Beretning om Fante- eller Landstrygerfolket i Norge/10

Eilert Sundt

Beretning om Fante- eller Landstrygerfolket i Norge

J. Chr. Abelsted, 1852 (s. 191-218).

Kapitel 10.

Skovfinner og Tiggerlapper.

Jeg har før antydet, at der i Skøiernes usle „Labbelensk“ fandtes adskillige finske Ord. Navnet „Fin“ bruges ofte baade i Svensk og i Norsk som et Fællesnavn for tvende Folkeslag, Beboerne af Grændsefjeldene mellem det nordlige Norge og Sverige (de norske Lapper og de med dem nøie beslægtede svenske Laplændere), samt Beboerne af det før svenske, nu russiske, Storfyrstendømme Finland (Finlændere eller Kvæner). Nu findes der i dette raa Fantemaal ogsaa flere Ord (f. Ex. hint jumila), som, rigtignok i en forvansket Form, ere hentede fra disse Finlænderes for dets Vellyd og rige Poesi saa berømte Tungemaal. Hvorledes er nu dette gaaet til? Have disse omsværmende Flokke ogsaa udstrakt sine Vandringer til hinsides den botniske Bugt? Maaske. Eller have Vagabonder derfra forenet sig med dem her i de svenske og norske Bygder? Ja, jeg har truffet Individer i norske Fantefølger, et Par gamle Kvinder, som sagde sig at være barnefødte i „Storfinland,“ og som virkelig lode mig høre, at de ogsaa kunde tale Finsk. Men vore Fanter kunne ogsaa paa nærmere Hold have mødt en Afdeling af de kvænsktalende Finner, og nogle af disse kunne formedelst ulykkelige Forholdes Magt have været altfor tilbøielige til at fraternisere med Fanterne og slaa sig i Lag med dem.

Midt inde mellem de norske og svenske Bygder have flere Familier af kvænske Finner i lange Tider havt Tilhold; paa den vidtløftige, skovbegroede Aasstrækning imellem den sydlige Del af Hedemarkens Amt i Norge og Vermeland i Sverige, paa begge Sider af Rigsgrændsen, er endnu en saare mærkelig Levning af denne Koloni af Nybyggere fra Finland, Finskoven, som den hedder paa den norske Side, Finmarken, som den kaldes paa den svenske.

Denne Koloni har kun været lidet paaagtet, og man finder kun sparsomme og ufuldstændige Efterretninger om den. Til Forskjel fra de nordenfjeldske Finner eller Lapperne kaldte ældre Skribenter disse agerdyrkende Nybyggere gjerne „Skovfinner“ eller „Rugfinner,“ og naar de omtalte dem, skede det for det meste med megen Ugunst. I en „Relation om Norges Riges Tilstand i Aaret 1699“^[1] hedder det om dem: „De ere det allerskadeligste Ukrud for Landet, som nogentid nævnes kan – –; thi i Ufreds Tider ere de ikke alene de allerstørste Espioner, men og, som de vide alle Gjenveie og Stier i Skovene, saa maa hver fattig Mand frygte sig for deres Overfald, Røven og Tyveri“ o. s. v. Ganske de samme Udyder siger ogsaa Pontoppidan dem paa; han sammenligner dem med Morlakerne, et halvvildt, røversk Folk i Dalmatiens Bjerge, og føier til, at de i det Hele ere saa fornedrede, at de Norske behandle dem paa samme foragtelige Maade, som man andetsteds kan behandle de lumpneste Jøder^[2]. Af Krafts „Beskrivelse over Norge,“ første Gang udgiven i Aaret 1820^[3], hvor dette Finnefolk skildres udførligere, og hvor der ogsaa anføres Tegn til, at det i den sidste Tid havde begyndt at hæve sig noget i moralsk og økonomisk Henseende, sees dog endnu dette Træk, at deres Samkvem med de Norske endnu var meget lidet og for det meste indskrænkede sig til Besøg nede i de norske Bygder 2–3 Gange om Aaret for at „gaa til Kirke, tage sig et Rus strax efter og udrette Erinder;“ deres store Armod, hedder det fremdeles, tvang dem ogsaa ofte til for en Del at ernære sig af Barkebrød.

Efter disse Skildringer kunde jeg ikke danne mig nogen hyggelig Forestilling om disse Menneskers Liv og Sæder; mundtlige Meddelelser af Personer, som havde været oppe paa Finskoven, gjorde mig Billedet heller mørkere; jeg tænkte mig Finnerne som et Slags Fantefolk og reiste op til dem med den Tanke, at jeg vilde komme midt op i et Fanterede.

Det var en skyet Sommermorgen 1848, da jeg fra Gaarden Hofaas, i Brandvold Annex til Grue Præstegjeld i Soløer, red op over den Aasstrækning, som paa den østlige Side begrændser Glommens Dalføre for ind imod den svenske Grændse tilkomme ind paa Soløer-Finskov. Den første Del af Reisen var en almindelig Sætertour; Veien førte mig forbi flere i den yderste Rand af Skoven liggende Sætre, som tilhøre de norske Dalgaarde. Det af Finnerne beboede Strøg ligger længere inde og er om Vinteren, naar Sætrene staa tomme, ved et Par Mile bredt mennesketomt Skovland adskilt fra den norske Bygd nede ved Glommen. Da jeg tog Afsked fra den sidste Sæter, var det med en Følelse, som om jeg skulde begive mig ind i et fremmed Land. De regnsvangre Skyer laa tungt over de mørke Aase; der var dystert rundt omkring, og ingen Vei, men kun Sporene af Skovfinnernes. Fødder, som havde afslidt Lyngen over Stenuren, og hist og her nogle Stokke, lagte som Bro over en strid Skovbæk eller en altfor blød Myr, vidnede om Civilisationen i Finnernes Rige. Jeg var halv ængstelig, da jeg efter to Miles Ridt nærmede mig til den første Finnegaard, Græsbjerget ved Skadsen-Søen, og henvendte mig til den første Fin; jeg tænkte mig at han, den foragtede Fremmede her i Landet, vilde undse sig ved at tale om sin Finneherkomst og kanske betragte mig med mistænkelige Blikke. Men hvor blev jeg ikke behagelig overrasket! Paa min ligefremme Yttring om, at jeg ikke havde andet Erinde end at besøge Finnerne og se, hvorledes de havde det, bød han mig fornøiet og trohjertig ind i sit Hus og lod sin Datter sætte for mig en Skaal Melk – en Høflighed, som norske Bønder af lignende simple Kaar meget sjelden viste mig –, førte mig omkring paa sin Gaard (han var, hvad kun faa Finner ere, Selveier) og viste mig den Myr, han netop med stor Anstrængelse havde renset for Sten og forvandlet til Agerland, ledsagede mig omkring til sine Naboer og introducerede mig hos dem med nogle finske Ord, som jeg ikke forstod, men som skaffede mig samme gjæstfrie Modtagelse hos dem alle. Her var jeg virkelig som i et fremmed Land, der udmærkede sig ved den Behagelighed, at alle dets Indbyggere forstode mit Modersmaal, skjønt de sig imellem talte et andet. Deres huslige Indretninger viste mig ogsaa helt fremmede Sæder; Finstuerne, navnlig de ældre, bestaa af et temmelig stort Rum, i hvis Hjørne der er anbragt en stor muret Ovn som en Bagerovn med Bænke paa Siderne, der yde et særdeles varmt Leie; disse Ovne ere ogsaa om Sommeren stadigt og stærkt ildede – en Nødvendighed, sige Finnerne, fordi de efter sin hyppige Færdsel i Myrene altid kommer hjem med vaade Klæder. Røgen gaar ikke op igjennem nogen Skorsten, men udbreder sig i den øvre Del af Værelset og slipper ud igjennem den af de fire paa Væggene anbragte Glugger, som holdes aaben. Finnerne selv trivedes godt i denne Varme og Røg, som meget snart generede mig. Til denne nøisomme, tarvelige Levemaade, som Alt vidnede om, og til det afsondrede, ensomme Liv passede ogsaa ret godt den store Gjæstfrihed, som jeg mødte overalt paa Finskoven; Gjæstfrihed er jo det vakkre Træk, som Reisende saa ofte tillægge netop saadanne Folkeslag, som kun kjende det lavere Kulturtrins simplere Sæder. Men hvad der da ved Siden heraf forundrede mig mere, var i næsten ethvert Hus at finde finske Bøger, og ikke blot gamle, forliggende Sager fra en bedre Tid, men nye Bibler og ofte æsthetiske Sager, Samlinger af Finlands skjønne Folkepoesi, Bøger, som ikke faaes i Christiania Boglader. Det frapperede og fornøiede mig at se disse Folk staa i saadan litterær Forbindelse med sit gamle Moderland. Jeg forskede naturligvis efter Sammenhængen hermed; men herved skjønnede jeg snart, at jeg endnu kun befandt mig paa Yderkanten af denne Finneverden, hvor man ikke vidste saa god Besked om Slægtens Forholde som længere inde, i Hjertet af Kolonien; ja rigtig Oplysning vilde maaske ingen Anden kunde give mig end den Mand, Finnerne her henviste mig til, „gamle Paul Øieren,“ omgaaende Skoleholder paa Finskoven. Men hvor finder man vel en saadan omvankende Mand? Jeg kunde blot med ny og større Nysgjerrighed fortsætte min Reise længer ind imellem Aasene.

