Bevissystemets Udvikling i den norske Criminalproces indtil Christian den femtes Lov/Indledning

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk

Neppe har nogen Lovgivning ganske overladt Dommeren at udfinde et omtvistet factisk Forholds sande Sammenhæng. Den menneskelige Ufuldkommenhed, der har forstyrret de Kilder, hvoraf Dommeren lettest øser sin Viden, og fremkaldt Fare for en vilkaarlig eller lidet skjønsom Brug af dem, har nødvendiggjort et Bevissystem, der fastsætter, ved hvilke Midler Dommeren maa erhverve sin Kundskab om Factum (Bevismidler), ved hvilke Garantier disse kunne gjøres mere paalidelige og tildels, hvorledes de bør bedømmes.

Lovgivningen om Beviset ledes af forskjellige Hensyn i den civile og den criminelle Proces. Ved Retshandlers Afslutning kunne begge Parter være lige forberedte paa at have Bevis tilstede: Ved criminelle Handlinger er det ialfald kun den ene Part, som er forberedt paa, at Handlingen vil komme, og det netop den, hvis første Interesse det er, at intet Bevis findes. Mangfoldige civile Retstrætter have sin Grund i Uenighed om, hvorledes det er gaaet til ved Retsforholdets Stiftelse. Civilprocessens Bevissystem maa derfor for en stor Del have til Øiemed at forebygge Tvist ved at fordre visse Bevisligheders Tilstedeværen ved Retsforholdets Stiftelse. De criminelle Sager skylde derimod saa langtfra Bevisets Usikkerhed sin Oprindelse, at Forbrydelserne ville tiltage, jo mere Loven paa Forhaand sørger for Bevisets Sikkerhed. Det criminelle Bevissystem maa derfor tage Bevislighederne i den store Forskjellighed, hvori Tilfældet skaber dem, og gaa ud fra almindelige Erfaringer om deres Værd som Midler til at finde en historisk Sandhed. – Der er vistnok mange civile Sager, der have det tilfælles med de criminelle, at Beviset ikke paa Forhaand kan sikres. Men der er Punkter af Vigtighed for Bevissystemet, hvori alle civile Sager ere forskjellige fra de criminelle. I de civile Sager kunne begge Parter rammes ligemeget af Feilgreb. Men i de criminelle kan den ene kun rammes derved, at den anden ingen Straf faar, medens det for denne oftest gjælder de „uafhændelige Retsgoder“. Det criminelle Bevissystem maa derfor fremfor Alt sikre mod Uskyldiges Domfældelse, og det er overhovedet en offentlig Interesse i at finde den høieste menneskelige Sandhed. Ligesom dette giver det hele System et større Præg af Omhyggelighed, leder det ofte til Forkastelsen af enkelte Bevismidler (f. Ex. Indicier, Ed) eller til en særegen Opfattelse af andre (f. Ex. egen Bekjendelse). Disse Forskjelligheder mellem de civile og criminelle Sagers Natur have ikke altid været lige meget tagne i Betragtning af Lovgivningen. Medens saaledes Nutiden lægger mest Vægt paa Gjenstandens Forskjellighed, var det gamle germaniske Bevissystem især gjennemtrængt af den Tanke, at man ved Forbrydelser aldrig forud kan sikre gode Bevismidler.

Ved at ordne Criminalprocessens Bevismaade følges saagodtsom i alle Lovgivninger nogle fælles Regler, s. Ex. at Dommeren kun skal tage Hensyn til de for Retten frembragte Bevisligheder, at Vidnesbyrd stadfæstes med Ed o. desl. Men i de fleste Stykker slutte de sig til det ene af to modsatte Bevissystemer. Det ene System gaar ud fra det Princip, at Dommen skal udtale Dommerens egen Overbevisning; det er derfor frit overladt ham at danne sig denne efter alle de fremkomne Bevisligheder; men for at hindre de Bevismidler, som den anser urene og farlige, fra at virke paa Dommerens Overbevisning, griber Loven ind paa Forhaand og forbyder deres Brug. Det andet System tillader alle Bevisligheder at komme frem, og dets Værn mod Feilgreb er derfor dette, at Dommerens Overbevisning ombyttes med Lovens; denne omtaler sin Vurderen af hver enkelt Bevislighed, og det er alene Dommerens Opgave at undersøge, hvilket Værd hver af de fremkomne Bevisligheder have i Loven, at sammenlægge de forskjellige Led og endelig afgjøre, om Summen er, hvad Loven kalder et fuldt Bevis[1]. Det ene Stenene begrændser altsaa Beviset i qualitativ, det andet i quantitativ Henseende. Det første, Overbevisningssystemet, søger en subjektiv Sandhed; det ei derfor almindelig brugt i en Criminalproces, der stiller Dommeren Ansigt til Ansigt med Bevislighederne, og forkaster alle saadanne, hvormed dette ikke lader sig gjøre (f. Ex. skriftligt nedtegnede Vidnesbyrd), – der af samme Grund ikke søger Garantien for Retfærdighed i Appellen, men i en med størst mulig Omhu sammensat Domstol, hvor en folkelig Bestanddel afgjør Factum i første og sidste Instants efter en grundig Discussion af Beviset mellem Parterne. Det andet System, der fortrinsvis kaldes det legale (den legale Bevistheori) anser den subjective Sandhed som skuffende, men kan heller ikke siges at opstille en objectiv Sandhed som Bevisets Maal; det paastaar ikke, at 2 Vidners beedigede Udsagn altid maa indeholde Sandheden, men kun, at der er en saa overveiende Sandsynlighed derfor, at Dommeren i det enkelte Tilfælde ikke har Ret til at tilsidesætte det for sin subjective Overbevisning; den legale Bevistheori nøier sig med velbegrundede, legale Præsumtioner om Sandhed istedetfor Sandheden selv. Den anvendes især i det processuelle System, som finder Retfærdighedens bedste Værn i flere Instantser, som altsaa anvender Skriftligheden, og som kræver faste retskyndige Dommere.

De tvende Systemer findes sjelden aldeles rene; navnlig kan det legale aldrig gaa saameget i Detailler, at det jo i Anvendelsen overlader Meget til Dommerens Skjønsomhed; og det nøier sig derfor ofte enten med at opstille nogle saa Regler, der skulle tjene til en almindelig Maalestok for, hvad Loven anser som fuldt Bevis (f. Ex. vort nuværende Bevissystem) eller med at lade sine Regler om fuldt Bevis for Skyld kræve Fuldstændiggjørelse ved Dommerens Overbevisning (nyere tydske Bevissystemer). Men selv om del er gjennemført i sine Consequentser, kræver det ligesaavelsom Overbevisningssystemet megen Virksomhed fra Dommerens Side. For at udelukke denne udfordres en Forening af begge Systemer, der kun tillader enkelte Bevismidler og det saadanne, der ere saa nøie afgrændsede af Loven, at der ingen Skjønsomhed skal til for at forstaa, om Lovens Maal er fyldt. Et saadant Bevissystem finde vi hos de gamle germaniske Folk.

Da Bevissystemet paa det Nøieste hænger sammen med Criminalprocessens hele Ordning, er dets historiske Udvikling afhængig, ikke blot af Domstolenes Sammensætning, af Forbrydelsens Forfølgningsmaade, af Strafferettens Opfattelse, men ogsaa af politiske Forholde og navnlig af Statens Myndighed ligeoverfor Individet.

  1. Nec enim a judice exigitur, ut suam sententiam de crimine dicat, sed ut sententiam legislatoris applicet facto.