Bevissystemets Udvikling i den norske Criminalproces indtil Christian den femtes Lov/3

Legg til lenke
Fra Wikikilden
III.
Bevissystemets Forandring 1537–1687.

Vi besidde af Unionstidens Lovgivning for Lidet til at afgjøre, om den danske Ret paa den har øvet synderlig Indflydelse. Det kan derimod med Vished antages, hvad vi ogsaa allerede have havt Exempler paa, at den vandt Indpas i Praxis, eftersom de gamle Retssædvaner begyndte at tabe sin Betydning eller sin Plads i Folkets Bevidsthed[1]. Men efter Statsforandringen i 1537 bliver Indflydelsen ganske anderledes paatagelig. Ligesom der blev givet enkelte fælles vigtige Love, blev ogsaa den særskilt norske Lovgivning stærkt farvet af den danske; Folkets og Embedsmændenes Ukyndighed i de hjemlige Love banede den danske Ret en let Adgang til Domstolene, og især blev dette Tilfældet med de nye Recesser, hvoraf navnlig den koldingske af 1558 citeres hyppigt i Dommene. Fra Aarhundredets sidste Fjerdedel maatte Herredagene, der bestyredes af danske Lehnsherrer sammen med Lagmændene, hvoraf rigtignok de fleste vare indfødte, gjøre Lovenes uheldige Tilstand og dermed ogsaa Trangen til den fremmede Rets Hjælp saameget føleligere. Christian den fjerdes Norske Lov kunde ikke afhjælpe noget Savn; den optog selv meget ubehændig en Del danske Retsbestemmelser, og der skulde en ganske anden Videnskabelighed end den, der repræsenteres af Kantsleren Jens Bjelkes Glossarium, til at bringe Lys i dens Mørke. Den danske Ret trængte derfor i det syttende Aarhundrede alt mere og mere ind, og der var ikke hengaaet stort over 20 Aar efter den Lovbogs Tilsynekomst, som man havde hilset med en saa glad Forventning, før Lagmændene paa Herredagene androge Kongen om, at „de udi de Sager, som ikke fandtes udtrykte udi ben norske Lov, sig enten efter de danske Love og Recesser maatte forholde eller og dennem en særdeles Reces hos Loven bevilges“. En ved Kongebrev af 29de Juli 1632 nedsat Commission afgav under 8de Marts 1633 kort og godt følgende ubegrundede „Betænkning“: „at udi de Sager, hvorom ingen fuldkommen Underretning udi den norske Lov findes, efter den danske Lov samt derudi Riget udgangne Kgl. Recesser og Forordninger, som til Rettens Administration herudi Norge bedst og forsvarligst kunde appliceres, kjendes og dømmes“[2].

Det vides ikke, om der er afgivet nogen kongelig Resolution i Overensstemmelse hermed; det synes ikke at tale derfor, at Christiania Magistrat senere spurgte Cantsleren, om hele Christian den fjerdes store Reces af 1641 kunde anvendes i Norge, med mindre hin Sanction af dansk Ret som subsidiær kun har gjældt den ældre Ret. Paa den anden Side kan Recessens tredie Bog, der er givet specielt for Norge, neppe have tilfredsstillet Savnet, da den næsten kun indeholder Landboret, og i hvert Fald blev Recessens danske Del almindelig brugt i den norske Rettergang. En væsentlig Del af de danske Retsregler, som ere optagne i Christian den V’s Norske Lov, vare derfor allerede forhen velkjendte her i Landet[3].

Hvad der her i korte Træl er skildret som den danske Rets almindelige Historie i Norge, er ogsaa den danske Bevismaades. Det er derfor af Vigtighed at kjende dennes væsentlige Udvikling.

Af de fælles-germaniske Principer var det danske Bevissystem udviklet paa en fra den ældre norske noget forskjellig Maade, idet der navnlig lidt efter lidt havde uddannet sig en Juryen meget lignende Institution, Nevninger og Sandemænd. Ringe Provinciallovene, der bleve udgivne en eller to Menneskealdre før Magnus’e Landslov, var Theorien væsentlig følgende[4]:

1) Den blotte Sigtelse nødte Sigtede til Meded, der almindelig var fra en halv til tre Tylvters Ed. (Logh, Lov).

2) Hvis Sagsøgeren havde Vidnebevis, kunde Sigtede ikke uden i mindre vigtige Forbrydelser fri sig ved Meded; i de vigtigere maatte han lade Sagen gaa til Afgjørelse ved Nevninger (tidligere Jernbyrd), der havde at sværge skyldig eller uskyldig.

3) Dog beholdt Sigtede sin Ret til Meded, hvis han tilbød denne, før Sagsøgeren havde tilbudt Bevis ved Vidner.

Men denne Bevismaade begyndte snart at forandres. Den kanoniske Ret fik i Danmark en meget større Indflydelse end i Norge, dels fordi den sidste Middelalders tøilesløse Adelsherredømme bragte Mange til i rent verdslige Sager at ty til de geistlige Domstole, dels fordi den Biskoppens Revisionsmyndighed, hvortil vi finde Spor i ældre norske Loves Regler om Jernbyrd, udvikledes til en Appel af alle Sager, hvor Ed eller Nevninger vare anvendte, paa Grund af Kirkens Interesse i at undersøge, om Eden var ret aflagt[5]. Romerretten blev kjendt ved Geistliges Glosser til Lovbøgerne, og Byernes Stadsretter toge de tydske til Mønster. Følgen heraf blev en stor Forvirring, ikke mindre i Lovgivning end i Praxis. Samtidige Love havde i forskjellige Bevismidler, og Praxis var forskjellig efter Stedet. Navnlig i Byerne blev Vidnebeviset efterhaanden mægtigt nok til i enhver Sag at udelukke Meded, og da denne sank ned fra sin principale Stilling, nøiede man sig ofte alene med Partsed.

I det 16de Aarhundrede fik den romersk-tydske Keiserret megen Indflydelse[6]; Carl den femtes berømte Straffelov af 1532 (Carolina) var dengang et Mønster for Lovgivere. Selv Reformationen bidrog til Bevismaadens Forandring; thi uagtet Luther brændte den kanoniske Retsbog, var han enig med den i Moselovens Værd som Mønster for verdslig Lovgivning og dette ledede til Vidnebevisets Fremme.

Edens Misbrug var dengang faa stor i Danmark, at Skildringen af Mierovingernes Tidsalder i Frankrige[7] bogstavelig passer paa den danske Reformationstid. „Om Lov at give finde vi saa stor Uskikkelighed“, siger Christian III. i Reces af 1537 c. 6, „at Mange, dersom de kunde fange en Tønde Øl at drikke, da tør de fordriste dem til at give Lov med en Mand og agte hverken Ret eller Sandheden“. Og naar Sigtede var i Mangel paa Edshjælp, samlede han saamange Stene i sit Ærme som der trængtes Mededsmænd og svor derpaa en Ed for hver Sten, han kastede. Paa forskjellige Maader søgte man at skaffe Garanti mod Edens Misbrug, men, som det synes, uden synderligt Held. Christian III. ophævede derfor Pligten til paa den blotte Sigtelse at tilveiebringe Meded, som det vist ogsaa var hans Tanke aldeles at afskaffe (Rec. 1547 c. 10. 1558. c. 20). Men da hans Lovbud vare uklare, synes det, som om Sagsøgeren nøiede sig med at styrke Sigtelsen med sin egen Ed, medens dog ved Siden deraf Sigtede hyppig ganske frifandtes, naar Sagsøgeren intet Bevis havde. Praxis vedblev at være meget vaklende, og der dreves fremdeles store Misbrug med Eden[8], indtil Christian IV. Frdn. 31te Marts 1635 og store Reces 2–6–20[9] indførte væsentlig den samme Bevismaade, som findes i Christian V. Lovbogs 1–14–2 til 6: at Ed mod Ed, saavelsom Ed mod fuldt Vidnebevis forbødes, at Bevisbyrden paahvilede Sagsøgeren, og at først, naar denne var fyldestgjort saavidt som til at fremkalde en vis Formodning, var Sigtede forpligtet til at fri sig ved Ed, og denne blev nu simpel Partsed, ikke længere Meded, der ligesom Nevninger rimeligvis ganske forsvandt i Danmark med Chriftian IV’s Regjering[10].

Paa samme Tid, som Mededsinstitutionen saaledes undergroves, skjænkede Lovgivningen Vidnebeviset mere og mere Opmærksomhed, og mange af Artiklerne i Lovbogens 1–13 skylde allerede Christian III’s Recesser sin Tilværelse[11]. Praxis uddannede efter den romersk-kanoniske Ret Læren om villige Vidner, Avindsmænds Vidnesbyrd, om Aldersgrænsen, Forbud mod nye Bevisligheder ved overordnet Ret[12], og 1553 udgaves en Forklaring over Vid- ners Ed, der næsten ganske stemmer med Lovbogens.

Samtidigt begyndte egen Tilstaaelse at spiller større og større Rolle som Bevismiddel. Tortur var ved fremmed Indflydelse kjendt i Danmark siden Slutningen af det 13de Aarhundrede. Den indskrænkedes af Christian III. (Rec. 1558 Art. 19) paa samme Maade som ved Christian V’s 1–18 første Passus. Men Lovbudenes Magt var saa liden i hine Vilkaarlighedens Tider, at dens Misbrug vedblev at være store. I de større kriminelle Sager, hvor offentlig Paatale i Nutidens Forstand udviklede sig, (for Trolddom, Mord, Drab, Røveri, Statssorbrydelser, Gamle Danske Domme IV. x), optraadte den offentlige Anklager som en skarp Inqvisitor; ja, i den forhen citerede Sag fra 1636 (l. c. 438) fører den Anklagede den samme Besværing over Nevningerne, – hvis Formand afhørte ham –, som der nu saa ofte høres over de franske Assisepræsidenter, „at de syntes baade at være Sagsøgere og Domsmænd, imod Loven“. Inqvisitionssystemet begyndte nemlig allerede at trænge ind fra Tydskland, hvor det tilligemed den kanoniske Bevismaade gjennemførtes i det 16de og 17de Aarhundrede[13].

