Beretning om Fante- eller Landstrygerfolket i Norge/9

Eilert Sundt

Beretning om Fante- eller Landstrygerfolket i Norge

J. Chr. Abelsted, 1852 (s. 168-191).

Kapitel 9.

Skøiernes Historie.

Det blev ovenfor (Side 18), efter Fanternes egne Udsagn, forklaret, at der ved Siden af Taterne gik en anden Stamme af Fanter her i Landet, Meltravere, som Taterne kalde dem, eller Skøiere, som jeg foretrak at benævne dem. Det blev paa et andet Sted antydet, at det asiatiske Taterfolk, som vanskelig kunde vindes for det civiliserede Liv, som hverken Strenghed eller Mildhed havde faaet til at slutte sig til den ordentlige Befolkning i de Lande, hvor det færdedes, heller syntes at skulle sammensmelte med og bidrage til at forøge en besynderlig liden Nation, som i Tidernes Løb havde dannet sig af Bærmen af de europæiske Nationer. Netop til denne Nation høre disse Skøiere.

De af Fantefølgerne, som af Fanterne selv henregnes til denne Stamme, udmærke sig ikke ved saa skarpt udprægede Eiendommeligheder som Taterne; de have derfor aldrig gjort saa stor Opsigt som disse, og deres Historie er derfor dunklere og vanskeligere at finde Rede i. Dog afgiver her ligesom ved Undersøgelsen af Taterfølgernes Herkomst de Levninger af et eiendommeligt Sprog^[1], som ogsaa Skøierne have sig imellem, rodi, som de selv kalde det, et godt Vink til at udfinde Stammens Herkomst, skjønt dette Fantemaal endnu mindre end Taternes nu saa aldeles fordærvede rommaní fortjener Navn af Sprog.

I Jylland sværmer et Landstrygerfolk omkring ganske som vore Skøierfølger; det er de saakaldte Kjeltringer, hvis hemmelige Sprog de Danske kalde Kjeltninglatin eller Rotvelsk, men de selv pralende benævne prævelikvant (det skjønne Sprog). Dette Rotvelsk er igjen det samme Maal som det Rotwelsch, der tales af talrige tydske Omstreiferflokke eller de saakaldte Gaunere (die Gauner), som selv kalde det chochemer loschen (de Vises Sprog). Men følgende Sammenstilling vil allerede vare tilstrækkelig til at vise Slægtskab mellem de norske Skøieres rodi og dette danske og tydske Fantemaal samt Forskjelligheden i Skøiernes og Taternes Maal.

	Norsk	Jydsk	Tydsk	Norsk
	Skøier.	Kjeltring.	Gauner.	Tater.
Fader patrum	padrum	patris	dad
Moder	matrum	madrum	–	deia
Kniv	kultrum	kultes	–	tjuri
Sten	kampus	kambes	–	bar
Potte	holkus	holges	–	–
Haar	krölles	krölles	–	bal
Djævel	jennik	jennik	–	beng
Penge	bökt	–	pucht	loko
Æble	pomling	–	pommerling	bab
Haand	grifling	–	greifling	vascht
Strømpe	strikling	streifling	streifling	kolliv
		eller straïg
ond	lak	lak	lack	miak
gammel	oldri	olmsk	oltrisch	puro
			ell. olmusch
høre	lunsa	lunse	lusen	schuna
give	dokka	dogge	docken	dela
Skarn	skunt	skunt	schund	ful
Laas	plato	–	plattebesiche	–
Præst	primar	primer	primer	rascho[2]

Efter denne Prøve paa indbyrdes Slægtskab kan man kalde disse norske, danske og tydske Omstreiferbander tilsammen et eneste, stort Skøierfolk. Ja, se vi nøie til, saa finde vi et langt mere udbredt Slægtskab; vore blege, uanselige „Meltravere“ eller Skøiere ere virkelig i Slægt med de slue franske Spidsbuber, som de nyeste Romanforfattere opvarte med pikante Fortællinger om^[3], med de desperate Banditter i Italien, med Spaniens og Mexikos Røvere. Deres og de norske Skøieres Forfædre maa alle have gaaet i samme Tyveskole eller hørt til det samme hemmelige Samfund, saa vist som det spanske Germania, det italienske Gergo, det franske Argot, det engelske Thieves’s latin, det hollandske Kraamerslatyn, det bøhmiske Hantyrka, alle ere lignende Skøiersprog, der maa være udsprungne af samme Rod som det tydske Rotwelsch.

Rigtignok viser Slægtskabet mellem disse Sprog sig ikke saa meget ved ydre Lighed i de enkelte Ord, og det er først en noget dybere gaaende Undersøgelse, som alligevel kan lede til den Slutning, at de maa have en fælles Rod. Men disse Sprog ere et i og for sig hel mærkværdigt Phænomen, og det turde lønne Umagen at betragte dem lidt nøiere.

Skøiersprogene bruges ligesom Tatersprogene til hemmelige Meddelelser imellem Medlemmerne af Tyve- og Landstrygerfølgerne og have derfor ofte været forvexlede med Tatersproget. Men der er en himmelvid Forskjel. Dette er, som man ovenfor har kunnet se, oprindelig et naturligt Folkesprog; men Skøiersprogene, det vil allerede ved en løselig Undersøgelse let skjønnes, ere oprindelig opdigtede, kunstigt dannede. En berømt Statsmand har sagt, at Mennesket har faaet Sprogets Gave for at kunne skjule sine Tanker; denne Sætning har sin fulde Sandhed, naar den anvendes paa Skøiersprogene, som ere blevne til netop efter en saadan Falskhedens Maxime.

Man kjender mangfoldige saadanne nydannede Sprog. Der er ofte leget med den Mennesket givne sprogdannende Evne. I England f. Ex. bliver Sprogforskeren ganske forlegen med de mangfoldige Udtryk af det saakaldte cant eller slang, mest sindbilledlige Udtryk, Lunets Skabninger, som først blive gjængse i smaa afsluttede Kredse, i enkelte Fabrikker eller Skoler, ja i enkelte Familier, men stundom ere saa heldige at trænge ud i Folket og vinde Borgerret i det almindelige Sprog^[4]. Men med mere Flid dyrkes denne Sprogkunst i saadanne hemmelige Selskaber, hvor man ikke tør være sig sine Tanker og Planer bekjendt. De utaalmodige Skjønne, som sad indespærrede og strengt bevogtede i de østerlandske Herskeres Harems, opfandt det ofte beskrevne, nette Blomstersprog som Udtryk for sine ømme Længsler. Kjedsomheden i de gammeldags skumle Fængsler lærte Fangerne i de forskjellige Celler ved Banken i Væggene at danne sig visse Betegnelser eller Ord, hvormed de kunde gjøre sig forstaaelige for hverandre til gjensidig Underholdning, til Aftale om fælles Flugt. Trappistmunkene omgik den urimelige Klosterregel, som forbød dem Talens Brug, ved Hjælp af et udviklet Fingersprog, og vore adstadige norske Søbønder, som havde den urimelige Tro, at Havets Vætter ikke kunde lide at høre Menneskemaal, og som derfor ikke turde tale sit naturlige Maal, naar de sad i fine Baade paa Fiskegrundene, opfandt et eget Billedsprog saa kunstigt, at Dybets Aander vel ikke kunde forstaa det og derfor ikke vilde forstyrres deraf^[5]. Det er bekjendt, at nogle indiske Stammer af Troldmænd og Røvere have ved regelmæssige Fordreielser af hindustanske Ord dannet sig et Slags Kragemaal, omtrent saadant, som Børn ofte more sig med; et ligedant Sprog have, som det i et senere Kapitel skal sees, de handelsdrivende Dalkarle i Sverige vænnet sig til. Et eget hemmeligt Kræmmersprog i Rusland, Afinskoe, som det kaldes, tør være af samme Slags som det saakaldte knallare-språk eller monsing, som de vestgøthiske Handelskarle i Sverige have fundet paa, en Samling af for det mene aldeles nymyntede Ord, som en særskilt Fortegnelse i Slutningen af denne Bog skal give en Prøve paa.

