Bevissystemets Udvikling i den norske Criminalproces indtil Christian den femtes Lov/1

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
I.
Bevismaaden efter de gamle norske Love, til og med Magnus Lagabøters Lovgivning[1].

Hos Germanerne fulgte Bevissystemet Samfundsudviklingen. I dennes Barndom stemte Samfundets Domsmyndighed sig i et Voldgiftstilbud, og det stod Enhver frit at søge Ret paa egen Haand. Bevis var der ei Tale om, da Dommerne – alle Samfundets frie Mænd – kun byggede sin Dom paa, hvad der var vitterligt for dem Alle, og medens dette for civile Sager medførte, at Retshand- ler afsluttedes ved de offentlige Forsamlinger (Thing), overlod det de nette Misgjerninger til de Stridendes egen Afgjørelse ved Sværdet. Da det ved Samfundsforholdenes større Udvikling blev for besværligt kun at afslutte Retshandler ved Thingene, nøiede man sig med den Vitterlighed, som fandtes hos Naboerne, og med at disse bekræftede Vitterligheden for Dommerne. Dette var Vidnebevisets Spire hos Germanerne.

Det næste Trin i Udviklingen var, at man ganske opgav Fordringen om egentlig Vitterlighed i den større eller mindre Kreds, og at man kun indgik Retshandler for nogle særlig tilkaldte Vidner. Men Vitterlighed vedblev dog at ansees som det ypperste, og Thingmændenes Vidnesbyrd om, hvad der var foregaaet paa Thinge (Thingsvidne) ansaaes for saa stærkt Bevis, at Intet kunde komme op derimod. Vidner, der tilfældigvis havde overværet en forbrydersk Handling, laa det derimod ganske udenfor den germaniske Opfattelse at benytte sig af; de vare ikke forud varslede om at bruge sin Opmærksomhed eller lægge sig Handlingen paa Minde; de vare maaske Ufrie, maaske Kvinder, og i Folkenes Barndom stedtes i Almindelighed kun frie Mænd til Vidnesbyrd. Og at overlade Dommerne i det enkelte Tilfælde at bedømme deres Værd, laa for fjernt fra hin snevre Begrændsning af Dommermyndigheden. Kun hvor Erfaringens Gjenstand var blivende Forholde (f. Ex. Eiendom og Besiddelse) nøiede man sig med Vidner, der uden foregaaende Opfordring havde gjort sine Iagttagelser; men her havde man rigtignok altid mellem Naboer et Udvalg af gode Vidner. Misgjerninger og saadanne civile Sager, hvor Beviset ei kunde sikres paa Forhaand, vedblev da som oftest at være Tvekampen hjemfaldne. Det første Skridt til den criminelle Retspleien Udvidelse, var at drage Tvekampen ind under Rettens Omraade og gjøre Dommerne til Kampvidner. Eftersom Samfundet blev fastere ordnet, maatte Trangen til en menneskelig Retfærdighed blive for stærk til, at man længere kunde nøie sig med en saa blodig Afgjørelse som Tvekampen eller – om det da allerede fandtes – et saa skuffende Bevismiddel, som Gudsdommene. Men det Bevismiddel, man søgte, maatte paa Grund af den store Vægt, der endnu tillagdes Individets Uafhængighed, saameget som muligt bero paa Parternes Virksomhed, og være saa simpelt og klart, at dets Anvendelse intet Rum levnede for Dommernes frie Skjøn. Et saadant fandt man i Mededsinstitutionen. Dens Ide var, at den frie, uafhængige Mands edelige Forsikring om sin Uskyld, støttet af kjendte Mænds edelige Erklæring, om at de ansaa hans Ed paalidelig, ialfald indeholdt en høi Grad af Sandsynlighed. Først da Lovgivningen kjendte et ordentligt Bevismiddel, og dette havde vundet en fremragende Plads ved Siden af de ældre, maatte Rettergang efterhaanden blive en Nødvendighed. Og først ved Selvhevnens Forsvinden, da Samfundets Domsmyndighed havde seiret over den individuelle Frihed, kunde der blive Tale om Udviklingen af et Bevismiddel, der ofte for at faa fuld Kraft maatte bedømmes af Retten – det almindelige Vidnebevis. De tidligere Bevismidlers Charakter maatte forresten lede til, at Loven afgrændsede Vidnebeviset, og Dommerens Stilling ogsaa her blev væsentlig formel. Mededen beholdt imidlertid i lange Tider sin Forrang, og det var først ved et fremmed Retssystem Indvirken, og efterat Retspleien var gaaet udaf Folkets Hænder, at Vidnebeviset indtog den fremragende Plads, hvormed Nutiden forlængst er fortrolig[2].

For bedre at forstaa de germaniske Bevismidler, maa man være opmærksom paa, at der dengang søgtes noget Andet gjennem Beviset end nu. Saalænge endnu Forbrydelsers Forfølgning udelukkende er den Fornærmedes Sag, og Straffen væsentlig er en Gjengjældelse, ligger det nær, ved Bevisets Ordning, at tage ligemeget Hensyn til begge Parter istedetfor at opstille en Bevisbyrde for Sagsøgeren. Baade Meded og Ordalier gik ud fra den Fordring, at Beviset skulde tilveiebringe den samme Grad af Sandhed baade for Skyld og Uskyld, og det var Datidens Retspleie en fremmed Tanke, at man vistnok for at erklære skyldig skulde fordre Vished, men for at erklære ikke skyldig nøie sig med Tvivl. De nævnte Bevismidler vare fra dette Synspunkt kun deri forskjellige, at Ordalierne endnu vare grundede paa den ideelle Fordring om den absolute Sandhed, medens Mededsinstitutionen gik ud fra den lavere Fordring til Beviset, at det skulde frembringe en overveiende Sandsynlighed. Og naar det nu gjelder at finde et Bevismiddel, som ligemeget oplyser Skyld og Uskyld, er det ganske naturligt, at den, hvis Gjerning det angaar, ved sin Virksomhed maa bringe Sandheden frem. Vidnebeviset, hvis det ikke formaar at oplyse Skyld, levner oftest Tvivl om Uskyld, og i hvert Fald kan det kun i de færreste Tilfælde paaregnes i en Skikkelse, der gjør det tilstrækkeligt uden Hjælp af andre Bevismidler. Det er derfor ikke saa vanskeligt at forstaa, at Germanerne med sin Fordring til Klarhed og Simpelhed i Lovbud, foretrak Bevismidler, som kunde anvendes i alle Strafsager, og at Vidnebeviset maatte kjæmpe sig frem til Anerkjendelse ved Siden af disse.

Kun en ringe Del af denne Udvikling foregik for de germaniske Stammers Adspredelse. Mededen er kjendt hos dem alle; men den høist forskjellige Udstrækning, den naar hos dem, vidner om, at Tvekampen var det herskende Bevismiddel i det gamle Fælleshjem.


I Norges ældste Love, som vi ikke besidde i en ældre Form end fra det 12te Aarhundrede, finde vi endnu de forskjellige Trin i den oven skildrede Udviklingsgang afprægede. Frostathingslovens berømte Ord (I. 6): „Med Lov skal vort Land bygges, men ikke med Ulov ødes; men den som ikke vil Andre Lov under han skal ikke Lov nyde“ – er endnu Strafferettens Kjerne. Selvhevnen er tilladt, og Straffens Charakter – Fredløshed, enten umiddelbart eller ferm hvis den egentlige Straf, Boden, ei udredes – maa høilig opfordre til dens Udøvelse. Vitterligheden, skjønt ingenlunde eneste Grundlag for Dommen, har dog sin store Betydning, især i den mest oprindelige, Gulathingsloven. Ligesom Bestræbelsen i civile Sager gaar ud paa for Retsforfølgningen at gjøre Gjenstanden vitterlig[3], selv om den ikke fra først af har været det, virker Vitterligheden, naar den findes, i criminelle baade paa Forfølgelsen og Straffemaaden[4]. Det eneste Exempel paa en virkelig offentlig Paatale af Forbrydelser finde vi nemlig ved Tyveri, naar Tyven er greben med Koster i Hænde; af Bønderne skal han føres til Kongens Aarmand, af denne til Thinge og derfra til Fjære for at hænges, medens ogsaa Straffen er en anden, hvor der gribes til Meded (G. L. 253); og ved Sigtelse for Mened erklærer F. L. II. 46 (jfr. J. C. 53) ialfald en Del af Bevisførelsen unødig, naar Sagen var aabenbar, jfr. F. L. II. 29 og J. C. 29. Hvor en Gjernings ydre Omstændigheder kunne fremkalde Mistanke, maa den forebygges ved Gjerningsmandens offentlige Lysning; men for at sikre Beviset for denne, er det allerede nødvendigt særligt at opnævne Vidner derpaa (Lysning af Hittegods G. L. 144, jfr. M. L. IX. 12, Lysning af Drab, for ei at ansees som Morder, G. L. 156, F. L. IV. 7) og ifølge F. L. XI. 20 kan Herren sælge sin Træl af Landet, hvis „Mænd vide“ at han er Udaadsmand. Thingmænds Vidnesbyrd om, hvad de have seet paa Thinget, omtales (G. L. 181), og skjønt Ordet Thingsvidne eller dets fortrinlige Vegt ei nævnes, saa er det dog maaske indbefattet i „Vidne om Mænds Tvist og Forhandling i Forsamlinger“ (deilld manna at samkundum), hvorimod intet Bevis maatte føres (M. L. I. 4, G. L. 59[5]). Men i de fleste Sager gjenfinde vi Vitterlighed, som Grundlag for Dom, alene i det Bygderygte, som Sagsøgeren maa bevise for at hjemle sin Sigtelse.

Som i Bevismidler finde vi i de ældste norske Love: Gudsdomme i deres Hensvinden, Meded i dens fulde Kraft, og Vidnebeviset, om end ikke i dets første Udvikling, saa dog endnu sjeldent i Misgjerningsager.

Tvekampen findes ei længere i Lovene; men Sagaerne vidne om, at den har været i fuld Gang til Hedendommens Slutning. Og at den var et Bevismiddel, eller vel snarere en Retsafgjørelse, lære vi af Egils Saga, Cap. 68: „Egil fremsatte sin Pengefordring; Atle derimod bød sig til lovligt Forsvar ved en Tolvmandsed, at han ikke havde modtaget Noget af Egils Gods til Forvaltning. Men da Atle ned sine Edshjælpere gik til Retten, traadte Egil ham imøde og sagde, at han ikke vilde modtage hans Ed for sine Penge; „jeg vil byde dig en anden Lov, at vi nemlig strax her paa Thinget gaa til Tvekamp og den skal have Godset, som vinder Seieren“. „Men det var virkelig, som Egil sagde“, tilføier Sagaen, „Lov og gammel Sedvane, at Enhver var berettiget til at fordre den Anden til Tvekamp, enten det saa var Klageren eller den Indklagede“. Se ogsaa Cap. 57[6]. Mod Hedendommens Slutning blev Tvekampen (hólmganga) stærkt misbrugt, og den blev som retslig Institution afskaffet af Erik Jarl omkr. 1020. Det er vel tvivlsomt, om Christendommen her bar øvet nogen Indskydelse, da Hedenskabet netop under Jarlernes Regjering for sidste Gang søgte at hevde sit Herredømme; snarere skyldes det maaske Exemplet fra Island, hvor Tvekampen kort før var afskaffet ved Antagelsen af Njaals bekjendte Lovforslag[7].

Det er ogsaa tvivlsomt, om det er Christendommen, som har indført Ordalierne (Gudsdomme, skirsl guðs[8] i Norge. Det er ikke urimeligt at man i Tvekampen finder Spor af deres Ide, – at Gud ei vil lade Uskyldigheden lide. I et af Eddakvadene byder en Kvinde sig til Kjedeltag, hvorfor der sendes Bud efter en tydsk Fyrste, som „ved at vie den brusende Kjedel“. Dette Kvad, der muligens kan være fra Christendommens første Tider, er imidlertid hentet fra en tydsk Sagnkreds og tyder saaledes paa, at ialfald den nævnte Art af Gudsdomme er indført fra Sydgermanerne. Men en Fortælling, der afgjort er fra Hedendommen, beretter om en for Norden særegen Gudsdom, der bestod i at krybe under 3, i Midten opløftede, Grønsværstykker, og det antages almindelig, at de andre germaniske Folk kjendte Ordalierne fra Hedendommen af[9]. Imidlertid er det vist, at det især var Kirken, som udviklede deres Anvendelse i Norge. Kirken begunstigede i alle Lande Ordalierne, først og fremst for at modarbeide Tvekampen, der mangesteds i Syden havde en stærk Udbredelse. Men dens væsentligste Bevæggrund maa vistnok søges deri, at i hine barbariske Tider, da den verdslige Retspleie neppe fortjente dette Navn, og den geistlige Jurisdiction endnu havde vundet liden Udbredelse, var der Rum for et Bevismiddel, som med al sin Bedragelighed dog tillod at redde den Uskyldige. Gudsdommene vare i Geistlighedens Haand en pia fraus, der fra først af vistnok havde det bedste Øiemed. Det havde altsaa sin rene Plads som subsidiært, hvor de almindelige Bevismidler havde slaaet den Sigtede Feil. Dette er i det Væsentlige ogsaa Kirkens Opfattelse af Gudsdommene i den norske Lovgivning. At den stræbte at fremme deres Brug i denne, hvor Meded allerede var Hovedbevismidlet efter Tvekampens Afskaffelse, kan dels forklares af, at Kirken vistnok endnu var al Retsed og især Meded ugunstig, dels af, at den ei i Norge vilde give Slip paa den samme Indflydelse i Retspleien, som den nød andetsteds. – Den almindelige Regel om deres Brug findes i Sverres Christenret Art. 54 og efter den i F. L. II. 45: „Om de Sager alene skal man bære Jern, som ere udtrykkelig nævnte i Lovene. Men hvis en Mand faar Sag med en overmægtig Mand, og han ei faar aflægge sin lovlige Renselsesed (nær eigi laga undanfoerslu) da skal Erkebispen skaffe ham enten sin lovlige Ret eller tillade ham Jernbyrd, saa og, naar Mand ei har Edshjælp og dog har ret Sag“. Heri indeholdes en Spire til en geistlig Underkjendelse af alle Domme, som i Norge ei naaede nogen Udvikling, men som var af betle større Betydning i andre Lande, saasom Danmark. – De enkelte Lovbud, som omhandle Gudsdomme, angaa for det meste Forbrydelser, der vare indførte efter Kirkens Foranstaltning og derfor findes i Christenretterne. Forskjellige af disse Lovbud stille ligeledes Gudsdommen som subsidiært Bevismiddel, efterat Eden er mislykket f. Ex. Eids. Chr. 45 (Hedenskab), 3 (Barnemord), G. L. 24 (Blodskam). Andre Lovbud, lade Sigtede frit Valg mellem begge (guðs eða manna skirsl), men aabne ogsaa dem, der have valgt Ed og her været uheldige, Adgang til bagefter at fri sig ved Gudsdom f. Ex. Eids. Chr. 42 (Trolddom) jfr. F. L. II. 1. Men der er ogsaa en Del Lovbud, hvor Gudsdom er eneste Bevismiddel, navnlig ved svære Forbrydelser og i Tilfælde, hvor Edshjælp maatte være vanskelig at faa; se Borgarth. Chr. 17, som byder Jernbyrd for alle Ubotemaal i Christenretten, ib. 16, (Trolddom), G. L. 32 (crimen bestialitatis) F. L. III. 15 (Hedenske Offringer). Udenfor Christendomsbruddene ere Gudsdommene sjeldnere tilladte og navnlig kun, hvor den stærke Mistanke mod Sigtede maatte gjøre ham Edshjælp vanskelig. Ogsaa her finde vi den samme Gradsforskjel; – snart er Gudsdommnen eneste Bevismiddel f. Ex. F. L. IV. 5 og G. L. 156 (hvor det kaldes vitnit mikla) mod den Døendes Drabssigtelse, F. L. IV. 35 (Sigtelse mod Konen for Drab af hendes Mand), F. L. IV. 62 (Overfald af forklædte Mænd i Ens Hjem jfr. G. L. 158; – snart er den stillet alternativt med Ed, som i F. L. IV. 14 (Drab i Gildehus), Brudstykket af den ældre Eidsiviathingslov i N. G. L. II. 523 (Sigtelse for Herværk, hvor dog Sigtede efter Ed endnu maa kjøbe Trygd), – og snart er den først tilladt, naar Sigtede ei har kunnet faa Edshjælp, som i F. L. IV. 5 (ved Drabssigtelse for at imødegaa Vidnesbyrd af den Dræbtes Husfolk jfr. IV. 23[10].

