Beretning om Fante- eller Landstrygerfolket i Norge/7
Man vil smile ved i Skildringen af Taternes lave Verden at finde et Udtryk som det i Overskriften brugte. Familielivet ere vi jo saa vante til at tænke os som et huslige Liv med Hjem og visse Værelser, og nu er det bekjendt nok, at disse Ting ikke pleie høre til et Taterfølges Fornødenheder. En Taters Liv, kan man lægge til, begynder ikke som andre Menneskers med den rolige Søvn i en gyngende Vugge, og det er tvivlsomt, om det i Regelen ender med Hvilen i en ordentlig jordkastet Grav. Og naar nu ikke et fast Hjem binder Fanternes Ustadighed, naar den hjemlige Arnes Hygge, der i vore Familier er et saa vigtigt Foreningspunkt, i Taternes Liv er en ukjendt Ting, hvad skulde det da være for moralske Baand, som skulde være stærke nok til at sammenholde den saa overmaade vanartede Slægts Familiers Kan man hos de ustadigt omvankende Horder vente at finde Omhu hos Forældrene med Børnene, Lydighed hos de Yngre mod de Ældre, Troskab imellem Ægtesæller? Allerede den ældste norske Lov om Taterne klagede jo over, at „de føre et meget skjændigt Levnet med Skjørlevnet og Blodskam;“ dette er endnu det almindelige Ord om dem iblandt vor Almue, og fra alle Lande er der idelig hørt de samme Yttringer af Forargelse over de grueligste Ting af dette Slags, som skulle gaa i Svang hos dem.
Og dog er der et ganske eiendommeligt og fast Familie- eller Samfundsliv iblandt dem – eller rettere der var; thi her er det især, at Taterne med Rette klage over, at „de gode gamle Dage“ ere forbi, og at den gamle Taterlov ikke er i Agt og Ære hos den nulevende Slægt.
Det er allerede paafaldende at høre den virkelig ikke usandsynlige Forklaring, som f. Ex. Borrow har opstillet (se S. 62, Anm.), at det Navn, hvormed Taterne benævne sig selv, Rom eller Rommanisæl, egentlig skal betyde del samme som Familiefolket. Taterne skulde altsaa fra første Færd af verre et Folk af vandrende Familier; de skulde have givet sig Navn efter sin høie Agtelse for og Vedhængen ved Familielivets patriarchalske Sæder.
Og hvor Taterlivet nogenlunde har vedligeholdt sin oprindelige Art der slegtet man ogsaa, naar man ser nøie til, høist eiendommelige Sæder, som virkelig svare til denne Betydning af deres Navn. Det mest Overraskende i Borrows Skildringer af de dog saa fordærvede spanske Tateres Liv er vel dette at medens han ikke tager i Betænkning at fremstille dem som Folk, hos hvem fast alle andre Dyder, Arbeidsomhed, Ærlighed, Gudsfrygt o. s. v., ere ukjendte Ting, saa paastaar han med samme Bestemthed, at intet andet Folk lægger større Vægt paa den ægteskabelige Troskab og strængere straffer enhver Overtrædelse af denne Familielivets Grundlov; især kræves naturligvis denne Dyd af Kvinden og det saaledes, at hvad enten hun allerede er en Taters Kone eller ei, saa ansees enhver Forbindelse mellem hende og en Mand, der ikke er af Taterblod, for en Brøde, der maa straffes. De spanske Tatermødre lade det ikke bero med blotte Formaninger til Døttrene; ogsaa mere virksomme Midler, dem det her ikke gaar an at omtale nærmere, maa understøtte Formaningerne og gjøre det umuligt for Ungmøen at overtræde Kydskhedspligten. En slig Mangfoldighed af Bryllupsceremonier, som Borrow beskriver fra sit Ophold mellem Spaniens Tatere, finder man heller ikke lettelig Mage til hos andre Folk. Det er imidlertid let at skjønne, hvorledes Taterne her alligevel kunde komme i samme Vanrygte som andetsteds; for at fortjene et Sølvstykke opfører en Gitanilla gjerne de letfærdigske Dandse til Øienslyst for de spanske Adelsjunkere, og en ung Tatermoder tjener villig en Abbed med at lokke til ham Egnens smukkeste Piger; men imellem dem selv og Mændene af det „hvide Blod“ er alligevel et „svælgende Dyd befæstet.“[1]
Noget Lignende finder man ogsaa hos de engelske Gypsies. Disses gamle Vedtægter eller Grundloven for deres Taterliv gjengiver Borrow i følgende 3 Artikler: 1) Forlad ikke Familiefolket (bevar dets Skikke og omvandrende Liv); 2) vær tro imod Ægtemændene (indlad Dig ikke, juje, med Mænd af fremmed Blod), og 3) betal hvad Du skylder nogen af Familiefolket (og bryd Dig ikke om, hvad Du skylder Andre)! Hele Taterfolkets Tilværelse beror paa den tro Overholdelse fornemmelig af 2den Artikel; med Taterkvindernes Troskab maa den hele Slægt forsvinde. At derfor endnu den Dag idag de engelske Tateres Hud er ligesaa gulbrun, som da Slægten for 3 Hundrede Aar siden kom ind i Landet, at de endnu i saa paafaldende Grad ligne sine fjerne persiske Brødre, det er, som Borrow gjør opmærksom paa, et godt Vidnesbyrd om, at disse Taterkvinder dog have bevaret en Dyd, Troskab mod sin Slægt, mod sine Mænd.
Efter alt dette lader det sig ialfald høre, hvad min førnævnte Hovedhjemmelsmand fortalte mig om de norske Tateres gamle Lov, som dog efter hans egen Forklaring nu ikke længer blev overholdt. Saa havde han hørt af gamle Tatere, at naar nogen Taterkvinde, gift eller ugift, skjænkede en Ikke-Tater, han være buro eller rankanó, sin Kjærlighed, faa skulde hun hedde „Ildsmad“ og uden Barmhjertighed lægges paa Baal; mildere var Loven mod den Tater, som paa en eller anden Maade forsyndede sig idet samme Stykke; han skulde hedde „Kavlemand;“ med bagbundne Hænder og med en Kavl eller Pind i Munden at bide paa skulde han stilles ganske nøgen i en sluttet Kreds af Tatere og høre sin Dom, hvorpaa Kredsen skulde aabne sig og de tilstedeværende Kvinder med Pidske og Kjøresvøber drive Synderen ud, – et Tegn paa, at han nu for stedse var udstødt af Familiefolket, at han var en fallen-i-brot, som det med et svensk Fanteudtryk kaldtes[2]. – Han sluttede fine Fortællinger om disse forsvundne Skikke med et Argument ganske ligedant som Borrows, at han selv ikke skulde have havt den mørke Hud, de sorte Øine og Øienbryn, dersom ikke hans Stammemødre vel havde erindret og overholdt dette Bud om ubrødelig Troskab imod Rommani-Folket. Og ligesom denne Tater gjerne dvælede ved Forestillingen om et mere ægte Taterliv i Fortiden, saaledes have ogsaa andre Personer af den samme Slægt underholdt mig med helt romantiske Sagn om mere end en vakker rommani-tjej, som med Fasthed har modstaaet ikke alene andre Fantegutters Forførelser, men selv hæderlige Ægteskabstilbud.