Skolerne have altsaa ikke været alene om den Kunst at skabe nye Sprog; men de have vistnok dyrket Kunsten med størst Flid og Held. Man vilde imidlertid seile, om man ansaa deres Sprog for ganske og aldeles opdigtet. En Lyd, som et Menneske aldeles vilkaarligt maatte vælge for at betegne et Begreb, vilde vistnok mere uforstaaelig for Andre; men denne Lyd er ogsaa saare lidet interessant for Opfinderen selv; et Sprog af saadanne Ord vilde være overmaade flaut, og det er ingenlunde Skøiernes. Vistnok er der mangfoldige Ord i Skøiernes Sprog, som hverken de selv eller nogen Philolog nu længer er istand til at henføre til noget ellers bekjendt naturligt Sprog; men dette tør i de fleste Tilfælde komme deraf, at man ikke nøiagtig kjender Skøiersprogene i deres hele Udvikling. I Regelen ialfald er Skøiersprogenes Ordforraad dannet af de naturlige Sprog og det paa en Maade, som man kunde kalde en idelig Flytning. For det Første have Skøierne kunnet gjøre sin Tale uforstaaelig for andre Folk ved at flytte Ordene fra en Tid til en anden, det vil sige, ved at bruge forglemte, gammeldags Ord, Archaismer^[6], eller ved at flytte dem fra et Sted til et andet, det vil sige, ved at bruge Provincialismer i en anden Egn af Landet end den, hvor de høre hjemme, eller ved at bruge Ord fra et ganske fremmed Land eller Sprog. Derfor finder man f. Ex. hos de spanske desperados adskillige arabiske og tyrkiske Udtryk sammen med baskiske, franske og tydske, hos de tydske Gaunere ligeledes en stor Mængde Ord af Taternes rommani og af de tydske Jøders Hebraisk, denne Levning af Davids og Salomos Sprog^[7], og hos de norske Skøiere endelig foruden Tatersprogets Mangfoldighed af asiatiske og østeuropæiske Udtryk ikke blot adskillige tydske og latinske Ord, men ogsaa finske, baade lappiske og kvænske, saa deres rodi tilsidst ser ligesaa broget ud som den værste Fillefants lappede Trøie. For det andet have Skøierne lagt sig til adskillige ukjendelige Udtryk ved i Ord af det almindelige Landssprog at flytte enkelte Bogstaver eller hele Stavelser, en Maner, som især var yndet, naar det derved fremkomne nye Ord ved sin Lighed med et andet af modsat Betydning kunde give Anledning til morsomme Ordspil. For det Tredie – og det har oprindelig været den rigeste Kilde for Skoternes Sprog – dannede de sig nye Ord af gamle ved at flytte deres Betydning, det er, ved at bruge dem i en uegentlig, billedlig Betydning. Aldrig har vel noget Sprogs Aand frembragt saa dristige Metaphorer, saa fortvivlede Billeder, som man finder i disse Skøiersprog. At betragte dem er at skue lige ind i disse fortvivlede Fredløses Sjel. Med Hensyn til denne Side af disse besynderlige Sprog siger Pott: „Det har ikke været de sletteste Hoveder, som de skylde sin Oprindelse, disse Mindesmærker om en, vel til et slet Maal anvendt, men dog glimrende Skarpsindighed og en den befrugtende Indbildningskraft med den kjækkeste Flugt og de livligste Billeder, og til begges Skabninger har der ofte føiet sig sprudlende Vid, vistnok af den overmodigste, ja af skrækkelig Art, men som, skjønt det altfor ofte smager af sine Skaberes og Forplanteres grufulde Haandtering, ikke desto mindre overrasker og fængsler, ikke blot næsten bestandig ved Dristighed, men ogsaa hyppig ved den slaaende Rigtighed af de som Lyn i Mørket udslyngede Bemærkninger^[8].“

Efter hvad der her er forklaret om Maaden, hvorpaa disse Skøiersprog ere dannede, er det lige til, at de i de forskjellige Lande maa have artet sig meget forskjelligt; men det viser sig derhos at det er den samme Maner, som befølges i dem alle, de samme Ideer, som ofte i det Enkelte ere gjennemførte i dem, hvilket igjen tydeligt viser, at de maa have sin Rod i en fælles Begyndelse. Derfor betragte ogsaa f. Ex. Borrow og Pott de mange Skøiersprog i Vest-Europa kun som Afændringer af et eneste, og man kan tale om et stort europæisk Skøierfolk, hvoraf de tydske, franske og andre Landes Skøierhorder kun ere Forgreninger.

