankning eller Henvisning fra Herredsthinget, eller, i store Sager, ved directe Indstævning[19]. Her blev hans Stilling vistnok ofte en anden, da han nærmest var kaldet til at repræsentere det lovkyndige Element. I Sagen angaaende Knut Alfssøns Drab paa Tønsbergs Lagthing 1502 (D. N. II. 712) bad saaledes Hartvig Krumedike 2 Lagmænd at sige ham, hvad Lovbogen indeholdt om Landsforræderi. Lagmændene tilkaldte derpaa 3 Tylvter Mænd og læste Lovbogen for dem, og Mændene dømte da, at saadanne Mænd have forbrudt Fred og Gods. Derpaa begjærede H. K. Lagmændene og de 3 Tylvter Mænd at randsage, hvorledes Knut Alfssøn havde forbrudt sit Leide. Herom blev da ført Vidner. „Da Alt dette bevisligt var, da dømte fornævnte 3 Tylvter Mænd og fandt det saa for Rette, at Knut Alfssøn brød selv uærlig sit Leide – og efter fornævnte Norges Lov, da dømte fornævnte 3 T. M. dem alle kvit og fri for Drabet paa Knut Alfssøn og Knut Alfssøns Gods til Kongen og hans Lig under Kongens Miskund“. Man mindes her om Dommerens Stilling i Jurvforhandlingen, eller maaske snarere om Prætorens i den romerske Rettergang[20]. I en Sag fra 1511 (I. 743) idømmer Lagmanden, efterat Lagretten har stadfæstet Heredsthingets Dom, Appellanten Straf for „Domrov“. Stundom repræsenterer Lagmanden Læse- og Skrivkyndigheden i Retten og læser f. Ex. D. N. III. 719 et Landvistebrev for Borgermester og Raad[21]. Ofte har imidlertid Lagmanden indtaget ganske den samme Stilling til den faktiske Del som sine Meddommere, og havt ligesaamegen eller ligesaaliden Raadighed over Beviset som disse, og især blev dette Tilfældet i den senere Tid, da Lagretten ei blev stort Andet end Lagmandens Jabrødre[22].

En end større Indflydelse paa Retspleien udøvedes gjennem Kongens administrative Repræsentant Sysselmanden. Medens under den tidligere Lovgivning Enhver kunde sammenkalde Thing, som Thing trængte, sker dette nu alene ved Sysselmanden; han bestyrer Herredsthinget, dog uden Stemme, og kaldes derfor Retsstyrer (réttari), han udnævner den Lagret af 12 Mænd, som efter Rb. 1280 Art. 28 skal dømme i alle Sager angaaende Liv og Lemmer, han exekverer Straffene, og, hvad der er det væsentligste, han har en meget udstrakt Ret til Forbrydelsers Paatale. Forhen havde denne Paataleret kun været subsidiær for at erholde de Kongedømmet af de fleste Lovbrud tilkommende Bøder, saafremt den Fornærmede ei tog sig af Sagen. Nu fulgte det at Straffemyndighedens udgaaen fra Kongen, at han gjennem sine Embedsmænd sørgede for Forbryderes Afstraffelse uden Hensyn til den mulige Indtægt. Dette var nu en Selvfølge, hvor der ingen privat Fornærmet var, saasom ved Forbrydelser mod det Offentlige, Overtrædelser af de specielle kongelige Befalinger (Brevbrud) eller af de mange Politilove om Handel, Mynt o. desl., som dette Tidsrum fremkaldte. Men vi have ogsaa Lovbud, der indføre en offentlig Forfølgning af Forbrydelser i Nutidens Forstand. Ligesom Haakon Magnussøn den Yngves Retterbod i N. G. L. III. 212 i Almindelighed byder Byfogden at ransage efter Lovbrud og revse Ildgjerningsmænd efter Loven, saaledes skal efter Rb. af 1303 (N. G. L. III. 65) Sysselmanden holde Undersøgelsesforhør „efter saadanne Mænd, som Lovbogen gjør fredløse, nemlig Manddrabere, Tyve, Ransmænd, Menedere og andre, som blive overbeviste om Uboteværk, samt dem, der bryde kongeligt Brev og Budskab, og lade dem siden saaledes revse, som Lovbogen vidner og Lagmanden eller andre skjønsomme Mænd lægge Raad op med ham, og lade dem alene komme for Kongen, som han ser, er nogen Naade og Miskund værd“[23]. Og Rb. 1297 Art. 14 forbyder Sysselmanden at stævne til Lagmanden for Bøder, førend den paaklagede Gjerning er „provet og ransaget med Forstand hjemme i Bygden“. Vi forbauses over at finde en saa moderne Retspleie flere Aarhundreder før den Tid, hvori vi ere tilbøielige til at søge dens Indførelse i vort Fædreland. Men – den var en for fremmed Plante til at skyde Rødder; som saameget Andet forsvandt den for en stor Del med Haakon Magnussøn den Ældre. En af Grundene hertil maa vi forresten søge i Mangelen paa ordentlige Retsbetjente; Sysselmændene vare for faa, om end deres Vilje til at opspore Forbrydelser og gjøre sig dem til Indtægtskilde var god nok; de havde vistnok Fuldmægtige i Lensmændene, som allerede nævnes i Rb. 1280 Art. 7; men da disse vare for haarde mod Almuen, bestemtes, at de kun skulde være 2 i hvert Fylke og tages blandt Bønderne, (Rb. 1293, 7), og Bondelensmændene have altid været for afhængige af Bygden til at holde nogen Justits. Imidlertid var der dog altid mange Tilfælde, hvori Sysselmændene eller senere Fogderne optraadte som Forbrydelsens Forfølgere, hvad enten de nu handlede for Indtægtens eller for Forbrydelsens egen Skyld. Exempler paa offentlig Paatale findes saaledes i D. N. III. 213 (Barnemord og Bortførelse af Fængsel 1348), 534 (Røveri), 714 (Leiermaal), II. 771 (Mishandling og privat Fængsling), 794 (Stimænd), V. 714 (Mordbrand, Drab, Røveri, etc.). I enkelte af disse Tilfælde er det Lehnsherrer, som forfølge Sagen, og i den sidste Del af Perioden udøvede Adelen efter dansk Mønster Hals og Haand paa sine Godser.