Det var ikke alene gjennem den danske Ret, at fremmede Bevisregler gjorde sin Indflydelse gjældende i Norge; man havde her ogsaa Anledning til direkte Paavirkning fra Tydskland. Keiseren stod i Folketroen som Repræsentant for den høieste verdslige Magt; „Keiserretten“ kaldtes derfor den romerske Ret, modsat Paveretten, og vi have allerede tidlig seet den keiserlige Autoritet i Norden komme tilsyne i Anerkjendelsen af keiserlige Notarier. Keiserrettens Glands[14] gik over paa den tydsk-romerske Ret, der foruden ved Nordmænds Studeringer i Rostock ogsaa ved den store Samfærsel, som i det femtende og sextende Aarhundrede fandt Sted mellem Hansen og de norske Byer, blev adskillig kjendt i Norge. Denne Samfærsel var ikke blot Kjøbmænd og Kjøbmænd, men ogsaa Øvrighed og Øvrighed imellem. Magistraterne oversendte hinanden de ved Sager mod Udlændinger fremkomne Oplysninger, der kunde være af Interesse for Hjemstedet; vi se norske i Hansestæderne straffede Forbryderes Tilstaaelser benyttede ved norske Domstole (Herredagsdom 5te Aug. 1585) og tydske Thingsvidner brugte til Forsvar for Tydskere anklagede i Norge. (Hdom. 17de Aug. 1599). De Kontorske i Bergen havde sin egen Jurisdiction i civile Sager, som de søgte at udvide til Forbrydelser (D. N. III. 603. 823., Norske Saml. I. 257). Nordmænd maatte ofte sagsøge Tydskere paa deres Hjemsted og bleve ved Appelstevning trukne ligetil Rigskammerretten („Spiirretten„[15]. Ja, hin Tids Tro paa den keiserlige Domstoles Overlegenhed er trængt saa dybt, at jeg endnu har hørt det Folkesagn i Gudbrandsdalen, at man kan indanke en Sag fra Kongen „til Keiseren“ eller „Spiret„ (ɔ: Spiirretten), og Wille fortæller i sin Beskrivelse over Sillejord (p. 236): „Forresten spørge de, som have tabt deres Sager for Høiesteret, om de ei kunne indstevne Sagen for Spiirretten, ɔ: Retten til Speier i Tydskland, hvor de mene, at 4 Konger og 9 Biskoper præsidere“. Man skulde næsten tro, at det er de tydske Bergfolk, som paa denne Maade have spredt deres Fædrelands Ros ind mellem Norges Fjelde, for at skræmme de norske Bønder fra at paatale deres vilde Færd[16]. Naar hertil føies, at Lehnsherrerne ofte vare tydske, og at Lovgivningen i Dele, som ere fælles for Rigerne, saasom Kirkeordinants, Krigsartikler, o. desl., i det Hele bærer et stærkt tydsk Præg, ja Fredrik II.s „Trabantenartikel“ af 6te Febr. 1571 ligesrem byde at straffe „nach alten kaiserlichen Kriegsrecht und Gewohnheit“[17], saa er det vel ikke urimeligt at antage, at den tydske Rettergangsmaade har været vel kjendt ialfald i de norske Byer, om det end maa ansees som et Særsyn, at den lærde Rector Ambrosius Rhodius i Christiania spækker et tydsk Indlæg med Citater af tydske Retslærde og fordrer Inqvisitionsprocessens Princip anvendt (Herredagsdom 1661).

Den norske Retspleies Tilstand i det 16de Aarhundrede maatte i høi Grad begunstige fremmed Rets Indtrængen. Man har før været tilbøielig til at anse den Skildring af denne, der gives i den samtidige „Norske So“ (Norske Mag. II. 34), som for mørk. Men den Samling af Norske Herredagsdomme, som i den sidste Tid er tilveiebragt, viser, at den har været kun altfor sand[18]. Folket var sunket for dybt til at kunne udføre Dommerkaldet; Lagrettesmændene manglede Lovkundskab og især Mod og Kraft til at give Enhver sin Ret, og dette trængtes nu saameget mere, fordi Landet var fuldt af danske Lehnsherrer, som Erik og Ludvig Munk, der gjerde Sigtelser for Lovbrud til en rig Indtægtskilde[19]. Uskyldigheden fandt intet Værn hos Dommerne. Mangen Gang dømtes Sigtede ene og alene paa saadanne Lehnsherrers ugrundede Beskyldninger, eller ogsaa var Beviset af allersletteste Art. Der skete mangt et Justitsmord i Norge i den Tid. Det værste Exempel derpaa, man kjender, er den i Norske Saml. II. 31 meddelte Sag, der viser, at 6 Guldøler dømtes fra Livet af 12 Lagrettesmænd og henrettedes 1574 efter Ludvig Munks Forlangende uden anden Grund, end „at de havde klaget over denne i Kjøbenhavn, hvilket ansaaes for Bevis paa Oprør og Mytteri“. Herredagsdommene kom ofte for sent til at skaffe anden Opreisning end Pengeerstatning og Dom over Lagrettesmændene, at de skulde tage Liget op af Galgestedet og nedgrave det paa Kirkegaarden[20]. Lehnsherrerne nøiede sig ikke engang med i Lagrettesmændene at have gode Stemmemaskiner; – de fandt det bekvemmere at gaa dem ganske forbi og drev det Liebhaberi at samle paa deres Segl, ved hvis Hjælp Domme og Thingsvidner istandbragtes end mere fabrikmæssigt. Og det hjalp kun lidet mod dette Uvæsen at give Lagrettesmændene strenge Paalæg om at forvare deres Segl omhyggeligt; se Retterbøder 1568 (Paus II. 354), 1584 Art. 22 o. fl.

Det er let at forstaa, at saadanne Dommere vare aldeles uduelige til at skifte Ret, naar begge Parter var lige mægtige; og det er vist kun et Exempel paa den almindelige lovløse Tilstand iblandt Adelen, naar der fortælles (se N. Dipl. II. 862), at Tønsbergs Lagmand og Raad 1552 ikke vovede at paadømme en Sag mellem Bent Bille og Erik Ugerup, fordi denne „indkom paa Raadstuen med spændte Fyrrør“og Knebelspyd“. Selv de kongelige Embedsmænd vare for svage i disse lovløse Tider[21].

En saadan Retstilstand maatte bringe den gamle Rettergangsmaade i Ringeagt og gjøre Folket modtageligt for en ny. Det 16de Aarhundrede frembyder en saa stor Forvirring, ikke blot, fordi det Gamle var i sin Opløsning, men fordi det Nye skulde frem. Ligesom Grunden da lagdes til den moderne Administration, modtog Rettergangen væsentlige Forbedringer af stor Indflydelse paa Bevissystemet. Først og fremst indførtes en regelmæssig Appel ved Herredagenes Ordning efter Aarhundredets Midte (Kongebrev 1557 hos Krag og Stephani II. 529). Lagmændene brugtes mere og mere i Misgjerningssager ved Siden af Lagrettesmændene, og da disses Ukyndighed, Kraftløshed og Uvillighed til at udføre deres Dommerkald (Herredagsdomme 6te Juli og 28de Juni 1580) havde ledet til Sorenskriverembedets Oprettelse 1591, varede det ikke længe, før man havde 3 Instanser, samtlige beklædte af faste Statsdommere[22]. Herredagene gjorde sig øiensynlig Umage for at bringe Retspleien paa bedre Fod, greb mere og mere til det danske Bevissystem, og en overordnet Domstol havde langt lettere for at gjøre sine Domme til gjældende Ret paa en Tid, da Ankestevning mere var rettet mod Underdommeren end mod Modparten, og hin ved streng Medfart lærte, hvor nødvendigt det var at have faste Bevisregler til Rettesnor. Lagmænd og Sorenskrivere havde ogsaa lettere for at følge Regler end Lagrettesmænd, som kun en Gang kaldtes til Dommersædet. Og de faste Statsdommeres Anvendelse i alle Sager maatte, som vist i den tidligere Periode, udvikle Vidnebeviset, undergrave Mededsinstitutionen og lægge Grunden til en inqvisitorisk Proces[23]. Allerede under Christian den fjerde var derfor Retspleien i en langt bedre Stand og Rettergangsmaaden ikke synderlig forskjellig fra Lovbogen.

Naar jeg nu gaar over til at skildre selve Bevismidlernes Udvikling i denne Periode, ser jeg bort fra enkeltstaaende ulovlige Tilfælde og holder mig til, hvad der maa kaldes gjældende Ret eller Praxis. Ved Periodens Begyndelse var endnu Mededsinstitutionen og Vidnesbyrd ligestillede, ved dens Slutning fandtes den første ikke mere; det er Periodens vigtige Resultat for Retshistorien. Men dette Resultat fremkom kun gradvis.

I de af Lagmændene forfattede, og siden af Kongen stadfæstede, Artikler af 1557 hedder det i Art. 11 (Paus II. 319): „Ingen Kongens Ombudsmand maa give nogen Mand Skyld for nogen Sag, enten for Hor, Kjætteri eller andre Sager, medmindre han haver sand Sager-mand[24] eller skjellige Vidner for sig“. Men det varede længe, før dette Bud, hvis Øiemed har været at sætte en Grændse for Embedsmændenes vilkaarlige Søgsmaal, blev gjennemført. Det maa formodentlig betragtes som en Særegenhed for geistlige Retter, der vel dels vare dannede efter tydsk Mønster, dels maaske havde arvet de katholskes Rettergangsmaade, at det bergenske Kapitel 1563 i en Skilsmissesag ikke kunde finde Konen at være skyldig, efterdi der hverken var „mundtlig Bekjendelse“ eller „lovligt Vidnesbyrd“, og det efterat hun havde undladt at „gange sin Dul“ efter en verdslig Horsdom. (Norske Mag I. 232). Ved de verdslige Retter vedblev man endnu længe at idømme Nægtelsesed paa den blotte Sigtelse, skjønt der klages derover som en Ulovlighed (H.dom. 4de og 10de Ang. 1585; Norske Saml. I. 243). Men ved Siden deraf begynder dog ogsaa en Bevisbyrde at skimte frem i Praxis. En Hdom. 20de August 1578 frifinder en Præst, „efterdi Hr. Lauritz sligt benægter og fornævnte S. ikke kunde hannem overbevise, at han havde befalet ham at fange bemeldte Kvinde“[25]. Det er naturligt, at der i denne Overgangstid opstaar Forvirring under Forsøgene paa at forene Gammelt og Nyt. Et mærkeligt Exempel derpaa have vi i en bergensk Trolddomssag af 1594, hvor begge Principer mød- tes i samme Dom, idet Lagthinget af Mangel paa Bevis frifandt for Livsstraf efter en ny Forordning, men derpaa efter Landsloven idømte Fredløshed, ifald Tylvtered ei aflagdes[26]. Heimskviden selv er ganske forsvunden; men Rygte omtales oftere som Grund til at forlange Ed og i en Hdom 23de Juli 1578 indvender en Mand, der er indstevnt til Underkjendelse af en Vidneførsel, at dennes Øiemed „kun var Bygdefløttemaal og ei noget endeligt“. Ligesaa har man bevaret den med Heimskviden sammenhængende Sædvane at lade den Injurierede, naar han optraadte som Sagsøger, aflægge Ed (selv 3die) mod Beskyldningen, samtidigt med at straffe Injurianten, fordi hans Hjemmel brast (6te Juni 1597). – Men uagtet Mededen saaledes væsentlig anvendtes i samme Tilfælde som tidligere, saa begynde dog adskillige af dens gamle Særegenheder at tabe sig. Edshjælperne bleve stundom udnævnte af Fogden (Norske Saml. I. 243, Hdom 20de Aug. 1578); deres Antal synes ofte – rimeligvis efter dansk Mønster – større, end Loven fordrede, og deres Ed minder stundom om de danske Nævningers („sværge N. uskyldig i den Sag“, N. Dipl. III. 843 fra 1547). Istedetfor at Sagsøgerens Udeblivelse fra Edsaflæggelsen forhen gjorde, at denne ansaaes foregaaet maa Sigtede nu indfinde sig paa Thinget med sine Mededsmænd, til Sagsøgeren behagede at komme, hvilket naturligvis maatte give egenmægtige Lehnsherrer rigelig Anledning til at plage uskyldige. (Herredagsdom 1585 i D. M. II. 239). Og da Eden nu altid aflagdes paa Thinget for Dommeren, og dennes Komme, naar det var Lagmanden, var temmelig uregelmæssigt, skaffedes man en ny Art af Besvær ved at holde Mændene tilstede ved hvert Thing, indtil han kom; man paastod forgjæves Frifindelse, naar man engang havde havt dem samlede, „efterdi det var dennem ikke ringe Bekostning, Møde og Umage saa ofte at samle Dølsmænd“ (Herredagsdom 13de Aug. 1599). Dette maatte bidrage til at gjøre Institutionen saameget byrdefuldere for Almuen paa en Tid, da denne vistnok forlængst havde ophørt at søge Thinget med den gamle Iver[27]. Og at man holdt paa Nødvendigheden af at tage Edshjælperne inden Bygden, viser Herredagsdom 7de Aug. 1607, som fritog en Mængde Listringer ser Edsaflæggelse efter en ældre Dom, da den samme Mistanke for Vragtyveri hvilede over saamange af deres Sambygdinger, at Eden blev dem en Umulighed. Endelig medførte Appelsystemet, at man kunde indanke en Dulsforretning til Underkjendelse, naar man troede at kunne skaffe fuldt Vidnebevis, hvad der i høi Grad maatte svække Mededens Betydning (Herredagsdom 3die Juli 1599).