Et Skøierfolk, sagde jeg, et Slags egen Nation. Disse Mennesker have dog engang tilhørt de virkelige europæiske Nationer, ligesom Ordene i deres Sprog have tilhørt de naturlige Tungemaal; men de have forladt sin tidligere Levevis, have løssagt sig fra det civiliserede, lovordnede Samfund og i dets Sted dannet sig en afsluttet Kaste med særegne Interesser og Vaner, hvormed de kom til at afvige ligesaa meget fra sine tidligere Landsmænd som et Folk fra et andet. Opfindelsen og Brugen af dette hemmelige Sprog var her en Hovedsag; uden det skulde de have gaaet enkeltvis omkring som almindelige Landstrygere og Forbrydere og snart sporløst være forsvundne; med samme Sprog have de befæstet sig i sin onde Levevis og endogsaa udviklet en egen hemmelig Samfundsorden imellem sig. Det er overmaade interessant at se, hvorledes denne Kaste, hvis Livsprincip var en bestandig Fornægtelse af baade den guddommelige og menneskelige Lov, som herskede i de naturlige Folkesamfund i Landene, strax selv, dreven af en indre Nødvendighed, paalagde sig en ny Lov, der neppe gav hin noget efter i Strenghed. Man betragte Forholdet mellem Skøierne f. Ex. i Sydtydskland, hvor dog de nyere Tiders mangfoldige Politiforanstaltninger have maattet gjøre det vanskeligt for dem at fortsætte sit gamle Væsen! De forskjellige Horder regjeres af Høvdinger, der ere udrustede med næsten despotisk Magt; Medlemmerne ere inddelte i forskjellige Klasser efter de forskjellige Arter af Tyvebedrift, som er tildelt enhver af dem; Nogle ere Fichtestrohmer, Nattetyve, Andre Großmakener, Markedstyve, atter Andre – og det er de Dygtigste og Fornemste – Trararumsgänger, Postrøvere o. s. v., o. s. v. Der hersker en vis Regel for Forholdet imellem disse Klasser, og den, der begynder f. Ex. som Nattetyv, maa sandelig arbeide med Flid og vise mange Prøver paa Udholdenhed og Mod og Talent, om han skal kunne vente at flyttes op i Postrøvernes mere anseede Klasse. Er det nu at undres over, om de Børn, der voxe op i en saadan Kreds, uden videre optage og fortsætte de Ældres Liv, hade den øvrige Samfundsorden med et grundigt Had og kun pønse paa Tyveri og Kjeltringstreger? er det at undres over, om den, der efter megen Anstrængelse og under sine Stammefællers smigrende Bifald er forfremmet til en Tyv af det fornemste og farligste Slags, nu udøver det ham tilkommende Haandværk som en Ret? Netop den Forvendthed af Begreberne om Ret og Pligt, som er hele Kastens Skyld, er paa en vis Maade det enkelte Medlems Undskyldning, ligesom man, om man end maa fordømme Arabernes Blodhevn, dog maa undskylde den enkelte Araber, som ifølge sine tilvante Begreber om det Rette med Opoffrelse af egen Velfærd og Sikkerhed gjør der Urette.

At udvikle dette Uvæsen til en saadan Fuldstændighed og udbrede det saa vidt omkring i Landene har naturligvis været flere Generationers Værk. Allerede i det 16de Aarhundrede havde Skøierbanderne vakt almindelig Opmærksomhed. Bonaventura Vulcanius, Professor i det græske Sprog i Leiden, hvor han døde Aar 1614, har i et vidtløftigt Sprogværk ogsaa omtalt visse „Landstrygere, som saa temmelig lignede Nubianerne“ (ɔ: Taterne); men medens han om disse rigtig antager, at de fra et tidligere Hjem havde medbragt et naturligt Sprog, siger han om hine Landstrygeres Sprog, at han vel ikke vover at kalde det et naturligt Sprog, men heller ikke aldeles opdigtet; det syntes ham rimeligere, at det maatte stamme fra et eller andet gammelt Sprog; „eller dersom alle Ordene deri ere ligefrem opdigtede, saa maa man forundres ikke mindre over deres Færdighed i at danne nye Ord end over deres Fiffighed i at udføre Skjelmsstykker.“ Vulcanius omtaler endelig en ved Aaret 1550 udkommen tydsk Bog om de samme Landløbere, hvorefter de skulle være inddelte i 28 „Klasser eller Sekter,“ hver med fine egne Benævnelser, men alle med et fælles Sprog, og efter samme Bog meddeler han nogle Ord af Sproget, som endnu den Dag idag gjenfindes baade i tydske og norske Skøieres Mund. I England, Frankrige, Italien og Spanien har man ogsaa Ordbøger over Skøiersprogene fra næsten en lige saa fjern Tid, og i Tydskland skal en saadan endog være udkommen allerede i Aaret 1510. Man kan altsaa tænke paa Slutningen af Middelalderen som den Tid, da det besynderlige Skøiervæsen opkom.

Borrow er maaske den eneste, som har forsøgt at forklare Anledningen til dette Phænomen. Han gjør opmærksom paa, hvorledes Italien i Middelalderens sidste Aarhundreder var Europas Lærerinde i skjønne Kunster og nyttige Videnskaber, og det er ikke saa ueffent, naar han allerede af den Grund mener, at Ideen til den Fulhedens Hemmelighed, som netop Skøierkastens Sprog er, ogsaa fra Italien af udbredtes til andre Lande. Det er som at tænke paa den giftige Øgle under Laurens og Oliventræets skinnende Blad. Han ved ogsaa et fortælle at allerede i hine Tider droge mange Italienere omkring i Landene som Lirespillere, Liniedandsere. Gjøglere, og disse, mener han, kunne have indladt sig i fordægtige Handeler med Gavtyvene i Hovedstæder og Landsbyer og undervist dem i Hemmeligheden. Han støtter endelig Formodningen derpaa, at der i alle Tyvesprog findes ikke faa latinske og italienske Ord, men fornemmelig derpaa, at Tyvesproget endnu af Tydskerne kaldes Rothwelsch eller Rotwelsch, som efter en almindelig Forklaring skulde betyde enten „Røde-Italiensk“ eller de sammenrottede Tyvefolks Italiensk.