Jeg har fremstillet alle disse Forholde saa nøiagtigt, fordi man i dette mørke Tidsrum for en stor Del maa slutte fra Aarsagen til Virkningen. Imidlertid vil man dog af den følgende Fremstilling forstaa, at det er berettiget at tillægge dem stor Indflydelse paa Bevismaadens Udvikling.

Med Dommermyndighedens større Fasthed stemte det bedst at lade Straffedommen først og fremst grundes paa Vidner – disse „Justitiens Øine og Øren“ – og Rettens Granskning af deres Udsagn, istedetfor, som forhen, næsten udelukkende at bero paa Slægt og Kjendingers gunstige Omdømme. Den følgende Lovgivning gaar ogsaa i Magnus Lagabøters Fodspor, og hvor Bevismidlerne nævnes, er det næsten bestandig sagt, at der kun skal gribes til Ed, naar der ei haves Vidner[24]. Almindelig staar der intet Andet om Beviset end: „bliver han overbevist“ (kunnr ok sannr; sannprofaðr[25]); hvor det sidste Udtryk er brugt, tænkes vistnok nærmest paa Overbevisning ved Vidner, medens sannr at máli ogsaa bruges om den, for hvem Eden er falden[26]. Ofte indeholde de nye Straffelovbud ikke nogensomhelst Antydning til Beviset, og da er det rimeligt, at man først og fremst for Tilfældet har benyttet det Bevismiddel, som samtidige, ligeartede Love henviste til, og som kunde bruges i samme Form i alle Sager. Ved de ældre Love, som oftest bruge Meded, var det nemlig Tilfældet, at hver Sigtelse havde sin tilsvarende Art af Edshjælp – man mindes uvilkaarlig de romerske Actioner. De almindelige Regler i Landsloven IX. 13. ff. vare ikke udtømmende, og for at de kunde anvendes paa den i et nyt Lovbud nævnte Straf, maatte derfor denne være af de i Reglerne omhandlede Arter. Den hyppigste Straf ei den nyere Lovgivning var en Bod af 8 Ørtuger og 13 Mark, den almindelige „Brevbrudsstraf“, som anvendtes ligetil Christian V.s Lov ved enhver Overtrædelse, hvorfor ei anden Straf udtrykkelig var sat[27]. Og denne gik indunder M. L. IX. 14, som fordrede Sættered i alle saadanne Sager. Hvor derimod en anden Straf fastsattes i de nye Lovbud, var oftest ingen af Landslovens Regler anvendelige, og saafremt Ed krævedes, maatte Dommeren bestemme deres Art (jfr. N. G. L. III. 212); men dette Forhold har visselig bidraget til, at man ved saadanne Overtrædelser først saa sig om efter Vidner.

Meget saa ere derimod de Lovbud, som paabyde Ed uden den Betingelse, at Vidner ikke haves; de ere i Grunden kun tvende, og ialfald det ene gjælder et Tilfælde, hvor Vidner næsten aldrig kunde forudsættes; efter Rb. 1330 (N. G. L. III. 156) skal nemlig den Mand, som er greben i Besiddelse af falske Varer, sværge Tylftered, at han ei vidste om Falskheden; det andet er Dronning Margarethas Rb. 1392, Art. (Paus II. 233), som byder den, de raf Fogden er mistænkt for Landprang at sværge selv 3die, at han kjøbte paa rette Torv. Til disse skulde videre Christoffer af Bayerns Stadsret af 1444 føies, hvis den kunde regnes med i den norske Lovgivning; men uagtet den efter sin Indledning er given ogsaa for de norske Kjøbstæder, viser den Maade, hvorpaa Negtelseseden skulde anvendes[28], noksom, at den er given alene med danske Forholde for Øie, og den har visselig ikke heller før i det syttende Aarhundrede været gjældende i Norge[29]. Denne Stadsret er under Lovgivningens kummerlige Tilstand efter Calmarunionen, faa vidt vides, den eneste Lov, hvori Bevismidler omtales.

At Vidnebeviset nu bliver hyppigere, forstaa vi ogsaa af, at der bliver givet nærmere Love om Fordringerne til det. Allerede Rb. 1280, Art. 9, fastsætter efter den kanoniske Ret, at kun 15 Aars gammel Mand kan bære Vidne. Rb. 1313 Art. 4 (N. G. L. III. 100) byder, at Skjøger og Mænd, som synes Dommerne udygtige for nogen upassende Sags Skyld, ikke skulle bære Vidne, især i store Sager mellem gode Mænd. Og efter Privilegier for de Tydske af 1295 maa Ingen bære Vidnesbyrd i svære Sager uden „lovlige og skjellige Mænd“. (Paus II. 185).