Alt dette viser, at Mededsinstitutionen ikke længere var den gamle, helstøbte, folkelige Indretning. At den saa længe vedligeholdt sin fremragende Stilling, skyldes vistnok for en stor Del hine Lehnsherrernes Vilkaarlighed, der fandt sig vel tjent med, at Meded kunde fremtvinges paa den blotte Sigtelse; det blev en god Indtægtskilde at spekulere i „Dullefald“. Og paa den anden Side maatte vistnok Bønderne se en Tilflugt i Mededen; men der er dog Spor til, at de finde den besværlig og uretfærdig, naar intetsomhelst Bevis var tilstede, og som Værn for den personlige Frihed tabte den meget af sin Betydning under Trællesindets stadige Væxt, da Frygten for Embedsmændene visselig ofte gjorde Edshjælp umulig. Det er ogsaa rimeligt, at Eden ikke længere havde sin gamle Hellighed, skjønt vi ikke have saadanne Skildringer fra Norge som fra Danmark. Folket var ved den lange sørgelige Tilstand allerede meget fordærvet; de hyppige Eder, som alle de ugrundede Sigtelser foranledigede, maatte lade Eden tabe sin Høitidelighed, og vi se den paa samme Maade som i Danmark misbrugt ved Parternes stadige Beedigelse af deres Udsagn. Det ligger derfor nær at antage, at Mededen var sunket ned til en Vennetjeneste, hvortil Kjendinger ansaa sig gjensidig forpligtede som nutildags til Endossement, og ialfald fra Danmark vide vi, at Gildebrødre og Slægtninger vare forbundne til at skaffe hinanden Edshjælp. Lovgivningen, der især siden Reformationen ivrede meget for Edens Hellighed, kunde følgelig ikke længere betragte Institutionen med gunstige Øine[28]. Saaledes undergravet fra forskjellige Sider maatte derfor Mededsinstitutionen gaa sin Undergang imøde, skjønt den var for rodfæstet til at falde strax.

Herredagene omkring 1600 danne Vendepunktet for Bevissystemet. Der er da øiensynlig en større Regelmæssighed i Sagernes Paadømmelse, en ivrigere Stræben efter Retfærdighed og overhovedet en større Kraft i Forbedringen. Christian IV’s Aand gaar gjennem dem, og han selv præsiderede der oftere.

Fra nu af er det stadig Regel, at Sigtede frifindes uden at paalægges Ed, hvor der er fuldkommen Mangel paa Bevis; der var altsaa opstillet en Bevisbyrde for Sagsøgeren (Herredagsdomme 31te Juli 1599, 9de og 11te Juli 1604).

Hvis Heimskviden havde vedligeholdt sig, havde denne Overgang været ganske naturlig; det var kun et lidet Skridt fra Sagsøgerens Pligt til at vise Hjemmel for sin Mistanke til en virkelig Bevisbyrde. Nu maa vi søge Grunden i den danske Rets Indflydelse paa Herredagene, og den hurtige Gjennemførelse skyldes Folkets Uvillie mod det gamle Uvæsen, det ordnede Appelsystem, og vel paa enkelte Steder dansk og tydsk Rets direkte Indflydelse. Uagtet Systemet synes at være trængt forholdsvis hurtigere igjennem i Norge end i Danmark, saa kan det ikke feile, at Underretterne endnu længe vedbleve at være fremmede for Sagsøgerens Bevisbyrde, og at der i Praxis opstod adskillig Forvirring ved begge Systemers Sammenblanden.

Fra Aaret 1605 fik det nye Bevissystem en Støtte i Christian den IV’s Norske Lov. Er denne idet Hele en høist forvirret Sammenblanding af Gammelt og Nyt, af forældede og endnu gyldige Lovbud, saa gjælder dette ikke mindst om dens Bevislære. I denne Materie, som ellers, er den for det meste kun en slet Oversættelse af Magnus Lagabøters Landslov, og den gjengiver alle de gamle Straffebud med deres Bevismidler – næsten overalt forskjellige Slags Ed – Vidner omtales i de enkelte Lovartikler ikke mere end i Landsloven. Systemet skulde altsaa efter dette være, at Sigtelsen alene var tilstrækkelig til at paalægge Sigtede Nægtelsesed. Men naar man nu undersøger, hvad Christian IV’s Lov har gjort af Heimskviden, opdager man til sin Forbauselse, at den er fuldkommen misforstaaet[29] og omdannet efter det nye Bevissystem. Overalt, hvor Landsloven har Heimskvid, byder Chr. IV’s N. L. at have skjellige Vidner, og af de Ord i M. L. IV. 21: „Sagsøger skal staa for enhver Sag; men ikke skal Ombudsmanden give Sag for en Andens Hæder eller Fordel (à annars soemdum eða fjárlutum), medmindre Heimskvid følger“, – har Chr. IV’s N. L. III. 19 udbragt følgende almindelige Regel om Sagsøgerens Bevisbyrde: „Kongens Ombudsmand skal ikke give nogen Sag paa Ære eller Gods, uden han haver der skjellige Vidner til“[30]. M. L. IV. 23: „Ingen skal sige om en Anden, at han har taget mod Noget til sin Skam (þegit sköm at sér) hverken Sysselmand eller nogen Anden, undtagen han har 10 Mand med sig til Thinge – – – – – (Heimskvidens Beskrivelse følger her) eller bøde 4 Mark“ etc. – er derimod ombyttet med følgende i N. L. III. 21: „Ingen skal anden uærlig Sag, tillægge, uden han lovligen kan bevises, at han er skyldig i slig Gjerning. Hvem som sigter og ei kan skjelligen overbevise, bøde 4 Mark til Kongen. Thi for Mummesag bør Ingen at findes til Lov“

Ligesom den sidste Sætning er rent dansk, saaledes er den hele Passus opstaaet ved Misforstaaelse af den norske Landslov og en Efterligning af den Koldingske Reces Art. 20[31].

Bevisbyrden skulde altsaa paaligge Sagsøgeren, men hvorledes forene dette med alle Lovens enkelte Straffebud og deres Bevissystem? Denne fuldkomne Selvmodsigelse er visselig bleven løst overensstemmende med den nys indkomne Praxis til Fordel for det nye System. Men for at anvende dette i dets Strenghed skulde man endog straffe Sagsøgeren, om han ei skaffede fuldt Bevis. Denne Fortolkning af Bevisbyrde har man naturligvis ikke fulgt; men man har vistnok ikke heller fundet den tilfredsstillet ved selv det ringeste Bevis. Allerede før Loven frifandtes Sigtede, mod hvem der dog var fremkommen nogen Mistanke. Herredagsdom af 9de Juli 1604 viser dette.

En Mand tiltaltes nemlig for Forsværgelse og Ulyd paa Lagthinget; der fremlagdes to Vidnesedler, hver udstedt af en Person, samt en udstedt af 8 Mænd, hvilke dels gik ud paa, at han under et Kongebrevs Thinglæsning sagde „Gud straffe“, uden at Nogen vidste, om Kongen eller nogen Anden havde været ment, dels paa, at Intet var hørt. Da Manden „benegtede høilig ved sin Helgensed“, at han intet saadant havde sagt, og exciperede, at han kun var stevnt til de 8 Mænds i sig uoverensstemmende Vidnesbyrd, blev han frifunden uden videre.

Og det samme fremgaar af Herredagsdom af 14de Juli 1604, skjønt den kom til et andet Resultat. En Borgermester i Throndhjem indstevnede for Herredagen en Lagmand, fordi han havde dømt hans Datter til med Døll at fri sig for en Beskyldning om at have været med Barn og dræbt Fosteret ved Drik – og det uagtet Beviset kun bestod i en berygtet Anklagerskes Udsagn. Lagmanden forsvarede imidlertid Dommen med, at der ogsaa havde været et almindeligt Rygte, – Kvinder og Jordemødre havde undersøgt hende efter Opnævnelse, og de havde erklæret ikke at kunne sige, om hun havde været med Barn eller ei, og derfor havde „han ikke med god Samvittighed kunnet kjende hende aldeles kvit og ledig“. Lagmandens Dom stadfæstedes. Paalæggelse af Nægtelseseden staar allerede midt mellem Frifindelse og Fældelse, og der fordres dertil en Grad af Bevis, som svarer til, hvad Lovene siden kalde „vis Formodning“. Og efter Christian IV’s Lov har Praxis en end sikrere Vei at gaa frem paa. Senere Domme, hvorved Nægtelsesed paalægges – der er i det Hele kun faa kriminelle Sager bekjendt fra disse Tider – anvende den blot, hvor stærk Mistanke er tilstede, se Oslo Lagthingsdom 16de Marts 1610 (Beviset er en Del uvillige Vidner) og Herredagsdom 21de August 1613 (en for Hor henrettet Kvindes Angivelse af sin Medskyldige).