Men denne Forklaring af Navnet er nok falsk^[9], og en saa ubetydelig Omstændighed som nogle italienske Gjøgleres Omflakken er neppe tilstrækkelig til at forklare Oprindelsen til en Kaste, som har udbredt sig over hele Vest- og Nordeuropa og vist at holde sig der i Aarhundreder. Mon jeg da tør forsøge paa en ny Forklaring? Man kaste et Blik paa Europas Tilstand i hin mørke Periode, da en forfærdelig Vankundighed og Usædelighed havde bragt al kirkelig og politisk Samfundsorden lige til Randen af fuldstændig Opløsning, og det synes ikke vanskeligt at forstaa, hvorledes en saa hæslig Udvæxt paa det europæiske Folkeliv kunde blive til. Almuen var af det pligtforglemmende Hierarchi med Forsæt holdt i Uvidenhed; det var kommet dertil, at Folket for en stor Del næsten ikke kjendte sin Gud, men troede paa og ærede Munkene i Guds Sted. Og medens Paven og Bisperne kanske endnu kastede Hellighedens Slør over sine Uterligheder, forargede Munkene altfor ofte med den aabenbareste Ugudelighed. Naar nu Nogen ved saadant Syn bragtes til at tvivle paa Sandheden og Retmæssigheden af denne saa mislige kirkelige Autoritet, saa maatte han i Sandhed være begavet med megen naturlig moralsk Sands og religiøs Følelse, om han ikke skulde komme til at tvivle og opgive Troen paa alt Helligt. Men nu var der i den laveste Del af Samfundet en stor Mængde høist fordærvede Mennesker. Europa par oversvømmet af store Skarer af Tiggere. Det havde nemlig Munkene lært Folket, at den nemmeste Vei til Himmelen var at give Almisser, og denne Lære havde ikke alene til Følge, at Klostrene berigedes, men at mange Dovninger, baade Mænd og Kvinder, mest under Skikkelse af ynkelige Spedalske og Krøblinger o. s. v., droge om paa foregivne Valfarter til de forskjellige Helgeners Kapeller, som vare i Ry for at eie Lægedom for de forskjellige Slags Sygdomme, og saa paa Veien tiggede ved Kirkedøre og i Husene, levede lystigt paa det bedragne Folks Bekostning og øvede sig i alskens Skjelmstykter^[10]. En anden Landeplage var talrige Flokke af afdankede Soldater, som i de fast idelige Krige, hellige Krige, som de gjerne kaldtes, havde herjet og plyndret systematisk og nu bagefter fortsatte Haandværket paa egen Haand, maaske i Selskab med fine tidligere Marketentersker og deres Unger. Det har vel især været i de Egne, hvor Tydskland og Frankrige og Italien støde sammen, at disse sammenløbne Flokke af alle Nationers Udskud mest ubehindret kunde gaa ud og ind over Grændserne, og hvor have de ikke paa sine vidtløftige Reiser, vel kjendte med de forskjellige Landes Sprog, havt god Anledning til at øve sig i alskens Kløgt? Disse Mennesker, Munkenes Jevninger i List og Samvittighedsløshed, have snart gjennemskuet al den Falskhed, som Munkekutten saa slet skjulte; de mærkede, at Tiggermunkene ofte brugte det „hellige“ latinske Sprog som et hemmeligt Meddelelsesmiddel til at aftale fordægtige Planer sig imellem, og dette kunde vel give dem Ideen til ogsaa at lægge sig til et kunstigt Sprog til Brug for sine hemmelige Forhandlinger (KjeltringLatin). Men disse Forvildede, der ligesaa lidt kunde ynde Keiserens og hans Tjeneres Myndighed, som de troede paa Pavens og Klerkernes Ufeilbarhed, hvad skulde de endnu nære Ærbødighed for i Himlen eller paa Jorden? Hierarchiets stigende Vranghed og Usædelighed havde hidtil fremkaldt en Mangfoldighed af altid mere og mere voldsomt protesterende Kjætterpartier; nu, da Ugudeligheden og Falskheden hos de Styrende var bleven saa stor som mulig, dannede der sig et Parti som i Et og Alt løssagde sig fra de kirkelige og borgerlige Samfund, som i Et og Alt dannede en Modsætning til andre Folks Begreber om det Gode og Rette, som befæstede sig i Vantro og øvede sig i Last istedetfor i Tro og Dyd, hvis Tanke og Ord og Gjerning blev et System af Bespottelse imod Gud og Haan imod Øvrighed og Vold imod de skikkelige Folk i Landet. Det er vist ikke tilfældigt, at Skøiervæsenet, denne fortvivlede Sekt, udviklede sig af Middelalderens megen Raadenhed netop henimod den Tid, da Gud opreiste sig en Mand til at redde Christenheden ud af den almindelige Opløsning og Forvirring som truede; saaledes fik Satan bygget sig en Synagoge ved Siden af den rensede Kirkebygning som Gud kaldte Dr. Martin Luther^[11] til at opføre, en Synagoge, som endnu staar der som et forfærdeligt Billede paa den Raahed og Ryggesløshed, som kunde have lagt sig over den hele civiliserede Verden, den hele Christenhed.

Lidt før Luther opslog sin Protest mod Pavedømmets Vranglære, i Keiser Maximilians Dage, omtales i Sydtydskland, som endnu er de tydske Skøieres fornemste Tilholdsted og derfor i deres Sprog hedder Gänfer-Märtine (Tyvelandet), et fordægtigt Selskab af Havebrødre (Gordenbrüder), der førte et eventyrligt Liv og ganske som de senere Tiders Skøiere hjemsøgte Bøndernes Havet og Madboder. Lad disse Havebrødre gjælde for Skøierfolkets Stammefædre! De levede endnu i Slægtens lykkelige Guldalder, da de sydtydske Bondekrige kort efter bragte Forstyrrelse og Rædsel over de rigeste Egne af Tydskland; da flød vel Bondens Mark for dem af Melk og Honning, og de plyndrede Klosterkjeldere strømmede over med Most og Vin. Under Trediveaarskrigen – derpaa tyde samtidige Efterretninger – nød Slægten i det mindste sin Sølvalder, under de spanske Successionskrige og den franske Revolutions langvarige Ufred sin Kobberalder. Siden har vel ret i egentlig Forstand Jernalderen været over dem, med Fodbøiler og Lænker; men skulde nogensinde Kommunismens Rige begynde – og de mange Skøierfølger, som endnu liste sig om i Baden og Würtemberg med tilstødende Egne i Frankrige o. s. v., stirre vist med chiliastisk Haab paa Tidernes Tegn –, saa vilde denne ryggesløse Slægt faa feire en forfærdelig Triumph.

Naar man nu betragter de faa Levninger af det Rotvelsk, som endnu høres i norske Skøieres Mund, saa skjønner man strax, at det maa være en Aflægger af det fuldstændigere jydske Rotvelsk, og dette viser igjen tydelig hen til Tydskland som sit Hjem. Skøiermaalet og dermed det hele Skøiervæsen er altsaa forplantet til Norden fra Tydskland af, og den Tater havde saaledes ganske Ret, som sagde om Meltraverne (Skøierne), at de vare nogle Vildtyskere, der for lange Tider siden havde trængt sig ind i Landet (se S. 20). Det er nu ikke at vente, at nogen Historieskriver eller Annalist skulde have givet os Besked om, naar og hvorledes denne Indvandring gik for sig; men det kan ogsaa være det samme. De tydske Tyvefamilier havde intet Hjem at forlade, og med en Bylt paa Ryggen førte de alt Sit med sig; snart lokkede vel Lyst til Eventyr dem ud paa Langtoure, snart maatte nok ogsaa Frygt for Paagribelse efter en eller anden Udaad bevæge dem til at opsøge sig fremmede Egne, hvor de vare ukjendte. Men saadanne Flokke fandt vistnok de nordiske Lande allerede vel forsynede med Tiggere og Landstrygere, som vel endnu strøge om paa en mere enfoldig gammeldags Vis, men med Fornøielse lyttede til de fremmede Gavtyves Undervisning om de kunstigere Kneb, som Spidsbub-Skarpsindigheden i det organiserede Skøiersamfund havde udstuderet. Et ganske lidet Antal af slige Apostler maatte i kort Tid kunne vinde mange Proselytter for det hemmelighedsfulde Selskab ogsaa i de nordiske Lande.

