Beretning om Fante- eller Landstrygerfolket i Norge/6

Eilert Sundt

Beretning om Fante- eller Landstrygerfolket i Norge

J. Chr. Abelsted, 1852 (s. 101-118).

Kapitel 6.

Taterreligion.

Hvad der til alle Tider især har gjort Taterne til Gjenstand for Almuens Afsky, for de Lærdes Forundring og stundom for de Frommes Bekymring, er deres sælsomme religiøse Forhold. Dette er allerede paa flere af de foregaaende Blade antydet. Ved deres første Fremtræden i Europa vakte de al Verdens Deltagelse ved det, som man dengang syntes, saa overmaade vakkre Foregivende, at de vare christne Pilegrime fra det fjerne Ægypten; men meget snart kom de i Vanrygte som Erketyve og Troldfolk. Saa gave de sig efter Omstændighederne ud for at tilhøre Landsfolket i de Lande, hvor de færdedes, og skyndte sig især med at rette sig efter de i Landene herskende religiøse Anordninger; i Tyrkiet lode de sine Børn omskjære, i christne Lande bragte de dem til Daaben. Men har man hos noget andet Folk sporet en saadan letsindig Omgang med det Hellige som hos Taterne? For desto friere at kunne gaa ud og ind i Landene, lode mange af dem sig saaledes gjøre baade til Mohamedanere og Christne; ja, man mærkede, at Taterforældre, i Haab om Faddergaver, i, forskjellige Kirker lode sine Børn døbe indtil 5–6 Gange. Paa den ene Side erklærede de med den største Paastaaelighed at være f. Ex. Christne og bevarede da med stor Omhyggelighed sine Daabsattester; paa den anden Side bar deres hele Vandel det forfærdeligste Vidnesbyrd om, at de traadte baade Moral og Religion under Fødder. Og det var ikke blot en og anden Forsker, som lagde Mærke til dette uhyggelige Forhold; det blev Gjenstand for almindelig Opmærksomhed. Selv Tyrkerne, som dog ere saa overmaade tolerante mod hver den, det kun vil bekvemme sig til at bekjende Mohameds Navn, troede dog ikke paa Taternes Oprigtighed; de gave dem nok Lov til at bære Turban – dette Hædersmærke paa en ægte Muselmand, – men fandt det dog passende at lade dem betale den Kopskat, som de paalægge alle Islams Fornægtere, der opholde sig i deres Lande. En svensk Kirkelov af 1686^[1] handler i Kapitlet om Barnedaab ogsaa om Taterne, men saaledes, at de omtales i en Paragraph for sig selv midt imellem Christne af alle Troesbekjendelser paa den ene og „Jøder, Tyrker, Morianer og andre Hedninger“ paa den anden Side, uden at man altsaa kan se, om de henregnes til Christne eller Uchristne. I norske Love sattes Taterne derimod mere ligefrem i Klasse med „Jøder og andre uchristne Personer.“ Hos Vallacherne, hvis Munterhed har havt meget med Taterne at skaffe, finder man et Folkesagn, som forklarer, at Taterne engang havde sig en Kirke, som var bygget af Flesk (Taternes Yndlingsspise), men den aade Hundene op for dem. Mere alvorligt toge Hollænderne Tingen, og imellem dem have Taterne for sin Ugudeligheds Skyld intet andet Navn end ret og slet „Hedninger.“

Det var ogsaa tænkeligt, at disse Fremmede, som aabenbar kun for et Syns Skyld bekjendte sig til de europæiske Religioner, kunde have bragt med sig og hemmelig bevaret en eller anden asiatisk Gudsdyrkelse, at de altsaa virkelig vare Hedningen Det maatte vistnok være en overmaade bedrøvelig hedensk Religion, som skulde kunne tillade sine Bekjendere at fare ned saadant falsk Spil og i det Hele leve et saadant umoralsk Liv, som Taterne stadig bære til Skue; men selv af saadan hemmelig Religion har man forgjæves søgt at finde noget Spor hos dem^[2]. Selv Borrow, som dog var saa vel kjendt med Taternes hele Væsen, maa erklære, at han ved Siden af den Religion de give sig Skin af at tilhøre, ikke har fundet saa meget som Mindelser om nogen tidligere Tro, og han antager, at om de end kanske ved deres Ankomst til Europa erindrede Navnet paa en eller anden indisk Afgud, saa har deres letsindige Hjerte ikke æret ham mere, end de nu ære Jomfru Maria eller Christus.