Denne Indskrænkning af Mededens Brug maatte føre Institutionen sin Undergang imøde. Naar Paalæggelse af Ed var ensbetydende med at erklære Sigtede stærkt mistænkt, maatte han have meget vanskeligt for at faa Edshjælp blandt Mænd, som selv ikke personlig kjendte Sagens Sammenhæng. Dens Anvendelse maatte næsten blive upraktisk, medmindre man forudsætter en des større Ringeagt for Edens Betydning hos Mededsmændene. Denne Tanke ledede vist ofte Dommerne, der nu i Virkeligheden overalt vare kongevalgte Embedsmænd.[32], til at foretrække umiddelbar Fældelse ved Hjælp af en friere Benyttelse af Beviset, end Loven egentlig hjemlede. Især synes Underretterne at have taget sig meget store Friheder i saa Henseende, ja endog brugt Indiciebevis i stor Udstrækning. Overdomstolene vare strængere i sine Fordringer til et lovligt Bevis; Oslo Lagthingsdom af 16de Marts 1610 nøiede sig saaledes i en Sag, hvor Underretten havde fældet uden videre, med at paalægge Meded, fordi Vidnerne dels vare den Dræbtes Slægtninge, dels sagdes at være Sigtedes Avindsmænd. Men ogsaa enkelte Herredagsdomme frembyde adskillig Frihed ligeoverfor Beviset (30te Mai og 7de Juni 1597).

Fra de 50 Aar 1610–1660 ere næsten ingen criminelle Sager bekjendte, da Herredagsprotokollerne endnu ikke ere tilgjængelige. Vi kunde vente, at dette Tidsrum havde været tilstrækkeligt til ganske at ødelægge Mededsinstitutionen, især da Christian IV’s store Reces, som havde afskaffet den for Danmarks Vedkommende, i saamange andre Retninger anvendtes i Norge. Den næstsidste Herredagsprotokol (af 1661) indeholder ogsaa en Sag – den eneste af Interesse for vort Emne, – som nærmest maa vække den Tanke, at Mededen allerede var ombyttet med simpel Partsed; en gift Mand idømtes nemlig Horsstraf, saafremt han ei „friede sig med Ed“. Overhofrettens Protokoller, der begynde med 1667, bringe imidlertid paa andre Tanker. Af O. H. D. 13de Februar 1671 ser man, at en Lagmand havde dømt tvende for Mord Mistænkte til „at laugverge“ sig, den ene selv tolvte og den anden selv tredie; Overhofretten selv indrømmer, at Lagmanden havde Grund til Mistanke i Sigtedes Opførsel, men finder „efter med største Flid og Betænkning at have overveiet Sagen, at Beviset ikke er tilstrækkeligt“ og frifinder[33]. Af O. H. D. 30te Marts 1682 se vi, at en Sorenskriver, sigtet for at have avlet Barn Udenfor Ægteskab, ved Underretten havde faaet „2 Dulsdomme at lovværge sig“ og, da det var „mislunget ham“ var bleven dømt skyldig; ved de overordnede Retter blev han frifunden ved Hjælp af en Vidneførsel, og „belangende Dulet og Laugmaalet“, siger O. H. R. „saa sees ikke, at dermed er omgaaet efter Lovens Bogstaver og rette Forstand“. Og en Overhofretsdom af 10de Mai 1681 byder selv en Mand, „at lovverge sig“ for Mord og Røveri. Det maa derfor antages sikkert, at Mededsinstitutionen, om end inden et meget indskrænket Omraade, holdt sig i den norske Retspraxis, ligetil den ophævedes ved Christian V’s N. L. 1–14–8: „Ingen skal findes til Lov, som er Tylvtered, for nogen Sag“.

Det er derfor rimeligt, at med „Ed“, i hin Herredagsdom af 1661 menes ikke Partsed, men Meded, der jo oftere forhen kaldtes blot „Ed“, ligesom heller ikke ældre Domme altid fastsatte, med hvilken Art af Ed der skulde nægtes i Sagen[34]. Paa den anden Side er det imidlertid vist, at Partsed i det syttende Aarhundrede udviklede sig samtidigt med Mededsinstitutionens Forfald. Allerede i de gamle Love var den ikke ukjendt, men anvendtes næsten kun i ubetydelige Tilfælde og kaldtes „Ensed“ for at betegne, at den kun i Grad var sorskjellig fra Tremandsed etc. Christian den fjerdes Lovbog gjengiver derimod „Ensed“ med „egen Ed“:. hvad der vækker Kanten om en ogsaa i Art forskjellig Ed. – Partsedens Brug i den moderne Rettergang er en Efterligning af den kanoniske Ret. Den anvendtes selvfølgelig ved de norske geistlige Domstole, og det er maaske efter deres Mønster, vi se Spor af den endnu 1563 i en Sag for det bergenske Capitel (Norske Mag. I. 232). Dens første Spire ved de verdslige Retter i Norge var, at Parterne under Sagen – formodentlig uden Opfordring – svor paa sine Paastandes Sandhed. Allerede 1444 se vi saaledes nogle franske Søfarende beedige sin Uskyldighed; men det var vistnok kun en Anvendelse af deres Fædrelands Love (N. Mag. I. 570). Først omkring 1600 synes disse Parternes edelige Forsikringer at forekomme som en Retssædvane, efter al Sandsynlighed optagen fra Danmark. Fremkommen fra Sigtede kunde en saadan Ed allerede 1604 (se den forhen citerede Herredagsdom af 9de Juni d. A.) bevæge Retten til ikke at paalægge Meded, skjønt dog nogen Mistanke hvilede paa ham. Denne Beviskraft er formodentlig efterhaanden bleven fast Praxis. Den oven anførte O. H. D. 30te Marts 1682 angiver som Grund til ikke at paalægge Meded, at Sigtede „frivilligen og utvungen, her for Retten har gjort en haard og forskrækkelig Benægtelsesed“; se og Evensens Saml. I. 4, 43. Der er fra denne Sædvane ingenlunde et saa langt Skridt til den virkelige Partsed, som det ved første Øiekast skulde formodes. Partseden aflagdes nemlig endnu længe efter Christian den femtes Lov under selve Sagen, og, uagtet den baade efter den store Reces og N. L. 1–14–4 kun skulde aflægges efter Dommerens Kjendelse, saa ser man af Præmisserne til Frdn. 5te Novbr. 1723[35], at det varede længe med Gjennemførelsen af dette Bud. Det er derfor ikke underligt, om Dommeren har nøiet sig med en Ed, som Parterne frivillig aflagde uden at oppebie hans Kjendelse. Den store Reces kan derfor gjerne ved en fri Benyttelse have bidraget til Sædvanens Udvikling. Den Maade, hvorpaa Partseden fra først sees anvendt, taler for den Mening, at Benægtelsesedens egentlige Tanke er denne, at naar Bevisbyrden er tilfredsstillet til et vist Punkt, er ikke lengere den blotte Nægtelse i Stand til at tilintetgjøre Virkningen. Dens Charakter er altsaa en ganske anden end Mededens oprindelige, og den kan ikke, egentlig kaldes et Bevismiddel. Partseden maatte efterhaanden indtage meget af Mededens Plads, idet Dommerne vistnok oftere og oftere nøiede sig med den istedetfor at idømme Meded.

Praxis kjendte altsaa i Midten af det syttende Aarhundrede flere Grader af Bevis: fuldt Bevis, som fældede, – stærk Mistanke eller „vis Formodning“, som ledede til Paalæggelse„ af Meded, – mindre sterk Mistanke, som udslettedes ved Nægtelsesed under Sagen, og endelig en ubetydelig Mistanke, som vistnok ikke hindrede Frifindelse, men som, naar den var selvforskyldt, paalagde Sigtede Sagens Omkostninger. (Overhofretsdomme 13de Febr. 1671 og 10de Febr. 1673).

Ved Bevisbyrdens Indsørelse og Mededsinstitutionens gradvise Undergang havde Vidnebeviset efterhaanden indtaget sin naturlige Stilling som det første Bevismiddel. Praxis udviklede, væsentlig ved Optagelse af dansk Ret, omtrent de samme Regler for Vidnehahiliteten, som vi kjende fra Lovbogen. Fra gammel Tid var Slægt og Tyende udygtige Vidner, men der manglede Regler om, hvor langt ud i Slægten Udygtigheden strakte sig. Oslo Lagthingsdom 16de Marts 1610 synes at erkjende den Dræbtes Søskendebørn som „villige Vidner“. Forresten synes man allerede da at kjende en Mellemting mellem de fuldkomne og de aldeles udygtige Vidner, idet villige Vidner afhørtes og, ialfald i noget Antal, kunde fremkalde „vis Formodning“ og nøde til Ed (se den nys citerede Dom). I Herredagsdom 7de Juni 1597 forekommer Indsigelse mod Tjeneres Edfæstelse, selv om de maatte stedes til Vidnesbyrd. Formodentlig har Alt dette været afhængigt, alene af Dommerens Skjøn. En Herredagsdom 17de Aug. 1613 gaar saaledes i modsat Retning ud fra den Forudsætning, at man ikke kunde modtage Vidner, ialfald ikke til Ed, naar de ei dannede fuldt Bevis, idet den nægter at modtage „enkeltstaaende“ Vidneprov, som stridende mod Chr. IV’s N. L. I. 4 („et Vidne er som intet Vidne“). Videre var Avindsmænd og „udædiske Mennesker“ udygtige Vidner, til hvis Prov intetsomhelst Hensyn skulde tages, om de end ofte sees afhørte. Hjemmelen for de sidstes Vedkommende søgte man i den Koldingske Reces Art. 18 (jfr. Reces 1547, 8), der indeholder ganske samme Bud som N. L. 1–13–20; den findes allerede citeret i Herredagsdom 4de Aug. 1585 og anvendtes hyppigt paa Medskyldiges Udsagn.

Ved Vidnernes Bedømmelse holdt man i Almindelighed strengt paa deres Overensstemmelse, ja, som vi have seet, „enkeltstaaende“ Vidneprov nægtede man stundom endog at modtage; Ordet „Sankevidner“ kjendes allerede 1661. Andenhaandsvidnesbyrd har man modtaget i Trolddomssager (Herredagsdom 25de Juli 1578). Ved Modvidner fulgte man endnu nøie den gamle Regel ikke at lade Ed komme mod Ed; selv efterat Lagmanden var bleven fast Overdommer, indsendtee Provene i Tilfælde af Vidnestrid til ham, for at han kunde afgjøre, hvilke maatte stedes til Ed, og hans Kjendelse kunde igjen indankes til Overhofretten uafhængig af Hovedsagen[36]).