Den 21de Marts 1685 udkom der i Danmark en besynderlig Lov. Deri forklares det først, at Landet var besværet af en Del hjemløse Mennesker, som fore hid og did, førte et meget forargeligt Liv og derfor vare høilig foragtede og afskyede af andre Mennesker, ja, at de selv gjorde sig Flid for at vedligeholde denne Foragt baade for dem selv og for de forskjellige smaa Haandteringer, hvorved de tildels ernærede sig, for at ikke Andre skulde gaa dem i Veien i denne som uærlig betragtede Næring. For at nu dette Uvæsen kunde vorde standset, erklærer Loven først, at disse Mennesker skulde betragtes som Landets egne Børn, og det forbydes Kongens øvrige Undersaatter at lægge nogen Foragt paa dem eller deres Næring eller bruge Skjeldsord og stygge Navne om dem, hvorved de kun ville arte sig værre. – Det er meget rimeligt, at det for en Del netop var vore Skøiere, som allerede dengang havde vakt nogen Opsigt i Danmark og foranlediget denne Lov; men ialfald har Loven maattet bevirke, at senere Lovgivere ikke kunde omtale dette Slags Landstrygere med egne Kjendingsnavne, der jo altid vare Skjeldsord, og derfor tie de ældre dansk-norske Love stille om Skøierne, medens de endnu gave os nogen tarvelig Oplysning om Taterne. – Den danske Almue vedblev dog at tænke og tale om Landstrygerne, som den syntes bedst; den skjelner imellem to Slags Landstrygere; Nogle, som befatte sig med de urenligste Arbeider, at flaa selvdøde Kreature o. s. v., hedde Natmænd, og imellem dem finder man endnu adskillige sortsmuskede Tatere; Andre, som have valgt sig noget mere pyntelige Haandteringer og fornemmelig ere Kjedelflikkere, hedde Kjeltringer, et Ord, der ligesom vort „Fant“ gjerne har Betydningen af en overmaade fordægtig Person; men disse Kjeltringer røbe ved sit prævelikvant eller Rotvelsk, at de ere ægte Skøiere^[12].

Over de danske Øer, hvor man nu^[13] kun finder svage Spor af Skøierne, men hvor de altsaa for have drevet sit Væsen, kunde de let finde Veien over til Skaane. Her have de ogsaa været vel kjendte; en senere Forfatter har kortelig, men tydeligt nok skildret de ogsaa her saakaldte kältringar ganske som deres Navner i Jylland og Skøierne hos os^[14]. Men fra Syd-Sveriges aabne Sletter gjorde Spidsbuberne klogest i snarest muligt at trække sig op til de nordlige Skovbygder, hvor der var bedre Skjulesteder at finde, og herfra kostede det dem kun faa Skridt at redde sig videre ind over den norske Grændse.

Uagtet man, som allerede forklaret, i de ældre norske Love ikke finder vore Skøiere ligefrem omtalte, saaledes som vi fandt Taterne baade benævnte og beskrevne, ser man dog, at der ofte maatte gives Lovbestemmelser ikke alene mod Taterne, men ogsaa mod adskilligt andet Landstrygerpak, og imellem dette Pak har vel Skøiermaal og Skøiervæsen længe havt hjemme. Det er allerede paafaldende, naar man i Recessen af 1643, 2–21–2, ikke alene finder Anordning om aarlige Inkvisitioner (Fantejagter, som Almuen nu kalder dem) efter. Løsgjængere og Betlere, men ogsaa ser, at der er Tale om frække Landstrygere med Bøsser og Gevær, vilde Skovrøvere altsaa, som minde om de tydske Havebrødre fra Bondekrigenes eller Trediveaarskrigens Tider. Altid hyppigere maatte Bestemmelsen om saadanne Inkvisitioner gjentages, og i Forordningen derom 12te Mai 1657 omtales ikke blot omstreifende Mandfolk, men ogsaa Kvindespersoner, og Frd. 8 Jan. 1658 handler om deslige letfærdige Kvinder, som fare omkring og føde Børn paa fremmede Steder. Fra disse Børn, som Mødrene vel ligesom Fantekjærringer nu i et dertil indrettet Bæreredskab paa Ryggen bare omkring paa Landeveiene, nedstamme maaske de gamle og vidtforgrenede Fantefamilier, som endnu den Dag idag sværme omkring, f. Ex. Steffensfølget paa Rommerike og Vardalsfølget paa Stavangerkanten, der Led for Led kunne opregne sine Stammefædre og Stammemødre en halvandet Hundrede Aar op i Tiden.

Der maa have seet ret broget ud i vore Skove og Udmarker, hvor Fanterne havde Tilhold, og hvor det lader til, at de trods de mange Straffebestemmelser selv for dem, der husede dem eller hjalp dem over Sunde og Elve, artede sig alt værre og værre. I Aaret 1700 fandt ogsaa Statholderen i Norge, Gabel, sig beføiet til at foranstalte en stor Fantejagt. „Klapjagten paa Røvere og fordægtige Personer,“ skriver han til Kongen selv, „foregik, som jeg har meldt, den 4de Oktbr. Her (paa Akershus) har jeg 44 Personer siddende, og idag har jeg fra Hedemarken Underretning om, at man der har faaet fat paa 86; hvad paa andre Steder, ved jeg endnu ikke. Landet er i den Grad fornøiet herover, at det ikke kan beskrives, da Ingen længer kunde bo sikkert og uden Frygt, og var der blevet noget af Krigen, havde dette Pak gjort mere Skade end de fiendtlige Partier, hvorfor det ganske maa udryddes^[15].“ Et eget Reskript udtrykte Kongens Tilfredshed med denne Statholderens Bedrift. Men dennes Tanke om at faa Pakket udryddet gik ikke i Opfyldelse; det blev i det høieste kun forskræmt til andre Kanter af Landet, og det synes især at være for Vestlandets Skyld, at der ved Reskr. 8 Septbr. 1710 paabødes en stor Fantejagt over de tre sydlige Stifter; Almuen skulde overalt paa en og samme Dag samles paa aftalte Steder med behørig Gevær og saa under Lensmændenes Anførsel „alle Gaarde, Skove, Sætre og Steder samt smaa Hytter nøie gjennemsøge efter Landstrygere, Løsgjængere, Røvere og udædiske Folk.“ Og dog varede det ikke mange Aar, før Krigen efter Reskr. 14de Novbr. 1721 maatte fornyes vesterpaa, hvorefter da ogsaa Touren kom til Throndhjems Stift, hvor f. Ex. Præmisserne til Reskr. 23 Aug 1737 vise, at alskens Fantepak flokkede sig sammen (se S. 80). Hvor denne stadige Krigstilstand maatte skjærpe Skøiernes Kløgt, befæste deres indbyrdes Sammenhold, forhøie deres Had mod andre Mennesker, øve deres Kraft og Udholdenhed, udvikle alle deres Dyder og Lyder! Den skulde vedblevet til nu, denne Fantekrig, og vi skulde havt et mere energisk og interessant Fantefolk at fortælle Historier om.