Hvem vil imidlertid lægge stor Vægt paa Tateres Fortællinger om saadanne Ting? Men der er endnu levende Vidner tilbage fra den Tid, da der endnu var Tro og Love imellem Taterpakket ogsaa, og dem skal man agte paa. Midt imellem alle de Laster, som bedække den elendige Slægt, finder man endnu Exempler paa gamle Taterfolk, som et langt Liv igjennem utvivlsomt have holdt sammen i ægteskabelig Troskab. Det er Særsyn, man maa studse ved. Men man forsøge engang at tænke sig ind i saadanne Menneskers Liv, og det Underlige skal maaske vise sig som meget rimeligt og naturligt! Manden er Hestedoktor og Bedrager; hans Ægtemage tigger og stjæler og spaar. Under de uafladelige Bestræbelser for at kare sammen Mad og Klæder til sig og Ungerne samle de over sig alle Menneskers Uvillie og Afsky og ile hjemløse fra Sted til Sted; den hele Sum af Hygge og Glæde, som vi kjende og søge i den huslige Stilhed, er fremmed for dette fredløse Par; ingen Morgenpsalme begynder, ingen Aftenhymne ender Dagens rastløse Færd; ingen fælles Andagt samler det i de laveste Sysler adspredte Sind. Hvormeget Tændstof til Kiv og Splid maa der ikke ligge i et saadant Liv? og endnu kan dette Par holde sammen ligefra den elskovsfulde Ungdoms til den visne Alderdoms Dage! Saa maa der ligge en underlig Velsignelsens Styrke i Bevidstheden om den gjensidige, prøvede Troskab. Al Fryd i Livet maatte aabenbart være forsvunden for dem, hvis de ogsaa havde forskjærtset sig den ægteskabelige Troskabs Løn. Det er, som al Evne til Dyd hos disse Mennesker var svunden ind og fortættet til denne ene; men saa er ogsaa Bevidstheden om denne som et Lys for dem i et stort Mørke, som det blege Maaneskinslys, hvor Gudsbevidsthedens klare Sollys mangler, og saaledes kan det godt forstaaes, at Taterne, netop disse ellers saa ugudelige Mennesker, med stor Iver maatte stræbe at fastholde denne sidste Dyd.
Og selv Mennesker, som vistnok ellers saare lidet have Øie for de bedre Træk i Taterfanternes Liv, maa dog stundom studse ved den Ømhed, som ogsaa i denne lave Kreds kan komme tilsyne. Det være mig tilladt at anføre et Exempel, hvorved jeg med det samme faar fremstille et norsk Taterfølges Reiseliv. – Jeg kjørte over den saakaldte Byaas ved Throndhjem, og jo mere jeg nærmede mig den gamle minderige Stad, desto mere higede jeg fremad. Da saa jeg lige ved Veien et enligt liggende Hus, som jeg paa det optraakkede Tun erkjendte for et af Bønder besøgt Hvilested og for en ialfald i Smug aabnet Brændevinskippe, hvorfra ogsaa nu en høirøstet Trætte og hæslig Brændevinsos strømmede ud igjennem de aabne Vinduer. Alting saa mig saa uhyggeligt ud her, at jeg, saa nødig jeg end nu vilde opholdes i min Reise, maatte ind for at tænde min Pibe og med det samme som tilfældigvis indlede en Samtale om Fanterne. Og jo, den fede, smudsige, høist utækkelige Kro-Kone blev ordentlig interessant, da hun kom ind paa Fortællingen om et Besøg, hun havde havt endnu samme Foraar. En Aften sent – det var paa Slutten af Vinterføret – kom et Par Fruentimmer, en gammel Kjærring og en yngre, ind og bad saa vakkert om Hus for sig og et Par Smaabørn; dette tilstodes dem; men da de kom ind Allesammen, vare de ni, deriblandt store Karlfolk. De havde med sig ikke alene Mad og Drikke og dertil Pande og Kjedel, Spiseskeer og Tobakspiber, men ogsaa Sengklæder i Mængde. Fanterne toge det hele Hus i Beslag, ja Stalden med, hvor de satte ind sine Heste, og der var ikke Ro i Huset, før de var færdige med sit Stel. Men saa grætten Huusmoderen end var, kunde hun dog ikke bare sig for, da det hele Spektakkel om Morgenen fornyedes, at lægge Mærke til, hvorledes Fanterne vare omhyggelige med den gamle Kvinde, og Moderen til de 3 Unger var øm for disse. – Børnene bleve, vel indsvøbte i Tørklæder, puttede i Lammeskindsposer og saa satte i Slæden med Sengklæder under sig og saa mange Ren-Peltse og Agefælde over sig, at bare Hovedet stak op. „Jeg fik rigtig Lyst til at se vel efter og gik hen og stak Haanden ned mellem alle Klæderne og kjendte, og laa de ikke der saa varmt og blødt, at ikke en Prindsesse kunde ligge bedre? Og det var da bare Nordlandsfinner – sagde de da.“ (Taterne give sig gjerne ud for Nordlandsfinner til Forskjel fra de lidet anseede Rørosfinner). „Betalte de for sig,“ spurgte jeg, „da de gik?“ „Var det ligt, sig.“ „Gjorde de da ikke noget til Gjengjæld?“ „Jo, hun bød sig nok til, den gamle Kjærringen, at give mig Raad for Kreaturene; men jeg har nu ingen Tro til det, jeg.“ „Hm! hvordan saa de ellers ud – jeg mener, var det mørklete eller lyslete Folk?“ „Svarte.“ „Naar de talte sig imellem, snakkede de noget fremmed Maal da?“ „Ja alt i Et.“
Det var altsaa Tatere, jeg her hørte fortælle om, et saadant respektabelt Taterfølge, som har vidst saa nogenlunde at bevare den gamle Skik og Orden – Taterorden naturligvis. Med samme Omhu, som Moderen her viste for at beskytte sine Børn mod Kulde og Blæst, kan man være vis paa, at hun ogsaa senere, naar Faderen opdrager dem til at blive slue Hestebyttere og Bedragere, som han selv er, giver dem gode Forskrifter om, hvorledes de bedst skulle undgaa Rettens Forfølgelse og Lovens Straffedomme og Fængslets Ulykke. Hertil indskrænker vistnok Opdragelsen sig; men Forældrenes Omsorg for, hvad der efter deres Begreber skal tjene til Børnenes Vel, aabenbarer sig dog selv i disse Træk.