Ialfald i den første Del af Perioden var det Sagsøgeren ganske overladt, om han vilde føre sine Vidner (Privilegier af 1295). Men forskjellige Aarsager vare medvirkende til, at det i Praxis efterhaanden blev Regel at bruge Vidnerne, hvor de fandtes. Mededsinstitutionen var vistnok længe for national, til at den ikke ofte skulde faa Fortrinet for Vidnebeviset, hvor Bønder vare Dommere og den Fornærmede Sagsøger. Men hvor Lagmanden sad paa Dommersædet, maatte han føle den Enkeltdommeren naturlige Tilbøielighed til at afgjøre ogsaa Sagens factiske Del, og han søgte vistnok saameget som muligt at istandbringe en med Lovens Fordringer stemmende Dom ved Vidnebevis fremfor at lade Afgjørelse gaa til Mededsmænd, Folkemeningens Repræsentanter. Og naar Sysselmanden var Sagsøger, har han visselig søgt at føre Beviset saalangt som muligt for i detmindste at gjøre Edshjælpen betænkelig. – Meget maatte det ogsaa bidrage til Vidnebevisets Udvikling, at Sysselmanden begyndte, at holde Undersøgelsesforhør. Vi have forhen omtalt, at dette langtfra naaede den Udstrækning, som var det tiltænkt i Rb. 1303. Men vi mangle ingenlunde Spor af dets Anvendelse. Især var det hyppigt ved Manddrab, hvad der fulgte af den specielle Lovgivning for denne Forbrydelse. Fra Haakon Haakonssøns Tid var det nemlig for at hindre Selvhevnen og Ættedrabene, sædvanligt at tilstaa Manddrabere Landvist ɔ: Benaadning for Fredløsheden mod at betale 8 Ørtuger eg 13 Mark til Kongen, foruden en Bod til Arvingerne (Fredkjøb), som disse vare pligtige at modtage. Landvistbrevene, der udstedtes af Kantsleren i Kongens Navn, meddeltes kun for „ærligt Drab“ og efter Viglysning, og for at forvisse sig herom paalagdes det Sysselmanden at „tage Prov“ efter ethvert Drab. Diplomatariet vrimler af Sysselmandens Drabsindberetninger, der ligesom Landvistbrevene ere affattede efter faste Formler. Han indfandt sig paa Gjerningsstedet og holdt et formeligt Forhør, under hvilket Øienvidnerne og Viglysningsvidnerne aflagde Ed. Provene bleve nøiagtigt nedskrevne, og det mangler ikke meget i, at Brevet stundom ligner Nutidens kortere Forhørsakter. Denne Sædvane varede lige til Christian V.s Lov, hvor Landvist endnu er nævnt i 6–12–3[30].

Udenfor Drab er der sjelden Spor til Forhør. I D. N. IV. 684 se vi Lensmanden stevne 2 Mænd til at fremføre Vidne, om hvorledes det er tilgaaet med en Ildebrand, og derpaa selv forhøre dem. Det er forresten vanskeligt at afgjøre, hvorvidt en Vidneførsel ved Syssel- eller Lensmanden er Forhør; thi naar Sagen skulde paadømmes af Lagmanden, blev Vidnerne ofte førte for Sysselmanden, og naar han da selv ogsaa var Sagsøger, sammenblandedes Functionerne ganske. Da, ialfald ved Drab, Sysselmanden vedblev at „tage Prov“ langt ned i Tiden, ligger Forhørets Spire for en Del i den ældre Ret, hvad der ogsaa fremgaar deraf, at endnu i forrige Aarhundrede optoges det ofte af Fogderne[31]. Men ligesaa vist er det, at Forhøret skylder fremmed Ret fra først af sin Oprindelse, og i en senere Tid sin store Udvikling.

Vi have ikke mange Domme levnede, hvor Vidner have været benyttede, og i de fleste Tilfælde har enten Lagmanden været Dommer, eller Sysselmanden Sagsøger. Se D. N. II. 492, V. 765, III. 221, V. 280 (Injuriesager), III. 534 (Røveri), V. 712 (Forbrydelse af Leide). Etsteds ser man Ed aflagt, uagtet der var Vidner til Fordel for Sigtede, dog maaske ikke om selve Gjerningen (IV. 783). Men, at Vidnebeviset ofte anvendtes i den criminelle Praxis, se vi noksom af de talrige „Provsbreve“, som findes blandt Diplomerne.

Skriftlighed begynder nemlig nu at fortrænge Mundtligheden i Rettergangen. Vi have allerede seet, at efter de ældre Love kunde en Mands Vidnesbyrd, naar han selv ei kunde komme til Thinge, modtages af tvende andre og af dem meddeles Dommerne. Saadanne Tilfælde, hvori Vidnerne ei kunde føres for Dommeren, maatte nu blive talrigere, da Lagmanden, der sjelden selv kunde komme til Hjemthinget, fik Del i Dommermyndigheden, og Appel begyndte at udvikle sig. Da nu Skrift blev brugelig i det 14de Aarhundrede, ialfald blandt de mest Oplyste, laa det nær at fæste slige Vidneførsler til Papiret, istedetfor at betro dem til den mundtlige Overleverelse. Vi se ofte Sysselmanden (Lensmanden) modtage saadanne Vidneprov, som skulde komme til Lagmandens Kundskab, og derom udstede Provsbreve[32]. Men det blev ogsaa meget snart Sædvane at sikre sig hvilketsomhelst Vidnebevis ved Skrift, selv om det kun skulde benyttes ved Hjemthinget. Man erindrer de tidligere Bestemmelser om, at Vidnerne saameget som muligt skulde føres paa fersk Fod; nu, da det ikke længere var Enhvers Sag at sammenkalde Thing, men disse vistnok begyndte blot at afholdes til regelmæssige Tider, hjalp man sig med skriftlig Nedtegnelse af Vidnesbyrdene snarest muligt efter Gjerningen. Dette blev efterhaanden saa almindeligt, at man fristes til at tro, Praxis tillagde „skriftligt Prov“ større Vægt end „levende Røst“; Vidner, der førtes længere Tid efter Gjerningen, har man modtaget med mindre Tiltro, og i hine Tider, da Skrivekunsten endnu var sjelden, gav Skrift Bevislighederne en mystisk Troværdighed[33]. Et stærkt Opsving har denne Sædvane visselig faaet, da den store Mandedød havde lært Folket, at Størstedelen af en hel Slægts Viden paa en Gang kunde gaa i Graven.