Man syntes ogsaa at indse, at Fantekrigene ikke havde ført til nogen Seier, og tænkte paa nye Planer. Først byggede man Tugthuse; i Løbet af ikke meget lang Tid havdes et saadant i hver Stiftsstad. I Aaret 1741 stod Tugthuset i Christiania færdigt til Brug; det var tildels opført ved Privates veldædige Bidrag og var dengang ikke saa meget bestemt til Straffeindretning som til Pleie- og Redningsanstalt eller Tvangsarbeidshus for forvildede og fordærvede Mennesker; ja, Præmisserne til Tugthus-Frdn. 2 Decbr. 1741 synes at vise, at det ikke mindst var netop de omsværmende Fantefolk, som skulde tæmmes der. Derfor hedder det ogsaa i Forordningen, at „de uden vis Bopæl og Pas omløbende under Navn af Kjedelflikkere og Andre“ (Skøierne have ligefra Danmark af isærdeleshed befattet sig med Kjedelflikker- og Blikkenslagerprofessionen; de dannede et Slags Kjedelflikker-Orden eller Broderskab) uopholdelig skulde indsættes i Tugthuset, en Bestemmelse, til hvis stadige Overholdelse Staaderfogder og Bygdevægtere altid skulde befare Gader og Veie og aarlige Inkvisitioner eller Fantejagter skulde anstilles. I Aaret 1744 blev der ogsaa i Akershus Stift holdt en saadan Jagt, om hvis Udfald Reskr. 31 Juli s. A. giver nogen Underretning; Antallet af de fangne fordægtige Personer maa have været betydeligt, siden man ser, at Tugthuset kun havde Rum tilovers for 150 af dem, saa de andre maatte slippes igjen; ved denne Leilighed blev det oplyst, at der mellem de opjagede Personer var hele Familier med ældgamle Folk, som uden Hjem og vis Levevei, uden Christendomskundskab og Altergang, fra Barnsben havde strippet om og betlet baade i Sverige og Norge og nu førte med sig voxne Børn og spæde Bornebørn, kort levede ganske saaledes som vore nuværende Skøierfølger. Det er godt at forstaa, at denne Foranstaltning trods den gode Hensigt, som kan have ligget til Grund for samme, ikke kunde udføres saaledes, at den virkelig gavnede; det er nemlig tydeligt, at megen Vilkaarlighed og Ubillighed kom til at finde Sted, naar man paa Fantejagterne tog Rub og Stub af mistænkelige Personer og satte dem ind paa Tugthuset, uden at de just vare overbeviste om at have begaaet nogen paatagelig Forbrydelse. Og vel er det saa, at Fanterne ikke selv have megen Sands for, hvad de skylde Andre; men det ligger i deres Natur at være overmaade snare til at klage over og forbittres ved den mindste Uretfærdighed eller Ubillighed, som fra Magtens Side monne begaaes imod dem. De lode sig derfor sikkerlig ligesaa lidt forbedre ved Tugthusets Tvang, som de tidligere ved Lensmændenes og deres Bondehæres krigerske Demonstrationer havde ladet sig skræmme ud af Landet.

Saa bekvemmede man sig til at slutte et Slags Fred med Fanterne og tolerere deres evindelige Reiseliv. Frdn. 9 Aug. 1754, § 19, erklærede, at „Kjedelflikkere, Heglemagere, Grydesmede, Hesteskjærere og andre deslige, som kunne ansees at stryge Landet igjennem“ (d. e. netop vore Skøiere og vel Taterne med, som man ikke nu længer adskilte saa nøie fra andre Landstrygere), skulde under visse Betingelser have Tilladelse til at fortsætte sin Levevis og Næringsvei, en Tilladelse, som efter Datidens Anordninger for Resten med Hensyn til Haandværksdrift paa Landet og i Byerne fast kan kaldes et begunstigende Privilegium. Betingelserne var disse faa, at Fanterne skulde være hjemmehørende etsteds i Landet, at de skulde indskrænke sin Omstreifen til Grændserne af et Amt og saa faa sig af Amtmanden udfærdiget et Reisepas eller en Bevilling. Men saa længe havde Fanterne øvet sig i Opfindsomhed og med allehaande Paaskud vidst at klare sig under Tidernes Pinagtighed, at de neppe brøde sig om og benyttede sig af denne Ret da mere end nu, og ligesom Lovene selv vist var udgaaet af Overbevisningen om, at det ikke lod sig gjøre net et Slag at tilintetgjøre Fantefølgernes Uvæsen, saaledes er det heller ikke berettet, at nogen Stiftsbefalingsmand eller anden Øvrighedsperson nu mere tog sig et saa urimeligt Arbeide fore som det, Statholder Gabel i Aaret 1700 roste sig af. Vel udkom der fremdeles en Mængde Forordninger om fremmede Betlere og Løsgjængere; men man kan temmelig trygt antage, at Øvrigheden ialmindelighed var bleven saa træt af at befatte sig med de værste af dem, de uforbederlige Kjedelflikkere og Skøierfølger, at den kun lagde Haand paa dem, naar de nu og da havde været uforsigtige og begaaet altfor store Ulykker og Voldsgjerninger. Men under denne Stilhed og Fred æggedes Fanterne ikke længer som før til Modstand imod Landets Lov og Orden, og deres indbyrdes Sammenhold og Kastevæsen geraadede i Forfald.

Man maa forundres over at, der endnu imellem disse Familier og Almuen, i hvis Midte de færdes, er en saa stor Kløft, som følgende Exempel viser, der er meddelt af en Præst i en i i Aaret 1846 indgiven officiel Indberetning om Fanterne. Jeg har før nævnt Vardalsfølget, en talrig Skøierfamilie, som i flere Generationer har haft et Slags Tilhold i Fjordene indenfor Stavanger. En Afdeling af dette, en fuldstændig Familie med Smaa og Store blev liggende syg af Nervefeber paa en Bondegaard, hvor den havde tiltigget sig Natteherberge. Fanterne laa sammenstuvede i et trangt og usselt Rum, høist elendigt forsørgede med Mad og Klæder. Præsten blev vidende om Elendigheden og foranstaltede at Distriktslægen blev hentet. Denne kunde ikke gjøre videre ved de Syge i denne Tilstand, men trøstede dem, som han mente, med Løfte om, at de næste Dag skulde blive bragte hen til et bedre Sted og faa ordentlig Forpleining. Hvad Virkning gjorde det paa Fanterne? Saasnart Lægen var reist, og det var blevet mørkt og stille paa Gaarden, flygtede de alle i sin Nøgenhed og Elendighed ud i Natten og fore langt bort til andre Gaarde, hvor de førte Smitten med sig og selv bleve endnu uslere, end de vare før. Saa lidet vare de istand til at tro, at man mente dem det vel ved at sende en Embedsmand op til dem og lade dem „transportere“ fra et koldt Skjul til et bedre Rum; et svælgende Dyb adskildte her den deltagende Medlidenhed fra den skrigende Nød.

Der er dog ikke stort at sige om det Kasteliv, som nu hersker imellem disse Folk. De enkelte Følger eller Familier ere ikke mærkede med et saa skarpt Fællespræg og ikke forbundne med saa faste Samfundsbaand, som Taterfølgerne. Skøierne ere maaske lidt flittigere end Taterne som Blikkenslagere og Hægtemagere og Strømpebindersker, ere ikke paa langt nær saa drevne i Trolddommens og Spaadomskunstens Mysterier, rapse vist mere smaaligt, og øve sin Hovedbedrift, Tiggeriet, paa en langt simplere og flauere Maner. Deres hemmelige Meddelelsesmiddel eller saakaldte Sprog er ogsaa noget elendigt Kram, en yderst fattig Samling af faa Gloser. Men der er en Omstændighed ved dette samme Sprog, som viser, at baade det og dermed Skøierfolket selv engang har floreret bedre her i Landet. Aarsagen til, at Skøiermaalet er saa fattigt, er den, at Fanterne af denne Race i den senere Tid have fundet sin Regning ved at lægge sig efter Taternes noget rigere rommani og derved for største Delen have glemt sit gamle rodi. Flere Fanter, som selv henregnede sig til denne fra Taterne forskjellige Stamme, have i Samtale med mig vist sig fortrolige med Tatersproget, men kun med Møie erindret enkelte Gloser af Skøiernes eget Maal og saa sluttet med den Forklaring, at deres Forældre kunde meget mere deraf end de. Et senere Kapitel skal ogsaa vise, hvorledes de to Fantestammer nu paa det nærmeste ere smeltede sammen og derved saa omtrent have ombyttet al tidligere Kasteskik og Fanteorden med en endogsaa i de bedre Fanters Øine ganske forfærdelig Usædelighed og Ryggesløshed.