Ingen Hest var at faa; men jeg fik en svensk Fingut til Ledsager og vandrede afsted. Nu blev det Dagsregn; her var melankolsk i denne lidet beboede Skovtrakt, og Gangen under de dryppende Træer og i det vaade Lyng op og ned ad de bratte Stier og over betænkelige Myre, blev dobbelt tung, da det tilsidst viste sig, at Fingutten slet ikke var rigtig kjendt, saa jeg, saa slemt det var nu i Aftenskumringen, mere maatte følge Stregerne paa mit Amtskart end hans usikkre Meninger. Efter 2 Miles høist besværlig Marsch stode vi endelig paa Toppen af en Aas, hvorunder Røgden-Søen udbredte sin store, mørke Flade; ved dens Bred, ganske nærved, laa Kalnæsset, Maalet for Vandringen, og Røgen af Husene viste mig at jeg endnu skulde træffe Folk oppe.

Paa Gangen igjennem den adspredt liggende Husklynge hen til den Fin, til hvis Gjæstfrihed jeg var bleven anbefalet kom jeg forbi en Badstue. Badstuen er et sikkert Tegn paa, hvor vidt den finske Nationalitet strækker sig ud over vore Skovbygder. Den finske Røghytte er nu ofte ombyttet med en norsk Stuebygning; men hvor en Fin bor, vil man overalt finde en Badstue ved Siden af. Det var Lørdagsaften nu, Renselsestiden, og her var livligt omkring den rygende Bygning. Nogle kastede Klæderne af sig paa Marken for at kvæge sig ved det forfriskende Dampbad; Andre hørtes derinde at pidske de svedende Lemmer med Ris af Birkekviste; atter Andre styrtede dampende ud og overøste sig med Vand i den forbiflydende Bæk, Gamle og unge, Mænd og Kvinder i meget ugeneret Blanding. Dette sidste Træk var vel altfor naturligt til, at det skulde kunne passe for vore Forholde; men vel skulde jeg ønske, at der stod en Badstue paa hver norsk Bondes Gaard, og at dens flittige Brug kunde smykke hans Person og hans Hus med en saadan Venlighed som den, der i høi Grad udmærkede Finnerne. Disse Bad, forklarede Finnerne mig, ere ogsaa overmaade tjenlige til Sundhedens Vedligeholdelse, og jeg troer, at jeg selv befriede mig for en begyndende Forkjølelse, da jeg næste Dag nogle Øieblikke dukkede mig ind i den varme Damp og derefter fik et Styrtebad over mig.

Jeg havde ikke længe siddet hos min Vært, før en fortræffelig Ørret stod anrettet for mig, og efter Maaltidets Vederkvægelse morede det mig dobbelt at lægge Mærke til det eiendommelige Liv rundt om mig. Der var paafaldende mange Mennesker forsamlede i Huset, nogle langveis fra, men alle Finner; det lod til, at Finnerne betragte sig som hjemme i hinandens Huse. Ogsaa her kunde de alle tale Norsk, skjønt enkelte af dem, ældre Kvinder og Børn, vare faamælte i Samtaler paa dette Sprog; men paa deres bløde, jeg kunde næsten sige affekterede, dialektfrie Udtale hørte man snart, at Norsken var et tillært Sprog, og det var tydeligt, at de først vare i sit rette Element, naar de talte Finsk, det udelukkende Omgangssprog mellem dem selv indbyrdes, og det aldeles rent og uforvansket Finsk, som jeg overbeviste mig om ved at lade dem forestave mig nogle Sætninger og sammenligne Ordformerne deri med en dertil medbragt Grammatik. Det har ikke hændt mig før, at jeg har siddet i en Kreds, hvis Tale var mig ganske fremmed; jeg kunde ikke engang adskille de enkelte Lyd og Stavelser i de hurtigt og, saavidt mit Øre tør dømme derom, melodisk flydende Ord. Alting var mig saa nyt og eiendommeligt; det var, som om jeg pludselig skulde være flyttet bort – ikke 10–12 Mil fra Christiania, men midt ind i Suomi selv, i „Storfinlands“ Skove; den ustandselige Passiar, som lød omkring mig, kunde være nogle af de vakkre finske Myther om Urskovenes Aandevæsener eller, siden den var saa livlig og kvik, Underholdning med den nationale finske Gaadeleg og de Vittigheder, den giver Anledning til.

Min Vært, Peder Mathisen eller Pekko Karvainen (enhver Fin bærer nemlig istedetfor Fadernavn et ældgammelt, vistnok allerede fra Finland medtaget Slægtsnavn)^[4], var en velstaaende Selveier og havde af sin Tømmerskov opsat sig et stort Vaaningshus i norsk Stil, og i et net Kammer her blev min Seng mig anvist. Da jeg vaagnede, randt Solen op bag de svenske Aase og tittede ind til mig. Her var vakkert nu omkring Røgden, den smale, men henved et Par Mile lange Sø. Henimod dens sydstostlige Ende, som bøier ind i Sverige og der har sit Udløb, hæve sig paa to Aase paa begge Sider af Vandet ret imposante Stenrøser, der betegne Grændsen mellem Broderrigerne. Hele Vandets Længde henefter og paa begge Sider lysnede det hist og her i Granskoven af de Agre og Engstykker, hvormed Finnernes Flid har smykket deres Boliger. Lidt længere mod Nord indfra Vandet saa man et saadant lyst Bakkeheld, hvorunder Løvhaugen ligger, en Finneby paa halvtredie Hundrede Sjele og dog kun en stor Husmandsplads, tilsammen med den dertil hørende Skov for faa Aar siden kjøbt af en Proprietær nede i Glomdalen, der saaledes ogsaa erhvervede sig Dispositionsret over de mange Husmænds Arme til at hugge og kjøre og fløde de Tusinder af Tømmerstokke, som herfra bringes ned i Glommen.