Gudsdommene vare i Norge tvende Slags: Jernbyrd (jarnburðr, jarn) for Mænd og Kjedeltag (ketiltak) for Kvinder. Jernbyrd var at bære i sin Haand en gloende Jernstang, hvorefter Haanden forbandtes, for 3 Dage derefter at undersøges; fandtes den uskadt, var Uskyldigheden bevist. Stundom sees den Sigtede at have traadt med blottede Fødder paa gloende Plogjern. Ved Kjedeltag forstodes, at den sigtede Kvinde med blottet Arm optog Noget – almindelig en Sten – fra Bunden af en Kjedel kogende Vand. Alt foregik i Kirken og under nøie Opsyn af Præsten (F. L. II. 45).

Gudsdommene holdt sig ikke saalænge som til den nyere Lovgivning. Den katholske Kirke fandt Tiden moden til at udrydde den Slags Bevismidler, og den havde nu andre Veie til at vinde Indflydelse paa Retspleien. Allerede 1172 skriver Pave Alexander III. til Erkebispen i Upsala: „Dommen for kogende Vand eller ved gloende Jern eller ved Tvekamp tillader den katholske Kirke ikke imod Nogen, endsige imod en Biskop“. Og det er sandsynligt, at dette Brev har været fulgt af et lignende til Erkebispen i Nidaros[11]. Det fjerde lateranske Concilium (1215) forbød Præster at hjælpe til ved Ordalier. Men først efterat Gudsdommene endnu engang vare stadfæstede – i Haakon Haakonssøns Christenret af 1244 (F. L. II. og III.) – bleve de i Norge aldeles afskaffede 1247 ved Cardinal Vilhelm af Sabinas Indflydelse: „Det sømmede sig ikke“, sagde den pavelige Legat, „for christne Mænd at friste Gud til at give Vidnesbyrd om menneskelige Anliggender“[12].

Det herskende Bevismiddel var altsaa Mededsinstitutionen. I den ældre Lovgivning er den noget indskrænket af Ordalierne og for en ganske liden Del af Vidner, i den nyere alene af disse og det i større Grad; men da dens Stilling og Egenskaber i begge er væsentlig den samme, skildres den her under Et.

Naar en Mand sigtedes for en Forbrydelse, blev han først af den Fornærmede opfordret til at vedgaa den og frivillig efterkomme den deraf følgende Forpligtelse – almindeligvis at udrede en Bod eller fare bort fredløs. Blev Opfordringen fulgt, behøvedes vistnok kun Dom, hvor Straffen var corporlig eller den strengere Grad af Fredløshed, som ogsaa indbefattede Confiscation. Fragik derimod Sigtede Forbrydelsen, og den Fornærmede ei valgte Selvhevn – hvad der dog i den nyere Lovgivning var strengt forbudt – maatte han stevne til Things. Allerede ved Stevningen skulde Sigtede i enkelte Tilfælde (E. C. 42) tilbyde Eden (festa eið). Men i Almindelighed skete Edstilbudet først efter Sagens tilbørlige Indledning paa Thinget (G. S. 98, 254. B. R. 23. M. L. VII. 28, J. Chr. 49), og da var den ogsaa nødvendig, da den blotte Negtelse ikke friede for Straf (G. L. 57. F. L. XV. 4). Hvor der var Valg mellem Ed og et andet Bevismiddel, saasom Jernbyrd, skulde Retten stundom bestemme, hvilket der maatte anvendes (N. G. L. II. 523), og ligeledes havde Retten en sjelden Gang at udtale, hvilken Ed der skulde aflægges for Tilfældet (M. L. VII. 37, jfr. Hirdskraa 20. 40). Men i Regelen maatte Sigtede selv tilbyde netop den Slags Ed, som Loven havde bestemt for vedkommende Forbrydelse.

Mededen[13] var nemlig af forskjellig Slags, efter det Antal Medsværgere, hvormed Sigtede svor, Tylftered, Sættered (6 Mands Ed), Lyritered (3 Mands Ed) og Ensed; en enkelt Gang nævnes ogsaa Grimueiðr (8 Mands Ed, G. L. 134) og fimtareiðr (F. L. XV. 8). I dette Tal regnedes Hovedsværgeren selv med – ialfald i den ældre Tid – og Ensed blev derfor simpel Partsed. Ved hvert Straffebud var der som oftest tilføiet, med hvilken Ed den Sigtede maatte fri sig. Og almindeligere Regler findes i G. L. 132–5, F. L. XV. 1–4, 7–14, men fornemmelig, for hele Classer af Forbrydelser, i M. L. IX. 13–15. Ifølge de sidste skulde Tylftered anvendes ved alle ubotamál eller Forbrydelser, som medførte ubetinget Fredløshed og Confiscation (saasom Landsforræderi, Mord, kvalificeret Drab, Mordbrand og alt andet „Niddingsværk“, samt efter den nyere Lovgivning ogsaa enkelte svære Lemlæstelser, Myntfalsk, Kvinderan, Voldtægt). Sættereden – ogsaa kaldet Halvrettesed, B. Chr. I. 17 og II. 13 – brugtes efter M. L. IX. 14 ved alle Sager, der gjaldt 8 Ørtuger 13 Mark eller den almindelige Straf for Brevbrud ɔ: Overtrædelse af kongelige Befalinger, hvorfor ikke anden Straf udtrykkelig var sat; desuden brugtes den ved mange utlegdamál eller Forbrydelser med simpel Fredløshed til Følge, hvorfra man kunde løskjøbe sig ved Bøder. Der gives forresten ingen almindelig Regel om, hvilken Ed der er nødvendig ved Utlegdamàl ligesaalidt som ved Forbrydelser, der ere truede med Livs- og Legemsstraffe. Lyritereden[14] anvendtes i meget forskjellige Tilfælde og Enseden kun sjelden og ved ubetydelige Forseelser. Overhovedet ere de mindre Eder ikke regelmæssig tilmaalte efter Forbrydelsernes Størrelse, og det kunde ikke hellere ventes efter Lovenes casuistiske Affattelsesmaade; den nyere Lovgivning er her langt mere systematisk, og den er i de enkelte Forbrydelser temmelig sorskjellig fra den ældre og kræver navnlig større Eder. Ved en og samme Forbrydelse kunde Eden vexle efter Skadens Størrelse (F. L. XV. 11, M. L. VIII. 27). Anstifteren maatte fri sig med halv Ed af Gjerningsmandens (F. L. XV. 14, V. 9, IV. 37).

Stundom har vistnok Sigtede været forberedt nok til at have sine Edshjælpere med paa selve Thinget; men som oftest maatte der fastsættes en Tid for Edeles Aflæggelse. Dette skete dels ved Overenskomst dels ved Rettens Afgjørelse; men almindelig indeholdt de enkelte Lovbud, at Eden skulde være aflagt inden 10 Uger[15]. – Det næste Skridt var Edshjælpernes Tilveiebringelse. I denne Henseende skjelnedes mellem Ed med nefndarvitni og Ed med fangavitni. Nevndervidner fordredes ved de sværeste Forbrydelser, samt hvor der var mere end almindelig Mistanke, f. Ex. paa Grund af Indicier eller Vidneprov, mod Sigtede. Sammensætningen skildres saaledes for Tylftered ved Ubotemaal: hver af Parterne nævnte 6 af den Sigtedes Ligemænd (jafnir at rétti); af disse tog Sigtede selv 2 (maaske en af hvert Udvalg), videre 2 af sine nærmeste Slægtninger paa Mandssiden (nánasti niðr), dertil 7 selvvalgte Vidner (fangavitni) og selv var han den 12te (F. L. IV. 8. G. L. 132. B. R. 37, 151). Efter den nyere Lovgivning, der i det Hele søger at styrke Garantierne for Edsinstitutionen, maatte Sigtede vælge 7 blandt Nevndervidnerne, Slægtningerne vare udelukkede og der blev kun 4 Fangevidner (M. L. IX. 13). De mindre Eder sammensattes forholdsvis paa lignende Maade (G. L. 28. 133–5. B. R. 23. 150. M. L. IX. 14. 15). Krævedes der kun Ed med Fangevidner, valgtes Edshjælperne alene af Sigtede. Den ældre Lovgivning kjender iøvrigt kun saa Indskrænkninger for Edshjælpernes Valg, uden at de skulde være frie og myndige Mænd, som skulde „svare for Ord og Ed“; den ældre Eids. Chr. II. 34 fordrer de bedste Bønder i Herredet, efter sammes I. 42 skulde i Trolddoms-Sager tages 11 Mand af de 3 Herreder, hvori Sigtede havde været længst, og efter I. 45 skulde Mændene være fødte i Herredet, jfr. B. R. 37. Efter den nyere Lovgivning maatte Nevndervidner tages af de Nærmestboende og af dem, der bedst kjendte til Sagen, de maatte være myndige og velanseede (valinkunnir), og hverken beslægtede eller Avindsmænd (M. L. IX. 13). Ved enkelte Forbrydelser, hvor Kvinder maatte formodes bedst at forstaa Sagens Sammenhæng, skulde de først og fremst tages til Edshjælpere; se Eids. Chr. 3 ved Sigtelse for Barnemord, G. L. 28 og B. Chr. 46 ved Sigtelse for Troldskab, jfr. Eids. Chr. I. 42. I Almindelighed har det vistnok været nødvendigt at tage Mænd, og først ved en Retterbod af 1313, Art. 5 (N. G. L. III. 103) fastsattes, at herefter skulde saavidt muligt, Mænd sværge med Mand, og Kvinder med Kvinde.

Vare Nevndervidner nødvendige, udfordredes formodentlig et Møde for at opnævne dem; trængtes blot Fangevidner, havde Sigtede kun at gaa rundt for at opdrive det fornødne Antal til at love ham Edshjælp (handselja vitni Dipl. Norv. III., 409). Til Edsaflæggelsen maatte Sagsøgeren eller undertiden, paa hans Vegne, Kongens Ombudsmænd, stevnes, med 5 Dages Varsel paa Landet og Aftensvarsel i Kjøbstaden (G. L. 136, F. L. IV. 8. B. R. 23). Hvis ikke de Stevnte da kom, ansaaes Eden efter B. R. 24 som ret aflagt, naar der paa første Thing førtes Vidner om, at den lovlig var buden; men efter G. L. 136 skulde Sigtede alligevel aflægge Eden i Vidners Overvær. – Under Hedendommen aflagdes Eden i Retten paa en Ring; ifølge M. L. IV. 11 og F. L. IV. 7 skulde det i et enkelt Tilfælde ske paa Thinget, og ifølge F. L. IV. 8 skulde Eden aflægges, hvor det før havde vies ret sædvanligt. I Almindelighed foregik dog Edsaflæggelsen i Kirken, paa forskjellige Steder af denne efter Edens Størrelse, saaledes Tylftered foran Altergulvet, Sættered i den nedre eller mitre Del (F. L. IV. 8. XV. 11, B. R. 24. 151, jfr. 37. 150). Der toges Vidner tilstede for at se, om Eden blev ret aflagt (meta eið, G. L. 136. 314. F. L. IV. 8). Sigtede[16] svor først, med Haanden paa en af Præsten overrakt Evangeliebog, at han var ganske uskyldig i den Sag[17]. Meddomsmeendene skulde derefter „sande“ Hovedsværgerens Ed; ligesom hos alle andre germaniske Folk vilde dette vistnok sige, at de skulde sværge, Sigtedes Ed var sand og ren. Det er derfor formodentlig kun et Misbrug, at Medsværgerne, som det fortælles i M. L. IV. 26, nøiede sig med ordret at gjentage Hovedsværgernes Ord[18]. Da „det synes os farligt for Gud, at Mændene skulle sværge efter hans Ed, endskjønt de ikke vide, om de sværge sandt eller usandt“, fører Magnus Lagabøter i det nævnte Lovbud Eden tilbage til sit rette Brug, saaledes at de kun „skulle sande Sigtedes Ed med det Tillæg, at de ikke vide sandere for Gud om den Sag i sin Forstand“ (jfr. M. L. IX. 13). Og efter de oven citerede Edsformularer er deres Ed saalydende „– – – – at den Ed, som N. just nu svor (eiðr sá sem N. sór nu at sinni ok sá, er þà sverr hann), er sand og retsvoren efter din Tanke (at þinni hyggju), og ikke ved Du Andet sandere for Gud om denne Sag, end han svor; dette Vidne bærer Du ikke for nogensomhelst Fordels Skyld, men til Sandhed og denne Sags Afgjørelse (til sættar her um)“. Medsværgernes Ed var altsaa en Godtroenheds- og Uvidenhedsed, hvad der især traadte klart frem, hvor deres Gjenstand var Hovedsværgerens gode Tro (f. Ex. M. L. III. 5). Kun i enkelte Tilfælde fordres en Vishedsed. Efter F. L. IV. 5 og M. L. IV. 10 skal Bevis for alibi tilveiebringes ved 12 Mænd, som have været sammen med Sigtede paa Thing, ved Kirke eller desl., og efter G. L. 28 skal en Kone, der sigtes for Galder, ved 6 opnævnte gode Kvinder lade bære Vidne om, at hun ei er troldsk, jfr. B. Chr. 16; ogsaa Tallet tyder paa noget fra de almindelige Mededsmænd Forskjelligt – en Blanding af Vidner og Medsværgere.