Skrivekunsten udbredtes af Geistligheden, og Skriftligheden i den europæiske Rettergang indførtes gjennem den geistlige Retspleie. Vi se derfor Præsterne modtage og nedtegne Vidneprov i verdslige Sager (D. N. II. 352, V. 584). Men de fleste „Provs-“ eller „Vidnesbyrdsbreve“ ere optagne ved Lagrettesmænd. Disse vare faste Mænd, hvis Titel og Værdighed fulgte dem hjem fra Thinget; de modtoge derfor, i forskjelligt Antal, men oftest kun 2 eller 3, edelige Vidnesbyrd, ikke blot paa dette, men enten i „Præstestuen“, sammen med Præsten, eller i „rette Stevnestue“, eller paa hvilketsomhelst Sted[34]. Hyppigt udstede ogsaa Vidnerne selv under Eds Tilbud en skriftlig Beretning om sine Iagttagelser, altsaa Vidnesedler i Nutidens Forstand[35]. En anden Sædvane er, at Almuen paa Thinge, tildels gjennem Lagrettesmænd, udsteder „Skudsmaalsbrev“ angaaende en Mands Opførsel, eller endog om hans Forhold til en bestemt Sag[36].

Skriftlighedens Indførelse gjorde Vidnebevis for en stor Del til et „Andenhaandsbevis“ (secondhands evidence). Denne Forandrings Indflydelse kunde ikke være saa stor paa en Tid, da Bevisførelsen vistnok i det Hele bevægede sig inden meget snevre Skranker, da Vidneprovene vare meget korte, tildels afpassede efter faste Edsformularer og væsentlig kun angik Forbrydelsen selv, da Indiciebeviset var næsten ukjendt, og da endelig en Discussion mellem Parterne om Provets Indhold eller Vidnets Person var den største Sjeldenhed. Men den var allerede dengang ikke uden Betydning, især siden Bedømmelsen af Vidnedygtigheden næsten ganske var overladt til Retten. Og som Oprindelse til et System, der lige til den Dag idag har havt den største Indflydelse paa vor criminelle Retspleie, har den ovenskildrede Sædvane sin store Interesse.

Mededsinstitutionen indtog altsaa ikke længere sin næsten eneraadige Stilling blandt Bevismidlerne; men den vedblev dog at være det vigtigste af dem, saalænge Bevisbyrden var ukjendt og Indicier lidet anvendte. Den forekommer under hele Perioden væsentlig i den Form, som Magnus’s Landslov havde givet den, da den, som vi have seet, lun nævnes i saa af de nyere Lovbud. Efter Rb. 1313 Art. 5 (N. G. L. III. 100) skulde Mænd, saavidt muligt, nævnes til Edsaflæggelse med Mænd, og Kvinder med Kvinder; og Rb. 1303 (N. G. L. III. 61) forbød i enkelte Tilfælde, som et Slags Straf, Sigtede at fri sig ved Ed, uagtet blot Mistanke var tilstede[37]. De nyere Love synes i det Hele at fordre større Eder, saaledes endog Tylftered for Vareforsalskning, hvor det alene gjaldt god Tro. Paa den anden Side anvender Haakon Magnussøn den Ældres Borgret simpel Partsed ved Sigtelse for Drab og Saar, hvilket maaske, da den er given for fremmede Krigsfolk, kan forklares af fremmed Rets Indflydelse[38].

Som rimeligt er, have vi flere Domme levnede, der omhandle Ed, end der omhandle Vidner. Praxis synes efterhaanden at have gjort Negtelseseden nødvendig ved den blotte Sigtelse uden Heimskvid. Thi der sees ikke andet Spor til denne, end at Eden etsteds er aflagt af En som mistænkt af Rygtet (D. N. IV. 783). For en Del er dette vistnok en Tilfældighed; men det er temmelig sikkert, at Heimskviden var gaaet ganske af Brug ved Periodens Slutning. En væsentlig Aarsag hertil maa søges i Fogdernes mange uretfærdige Søgsmaal, for hvis Fremme de maatte tilsidesætte en saa stærk Hindring som den at bevise, at Sigtede var beryg- tet for Gjerningen. Derimod ser man anvendt den med Heimskviden sammenhængende Skik, at en Injurieret maatte „gange sin Dul“ selv 6te for en Beskyldning, hvorpaa han blev sagt fri, men Injurianten, da hans Hjemmel brast ham, blev straffet (D. N. IV. 713 fra 1472). Paa den anden Side finder man ogsaa fuldkommen Frifindelse „efter Ransagning“, uden at der tales Noget om Beviset[39]. Eden aflagdes nu ikke længere i Kirken, hvorfra Geistlighedens Uvilie havde udelukket den, men enten paa Thinget eller andre Steder. Stundom aflagdes den i Retten selv, rimeligvis naar Sigtede har været forberedt paa at have Edshjælp tilstede under selve Sagen (IV. 783, V. 772, jfr. I. 400). I Almindelighed bestyredes Forretningen af Sysselmanden, der forelæste Edsformularen og i det Hele vaagede over, at Eden blev ret aflagt, i hvilket Fald han erklærede Sigtede fri for videre Tiltale[40]. Som oftest var Dommen nemlig afsagt alternativt paa Forhaand, saa der kun sjelden blev Tale om nogen Frifindelse bagefter ved Retten[41]. En aflagt „Dul“ kunde kjendes „ugild“ efter Appel, naar den overordnede Ret fandt Sagsøgerens Bevis stort nok (V. 691 fra 1493; jfr. Exempel paa det Modsatte II. 580). Man begynder nu at se Spor til en Misforstaaelse, som siden blev hyppig, at Sigtede ei regnedes med i Edshjælpernes Tal, saa at han f. Ex. aflagde Sættered selv 7de (N. G. L. III. 268, et geistligt Statut af 1320). Sagsøgeren stevnedes til Edsaflæggelsen (IV. 383). Eden kunde aflægges af en Fader paa Sønnens Vegne (IV. 783).