Det 16de Aarhundrede udviklede i høi Grad den allerede forhen meget brugelige Sædvane at optage Vidneprovene særskilt paa Forhaand og kun gjennem skriftlige Nedtegnelser benytte dem under selve Sagen. I Danmark brugtes den samme Maade at opdage Vidneprov, fornemmelig for Thingmændene paa Thinget, og kaldtes da „Thingsvidne“. Dette Ord brugtes egentlig kun om Thingmændenes Vidnesbyrd om, hvad de havde seet og hørt paa Thinge, og havde større Kraft end noget andet Bevis. Naar der nu førtes Vidner for Thingmændene, skulde Navnet og Beviskraften kun tilfalde deres Beretning om, hvad de havde hørt af Vidnerne, og vi have ogsaa her Oprindelsen til Retsprotokollernes Authentie. Men man gik videre, og ved en Begrebsforvirring tillagdes Navnet „Thingsvidne“ med dets Uafbevislighed selve Vidneprovene og deres Indhold[37]. Her have vi Forklaringen af N. L. 1–13–29 og det nyere Brug af Ordet „Thingsvidne“.

Uagtet, som før forklaret, de skriftlige Vidneprov, optagne for Lagrettesmændene, synes tillagt større Vægt end de mundtlige Vidnesbyrd for Retten, kan det ikke sees, at den danske Opfattelse heri har nogen Del; selve Ordet „Thingsvidne“ kjendes ikke engang før Periodens Slutning. Den hyppige Appel maatte gjøre Vidneprovenes Nedtegnelse saameget nødvendigere, skjønt vi saa sent som 1610 se Vidnerne personlig møde for Lagthinget, og da Retsprotokollationen endnu kun var i sin første Spire, kunde man ikke stole paa, at Retten sørgede derfor. Nu da Folket vist allerede længe var ophørt at søge Thingene i nogen Mængde, maatte det være Vidnerne bekvemmest, at Parterne tog deres Prov leilighedsvis i deres Hjem, og Vidneføreren selv har vist fundet sin Fordel i at faa Vidnesbyrdene uden Paavirkning af Modparten. Den sidste Grund tør have været den mest afgjørende, og navnlig se vi Lehnsherrerne skaffe sig Vidneprov paa denne frie Maade. Lovgivningen maatte imidlertid herved ogsaa blive opmærksom paa de store Misbrug, hvortil Sædvanen ledede, navnlig paa en Tid, da Lagrettesmændene vare saa skjødesløse med at forvare sine Segl, og der var nok af dem, som benyttede sig heraf til falske „Provsbreves“ Istandbringelse. Forskjellige Lovbud indskjærpede derfor, at ingen Lagmænd eller Lagrettesmænd maatte dømme efter Bevisligheder, som ei vare tagne til Thinge for Lagmænd eller Lagrettesmænd, og hvortil Vedkommende ei var lovlig stevnt[38]. Disse Lovbuds Magtesløshed viser sig imidlertid i deres hyppige Gjentagelse. Recessen af 1568 tillod endnu „at tage Vidnesbyrd ved rette Sognekirke, naar Kongens Foged eller andre gode Mænd ere der hos,“ – „Kirlestevner“ havde i det Hele da en større juridisk Betydning end senere. Vi træsfe derfor ofte paa „Kirkevidner“, tagne for 12 Lagrettesmænd paa „en frie Kirkegaard“, – de nævnes endog saa sent som 1684[39]. Ved Siden af denne Skriftlighed finde vi dog endnu i H.dom 4 August 1585 Borgermester og Raad mundtligt vidne om, hvad Vidner have svoret for dem.

I det syttende Aarhundrede trængte Skriftligheden næsten fuldstændig igjennem, dels ved Efterligning af fremmede Retssædvaner, dels som Følge af Appellens fuldkomne Ordning og faste Dommeres Ansættelse. Da Forandringen var foregaaet gradvis, kunde dens Indflydelse paa Bevissystemet ikke saameget føles; men det er klart, at den var stor paa en Tid, da Vidnebeviset allerede var næsten ligesaa udbredt som i Nutiden og der ved Procedurens moderne Ordning var givet fuld Adgang til Vidneprovenes Discussion. Hvilken Mening man end kan have om Skriftlighedens Mangler i Almindelighed, saa maa man være enig om, at den i hin Tid var en Nødvendighed. Den er en sikker Følge af Appelsystemet, og det maa igjen indrømmes, at dette trængtes som Garanti for Retfærdigheden; thi Folkets Uduelighed til Dommerhvervet og den store Mangel paa skikkede Underdommere gjorde det umuligt at skabe Domstole, hvem det kunde overlades at afgjøre Sagens faktiske Del med endelig Virkning.

Ved Periodens Slutning vare Retsprotokoller blevne almindelige og dermed forsvandt vel hin Skik at optage særskilte Provsbreve[40].

Naar Vidneførselen foregik i Retten, et der Spor til, at Dommeren begyndte selv at afhøre Vidnerne. Af H.dom 23de Juli 1578 ser man endog, at en Lagmand paa Lensherrens Besaling havde optaget Vidnesbyrd mod en Kone, der mistænktes for Hor. Denne Handling paaankedes som ulovlig, fordi „han, som er Dommer, derudi havde gjort sig til en Sagsøger“. Herredagen underkjendte Vidneprovene, men dømte med Hensyn til Lagmanden, at da han havde taget dem paa Lehnsherrens Befaling, havde han ei gjort uret; „dog herefter skal han ikke tage sligt Vidnesbyrd over Nogen den Stund, han er Lagmand“. Om end saadan Fremgangsmaade ansaaes ulovlig, er dog dens blotte Forekomst et af de ikke faa Tegn til, at den gamle rene Anklageproces er i sin Opløsning. – Vidnesbyrdene maatte fremkomme allerede ved Underretten (O. H. D. 30te Marts 1382); stundom hjemviste Overhofretten Sagen efter Anklagedes Forlangende til nye Vidnesbyrds Optagelse (10de Sept. 1680). Thingsvidner vare Gjenstand for særskilt Paaanke (H.dom 5te Aug 1585,. Oslo Lagth.dom 1ste Marts 1610), – ja, selv Vidnesbyrd, tagne ved tydske Retter, der stundom brugtes ved vore Domstole, ere blevne indstevnte for disse til Underkjendelse (f. Ex. fordi Vidnerne vare „udædiske“, se H.dom 5te Aug. 1585; 17de Aug. 1599); – Vidnerne svore endnu mod Slutningen af 16de Aarhundrede ved at lægge Haand paa Bog (Bogered). Ved dette Tidspunkt maa ellers Eden „med oprakte Fingre“ være indført. Ligefra 1520 (D. N. II. 783) og ind i det 17de Aarhundrede omtales oftere en „Helgands“- eller „Helgens Ed“ (Helligaands?), – et Navn, der var optagen fra den danske Rettergang.

Det nyere Bevismiddel, der naar størst Udvikling i Perioden, er egen Bekjendelse. Dennes Tilværelse forebyggede nu aldrig Rettergang; Christian IV’s Norske Lov har i Landslovens: „Efter Bevisligheder og Vidner skal enhver Sag dømmes“, ombyttet „Bevisligheder“ med „egen Bekjendelse“ (I. 4), og i Tidens Domme beskrives Mangel paa Bevis ofte dermed, at der „hverken findes Vidner eller Bekjendelse“. Og især blev det nu oftere lagt an paa at fremkalde Bekjendelse under Sagen. Til de store Forbrydelser, der tidligere var offentlig Paatale undergivne, føiede Lovgivningen efter Reformationen forskjellige andre, navnlig mange Løsagtighedsforbrydelser, og flere, der forhen havde staaet under geistlig Ret, paataltes nu for de verdslige Domstole f. Ex. Trolddom. Naar man nu erindrer Øvrighedens langt større Myndighed, vil man let forstaa, at Anklagede endnu meget oftere end forhen stod som en underordnet Part ligeoverfor Anklageren, og at Behandlingen var derefter. Saaledes underkastedes Anklagede stedse hyppigere „flittig Examen og Forhør“, og vi finde allerede i Retsprotolollerne den Ytring, som vi saa vel gjenkjende fra en nyere Tid, at „Angjældende flittig og alvorlig formanedes til Sandheds Bekjendelse“. (Evensens Samlinger I. 4. 47, 50, 56). I Almindelighed skete Afhørelsen ved den anklagende Øvrighedsperson, og isaafald ansaaes den vistnok allerede tidlig een vis Udstrækning for lovlig; se saaledes en Herredagssag 18de Aug. 1578 (den endse med Forlig), hvor en Lehnsherre holdt en for Mord mistænkt Mand længe fængslet for at faa ham op til Helgeland og der confronteret („havt til Ords sammen“) med den virkelige Morder. Men mod Periodens Slutning begynde allerede Dommerne selv at forhøre Angjældende (Evensens Saml. I. 4. 42, 56). I en Herredagsdom af 1631 klages derover som en Ulovlighed af Sorenskriveren; men at det til en vis Grad ansaaes lovligt, fremgaar af, at Overhofretten i Dom af 14de Febr. 1682 udsatte en Sag, mellem en Pige og den af hende udlagte Barnefader, for selv at holde „Forhør“ over ham og en Anden, da begge vare mistænkte, og Dom af 30te Marts 1682 anker over, at Klagersken ikke er mødt, saa hun og Angjældende „kunde mod hinanden blive examinerede og forhørte til nærmere Oplysning i Sagen“. Vi se her et nyt Spor til, at Inqvisitionsprocessens Spirer allerede ere at søge i Tidsrummet før Lovbogen. Men vi maa forresten erindre, at samtidig brugte Dommerne ogsaa stundom i civile Sager at afhøre Parterne. – En ganske væsentlig Spore havde Iveren efter at opnaa egen Bekjendelse i Bevisbyrdene Indførelse og Mededsinstitutionens Forfald; forhen kunde Sagsøgerens Mangel paa Vidner noget afhjælpes ved Sigtedes ubetingede Pligt til Meded; nu maatte de ubevislige Sigtelser, hvoraf Tiden havde faa mange, skaffe sig andre Udveie, og en saadan fandtes i egen Bekjendelse. Trangen til at opnaa denne udviklede i høi Grad Torturen. Dennes store Misbrug i Danmark havde fremkaldt Christian III’s Bud (Reces 1547 Art. 17, 1558 Art. 19), at Ingen maatte pinlig forhøres uden den, der er lovlig dømt til Døde for nogen Ugjerning[41]. Lovens Hensigt med Tortur var, som del hedder i Fogdens Indstilling i den just citerede Sag (l. c. 54) at opnaa „videre Bekjendelse om andre deres Gjerningers Bedrift, saavelsom flere i samme Rum vel opøvede at aabenbare, i Henseende deslige haarde Executioner endog have bragt mange lige forstokkede og ret Satans forhærdede Synderes Hjerte til en sand christelig aabenbar Anger og Bekjendelse“. Den lutherske Kirke ansaa naturligvis, ligesaavelsom den katholske, Bekjendelse nødvendig for Forbryderens Omvendelse; men den var desværre i den første Tid næsten ligesaalidet nøieseende med de Midler, hvorved den fremkaldtes. Den nøiede sig ikke med Kirkebøn for Forbryderens Bekjendelse (Evensens Saml. l. c. 56), men billigede Tortur, i fremmede Lande ei blot mod overbeviste, men ogsaa mod mistænkte Forbrydere. Og den lutherske Statskirke havde langt lettere for at øve Indflydelse paa Staternes Lovgivning end den katholske Kirke, der maatte kjæmpe sig frem med sin Paavirken.