Det var nok til at spilde Eden, at en af Meddomsmændene nægtede at sværge: „falder et Vidne, falder den ganske Ed“ (F. L. IV. 8, B. R. 37, 151). I dette Tilfælde, samt hvis Eden ei var bleven aflagt til fastsat Tid, maatte Sagsøgeren eller Kongens Ombudsmand stevne til endelig Dom (soekja eiðfall), i mindre Sager inden 12 Maaneder, men i større inden en Maaned; forsømte han dette, ansaaes Eden som aflagt (G. L. 57, 136, F. L. IV. 8, N. G. L. II. 523). Dog synes Fredløsheden ofte at have fulgt af sig selv, hvis Eden var falden; thi der findes fastsat 5 (15) Dages Fred for den Skyldige efter Edsfaldet (G. L. 30). Og i Almindelighed har vistnok Domfældelsen været udtalt paa Forhaand alternativt med Paalæggelsen af Ed; ialfald se vi dette af de fleste ældste Diplomer. Der blev altsaa sjelden Plads for nogen Dom bagefter, uden naar der var Uenighed om Edens Udfald; Sigtede maatte da føre sine tilkaldte Vidner, om at Eden var ret aflagt. Men hvis begge Parter havde havt Vidner tilstede og disse indbyrdes vare uenige, kom det an paa, hvem af dem der turde sværge, og hvis dette var Tilfældet med begge, havde Sigtedes Vidner Fortrinsret – en Regel, der hænger sammen med den ængstelige Omhu for ei at lade Ed komme mod Ed, som ogsaa ellers spores i de gamle Love (G. L. 136, 314, F. L. IV. 8, jfr. M. L. VII. 24). Retten havde altsaa Intet med Edens Bedømmelse at skaffe. Ifald Eden var ret aflagt fulgte Frifindelsesdom af sig selv; men den har vist ofte været udtrykkelig udtalt af Sagsøgeren eller i den senere Tid af Kongens Ombudsmand.

Den, for hvem Eden var falden, ansaaes altsaa overbevist om den Forbrydelse, hvorfor han var sigtet (sannr at máli) og maatte lide Straf, undtagen i de faa Tilfælde, hvor han efter den ældre Lovgivning endnu sunde fri sig ved Jernbyrd. Eden „falder til“ den for hver Forbrydelse fastsatte Straf[19]. Der er forhen gjort opmærksom paa, at Straffen undertiden var forskjellig, eftersom Sigtede grebes paa fersk Gjerning, eller han tillodes Meded f. Ex. ved Tyveri. Stundom synes Straffen forskjellig, eftersom Sigtede godvillig har givet efter paa Forhaand eller lod det komme an paa Ed (F. L. XV. 11. 13. M. L. IV. 25). Men dette har vist ikke været Andet end den almindelige Ret til at fri sig. for Fredløshed ved frivilligen at udrede en Bod[20]. Mededsinstitutionen er bygget paa den Forudsætning, at Enhver selv bedst kjender sin egen Gjerning (facti proprii unus quisque præsumitur melius scire veritatem), og at han altsaa ikke blot er bedre istand til at give Oplysning derom, end den, der sagsøger ham for den, men at hans Kundskab ogsaa er sikrere end Andres, der maatte have overværet den. Hvis han altsaa negter Gjerningen, tror man ham, forudsat, at der hades Garanti for hans Udsagns Sandhed. Den første Garanti er da hans egen Ed, idet man forudsætter, at ingen hæderlig Mand for nogen Pris vil beedige Løgn. Men for nu at have Sikkerhed for, at Sigtede er denne hæderlige Mand, som ei kan beedige Løgn, ere Mededsmændene der. Deres Forsikring, at Hovedsværgerens Ed i deres Tanke er sand, er væsentlig byg- get paa deres Kjendskab til hans Charakter og den deraf flydende Overbevisning om, at han hverken er istand til den Forbrydelse, hvorfor han er sigtet, eller til at sværge falsk. Og denne Kjendskab maa de i fuldt Maal have besiddet, da de i hine snevre, gjennemsigtige Samfundsforholde havde fulgt ham Skridt for Skridt gjennem Livet. Svagheden i Beviset, fra denne Side betragtet, ligger i den altfor store Vægt, der tillægges en Mands tidligere Vandel som legal Præsumtion. Man straffes mindre, fordi man har gjort Handlingen end, fordi man kunde have gjort den. Imidlertid – vi skulle huske, at ogsaa i Nutiden lægger, f. Ex. i Frankrige, den foregaaende Vandel et overdrevent tungt Lod i Vægtskaalen. Og vi behøve hverken at gaa til fremmed Tid eller fremmed Land for at se, hvor lidet Bevis der skal til, før man fælder en forhen domfældt Mand.

Men Medsværgernes Ed maa ogsaa sees fra en anden Side. Maane de end væsentlig være henviste til sin Mening, om Sigtede var i Stand til det forbryderske Forsæt, saa kunde de ogsaa gaa efter Kjendskab til selve Gjerningen. Eden havde nemlig sit objective Element. Den ældre Lovgivning indeholder vistnok kun faa Spor hertil; foruden de før nævnte skal her fremhæves Eids. Chr. 3, hvis Ord (det gjælder Barnemordssigtelse efter Indicier) „at Mænd skulle der være vanskelige med Eder, saa at Mænd vide, at de ville være stedte i sande Eder eller Vidnesbyrd“, – tydeligt forudsætte, at Mededsmændene ved Indsigt i Sagen skulle hjælpes til at forstaa, om Skyld er tilstede. Men desto mere kommer det frem i den nye Lovgivning, som vil, at Nevndervidner skulle tages blandt de i saadanne Sager mest kyndige, og at alle Medsværgeres Eder skulle indeholde, „at de intet Sandere vide om den Sag“. Og der erfor nævnt Tilfælde, hvori en virkelig Vishedsed krævedes. En nogenlunde begrundet Mening om Sagens virkelige Sammenhæng kunde det heller ikke være saa vanskeligt at danne sig for dem, der opfordredes til Edshjælp. Eden fylde først aflægges en vis Tid efter Forhandlingerne paa Thinget, og i Mellemtiden vare disse nøie nok drøftede; Sigtedes Opførsel i Retten har maaske været underlig – der er af Sagsøgeren bleven oplyst mistænkelige Omstændigheder – Vidner have været tilstede, og om end deres Prov ikke formaa at fælde, kunne de dog gjøre Edshjælp vanskelig – underhaanden kjender man maaske ogsaa Noget til Sammenhængen, hvad der maatte være lettere inden hin snævre Kreds, hvor Enhver nøie kjendte den Andens Foretagender; – kort der kan tænkes mangfoldige Omstændigheder af denne Art, som ved Spørgsmaalet, om man skulde sværge med Sigtede, maatte øve en berettiget Indflydelse. Det maa derfor indrømmes, at hvis Anvendelsen svarede til Ideen, frembød Mededsinstitutionen et ingenlunde ganske forkasteligt Bevismiddel. Der var en høi Grad af Sandsynlighed for den Mands Uskyld, der beedigede denne med 11 Andre, eller for den Mands Skyld, som ei har kunnet opdrive 2 Mænd til at sværge med sig. Derimod er der langt mindre Sandsynlighed for dens Skyld, der kun faar samlet 10 Medsværgere ved et Ubotemaal, eller dens Uskyld som tilveiebringer en Lyritered mod en Tyvssigtelse. Vi gjenfinde nemlig her den samme Egenhed i Bevissystemet, som heller ikke saa sjelden forekommer i Nutidens Retspleie; ved de farligste eller mest forhadte Forbrydelser nøier man sig med et Bevis for Skyld, som i andre Tilfælde ansees utilstrækkeligt; Hadet mod Forbrydelsen gaar ud over den enkelte Sigtede, der gjerne kan være uskyldig.

Men Institutionens store Svaghed var, at den saa let kunde misbruges. Vi have ingen Grund til at tro, at Edeles Hellighed ikke stod høit hos de gamle Nordmænd, og det er vistnok en Undtagelse, naar der i samtidige Skrifter klages over hyppig Mened under Borgerkrigene. Desuagtet vilde det være formeget at vente hos Medsværgerne en saa stor Samvittighedsfuldhed, som er nødvendig, hvor Eden væsentlig er en Godtroenheds. Kirken indsaa den store Fare ved den Slags Eder og var dem derfor ugunstig, og man skulde tro, at ogsaa Lovgivningen fandt deres Misbrug nærliggende, da den satte saa liden Straf derfor (G. L. 28, F. L. II. 46, M. L. IX. 16). Det er ofte vanskeligt at gjøre sig Rede for sin egen Tro, og der skal en høi Grad af Vished til at hindre en Paastand om ikke at vide Noget. Edens Indhold var derfor lidet bindende for dem, der gjerne vilde hjælpe Sigtede. Og her maa det mærkes, at Edshjælperne netop skulde tages inden Bygden, ja ofte inden Naboskabet, hvor den personlige Afhængighed er størst, og hvor der er et naturligt Sammenhold mod Fremmedes Angreb. Misbruget bestod imidlertid ikke blot i, at den Skyldige let kunde faa Edshjælp. Den uskyldige kunde af de samme Aarsager ofte blive hjælpeløs. Sigtede var maaske den Fremmede, og Sagsøgeren den, som havde alle Forbindelserne paa sin Side. Eller – Sagsøgeren kunde være en mægtig Mand, hvem Ingen turde fornærme ved at sværge hans Modstander fri. Og at det moralske Mod ligeoverfor den Mægtige ei var større dengang end i Nutiden, skimter frem af Christenretternes Løfte om Geistlighedens Bistand for den, der ei har kunnet faa Edshjælp mod sin Overmand (F. L. II. 45); og M. L. IX. 13, at Nevndervidnerne skulle tages blandt Sigtedes Ligemænd i personlig Ret, er vistnok dicteret af Frygt for, at en mægtigere Mand mellem Medsværgerne kunde utilbørlig hemme de Andres Meningsfrihed[21].

Uagtet saaledes Mededsinstitutionen aabnede et frit Spillerum for alle desmindre ædle Indflydelser, som gjøre sig gjældende under smaa Forholde, har den visselig været Folket kjær.

Det Princip, at Ingen skulde fældes til Straf, uden hans egen Levekredses slette Omdømme, maatte netop være tiltalende paa en Tid, da Samfundets Domsret endnu ikke var stærkt rodfæstet, og det maatte senere under Statsmyndighedens og Kongemagtens Stigende blive en af Individets dyrebare Rettigheder. Et Tegn paa denne Opfattelse er det vistnok, naar Kong Magnus’s Hirdskraa Art. 20 byder Kongen ikke at nægte sine Lendermænd „slig Renselsesed, som gode Mænd tykkes og den hellige Kong Olafs Love indeholde“, og naar Berøvelse af Ret til at aflægge Negtelsesed stundom anvendes som Straf (M. L. IX. 16, Rb. 1303 i N. G. L. III. 31, paa sidste Sted netop for Opsætsighed mod kongelige Embedsmænd).

Da imidlertid Edsaflæggelsen ikke blot var en Ret, men en Pligt for den Sigtede, kunde Institutionen synes at begunstige uretmæssige Forfølgelser. Men Lovene indeholdt nogle Sikkerhedsmidler herimod. – Beviset.i Strafsager opløser sig i Almindelighed i 3 Dele: 1) Bevis, for at en Gjerning er foretagen, som har en Forbrydelses ydre Kjendemærke (corpus delicti); 2) Bevis, for at denne Gjerning kan henføres til en bestemt Person og 3) at den kan tilregnes ham som strafbar. Eden angik almindelig kun de tvende sidste, og især var den paa sit rette Sted, hvor det gjaldt Bevis for den Sigtedes Tanker og gode Tro[22]. Beviset for corpus delicti førtes derimod, saafremt det ei var vitterligt, paa anden Maade, f. Ex. ved Vidner, Syn, Indicier, og maatte almindelig være ført, før nogen Sigtelse fremsattes. „Ingen skal sige til en Anden: ‚Du stjal fra mig’, medmindre han er bestjaalen og gjør det sandt“, – hedder det i B. R. 35 jfr. 95. Efter G. L. 211 skal den Mand, som siger sig slagen og er hverken blaa eller blodig og intet Vidne har, straffes som Løgner[23]. Og Ørvarthinget, der holdtes, strax en stor Forbrydelse, som Drab, en svær Legemsfornærmelse eller Herværk, var begaaet, havde netop til Hensigt at samle alle Oplysninger om Gjerningens ydre Omstændigheder (jfr. N. G. L. II. 523). – Og hvad nu Sigtedes Forhold til den saaledes beviste Gjerning angaar, saa var Fornærmede her ikke uden Indskrænkninger. De ældre Love forbød at sigte mere end 3 Personer efter hinanden for samme Gjerning, og hvis den 3die ogsaa havde befriet sig ved Ed, skulde Sagsøgeren lide den Straf, han havde tiltænkt Sigtede (G. L. 157, F. L. IV. 7, B. Chr. 16, og især B. R. 24). Denne Regel ophævedes ved den nyere Landslov (IV. 11); men paa den anden Side synes denne at byde, at Dommerne, naar Søgsmaalet var aabenbar ulovligt og mod bedre Vidende, skulde ikke alene ikke idømme „Gods eller Ed“, men endog ilægge Sagsøgeren Bod, med mindre han foor juramentum calumniæ (I. 6 jfr. VIII. 8 i. f.). Men især maa man mærke en Indretning, der findes i Frostathingsloven og Bjarkøretten og gjennemførtes i Magnus’s Lovgivning samt de nyere Christenretter, – det saakaldte heimilis- eller heimskviðarvitni, som Sagsøgeren i alle ærerørige Sager maatte føre til Bevis paa, at Rygtet udpegede den Sigtede som Gjerningens Ophavsmand[24]. Dette Vidne bestod deri, at Sagsøgeren havde med sig paa Thinget 10 Bygdemænd – i Christendomsbrud var det færre – hvoraf de tvende skulde sværge saaledes: „Dertil lægger jeg Haand paa Bog og det skyder jeg til Gud, at det have vi hørt, men ikke vide vi, om det er sandt“. De øvrige 8 skulde som Medsværgere sande deres Ed (M. L. IV. 23) eller efter B. R. 34 sværge, at de havde hørt dette Hjemmerygte før. Det betragtedes som et tilstrækkeligt Rygte, naar det var udbredt i 3 Gaarde, hvorved maa erindres, at der vel almindelig var flere Opsiddere paa hver Gaard (F. L. II. 29, B. R. 61, J. Chr. 29, jfr. M. L. IV. 23, Variant (1); N. G. L. II. 69); efter et gammelt Retssprog maatte Heimskvidsvidner være forstandige Mænd.