Sysselmandens Forhold til Edsaflæggelsen ledede sammen med hans Paataleret til det Misbrug, at Eden stundom aflagdes uden Forbindelse med nogen Domssag. Han holdt sine Ofte i Arrest, indtil de havde fremskaffet Edshjælp (D. N. V. 772). Naar, som ofte var Tilfældet, Sysselmanden ingen Bevisligheder havde, var dette kun en Tilsidesættelse af Formen. Mere uregelmæssig var en Fremgangsmaade, som fortælles D. N. III. 513 og 515. To af Lehnsherrens Betjente, som i 1432z sigtede en Kvinde for hendes Husbondes Mord, lode 12 Mænd undersøge hans Lig paa Kirkegaarden, og spurgte derefter paa Ringsakers Thing Almuen, om nogen „vilde „forsvare“ Kvinden; 24 Mænd gik da tilside og erklærede efter Ransagning med Almuens Samtykke, at de ikke vilde gjøre det, da hun ei havde klaget paa Gravbakken, men sagt, Døden var en Følge af „Hesteværk“, medens Synsmændene havde sandet „Mandsværk“ paa ham. Lehnsherrens Betjente lyste derpaa Utlægd over hende, saalænge til hun kunde „undlede sig (ɔ: aflægge Negtelsesed) om Sagen“. Man kan maaske betragte dette som en Undersøgelse, om Sigtede kunde finde Mededsmænd i sin Hjembygd, og vi faa isaafald et Indblik i de Hensyn til fremkomne Oplysninger, som toges af dem, der opfordredes til Edshjælp.

Denne de kongelige Embedsmænds og Adelens Ret til Forbrydelsers Paatale og den stedse stigende Vilkaarlighed, hvormed de udøvede den, maatte væsentlig bidrage til at forstyrre Mededsinstitutionens Charakter. Tidligere, da Forfølgelsen alene skete af en Privatmand, og Straffen udtalte den snevre Bygds Dom om Forbryderen, havde Mededsmændene, selv Repræsentanter for denne Folkemening, mindre Fristelse til at fravige sin sande Opfattelse af Sigtedes Skyld. Men da Strafferetten blev et Udtryk for Kongens Ret over Individet, da Forfølgelsen udgik fra en kongelig Embedsmand, og denne mere behandlede Sigtede som en allerede domfældt Forbryder end som en ligestillet Modpart, – blandede der sig naturligen fremmede Hensyn ind i Edshjælpen. Opfordringen til Edshjælp blev nu en Appel til Bygdemændenes Sammenholdsaand, til deres Iver for at beskytte sine Egne mod Fremmedes, Undertrykte mod Overordnedes Angreb, og selv den visse Forbryder kunde under saadanne Omstændigheder gjøre Regning paa Medfølelse nok til trods Edens Hellighed at finde Mededsmænd. Det er den samme Iagttagelse, som man gjør hos vore Dages Jury, naar den er tilbøielig til at frifinde den aabenbare Forbryder, fordi den føler sig som hans naturlige Værn ligeoverfor den ophidsende Behandling fra offentlige Anklageres eller Retsformænds Side. Et folkeligt Element i Retspleien, som ikke er bunden ved faste Regler i sin Afgjørelse, virker kun da uden uberettigede Hensyn, naar der er Ligevægt i Parternes Stilling i Rettergangen. Den nævnte Bevæggrund til Edshjælp blev forresten vistnok ofte krydset af et andet Hensyn, nemlig Frygten for den mægtige Sagsøgers Hevn, om man svor med Sigtede. Jo dybere Folket sank, des oftere kunde det hænde, at en uskyldig af denne Grund blev ladt i Stikken. Men paa de fleste Steder bevaredes vistnok Folkets Uafhængighedsaand for meget, til at ikke Iveren for at hjælpe sine Egne skulde faa Overhaand. Det var derfor naturligt, at Mededsinstitutionen i Folkets Øine var et kraftigt Værn for den personlige Frihed, og at den først sent tabte sine Rødder i den folkelige Retsbevidsthed. Men saameget er ogsaa klart, at der ikke længere fandtes de simple Samfundsforholde, som vare nødvendige for, at et saadant Bevismiddel kunde virke med Held.