Man maa derfor ikke undre sig over, at Torturen netop efter Reformationen skjød Fart i Norge, og at den i Praxis meget længe ikke lod sig indskrænke af Lovbudet. Og end naturligere bliver det, at vi især finde den anvende ved en, Kirke og Folkemening saa lige forhadt, Forbrydelse som Trolddom. Det 16de og 17de Aarhundrede ere Hexeprocessernes Aarhundreder; Hexebaalene kastede sit skrækkelige Lys over Norden samtidig med Kjætterbaalene over Syden. Om de i Norge end ikke som andetsteds kunne tælles i Tusinder, saa kunne de fuldtvel tælles i Hundreder, og disse Hundreder af Henrettelser ere næsten ligesaamange Justitsmord. Thi Hexeprocesserne afgive det bedste Exempel, paa hvor sørgeligt smaa Fordringer man gjør til Beviset, naar det gjælder en i Folkemeningen særlig forhadt Forbrydelse. Lysten til at opdage Troldmænd og Troldkvinder gav alskens Bevisligheder Vægt og lod Nægtelse kun være et yderligere Bevis paa Sigtedes Forbund med Djævelen (Evensen l. c. 53). Anklager ved Børn eller latterlige Rygter, ja endog ved Spøgelser[42] – Bekjendelser, aflokkede gamle Koners sygelige Phantasi eller kraftige Mænds Smerteskrig paa Pinebænken – Medtiltaltes paa samme Maade tilveiebragte Angivelser – dette var oftest Dødsdommenes hele Grundlag. Herredagene misbilligede dette Uvæsen (Dom 10de Juni 1597), og den hyppigere Appel, navnlig fra Overhofrettens Tid, bidrog sammen med Folkemeningens Forbedring til dets Afskaffelse; men Appellen kom dog ofte forsent til at redde Livet, og den var overhovedet i criminelle Sager paa Grund af sin Kostbarhed altfor sjelden; nødvendig Appel blev ingenlunde gjennemført efter den store Reces (2–3–15, 2–6–2, 14[43]).

At Tortur, ialfald i det 16de Aarhundrede, ogsaa udenfor Trolddomssager brugtes mod Anklagede, der endnu ei vare dømte, sees af Absalon Pedersøns Capitelsbog for 1565 (N. Mag. I. 281), hvor det hedder om en Bonde, der var anklaget for Mord paa sin Hustru: „de pinte honom, til han skulde tilstaa det, indtil den ene Led af hans Tommelfinger gik af; dog tilstod han stundom og stundom nægtede han – han vard aflivet derfore“. Denne ulovlige Brug af Torturen skete visselig ikke efter nogen Dommerkjendelse, men af den anklagende Embedsmands Vilkaarlighed. – Paa den anden Side begyndte man allerede at blive opmærksom paa Nødvendigheden af at prøve Bekjendelsens indre Sandhed; Budet til Dommeren om i Skilsmissesager at undersøge, om Ægtefolkene lyve sig selv paa, skriver sig fra Fredrik II’s Ægteskabsordning 1582.

Bevis ved Syn blev nu mere regelmæssig anvendt. Snart var det Retten selv, som anstillede Undersøgelsen (f. Ex. ved Saar, Barnelig, H.dom 7de Juni 1597), snart skete det ved særskilt af Fogden opnævnte Personer, hvortil da rummeligt toges Sagkyndige f. Ex. Jordemødre for at se, hvorvidt Frugtsommelighed har fundet Sted (H.dom 14de Juli 1604). Ialfald i Byerne synes det i Tilfælde af pludselig Død at have været Sædvane, at Fogden har undersøgt Liget med nogle opnævnte Mænd (H.dom 1661, O. H. D. 13de Febr. 1671, og 15de Aug. 1585, hvor det er 3 Lagrettesmænd, som efter Lensmandens Befaling syne et opskyllet Lig). Store Reces 2–5–2 gav det samme Bud som N. L. 6–6–9, at ethvert dødt Barn, der var født udenfor Egteskab af letfærdige Kvindfolk, skulde synes af Synsmænd, opkrævede af Øvrigheden. Lægeerklæringer afgaves endnu i Form af Vidnesbyrd 1661.

Bevis ved Brev eller Documenter omtales endnu sjelden i Misgjerningssager. Det er fremdeles væsentlig Seglet, man lægger Mærke til, og Misbrug, have vi seet, vare særdeles hyppige. H.dom 5te Juli 1580 paalægger Sættered, om at Brevet ikke var forfalsket, da det var fremkommet raderet i Retten. Lagrettesmændenes Troværdighed med Hensyn til, hvad de havde seet paa Thinge, ledede til Læren om Retsprotokollers Authentie. Om den Vægt, der tillagdes Vidnesbyrds Skriftlighed, er forhen talt. Herredagsdom 17de Aug. 1599 og 4de Aug. 1585 vise, at fremmede offentlige Documenters Egthed er antagen given ved Tilstedeværelsen af Stadssegl, samt at Documenter paa fremmed Sprog have været tilstede, idet Meningen gjengives „fordansket“ i Dommen.

De legale Indicier fik en meget vigtig Tilvæxt ved den store Reces 2–5–1 (efter Frd. 31te Marts 1635), der opstillede samme Regel om Barnefødsel i Dølgsmaal som N. L. 6–6–8 og ofte anvendtes i norsk Rettergang (O. H. D. 1667 og 1632[44]).

Som en almindelig Bemærkning ved Periodens Bevissystem maa det gjælde, at uendelige Domme vare hyppige, og man finder saaledes ofte Frifindelser – endog af Overhofretten – i de Udtryk, der citeres i store Reces 3–21 og N. L. 1–5–12, „indtil anderledes afbevises“. Paa den anden Side finder man dog res judicata anvendt som Grund til Frifindelse, ja, endog fremmede Domme tillagdes stundom denne Kraft (Hdom 29de Juni 1585, en skotsk Dom angaaende Falskmyntneri).

Dommernes Stilling til Beviset var ved Bevisbvrdens Indførelse og Mededsinstitutionens Tilbagetrængen, ved Vidnebevisets fulde Udvikling og den hyppigere Brug af egen Bekjendelse bleven langt mindre formel. Det gjaldt nu først og fremst for Sagsøgeren at frembringe et Bevis, som ved Dommernes Prøvelse fandtes, overensstemmende med Lovens Fordringer, tilstrækkeligt til at fælde. Og under denne Prøvelse var der i Enkelthederne, f. Ex. ved Bedømmelsen, af Vidnehabiliteten levnet dem adskillig Frihed. Men Lovens Maal var givet, og det tør ikke antages, at Dommerne lovlig kunde frembringe Fældelse ved Hjælp af indirecte Bevis (Indicier). Vi have seet, at denne Ret ikke tilkom dem tidligere. Nu var Dommernes Myndighed over Beviset vistnok udvidet, men kun i den Forstand, at Sagens factiske Del aldrig gik ganske fra dem til Mededsmænd; men om de end nu skulde prøve Beviset i alle Sager, medens dette for kun var Til- fældet med de færreste, saa var Myndigheden ei udvidet i Princip – den var i det Væsentlige ikke større i de mange Sager, end den forhen havde været i de faa. Vistnok ledede Dommernes Vilkaarlighed og den Opløsningstilstand, hvori det gamle Bevissystem befandt sig, til at Underdommerne ofte dømte paa Indicier; men hvor Dommene paaankes, se vi Herredag og Overhofret vise dem tilbage inden de rette Grændser for Friheden. Var der kun Indiciebevis tilstede, kunde Dommerne ikke gaa videre end til at paalægge Ed – og i Prøvelsen af, om den ved Indicierne frembragte Mistanke var stor nok hertil, havde de sin fulde Frihed. Dette tjente naturligvis til at udvikle Indiciebeviset og forberede dets senere Anvendelse som tilstrækkeligt Bevis til at fælde den Sigtede.

Der trængtes ikke store Forandringer i det Bevissystem, som det syttende Aarhundredes Praxis havde uddannet, for at frembringe det, vi kjende fra Christian den femtes Norske Lov. Dennes for Bevismaterien vigtigste Artikel 1–14–6, jfr 8 sætter Partseden ganske i Mededens Plads, hvad der for Danmark allerede var gjort ved dens Kilde, store Reces 2–6–20[45]. I de fleste Tilfælde, hvor enkelte Lovbud fordre Partsed, er den ogsaa fat istedetfor ældre, danske eller norske Loves Meded, og stundom minde endnu Ordene om denne f. Ex. 6–17–14, („værge sig“ med sin Ed; jfr. 6–3–15, 1–14–6 „befri sig“). Overhovedet ere ikke alle Spor af Mededsinstitutionen udslettede af Christian V’s Lov. Saaledes se vi en Levning af den i Skipperens Ed med Folkene imod Sigtelse for Uagtsomhed i N. L. 4–3–3. 8, jfr. 22. hvilke ere ordret optagne af Fredrik II’s Søret af 1561, uden at man har været opmærksom paa den i Mellemtiden skete Forandring i Bevissystemet[46]. En Artikel, der er ganske ny i Christian V’s Lov, er derimod 1–14–7, at Sagsøgeren, naar Sigtede ei har villet aflægge Negtelsesed, skal sværge Sigtelsesed. Den synes kun lidet at passe i criminelle Sager, ligesom den nok der kun fandt en kort Anvendelse. Den kan maaske forklares af, at den Sigtende efter flere danske Recesser var strafskyldig, naar han ei kunde bevise sin Paastand; men rimeligst er det vel at antage den som en uheldig Efterligning af tydsk-romersk Ret[47].