Men saaledes syntes Taterne at danne en Undtagelse fra den trøstende Sætning, som saa ofte er fremført til Beroligelse ved Synet af Menneskeslægtens mange og store Forvildelser, at ligesom intet enkelt Menneske er aldeles gudløst eller uden Evne til at erkjende Gud, saaledes er intet Folk aldeles uden en eller anden vedtagen Gudsdyrkelse. Reisende fortalte Europa om fjerne Folkeslag, de saakaldte Vilde, der tilbade uformede Stenstykker eller fæle Dyr som Guder, og selv denne Yttring af en meget dunkel, halv undertrykt Gudsbevidsthed tjente til at stadfæste hin Sætning; men midt i den civiliserede, christne Verden fandt man en talrig Slægt som i Ord og Gjerning haanede al Helligdom. Dette er det sælsomme Punkt i Taterfolkets Liv. – Der har ogsaa udviklet sig et helt System af Forklaringer derover. Nogle Forfattere erklærede uden videre, at Taterne stode under Hedningerne, altsaa under den laveste Art af Mennesker, og da vel manglede de væsentlige menneskelige Evner. Lige i Modsætning hertil, men ganske i Overensstemmelse med den slet-philosophiske Skole i forrige Aarhundrede, fandt en anden Forfatter^[3] noget særdeles Interessant netop i denne Taternes Vantro; den er i hans Øine kun en „Frihed fra al Slags Overtro“ (Christendom, Jødedom, o. s. v.), og „naar Oplysning ikke betyder Andet end dette, saa høre Taterne til de mest oplyste Mennesker i Verden; thi der er ikke Spor af religiøs Vildfarelse at finde hos dem.“ Fortsætter man denne Tankegang en Smule, saa maa man sige, at naar Taterne uden noget Studium (thi de hverken læse eller skrive) vare komne frem til samme Maal som den Tids mest priste Granskere og Grublere, saa maatte de af Naturen have været begavet med overmenneskelige Evner. – Ved Siden af denne Philosophs uværdige Forklaring tør man vel ogsaa anføre den, som den norske Bonde har dannet sig om Taterne: naar en Taterkvinde – saa siger et gammelt Folkesagn i Gudbrandsdalen – har samlet sig ni Børnehjerter og brændt dem som Offer til den Onde, saa kan hun foretage sig hvad hun vil, og skal have Held i alle Ting her i Livet, hvorimod hendes Sjel efter Døden rigtignok skal tilhøre hendes Herre. Naar Taterne saaledes skulde dyrke det onde Væsen som andre Mennesker dyrke det gode, saa blev deres Liv det Omvendte af det naturlige Menneskeliv; de stode da hverken over eller under andre Mennesker, men ganske udenfor disses Kreds, vare Umennesker.

Men fra en anden Kant skulle vi hente en nettere Forklaring af Gaaden. I Østerlandene har det fra gammel Tid paa Grund af et Sted i det gamle Testamente været fast og almindelig Tro, at der ialt er 72 Folkeslag og Sprog paa Jorden, og efter denne Tro har der i Syrien, som en Reisende beretter^[4], med Hensyn til Taterne dannet sig et Folkesagn, som gjælder for afgjort Sandhed, og som siger: der gives i Venden 72 Religioner og en halv, og denne halve er Taternes. – En halv Religion! Der have vi det rette dunkle Udtryk for en saa dunkel Ting. Taterfolkets Sjel rummer ikke mere end en halv Religion. I Alt, hvad der hører til det udvortes Menneske, røber Tateren ypperlige Evner; hans Forstand og Kløgt overgaar de fleste andre Menneskers, ligesom Rævens List overgaar de andre Dyrs; denne Kløgt kan ogsaa være parret med Heftighed og Iver; det ser man i Tatermoderens Omhu for hendes Børn, der minder om Dyrets lidenskabelige Ømhed og fortvivlede Kamp for dets Unger. Men dette raske, rastløse Liv er tillige saa tomt saa usammenhængende; her er saa megen Letsindighed, Ustadighed i Taterens Væsen. Han fatter hurtigt nok, hvad andre kunne sige ham om Gud i Himmelen; men han mangler den alvorlige Sands, som skulde fastholde den høie Lære; den dybe Længsel, hvormed han skulde hæve sit Blik op over Sandseverdenens Forfængelighed, er ikke vaagnet hos ham; den Gemytlighed, hvori Guds Ords Sæd vil spire og bære Frugt, er hos ham saa overmaade ringe. Det er Taterens „halve Religion,“ at hans Samvittighed er saa overmaade sløv, som en slap Streng, der vanskelig vil give Lyd, at hans moralske og religiøse Evne er – ikke just aldeles borte, men indskrænket til det alleryderligste Minimum.