Men det er ikke mange Taterfolk, som endnu i vort Land leve et saa fuldstændigt Taterliv. Dertil er Tidernes Pinagtighed for stor. I den senere Tid, i den sidste Menneskealder har – desværre kan man med Hensyn til enkelte Forholde lægge til – Justitspleien været meget bedre end før; netop fordi Straffelovene ere blevne mildere, ere de saa meget fuldstændigere blevne anvendte; men derfor har det ogsaa hyppigere hændt, at saadanne Taterfamilier som den ovenfor omtalte, med Smaa og Store, Mænd og Kvinder, ere blevne standsede midt i den rastløse Omflakken og satte ind i Arrester og Fængsler sammen med alskens norske Omstreifere og Forbrydere. Ved et saadant tvungent Samvær maatte lidt efter lidt det tidligere Had imellem de mørkladne Tatere og lyslete Fanter forvandles til Kammeratskab, og naar nu f. Ex. Tateren i længere Tid holdtes fængslet, medens hans Kjæreste slap fri, var det da saa meget at undres over, om den forladte Tilstands Besværlighed overvandt hendes Bestandighed, saa hun faldt i Armene paa en eller anden Fant, hun traf paa Landeveiene, om han end ikke hørte til hendes Stamme? Denne nye Forbindelse varer da, indtil enten den nye Mand paa samme Maade bliver hende fratagen, eller til den ældre Herre atter kommer paa fri Fod og efter et blodigt Slagsmaal gjenerobrer sin tidligere Ret. Saaledes omtrent har vel de Taterkvinders Historie været, som man oftest træffer, Kvinder, fulgte af et Barn med sorte Øine – Troskabens Pant –, saa et med blaa, atter et med sorte og saa endnu et kanske med graa. Mon der kan opvises noget sørgeligere Billede paa menneskelig Vanart og dyb Fordærvelse end saadanne faldne Tatersker, som have tabt sin sidste og eneste Dyd?
Dog her talte jeg for rask. Det hænder ogsaa altfor tidt, at der dømmes for rask, netop naar Talen er om Fantefolk, hvis Liv og Vandel dog allermindst taaler en overilet Dom. Lad mig gjøre min Feil god igjen ved at skildre en saadan Tatermoders Forhold til sine Børn, – en Tatermoders, sagde jeg; thi hos Faderen vil det i ethvert Tilfælde blive vanskeligere at paavise noget Træk af Ømhed. Man skal faa at se, at selv den faldne Taterkvinde ikke er bleven Umenneske, forladt af alle gode Aander.
Jeg tænker mig en ung rommani-tjei – og meget Ung, saasom tidlig Legemsudvikling er en Eiendommelighed hos Taterfolket, som endnu her i vort taagede Norden vidner om dets orientalske Herkomst – en saadan ung og tillige vakker, livligtblikkende Taterpige, som skal blive en ikke meget ældre sortøiet Fanteguts romni. Jeg troer ikke, at der nu i vort Land kan være Tale om videre Bryllupsceremonier her, end at Brudgommen kanske viser sin Taknemmelighed mod Brudens Fader ved at give en Flaske katjalí til Bedste og under Fantefølgets Huien og Larmen og efter et skjærende Felespil opfører med sin Brud en kjellipà, en Taterdands, hvis overmaade voldsomme og eiendommelige, men lidet ærbare Fagter og Sving jeg maa være fritagen for nærmere at beskrive. Her er heller ikke Tale om den mere vanskelige Sag at sætte Bo; det unge Par stryger afsted med fire tomme Hænder, han i det Høieste ogsaa med et usselt Redskab, henhørende til hans Hesteskjærer- eller Kobberslager-Profession, men begge med Forslagenhed og Mod til alskens Paafund og med godt Haab om snart paa en eller anden Maade at komme i Besiddelse af en Hest og hvad mere der udfordres til en Storvandrings Økonomi. Det er Sommer, maaske med varme Dage og deilige Nætter, og medens Bønderne rundt omkring trætne under Høslaat og Kornskur, leve de unge Folk et bekymringsløst Liv. Men nu kan Følgen af Mandens Bestræbelser for at faa sig en Hest blive den, at han bliver indsat paa Tugthuset nogle Aar, og der gaar hun igjen med hans Barn under sit Hjerte. Det bliver Vinter, og Vandringen falder hende besværligere, og dog maa hun fremdeles gaa fra Bygd til Bygd; thi hun har intet blivende Sted, ja, hvad mere er, det falder hende ikke ind at søge et. Da kommer det hende vel med, hvad Kunst hendes Moder har lært hende for at bevæge Bønderkoner til Medlidenhed for hvert Maaltid, hun skal spise, for hver Nat, hun tiltrænger Husly. Nu nærmer hendes alvorlige Time sig; hun maa undertrykke Fødselsveernes Smerter, medens hun med usædvanlig Iver og Kunst tiltrygler sig Natteherberge paa en Bondegaard. Om Morgenen opdages der to Væsner i den Krog hvor hun fik hvile. Jeg har engang været tilstede ved en saadan Opdagelsesscene og iagttaget det ret pudserlige Vexelspil mellem Bondens buldrende Ærgrelse[3] og Moderens store Forskrækkelse, der dog aabenbart var mere forstilt end virkelig og kun slet dulgte hendes glade Følelse ved Synet af det Barn, der nu laa i hendes Arm, hendes lønlige Tryghed ved Anelsen om, at i hendes nuværende Tilstand hendes Person dog skulde agtes hellig og ukrænkelig. – Om Barnet skal blive christnet eller ei, vil vel afhænge af hendes Omgivelsers Sands og Iver; hvad Moderen sørger for, og hvad Konen i Huset neppe vilde kunde afslaae hende, er nogle Klude til at svøbe Ungen i og en List, et Baand, til at indrette et Bæreredskab af, saadant som hun har seet andre Vandringskvinder bruge. Saa drager hun afsted igjen med Barnet paa Ryggen og gaar fra Hus til Hus Barnets Skrigen, naar det trænger til mere Føde, end hendes Bryst kan yde, gjør den betlende Moders Veltalenhed uimodstaaelig, og dets Smil gjør hende døv for alle plumpe Hentydninger, ligegyldig for haanlige Skuldertræk og bebreidende Blikke. Hun er Moder og – lykkelig. – Men hun er Kvinde tillige og fuld af Længsel. Manden fra det kortvarige Ægteskab finder hun ikke igjen; men der gaar mange Fanter paa Landeveiene, pralende Gutter, i hendes Øine elskværdige. En af dem bliver hendes Fortrolige, og naar den