Andre af de ældre Love fordre Bevis for Bygderygte (heraðsfleytt, bygðfleytt), nemlig Eidsivia- og Borgarthings (Vikens) Christenret, samt Gulathingoloven, den sidste dog kun i Art 32. Ifølge J. Chr. 41 er det nok, hvis 3 Bønder vidne, at Bygderygtet mistænker Sigtede. Men efter B. Chr. 17, er Fremgangsmaaden følgende. Naar Biskopens Aarmand har hørt om en Misgjerning, hvorved der er Bod til hans Herre, skal han opstaa paa Tinget og sige: „Jeg har hørt det, at den Mand har gjort en Misgjerning i Herredet, hvorefter der er Bod til Biskopen“, og derpaa skal han nævne Manden og Sagen og saa fortsætte: „nu vil jeg vide det, om I have hørt den Sag før“. Hvis en Fjerdedel af Herredsmændene har hørt det før, hedder det lovligt Herredsrygte, og da kan Aarmanden lægge Sag til, og den Sigtede maa værge sig med Ed.

Hvis Sagsøgeren ikke havde Heimskvidsvidne, blev han straffet med en Bod af 4 Mark eller endog med Fredløshed (B. R. 34. 35, Hákonarbók 37). Men om Manglen deraf fritog Sigtede fra at rense sig ved Ed, er tvivlsomt. I J. Chr. 17 er det udtrykkeligt sagt, at Sagen i Mangel af lovligt Herredsrygte skulde falde. Men om Heimskvidsvidne selv en dette intetsteds sagt. Den Vending, som ofte kommer igjen (F. L. III. 5): „Er der ikke Vidner, maa han søge med Heimskvidsvidne, og saa svares for med Ed“ – synes nærmest at udtrykke Heimskvid som en Betingelse for Eden. Men paa den anden Side byder B. R. 110, at, hvis man sigter Mand for at have kjøbt ranede Ting, da skal han aflægge Negtelsesed, enten der er Heimskvid eller ei, idet dennes Tilstedeværen kun gjør Nevndervidner nødvendige istedetfor Fangevidner. Og rimeligt er det vistnok at antage, at Edspligten har været uafhængig af Heimskvidsvitnet[25]. Ligesom dette væsentlig kun er paabudt ved Søgsmaal i ærerørige Sager, saaledes bruges det i Almindelighed ogsaa til at fri for Injuriestraf, selv om Injurierne ere tilføiede af hvilkensomhelst Person og uden Forbindelse med Sagsanlæg (B. R. 34. 152, M. L. IV. 23). Efter M. L. IV. 25 (jfr. Hb. 37. 38) maa den, der har injurieret en Anden ved Beskyldning for Trolddom o. desl., fri sig for Straf under den mod ham reiste Injuriesag, ved at fremføre Heimskvidsvidne, og hvis dette lykkes ham, maa Sagsøgeren (den Injurierede) rense sig for Beskyldningen med 6 Mands Ed – en Regel, som man siden synes at have gjort til Sædvane ved alle Injuriesøgsmaal; ja, man har endog fordret Ed, selv om Injurianten straffes paa Grund af Hjemmelsbrist (D. N. IV. 713, Herredagsdom 6te Juni 1597). Heimskviden har derfor vistnok alene været nødvendig for at fri Sagsøgeren for Injuriestraf, og heri finder Straffen for, at den ei var tilstede, sin bedste Forklaring. Rigtignok synes det underligt, om Sagsøgeren skulde blive straffet for denne Mangel, hvis Sigtede blev kjendt skyldig formedelst Edsfald. Men Sammenhængen har rimeligvis været den, at Straffen kun er indtraadt, hvis Eden blev aflagt, og Heimskvidsvidnet er kun bleven ført paa Forhaand, fordi man da ei kunde vide Sagens Udfald. Skulde Heimskviden været en nødvendig Betingelse for Sagens videre Fremme, saa vilde det være vanskeligt at forklare dens senere Forsvinden, da man istedet tvertimod efter Bevissystemets hele Udvikling skulde ventet dens Overgang til en ordentlig Bevisbyrde. Det vides heller ikke rettere, end at de beslægtede Lovgivninger ansaa den blotte Sigtelse tilstrækkelig til at fremkalde Renselsespligt.

Den samme Mistanke, som overførtes Sigtede ved Heimskviden, kunde imidlertid ogsaa frembringes ved Indicier (B. R. 115, G. L. 255, M. L. IX. 4, 6), ved Forbrydelsens Vitterlighed (J. C. 53, og F. L. II. 46, hvor dette udtrykkelig er sagt ved Sigtelse for Mened, jfr. F. L. II. 29 og J C. 29), og endelig ved Vidner (B. Chr. 17).

Det er i den foregaaende Fremstilling overalt sagt, at det var Sigtede, som skulde aflægge Nægtelseseden. Dette maa ikke forstaaes, som om det altid var Sagvolderen, som aflagde denne Ed. Stundom var Sagsøgeren „den Sigtede“, nemlig naar Sagvolderen til Forsvar paaberaabte sig en Handling af ham, og da maatte Sagsøgeren nægte denne med Ed. Vi have allerede seet, at den Injurierede under sit Søgsmaal mod Injurianten maatte fralægge sig Beskyldningerne ved Sættered, og vi besidde Domme, der paalægge Ed angaaende en paaberaabt Provocation[26]. At en Sigtelse bliver bekræftet ved Meded, har man vel neppe Exempel paa, medmindre den kunde træde istedetfor Gudsdom efter G. L. II. 1. Derimod har man enkelte Tilfælde, hvor Sigtelsesed af Parten alene har været anvendt, se B. Chr. II. 21, hvorefter Præsten ved Ed sigter en Mand for at have lagt Lig i hans Bod, jfr. G. L. 314 (Tilhjemlingsed ved ranet Gods) og F. L. IV. 62 (Taxationsed over Skade). Ja, man har endog Exempler paa, at den blotte Sigtelse har været tilstrækkelig til at fælde; efter F. L. IV. 43. 44 kan den, der er blindet, gildet eller desl., ved sin Sigtelse paa Thinge faa fældet indtil 3 Mænd, jfr. G. L. 154. 208. Dette finder vel sin Forklaring i den for berørte Omstændighed, at der ved de foragteligste Forbrydelser kræves et meget svagt Bevis. Forresten synes alle Spor heraf at være forsvundne i den nyere Lovgivning.


Efter saaledes at have udviklet den almindelige Bevismaade, skal jeg gaa over til at fremstille Vidnebevisets Rolle i den gamle Straffeproces.

Vore ældste Love, hvis nærværende Redaktion er fra det 12te Aarhundrede, ere ingenlunde gamle nok til at give Billedet af en Retstilstand, hvori Vidnebeviset er ganske ukjendt i Strafsager. Vi have allerede oftere havt Anledning til at se, at man brugte Vidner for at bevise Retsformers Iagttagelser, og almindelig taalte disse Vidner ei engang Modbevis (G. L. 59, M. L. I. 4); man havde nemlig her Anledning til at vælge sine Vidner paa Forhaand. – Det laa efter den gamle Opfattelse nærmest at tillade Vidner som Bevis angaaende en Forbrydelses materielle Bestanddele. Her kommer man kun sjelden i Strid med den Sigtedes Interesse, der først berøres, naar det gjælder at henføre Forbrydelsen til en bestemt Person; – her er Bevisgjenstanden ofte varige Forholde, der enten tillade forud at vælge Vidner til deres Iagttagelse eller dog give Anledning til et godt Valg blandt allerede forhaandenværende Vidner, – og endelig gjælder det her ofte saa bekjendte Ting, at Vidnerne kun have at stadfæste Vitterligheden for Dommerne. Først og fremst se vi derfor Vidner førte om saadanne civilretlige Forholde, der betinge en Forbrydelses Tilstedeværen, eller bestemme dens Charakter, saasom Eiendom og Besiddelse. (F. Ex. Eiendomsbeviset ved Tyvssigtelser M. L. IX. 4. 12, G. L. 254, jfr. M. L. III. 17 og G. L. 314; F. L. IV. 56, Bevis for at en Dræbt er Træl).

Dernæst finde vi Vidner anvendte som Bevis for varige Følger af en formodet Forbrydelse, f. Ex. for Voldsmærker paa dødt Legeme (M. L. VII. 37, jfr. G. L. 182), eller for Saar (F. L. IV. 12, jfr. G. L. 211).

Og endelig er Vidnebevis tilladt for corpus delicti i Almindelighed og for alle Forbrydelsens ydre Omstændigheder; at samle Vidnesbyrd herom var saaledes Ørvarthingets Øiemed (N. G. L. II. 523). Intetsteds fremtræder Bevismaadens Forskjel efter Gjenstanden skarpere end i den ovennævnte M. L. VII. 37; hvis man sigter Anden for Drab af Fæ, skal man nemlig bevise ved 2 Vidner, at dette er dræbt af Mand, og derefter skal Sigtede af Thingmændene dømmes til Lyritered. Se ogsaa B. R. 95 saml. med 92.

Langt mere indskrænket var Vidnebeviset, naar det gjaldt at henføre den forbryderste Handling til Sigtede mod dennes Negtelse.

Med mindst Betænkelighed kunde Loven indrømme Sigtede Ret til at føre Vidner for at opklare sine Handlinger; thi det var jo væsentlig for hans Skyld, Vidnebeviset havde saaliden Plads i den gamle Rettergang. Naar han foretog en tilsynladende retsstridig Handling, maatte han forstaa Nødvendigheden af at forklare dens sande Sammenhæng for Retten. Og da nu han ogsaa var den af Parterne, som lettest forudsaa dens Indtræden, havde han det mere i sin Magt at sørge for Vidners Nærværelse. Vi se derfor, at Loven giver Sigtede Anvisning paa Vidner, f. Ex. naar han binder Udaadsmand, for at bevise, at han ei anderledes kunde føre ham til Sysselmanden (M. L. IV. 19), naar han finder sine stjaalne Koster, men uden Tyven for at bevise, at han ei har gjort Forlig med denne og derved „dræbt Kongens Ret“ (M. L. IX. 7), ved Dødfødsel for at sikre sig Bevis, for at Barnet ei er blodigt eller har Mærke af Kvælning (Eids. Chr. 3), se videre B. Chr. 3, B. R. 5, G. L. 171, F. L. IV. 14. Sigtede tillades ogsaa ofte Vidnebevis, hvor dette angaar hans Modparts Handlinger, navnlig naar han paaberaaber sig en Fornærmelse fra dennes Side som Aarsag til sin egen Gjerning. Herpaa har man især Exempel i Drabssager, hvor det gjælder at bevise Nødværge (G. L. 137, B. R. 28) eller stærk Provocation f. Ex. at man har grebet den Dræbte i Hor hos en nærbeslægtet Kvinde[27].

I flere af disse Tilfælde har Undskyldningsbeviset Form af et Søgsmaal mod den Dræbte for at faa ham dømt til at ligge „ugild“ paa sine Gjerninger, og det er forhen bemærket, at man undertiden i Praxis lod Eftermaalmnanden aflægge Ed for Provocationen. Det kunde synes unødigt at give Sigtede denne Anvisning paa Vidner, da han jo havde Eden at hjælpe sig med; men netop i slige Tilfælde kunde denne være vanskelig at opdrive: Skinnet var Sigtede imod, og Edshjælperne gik kun med af sin gode Villie, medens Vidnerne vare pligtige til Prov.

Men ogsaa Sagsøgeren var det tilladt at bruge Vidner som Angrebsbevis i mange vigtige Tilfælde, der dog alle vare begrundede i Forbrydelsens eiendommelige Charakter.

Vidnebeviset maatte saaledes være selvskrevet, hvor Forbrydelsen modtog sin særegne Form, sin særegne Straffe- eller Forfølgelsesmaade, netop fra sin Vitterlighed, eller Vidners Tilstedeværen f. Ex. Ran i Modsætning til Tyveri (B. R. 44. 45. G. L. 143); Tyveri, naar Tyven gribes med Koster i Hænde (M. L. IX. 527 G. L. 253); naar Mand bliver standset og holdt i fiendtligt Anløb mod Anden (G. L. 191, F. L.: IV. 18 og B. R. 21). Hertil kunne vel ogsaa regnes Æreskrænkelser (G. L. 196, F. L. X. 35, B. R. 36, 69). Men de vigtigste af de herhen hørende Forbrydelser er dog visse Arter af Drab. Efter G. L. 181 skulle ved Drab paa Thinge Thingmændene strax komme til den Dræbtes Bod og der dømme paa Sagen (ved Saar, paa Thinge skulle Vidnerne føres ved næste Thing), og især maa mærkes F. L. IV. 5. jfr. 62 og B. R. 27, hvorefter Husstandens Lemmer skulle bære Vidne mod den, der har dræbt fri Mand i eller ved hans Hjem. Jfr. og G. L. 183 (3 Mand, hvoraf En giver Anden Saar), samt B. R. 4 (aabenbar Helligbrøde).

Stundom kunde Eden være umulig paa Grund af Sigtedes Tilstand, f. Ex. G. L. 187, ved Strid mellem drukne Mænd i Gildehus, hvor Gildebrødrene Morgenen efter skulle dømme efter Bordfællers Vidnesbyrd.

Naar Sigtelserne ere gjensidige, skulle begge føre sine Vidner, F. L. V. 7, B. R. 29 (ved Slagsmaal). Er der desuden Indicier bruges undertiden Vidner, jfr. F. S. IV. 24 og 29, hvor „Saaret“ kaldes det „andet Vidne“, hvilket er en Begrebsforvexling, da Saaret intet Bevis kan være mod Gjerningsmanden, men vel for Gjerningen.

Endelig ledede de slappede Fordringer til Beviset, hvor det gjaldt de farligste og mest forhadte Forbrydelser, til, at Lovene her tillod Vidnebevis, saaledes ved Sigtelse for Hor (B. R. 67, F. L. III. 5, J. Chr. 44), for Voldtægt (B. R. 46 og 96, M. L. IV. 4, og især B. Chr. II. 13). Herhen kunne ogsaa regnes enkelte af de ovenanførte Lovsteder som F. L. IV. 5 og 62 (Drab i Ens Hus af forundte Mænd), Sigtedes Bevis for den Dræbtes Provocation m. m., da det idet Hele gjælder, at i forskjellige af de Tilfælde, hvor Vidnebevis tillades, flere Grunde forene sig derfor.