Det var Søndag og jeg modtog gjerne Indbydelsen til at blive her Dagen over, saa meget hellere, som jeg fik høre, at Paul Øieren, Skolemesteren, netop nu var her paa Gaarden, og i et Nabohus holdt sin Omgangsskole. Man havde slet og ret kaldt ham Skolemester; men jeg havde efter de Træk af hans Personlighed som man havde givet mig, forestillet mig ham som Finnernes Patriarch. Nu, til Skolemesteren passede ogsaa ret godt hans Briller og sølvbeslagne Pibe; men hans fyldige Person og en vis overlegen Værdighed, som var udbredt over hans hele Væsen, en Værdighed, som heller forhøiedes ved den nu og da anbragte lette Spøg over Livets Smaating gav mig Ret i Forestillingen om Patriarchen. Jeg besøgte ham i hans temporære Skolestue. Alle de Redskaber og Gjenstande, som høre til Hverdagslivets Sysler, vare nu ryddede bort, og jeg kunde ret have Lyst til at bivaane en Skoletime her; det var ikke nogen almindelig Stue for en Omgangsskole; paa et stort Bord fandt jeg ikke blot Katechismer og Bibelhistorier, men historiske og geographiske Lærebøger baade i det svenske og norske Sprog og fremfor alt finske Bøger, Bibler, Psalmebøger og forskjellige Samlinger af Sange og Myther. Med disse sidste havde Gubben opfrisket de dunkle Sagn, han vel allerede som Barn havde hørt, Sagnene om Väinämöinen og Ilmarinen og den finske Folkepoesies mange andre mythiske Personen og med sine Fortællinger om dem var han en særdeles velkommen Gjæst i alle de Finnehuse, han paa sine Omvandringer besøgte. I denne Mands Selskab besøgte jeg flere Finnegaarde langs Røgden og tilbragte en særdeles hyggelig Dag.

Det var Søndag, og jeg saa vel Finnelivet i dets Søndagsdragt. Men overalt fandt jeg samme Gjæstfrihed og Renlighed, samme Tegn paa Arbeidssomhed og Nøisomhed. Man maa ikke forestille sig disse Finners Legemsdannelse saadan som Lappernes; de ere store og velvoxne, og jeg kunde ikke saaledes som de norske Bønder, der vare mere fortrolige med Eiendommelighederne i deres Physiognomi, adskille dem fra Nordmændene, hvem de ogsaa lignede i Dragt^[5]. Men de leve et høist besværligt og møiefuldt Liv, de allerfleste som Husmænd; de drive noget Agerbrug; men Kornhøsten slaaer ofte feil for dem, og kun faa af dem have mange Kreature at drive paa Græsgang. Arbeidsfortjeneste med Tømmerdrift ernærer de fleste, og i et Hus saa jeg Brød, hvis meste Bestanddel var Bark og Mos. Dels paa Grund af deres Livs Møisommeligheder, dels maaske ogsaa som Arv fra deres Moderland, ligger der et tungsindigt Træk over deres Væsen, og de klagede selv over den sydemän tauti (Hjertesyge), som fulgte dem i deres ensomme Skovliv. Men det var et belevent, dannet Bondefolk. Jeg traf rigtignok en Fingut, om hvem man sagde mig, at han, voxet op paa en afsidesliggende Plads, først i Konsirmationsalderen havde lært Norsk, det han endnu kun ufuldkommen kunde tale. Men de Allerfleste havde foruden sit Modersmaal ogsaa lært Norsk til Fuldkommenhed, og dette maa nødvendig have bidraget til at udvikle og hæve deres Sands. Jeg traf ogsaa Finner, f. Ex. min Vært, som læste og skrev baade Norsk og Finsk ganske korrekt. En ung Finnepige, den gamle Skolemesters Datter, der længe havde været i Tjeneste nede i den norske Bygd, sang for mig, og det, som mig syntes, med en ren Stemme, der var det vakkre finske Sprog værdig, nogle paa Finsk oversatte Sange af Frithjofs Saga og forklarede mig derefter med stor Nøiagtighed de Smaaforandringer i Oversættelsen, som Sprogenes grammatiske Forskjellighed havde medført. Andre Finner sang med megen Lystighed lignende Oversættelser af bellmannske Sange. Og alt dette maatte jeg høre og se her, hvor jeg havde ment, at jeg skulde forefinde et Slags Fantefolk! Finnerne havde selv, maatte jeg yderligere høre, nylig ansat og lønnet en Bygdevægter, som skulde holde de mange Fanter ude, der før baade fra de svenske og norske Bygder pleiede komme op for at gjæste deres Fattigdom.

Men ligesom det har været en behagelig Afvexling for mig paa dette Blad at tegne et lysere Billede imellem de mange uhyggelige Fantehistorier, jeg har maattet og fremdeles maa fortælle, saaledes skal det maaske ogsaa findes stemmende med Hensigten af denne Bog, at give et Bidrag til Kundskab om de laveste Forholde i vort Folkeliv, naar jeg fremdeles offrer nogle Blade til denne Finnekolonies Historie. Det skal sees, at den nok tidligere har frembudt altfor mange Berøringspunkter med Fanteslægten. Ved denne Fremstilling skal jeg saa lidt som muligt gjentage, hvad Kraft paa det anførte Sted allerede har berettet, og mere holde mig til gamle Paul Øierens Fortællinger.

Omtrent ved Aaret 1600 kom de første Nybyggerfamilier til disse Egne. Nogen Tid før havde de, uvist af hvad Aarsag, maattet forlade sit Fædrehjem, og i Sverige, hvor de droge ind, var man vel forlegen med dem, indtil Kongen faldt paa at anvise dem et nyt Hjem i den vidtløftige og dengang ubeboede Skovstrækning i Vermeland op mod den norske Grændse. Her indrettede de sig snart saaledes, som de havde været vante til i Finland; de fældede store Skovstykker og brændte Braater, i hvis Aske Rugen trivedes fortræffeligt; der var ogsaa god Anledning for dem til Fædrift, og naar en Braate, udmavret efter nogle Aars Rughøst, maatte gjenlægges til Græsgang, kunde de forøge sine Hjorder. Kolonien har vist voxet rask og trængte snart til større Rum; hinsides Grændsen, paa den norske Side, saa Finnerne ligedanne granbevoxte Bakker, store folketomme Strækninger, hvor vel kun nu og da en Elsdyrjæger eller Bjørneskytte fra de norske Bygder som snarest streifede over; hist og her i Skovene finder man ogsaa ved Siden af en Myr Hobe af Aske og Slagg, Levninger efter Nordmændenes Arbeide i ældre Tider med at brænde Myrmalm; det var nok de eneste Tegn paa, at de norske Dalboere i de Tider, da Tømmerhandelen endnu ikke dreves i det Store, havde tænkt paa at gjøre sig disse Urskove til Nytte, og Finnerne mente vel, at de uden at fornærme nogen Mand kunde udstrække sin Braatebrænden og plante sit Finneliv ind over Grændsen paa norsk Grund.

Jeg har fortalt om de raa Tateres Indvandring i Landet, som de selv kun vide en meget ufuldkommen Besked om. Lad mig som Modstykke dertil fortælle lidt om disse Nybyggeres! Finnernes Sagn gaa op til de første Tider og viser os det interessante Syn af et ungt, livsfriskt Folk, som med Mod og Haab træder ind i et lidet urørt Land, der, lig en Ungmø, stille drømmer om det Folk, der skal beile til dets Ynde, om den Slægt, det skal nære ved sin Barm. Det var netop ved Røgden-Søen, beretter Sagnet, at den første Finnefamilie fæstede sit Bo, og det var fornemmelig derfra, at Slægten udbredte sig videre mod Syd og Nord og Vest. Naar en Fingut vilde gifte sig, saa bandt han sig et Ris af Birkekviste fra fem forskjellige Træer og magede det faa, at den Pige, han elskede, i Uvidenhed om hans kjelne List kom til at benytte sig af det ved Lørdagsbadet; der laa Tryllekraft i dette Ris, indviet, som det var, med Tryllesange, og hun kunde nu ikke nægte ham sit Ja. Nu tog han sin Øxe, fældede et Skovstykke, tømrede sig af nogle af Stokkene en Koie og en Badstue, brændte de andre og saaede Rug i Asken. Naar Øllet var brygget af en Del af den høstede Rug (thi at berede sig Malt af Rugen er en gammel Skik imellem Finnerne), førte han sin Brud hjem og med hende alle de deilige Sange, hun bar i sit Bryst^[6]. – Snart kunde det blive Tilfældet, at man maatte gaa længer bort fra Hus for at finde bekvemme Bakker til Braatebrænden; thi den engang brændte Skov udmavredes hurtigt. Da sloge flere Naboer sig sammen, læssede nogle Melsække og den til at oprode Jorden imellem Stene og Stubber indrettede „Finplov“ og andre Fornødenheder paa en Oxe og dreve den hen til det udseede Sted; her slagtede de Oxen og levede af dens Kjød, medens de udførte Arbeidet. Naar Høsten kom, dreve de to Oxer hen, slagtede den ene til Næring, medens de høstede og indrettede sig et nyt Braateland til næste Aar, men lode den anden bære Kornet hjem.