Førstefødte kan gaae ved hendes Haand paa Landeveien, har hun allerede det andet Barn paa Ryggen; nogle Aar endnu – allerede en gammel Skribent har formedelst Tatermoderens Rigdom paa Smaabørn sammenlignet hende med en Høne midt i en stor Kyllingflok (gallina pullis stipata) – nogle Aar endnu, og hun har en hel Flok at ernære. Men da ser man hende ogsaa udvikle den mest rastløse Virksomhed; hun vandrer fra Landets ene Ende til den anden og tigger og spaaer, stjæler og lyver og hexer med en Færdighed, som næsten fortjener det Held, hun nyder. „Men det er jo ogsaa Hønens, det er Dyrets Kjærlighed til sine Unger; det er ingen menneskelig Ømhed, som vi her kunne beundre og agte,“ saa ville Mange tænke. Men den Kvinde, som saaledes i Slud og Uveir har baaret sit Barn paa Landeveiene, først under sit Hjerte, saa paa sin Ryg, skulde hun ikke elske sin Smertes Barn? Hun, som for at stille dets Skrig, har trodset Haardhed og Foragt, har samlet over sit Hoved en uoverseelig Sum af Bedrageri og Løgn og falske Eder og gruelige Forbandelser, skulde hun ikke elske Gjenstanden for saa store Offere? Hun, som ikke saa et venligt Blik uden i sit Barns Øie, ikke hørte et tillidsfuldt, kjærligt Ord uden af dets enfoldige Mund, hun, som aldrig smagte Fred uden i Synet af sit Barns Uskyld – nævn mig en Moder, hvem alle Naturens Love tvinge til at elske saaledes, som hun maa elske, saa, jeg vil ikke sige stille og fromt, men saa voldsomt, saa lidenskabeligt! Hønen „kaster“ sine Unger, naar de ere halvvoxne; men Tatermoderen? vel er det saa, at hendes plumpe Haand oftere prygler end kjærtegner Børnene; men prøv at tage et af dem fra hende og sætte det i en Redningsanstalt, og hun vil furiere først og siden sværme omkring Huset med sine Rænker og hviske Barnet et mystisk Ord i Øret, der aander af Had mod alle dets fremmede Velgjørere, og anse sig meget lykkelig, om hun finder Leilighed til at flygte ud med det i den vilde Mark. Hønen kaster sine Unger; men naar Tatermoderens Gutter og Piger blive store, saa gaa de ofte fra hende for hver paa sine Veie at fylde sit Livs Maal. Hun selv er da gammel og skjør; hun kunde trænge til Hvile og kunde maaskee paa et eller andet Sted finde et Lægdslems magelige Ro; men aldrig saa man hende mere rastløs ilende end nu; fremdeles tiggende og hexende vandrer hun omkring og spørger og speider efter sine Børn og Børnebørn paa de vide Veie, og naar hun tilsidst – det er maaske nu i denne Stund en saadan Oldemoders Lod – segner af Mathed og stivner hen i en Snefond eller stuper ned i en Myr paa den øde Hei, saa er kanske ingen af hendes tilstede for med et kjærligt Blik at trøste hende i Døden.
Hvorledes lønne nu Børnene den Møie, Forældrene maa have havt med dem? En hæderlig Bondemand har fortalt mig en Scene, som han mindedes fra sin Barndom. Et Taterfølge havde faaet Husly for Natten paa hans Faders Gaard; en til Følget hørende gammel Kone hørtes den hele Aften at klynke og græde, og paa Spørgsmaal om Aarsagen dertil svarede nogle af de Andre: „Aa, hun Gamle-Mor ved, at hun nu har levet sin sidste Dag,“ hvormed de vilde give at forstaa, at de den næste Dag, naar de droge over Skoven, agtede at skille sig af med hende, at slaa hende ihjel. – Hele Landet over er Forestillingen om et saadant gyseligt Barbari almindelig udbredt blandt Almuen. Med Hensyn til denne Folketro har ogsaa en Præst i en officiel Indberetning om Fanterne yttret, at medens han har døbt mange Fantebørn, har han ikke i sin mangeaarige Embedstid kastet Jord paa en eneste Fant; flere Præster have mundtlig yttret det samme for mig, og af alle de Kirkegravere, jeg har talt med om Sagen, vidste kun en at fortælle at han, og det kun en enkelt Gang, havde gravet Grav for en Fant. – Hvad skal man sige hertil? V. Heister fortæller[4], med Angivelse af sin Hjemmelsmand, følgende forfærdelige Historier: „Ved Midten af forrige Aarhundrede have Taterne i Holsten levende begravet en meget gammel Kone paa et Sted, som den Dag idag hedder Tater-Ageren; det samme skeede efter et Øienvidnes Beretning ved Staden Assens i Fyen. Taterne skulle derved have brugt dette Udtryk: „Kroppen i Jorden! Verden er dig slem.“ Den samme Forfatter beretter i Sammenhæng hermed, at da i Aaret 1835 „Kongen“ over de engelske Tatere døde, fordrede hans Enke ivrigt – paa indisk Vis – at blive levende begraven med ham. Hvem tør nu nægte Muligheden af, at denne indiske Skik ogsaa i vore Bygder har været befulgt af dette i alle Henseender saa sælsomme Folk? En norsk Tater har jo ogsaa fortalt (S. 90) om en udlevet Olding, som „efter Fædrenes Vis“ selv endte sine Dage. Men det Barbari, at Børnene skulde tage fine gamle Forældre af Dage for at befri sig for det Besvær, deres Pleie medførte, det har ganske vist ikke fundet Sted. I dette Stykke vil vist Enhver med Glæde tro paa Taternes bestemte Benægtelse. Man kan jo ogsaa rundt om i Landet se ganske mærkværdige Exempler paa den Omhu, hvormed de Gamle hjælpes og pleies af de Unge paa deres idelige og besværlige Reiser; ja der findes nittiaarige Oldefædre og Oldemødre, der endnu udøve fuld Herskermyndighed inden det Fantefølge, som har Navn efter dem, bestemme dets Reiser og Foretagender o. s. v. Derimod kan det nok træffe, og det have Tatere selv erkjendt for mig, at om et Medlem af et Fantefølge omkommer af Uveir paa et øde. Fjeld eller i en Sæterhytte dør hen af Alderdomssvaghed, saa foretrække de Tilbageværende gjerne at nedgrave Liget i Udmarken fremfor at føre det ned til Bygden og forlange det begravet i christen Jord, Noget, der saa let kunde foranledige Præsten eller Fogden til at anstille Undersøgelser, hvis Udfald Fantefolk altid have Aarsag til at frygte for.