Men efter alt dette vil man ikke uden Forundring høre min i det forrige Kapitel omtalte Hjemmelsmand, Frederik Larsen, berette om et ganske fuldstændigt Hedenskab, som de norske Tatere skulle have havt imellem sig. Hans Beretning var følgende: Dengang Taterne endnu boede i sit Fædrehjem, Byen Assas i Assaria (se S. 20), sendte baro devel (den store Gud) sin Søn, Dundra, i et Menneskes Skikkelse til dem for at aabenbare og i en Bog opskrive for dem sin Lov – den hemmelige Lov, som Taterne endnu følge hele Verden over; derpaa steg Dundra op fra Jorden, satte sig i sit Rige, Maanen, og hedder fra den Tid Alako. Der er ellers to Sagn imellem de Gamle i Folket om, hvorledes dette gik til; Nogle sige, at han forlod Jorden strax efter at have udført sit Ærinde, Andre derimod, at han maatte flygte for Tyrkerne, som fordreve Taterne fra deres Land, og at han endogsaa blev saaret i Kampen. Men i Taternes Udlændigheds Tid er han deres trofaste Beskytter i deres daglige Strid med Tyrker og Christne; engang skal han hjælpe dem til fuldkommen Seier og føre dem tilbage til deres eget Land, og efter Døden henter han deres Sjele op til sig i sit Rige. Taternes Fiender ere ogsaa hans Fiender, fordi de tjene onde Aander, nemlig beng, Djævelen, og Gern, Christus, som idelig stræbe at styrte ham selv fra hans Maane-Rige. Ofte ere de nær ved at overvinde ham; da er det, at man ser Maanen tage af og forsvinde; men snart drager den stærke Gud sit Sværd og Spyd og kjæmper af al Magt og slaar fine Fiender tilbage; da ser man ogsaa Nymaanens Spidser bryde frem og Maanen vore, indtil Alako’s fulde Ansigt blikker ned til hans Børn, Taterne, som ærbødige falde paa Knæ mellem Skovens Træer og prise den mægtige Seiersgud. Taternes Høvding opbevarer omhyggeligt et af Sten skaaret Billede af Alako, bareske Alako; det er saa stort som en Haand og fremstiller Guden som en opretstaaende Mand med en Pen i den udstrakte høire Haand og et Sværd i den venstre. Der er en saadan Høvding for de norske, en for de svenske og en for de russiske Tatere, og disse tre stævne alle sine Folk til Møde ved Midsommerstid enten paa „Jemlon,“ et Fjeld paa Dovre, eller høit oppe i svensk Lapland eller ogsaa i „den russiske Karet,“ som skal være et Sted paa Grændsen af Storfinland. Her opstilles Alako’s Billeder under følgende Sang: Ostimari stinta – o emi o vino – o manga o tjeia – o rankano deia. – Marra folka – aschar but – o trinta mi deia – maa dom tromma ava – o rankano deia. – Bescha dero i vordinan – ja pallar min scharo – aavan min schero – ninna tjingra mero – o rankana deia^[5]. Den Høvding eller Ypperstepræst, der efter Omgang har Forsæde, holder derpaa en kort Tale og slutter med de høihellige Ord: Ala mana sana! Nu komme alle nygifte Par hen til Alako-Billederne og erholde mod en Afgift til Høvdingen Indvielsen i Gudens Navn; de nyfødte Børn bringes ogsaa did og navnfæstes, og hvis de ere døbte med christen Daab, blive de omdøbte i Alako’s Navn. Resten af Mødet udfyldes med en Fest, hvor Taterne traktere hverandre med det medbragte Flesk og Brændevin og underholde hverandre med Fortællinger om sit større og mindre Held i at plyndre de Christne og dermed „tjene Alako.“ – Om sit eget Forhold til denne Gudsdyrkelse fortalte min Taterven videre, at da han i Christiansand havde ladet sig døbe og saa fornyede sit Fanteliv, traf han sin Farbroder, en Tater af det gamle Slags, som alvorlig foreholdt ham hint Frafald og til Bevis for Alakos’s beskyttende Magt anførte at da Cholera i Aaret 1833 dræbte mange Mennesker i Landet, savnedes ikke en eneste Tater – et Argument, der bragte den Frafaldnes Tro til at „balancere som paa en Knivsæg mellem Gern og Alako.“