Den foregaaende Fremstilling indbefatter hele den gamle Lovgivning, til, og med Magnus Lagabøters. Men det vilde være feilagtigt at tro, at de forskjellige Love her staa paa samme Standpunkt. Medens den men antike, Gulathingsloven, tilhører en Retstilstand, hvori Vidnebevis i Strafsager var temmelig ukjendt, – man gjenfinder det i de ovenstaaende Citater mest som Forsvarsbevis for Sigtede og ellers, hvor det var for selvskrevet til ei at blive omtalt, medens det f. Ex. mangler ved Drab udenfor Thinget, – saa har baade Frostathingsloven og den derefter dannede Bjarkøret en videre Anvendelse deraf ogsaa som Bevis mod Sigtede. Men især finder man ovenfor Magnus Lagabøters Landslov ofte citeret. Og denne giver Anvisning paa Vidner ogsaa udenfor de Tilfælde, hvor de forud anførte Forklaringsgrunde ere gjældende. Se saaledes M. L. VIII. 27 (Beskadigelse af Andens Gods), IV. 8, IV. 22, og især Bylovens VI. 14. 16. 17 ved Politiforseelser, hvor Vidner maaske ere forudsatte, fordi de hyppigere maatte forekomme i Byen end paa Landet – samt endelig Hirdskraaen Art. 20 ved Forræderi af Lendermænd. Men navnlig maa her mærkes Vidnebeviset ved Drab, der i den nyere Landslov (IV. 10) er udvidet fra at bruges kun om Hjemmedrab til Drab i Almindelighed[28]. Drab forudsattes vistnok oftest at ske i Manges Nærværelse; det var den hyppigste Forbrydelse paa en Tid, da Tyveri endnu ansaaes som Trælles Værk, og de mange Erfaringer om dets forskjellige Former foranledigede udførligere Bud om Beviset, end man ellers er vant til at finde. Det samme gjælder tildels Saar, se M. L. IV. 21.

Skjønt den nyere Landslov i det Hele bruger samme Bevisregler som de ældre Love, anvender den dog Vidnebeviset ofte nok til at fremkalde den Tanke, at dets endnu hyppigere Anvendelse kun er undladt i Forudsætningen om, at de øvrige Forbrydelser almindelig forøves uden Vidners Overvær. Og i denne Opfattelse af Bevissystemets Forandring derhen, at Vidner vare tilladte i alle Strafsager, bestyrkes man ved en mærkelig Artikel i Landsloven. Det er M. L. VI. 26, der byder at „der ei skal beholdes andre Eder end de, hvorom Lovbogen vidner; men det er Negtelseseder, nemlig i Misgjerningssager, hvor der ei ere lovlige Vidner“. Her synes der jo først og fremst at være henvist til Vidner, og kun, naar disse ei havdes, til Edsafgjørelse. Men det maa for det første mærkes, at denne Oversættelse ikke er sikker[29]. Der- næst synes det underligt, at en saa vigtig Forandring er given saaledes i Forbigaaende, idet Artikelens egentlige Hensigt er at ophæve jafneðareiðr[30], og den slet ikke findes i Byloven. Paa den anden Side maa det dog mærkes, at Artikelens Hensigt i det Hele er at indskrænke Eden, – det er den samme, som indskjærper, at Mededsmændene ei maa gjentage Hovedmandens Ed, men kun sværge Godtroenhedsed – og i denne Forbindelse var det jo ganske naturligt at erklære Unødvendigheden af Negtelsesed, hvor lovlige Vidner havdes. Og at det ei er udtalt med mere Vægt, tør maaske forklares deraf, at Vidnebeviset allerede i Praxis kan have været udviklet saavidt, at man i Almindelighed først har kunnet gribe til det; Frostathingslov gav jo ogsaa Exemplet i mange vigtige Tilfælde. Herfor taler, at Artikelen ordret er taget af Hb. 49, og denne slutter sig i det Hele til Frostathingsloven. At Artikelen imidlertid er langt fra at paabyde Førelsen af Vidner overalt, hvor de kunde haves, ligger i dens egne Ord og synes tillige at fremgaa af Privilegier for de Tydske 1295 (Paus II. 185), hvor det hedder: „Bliver Nogen svære Sager tillagt, og vil Sagsøgeren bevise det, da skal ingen bære Vidnesbyrd derom uden lovlige og skjellige Mænd“. Og at Magnus’s Lovgivning i det Hele ei strax har havt nogen væsentlig Indflydelse paa Vidnebevisets Udvikling, fremgaar vel bedst deraf, at Erkebisp Jon i sin Christenret har anvendt det saa lidet. Hertil kommer jeg ellers siden tilbage[31].

Følgen af Vidnebevis i de nævnte Tilfælde maatte være, at det, lovlig ført, skulde udelukke Nægtelsesed. Dette ligger tydelig forudsat i den stadige Tilføielse, at, hvis der ikke er Vidner til, da skal Nægtelsesed anvendes[32].

Det er kun enkelte Steder, at Ed er tilladt mod Vidnerne. Saaledes har i B. R. 22. hvor der dog maaske kun er Tale om et Vidne (Sigtelse for Legemsfornærmelse), Vidneførsel kun den Virkning, at Eden skal bestaa af Nævndervidner. Mærkelig er her F. L. IV. 5 og M. L. IV. 10; naar Øienvidner (i F. L. Husfolkene) havde vidnet Mand Drab paa Hænde, kunde hans alibi bevises ved 12 Mænd, der havde været sammen med ham i Kirke, i Gilde o. desl., hvis disse Steder, laa saa fjernt fra Drabsstedet, at man ei kunde fare frem og tilbage paa en Dag; hvis han derimod ikke havde været paa nogen af de nævnte Steder, men dog saa fjernt som meldt – hvad der vel først maatte bevises ved Vidner (D. N. III. 409) – kunde han fri sig ved almindelig Tylftered og, efter F. L., hvis denne faldt, ved Jernbyrd[33]. At dette Modbevis var tilladt netop ved Drab, kommer vel af den samme Forudsætning om, at de Tilstedeværende let kunde tage feil af den maaske fremmede Drabsmand, der ogsaa gaar gjennem Budene om Viglysning og Vidneførsel om Nattested o. desl.

At Vidner efter de ældre Love, udenfor de specielt opregnede Tilfælde, ei kunde hindre Sigtede i at søge Edshjælp, – ialfald hvor de ei paa Forhaand kunde tilkaldes, – maa sikkert antages. De Anvendelser af Vidnebeviset, som Lovene kjende, kunne nemlig ikke ved nogen Slutning fra disses casuistiske Affattelse bruges som Bevis for, at det altid var tilladt. At Gulathingsloven, som den mest antike, endnu kjender saare lidet til Vidner i Strafsager, – at Frostathingsloven, der er af senere Oprindelse, vistnok anvender dem langt mere, men kun i Tilfælde, hvor det kan henføres til særskilte Grunde, – at den selv her kun tillader dem under meget indskrænkede Betingelser og tillægger dem ringe Vægt i Strid med andre Bevismidler[34], – at den stundom udtrykker Ret til Vidneførsel som en særlig Gunst for Tilfældet (B. R. 46 og 96), – Alt dette tyder paa, at vi i de ældre Loves Vidnebevis have for os et Bevismiddel, der endnu er i sin første Udvikling og ikke kan anvendes uden udtrykkelig Hjemmel. Og vi have herfor ogsaa samtidigt Vidnesbyrd i Pavebreve, der vel ere stilede mod den danske Lovgivning, men sikkerlig passe ligesaagodt paa den norske[35]. Uagtet Adskilligt taler for, at det ikke engang var tilladt at føre Vidner udenfor de udtrykkeligt nævnte Tilfælde, er dog dette for tvivlsomt til at kunne antages. (Se ogsaa D. N. IV. 86). Det maa ogsaa erindres, at et Vidnebevis, selv om det i det givne Fald ei kunde fælde uden videre, dog maa have havt stor Indflydelse under Sigtedes Bestræbelse for at samle Mededsmænd, da det gjorde Edshjælpen meget betænkeligere. Denne Tanke ligger maaske ogsaa skjult i Frostathingslovens ovennævnte Tilladelse til i Nødsfald at bruge Jernbyrd mod Drabsvidner, idet den forudsætter, at Edshjælp her ei bliver at faa. Ialfald maatte Vidnebevis kunne erstatte et Heimskvidsvidne, jfr. B. Chr. 17.

De ældre Loves Mistillid til Vidnebeviset ser man, som antydet, klarest af de indskrænkede Betingelser for dets Førelse. Vidnerne maatte i Regelen være skirskotat ɔ: ved selve Gjerningen udtrykkelig opfordrede til at være Vidne („jeg tager hertil Dig til Vidne N. N.“) Herved vilde man for en Del bøde paa den Omstændighed, at Vidnerne ei paa Forhaand vare valgte og derved opfordrede til Opmærksomhed; nu havde de ialfald Opfordring til at lægge sig Begivenheden paa Minde. Se navnlig B. R. 28, hvor som en Undtagelse ethvert Øienvidne er tilladt ved Provocation[36]. Vidner, der vare skirskotat, vare under Straf pligtige til at vidne, F. L. IV. 7.

Endvidere maatte Vidnerne føres snarest muligt efter Gjerningen – paa første Thing, ja, i Kjøbstaden endog samme Døgn (for Extrathing), se især B. R. 14. 18. 24. 27. 36, jfr. F. L. IV. 7. Hvis dette ikke skete, havde Sagsøgeren stundom forbrudt sin Søgsmaalsret (B. R. 36); men almindelig havde det kun den Følge, at der bagefter maatte søges til Ed, se navnlig B. R. 46 jfr. 96, hvorefter voldtagen Kvinde skal „nyde sine Vidner“ Morgenen efter; men hvis hun ei gjør det, skal hun aldrig siden „nyde Vidner“, men maa søge ham til Ed – Udtryk der noksom vise, at Vidneførsel var et Beneficium, der kun inden snevre Grændser tillodes mod Sigtede. Begge disse Fordringer synes opgivne i den nyere Landslov. Skirskotat vitni er her saagodtsom intetsteds nævnt[37]. Bylovens VII. 14 synes dog – Texten er ei ganske sikker – at forudsætte noget Lignende, idet den tilpligter Enhver paa den kongelige Ombudsmands Forlangende at vidne om, hvad han har seet eller hørt, om han end ei er „tilnævnt“ fra først af; dog bliver dette Vidne ei saaledes som i B. R. 28 fuldgodt; men dets Værd skal bedømmes af Retten[38]. Heller ikke i Tiden for Vidnesbyrdets Førelse er der nogen Indskrænkning efter den nyere Landslov, der saaledes ogsaa i Gjennemførelsen viser langt mere Tillid til Vidnebeviset end de ældre Love.

Vidnerne maatte være Øienvidner, og altsaa kun vidne om, hvad de selv havde seet og hørt; dette ligger i, at de i den ældre Tid maatte være skirskotat, og for den nyere nævnes de ofte sjónarvitni og nàvistarmenn. Se især B. R. 28 og Bylov VII. 14 og de nedenfor indtagne Edsformularer. En Undtagelse er det, at en Mands Vidnesbyrd kunde, naar han selv havde Forfald, modtages af tvende Andre og af dem edelig gjentages paa Thinget, B. R. 106. De maatte videre i Almindelighed være frie og myndige (M. 8. IV. 11, F. L. IV. 5, jfr. som Undtagelse for Børns Vedkommende B. Chr. 21, og baade for Børns og Trælles F. L. IV. 5, om Hjemmedrab). Det kunde synes, som om blot Mænd antoges til Vidner, da de oftest nævnes i Forbindelse med Vidnesbyrd („skjønsomme Mænd“ M. L. IV. 21; „frie og myndige Mænd“, F. L. IV. 5 og M. L. IV. 11 samt paa flere Steder návistarmenn), og det er en bekjendt Sag, at Kvinder i Folkenes Barndom ikke brugtes til Vidnesbyrd, ialfald ikke mod Mænd. Imidlertid have Kvinder ei været udelukkede, om man end maaske helst har undladt at bruge dem. Paa forskjellige Steder tillades det saaledes at bruge hele Husstanden som Vidner, og efter F. L. IV. 39 kunde man ved Drab af Horkarl bruge „nærværende Mænd (návistarmenn) baade Karle og Kvinder“, og denne Forklaring viser tillige, at „Mænd“ ei altid maa tages bogstaveligt. Men saameget tør maaske ogsaa sluttes af dette udtrykkelige Tillæg, at det lader skimte en ældre Retstilstand, da Kvindens Vidnesbyrd endnu ikke var antaget. Hvor det gjaldt Ting, som Kvinder forstaa bedst, foretrækker Loven endog deres Vidnesbyrd for Mænds, f. Ex. B. Chr. 3 og E. Chr. 3 ved Barnefødsel; Kvindens fulde Anerkjendelse som Vidne i Forbindelse med den Omstændighed, at der siden det 12te Aarhundredes Midte ei fandtes andet end frie Mænd, maatte gjøre de Tilfælde hyppigere, hvori Lovgivningen kunde paaregne gyldige Vidner. Nærbeslægtede vare ved G. L. 59 og M. L. VIII 2 udelukkede fra Vidnesbyrd, medmindre de stode i samme Forhold til begge Parter. Som nys nævnt tillodes dog ofte Husstanden (hjón) at føre Vidne ved Overfald i Hjemmet.

Vidnesbyrdet bekræftedes paa en Evangelie- eller Messebog og kaldtes derfor bókareið. Menedere vare udelukkede fra Vidnesbyrd[39].

Overensstemmende med de gamle Loves Princip, at Dommerne ei skulde have Afgjørelse af Factum, maatte det naturligvis være lovbestemt, hvad der fordredes til et fuldt Vidnebevis. Og ligesom de fleste Love, der opstille visse Fordringer til Beviset, havde de gamle norske den naturlige Regel: „Saa er, naar En bærer Vidne, som intet Vidne, men to Vidner som ti“ (G. L. 59, M. L. I. 4, VIII. 2).