De store Forandringer i Retspleien lod egen Tilstaaelse indtræde i Bevismidlernes Række. Den forebyggede nu ikke længere Dom, der selv, hvor Straffen var Bøder, var nødvendig for Exekutionens Skyld. Den blev Gjenstand for Rettens Bedømmelse og i 1493 se vi saaledes en Tilstaaelse, som stillede Sigtede i et meget mistænkeligt Forhold, begrunde Lagthingets Underkjendelse af en Edsforretning[42]. Tilstaaelsen fremkom oftere i Retten. Hvor Lagmanden har været dennes Formand, ligger det nær at tro, at han er traadt ud af den passive Rolle, som ellers udførtes af Dommeren under Forhandlingerne, og selv forhørt Sigtede; ialfald er i de Exempler fra Diplomatariet, hvor egen Tilstaaelse paaberaabes, Dommen afsagt af ham eller Borgermester og Raad[43]. Og hvor Sysselmanden har været Sagsøgeren, har han visselig i sin Vilkaarlighed gjort Alt for at aflokke sin Modpart en Tilstaaelse. Ved de geistlige Retter havde han lært at anvende Inqvisitionsprincipet og i fornødent Fald at forskrække ved „passende Trusler“. Og denne Lærdom var ikke spildt. I en Barnemordsag fra 1348 (III. 213) spørger han den sigtede Pige, om hun vidste Noget om Mordet, og da hun nægtede, fremførte han en Kones Vidnesbyrd om, at hun vidste derom, hvorpaa Pigen tilstod. Og der aabnes os et Indblik i Sigtedes Behandling saavel i Retten som især i Varetægtsfængslerne, naar 4 Raadmænd i Sarpsborg kundgjøre 1492 (III. 714): at for dem og Lagmanden var paa Raadstuen kommen en Pige, „og stod ubasket og ubunden og upint og utvunget, og var bekjendt for os“, at hendes Svoger havde levet i Concubinat med hende i 2 Aar; Fogden bad hende derpaa sige, om han havde „noget pint eller kluffuit Dig til at herme saadant paa hannem eller Dig“, hvortil hun svarede, „nei aldrig“. Og den herved fremkaldte Anelse om Torturens Brug i Retspleien bliver til Vished, naar vi læse i en Indberetning fra Søndmøres Provst til Erkebispen (1529, V. 772), at Fru Inger til Østerraads „Tjenere“ tog en „Karl, der var benegtet for Hordømme“ og „sette Handkluer og jomffruer[44] uppaa og pinte honom, at blot gick utaff hans fingre – han sagde dog fast ney derfore“; hvorpaa Provsten selv viste ham den usædvanlige Humanitet at lade ham paa Thinget „gjøre sin Undenførsel selv sjette paa Eders Naades Vegne derfor“. Under det faderlige Regimente, paa sine Godser hentede Adelen sit Forbillede fra Danmark, og der var Torturen allerede forlængst kjendt.

Ogsaa Bevis ved Brev opkom i denne Periode, skjønt der naturligvis kun sees lidet til dets Brug i Misgjerningssager. Paa en Tid, da yderst Faa kunde skrive sit Navn, vare Seglene det vigtigste Kjendemærke for Egtheden. Allerede Rb. 1280 Art. 8 byder Lagrettesmændene at forvare de Segl, der bleve trykte paa Domsbrevene, under Laas og ikke uden i Nødsfald anvende dem til andet Brug; og Rb. af 1303 (N. G. L. III. 59), der indfører Pasvæsenet for Løsgjengere, advarer Embedsmændene at se til efter „Indsegl og Skrift“, især ved Navn og Datum, om Brevet ikke er forfalsket. I en Sag mod nogle franske Skibsfolk, der arresteredes i Karmsund 1444 som mistænkte for „Røveri og Speideri“, undersøgtes deres Skibs „Instrumenter“ af tvende sprogkyndige Mænd, som derpaa svore „fuld Boged“ paa, at Reisens Bestemmelse, som Søfolkene selv havde paastaaet, var London, og at kun Vind og Veir havde fordrevet dem til Norges Kyst, (Norske Magazin I. 570[45]).

Syn ser man allerede stundom udføres ved særskilt opnævnte Mænd. 1433 grove 12 opnævnte Lagrettesmænd paa Begjæring af Lehnsherrens Tjenere et Lig op af Kirkegaarden, og, „krævede i Dom“, „dømte“ de, at de paa Liget værende Saar var „Mandsværk“ og ikke „Hesteværk“; og denne Forsikring blev siden paaberaabt i en Sag mod en Kone for hendes Husbondes Mord (III. 515 og 513). Det Samme har vist oftere været Tilfældet, hvor det gjaldt ved Ransagning at komme efter en Dødsaarsag. D. N. II. 771 (1514) er en Dom om Mishandling grundet paa Rettens eget Syn; III. 740 (1501) kundgjøre 2 Lagrettesmænd en Taxt over et Arbrøst, hvormed en Mand var greben.

Dommernes Stilling til Beviset er i Principet væsentlig den samme som forhen. Men Vidnebevisets større Udvikling gjør de Tilfælde meget talrigere, hvori der kræves en virkelig Bedømmelse af Beviset, saamegetmere som Loven lægger Afgjørelsen af Vidnedygtigheden væsentlig i Rettens Haand. Det er forresten rimeligt, at Dommerne ofte i Praxis have sat sig udover Loven; den store Vilkaarlighed, som almindelig vistes i den følgende Periode, har visselig sin Rod længere døve i Tiden[46].

Det væsentlige Resultat for Bevissystemet af Periodens Udvikling er altsaa: Indskrænkning af Mededsinstitutionen ved principal Anvendelse af Vidnebevis for Sigtedes Skyld, ved egen Tilstaaelses hyppigere Forekomst og den dermed sammenhængende Spire til inqvisitorisk Behandling; naar vi desuagtet se Mededen som det oftest forekommende Bevismiddel, maa dette forklares af, at fuldt Vidnebevis er sjeldent ved Forbrydelser, at Indiciebevis fremdeles i Regelen ikke anvendtes, at Bevisbyrden endnu var ukjendt, og at de gamle Garantier, for at Pligten til Meded ikke misbrugtes, gik i Glemsel.