Om min Hjemmelsmand har jeg allerede før fortalt, at jeg ofte betragtede hans Taterhistorier med stor Mistænksomhed, men at jeg næsten ligesaa ofte til min Forundring virkelig fandt dem bestyrkede, og at jeg aldrig greb ham i et usandfærdigt Ord. Jeg har heller Intet fundet, som bestemt vidner imod denne hans Beretning, skjønt jeg længe maatte lede for at finde Noget, som maaske vidner for den. Rigtignok har ingen anden Tater stadfæstet den; men dette har ikke saameget at betyde; det er ikke mange af de Tatere, jeg har truffet, som lode til at have staaet i Forbindelse med de men ublandede Familier eller at være optagne saa at sige i Ordenens høiere Grader, og de faa, som nok dette var Tilfældet med, viste sig enten fuldkommen tilbageholdne eller skjænkede mig kun halv Fortrolighed. Hin Vildmand paa Tugthuset, som allerførst fortalte mig om Taterne og navnlig meddelte mig det ligelydende Sagn om deres Herkomst fra Byen Assas, skulde kunnet være et godt Vidne her; men han viste sig efter det første Øiebliks Fortrolighed saa gjennemløgnagtig, at hans Paastand om Uvidenhed i dette Stykke meget vel kunde skrive sig fra Frygt for, at om han røbede Bekjendtskab med et saadant Hedenskab, skulde Forberedelsestiden til hans tvungne Daab vare endnu længere end de fem Fjerdingaar, hvori han for den Sags Skyld var Friheden berøvet. Jeg kan dog anføre, at en ung og aabenhjertig Fantegut, som med sin Fader havde gjort vidtløftige Reiser, fortalte mig om en gammel sortsmusket Fant, han havde været i Følge med i det nordlige Sverige, og som vakte Guttens Opmærksomhed ved de mange Bøininger og underlige Fagter, han gjorde, da engang Maanen steg op over Skovtoppen. Adskillige Tatere af en Halvblodsrace, som nu de fleste tilhøre, fortalte mig det Sagn om Maanen, at det “bare er Adam og Eva, hvis Billeder man ser i den;“ det var, som om de Indviede kun havde afspist dem med denne Forklaring. – Men i selve Mythen synes der at være et Spor af, at en eller anden Tradition maa ligge til Grund for den. Vistnok er der mange Træk i den, som aabenbart ere dannede i Lighed med Christendommen, og som da kunde vække Mistanke om, at Fortælleren havde digtet op den hele Historie. Men isaafald vilde allerede det være meget mærkeligt, at han skulde falde paa at give sin Maanegud to Navne, Dundra og Alako. Og dette sidste ialfald kan neppe være noget aldeles opdigtet Ord. Det er upaatvivlelig et finsk (kvænsk) Ord, alakuu, kun forandret med den for Tatersproget eiendommelige Endelse – o. Det betyder ifølge Renwalls Lexikon den aftagende Maane. Efter Mythen om den kjæmpende og seirende Maanegud skulde man rigtignok heller ventet et Navn som erindrede om den Maane; men der er dog nogen Sammenhæng alligevel mellem Mythen og Navnet. Nu er det jo vistnok tænkeligt, at Fortælleren med Forsæt kunde have udsmykket sin Historie med et saadant finsk Ord: dette havde man ogsaa maattet tro, dersom han selv havde forklaret, at hint Alako egentlig var finsk; men det gjorde han aldrig, saa meget jeg end spurgte ham ud om ethvert Punct i denne Sag; det var mig selv, som først gjenfandt Ordet i det finske Sprog og deri syntes at se det eneste Vidnesbyrd for den ellers saa mistænkelige Fortælling. Det forekommer mig, at Sagen kan forklares saaledes: Vore Tatere høre til den Gren af Taterfolket, som har holdt til paa de russiske Stepper og der, efter Borrows Vidnesbyrd, langt bedre end andetsteds har bevaret Slægtens Traditioner og Eiendommeligheder^[6]. Der er intet urimeligt i at antage, at Taterne fra sit tidligere Hjem kunne have medbragt nogle nødtørftige religiøse Forestillinger, og at de Horder, som kom til at udbrede sig mod Norden, med det større Alvor, som de uhyre mennesketomme Sletter eller de mørke Urskove vel maa have paatvunget dem, have overleveret disse samme Forestillinger fra Slægt til Slægt, medens f. Ex. Spaniens Taterflokke i det yppige Land have overgivet sig til en mere samvittighedsløs og glemsom Letsindighed. Om nu hine russiske Tatere have troet paa et guddommeligt Væsen som denne Dundra, der boede i Maanen, og hvis vexlende Kamp med fientlige Aander vistes ved Maanens Af- og Tiltagen, saa er dette Noget, som stemmer ganske overens med mange asiatiske Folkeslags Forestillinger. Nu kom en Del af disse Tatere ind i Finland og tilegnede sig det finske Sprog; her kunde de vel have antaget Ordet alakuu som et Hverdagsnavn til at betegne denne Maanegud, som ellers hed Dundra, to Navne altsaa, som deres norske Efterkommere ikke længer vidste rigtig at skjelne imellem^[7].