Istedetfor at stadfæste hint stygge Sagn skal jeg heller gjøre opmærksom paa den høist forunderlige Vedhængen ved Slægten og dens omvankende Liv, som selv Smaabørn af denne Race have vist saa mange Exempler paa. – Jeg har før maattet berette om Statens hensynsløse Haardhed imod de forvildede Tatere, uden at jeg ved Siden deraf kunde omtale nogen offentlig Bestræbelse for ved moralske Midler, ved Missionsvirksomhed eller noget Saadant at vinde dem for det civiliserede Liv. Jeg antydede, at Almuen selv ved sin overtroiske Tillid eller sin fordomsfulde Frygt ogsaa bidrog til at nære de Laster, som naturligt maatte udvikle sig hos et saadant kasteagtigt Folk. Lad mig nu dvæle ved en venligere Erindring, lad mig omtale, hvorledes der dog har været Enkelte, der bedre ihukom sine Christenpligter mod disse over al Maade ulykkelige Medmennesker, Enkelte, hos hvem Menneskekjærligheden var stærkere end Overtroen og Fordommen! Det er et simpelt, fattigt Folk, som bor i vort Fjeldland, men derfor ogsaa trohjertigt, gjæstfrit, hjælpsomt; det er et Folk med megen naturlig Godmodighed, og christelig Tro og Dyd har saa godt kunnet trives i dets alvorlige Sind. Den ensomme Hytteboer i den afsidesliggende, skumle Dal lukker ikke let sin Dør selv for det støiende Fantefølge, som Uveir driver til at søge Ly under hans Tag, og ofte vistes der en endnu virksommere Medlidenhed med Børn af denne Slægt, som syntes forladte af Gud og Mennesker. I de forskjelligste Egne af Landet kan man faa høre Fortællinger om, at ikke alene Præster og andre Embedsmænd, men simple, fromme Bønderfolk have taget til sig et saadant fremmed Fantebarn, som enten havde forvildet sig fra sit Følge, eller som Moderen var døet fra i dets spæde Alder. Der ligger megen Interesse i at plante et vildt Skud ind imellem en Haves ædlere Væxter, og med en end mere begrundet Interesse har der været anvendt megen Flid og Omhu for at tæmme den lille Vilde og bibringe ham Sædeligheds og Stadigheds Sands. Naturbarnets Livlighed og stundom skjelmske Lystighed har været Naboernes Morskab og ikke forstyrret Pleieforældrenes gode Haab. Men hvorledes har Udfaldet af disse Bestræbelser gjerne været?
Jeg skal fortælle et Exempel, der i det Væsentlige passer paa alle de Forsøg af dette Slags, som jeg kjender.
Paa Throndhjems Tugthus lod jeg en ung, livlig Fant omstændelig fortælle mig sit hele Levnetsløb, og af Tugthusprotokollerne og senere ved mundtlig Samtale med Nabofolkene ved den Gaard, hvor han var opfødt, fik jeg den nøiagtigste Stadfæstelse paa hans Fortælling. I det Nordenfjeldske levede en Kvinde ved Navn Nordlands-Maren; hun havde mange Sønner og Døttre og maa have været meget berømt imellem Fanterne, siden ogsaa mange Andre ansaae det for en Ære at nedstamme fra hende og derfor udgave sig for hendes Børn. Hin Fant var denne Kvindes virkelige Søn. Moderen blev anholdt og sat paa Throndhjems Tugthus, hvor hun døde, og Gutten, som endnu ikke var aarsgammel, blev ved Foranstaltning af Fattigkommissionen i Ørkedals Præstegjeld indsat til Opfostring hos en Bondefamilie. Her voxede han op og blev efter hans eget Udsagn afholdt af sine Pleieforældre, som om han skulde været deres eget Barn. Rigtignok var han temmelig vilter, og Nabokonerne spøgte ofte med hans Pleiemoder over hendes gode Tro til „Martin Fantegut“ og spurgte hende, om hun nogensinde havde hørt, at det var gjørligt „at faa en Buhund af en Varg;“ men Gutten var godmodig og snild og havde godt Nemme, og den brave Pleiemoder haabede trøstig, „at de nok skulde faa se, at der skulde blive Folk af Martin.“ Martin blev konfirmeret med godt Lov for Christendomskundskab, og Pleiemoderen havde det bedste Haab om ham, da han derefter forlod hende for som Tjenestegut paa en anden Gaard at sørge for sig selv. Et halvt Aars Tid gik det ogsaa her godt; men en Aftenstund – han havde for en Forseelse faaet en vist ikke overdreven Irettesættelse af sin Husbonde – gik han afsted, vandrede hele Natten, og kom om Morgenen ind til en gammel Kone, som gav den Sultne Mad, og paa Spørgsmaal om, hvor han skulde hen, svarede han: Hvor Taaen viser fram.“ Den her udtalte Maxime fulgte han siden uafbrudt. Først traf han paa Landeveiene en ældre Broder, en routineret Fant, som dog ikke længe vilde have ham i sit Følge, „da han Intet havde lært endnu.“ Saa kom han „i Lære“ hos en gammel Skorstensfeier og „tullede“ siden som en „Smaavandring“ omkring paa egen Haand med en Skraber og Feiekost. Den i det Throndhjemske vel bekjendte „StolpestuSmed,“ som jeg maaske senere kommer til at omtale, indviede ham i den noget mere anseede Kunst at pudse Kakkelovne, og nu var hans Tilstand betydelig forbedret. Men endnu var han kun en Smaavandring. Derfor indgik han et Kontraktsforhold med „Svenske Poion,“ en gammel Tater, som skulde lære ham Hestedoktoriets Mysterier, imod at han skulde følge den Gamle paa Markeder, staa ham bi i Slagsmaal o. s. v. Her „lærte han Meget,“ navnlig ogsaa rommaní, og ved sin Patrons Hjælp kom han efter udstaaet Lære i Besiddelse af et Pas som Hestedoktor og var dermed rykket op i „Storvandringernes“ Kaste. I en Kro traf han en svensk Tater med to Døttre; han hørte, hvorledes disse i det hemmelige Fantesprog aftalte, at den ene af Pigerne under Kjærligheds Maske skulde frastjæle ham hans Lommebog; men han viste dem, at han havde forstaaet det Hele, og saaledes endte den Historie, at han blev Taterens Svigersøn og Eier af hans ene Hest. Fra nu af flakkede han hele Sverige og Norge over, og hans Liv var en Række af altid mere dumdristige Fantestreger, som selv ikke hans Straf i Throndhjems Tugthus fik gjøre Ende paa; thi han rømte, brød samme Nat ind paa en Bondegaard og stjal de fornødne Klæder, sad saa næste Morgen, en Søndag, som en from Vandringsmand i en Husmandsstue, hvor han vant Folkets Yndest ved af Psalmebogen at forelæse Dagens Evangelium, da Eieren af det blommede Halstørklæde, han havde paa, tilfældigvis kom ind og greb ham. – Saaledes gav han hine Bondekoner Ret i, at det ikke er saa let at faa Vargen tæmmet til Buhund.