Undtagelsesvis har dog et Vidne været tilstrækkeligt. Bekjendt er det gamle Sagn fra Svein Alfifasøns Dage, at blandt hans mange uretfærdige Love var ogsaa den, at en Dansk skulde i Vidnesbyrd være ligesaa god som ti Nordmænd. Munch har gjort det sandsynligt[40], at dette Bud kun var givet for de danske Troppers Skyld, da disse ellers ikke kunde faa Ret mod Nordmænds Overfald, og hin Overdrivelse er kun en Anvenden af den Sætning, at, naar en Størrelse er saa stor som den ene af to ligestore Størrelser, er den ogsaa saa stor som den anden (1=2=10, G. L. 59). Egentlig er dette kun en Sigtelsesed af den Fornærmede, hvorpaa ogsaa forhen er anført nogle Exempler. Efter B. Chr. II. 13 kan Voldtægt bevises væsentligt ved et Barns Vidnesbyrd, og efter F. L. IV. 24 skal, naar Mand saarer tvende ude paa Gade, begge bære hverandre Vidne, idet Saarene skulle tjene som „andet Vidne“ (jfr. 29). Se ogsaa B. R. 41. I flere af disse Tilfælde kan det ubetydelige Bevis, Loven nøier sig med, forklares af Forbrydelsens Skjændighed. Stundom har et Vidne begrundet Nævndervidner for Fangevidner ved Ed (B. R. 22 jfr. 52, jfr. F. L. X. 32).

Af andre Bevismidler end Edshjælp og Vidner maa mærkes de legale Indicier. De brugtes især for at bevise Søgsmaalets Berettigelse paa Grund af mistænkelige Omstændigheder, og altsaa for at erstatte Heimskvid[41]. Det vigtigste Exempel derpaa er saaret Mands Udlæggelse af sin Banemand, naar han siger den til de første tvende Mænd, han træffer, medens han er ved fuld Bevidsthed, og de føre hans Tale paa første Thing; F. L. IV. 5, M. L. IV. 10 (jfr. Chr. V. N. L. 6–6–15); ligesaa maa mærkes M. L. IX. 4, hvorefter man, naar man har fundet sit stjaalne Gods hos en Anden, og dennes Hjemmel brister, kan kræve ham paa Ed. Mindre vigtige Exempler i E. Chr. 3, B. Chr. II. 13. 15, B. R. 67, G. L. 255, M. L. IX. 6; F. L. IV. 23 (naar Drab viser sig at være en Følge af tre forskjellige Vaaben, kan man søge 3 Personer derfor); M. L. IV. 11 og G. L. 157, F. L. IV. 14. 15 (kan søge hvem man vil af Tilstedeværende for Drab, naar de ei kunne skaffe Mandsbane frem). Efter B. R. 46 har ved Voldtægt den Omstændighed, om Kvinden er blaa og blodig eller ei, Indflydelse paa Edens Sammensætning (Fange- eller Nævndervidne).

Sjelden brugtes Indicier som Hovedbevis angaaende Sigtedes Forhold. Nærmest laa det ogsaa her at lade dem tjene som Frifindelsesbevis for Sigtede. Saaledes, ved Drab af Horkarl, skal Sigtede efter G. L. 160 strax forkynde det for sine Granner og føre dem som Vidner herom, og efter B. R. 18, F. L. IV. 39, B. Chr. II. 13 kunde han i Mangel af Vidner føre blodige Klæder paa Thinget (jfr. Chr. V. N. L. 6–12–4). M. L. IX. 12 byder at lyse Hittegods for ei at ansees som Tyv, og efter F. L. IV. 5, M. L. IV. 10 ansees alibi bevist, naar man har været paa et Sted, hvorfra man ei kunde fare frem og tilbage til Drabsstedet paa en Dag. – Som fuldt Bevis mod Sigtede tillodes Indicier næsten blot i Gulathingsloven, den samme, som saa sjelden bruger Vidner. Medens M. L. IX. 4 (Bvloven VII. 7) tillader Sigtede at fri sig ved Ed,“ naar stjaalne Koster findes i hans Hus, og Hjemmelen brister ham, saa var dette i Forbindelse med Eiendomsbevis fra Sagsøgeren fuldt Bevis efter G. L. 254, der saaledes allerede har et Tyvsbevis, som meget ligner vort nuværende „extraordinære“. Efter G. L. 255 og M. L. IX. 6 skulde den, der nægtede en paa lovlig Maade begyndt Ransagning, ansees som Tyv[42]. Hor skal efter F. L. III. 5, B. R. 67 og J. C. 144 bevises ved Hustruens Frugtsommelighed. Naar fire ere sammen i Flok, og En af dem dræbes, og En af de Gjenlevende er en Træl, ansees denne paa de Andres Sigtelse som Banemand, G. L. 154. Naar en Mand dræbes, medens han gaar med Tvende, og disse gjensidig hemme hinanden, da ansees de begge som Banemænd; dog hvis En af dem kommer til Thinge, og den anden flyr, saa er kun denne Banemand, G. L. 155. Er en Mand dræbt i Gildehus efter Ildens Slutning om Aftenen, og En gaar bort, før Drabet er lyst, da er han Banemanden, medmindre han har kundgjort sit Ærinde (jfr. F. L. IV. 14. 15, hvor der findes lignende Bud). Efter G. L. 182 skulde ved Sigtelse mod Herren for Drab af Træl, naar han ei havde lyst Drabet, Liget randsages, hvis det var tidsnok, og fandtes Saar, da var Herren Morder. Efter G. L. 208 straffes begge, naar tvende gjensidig beskylde hinanden for Slagsmaal og der ei er Vidner. Et Indiciebevis for Barnemord findes i B. Chr. 3: Grannekvinder skulle være ved Barselseng, indtil Barnet er lagt ved Moders Bryst; men hvis Barnet har aandet, naar Mænd komme til det anden Gang, og de se Mærker efter Haand eller Baand, at det er kvalt, og hun er ved Bevidsthed, da hedder hun Barnemorderske. Mærkeligst er M. L. IV. 42 at naar voldtagen Kvinde ei har Vidner, men siger til endnu samme Døgn, skulle 12 kyndige Mænd dømme, efter hvad der tykkes dem sandsynligt, – hvor altsaa Indicierne ei længere ere legale, som overalt ellers.

Vigtigere var derimod Indiciernes Anvendelse i et Tilfælde, hvor de altid have været benyttede, nemlig som Bevis for Sigtedes Forsæt. Det vigtigste Exempel herpaa er Viglysningen. Enhver Drabsmand maatte for ei at ansees som Morder, lyse sig Drabet paa Hænde umiddelbart efter Gjerningen, F. L. IV. 7, M. L. IV. 11, G. L. 156. Ved Drab paa en Træl skulde Herren lyse samme Dag, og da var han straffri, medens det ellers var Snigmord, B. R. 142, F. L. V. 20, G. L. 182. Følgen heraf maatte være den, at, naar Drabsmanden i Tillid til at blive uopdaget ei havde lyst Drabet, blev han bestandig sigtet for Mord. Jfr. G. L. 157. Om Lysning af Hittegods se M. L. IX. 12. Efter B. R. 14, 27 gjælder den Saaredes Udsagn om, hvis Saar der vare de dødelige, naar han var saaret af Tvende. Vi skulle senere se, at et frit Indiciebevis kom til Anvendelse ved andre Spørgsmaal angaaende Tilregneligheden.

Syn og Skjøn af Retten selv omtales stundom. Efter B. R. 14 skulde Bymændene, naar flere sigtedes for et Drab, indfinde sig paa Drabsstedet for at undersøge, om der var Spor til, at flere havde begaaet det (meta vápnastað), og naar de vendte tilbage til Bymødet, skulde de der sværge, hvad de havde seet. Efter G. L. 181 skulde Thingmændene i Tilfælde af Drab paa Thinge, indfinde sig ved den Dræbtes Bod og der dømme. I det Hele har vistnok corpus delicti ofte været bevist ved Rettens Syn, hvor det viste sig i varige Følger f. Ex. Saar. Efter G. L. 182 skulde død Træls Lig opgraves for at undersøges, om der var Mærke af Saar, og det samme skete vistnok ogsaa ellers. Dog er denne Ransagning kun foretaget ved almindelige Vidner. Om nogen Opnævnelse af Synsmænd, hvor Retten selv vanskelig kunde anstille Iagttagelsen, er der endnu ikke Tale. Mærkes kan her ogsaa B. R. 41, hvorefter Lægen skal vidne, om det var nødvendigt at svide en Mands Saar.

Om Breve som Bevismiddel kunde der endnu ikke være Spørgsmaal i denne Periode.

Heller ikke egen Tilstaaelse kunde regnes som Bevismiddel. Tilstod Sigtede (ganga vid), kom, ialfald i den ældre Tid, Sagen sjelden for Retten; Sigtede betalte en Bod eller flygtede som fredløs. (Se dog ældre Eidsl., N. G. L. II. 523) „hvis Mand ei kommer til Modsigelse, da have Herredsmænd at dømme ham som Ubotemand“). Ved Legemsstraffe maa dog Sagen være gaaet gjennem Retten, der imidlertid kun havde at udtale Dommen, idet Sagen formodentlig behandledes paa samme Maade, som naar Gjerningen var aabenbar (jfr. Fremgangsmaaden, naar Tyv fandtes med Koster i Hænde, G. L. 253, M. L. IX. 2). Efter den nyere Landslov har vistnok den Sigtede, der tilstod Gjerningen, ikke været draget for Retten, hvor. Straffen kun var Bøder[43]; andre Straffe kunde da blot ilægges af Dommerne, jfr. M. L. IV. 16. Men det var en Selvfølge, at Straffen indtraadte efter Tilstaaelsen (sammenl. det stadige Udtryk „negter han, – da Ed“.) Da Procesmaaden var aldeles accusatorisk, lagdes der ikke an paa at aflokke Sigtede, der var den ligestillede Modpart, nogen Bekjendelse. At denne Behandling imidlertid ligesaalidt som hos Romerne havde sin Grund i nogen stor Humanitet, viser Fremgangsmaaden mod Trælle. Vilde Herren ei aflægge Ed for en krigsfangen (udenlandsk) Træl, blev denne overgiven til Sagsøgeren, der kunde holde ham i Varetægt en halv Maaned og underkaste ham pinligt Forhør (raun, pina til sannrar sögu), der dog maatte levne ham lige arbeidsdygtig og hel paa Legeme og Lemmer – og efter G. L. ei maatte bestaa i Ild, Vand eller Jern. Imidlertid havde man dog Øie for det Skuffende i slig Bekjendelse; „hvis han er saa pint, at han bekjender Tyveriet, da gjør han det af Frygt, hvis han ei siger det med sikre Kjendetegn (jarteignir); men da ei han overbevist om Sagen (sannr at máli)“. Se G. L. 262, F. L. X. 40. Med Trællevæsenet ophørte ethvert Spor af Tortur, der altsaa ei omtales i den nyere Landslov.

Om Modbevis kunde der efter det gamle Bevissystem kun sjelden blive Tale, da de fleste Sager afgjordes ved Meded. Det er tidligere bemærket, at i enkelte Tilfælde, hvor Loven hjemlede Vidnebevis, tillod den alligevel at svække dette ved Ed, (F. L. IV. 5 og M. L. IV. 10, B. R. 22), og at Vidneførsel udenfor de særskilt nævnte Tilfælde ikke udelukkede Eden; her kan denne dog ikke kaldes Modbevis; da den aflagdes ikke for at møde Vidnerne, men Sigtelsen. – Directe Strid mellem Vidner forekommer overhovedet sjelden i Misgjerningssager, idet det almindelige Tilfælde er, at Sigtede enten negter ethvert Forhold til Gjerningen, og da bliver der ei Tale om Vidner fra hans Side, eller han paaberaaber sig særskilte Omstændigheder, som udelukke Strafskyld, og da fører han Vidne kun for disse. End sjeldnere kunde der naturligvis komme Vidner mod Vidner efter det gamle Bevissystem, og det forudsættes kun i ganske enkelte Lovsteder som F. L. V. 7 og B. R. 29 (i Slagsmaalssager). Naar de forekom, manglede man ikke Regler for Vanskelighedens Løsning. Medens Gulathingsloven udelukker alt Skjøn fra Rettens Side ved at lade den vinde, som har et Vidne mere end Modparten (Art. 60), overlader Frostatingsloven (V. 7 jfr. XIII. 24), og den nyere Landslov (VII. 24) Afgjørelsen ganske til Retten i nogle vigtige Tilfælde, som i Mangel af andre Regler maa tjene som almindelig Rettesnor, (jfr. M. L. I. 4). Der er forhen gjort opmærksom paa den Sky, man havde for at lade Vidner sværge mod hinanden; denne kommer især frem i Budet om, at det ved Modbevis først skal afgjøres, hvilte Vidner skulle have Fortrinnet, og dernæst maatte alene disse sværge (se ogsaa G. L. 136). Foruden Vidner angaaende Retsformers Iagttagelse taalte heller ikke Vidner om Klammeri i Gilder og andre Forsamlinger noget Modbevis (G. L. 59, M. L. I. 4, VIII. 2).

Strid mellem Indicier og Vidner omhandles i Drabssøgsmaal, naar det spørges, om Gjerningen er Mord eller Drab. Hvis den Saarede paa Dødsleiet havde udlagt Sigtede for Mord, gik dette foran dennes Viglysning; hvis derimod denne kom i Strid med Øienvidner, da tabte disse efter Frostathingsloven (IV. 7), men vandt efter den nyere Landslov (IV. 11) – et mærkeligt Exempel paa den større Vægt, der nu tillagdes Vidnebeviset. Udenfor dette Tilfælde kunde der vistnok ei være Tale om Bevis mod Indicier, da de efter Systemets hele Charakter maatte være uafbevislige Lovsformodninger, hvor ei Andet udtrykkeligt var sagt.


Rettens Stilling til Beviset var i det Væsentlige kun en formel. Lagrettesmændene havde efter F. L. I. 2 kun „at segja lög“ i Sagen, og Beviset forelagdes dem i en Skikkelse, som sjelden levnede Rum for anden Bedømmelse end af Formernes Iagttagen. Navnlig var dette Tilfældet ligeoverfor Mededsinstitutionen, da Eden, ialfald i den ældre Tid, ikke engang aflagdes i Rettens Overvær, og særligt tilkaldte Vidner paasaa, at den blev ret vunden (G. L. 133). Men ogsaa ligeoverfor det indskrænkede Vidnebevis havde Retten liden Myndighed. „To Vidner ere som 10 og et Vidne som intet“ – det Lovbud traadte istedetfor Dommerens Skjøn; Sagen afgjordes ubetinget ved Ed, hvis der ei var fuldt Vidnebevis, og om dette var tilstede for Sagsøgerens Paastand, var saameget mere givet af sig selv, som denne var optagen i Edsformularen, og Vidnerne enten vare fuldgyldige eller aldeles ugyldige, der ei engang afhørtes. Dog var Rettens Stilling til Vidnebeviset ingenlunde den samme i de forskjellige Love. Det samme Princip om Dommermyndighedens Indskrænkning, som forbød Gulathingsloven at tillade Vidner uden i ganske faa Tilfælde, lod den gjøre Afgjørelsen af Vidnestrid til et Regnestykke, hvor Retten kun havde at finde de adderende Led. Allerede Frostathingsloven lægger større Magt i Rettens Hænder, og overlader den saaledes ganske at veie stridende Vidnesbyrd (meta vitni, F. L. V. 7). Og da nu efter den nyere Lovgivning Vidnebeviset bliver end hyppigere samtidigt med Dommermagtens Befæstelse, bliver der saameget mere Plads for Rettens frie Skjøn over de førte Vidnesbyrd. Reglerne om lovlige Vidner vare for lidet udtømmende, til at ikke Dommeren nu paa egen Haand maatte løse mange Spørgsmaal om Vidnernes Gyldighed. Ja, Loven henviser i et enkelt Tilfælde selv Afgjørelsen af et „Vidnes Fuldkommenhed“, ganske til Dommerne[44].