Denne idylliske Fred skulde dog ikke vare længe. De norske Sæterpiger kom vist med stor Forskrækkelse hjem og fortalte om de fremmede Folk dybt inde i Skovene, og Bønderne kunde vel ikke være ligegyldige ved disse nye Naboers Færd. Man betragtede dem vel som Fanter; der blev naturligvis klaget til Øvrigheden, og allerede 1648 udkom der en Forordning om, at disse „Skovfinner,“ som anrettede Skade „ved Veidefang og Fiskeri,“ enten skulde forføie sig bort eller ogsaa paa lovlig Maade erhverve sig Ret til at bo og bygge paa Skoven. Finnerne have nok ikke strax fundet det fornødent at holde sig dette Lovbud efterrettelige; thi det maatte oftere gjentages. Der forefaldt vel ofte smaa Stridsscener mellem dem og de norske Bønder og Lensmænd; navnlig er det berettet – og Finnernes Sagn indeholde endnu dunkle Erindringer derom –, at de svenske og norske Finner i Krigstider toge Leiligheden i Agt til i Fællesskab at udføre smaa Feldttog – eller Røvertog – paa Bøndernes Sætre og Gaarde, snart paa den norske, snart paa den svenske Side. Der maatte saaledes udvikle sig et meget spændt Forhold imellem Finnefolket og dets Naboer, og den almindelige, endnu den Dag idag ikke uddøde Tro paa Finnernes Trolddomsmagt maa have forøget Uvillien imod dem i samme Forhold, som der blandede sig Frygt i den.

Der var dog Noget ved Finnerne, som gjorde, at man, om man end havde Mod dertil, ikke kunde bekvemme sig til at gaa paa dem med Magt og Haardhed heller; man kunde ikke ganske anse dem som Fanter. Et Sagn vil oplyse dette. Nogle Bønder havde i Forbittrelse mod en Finnefamilie, som uden Forlov havde nedsat sig i Skoven, samlet sig mandstærke og kom pludselig over dem med det Forsæt at jage Troldfolket bort; men i Hytten fandt de – en Bibel og en Violin! Dette var jo saa vakkre og menneskelige Tegn, som det kunde være; de Forbittrede forbløffedes, forligte sig med Finnerne og gik stilfærdig bort. Saaledes forligtes nok Størstedelen af Finnefolket lidt efter lidt med Landets Herrer og erhvervede sig Ret til at bebo de Skove, de allerede havde taget i Besiddelse; disse Skove vare vel mest Almindingsskove, dels Kongens, dels Bygdernes Eiendomme, og man kjendte dengang ikke deres Værd, saa Finnerne vist for en ringe Penge kunde bygsle eller endog kjøbe sig Stykker deraf. Nu kunde de i Ro og med fornyet Flid fortsætte sin Braatebrænden, og Finnerne fortælle endnu, hvorledes deres lykkelige Forfædre reiste ned i Bygderne, solgte den fede Braaterug og kom op igjen med blanke Dalere. Saaledes er det vist, at en Afdeling .af denne Finnekoloni, der var trængt saa langt op mod Nord som til ind i Tryssild Præstegjeld, til Osen-Vand, i Slutningen af forrige Aarhundrede florerede i lovlig Orden og Velstand; de fleste Finner der vare Selveiere, agtedes lidt efter lidt som jevngode med de norske Bønder og sammensmeltede derfor med dem, saa at der nu ikke er Spor tilbage af deres fremmede Nationalitet der i Bygden.

Men nu fortælle Finnerne paa Soløer-Finskov, at da der i forrige Aarhundrede blev livligere Efterspørgsel paa Tømmer, forlokkedes deres Forfædre, som netop boede i de bedste Tømmerskove, af Christiania Trælasthandlere til at sælge sine Eiendomme for en Spotpris (eller mod en vis Erstatning give Slip paa sin Bygselret) mod at de skulde faa bo der fremdeles som før, og vist er det, at imod Slutningen af forrige Aarhundrede vare alle Finnerne her blevne forvandlede til Husmænd under Skoveierne, for det meste Handelshuse i Christiania. Nu var det naturligvis forbi med deres Braatebrænden; de maatte ernære sig kummerlig, mest som Arbeidskarle under fremmede Herrer, og der fortælles endog, hvorledes Bestyreren af det ankerske Fideikommis kunde drive store Flokke af dem helt ned til Nittedalen for der at grave Grøfter og tappe Myre paa Fideikommissets Gaarde, et Arbeide, hvorunder de stakkels Mennesker lede af en Hjemve, hvis Klager endnu lyde i Sagnet. Nu trængte Armoden ind i Finnernes Boliger^[7] og med den vel Modløshed og Sløvhed i deres Sind, og over den indre og ydre Ulykke lagde sig Naboers, den norske Almues, Ringeagt og Haan.

Til disse ydre Omstændigheder, som virkede saa ugunstigt paa Finnernes Liv, kom endnu dette, at der fra Geistlighedens Side gjordes saa lidt for deres religiøse Forholde. Finnerne erklærede mig, at for en Menneskealder siden var der mange Finner, som Lidet eller Intet forstode af Norsk, og saaledes var det vel endnu mere Tilfældet i ældre Tider; men saa mange Sagn de ellers havde bevaret, kunde Ingen fortælle mig, at nogen af deres Præster havde gjort sig den Flid for deres Sjelesorg og vist dem den Opmærksomhed at lære deres Sprog. Ja, der blev endogsaa lagt Hindringer i Veien for en nidkjær Mand, som med Liv og Sjel vilde taget sig af og opreist den vistnok synkende Christendom, som dette Folk havde ført med sig fra sit gamle Hjem. Thomas v. Westen, Finneapostelen, som imellem Finnerne (Lapperne) ved Røraas og i det nordlige Østerdalen havde forefundet det skumleste Hedenskab, tænkte sig Tilstanden hos disse Skovfinner ligedan og vilde reise til dem; Missionskollegiet vægrede sig ved at give ham Tilladelse dertil; men han skrev, at han vilde reise alligevel, paa egen Bekostning og med Guds Tilladelse, og det var vel kun Døden, som hindrede ham heri. Og hvorfor mon Missionskollegiet modsatte sig v. Westens Ønske? fordi det frygtede for at støde Biskop Deichmann, den mægtige Prælat, som nok nødig vilde se en saa nidkjær Ivrer i sit Stift, som v. Westen var; paa Forespørgsel derom forklarede ogsaa Deichmann, at Finnerne vare saa vel forsynede med Bøger i deres eget Sprog og med Skolelærere og Præster, at ingen videre Omsorg for dem gjordes Behov^[8]. Vist er det, at v. Westen feilede i sin Mening, naar han tænkte sig disse Skovfinner som Hedninger; men det kan heller ikke være tvivlsomt, at om han eller en Anden med hans Aand var kommet til dem – og denne Hjord maa dengang have bestaaet af nogle Tusinde Sjele –, saa skulde hans Iver og Kjærlighed have givet et godt Bidrag til deres baade legemlige og aandelige Tarv, skulde bidraget til at udjevne den Kløft, som adskilte dem fra deres norske Naboer, imellem hvilke denne Haandfuld Mennesker nu i halvtredie Hundrede Aar har staaet som Fremmede.