Partseden (Negtelses-) forandrede ved Lovbogen sin Charakter, idet den nu hovedsagelig blev et Middel til at finde Sandheden, hvor der ei var tilveiebragt fuldt Bevis ved de almindelige Bevismidler. Som saadant synes den at byde mindre Garanti end Mededen; men det kunde dog ofte hænde, at en Skyldig, som vilde sværge sig fri, naar han fik Edshjælp, undlod det, naar hele Ansvaret alene hvilede paa ham selv. Betingelsen for at fordre Ed blev „vis Formodning“, eller en Grad af Bevis, som svarede til de allerede af Praxis opstillede Fordringer. Bevisbyrden bestod altsaa fremdeles kun i Pligten at bevise saameget, at man kunde forlange Ed af Sigtede. Saalænge Ed anvendtes i criminelle Sager, sporer man den gamle germaniske Tanke, at enten Skyld eller Uskyld skulde udgaa som Bevisets Resultat. Den moderne Opfattelse af Bevisbyrden udviklede sig først i Løbet af forrige Aarhundrede sammen med Edsinstitutionens Forsvinden i Strafferetspleien, og det var den, som gjorde Indiciebeviset nødvendigt. Dette kunde visselig ligesaalidt fremkalde mere end „vis Formodning“ efter Christian den femtes Lov, som efter den Retspraxis, hvortil denne ganske slutter sig. Vistnok kan her indvendes, at Lovbogen nærmest slutter sig, ikke til norsk, men til dansk Praxis, og i denne dømte Nevninger alene efter sin Overbevisning, altsaa med fuld Benyttelse af Indiciebeviset. Men da Lovbogen ikke optager Nevningsinstitutionen, tør det antages, at dens Bevissystem slutter sig til dansk Praxis i de Sager, hvor Nevninger ikke brugtes, og denne var, saavidt vides, i Principet lig den norske[48]. I at forkaste Indiciebeviset angaaende selve Skyldspørgsmaalet havde ogsaa Lovbogen saagodtsom hele den samtidige europæiske Lovgivning paa sin Side, navnlig Carolina, som i Straffematerien har øvet adskillig Indflydelse paa den. – De legale Indicier ere i Lovbogen omtrent de samme som i de ældre danske og norske Love, og især finder man det extraordinaire Tyvsbevis udviklet efter jydske Lov. Som oftest ere disse Indicier ikke i Stand til at fremkalde mere end Edspligt, Lov – at fordre et Bevis, der fremkalder „vis Formodning“, før man paalægger Sigtede Ed, og herved naar da Vidnebeviset den første Plads blandt Bevismidlerne. Samtidigt bliver der flere og flere Spor af Inqvisitionsproces; der lægges an paa at faa egen Bekjendelse, og Partseden kommer op, idet den bruges til at tilintetgjøre en svagere Mistanke. Efterhaanden vinder Partseden mere Plads, og Christian den femtes Lov stiller den ganske i Mededens Sted ved dennes Afskaffelse.