Ikke uden Interesse har jeg ovenfor samlet enkelte Træk, som syntes at tyde hen paa, at de ellers saa raa og forvildede Taterfolk dog havde bevaret Ærefrygt for Ægteskabets Hellighed. Har der været nogen Skik og Orden imellem Skøierne, har den ogsaa maattet vise sig i dette Stykke. Rigtignok ser man dem betragte den kirkelige Vielse med den største Ligegyldighed; idelig hører man om naturlige Ægteskaber imellem dem. Men maaske have de havt egne Ceremonier imellem sig for at besegle Ægteskabets Pagt? Dorph fortæller, at naar en Kjeltring kastede sin Kjæp til en Pige af Kastefolket, og hun tog den op, gav hun dermed tilkjende at ville tilhøre ham, og denne Ceremoni forpligtede hende til Troskab. Her i Landet fortæller Almuen dette Sagn, at naar Fanter ville gifte sig, løbe de tre Gange rundt om en Briskebusk, hvormed Ægteskabet skal være sluttet. Dette vilde være en meget tarvelig Ceremoni; men havde den været nedarvet fra Fædrene og faaet Ældens Ærværdighed, saa vilde den dog været bedre end slet ingen. Og ialfald kan man virkelig imellem dette Pak finde hel paafaldende Exempler paa Troskab og Dyd. Ved Folketællingen i 1845 iagttoges henne paa Vestlandet et uafladeligt omstreifende Fantefølge, som jeg ved hører til Skøierne og ikke til Taterne, og som bestod af en Oldefader med hans Æt indtil Børnebørnsbørn. Allerede denne Kjendsgjerning er af Interesse, naar man betænker, hvor megen Møie og Besvær det har kostet de enkelte Medlemmer af Følget at holde saaledes sammen paa den hjemløse Færd. Og om Oldefaderen selv har en troværdig Fant fortalt mig følgende Historie: „Hans Kone havde i lange Tider en ulægelig Sygdom i Benene, saa hun ikke kunde gaa, og Manden, som var fattig og ikke kunde holde Hest, maatte bære hende paa sin Ryg fra den ene Bygd til den anden. Det var saadan underlig Sygdom; Benene raadnede op paa hende, og da det kom helt op i Maven, saa døde hun; men da sørgede Gamlingen saa svært, og Ingen kunde trøste ham.“ – Ogsaa den Dag idag sees et saadant Par paa Landeveiene over det sydlige Norge. Konen har faaet begge sine Fødder affrosne, og Manden maa bære hende. Efter hvad en Fant, der nøie kjender hende, har fortalt mig, er hun et Trold; medens hun rider paa Mandens Ryg, dunker hun ham med Stumperne af sine Ben, klorer og lugger ham, skjender og smelder, fordi han ikke giver hende Brændevin nok, og sommetider maa han lægge hende af paa Veikanten og give hende Bank; men hver Gang tager han hende dog op igjen og drager videre med sit Huskors. Man har fortalt mig om den samme Kone, at hun ofte maa prøve nye Mænd, saasom den, der en Stund har baaret paa hende og ved det bedrøvelige Skue, han fremviser, har samlet sig saa mange Almissepenge, som han synes at behøve, da skal sælge hende som en Handelsvare til en anden Spekulant, der paa samme Maade vil forsøge at tjene Penge med Mennesket; men hin Fant forsikkrede mig, at det virkelig var en og samme Mand, der nu i en Række af Aar med ubegribelig Taalmodighed og Troskab havde trukket om med hende.

Det er ligetil, at Skøierselskabet, der i saa høi Grad afviger fra de moralske Grundsætninger, som gjælde i det lovlige Samfund, heller ikke hylder de i Landene herskende religiøse Begreber. Derfor ser man ogsaa af tydske Skøier-Ordbøger, at Kirken og dens Helligdomme i Skøiernes ugudelige, ja antichristelige Billedsprog betegnes med de usømmeligste Navne. Det vilde da være et i psychologisk Henseende høist mærkværdigt Phænomen, om denne Kaste i sin eiendommelige Udvikling skulde have naaet saa vidt, at den havde lagt sig til ikke alene, som før forklaret, eget Sprog, egne Skikke, egne Love, men ogsaa egne religiøse Forestillinger og Ceremonier. Jeg blev derfor høilig overrasket, da en gammel, letfærdig, ja ryggesløs Fantekjærring af denne Race fra Ullensaker fortalte mig en Mythe med saa eiendommelig og sandelig nette Træk, at visselig ikke hun, det raa Menneske, kunde mistænkes for at have opdigtet den for mig. „Solen,“ sagde hun, „er det samme som Krist-jumlia; i Solen kan En se Krist-jumlias eller Vorherres Ansigt. Mens jeg var liden, formante min Bedstemor mig stadig til at gaa op paa en Bakke og glane paa Solen og se, om Vorherre endnu var mig blid; for naar jeg blev ældre og havde samlet megen Synd paa mig, saa vilde han sende sine skarpe Straaler ind i Øinene og da vilde Øinene løbe i Vand, saa jeg ikke kunde faa se hans Ansigt. Og saaledes gik det, som hun sagde; siden jeg blev saadan 12–13 Aar gammel, har jeg aldrig turdet forsøge paa at se ind i e Solen.“ Gud bor i et Lys, hvortil ingen Synder kan komme; det er den Grundtanke, der gaaer igjennem denne Mythe om Guds legemlige Boen i Solen. Men jeg har hidtil forgjæves søgt at udfinde, hvor Fantefolkene have faaet Mythen fra; selv hos Finnerne, som Fanterne dog have havt adskillig Forstaaelse med, og til hvem Navnet Krist-jumlia henviser, har jeg ikke gjenfundet den.