Saaledes altsaa, formedelst mislige økonomiske Kaar og aandelig Vanrøgt, var dette ellers livskraftige Finnefolk bragt nær hen til Randen af en moralsk Opløsningstilstand. Det var en Ulykke og en Skam at være Fin. Finnerne havde lenge savnet sine Naboers Velvillie; nu laa de under for deres Ligegyldighed og Ringeagt; Finnefolket var nær ved at blive et Fantefolk.

Men nu er det ikke saa. Paa den ene Side tilstode de Finner, jeg talte med derom, at for en Menneskealder siden passede det paa dem, alt det Onde, som Nordmændene sagde dem paa; paa den anden Side indrømmer den omboende norske Almue villig at der i den sidste Tid er foregaaet en mærkelig Forandring med dem, saa de nu kunde ansees jevngode med de Norske. Hvorledes er da dette gaaet til?

Der er en Omstændighed, som i den sidste Menneskealder har medført en gavnlig Forandring i deres økonomiske Forholde, nemlig den, at Skoveiendommene paa Finskoven, der mestendels vare samlede under nogle faa Handelshuse i Christiania, ere blevne solgte; derved ere nogle af Finnerne blevne Selveiere, og de andre, som vedbleve at være Husmænd, fik nye og driftigere Herrer, som under det Opsving, Trælasthandelen tog, kunde skaffe dem stadigere Sysselsættelse og sikkrere Arbeidsfortjeneste.

Men Mennesket lever jo ikke af Brød alene, og endda var der Ingen, der kunde tale det Ord til Finnerne, som deres Hjerter begjærede. Deres Nationalitet var overseet, ringeagtet, og om end – hvad dog neppe altid var Tilfældet – deres Øre forstod det Trøstens Ord, som den norske Tunge talte til dem, saa fattede neppe deres Hjerte det. Da kom en Mand af deres eget Kjød og Blod deres Længsel imøde; det var Carl Axel Gottlund, theologisk Kanditat fra Mo i Finland, nu Lektor i Helsingfors. I Aaret 1821 opholdt han sig i længere Tid paa de norske og svenske Fin-Skove. Han var maaske kun af Nysgjerrighed kommen hid for at se denne Koloni af Landsmænd; men han kom til at udrette meget Mere. Han reiste om fra Torv til Torp, samtalede med Finnerne om deres Anliggender, sørgede vist over den Sløvhed og Forvildelse, han vel maatte se og høre, glædede sig endnu mere over hvert Spor, han fandt af de nationale Dyder, vandt Alles Hjerter ved sin deltagende Opmærksomhed for deres Vel og henrykkede Unge og Gamle ved at opfriskede gamle hendøende Sagn og Minder fra det fjerne Suomi, ved at lade dem høre deres af Andre foragtede Modersmaal i en dannet og forædlet Form. Hver Tale, han holdt, var en rig Sæd, som udstrøedes, og nye livsfriske Ideer skjøde frem i Finnernes Sind; det var Nationalitetens Magt, som atter hævede deres Mod. Maaske var Gottlund en Enthusiast; idetmindste smile de norske Bønder gjerne, naar de tale om denne „Finnekonge;“ maaske udviklede ogsaa Finnerne i sin Livlighed de af ham givne Ideer noget videre, end han havde tænkt sig det; nok er det, at Finnerne pludselig til mange Ønsker og lagde mange Planer; de vilde have egne Kirker (Tomterne dertil bleve allerede udseede) og egne Præster, egne Fogder og Sorenskrivere. Den forhen omtalte Paul Øieren sendte allerede sine to unge Sønner med Gottlund til Åbo, hvor de skulde studere og uddannes til Præster og Dommere efter Finnernes Hjerte. Ja, de svenske og norske Finner, som altid havde vedblevet at betragte sig som Landsmænd, vilde ogsaa erkjendes som et Folk og danne et eget Rige, uafhængigt af Departementerne i Christiania og Stockholm, og en Deputation af 6 norske og 6 svenske Finner (Paul Øieren var en af dem og kunde fortælle mig nøiagtigt om det Hele) gik ind til Stockholm for at frembære dette Ønske for Carl Johan. Kongen modtog dem med Blidhed; „men,“ tilføiede Fortælleren, „havde vi vidst før, hvad vi fik høre her, at Norge og Sverige efter Grundloven hver for sig ere udelelige Riger, saa skulde vi nok ikke have sat os dette i Hovedet.“ De fik naturligvis Afslag paa sin Begjæring; deres Ønske om Løfte paa egne Kirker og Præster vilde ikke heller lykkes for dem (skriftlig Ansøgning derom skal ellers være bleven indleveret til Regjeringen i Christiania): den ene af hine Fingutter døde i Åbo, og mismodig kaldte Faderen den anden tilbage. Denne havde kun faaet læse Cornelius Nepos og maatte lade sig nøie med Ansættelse ligesom Faderen som Omgangsskoleholder imellem sine Landsmænd, og dette var det eneste synlige Resultat af alle disse Bestræbelser.

Men endnu den Dag idag er der ikke en Sjel paa Finskoven, som jo nævner C. A. Gottlund som Finnernes Ven og Velgjører. De Gamle mindes ham med Taknemmelighed; de unge omtale ham med Ærefrygt. Er ikke dette et Bevis for, at hans Virksomhed, hans Tale imellem dem maa have baaret gode Frugter? Han erindrede ogsaa fremdeles sine fjerne Landsmænd og sendte dem Bøger, sender endnu og korresponderer med nogle af dem. Saaledes vakte og nærede han deres nationale Bevidsthed; derved gjenvandt de Agtelse for sig selv først og tiltvang sig saa sine Naboers. Men saaledes faldt Skillevæggen mellem dem og den omboende norske Almue; nu kunde en Fingut vove at beile til en norsk Pige og hun bekvemme sig til at sige ham Ja; for hver Dag sammensmeltede Finnekolonien mere med den norske Befolkning; ved hver Folketælling viste det sig, at et færre Antal Finner vedbleve at bruge det finske Modersmaal og derved afsondre sig som Finner; ved sidste Tælling var Antallet smeltet sammen til 1738 (deraf kun 41 i Hofs, de andre i Grue Præstegjeld; hertil skulde altsaa Finnekolonien nu være indskrænket; men efter Finners Udsagn skal der dog endnu være nogle finsktalende Familier i det nordlige af Vinger Præstegjeld, saa den nuværende norske Finskov kan regnes at være Strøget langs den svenske Grændse, et Par Mile bredt, fra Varild-Søen i Vinger op igjennem Grue til Vermund-Søen i Hof; paa den svenske Side er Finnernes Antal større). Imellem denne Rest af Finnefolket mærker man med Tilfredshed, at det ikke længer agtes for nogen Ulykke og Skam at være Fin, og ved Siden deraf mærker man ogsaa tydeligt, at i de Familier, hvor Velstanden og Dannelsen, hvor Selvfølelsen og Agtelsen er størst, der lære Børnene snarest at tale Norsk og blive Nordmænd af Sind og Tænkemaade. Under Ulykker trak Nationalfølelsen sig tilbage som i en Skal og var uforgjængelig; nu udvikler den samme Følelse sig frit, og naar en Menneskealder endnu er gaaet, er Foreningen mellem Finner og Nordmænd maaske bleven fuldstændig, saa kun Finskovens Navn vil blive tilbage til Ære for det haardføre Folk, som vidste at forvandle denne Skovørk til et taaleligt Hjem for et nøisomt og sædeligt Liv. En ved Haardhed eller Ringeagt befordret Undertrykkelse af Finnernes Nationalitet kunde have forvandlet dem til Fantefolk; den billige og humane Anerkjendelse af deres Nationalitet har reddet dem fra saadan Uskjebne^[9].

Men medens saaledes Massen, Kjernen af Finnefolket reddedes fra moralsk Undergang, saa er det dog let at forstaa, at mindre Flokke, enkelte Familier af disse Fremmede under saa mislige Forholde kunne have sunket ned til at blive Udskud baade for Finner og Norske, hjemløse, omvankende, forlorne. Saadanne have nødvendigvis vakt størst Opsigt og kunne derved have givet Anledning til de ugunstige Domme i ældre Tider om Finnerne, som der ovenfor anførtes Prøver paa. Nogle af Finnerne ere vistnok blevne Fanter; det faar man Anelse om ved det uhyggelige og Dunkle i den Del af Finnefolkets Historie her i Landet, som nu skal fortælles, og som underretter os om hvorledes Finnekolonien i ældre Tider har været langt videre udbredt i vore Bygder.