  1. ↑ Munch III. 418, jfr. IV. 489, 523.
  2. ↑ Faustin Helie Théorie de la procédure criminelle I. 248.
  3. ↑ Sammenlign med den foregaaende Udvikling Munch IV. 1. 505, IV. 2. 473 ff., Keysers Kirkehist. II. 525.
  4. ↑ Se 4 Mos. 35. 30, 5 Mos. 17. 6, 19. 15. Se i det Hele om den mosaiske Bevislære Winer Reallexikon samt Saalschütz Das Mosaische Recht p. 607 ff. For det nye Testamentes Vedkommende se Matth. 18. 15, 16, Joh. 8. 17, 2 Cor. 13. 1, 1 Tim. 5. 19, Hebr. 10. 28. Som Bevis paa, hvorledes Decretalerne benyttede Bibelstederne, kan tjene, at i Matth. 18. 16 oversatte de „to eller tre Vidners Mund“ med „trium vel duorum virorum“, og herpaa støttede Budet om, at Kvinder ei vare gyldige Vidner. Best law of evidence 657 ff.
  5. ↑ Bieners Beiträge zu der Geschichte des Inquisitionsproceßes und der Geschwornengerichte, 1827.
  6. ↑ Se det ovenanførte Brev fra Paven af 1218 til Lunds Erkebiskop, Rosenvinge p. 356.
  7. ↑ „Invenimus ecclesiam regni Norvegiæ in plenæ quieta et pacifica libertate jurisdictionis omnium caussarum spiritualium, inter quoscunque questio verteretur, et omnium clericorum sive spiritualiter sive temporaliter ex delicto vel quasi, ex contractu vel quasi, contra ipsos questio moveretur“, N. G. L. I. 450. Han byder forresten endnu Geistlige at søge Lægmænd i verdslig Sag for verdslig Domstol.
  8. ↑ Se N. G. L. II. 464, Munch IV. 1. 552. 581. Om den kanoniske Rets tidligere Indflydelse i Norge se Munch II. 422, III. 335, IV. 1. 487. 505. 527, Keysers Kirkehistorie I. 460.
  9. ↑ Senere geistlige Sager se D. N. I. 742. 753. 774, II. 773, V. 661. Ægteskabssager for geistlig Ret se III. 87. 88 (af 1309) og især IV. 159 (af 1328).
  10. ↑ Se Forligsmægling mellem Erkebispen og Domcapitlet, foretagen af Erik Magnussøn: Jurisdictionem alla skal herra Erchibiskup hafa ok fremja med ráði korsbrœðra (D. N. III. 45).
  11. ↑ Se Keysers Kirkehist. II. 562. 578. 671. 883; 457.427. 485. 491. 880. 340. Munch IV. 2. 477, Unionshist. I. 933, II. 197, Langes Klosterhistorie p. 88.
  12. ↑ Kolderup-Rosenvinge „om den kanoniske Rets Indflydelse i Danmark“ i Kirkehistoriske Samlinger I. 33.
  13. ↑ D. N. IV. 30. 36, III. 53. I en Ægteskabssag af 1328 (IV. 159) meddeles Sagens Gang saaledes: „juramento de calumnia evitanda et veritate dicenda præstitis, ac testibus productis secreto et singillatim examinati nec non et eorum attestetionibus ad voluntatem partium publicatis, receptisque contra testes exceptionibus ac replicationibus ex alia parte admissis, ceteris insuper juris indaginem requirentibus diligenter observatis“.
  14. ↑ D. N. III. 29. 44 53, IV. 66, V. 197, se ogsaa III. 31, IV. 521.
  15. ↑ Frosth. Indl. 8, Munch IV. I. 197.
  16. ↑ Den findes helt oversat i Brandt og Hallagers Udgave at Christian IV. Lov p. 55.
  17. ↑ N. G. L. III. 30. 61. 65. 86. 117. 153. 161. 212.
  18. ↑ Se D. N. V. 52 (1310), V. 280 (1399), IV. 210 (1341), IV. 145 (1322), III. 143, I. 400, V. 765. I enkelte af disse Sager staar hans Dom udtrykkelig kaldt „laga orskurð“, V. 280, IV. 145.
  19. ↑ Se Diplomer, især for den sidste Del at Perioden, II. 462. 492. I. 743, V. 691. 712.
  20. ↑ Munch II. 1004, Brandt i Norsk Tidsskrift V. 108. 130.
  21. ↑ I en Dom angaaende Bemægtigelsen af nogle Spærrer dømmer Lagmanden og 6 Mænd isammen til Bøder, medens Lagmanden alene „með laga orskurð og samþykt“ dømmer at føre Spærrerne tilbage, IV. 139.
  22. ↑ Se en Dom fra 1421 (II. 492), hvor Lagmanden siger: „min og Lagrettens Dom“. Se og III. 813, samt især de i norske Samlinger 1ste Bind meddelte Retssager fra Bergens Lagthing fra det 16de Aarhundredes Slutning.
  23. ↑ „Eptir skal hann oc profa leta þeim mönnum, sem lögbók váttar utlega vera“ &c.; „profa leta“ (ɔ: láta) betyder: „lade prove, lade høre Vidner“, altsaa „holde Undersøgelsesforhør“; „taka pruf“ svarer ogsaa til vort: „holde Forhør“.
  24. ↑ N. G. L. III. 144. 203. 212, Paus II. 185.
  25. ↑ N. G. L. III. 56. 69. 150.
  26. ↑ Paus omtaler Vidner flere Steder, hvor de ei findes i Originalen i N. G. L.; han har maaske benyttet Haandskrifter fra en Tid, da Vidnebeviset var endmere selvskrevet, og hvor hine Tilføielser ere skete overensstemmende med de nye Sædvaner; jfr. II. 213 med N. G. L. III. 150, hvor sannprofaðr er oversat med „Vidnesfast“, p. 217 jfr. med III. 203; p. 214 jfr. III. 172; og II. 207 er der en almindelig Regel om Vidner, som i Orig. kun gjælder Stevnevidner.
  27. ↑ Munch IV. 2. 612. Senere kaldtes den „Straf for Overtrædelse af de kongelige Mandater“.