  1. ↑ Jfr. Indledning til Brandts og Hallagers Udgave af Christian IV’s Norske Lov p. IV–V.
  2. ↑ Efter en Afskrift i Rigsarchivet, meddelt af Hr. Rigsarchivar Birkeland.
  3. ↑ Man har forresten ogsaa Exempel paa, at Chr. IV’s Norske Lov paaberaabtes i en dansk Arvesag, men kun af en af Parterne, Skand. Litt. Selsk. Skr. 12. 415.
  4. ↑ Kolderup-Rosenvinges Dissertatio de usu juramenti, paa Dansk i nyt jur. Arkiv, 21 og 22 B. Sammes Retshistorie p. 334 ff. (3die Udg.). Larsen om Nevninger og Sandemænd i Samlede Skrifter I. 1. 70 ff.
  5. ↑ Kolderup-Rosenvinge om den kanoniske Rets Indflydelsesi Danmark, i kirkehistoriske Samlinger I. 1–54. Om Rettergangsmaaden i geistlige Sager se Nye danske Magasin VI. 179, hvor R. har meddelt Biskop Knuts Oversættelse af Joh; Andreæ summula da processu judicii (fra 14de Aarh.), Anchers Lovhist. I. 199–206.
  6. ↑ Rosenvinge Udvalg af gamle danske Domme I. 62. Danske Mag. 3die Række 1. Kofod Anchers Fortale til Arnesens islandske Rettergang.
  7. ↑ Man kunde da faa saamange Eder, man vilde, pro unius diei satietate aut pro quolibe parvo pre- tio, Faustin Hélie traité de la procédure criminelle I.
  8. ↑ Se som Exempel den mærkelige „Mads Ravns Sag“ i Skand. Litt. Selsk. Str. XII. 359–442.
  9. ↑ Belangende Benægtelseseden, den maa dennem paalægges af Dommeren, naar hannem synes Sagen det at udkræve efter Lov og Ret. Ei skal Dommeren lettelig nogen Ed paalægge, anseende den, Sag giver, bør det lovligen at bevise, eller i det Ringeste efter Sagens Tilstand saaledes, at vis Formodning er (endog det ikke nøiagtig bevises) den Sigtede skyldig at være og derfor efter Lov og Ret for videre Tiltale sig at befri, bør Sagen ved sin egen Ed sig at fralægge“.
  10. ↑ Ostersen Weiles Glossarium (1652) p. 799: „Tyltered hos os nu ei brugelig, men i dets Sted bruges Vidne og Bevis, hvorefter nu dømt bliver, og saaledes den, for Sagen er, enten skyldig eller fri“. Jfr. Dedikationen. Se dog p. 229: „nu ei synderlig nyttig eller brugelig“. Det sidste Lovbud, hvori Meded omtales, er vistnok den lille Reces af 1615 Art. 42.
  11. ↑ Vidtløftige Regler om Vidnebevis i en mere romersk-kanonisk Aand findes i Christian II’s dødfødte „Geistlige Lov“ c. 66 ff. og „Verdslige Lov“ 20 ff.; tildels optoges de af Christian III.
  12. ↑ Nye Danske Mag. VI. 198. Gamle Danske Domme III. 23. 131. 308, IV. 308. Aldersgrændsen af 15 Aar var, som før vist, optaget fra den kanoniske Ret i Norge allerede 1280.
  13. ↑ Gamle Danske Domme III. 1182 IV. 242.
  14. ↑ „Keiserretten“ eller „Keiserloven“ havde i det 17de Aarhundrede ogsaa en anden Betydning, ialfald i Danmark. Den var Navnet paa et dansk Udtog af Flamlænderen Damhouders, dengang særdeles ansete, Praxis rerum criminalium (oversat paa Tydsk ved Carlstadt, 1565, 4to). Denne indeholder enkelte Capitler om Tortur, Vidner, Bekjendelse, og det er sandsynligt, at disse have havt Indflydelse, ialfald paa dansk Praxis. Men forresten indeholder den mest Criminalret efter Decalogens Orden. Den maa have været meget udbredt, da der alene paa vort Univ. Bibliothek er 3 Explr. (fol. 8c; 4to: 318, 2a, Haandskrift omkring 1600). Den har formodentlig været anseet som et Summarium af Keiserlovene.
  15. ↑ Jfr. Kongebrev af 1588 i Rigsregist. III. 4, hvori der klages herover som noget Usædvanligt, og over at Stevningen lyder paa en „Romisk-keiserlig Undersaat“.
  16. ↑ Det synes ogsaa, som de tildels stod under Sachsisk Bergret, jfr. Privilegier for Glomsberg Kobberværk i Thelemarken af 1540. Krags og Stephani Christian III’s Historie I. 702.
  17. ↑ Brandt i Norsk Tidsskrift V. 157. Danske Mag. V. 17.
  18. ↑ Jeg sigter her til de af Lektor Brandt i Kjøbenhavn tagne Afskrifter af Herredagsprotokollerne 1578, 1585, 1597, 1599, 1604. 7. 10, der have været mig udlaante til Afbenyttelse. Jeg har ogsaa havt Adgang til nogle spredte Herredagsdomme af senere Datum.
  19. ↑ Et slaaende Exempel paa, til hvilken Grad Forbrydelserne toges fra denne Side, har man i en Herredagsdom 10de August 1585. En Adelsmands Foged, der tiltaltes for Overfald, fremkom med den Exception, at, da Adelens Gaarde skulde være frie for alle Afgifter, og dette maatte følge Personen og ikke Gaarden, skulde alt Sagefald af Forbrydelser, begaaede af de der Boende, tilfalde Adelsmanden selv. Dommerne forkastede dog dette Raisonnement, da det vilde gjøre Adelen og dens Tjenere straffrie.
  20. ↑ Se den i Nye Danske Mag. II. 239 meddelte Sag, hvorunder Erik Munk 1585 fik 12 Mænd til at dømme en Mand fra Livet for 3die Gangs Hor (efter dansk Ret) efter en berygtet Kvindes Beskyldning. Et andet mærkeligt Exempel paa Justitsmord er vistnok ogsaa den interessante Underslæbssag mod Fogden Dynes Pedersen 1571, Norske Mag. I. 408.
  21. ↑ I en Sag mod en Tydsker for Voldtægt (1535) nægtede han først at møde for Bergens Lagthing, men gjorde det dog siden; men midt under Sagen trængte 2–300 Tydskere ind og truede Retten, hvorfor denne indtil videre suspenderede alle Sager (D. N. III. 824).
  22. ↑ Brandt i Norsk Tidsskrift V. 128 ff., 137 ff.
  23. ↑ Jfr. Straffeproceslovcommissionens Betænkning I. 80.
  24. ↑ Dette Udtryk er hos Krag oversat med „aabenbar skyl- skyldig“ (notorie reus), men betyder vel snarere en Mand, der har tilstaaet.
  25. ↑ Jfr. Herredagsdom 28de Juni 1580, som siger ved at hjemvise en Sag: „hvis skjelligen kan bevises – da have de gjort Uret, og da bør han stevnes ind for Lagmanden og føre skjellige Vidnesbyrd, og da gaa herom efter hvis Ret er“.
  26. ↑ Norske Saml. I. 233 ff. Dilis Røncke anklagedes – foruden af Private – af Byfogden paa Kongens Vegne efter Fr. II’s Frdn. 21de Septbr. 1584 (jfr. Norske Registr. III. 302), der bød Lehnsherrerne at sørge for Trolddoms Afstraffelse paa Livet. Der førtes da en Mængde Vidner, men de vare uoverensstemmende, og Ingen vidste Andet end Rygte. „Det maa Gud vide og ikke de“, sige Dommerne, „saaat vi udi ingen Maade kunne kjende forskrevne Klagemaal og Vidnesbyrd saa lovlig over Dilis, at hun derfor kunde miste sit Liv, undtagen at fornævnte Anklagere kunde herefter fremføre anden lovlig Vidnesbyrd“. Istedetfor nu at frifinde hende, forlade Dommerne pludselig den nye Lovgivning. „Men efterdi hun i nogle Aar har været i ondt Rygte for samme Trolddomsgjerninger og endnu her for Retten er tillagt fuld Sag, og Byfogden paa kgl. Majestæts Vegne med fornævnte Anklagere begjære Ret over hende, thi kan hun ikke aldeles blive fri for nogen Sag, uden hun befrier sig efter Loven“. Og saa ransage de Magnus Lagabøters Gulathingslov, – finde der, at Trolddom er et Ubotemaal med Fredløshedsstraf (IV. 4), og i IX. 13 læse de om Ubotemaal, at, om Kongen „lægger Mand til saadan Sag, skal han fri sig med sin Ed selv tolvte“, og i en Artikel „uddragen af den gamle Christenret“ se de, i „at hvis Kongens Ombudsmand eller Bispens siger, at Mand foer med Trolddomsgjerninger og hedensk Vildfarelse og kan det ikke lovlig bevise hannem det over, da befri den sig, som for Sagen staar, med sin Ed selv tolfte; men dersom hans Ed falder, da blive han udslæger“ (?). „Thi sagde vi for Rette, at fornævnte Dilis Røncke skal gjøre hendes Ed selv 12te med ærlige Danneqvinder, som hun udi denne By haver boet udi Mandskab og Naboskab med og hende bedst kjende, som Kongens Byfo- ged hende her for Rette tilnevnt haver – – under den Straf og Pænn (ɔ: poena), som Loven og Christenretten derom formelder“. – Til den bestemte Tid indfandt Dilis sig med de 11 opnævnte Kvinder i Retten; „og efterat vi havde hørt fornævnte Kvinders Ord hver for sig, da benægtede de, at de ikke kunde sværge med hende, dog sagde de dennem ikke vide eller have kjendt hende for nogen Trolddomssager, hverken i Grandskab eller Naboskab“. Byfogden forelagde hende, da hun ikke havde kunnet „fuldgjøre“ Eden, at rømme Byen og Stiftet inden 5 Nætter. – Denne Sag stadfæster en tidligere Bemærkning, at man ved nye Love først og fremst brugte Vidner og altsaa nu det nye Bevissystem, medens det gamle holdt sig længst ved de gamle Love,
  27. ↑ Paa den anden Side sees man ikke længere at have været saa nøieseende med de gamle Terminer, idet man tillod Personer forskjellige Gange at forsøge paa Thingene, om de ei kunde opdrive Mededsmand (Herredagsdom 2den Juni 1597).
  28. ↑ Vi se dog endnu af den fælles Lovgivning Fredrik II’s Frd. om Ægteskabssager af 19de Juni 1582 (Paus II. 398) byde at „værge sig efter Loven“ mod Sigtelse for Leiermaal.
  29. ↑ At det er skeet af Misforstaaelse og ikke, fordi man har villet forandre den, fremgaar deraf, at en simpel Oversættelse af Landsloven fra 1585, som findes paa vort Universitetsbibliothek (No. 230 fol.) gjengiver IV. 21 paa samme Maade som Chr. IV’s Lov, og flere Steder ombyttes „Heimskvid“ med „to menige Vidner“. Misforstaaelsens Grund er vistnok, at Heimskviden forlængst var bleven Folket fremmed, men dens Art er rimeligvis bestemt at det nye Bevissystem, hvorpaa man gjerne har villet finde en Stadfæstelse i Landsloven.
  30. ↑ Lignende Misforstaaelser findes i Fortsættelsen af disse Artikler i begge Love og i Slutn. af N. L. III. 21, sml. M. L. IV. 25
  31. ↑ Denne siger først: „Skal Ingen findes til Lov for nogen Mommesag; men siger nogen Mand anden Noget til udi Krohus, da maa den, som sigtet er, stevne den Anden til Thinge for slig Snak og Sagn; vil den da det ikke bestaa og ei er, bevisligt – – – da skal Fogden finde ham lovløs (fri for at aflægge Ed) hjem igjen“ (jfr. Reces 1547 Art. 10). Herved var altsaa i Danmark den Sædvane forbudt, som vi tidligere have omtalt som ogsaa herskende i Norge, at en Injurieret skulde fralægge sig en udenretlig Beskyldning ved Meded. Derpaa tilføier Artikelen: „Sigter og den ene den anden for nogen uærlig Sag til Thinge, for Dom, eller udi nogen anden Forsamling og det ikke kan bevises hannem over, da deles den, det sagt haver, derfor som en Løgner“. Det sees imidlertid, at Chr. IV’s N. L. anvender meningsløst Sætningen: „thi for Mommesag bør Ingen at findes til Lov“. Mommesag vil sige „Sag, hvorom der mumles, løse Sigtelser eller Beskyldninger“, Rosenvinges Samling af Danske Love IV. 531.
  32. ↑ Som oplysende for Sorenskrivernes Forhold til Lagretten kunne mærkes 2 Overhofretsdomme af 1ste og 28de Marts 1680. En Sorenskriver var af Lagmanden dømt i Bod, fordi han ei havde villet dømme i ærerørig Sag uden Lagret af 12 Mænd, hvilken Fogden ei havde forsynet ham med. Overhofretten frifandt ham imidlertid, fordi 12 Mænd skulde dømme efter Loven i deslige Sager. En ganske lignende Dom er den anden, kun gjaldt det der en civil Sag, hvor Citanten ei skaffede Lagrettesmænd opnævnte af Fogden. Man faar Indtryk af, at Lagrettens Tilkalden kun er en Form, som endnu ikke tør forsømmes.
  33. ↑ En Studiosus Peder Munk var sundere død i Hans Tidemands Hus, hvorfor denne og Henrik Sørensen bleve tiltalte for Mord. Lagmandens Grunde til at paalægge Ed vare: T. havde nægtet at ville være tilstede, da Byfogden og tilforordnede Mænd besigtigede Liget, og efter Besigtigelsen havde han ladet dette begrave uden Øvrighedens Tilladelse; han havde ikke, efter Sædvane, tilkjendegivet ved sine egne Folk, hvad Endeligt den Døde fik, og havde uden foregaaende Sigtelse begyndt at føre Vidner for sin Uskyldighed. Overhofretten fremhæver paa den anden Side, at Vidnesbyrdene ikke vare overensstemmende; Ingen havde provet, at Sigtede havde noget udestaaende med den Døde, langt mindre, at han havde slaaet ham. Besigtigelsen var foretagen 4 Dage efter Døden, midt i den stærkeste Sommerhede og kunde derfor Intet have at betyde. Sigtede bleve derfor frifundne, men Retten finder, at de, som selv Aarsag til Sagen og Mistanken, bør give Byfogden for Processens Omkostninger 40 Rdlr. – „Laugværge sig“ betyder at „fri sig med Laug eller Lov“, det danske Udtryk for Meded (Rosenvinges Retshist. 334, jfr. N. L. 1–14–8 „Lov, som er Tylvtered“).
  34. ↑ D. N. II. 715.
  35. ↑ „Parterne i deres Indlægge indføre Sigtelser eller Benægtelseseder, som dem ikke af Dommerne ere paalagte“.
  36. ↑ Herredagsdom 3die August 1607, Overhofretsdomme 8de Februar 1671, 30te Mai 1682, 14de Februar 1684. Muligt er det forresten, at man har søgt Hjemmelen herfor i danske Recesser, hvor der fandtes lignende Bestemmelser (Landsdommer for Lagmand). Rec. 1558 Art. 5, Kallundborgske Rec. Art. 4.
  37. ↑ Gamle Danske Domme (før 1579) III. 320.
  38. ↑ Reces 1539 Art. 11, 1568, hos Paus II. 354, Frd. 14de Febr. 1582, Christian IV’s N. L. I. 4, jfr. Hdom 4de Juli 1599.
  39. ↑ Se H.dom 2den Juli 1597, 19de Juni 1610. Den gamle Sædvane, at Præsten optog Vidnesbyrd, forbødes udtrykkeligt.
  40. ↑ De ældste Retsprotokoller udenfor Herredagenes ere Bergens Lagthingsprotokol 1592–94 (Norske Samlinger I. 221, 321), Fredrikstads do. 1607–15, Oslo do. 1609–10, de sidste i Rigsarchivet. Først fra Christian den V’s Tid haves en nogenlunde fuldstændig Samling af Underretsprotokoller, Norsk Tidsskr. V. 124. Man ved forresten, at der allerede i 16de Aarhundrede vare – i Byerne – flere Retsprotokoller, som nu ei kjendes.
  41. ↑ At dette Lovbud har været anseet gjældende i Norge ialfald i Periodens senere Del fremgaar af Dommen i Trolddomssagen mod Lisbet Nypen i 1670 hos Evensen l. c. 57: „– – have vi flittig ransaget Guds Lov, hvori sligt formaa dernæst christelige Kongers Recesser og Love confereret, som saadanne Gjerninger og Kunster straffer, hvilte Love paa Guds Lov er grundet. Da for Ret fundet og eragtet – – – at disse to Personer for deres i lang Tid brugte Trolddomskunster exemplariter, andre til mærkelig Afsky og Exempel, efter foregaaende Tortur, bør at de, hvorfor hun, som i Trolddomskunster mere fuldkommen, dømmedes levende til Baal og Brand, og han ligesaa, dog tilforne med høi Øvrigheds Tilladelse og Samtykke at halshugges.“
  42. ↑ Jfr. Reskr. 31te Marts 1688.
  43. ↑ Om Hexeprocesser i Norge se Nyerup i Skand. Litt. Selsk. Skr. XIX. 372 ff., Nicolaysen i Norske Samlinger I. 525. Endnu 1670 brændtes 6 Troldkvinder i Christiansand efter nogle latterlige Bekjendelser af nogle af dem, om at de havde redet til „Blaahaug“ paa et Kosteskaft; 1684 brændtes en i Bergen.
  44. ↑ „Saafremt noget letfærdigt Kvindfolk vorder med Barn og med sin Barnefødsel lønlig og i Dølgsmaal omgaaes og samme Barn bortebliver eller paaskydes død at være født, da efterdi samme Kvindfolk ikke haver begjæret at bruge ordentlige af Gud Almægtigste beskikkede Middel, som sig og Fostret udi saadanne Tilfælde kunde betjene, skal hun ikke bedre agtes, end den, som sit Foster med Villie havde ombragt“.. Den samme legale Præsumtion var i det forløbne Aarhundrede indført i den europæiske Ret- tergang og havde vakt almindelig Opsigt. I Frankrig skulde Lovbudet derom oplæses i Kirkerne, hvilket ogsaa befaledes ved Reskr. 13 Juni 1696.
  45. ↑ Meningsløsheden i 1–14–6 fremkommer ved en Omstilling af Recessens Ord; se det ovenanførte Citat af disse.
  46. ↑ Nellemanns ordinære danske civile Procesmaade p. 296. 339. 577.
  47. ↑ Arnesens islandske Rettergang p. 264, Reces 1537 Art. 6 og 1558 Art. 20, Ostersen Weile under „Sigtelse“.
  48. ↑ Se for den modsatte Mening Nellemann l. c. 539.
Hentet fra «https://no.wikisource.org/w/index.php?title=Bevissystemets_Udvikling_i_den_norske_Criminalproces_indtil_Christian_den_femtes_Lov/3&oldid=188981»