Der, hvor vi nu finde Resten af denne Koloni, østenfor Glommen, i Grue Præstegjeld var ogsaa, som anført, dens første Sæde;, derfra udbredte den sig, fremdeles østenfor Elven, mod Nord igjennem Elverum Præstegjeld til ind i Tryssild, mod Syd over den hele Aasrække igjennem Vinger, Næs, Urskaug, til Sitskoven i Høland. I dette Strøg omtale allerede ældre Skribenter disse Skovfinner. De gik over Glommen og udbredte sig over Udmarkerne i Odalens Præstegjeld alt til Stange paa Hedemarken, droge over Vormen og satte sig fast i Skovtrakterne i Hurdalen ved Mjøsen. Herfra sværmede de hen over den høie, sammenhængende Aasrække, der bøier sig nordenom Nannestad, Nittedalen, Aker og Asker til Modumsaasen, den imposante Høide, som hæver sig i Syd for Tyrifjorden; ja helt vestenfor Beina- og Dramselven, i Aadalen og Sigdal, klang Finnernes Øx i Skoven. Allerede {sperret|Kraft}} meddeler paa det ovenanførte Sted Sagn om dem fra Stange og Hurdalen, og han formoder deres Tilværelse saa langt mod Vest som paa Modumsaasen, saasom en liden Skovbygd der, omkring Glittre-Vandet ved Grændsen af Modums og Lier Præstegjeld, bærer Navnet Finmarken. I de andre her nævnte Egne finder man ligedanne Stedsnavne, „Finneplads“ og desl.; ogsaa paa Krogskoven i Hole Præstegjeld er der et lidet „Finmarken.“ Og det er ikke blot Formodning, at disse Navne ere Erindringer om smaa Aflæggere af Finnekolonien. Allerede imellem Aarene 1650–60 klagede Præsten i Modum (Klageskriftet findes i Rigsarchivet) over, at en Del Finner uden Forlov havde slaaet sig fast i Skoven og ødelagde den ved Braatebrænding. Det var maaske den ovenfor anførte, i Aaret 1648 udkomne Landsforvisningslov, som bragte dem til at tye hen til disse fjerne Egne. Vel paa Grund af flere saadanne Klager paalagde en Instruktion af 7de Febr. 1685 Amtmændene at have nøie Indseende med „Skovfinner, Tryglere og Jøder, som ei maa lides,“ og til Følge heraf stævnede Fogderne i Budskerud og paa Ringerike i Aaret 1686 alle Finnerne ned til Thing og anstillede Ransagelse over dem. Beskrivelserne af disse Forretninger, som jeg har seet i Rigsarchivet, indeholde fuldstændigt Mandtal røver dem. Og man ser deraf, at der boede Finner i Sigdal og Modum, Hole og Norderhov, navnlig ved Glittre-Vandet (hint „Finmarken“) paa Modumsaasen og omkring paa Krogskoven, paa Pladse der, som Sagnet tildels endnu „nævner, skjønt ikke alle nu længer ere beboede. Der var paa disse Steder over 20 Familier; Tid efter anden sees det, vare de indkomne fra Soløer; de søgte vel til Kirkerne i Bygderne, og de fleste af dem havde, navnlig paa Modumsaasen, som Bygselmænd eller Husmænd erhvervet sig Ret til at bo i Skoven; men nogle af dem vare dog ikke i dette Tilfælde, og Almuen klagede stærkt over den Skade, de gjorde med sin Braatebrænden.

Nu finder man ikke mere Spor af nogen fremmed Nationalitet her paa disse Kanter, skjønt vel fornorskede Efterkommere af hine indtrængte Nybyggere endnu tør findes imellem Beboerne af af de nævnte Skovtrakter. Men hvilken Opsigt disse Fremmede med det for Overtroen saa betydningsfulde Navn „Fin“ overalt have vakt, det kan endnu skjønnes af de mange Sagn om dem, som Almuen f. Ex. paa Ringerike ved at fortælle. Naar en ængstelig Sæterpige eller overtroisk Vedhugger dybt inde i Skoven traf til at faa høre en Finnekone i sit fremmede Maal synge kanske en af Finlands deilige Vuggesange, saa lød den vel for deres Øre som en Hexesang, og det første Uheld der traf Kreaturene, betragtedes vel som en Virkning deraf. Der maa vel ogsaa have været Noget deri, naar Sagnet fortæller om hvorledes Finnerne truede med at „stemme Bjørn paa Buskapen,“ siden endnu Finnerne i Soløer erindre sine Bedsteforældres Fortællinger om den Maade at skræmme Nordmændene. Saadan Overtro maatte avle Forbittrelse, og denne aabenbarer sig tydeligt i et stygt Sagn: Bønderne paa Ringerike havde forgjæves bedet Amtmanden om at faae en Finkjærring brændt som Hex; da Begjæringen blev antaget „saasom det den Tid var afskaffet at brænde Hexe,“ maatte Bønderne hjælpe sig selv; de murede op ligesom en Bagerovn, tvang Hexen til at krybe ind og murede Hullet igjen; her sad hun, og saa seiglivet var hun, at hun først døde efter ni Jevndøgn, og i al den Tid hørtes hun aldrig at paakalde Guds Navn, men gjentog stadig disse Ord:

„Julemalt
Og Paaskesalt
Er godt for Alt.

havde jeg bare det, saa skulde jeg ikke sidde her længe“

Naar nu Stemningen imod Finnerne var saadan, og naar saa Statholder Gabel, som jeg i er andet Kapitel har fortalt, lod Lensmændene og Bønderne i hver Bygd holde „Klapjagi Paa Røvere og fordægtige Personer,“ saa er det altfor rimeligt, at de toge adskillige af Finnerne med og med Hug og Slag dreve dem ind til Akershus. Men saaledes kunde hele Familier, som slet ikke vare saa vanartede, rives op og for stedse blive slængte ind imellem Taternes og Skøiernes Flokke. Det er ogsaa rimeligt, at disse virkelige Fanter, naar de alt som tiest maatte flygte for. Bygdevægtere og Lensmænd og søge Tilflugt i Skovene, fandt aaben Modtagelse i disse foragtede Finnehuse, som skikkelige Folk skyede. Et saadant Finnehus er blevet berømt i Fanternes Verden. Det laa lige over „Linna,“ den norsk-svenske Rigsgrændse, saaledes at et Kammer laa i Sverige og et i Norge. Naar nu en Rømling eller Fant sad i det svenske Kammer og den svenske Lensmand søgte ham, behøvede han kun at flytte over til det norske, og omvendt, naar kanske et Par Dage efter den norske Lensmand kom og ledte efter ham. Men ved disse altfor mange Forbindelser med Finnerne have Skøierne ikke alene havt Anledning til at berige sit fattige Sprog med en Del nye Gloser og af de troldkyndige Venner lære adskillige for dem nyttige Kneb, men have maaske ogsaa nu og da havt den Fornøielse at se, at en Fingut eller Fingjente, som under de mislige Kaar, hvorunder disse adspredte Familier maatte leve, havde forglemt Finnefolkets nationale Dyder, forlod Forældrenes foragtede Røgstue og strøg afsted for at følge de lystige Fanter paa deres eventyrlige Tog.