Allerede Perseren Firdusi sagde: “Om det, som er urent af Naturen, maa du ikke nære noget Haab; ingen Vaskning vil gjøre Tateren hvid.“ Betragtningen af de mange mislykkede Forsøg med Fantebørn har ledet vor Almue til netop den samme mistrøstende Anskuelse. Et almindeligt Ordsprog siger om dem: “De ere ligesom Vildgjæsunger; Sommeren over kunne de gaa nok saa tamme paa Bondens Gaard mellem andre Gjæs; men kommer saa om Høsten en Flok Vildgjæs flyvende forbi, faa stryge de afsted,“
Men saa smerteligt det end er at se, hvorledes det ene efter det andet af disse Børn ligesom af en uimodstaaelig Drift drages ud af det Hjem, som vilde berede dem Dannelsens og Sædelighedens Lykke, og ledes ind i et Liv, hvis Fristelser og Forførelser ganske vist ville fore dem til en snarlig Fordærvelse, saa ligger der dog megen Interesse i dette samme Træk. Hvad skulde man sige om den Slægt, hvis Medlemmer ikke forenedes ved noget gjensidigt Hengivenhedens Baand, om det Menneske, som ikke nærede nogen Medfølelse for den Familie, det Folk, hvori Naturen lod ham fødes, som i den lykkeligere Tilstand, hvori andre Menneskers Godhed havde bragt ham, var bleven ligegyldig for den Usselhed, den Foragt, hvori hans mindre heldige Slægtninger, hans Forældre og Sødskende, fremdeles maatte henleve sine Dages Tag Familiekjærligheden, Slægtsfølelsen, Nationalbevidstheden bort af et Menneskes Hjerte, og det har mistet en af sine bedste Prydelser. Derfor forsvarer ogsaa den berømte Pritchard i sin Bog the history of man de usle Buskmænd eller Hottentotter i Sydafrika, hvem Mange formedelst deres vistnok yderst raa Liv vilde fraskrive menneskelig Sands og Evne, ved at anføre et enkelt Exempel: en Mand af denne Race var i tidlig Alder bleven tagen til Huse hos Engelskmændene i Kapstaden, var bleven vel opdragen og vel betroet, saa han endog havde en særdeles lovende Løbebane for sig; i Evner og Kundskaber kunde han vel maale sig med Engelskmænd af den dannede Klasse; man gjenkjendte ikke længer Vildmanden i ham; og dog – en vakker Dag forlod han den civiliserede Verden, hvor han var bleven hjemme, opsøgte sine foragtede Landsmænd udenfor Koloniens Grændser, klædte sig i Dyrehuder som de og blev igjen en Hottentot med Liv og Sjel. Naar nu hos os en Fantegut forlader en Bondegaard, hvor han er opvoxet, forlader det borgerlige Samfund, som lovede ham et roligt og lykkeligt Liv, for at dele sine Forældres eller Stammefællers Elendighed derude paa Landeveiene, hvem tør da sige, at han ikke for en Del er ledet dertil af en halv bevidst Følelse af Længsel efter at erfare deres Tilstand, af Ønsket om at lide sammen med dem, som efter Naturens Orden ere hans Nærmeste? Saadanne optagne Fantebørn faa imellem sine fremmede Omgivelser altid høre, at deres Forældre eller Stammefæller leve et foragteligt Liv; men er det ikke i Grunden et ædelt Træk, naar en Søn eller Datter er meget sendrægtig til at lade sig overbevise om sine Forældres Ugudelighed og foragtelige Sæder? Kunde man gjennemskue en saadan Fanteguts Sjel, naar han i Nattens Stilhed og Mørke flygter bort fra sine Pleieforældres Hus, skulde man kanske finde, at Følelse af Harme ved haanende Yttringer om hans Slægt var den nærmeste Bevæggrund til dette hans „Fald.“ De Nabokoner, som i den anførte Fortælling haanede „Martin Fantegut“ med den stygge Tvivl om hans bedre Menneskenatur, vare maaske Skyld i, at Martin atter blev Fant. – Hvad her er yttret om Vanskeligheden af for bestandig at vinde Fantebørn for et bedre Liv udenfor deres Forældres og Stammefællers Kreds, gjælder forresten ikke blot Taterbørn, men ogsaa Børn af andre Fanter, som føre et ligedant kasteagtigt, omflakkende Liv, og som et følgende Kapitel skal handle om.
Undertiden ere disse saaledes opdragne Børn af Øvrigheden eller Fattigkommissionerne med Magt tagne fra Forældrene, og jeg er ikke uden Frygt før, at Fantefolk undertiden kunne have øvet en frygtelig Gjengjældelse. En Præst i det Throndhjemske fortalte mig, at han nylig var bleven kaldet hen til en nærboende Husmandsfamilie, som var bleven belemret med et talrigt Fantefølge, der i flere Dage havde holdt til i det fattige Hus og forsynet sig af dets Madforraad, men endnu ikke gjorde Mine til at drage videre; Præsten blev i dette Følge opmærksom paa en ganske liden Gut, som paa de blonde Haar og blaa Øine strax skjønnedes ikke at høre til den sortladne Familie, og paa Spørgsmaal om Barnet forklarede en styg Kjærring, der med sædvanlig Kjækhed førte Ordet for de Øvrige, at hun for at tjene en fattig Husfamilie langt Nord paa havde taget Barnet til sig, for at det af hendes Sønner skulde lære en nyttig Profession. – Saaledes træffer man oftere fremmede Smaabørn i Fantefølgerne. Hvad om det er røvede Børn? Fra andre Lande har man forfærdelige Historier om Taternes Børnerov, og vore Fanters Sæder ere sandelig saadanne, at man ogsaa i denne Henseende kan tiltro dem det Værste. Naar i det anførte Tilfælde Kjærringen fordristede sig til at komme til en Præst med den lidet trolige Historie, saa lader det sig vel tænke, at hun har gjort Regning paa at vinde i Almuens Øine ved saaledes at kunne omgive sig med en Pleiemoders Værdighed, og at dette har været Grunden til, at hun havde taget det fremmede Barn med sig. Jeg skulde dog neppe have bekvemmet mig til at yttre Mistanken om dette Slags Udaad, dersom den ikke allerede var en meget almindelig Tro. Ikke saa sjelden hænder det i vore Bygder – og Aviserne have i det sidste Par Aar meddelt et Par Exempler derpaa –, at Smaabørn pludselig forsvinde, uden at det siden lykkes den store Mængde Mennesker, som ved saadanne Ulykkestilfælde med Deltagelse pleie samles for at yde Hjælp, at opdage det mindste Spor af den Forsvundne. En meget udbredt Mening om saadanne Forsvundnes Skjæbne er den, at de ere „tagne i Bjerg“ (hvorfor der ogsaa undertiden har været ringet med Kirkeklokkerne for at tvinge de underjordiske til at give dem tilbage); men en anden Mening er ogsaa den, at de ere opsnappede af forbistrygende Fantefolk, som siden svøbe dem i sine Pjalter for ved dem at vække Medlidenhed ved sit Betleri.