Efter alt dette er jeg tilbøielig til at tro, at Frederik Larsen ikke har opdigtet denne Mythe, men at han med alt Alvor har hørt den f. Ex. af sin Bedstefader, den hundredeaarige Olding, som ved Bredden af det mørke Fjeldvand „efter Fædrenes Vis“ tog Afsked fra sin Slægt og steg i Dybet; jeg er tilbøielig til at tro, at disse mørke Fremmede, disse Nattens Børn, virkelig her i vore Udmarker, i Skovens Ensomhed, have bøiet Knæ for Maaneguden og saaledes søgt den Trøst, som ogsaa deres Hjerter begjærede paa Livets tunge Vei. Dog – dette interessante Punkt i Taternes Historie faar være et Mysterium fremdeles. Saa meget synes jeg imidlertid med Vished at kunne skjønne, at om vore Taterhorder engang have baaret omkring med sig en saadan hedensk Tro, saa er det nu anderledes. Naar min Hjemmelsmand vilde paastaa, at denne Tro med dens mange Ceremonier endnu var i fuld Gang, saa var dette vistnok Noget, han havde indbildt sig selv; hans hele Fortælling var for ustø og vaklende, i det Høieste dunkle Erindringer om, hvad der i ældre Dage havde fundet Sted imellem Taterne, og dersom nogen anden nulevende Tater ved Noget om Alako at sige, saa er det upaatvivlelig mere som et gammelt Eventyr end som et alvorligt Hjertesanliggende. Den hele Maanedyrkelse maa efter alle Mærker være i Forfald nu for Tiden ligesom alt Andet, der hører Taterne til.

Men gid de vare oprigtige Alako-Dvrkere allesammen! Saa vidste man, hvad man havde at gjøre med. Men som vore Tatere nu ere, gjenfinde vi ogsaa hos dem den bedrøvelige „halve Religion.“ Man skal neppe fra den hele Mark, hvor Guds Ords Tjenere saa og vande, i christne eller hedenske Lande, kunde opvise noget mere Mistrøstende end disse Menneskers aandelige Tilstand. Tal med dem, og du skal ofte saa høre en Strøm af Ord om Gud Fader, Søn og Helligaand; men du vil for det meste forgjæves søge efter en Mine i deres Aasyn, som røber Oprigtighed ved Ordene, forgjæves lede efter et Træk i deres Liv, som viser sand Ærbødighed for det Hellige. – I den øverste Bygd i Guldalen, hvor et fromt, chriskeligsindet Folk har hjemme, fortalte en Bonde mig, at han en Søndagsmorgen indbød nogle sorthaarede (tateragtige) Fanter til at overvære Husandagten; men de Fremmede svarede med bandende, vrede Ord og skyndte sig bort. Dette ligner mere en Tatersjel end Rørelse og Andagt. – Og om man virkelig for et Øieblik skulde synes, at ogsaa en af disse Forvildede i Sandhed kan vise sig greben af Guds Ords Magt, saa tør man ikke ret hengive sig til Glæde og Haab herved; thi ogsaa i vort Land have saa hyppige Erfaringer vist, hvor saare vanskeligt det er, at en Tater i Længden kan modstaa de Fristelser, som hans ustadige, flygtige Sind drager ham ind i.