En lignende var ogsaa Dommernes Stilling til Indiciebeviset. Det vilde stride altfor meget mod det gamle Systems Formalisme, om Dommerne skulde kunne frembringe Bevis ved Hjælp af egne Fornuftslutninger. En ubunden Anvendelse af Indicier omstyrter enhver legal Bevistheori, og en Maalestok for et lovligt Indiciebevis kan ikke søges i Analogier, allermindst, hvor disse ere saa faa, som i de gamle norske Love. De Tilfælde, hvori disse anvende Indicier, – hvad enten de omme dem som Lovsformodninger, eller overlade deres Bedømmelse til Dommerne – kunne derfor ikke berettige et almindeligt Brug af denne Bevismaade. Vi maa imidlertid være opmærksomme paa, at den nyere Lovgivning ogsaa her giver Dommerne en friere Stilling. Saaledes overlader M. L. IV. 4 hele Skyldspørgsmaalet ganske til Rettens Afgjørelse, idet den byder, at ved Voldtægtsigtelse, hvor der ei er Vidner, men Kvinden har sagt fra samme Døgn, skulle „12 af de skjønsommeste Mænd dømme efter det, der tyktes dem at være sandsynligst“[45]. Men især maa man mærke M. L. IV. 17, der i en stor Classe Tilfælde vistnok ikke lader den hele Strafskyld, men dog en vigtig Del deraf afgjøres ganske efter Dommernes Overbevisning. Det hedder i denne Artikel, som indeholder den nye Landslovs Forskrifter for Dommere i Misgjerningssager: „Det sømmer sig dem, som blive tagne til at dømme, omhyggelig at ransage og med stort Maadehold at bedømme, om Gjerningen er forøvet mod sagesløs Mand, og om Nødværge er tilstede“. Og dernæst udvikles dette nærmere paa en Maade, der viser, at Dommerne i Almindelighed skulde afgjøre efter sin frie Overbevisning, om der havde været Provocation eller overhovedet Omstændigheder ved Gjerningen, som udelukkede eller formindskede Strafskyld[46]. „Men derfor“, hedder det videre, „er Domstolen udnævnt, at der skulle Sager og Misgjerninger dømmes, og Dommen afpasses efter Sagens Omstændigheder (málavöxtum), saaledes som Thingmændene og Retsbestyreren se sandest at være for Gud efter sin Samvittighed; – men ikke saaledes som mangen Tosse hidtil har svaret, at de ikke dømme Andet end Lov“. Herved var der gjort et væsentligt Skaar i den gamle Formalisme. Det skulde nu ikke længere komme alene an paa, om en Mand havde gjort en Gjerning, som havde Lovens Kjendetegn paa en Forbrydelse – ikke alene paa, om denne Mand kunde føre et „lovligt“ Bevis for Frifindelsesgrunde; men det gjaldt, om Dommerne fandt sig for „Gud og sin Samvittighed“ overbeviste om hans fulde criminelle Tilregnelighed. De Veie, hvorpaa de naaede denne Overbevisning, vare overladte deres eget Valg; men vi se, at de nævnte Tilfælde netop ere de, hvor det var vanskeligst at bruge Meded, og hvor derfor Vidner først tillodes; da imidlertid disse her sjeldnere kunde give klar Oplysning, bleve Dommerne vistnok oftest nødte til at dømme efter Indicier.

Rettens Myndighed over denne Del af Beviset minder os meget om den, der i Almindelighed tilkommer Juryen. Men den gamle norske Lagret havde forresten alt for lidet med Beviset at gjøre til at kunne sammenlignes med denne. Langt mere mindes man derimod om Juryen ved Mededsinstitutionen. Rigtignok fremkom kun Frifindelsen gjennem et samlet Antal Mededsmænds Udtalelse, medens Fældelsen almindelig var en Følge af, at Edshjælpen ikke var at opdrive. Men ved Afgjørelsen, om de vilde sværge med Sigtede eller ikke, kunde de til Edshjælp opfordrede Mænd frit følge sin Overbevisning om Sagens Sammenhæng. Og der behøvedes ikke nogen stor Forandring til for af Mededsmænd at danne en Nevnd, som svor baade om Skyld og Uskyld. En stor Sandsynlighed taler saaledes for, at de forskjellige Institutioner, som hos de beslægtede Folkeslag indtog en lignende Stilling som vore Dages Jury (Nämnd i Sverige, Nævninger i Danmark, kviðr paa Island), have udviklet sig af Mededen. Men dette retshistoriske Spørgsmaal er endnu meget omstridt. Norge indtager ved Mangelen af en lignende Indretning en isoleret Plads blandt de nordgermaniske Lande, medens det heri slægter paa Tydskland. Dette er vistnok et afgjørende Bevis for, at Juryen, Kviden, Nævnden etc. ikke er nogen for alle Germaner fælles Institution, men bar udviklet sig selvstændig om end af fælles Spirer, hos de enkelte Folk. Man har ment[47], at den norske Ret oprindelig har kjendt en lignende Indretning, der rimeligvis bar bestaaet i en anden Form af Mededssystemet. Denne Formodning støttes navnlig paa, at den islandske Ret, der dog væsentlig havde sin Kilde i den norske, ikke kjendte Nægtelseseden, men derimod kviðr, en af Naboer (heimilsbuar) sammensat Nevnd, som svor om hele Skyldspørgsrnaalet – at denne kviðr minder om den norske Heimskvid, som muligen kan være en Levning af en tilsvarende Indretning – og endelig at en lignende Forandring i Mededen foregik i Danmark under Harald Hein. Men hertil maa mærkes, at der paa Island allerede meget tidligt gjordes store Forandringer i Rettergangen, – at, hvis Kviden var hentet fra den norske Ret, maatte Spor af den nærmest søges i Gulathingsloven, som den Lov, hvorfra de første Islændinger toge sine Retssædvaner, – at, som betjent Heimskviden tvertimod er ganske fremmed for denne, og først findes i den yngre Lov, Frostathingsloven – hvilket tyder paa en senere Indsørelse, – at den i sit Væsen er aldeles forskjellig fra Kviden og sandsynligvis kun er en Anvendelse af Vidnebeviset paa dettes første Standpunct – og endelig at den paaberaabte Forandring i det danske Bevissystem er høist tvivlsom[48]. Den her forsvarede Mening er i det Væsentlige ogsaa antagen af Maurer (l. c. p. 383), der forresten paastaar, at Juryen er udviklet af Nabovidnebeviset, og at man i Heimskviden muligens har en af de fælles Spirer for den nævnte Institution. Hvorvidt den norske Lagret frembyder Spor af en saadan Sondring mellem Bedømmelse af Jus og Factum, som er Juryens Særkjende, undersøges bedst under næste Periode


Vi sammenfatte altsaa de gamle Loves Bevismaade saaledes: Det var Sagsøgerens Pligt at bevise, at en Gjerning med en Forbrydelses ydre Kjendetegn var foretagen (Vidner, Syn), samt at der hvilede en Mistanke derfor paa den Sigtede (legale Indicier, Bygderygte, Heimskvid); Sigtedes Skyld tillodes det Sagsøgeren at bevise ved Vidner, – undtagelsesvis efter de ældre Love, men efter den nyere Lovgivning rimeligvis i hvert Tilfælde, hvor der var Vidner at faa angaaende selve Gjerningen. Men i Regelen var der, hvor Sigiede ei kunde bevise sin Uskyld ved Vidner, baade hans Ret og hans Pligt at vise sin Skyld eller Uskyld ved en Renselseshandling (Meded, samt efter de ældre Love ogsaa Ordalier). Dommerne vare almindelig udelukkede fra Bevisets Prøvelse i Realiteten, og kun undtagelsesvis tillodes det dem at dømme alene efter sin Overbevisning.