Af de anførte Træk har man nu maaske en Forestilling om, hvorledes Medlemmerne af en saadan vandrende Familie under Reiselivets mangehaande Vanskeligheder dog saa nogenlunde har kunnet holde sammen. Men hvorledes har det været muligt, at de faa Taterfamilier, som for nogle Aarhundreder siden have forvildet sig op til vort vidtløftige Land, have kunnet finde hinanden igjen og vedligeholde et Slags Samfund indbyrdes, skarpt afsondrede fra den øvrige Befolkning i Landet? Man kan vel nære Tvivl om,hvad der fortælles, at hele Landets Tatere skulle have holdt formelige, regelmæssige Møder hist og her i vore Udmarker; men den Omstændighed, at de saa nogenlunde have bevaret sit Sprog og sine Traditioner, viser dog, at der har været noget Sammenhold imellem dem, og hvorved er dette blevet muligt? Jeg spurgte Frederik Larsen derom, og han fortalte Følgende: „Naar Rommanisæler vandre igjennem en Bygd og komme til en Korsvei, pleie de gjerne at lægge tre smaa Grankviste paa den høire Side af den Vei, som Følget slaar ind paa; for at Kvisterne ikke skulle blæse bort, lægge de en liden Sten paa hver af dem. Den, som ikke ved, hvad dette Tegn betyder, lægger ikke videre Mærke dertil eller tænker i det Høieste, at en Smaagut har gjort det saaledes til Tidsfordriv; men Hensigten med Kvisterne er den, at om der skulde komme et andet Følge samme Vei, saa se de, hvor de skulle gaa for at finde Kjendinger, og især er det godt for saadanne Rommani’er, som ere rømte fra Arrester eller Tugthuset og kunde trænge til at faa Hjælp. Dette Mærke hedder en patron. Om Vinteren bruge vi et andet Mærke, som hedder en gaano; det er en Figur, som vi slaa i Sneen med Kjøresvøben, og som ligner en sammenbunden Sæk. Disse to Mærker komme ogsaa vel til Nytte, naar der er to Følger, som ere blevne enige om at reise sammen; for ikke at gjøre formegen Opsigt maa de gaa med et Mellemrum af en Dagsreise eller saa omtrent, og da kan det sidste Følge saa nemt faa Besked om det første. Sommetider maa der ogsaa gaa Bud imellem forat underrette det ene eller det andet Parti om, at Lensmanden er ude og søger efter dem, eller at der er noget andet i Veien for den aftalte Reise, og Budet leder sig da frem efter disse Mærker.“
Her frygtede jeg en Tidlang for, at min Taterven vilde prøve min Lettroenhed, og dog havde han her givet mig Nøglen til en af de mange Forunderligheder i Taternes Historie. Som jeg før har fortalt, har det i andre Lande, hvor Taterne stundom sees i talrige Flokke, vakt Forundring, hvorledes disse Flokke pludselig komme tilsyne – Ingen ved, hvorfra – og ligesaa pludselig trække bort – Ingen ved hvorhen. Dette Mirakel sker netop ved Hjælp af dette patron-System, Vandringsfolkets netteste Opfindelse; med dette Signal kunne de nemlig naar Omstændighederne kræve det, adsprede sig til alle Kanter og derved undgaa Opsigt, men tillige lettelig samles igjen. Hos Borrow, som maaske er den første, der har fortalt derom, fandt jeg dette Meddelelsesmiddel beskrevet ganske paa samme Maade og med samme Navn. Han takker sine kjære Gypsies meget for dette deres Signal, som mangengang i Rusland, i Frankrige og andetsteds, naar han var hungrig og træt, havde ledet ham til en Taterleir i Skoven og der, uden anden Anbefaling, skaffet ham god Modtagelse[5].
I den stadige Brug af dette Signal ligger der hos Taterne Bevidstheden om indbyrdes Broderskab. En fra en Arrest flygtende Tater, som finder et Følge af „sit Folk,“ er, som sagt, vis paa al den Hjælp, som Følget kan ude ham imod Bygdevægteres og Lensmænds Efterstræbelser. Imod Ideen om et saadant Broderskab strider det heller ikke, at man saa hyppig hører om forfærdelige Slagsmaal netop imellem Taterne. En Tater ruster let af sig de Tegn paa Uvillie og Foragt, som han maa døie af en buro, med hvem han ellers ikke har noget at skaffe, hvis Agtelse eller Ringeagt er ham mere ligegyldig; men den ubetydeligste Fornærmelse af en „Broder,“ til hvem han gjør større Fordringer (og hvor let kan ikke f. Ex. Delingen af en Flaske Brændevin give Anledning til Fornærmelser?), er en Æressag, som kræver Fyldestgjørelse.
Derfor gaar en horta-rommanisæl altid bevæbnet omkring i vort ellers saa fredelige Land. En Tater fortalte mig om et Slagsmaal han havde havt med en anden; de Ar, han viste mig som Minder efter samme, vidnede ogsaa om, at det havde været en Kamp paa Liv og Død; han stak og skar med sin tjuri, men mærkede, at han Intet kunde udrette, saasom hans Modstander, en erfaren Slagsbroder, var beskyttet ved et Slags Pantser, han havde flettet af Staaltraad og skjult under sin Trøie. Hvad gjorde han saa? Han greb sin tjukni, sin Fægtestav, og under dennes vægtige Slag maatte Modstanderen snart bedøvet tumle til Jorden. Denne Fægtestav fortjener en nærmere Beskrivelse. I norsk Tale hedder den helst Svøbe og kan ogsaa bruges som saadan; men at den egentlig har en anden Bestemmelse, mærkes allerede derpaa, at den ofte er beklædt med et Overtræk af Lærred eller Skind, der for uindviede Blikke skjuler dens mere krigerske Indretning. Den har en Spadserestoks Længde og bør helst bestaa af Bambus. Et paa Midten anbragt Messinghaandtag viser, at den er bestemt til at haandteres anderledes end en almindelig Svøbe, og en med Bly fyldt Messingholk paa hver Ende lægger knusende Magt i dens Slag. Jeg har seet en Tater svinge dette Vaaben; han gjorde det kun for Spøg, efter min Opfordring: men der lagde sig snart et uhyggeligt Udtryk af ubændig Vildhed over hans Væsen under den krigerske Øvelse. Stokken svingedes som et Hjul; han parerede og gjorde Udfald mod den forstilte Fiende, og saa hurtig forstod han i Kampens Hede at kaste Stokken over fra den høire Haand i den venstre, at Vexlingen neppe mærkedes – et Kunstgreb, hvormed han ikke alene var istand til at fortsætte Fægtningen, om den ene Arm var bleven saaret, men ogsaa til uformodet at gjøre Udfald fra den Side, hvorfra det mindst ventedes. – Det var mig aabenbart, at Tateren havde anvendt en god Del af sin Ungdoms og Manddoms mange ledige Timer til at øve sig i Brugen af dette Vaaben.