Vi fandt disse Finner udbredte fra Osen-Vand i Tryssild til Tyrifjorden paa Ringerike; det var i Udmarkerne, de opsatte sine Stuer, i Udmarkerne, hvor Eiendomsretten endnu ikke var gjort gjældende i dens fulde Strænghed, paa Aasene, høit over Nordmændenes Boliger, men endda i Granens og Birkens frodige Hjem, hvor Braaterugen trivedes, i Urskovene, hvor Elsdyret, fordum mere udbredt end nu, streifede stolt omkring. Længere mod Nord, fra Fæmundsøen i Tryssild, paa Grændsefjeldene mellem Norge og Sverige til ind i Finmarken, paa de koldere Fjeldsletter, hvor heller ingen Grændsestene vise Forskjellen mellem Mit og Dit, og hvor Renflokkene søge sit Mos, der færdes ogsaa et Finnefolk; det er disse Egnes Urbeboere, de nomadiske, der, halvt hjemløse, med sine Renhjorder og Telte flytte om fra Fjeld til Fjeld. Det er to forskjellige Folk, disse Kvæn- og Lap-Finner. Deres Sprog vise vel, at de ere nøie beslægtede, omtrent saaledes, som Elgen med sine Kløver og Horn ligne Renen; men Slægtskabet gaaer dog ikke saa vidt, at de kunne forstaa hinandens Tale; de ere forskjellige i Skabning og Sind, omtrent som den høivoxne Elg, der vender sine Horn baade imod Bjørn og Ulv, er forskjellig fra den sky og spinkle Ren. De agerdyrkende Finner (jeg taler her om selve Storhertugdømmet Finlands Befolkning) havde tidlig udviklet en eiendommelig Kultur, som, formælet med svensk Videnskab og Kunst, maaske skal hæve dem til Rang mellem Europas dannede Nationer. De lappiske Nomader stode i Aartusinder paa samme lave Trin af Dannelse, og have endnu ikke bragt det videre end til saa nogenlunde at fastholde de høiere Begreber, som christelige Missionærer i de sidste Menneskealdre have bibragt dem. Hine ere et i legemlig og aandelig Henseende kraftigt Folk; disse ere smaa og svage af Væxt og barnslige, stundom barnagtige, af Sind.

Saadanne barnslige, indbyrdes beslægtede Stammer udgjorde engang Europas Urbefolkning; men kraftigere, mægtigere Folkeslag trængte ind i Landene og udryddede dem paa de Levninger nær, som reddede sig op i de fattigere Fjeldegne. De norske og svenske Lapper og Laplændere ere kun en saadan Levning, men seiglivet, Aartusinder gammel, og langt borte, hen over vide Have og Slettelande, paa Pyrenæerne i Spanien, findes en anden Levning af samme Stamme, Baskernes lille, men kjække Folk. Og ligesom Skøiernes af alskens Pak sammensatte, forunderlige Nation i Spanien gjerne har sluttet Kammeratskab med saadanne Individer eller Familier af Baskerne, hvem en altfor tung Uskjebne drev til at forlade det nationale Livs Stilhed og Uskyldighed, saaledes have ogsaa her hine Skøieres norske Slægtninger kunnet slutte allehaande Forbindelser med forulykkede Lappefamilier.

Nordmændenes Forhold til Lapperne danner et mørkt og uhyggeligt Parti i det norske Folks Historie. Endnu den Dag idag hører man jevnlig den norske Almue, som hyppigst kommer til at omgaaes Lapperne, lægge disse til Last en høi Grad af Underfundighed og derhos en forunderlig Blanding af Skamløshed og barnagtig Storagtighed. I samme Grad som denne Beskyldning monne være sand, vidner den om megen Overlast og Ringeagt, som Lapperne i tidligere Tider – og kanske endnu – have maattet lide og føle fra Nordmændenes Side, og hvorimod de tilsidst som alle svage og undertrykte Folkeslag have søgt Forsvar i hine uelskværdige Egenskaber. Alt fra den Tid, de norske „Bumænd“ nedsatte sig i Bygderne og trængte Fjeldfolket tilside, har der vel hersket Fiendskab imellem Stammerne, og Fiendskabet voxede til Had og Foragt. De gamle Sagaer fortælle mange Exempler paa, hvor hensynsløst de norske Vikinger og Bønder behandlede Lapperne, og vi kunne trygt forestille os, at disses Troldmænd, Noaiderne med deres Runebomme og Ganflu-Æsker, med en synlig Forsamling af Hexekvinder og en usynlig af Skytsaander, nu og da traadte frem paa Fjeldkanten for med den eiendommelige juoigen (Tuden eller Lappesang) og med ekstatiske Gebærder at udsende over de norske Bygder de styggeste Hevnord, de sorteste Forbandelser, som deres skumle, hedenske Tro havde lært dem. Og det var ikke blot mellem den norske Almue, at hin sløvende Fordom og Ringeagt mod Lappefolket vedligeholdt sig; selv de, som skulde styre og raade til det Bedre, beherskedes af de nedarvede Forestillingers Magt. I Aarhundreder havde Throndhjem været Sædet for Erkebispedømmets Pomp og Vælde; men ganske nær ved, paa Røros-, Sælbo- og Merager-Fjeldene, rundt om de rige Præstegaarde og Klostere, levede Lapperne fremdeles med sin angstfulde Spøgelsetro, og Lidet eller Intet gjordes for at brede Lys og Trøst over deres sørgelige Liv. Da Thomas v. Westen i Aaret 1716 tiltraadte sit Missionskald, fandt han overalt imellem Lapperne det groveste Hedenskab. Vistnok traf han ogsaa, helst i de nærmeste Egne ved Throndhjem, adskillige Lapper, som lode sine Botn døbe og selv gik til Alters; Præsterne havde jo ikke ganske kunnet forsømme dem, og Lapperne havde ikke ganske kunnet unddrage sig, saasom Landslovene satte svære Straffedomme for Hedninger. Men denne Del af Lappebefolkningen var vistnok den allerulykkeligste; naar en Lap havde ladet sit Barn døbe med et norsk Christennavn, saa skyndte han sig at forsone sine egne fortørnede Guder ved at afvaske den christne Daab og døbe Barnet om igjen med et lappisk Navn i Sarakka’s, Nadien-Kjedde’s og andre Spøgelsers Navne; naar han gik til Alters, saa nød han bagefter et lignende Offermaaltid til de hedenske Guders Ære og troede dermed ikke at have fornærmet Rist-Ibmel, de Christnes Gud, og at have bevaret sig Sarakkas og Saivos og de andre Afguders Yndest.

Kan der tænkes et mere demoraliserende Liv? Og er det da at undres over, om Lapperne, som mærkede den norske Almues overtroiske Frygt for eller Tillid til deres Trolddomskunster, gjorde sig denne Overtro til Nytte for med sine smaa Kneb med noget af Dalboernes Rigdom at kunne bøde paa sin egen Armod og Usselhed? Og naar Ulven havde ødelagt en Lappefamilies Rener, saa den ikke længer kunde finde sit Udkomme paa det øde Fjeld, men maatte ty ned til de norske Bygder, søgte den ikke saadan Næringsvei, som der hørte hjemme – dertil mangler Lappen baade Legemskræfter og stadigt Sind, derfra afholdtes han ogsaa ved den Uvillie eller Ringeagt, som mødte ham –; men Familien grov sig i Skovkanten en Jordhule, hvis Urenlighed og Elendighed ikke lettelig overgik Beboernes tilvante Nøisomhed, og foretog derfra smaa Streiftog ned igjennem Bygderne, Manden maaske med et eller andet Redskab til at forfærdige Hornskeer eller deslige Smaating, Konen med betydningsfulde Trylleformularer, med Spaadoms- og Lægekunst, Børnene med fortrinlige Gaver til at tigge, Alle omgivne af et vist mystisk Væsen, som fulgte med Finnenavnet og skaffede dem Indgang overalt, saa Familien endogsaa kunde trives efter sin Smag og fortsætte sig i Generationer. Saaledes omtrent flakke endnu „Tiggerlapperne“ omkring i det Throndhjemske, om Sommeren endogsaa i Baade langs Havkanten. Nu er der ikke mange af dem; men i Fortiden maa der have været flere. Der er liden Livskraft i dette Folk; det ser man tydeligt paa den bedre Del af det, som vedblev at bo paa Fjeldet, og som i v. Westens Tid endnu var talrig i de sydlige Egne af Throndhjems Stift og selv i Østerdalen, men nu er svunden ind til ganske faa Familier; det er da tydeligt, at de omvankende Familier af forarmede Lapper endnu mindre kunde bevare sig i Tidens Længde; men at man virkelig i ældre Tider saa flere af dem, det sees af et interessant, hidtil utrykt, i Rigsarchivet opbevaret Skrift om Finnefolkets Tilstand før Missionens Tider; det er en Relation af en Student Povel Resen, som i Aaret 1706 fra Kjøbenhavn blev sendt op for at undersøge Lappernes Forholde. I denne Relation inddeles Folket i 3 Klasser, Fjeld- og Sølapper samt Tiggerlapper. Disse sidste skildres med Træk, som ganske svare til det nys givne Billede. Det siges om dem, at de formedelst deres stadige Omflakken mellem Nordmændene besad noget mere Kundskab om Christendommen end deres Brødre paa Fjeldet, men det føies til, at den mere bestod i en Øvelse i at snakke Nordmændene efter Munden. Tingen var vel den, at medens de i det Hele taget bedre Fjeldlapper ulyksaligt svævede imellem de Christnes Haab og sin egen Hedningefrygt, saa vare Tiggerlapperne sunkne ned i sløv Ligegyldighed for alt Helligt, vare blevne et Slags Fantefolk.