  28. ↑ Se f. Ex. Art. 6. 8. 9. 10. 11, hvor Mededsmændenes Antal er 24. Art. 4 „Kjønsnevn“, Art. 5 „Adelborgere“, Art. 17 „Lov“ for “Ed“. Naar den uagtet den danske Bevismaades daværende Standpunkt næsten ikke taler om Vidner, kan dette maaske forklares af, at den er dannet efter ældre skaanske Stadsretter. Rosenvinge p. 45.
  29. ↑ Norske Kjøbstedspriv. 30te Juli 1662 § 10 byder, at indtil videre skal „den danske Stadsret“ følges. Jfr. Reskr. 29de Januar 1666.
  30. ↑ Endnu saa sent som 1610 har en Lagmandsdom fra Oslo underkjendt et Landvistbrev, fordi Viglysning ei var skeet. Reskr. 9de Oktober 1681 „Kongsdagsbrev“. (Se nærmere Saml. til N. F. S. og H. III. 351 og Munchs Historie paa forskjellige Steder).
  31. ↑ Man ser undertiden, at Sysselmændene ved Forhørets Slutning have frifundet Sigtede, naar der „ei veg Prov paa ham“, D. N. IV. 743, jfr. V. 625.
  32. ↑ D. N. IV. 684, V. 303, II. 492. Jfr. Retterbod 1280, Art. 23. 24. Norsk Tidsskrift V. 127. Budet i Rb. 1308 (N. G. L. III. 76), at baade Lagmænd og Sysselmand skulde have edsvorne Skrivere og holde Protokol over Dommene, er vel en af de mange Reformer, som ikke levede længere end Lovgiveren.
  33. ↑ Vi se her uden Tvivl Oprindelsen til en i visse Egne endnu herskende Tro, at Vidnesedler, især naar de ere thinglyste, have større Kraft end noget andet Bevis.
  34. ↑ D. N. II. 125 (fra 1322), I. 183. 517. 677. V. 558. 691, II. 720, jfr. IV. 503, I. 667.
  35. ↑ D. N. II. 637. 698. IV. 127. (1319), 503.
  36. ↑ D. N. II. 756. 806. V. 727. IV. 730.
  37. ↑ Forbryderes Frænder, der have truet kongelige Ombudsmænd for deres Fuldbyrdelse af Straffen, skulle stille Borgen eller fængsles; og hvis siden noget Ondt sker mod den Truede, og der synes skjønsomme Mænd nogen Mistanke (grunnsemd), til at hines Raad har bidraget dertil, da maa der ei tillades dem Ed, før Kongen er adspurgt. Paa samme Maade skulde forholdes med dem, der vilde tiltrue sig sine Fordringer af de Svage istedetfor at gaa frem med Lov og Ret.
  38. ↑ N. G. L. III. 144: „Hvis Mand dræber Mand; skal han miste sit Liv. Men hvis han drager Sværd eller Kniv mod en Anden med Vrede, da skal han ligge i Stok 7 Nætter paa Vand og Brød, hvis hin bærer Vidne til; men hvid han ikke har Vidne til, da skal han holde op sin Haand til Gud og sværge det, at han ikke gjorde det“. Man ser, at hele Lovstedet har et fremmed Tilsnit.
  39. ↑ D. N. II. 561 fra 1442. Dom af Lagmand og 12 Lagrettesmænd over en Kone, der var sigtet for at have forvoldt en Mands Død ved Opbrændelsen af en Bro; hun idømtes kun uvitterligt Ansvar for Broen.
  40. ↑ D. N. II. 462, V. 825, III. 843, I. 270. 560. Udeblev Sysselmanden, kunde Eden ei aflægges, medens man alligevel førte sine Vidner, III. 409. Stundom er dog Edsaflæggelsen kun skeet i tilkaldte Vidners Overvær, som derom hade udstedt Brev og borget Sigtede „kvit og fri for det Søgsmaal“, IV. 383.
  41. ↑ D. N. V. 715; III. 719 dømmes „saamange, som ei kunde rense sig“. Edens Art fastsættes ikke altid i Dommen, V. 715; III. 143 er Eden aflagt før Dommen.
  42. ↑ D. N. V. 691. En Mand var dømt at skulle „gange sin Dul, at han ei var i Raad eller Daad, eller vidste af de Udaadsmænd, som ihjelslog Fogden og Lagmanden“. Da „Dullen skulde gaa“ bekjendte han, at man var i Skoven og talede med dem, som ihjelslog, og vidste vel, at de havde Øine (awen?) paa Fogden og ei paa Lagmanden“. „Og efterdi han og kjendtes, at han red af Gaarden samstundes, som Mændene vare slagne, og lyste for Dannemænd Drabet, og at han ei vidste Gjerningsmændene, dømte vi hans Dul ugild“; han blev dømt i Kongens Jern, indtil han kom for Kongen selv“.
  43. ↑ D. N. IV. 130, III. 213. 719. 813; paa det sidste Sted er en Mand dømt som Forræder „efter hans egne tilstændige og overbevislige Gjerninger“.
  44. ↑ „Jomfruen“ kaldtes, saavidt vides, et afskyligt Torturredskab, bestaaende i en kvindelig Figur af Jern, hvis Arme ved Hjælp af et Maskineri tvistede Offeret til sig. Her maa det vistnok været et mindre Redskab.
  45. ↑ Et Spor til Skjelnen mellem documenta publica og d. privata i romerretslig Forstand ser man i offentlige Notariers Ansættelse (notarii publici) i Begyndelsen af 14de Aarhundrede „med pavelig eller keiserlig Autorisation“. Et paa Dansk oversat kanonistisk Skrift fra 15de Aarh. definerer doc. publ. saaledes: „der aabenbarlig skrevet er af dens Haand der offentlig Notarius er“. Jfr. Munch IV. 2. 653.
  46. ↑ Se D. N. II. 771, Domfældelse efter Syn af Mishandling og Fornærmedes egen Fremstilling; som Exempel paa det Modsatte, Frifindelse uden Meded efter Ransagning“, se II. 561.
Hentet fra «https://no.wikisource.org/w/index.php?title=Bevissystemets_Udvikling_i_den_norske_Criminalproces_indtil_Christian_den_femtes_Lov/2&oldid=188980»