Man forestille sig engang en saadan Kampscene, saaledes som en sanddru Tater har skildret mig den! Der staa to Mænd med spændte Muskler og end mere spændte Blikke, parerende og gjørende Udfald med sine Fægtestave. Begges Hunde ere af deres Herrer ophidsede til Kamp hver paa sin Kant, for at ikke nogen af dem skal komme sin Herre til Hjælp, og det første Forsøg herpaa af den ene af de Tvendes Kjærester lader ogsaa disse ryge sammen og drages i Haar, medens deres Unger kanske skrige paa deres Ryg. Paa Kvindernes Kampmod saa man ogsaa for et Par Aar siden et Exempel oppe i Ullensaker; under et Slagsmaal mellem to mandstærke Fantefølger, har man fortalt mig, saaes to Kvinder med forbittret Hidsighed at rives og slides, indtil de begge stode der ligeoverfor hinanden – uden en Traad paa deres brune Kroppe.
Eller synes man bedre om følgende Scene? I en Husmandshyttes snævre Stue, gjennem hvis natlige Dunkelhed en Tyristikke kaster sit usikkre Skin, staa midt paa Gulvet to vildtblikkende, sorte Fanter, og det øvrige Følge slaar Kreds omkring dem, medens Husmandsfolket i Sidekammeret forskrækket kiger ind igjennem den aabne Hør og Børnene skrige. En Fantekvinde eller to istemmer et Hyl og en Kampsang med Omkvædet de’an tjurodme (giv ham Knivstikket!), og nu først – thi her gjælder visse Kamplove – nærme de Kjæmpende sig med forsigtigt Mod og svinge mod hinanden – hvad? to i uldne Tørklædet indsvøbte Næver. Men forfølger man Bevægelserne, ser man foruden de hidsigt glødende Øine et Glimt, der i Zikzak ligner igjennem det skumle Rum. Det er to Knivsblade, kun en Tomme lange, smale og tynde, men tveæggede og blankslebne, som, befæstede til et med Læder omvundet, mygt Skaft, der falder godt i Haanden, stikke ud igjennem det om Haanden vundne Klæde og blinke i Tyrifaklens Lys. „Rispeknivens“ Stød høres ikke; dens Snit mærkes knapt af den ophidsede Slagsbroder; der er ængstelig lydløst i Kredsen. Men naar den, hvis Blod strømmer stærkest, hvem det først begynder at sortne for Øinene, giver det vedtagne Tegn og lægger sin høire Haand paa Ryggen, saa er Kampen endt og – saa siger Kamploven – Hadet slukt.
Saaledes var det vel, at en paa Levanger Markedsplads opstaaet Trætte for 2–3 Aar siden afgjordes. Kun endte Kampen her voldsommere, end den vel skulde. Den ene af de Kjæmpende styrtede i Vildelse ud af Kredsen med et Knivstik i Hjerneskallen, løb en Fjerdingvei afsted, faldt saa om og var død. Han obduceredes paa det nærliggende Amtssygehus, og Lægen fortalte mig, at han, foruden det friske Saar, som Mærke efter et ligedant tidligere Slagsmaal fandt et lidet afbrukket Knivsblad under den haardføre Skalles forlængst overgroede Hud. Og man kan blotte Arm eller Bryst paa fast hver Fant og der finde Mærker paa saadanne Kampe, svære Ar paa Kryds og tvær, som siden figurere som „Særkjende“ i deres Reisepasses Signalements.
Men, som sagt, det er Taterlov, at, naar Haanden er lagt paa Ryggen, skal Kampen være endt, og det bør ogsaa erindres, at om Politiet nogensinde skulde komme over et saadant stridende Parti og fange dem Allesammen, saa skal man neppe finde, at selv den lemlæstede Fant vil hjælpe Retfærdigheden til at udfinde den, som bibragte ham Saaret. Thi Fanterne danne som en Verden for sig selv; de norske Love og norske Domstole skulle ikke have noget med deres Sager at skaffe.
- ↑ Man se herom fornemmelig Borrows Skildring af Bryllupsceremonierne, anf. St. 1, 323 f.
- ↑ Anledningen til de ved Folketællingen i 1845 her i Landet foretagne Undersøgelser om Fanterne var en til vedkommende Departement indsendt Forestilling fra en Præst i Nærheden af Kragerø, der iblandt Andet berettede, at der i hans Egn nylig havde været holdt et Møde paa omtrent 40 Fanter. Det kan da vel troes, at Taterne i gamle Dage jevnlig have forsamlet sig til talrige Møder i vore Udmarker, og om da saadanne Straffescener havde fundet Sted der, saa vilde det kun stemme overeens med, hvad man endnu hører f. Ex. om Taterne i England. The Times fortalte – ifølge v. Heister, anf. St. S. 162 – i Aaret 1842 følgende Historie: „– – Der (i the New Forest i Hampshire) vare 3–400 Gypsies forsamlede. Den Skyldige, en vakker ung Mand, var stillet midt i en Kreds, som Kongen og Erkefædrene for de forskjellige Stammer dannede. Denne Kreds omsluttedes af en anden, bestaaende af Slægtens mandlige Del; den tredie og yderste Kreds bestod af Kvinder og Børn. Kongen, en ærværdig Olding, over hvis Haar 90 Sommere syntes at være hengangne, holdt i Tatersproget og med livlige Gebærder en Tale til den Skyldige, som næsten varede en Time. Ingen foruden Taterne vidste, hvad det var for en Brøde, den unge Mand blev udstødt for; men det maa have været en i deres Øine særdeles betydelig, da saadanne Udstødelsesdomme høist sjelden afsiges. Efterat Kongen havde endt sin Tale, gjentog han paa Engelsk, at denne Jakob Lee var udstødt af Broderskabet; derpaa spyttede han den Fordømte i Ansigtet; de tre Kredse aabnede sig, og under Taternes Pidskeslag forlod den Afstraffede Stedet. Den hele under en gammel Eg i Skoven foregaaende Scene var særdeles imposant.“
- ↑ Han gjorde mig opmærksom paa den Plage, han havde i Vente, siden det var et Guttebarn, som saaledes var bleven født paa hans Gaard, og som Krigskommissæren kanske om et Snes Aar vilde kræve ham til Regnskab for.
- ↑ Anf. St. S. 52.
- ↑ Borrow, anf. St. 1, 37.