Men en Ting er ret paafaldende ved disse samme Tiggerlapper. I aandelig Henseende, i religiøs Sands og nationale Dyder, stode de vel ligesaa dybt under sine nomadiske Landsmænd oppe paa Fjeldet, som Landeveiene, de traskede paa nede i Dalbunden, laa lavere end de luftige Fjeldsletter, hvor Nomaderne streifede om, og dog formaaede endnu Nationalitetens seige Magt at gjøre sig gjældende selv i Tiggerlappernes lave Kreds. Der berettes om det Bygkorn, som for en eller anden Ceremonitjenestes Skyld lagdes ved Siden af Mumierne i de mørke ægyptiske Gravhuler, at det endnu eftetr Aartusinders Forløb har bevaret Spirekraften i sig; ligedan er der endnu kjendelig Finneart i hine bedrøvelige Tiggerlapper, som dog i Generationer have holdt til i det skumle Dyb mellem Bærmen af Folket. Man skulde tro, at de maatte være aldeles sammensmeltede med det Tater- og Skøierpak, de traf sammen med paa Betlerstien, og dog er det ikke saa. Almuen, som har en forunderlig Færdighed i at iagttage disse for Mange ubemærkelige Forskjelligheder, skjelner endnu mellem Tiggerlapperne og andre Fanter; disse, synes Bønderne, ere „bare Stygheder,“ medens hine dog „leve som Folk,“ et Udtryk, hvormed menes, at de gaa mere menløst og stilfærdigt omkring end Fanterne. Og man kan være vis paa, at ligesom Taterne, de raske og broutende Asiatere, storlig foragte den lavvæxte Lap, den uanseelige Lallaró (den Stammende ɔ: En, som taler et uforstaaeligt Maal, saaledes have nok ogsaa Tiggerfinnerne holdt sig for gode til at indlade sig i Samkvem med Tiggere og Landstrygere, som ikke vare af deres Blod.

Ovenfor fandtes det dog sandsynligt, at enkelte af Skovfinnerne i det sydlige Norge opgave sit Familieliv og sloge sig sammen med Skøierfolket, hvis Ugudelighed lig en Kræftskade overalt aad om sig i de laveste, ulykkeligste Klasser og søgte at forvandle Alt til Lighed med sin egen Raadenhed; og saaledes tør det vel ogsaa antages, at nu og da en Tiggerlap her sluttet sig til de samme Skøiere og forøget deres Kaste. Ligesom man nemlig hos Skøierfølgerne i det sydlige Norge, som anført, finder enkelte Ord i deres Labbelensk, som nødvendig maa være lærte af Skovfinnerne, saaledes mærkes det ogsaa, at de Flokke af samme Kaste, som streife om i det Vesten- og Nordenfjeldske, have fundet Leilighed til at smykke sit Fantemaal med adskillige Udtryk, som vidne om Maskepi mellem dem og Tiggerlapperne. Efter disses juoigen, Lappernes mystiske Tuden, have Skøierne saaledes dannet sig Verbet jöiga, synge, og medens det ullensakerske Skøiermaal har dannet sit Gudsnavn Krist-jumila, af Skovfinnernes jumala, kalde de nordenfjeldske Skøiere sin Gud gjeddo, et Navn, der rimeligvis ikke er andet end en hendøende Erindring om Lappernes Kjedde eller Nadien-Kjedde, en hedensk Overgud, om hvilken Missionærerne, v. Westen og hans Embedsbrødre gave mange forvirrede Forklaringer^[10]), men hvis Væsen og Navn nu nok er aldeles glemt af Lapperne selv, idetmindste af Fjeldlapperne.

---

1. Budstikken, 4de Aargang 1823, S. 358.
2. „Norges naturl. Historie,“ 2, 455.
3. 1ste Del, S. 501 fgg. Krafts Beretning er tilligemed et Par deri citerede ældre Beretninger optagen i Stockfleths „Bidrag til Kundskab om Kvænerne i Norge,“ Christiania 1848, hvilket Skrift med Hensyn til de i det sydlige Norge boende Kvæner mest indskrænker sig til at meddele nogle ældre Beretninger om dem.
4. Ogsaa Finnernes Gaarde og Torper (som Husmandspladsene her kaldes) have finske Navne ved Siden af de norske.
5. Jeg maa dog erindre de nette „Finsko,“ flettede af Remme af Birkenæver, og den af samme Slags Fletning dannede „Finkunte,“ et Slags Skreppe eller Randsel – begge finske Opfindelser, endnu brugelige i Finland, men som allerede de Norske have taget efter.
6. Man læse engang nogle Prøver af disse Natursange, oversatte paa Svensk i Barfods „Brage og Idun“ (Kjøbenhavn 1841), 4de Bind.
7. Jeg har intetsteds hørt saa levende Skildringer af Nøden i Hungersaaret 1812 som her paa Finskoven.
8. Hammond, „Den nordiske Missions Historie,“ 1787, Pag. 504 fgd. 1724 skrev v. Westen til Missionskollegiet: „Om Gud giver mig Vei og Leilighed dertil, da (selv uden Kollegiets Ordre) reiser jeg i Følge Guds Kald til de samme Rugfinner. Skulde nogle 100 Finners Sjele omkomme alene af Frygt for Deichmanns Skyld? Han maa dog ikke være større end Gud og værre end Djævelen!“
9. Endnu snarere skulde Finnernes Sammensmeltning med de Norske gaa for sig, dersom de kunde faa to Ønsker opfyldte, som nu beskjæftige dem, Ønsket om en Kirke ved Røgden-Søen og om en Bygdevei forbi samme Sø mellem de norske og svenske Bygder. Allerede nu drage mange Reisende paa Vinterføret over dette Strøg af Finskoven, Handelskarle, som bringe svensk Jern til Grundsæt Marked og romsdalsk Fisk og gudbrandsdalske Heste til Karlstad en Fart, som alene ved Finnernes Kolonisation er bleven mulig. Men det skulde fornøie mig, om jeg en vakker Dag sit se, at Hedemarkens Amtsformandskab havde kunnet votere en Sum til en bedre, til alle Aarets Tider farbar Vei. Strømmen af de Reisende skulde da blive jevnere og raskere, og Kulturen elsker at lade sine Frø flyde med en saadan Strøm. Jeg længes efter at høre, at Folket i den norske Skovbygd ikke længer føler sig som fremmed, men er blevet aldeles norsk.
10. De ere samlede i en Afhandling om de hedenske Lappers Religion, vedføiet Leems „Beskr. over Finmarkens Lapper“, Kjøbenhavn 1767. Se ellers flere Steder i Hammonds Missionshistorie.