---

1. „Labbelensk“ kaldes Fantesproget undertiden af den norske Almue. Mon dette Ord skulde være en Fordreielse af „Laplandsk“ (Lappisk, Finsk) og hænge sammen med den gjængse Folketro, at Fantefølgerne og deres uforstaaelige Maal nedstamme fra Finmarken?
2. Ved denne Sammenstilling og ved den følgende Fremstilling af Skøierbandernes Historie har jeg fornemmelig benyttet følgende Skrifter: det førnævnte Verk af Borrow, The Gypsies in Spain, hvis 2den Del, S. 129–155, indeholder en Afhandling On robber language,– det ligeledes anførte Verk af Pott, bie Zigeuner in Europa u. Asien, 1, 6–11 (Literaturfortegnelse) og 2, 1–43 (Einleitung über Gaunersprachen), desuden: Rotwellsche Grammatik od. Sprachkunst o.s.v. nebst einigen historischen Nachahmungen, durch welche ein Anfänger desto eher zur Vollkommenheit gelangen kann. Frankfurt am Main, 1755, – Adelung og Vater, Mithridates, 1806–17, 2, 224 (kort Literaturfortegnelse). – v. Grolman, Wörterbuch der in Teutschland, üblichen Spitzbuben-Sprachen, 1ster B., die Teutsche Gauner-Jenische- oder Kochemer-Sprache enthaltend. Gießen 1822,– Anton, Wörterbuch der Gauner- u. Diebessprache, 2den Udg., Magdeburg 1843, – Rotteck og Welcker, Staats-Lexicon, Art. Gauner, – Dorph, De jydske Zigeunere og en rotvelsk Ordbog, 2den Udgave, Kjøbenbavn, 1837 (se om denne ovenf. S. 88). Som ellers overalt er der i Jylland et blandet Fantefolk af Tatere, hvis Antal dog nu er meget indsvundet, og af Kjeltringer eller Skøiere, og det er hovedsagelig disse sidstes Sprog som Dorpbs Ordbog fremstiller; men man har feilagtig anseet dette Sprog for Tatersprog og hele Omstreiferfolket for Tatere, en Forvexling, som ogsaa viser sig i St. St. Blichers ellers fortræffelige Novelle „Kjeltringliv.“ Denne Forvexling er grundig paavist i en Recension af Dorphs Bog i det danske „Magazin for Literatur,“ B. 18, S. 1–30.
3. F. Ex. Eugen Sue i Paris’s Mysterier, hvis mange hemmelighedsfulde Skøierudtryk endogsaa har foranlediget en fransk Sproglærer i Berlin til at udgive en „Vocabulaire Argot-Français, en Hjælpebog for Læsere af Paris’s Mysterier, som Pott citerer.
4. Se herom en særdeles interessant Forklaring af Kohl, Land und Leute der Brit. Inseln, 3, 495.
5. En Ko hed saaledes Sidhale, en Præst Sidkofte, en Gjed Hornskaare, en Ørn Væsa o. s. v. Se om dette Billedsprog Strøms Søndmøres Beskrivelse, 1, 536, hvor det dog omtales som allerede gaaet af Brug.
6. Derfor siger den bekjendte engelske Sprogforsker Latham om Londons Tyve, at de ere conservators of Anglosaxonisms.
7. Det er vel ogsaa med Hensyn dertil, de kalde sit Jargon chochemer-loschem, af Hebr. chacham, vis, klog, og laschon, Sprog. Et saadant tysk-hebraisk Spidsbub-Udtryk er endogsaa gaaet over i skikkeligere Folks Tale. Af Hebraisk jajin er dannet Gaunerordet joham, Vin, og af Sammensætningen gefünkelter joham eller fünkeljoham (Gaunerordet fünkeln, brænde, af Tydsk Funke) kommer vort velbekjendte Finkeljokom, forkortet „Finkel.“
8. Nogle Exempler maa det være tilladt at anføre. I de italienske Røveres Gergo hedder Sjelen eller Udødelighedstanken salsa, d. e. Straf, Pine, Kval! Tungen, hvis uforsigtige Brug saa let bringer Røveren i Fare ved at røbe hans forbryderske Hemmeligheder, hedder derfor danosa, d. e. den Farlige (sml. tydsk og dansk Skøiersprog lall, laller, den Lallende). Den spanske Stratenrøver kalder Galgen finibus-terre, vel med en hemmelig Frygt for, at den kanske ikke er Livets Ende, men at der bag hint Kap Finisterræ er et nyt Land, som venter Synderen. Apaleador de sardines, d. e., Sardelleprygler, er i det spanske Germania et Vittighedsudtryk, men grusomt ironisk, om de ulykkelige Galeislaver, som maa more sig med at prygle Havets Bølger med samt de deri levende Væsner. Det et dog en jevnere Spøg, naar den tydske Spidsbub, der fryder sig ved Synet af Suppeøsen og Spiseskeerne, som han finder samlede i Skabet, kjærtegner dem med Navnet Kluke mit den Küken (Kaglehønen med Kyllingerne); men hvad disse samme Tydskere og deres norske Brødre tænke om sig selv og sin Gjerning i Livet, kan man skjønne, naar man ved, at de kalde Haanden greifling, grifling (af greifen), som om den kun var skabt til at gribe, at rapse med.
9. Ordet Rothwelsch kommer efter Potts rimelige Forklaring af rot, et tydsk Gaunerord, som betyder en Tigger, Landstryger, og Welsch, der ofte bruges i Almindelighed om ethvert uforstaaeligt Sprog. Ordet rodi, hvormed de norske Skøiere betegner sit hemmelige Maal (at rota rodi, at tale Skøiermaal), staar da vel i Sammenhæng med hint „rot.“
10. Om Tiggernes Bedrift bar Schweitz’s berømte Historieskriver, Joh. v. Müller, meddelt et mærkværdigt Aktstykke fra 1422, efter ham optaget i Tetzners Geschichte der Zigeuner, S. 98.
11. Luther har ogsaa i en liden Fortale anbefalet en af de første Bøger, som udkom for at gjøre opmærksom paa det farlige, hemmelige Skøierselskab („Von der falschen Betlerbyberey und ein Rotwelsch Vocabularium, mit Luthers Vorrede,“ 1531, 8vo, se Adelungs Mithridates, 2, 224)
12. Om dette Forhold mellem de jydske Natmandsfolk og Kjeltringer se Viborg Stænderforh. for 1836, D. 2, S. 991. – Den Omstændighed, at Almuesmanden nu aldeles har glemt den oprindelige Betydning af Navnet Kjeltring, viser, at den lille Kaste, som nu bærer det, i lang Tid maa have været kjendt i Landet; ja allerede i Aaret 1699 kunde en dansk Antikvar ved Navn Otto Sperling, i Ukyndighed om Ordets Betydning og paa Grund af den tilfældige Lydlighed, falde paa at betragte de saakaldte Kjeltringer eller Keltringer som en Levning af Kelterne, Danmarks Ur-Indvaanere, se Pontoppidan, Norges naturl. Hist., 2, 361. Navnet Keltring betyder dog slet og slet en Tigger og kommer af et gammelt dansk og svensk Verbum „keltre,“ at bede, betle, der endnu bruges i den ældste danske Bibeloversættelse, se Molbech, dansk Dialektlexikon, Art. Kieltring.
13. Se Molbech, det i foreg. Anm. anførte Sted.
14. Ihre, Glossarium Sviogothicum, 1769. D. 1, S. 1062. Han skjelner mellem dem og Taterne og mener, at de kaldes kältringar, fordi deres Kvinder under sin Omflakken bare sine Smaabørn med sig i Barmen (kilt).
15. Norsk Tidsskr. for Vidensk. o. Litt., 2den Aarg., 4de H. P. 255.