  1. For at forstaa Citaterne bemærkes: G. L. betyder den ældre Gulathingslov; F. L. den ældre Frostathingslov; B. R. den ældre Bjarkøret; C. Chr. den ældre Eidsivia Christenret (Tallene I. og II. betegne de forskjellige Recensioner); B. Chr. den ældre Borgarthings- eller Vikens Christenret; S. Chr. den saakaldte Sverres Christenret; M. L. Magnus Lagabøters Landslov; Byl. hans Bylov; J. Chr. er Jons Christenret; Hh. Hákonarbók; Rb. er Retterbod; N. G. L. er den nye Udgave af Norges gamle Love, hvorefter alle Citater ere indrettede; D. N. er Diplomatarium Norvegicum.
  2. Sammenlign med denne Fremstilling Sachse: „über das Beweisverfahren“ p. 90 fg., Walter: „deutsche Rectsgeschichte“ II. 321 (2 Ausg.) samt isærdeleshed K. F. Maurer „das Beweisverfahren nach deutschen Rechten“ i den münchenske: „Kritische Ueberschau der deutschen Gesetzgebung, u. Rechtwissenchaft“ V. 180 (1857).
  3. Se Fr. Brandt i Ugeblad for Lovkyndighed II. 347.
  4. Spor af en forskjellig Straf, naar man har grebet Forbryderen paa fersk Gjerning, findes endnu efter danske Love i Chr. V. N. L. 6–16–1 og 6–19–1.
  5. Paa sidste Sted staar „at oldrhusi“ (Gildehus). Til Forstaaelsen af „at samkundum“ kan mærkes M. L. I. 4 „at samkundum eða kirkium“, F. L. IV. 5. „á þingí eða at kirkju eða at samkundu“. M. L. IV. 10 „at kirkju eða á þingi at samkundum eða á skipum“.
  6. Se Maurers ovenciterede Afhandling p. 228 og samme Forfatters „Die Entstehung der isländischen Staats“ p. 196.
  7. Munchs Norske Folks Historie II., 445–6. 479. I England forsvandt Tvekampen først 1819 ganske i criminelle Sager.
  8. Ordalium ɔ: Dom, Middelalderlatin af det tydske Urtheil (jfr. vort Lovsprogs Ordele).
  9. Maurer i Kritische Ueberschau V. 217. Munch i Morgenbladet 1849 No. 59. Laxdoela Saga c. 18. Gudrunarkvæði III.
  10. F. L. II. 1 indeholder Exempel paa, at den Sigtende underkaster sig Gudsdom hvis en Kvinde udlægger død eller udenlandsk Mand som Barnefader, da skal hun sande det med Gudsdom G. L. 314 hjemler Gudsdom i et civilt Søgsmaaltilfælde, – hvor en ranet Mand aflægger Ed om sin Eiendomsret, skulle de ranede Gjenstande tilbageleveres, hvis der ei mødes med Jernbyrd.
  11. Munch III. 252 jfr. 250. Brevet citerer et Pavebud fra 9de Aarhundrede om, at Kirken allerede da var imod Gudsdomme. Det synes imidlertid, som om hint Forbud kun kan have gjeldt Tortur ved glødende Jern og Vand: „ferri candentis vel aquæ ferventis examinatione confessionem extorqueri a quolibet, sacri non censent canones“. Maaske har Kirken fundet det at være en Nedværdigelse af Gudsdommene, om de samme Redskaber brugtes ved dem og ved Torturen. Muligens kan hint Forbud forklare G. L. 262, som forbyder at pine Trælle til Bekjendelse ved Ild eller Vand eller Jern.
  12. Munch IV. 34. Forordningen findes ikke. I andre Lande vedvarede nogle Ordalier meget længere; saaledes holdt den saakaldte almene sig i Frankrig til det 16de Aarhundrede. Den bestod i, at den Dræbtes Lig skulde berøres af den Mistænkte, og hvid da Blodsdraaber kom frem, var han Morderen. Folketroen har i mange Lande bevaret dette som en paalidelig Prøve paa Uskyldigheden. Sølvesen jus criminale p. 490 fortæller et Exempel herpaa fra Island i forrige Aarhundrede. Og en i Retst. 1845 p. 78 refereret Sag fra fra Jæderen og Dalerne viser endnu Spor deraf i vort Fædreland; den Dræbtes Fader, opfordrede nemlig alle Tilstedeværende til at berøre Ligets blottede Bryst med den flade Haand for at bevidne sin Uskyldighed, og da Raden kom til den Mistænkte, berørte han det kun med Fingrene og skjød Trøien mellem dem og Liget, en Adfærd, der brugtes som Indicium imod ham. Jfr. Lasson Strafferetspleiens Historie p. 54. – Ifølge Bonnier traité des preuves blev en Prøve med koldt Vand foretaget af Pøbelen mod en for Trolddom Mistænkt, i Flandern 1816 og i Østpreussen endnu 1835.
  13. Dens Fællesnavn er snart blot eiðr, snart duleiðr eller blot dulr (af dylja at dølge), snart undanfoersla, snart skirsl (purgatio). At fri sig ved Ed hedder neita, synja, undanfoerast, verja sik, dylja o. desl. – Edshjælp hedder eiðalid: Mededsmændene conjuratores, consacramentales) kaldes almindelig blot vitni, váttar.
  14. Dette Ords Betydning er dunkel. Man har tidligere gjættet paa, at det kunde komme af hlýr, der egentlig betyder en Kjæve, men overhovedet bruges om Ting, hvoraf der er et Par f. E. en Kind, en Bov. Men efter Fritzners Ordbog p. 421 skal lyritt, eller lyritr der ogsaa skrives lirift, være en Sammentrækning af lygiript ɔ: Løgnens Sønderrivelse. I M. L. VI. 3 bruges lyrittar om de smaa Stene, der sættes ved Siden af selve Grændsestenen, og der er unegtelig en poetisk Tankeforbindelse mellem Lyritereden og Markstenen, der dannes af en stor Sten i Midten og to mindre, en paa hver Side, der endnu den Dag i Dag kaldes Vidner (Udsklov. 1857 § 18 g).
  15. Eiðr stendr X vikur soerra daga“, G. L. 30, 57, 135, 314. F. L. IV. 8. B. R. 37. J. C. 49; efter N. G. L. II. 523 var der en Maaneds Frist og i Byerne oftere kun 3 Ugers, B. R. 23. Ensed maa aslægges, strax det forlanges af Sagsøgeren, og han har „Bog“ (til at sværge paa) at byde Sigtede; G. L. 135. Den Uge kaldes soerr, hvori der var idetmindste en Dag, hvorpaa man kunde sværge (dies fastus) G. L. 135, 314. Oftere har der været stillet Borgen af Sigtede for Mellemtiden B. R. 23.
  16. I enkelte Tilfælde svore Andre for Sigtede, hvoraf det vigtigste er Husbondens Ed for Trællen, der nemlig var uværdig til Ed, – men saa maatte han ogsaa selv tage Følgerne, om Eden faldt (G. L. 163. 262). Efter F. L. V. 19. B. R. 141 skal, naar Sigtede dør efter at have fæstet Ed, Arvingen sværge 10 Uger efter opnaaet Myndighed, og efter M. L. III. 13 kan Styrmand sværge for hele Mandskabet.
  17. Blandt nogle endnu uudgivne Papirer, tilhørende Commissionen for de gamle norske Loves Udgivelse findes en Samling af Eds- og andre Retsformularer. Formularen (eiðstafr) for Negtelsesed, saaledes som den blev forelagt (stafa eið), formodentlig af Præsten eller Kongens Ombudsmand, lod saaledes ved Legemsfornærmelser: „Dertil lægger Du Haand paa den hellige Bog, og dertil henskyder Du din Sag til Gud, at disse Hug eller Saar eller Forurettelser gjorde Du ikke eller gav Du ikke N., dem som han siger, Du haver givet ham eller gjort ham, og at disse Ord har Du ei talet til N. først, som ere Dig paasagte, at Du haver talet dem, hverken til den Tid eller før. Efter den saa foresagte Ed være Gud Dig huld, hvis Du siger sandt derom, gram, hvis Du lyver“. Ved Tyvssigtelse lød den saaledes: „– – – – – at dette Gods, som N. paasiger Dig, at Du har stjaalet fra ham, det tog Du ei med stjælende Haand, og ikke med noget Raad raadede Du dertil, at det skulde blive stjaalet, og ingen vidende Mand er Du derom, hvor der blev af det, om det end er forsvundet der (þóat þar sé horfit“).
  18. Maurer i Kritische Ueberschau V. 202, Munch II. 2. 1005, IV. 524.
  19. G. L. 135 har imidlertid den Bestemmelse, at kun Lyritered falder til, hvad den er festet for (forskjelligt ved hver Forbrydelse), men de andre Eder til bestemte Straffe, nemlig Tylftered og Grimued til Ubod tilligemed Tyvs-Ed og Brands-Ed, medens alle andre Sættereder falde til Utlegd. Dette kan dog ingenlunde forstaaes bogstaveligt. Efter Art. 157 falder saaledes en Mordsed (Tylftered) til Utlegd; efter Art. 137 falder Sættereden, hvis man bagvasker en Anden for Kongen eller Ens Overmand, til, hvad man havde tiltænkt den Anden. I Art. 98 hedder det netop, at Sættered ved Brand falder til Utlegd, og i 253 ligesaa for Tyveri. Hele Sammenhængen er derfor meget dunkel, men kan maaske forklares ved at antage, at det almindelige Bud i Art. 135 er fra en senere Tid. Straffeclausulen er udtrykt noget forskjelligt; i Gulathingsloven hedder det almindelig: „Beskylder Mand Anden for – – da nægte med – – Ed; den Ed falder til – –“; i de andre Love hedder det oftest: „– – bøde eller nægte med – – Ed“, „– – bøde; end nægter han, da værge sig med – –“.
  20. Det ældste, mig bekjendte, Diplom, hvori Mededsmænd omhandles, er et meget interessant af 1204 (D. N.V. 6), hvori Kong Magnus melder Raadet i Hamburg, at han efter 12 Mands Ed frikjender Nogle af Stadens Borgere for den Sag angaaende Drab af Nordmænd i Norge, som i hans Faders Tid var reist mod dem. Hamburgerne havde, paastaaende sin Uskyldighed, tilbudt „juramenta et alia, quæ ratione juris ad tales objectiones expurgandas exiguntur“. Han kundgjør nu „recepisse duodecim personarum juramenta de Hamemburch et de aliis quibusdam civitatibus pro prædicta objectione expurganda secundum patriæ nostræ leges. Verum quod, quia credere volumus at debemus, quod tot et tales viri nollent se pro magna re temporali ad perjurii periculum obligare, justum et nccessarium judicavimus, quod rei veritate comparente omnis incertæ rei sinistra opinio penitus auferatur. Vos et vestros convices de supradictis suspicionibus et objectionibus penitus reddimus absolutos“.
  21. Jfr. G. L. 37, der forbød af denne Grund endog Lendermands Nærværelse ved en Domsforhandling.
  22. Se B. R. 65, M. L. III. 5, IV. 8, IX. 7. 8, VIII. 10.
  23. Jfr. F. L. IV. 12. 24. 29, m. L. VII. 37, G. L. 182, hvor ved Drabssigtelse mod Herren dog kun Trællens Død er vis paa Forhaand, og man bagefter opgraver Liget for at undersøge, om der er Saar.
  24. F. L. II. 29, III. 3. 5. 15, V. 22, sammes Brudstykker i Supplementet, N. G. L. II. 505, jfr. Hákonarbók 37. 38, B. R. 34. 35. 92. 93. 94. 110. 152 og især 61, M. L. IV. 21. 23. 25, J. Chr. 29. 44. 53. 56. 58. Forbudet gjaldt baade den Private og Kongens eller Biskopens Ombudsmand, se især M. L. IV. 21.
  25. Se dog Munch II. 1009.
  26. Munchs Unionshist. I. 368.
  27. B. Chr. II. 15, B. R. 18 og 84, F. L. IV. 39, M. L. IV. 5. Se ogsaa M. L. IV. 20, F. L. IV. 35 (Kone, der har dræbt sin Husbond, fører Vidnesbyrd om dennes Mishandling), F. L. XI. 20 (Herren beviser ved Vidner, at Træl, han har solgt af Landet, har gjort Udaadsværk).
  28. I F. L. IV. 7 er ogsaa omtalt, at der kan have været Øienvidner ved almindeligt Drab, uden at der dog til- lægges dem synderlig Vægt. Mere vilde det have at betyde, om man kunde udfylde Lacunen i F. L. V. 2–5 ordret efter Haakonarbok 31, hvor det hedder om dem, der ere sigtede for almindeligt Drab, at de skulde komme til Thing og der „nyde sin Renselse, hvis der ikke er Øienvidne til“. Men Berettigelsen af danne Udfylden er vel tvivlsom.
  29. þá viljum vér þá eina eiða uppi láta vera, sem lögbók váttar. En þat eru dula eiðar oc um kænsla mál þar sem eigi eru vitni til löglig“. Kænslamál eller Kenslamál betyder ligefrem Sigtelses-, Bestyldningssager (kenna einum eitt bruges stadig om at sigte En for en Forbrydelse), og jeg har da oversat det med Misgjerningssager; oc har jeg opfattet som explicativt. Vitni eru eigi til betyder vel ikke „Vidner findes ikke“; men „Vidner ere ei brugte i Sagen“.
  30. En Ed, som den Skyldige svor, efter at have forligt sig med Sagsøgeren om, at han i lignende Tilfælde vilde nøie sig med samme Forlig af ham. Se B. R. 31. 32.
  31. Det eneste Tilfælde, hvor Vidners Førelse blev nødvendig, var vistnok, hvor Eden var umulig, eller ialfald meget vanskelig, f. Ex. angaaende en, dræbt Mand tillagt, Provocation. Dog ser man ogsaa her Negtelsesed aflagt af Eftermaalsmanden. Munchs Unionshistorie I. 368.
  32. M. L. IV. 23, naar den siger om Heimskvidsvidner, at „uagtet alle disse Vidner“ skal Sigtede sværge, – maa forudsætte, at Ed udelukkes ved almindelige Vidner.
  33. Jfr. N. L. 6–6–16, 6–9–15 og det danske Udtryk „Tylftered og Vidne“.
  34. Heimskvidsvidnet, hvor 2 Vidner, der bekræfte et Rygtes Tilværelse, maa have 8 Mand til at sande deres Ed, er Levning fra en Tid da Vidnebeviset stod endnu lavere.
  35. Pavebrev af 1219 til Lunds Erkebisp med Klage, „quod sacerdotes et clerici Daciæ legi regni, par quam negativa probatur, temere innitentes, a criminibus, quæ probari testibus fide dignis possunt legitime contra eos, reputantur insontes, si se super his purgare volent quoquo modo“. Et lignende af 1239 klager over, at fuldt Vidnebevis i en Arvesag er modbevist ved Ed. Se Kolderup-Rosenvinges Retshistorie p. 356.
  36. „Hvis Mand vil bære Vidne, der Ingen tager ham til Vidne, da skal han vidne om sin Nærværelse, at han saa eller hørte det, han bærer Vidne om, – da er det Vidne jevngodt, som om det var skirskotat“.
  37. M. L. IV. 11 sætter Straf for Viglysningsvidner, og alle Vidner, der ere „skirskotat“ i Misgjerningssager, naar de ei ville vidne. Imidlertid er skirskotat udeladt i de fleste Varianter, og det behøver ei at betyde, at Vidnerne maatte være skirskotat.
  38. Det kunde synes, som om dette blot gjælder civile Sager, da det staar inde i Kjøbebalken og „nævne Vidner“ bedst synes at passe paa forudvalgte Vidner; men den paafølgende Artikel (om Lagmændenes og Thingmændenes Forhold, Appellen) handler i Almindelighed baade om Misgjernings- og andre Sager, og hvad „nefna vitni“ angaar, saa bruges det, ialfald i den islandske Ret, om Vidner, man tager f. Ex. paa Tilføielse af Saar (Fritzners Ordbog p. 470).
  39. Paa Latin kaldtes Evangeliebogen, ialfald senere, corpus evangelicum, hvoraf Udtrykket „corporlig Ed“ kommer; dette betyder altsaa det samme som bókareið og passer ikke paa vor nuværende Ed. Af en Forklaring om Edens Betydning, meddelt i Paus som Anhang til den nyere Bylovs Tyvebolk, men som er fra en senere Tid end denne, ser det ud, som man har brugt den endnu i England almindelige Skik at kysse Bibelen, som det synes, samtidig med at lægge Haand paa Bog. Endnu efter Reformationen (Herredagsdom 4de Aug. 1585) brugte man „Bogered“. Blandt de forhen omtalte Edsformularer findes følgende for Vidne: „Dertil lægger Du Haand paa den hellige Bog, og saa skyder Du Din Sag til Gud, at Du var tilstede og saa paa, at N. N. gav N. N. disse Saar, saamange som Du nu talte for os, og at Du hørte disse Ord, som Du før gjentog for os, at de talede dem eller lige med dem, med .Hensyn til Alt, hvad der er denne Sags Emne og Grundlag (til als efnis ok undirstøðu þesasa máls). Og dette Vidne bærer Du ikke for nogen Fordels, men for Lovs og Rets Skyld efter den saa foresagte Ed. Hjælpe Dig saa Gud som Du siger sandt, være Dig gram om Du lyver. Gud være Dig huld!“
  40. Norske Folks Historie I. 2. 819. Man havde i Rusland en Regel af Kong Jaroslav: „Hvis en Mand støder til en anden, eller drager ham til sig med Heftighed, da skal han bøde 3 Grimer, dersom denne har 2 Vidner, men er den Fornærmede en Væring, kommer det kun an paa dennes Ed“. Jfr. de nyere Lovbud om Politibetjentes Vidnesbyrd ved Overfald.
  41. „Kommer hverken saaret Mands Tale eller Heimskvid paa Thinge“, siger F. L. IV. 7.
  42. G. L. har meget vidtløftigere Bud om Ransagningen end M. L., omtrent som de, der gjenfindes i Chr. V. N. L. 6–17–14. Denne Ransagning har et overmaade antikt Præg og er en af de mærkelige Overensstemmelser i den ældre romerske og den ældre germaniske Ret, som tyde paa fælles Udspring Jfr. Gajus III. 192 se Grimms Afhandling i Zeitschr. f. gesch. Rechtswiss. II. 91.
  43. Bødernes Størrelse blev da almindelig fastsat ved Mænds Skjøn, men det regnedes ikke som Dom, jfr. M. L. IV. 25.
  44. Byl. VII. 14, naar En, som ei under Handlingen er opfordret til at være Vidne, alligevel provede efter den kongelige Ombudsmands Paalæg. Her er da ogsaa en Undtagelse fra den Regel, at Vidner, der ei ere absolut gyldige, ikke skulde føres.
  45. I Norsk Tidsskrist V. 113–4 synes dette at antages som et Skjøn over Factum af særskilt opnævnte Mænd i Lighed med skiladómr i civile Sager. Herfor synes ogsaa den Omstændighed at tale, at Tallet „12“ udtrykkelig er nævnt, medens der ellers, naar Dommerne selv menes, kun tales om „Dommere, Thingmænd, Bønder“ o. desl. Men uagtet man vel neppe før Retterbod 1280 Art. 28 har noget udtrykkeligt Bud, for at en Lagret af 12 Mænd skulde dømme – med senere Vedtagelse af de øvrige Thingmænd – paa Herredsthingene, saa er det dog sandsynligt, at dette allerede før har været Sædvane (l. c. 105 6. Munch i Morgenbladet 1849, No. 59; se og Variant til M. L. IV. 17, N. G. L. II. 63, hvor der allerede nævnes en lignende Ordning som efter Rb. 1280) Forresten er, Tallet„12“ i Texten ikke sikkert, og „skjønsomme Mænd“ bruges ogsaa ellers som Betegnelse for Domsmændene.
  46. Af enkelte Lovbud som Exempler paa, at Siden skulde skjønne, om Nødværge havde fundet Sted, se M. L. IV. 14. (?) 15; jfr. ogsaa M. L. IV. 22 (Rettens Skjøn om den af Dyr Beskadigede ikke selv var Skyld deri.)
  47. Munch i sin Anmeldelse af Auberts Skrift „om mundtlig Rettergang og Edsvorne“ i Morgenbladet 1849, No. 59 og 62. Jfr. Michelsen, „die Genesis der Jury“ p. 114.
  48. Larsen samlede Skrifter I. 1. 583.