Det forstaar sig, Taterne gjøre sig nok Flid for at faa sine Børn døbte. Altid skeer det just ikke – det har det Foregaaende indeholdt Exempler paa –, men for det meste. Men i Regelen er det ikke engang noget Slags religiøs Overtro, som er Bevæggrunden hertil, men pure Klogskabshensyn; Taterne vide nemlig fra de gamle Forfølgelsers Tid, at en rascholil (Daabsattest) er den vigtigste Betingelse for deres frie Ophold i Landet. Iligemaade ser man saagodtsom aldrig, at disse Mennesker af egen Tilskyndelse søge Religionsundervisning, underkaste sig Konfirmation eller erhverve sig kirkelig Indvielse af sine Ægteskaber. Er en Tater eller Taterkvinde konfirmeret, er det i Regelen skeet i Tugthusene eller under Fattigforsørgelsen omkring i Sognene, i begge Tilfælde ved Tvang.

Jeg har engang læst om en Professor ved er Døvstummeinstitut, som opnaaede et ganske mærkværdigt Resultat med et halvvoxent Drengebarn, der formedelst en høi Grad af baade legemlig Svækkelse og aandelig Sløvhed var baade døvt og stumt; ved en med uhyre Taalmodighed og med videnskabelig Kunst længe fortsat legemlig og aandelig Gymnastik lykkedes det ham lidt efter lidt at udvikle de slappe Muskler og slumrende Evner og tilsidst fremlokke en vistnok fattig, men dog fornuftig og forstaaelig Tale af den før saa dumme Mund. Saaledes maatte det vistnok ogsaa lykkes Menneskekjærlighedens Skarpsindighed ved omhyggelig Behandling at vække selv en Taters moralske Sands, at udvikle hans religiøse Evne og forædle han Sind. Men man bør ikke vente et saadant Resultat af en Fants tvungne Ophold mellem Forbrydre i en Strafanstalt^[8] eller af en Fattigkommissions Bestræbelser med en den paatvungen Fantegut. Et andet Resultat er sikkrere, det nemlig, at Fanterne – den Udsigt trøste de sig ogsaa gjerne med, medens Mangen staar paa –, naar de atter slippe ud, fortsætte sit Vagabondliv saa meget tryggere og frækkere, siden de da vide, at de ikke længer, i Brist af andre klækkelige Anklagepunkter, kunne inddømmes til Tugthusene som Konfirmander.

Man kan faa en Hund til at staa paa Bagbenene med et Trægevær i Labberne og agere Skildvagt; men kommer en anden Hund og snuser til den, saa glemmer den, hvad den har lært, lader Geværet falde og løber fra sin Post. Det er ikke smukt at ligne Mennesker med Dyr; men Sammenligningen paatrænger sig altfor let ved Erindringen om mange frugtesløse Forsøg paa at indtvinge Gudsfrygt i en Fantesjel.

Jeg har flere Gange allerede omtalt en Vildmand af ægte Taterblod, som var inddømt paa Tugthuset for at undervises i Christendom. Det hedder vel i Lovbestemmelserne, at denne yderste Tvang først bør anvendes, naar vedkommende Præst forgjæves har anvendt sine Formaninger; men denne nu henved halvhundredaarige Mand havde nok aldrig om saadanne Ting været tiltalt af nogen Præst eller anden Christen; han befandtes endog at være udøbt. I Tugthusets Præst fandt han en saare venlig og omhyggelig Sjelesørger; men hvor Tugthuslivet blev ham pinagtigt alligevel! Han maatte begynde med ABC. At lære at læse er en vanskelig Kunst allerede for Smaabørn, der dog saa vidunderlig let lære at tale det kunstige Sprog; men trefold vanskeligt maa det være for en Mand, som fra sin Ungdom af kun har øvet sig i Omstreiferlivets Ustadigheder og dertil er kommen ind i den Alder, hvor Sjelen allerede er mere uskikket til at lære noget Nyt. Og dertil kom, at Manden havde en betydelig udviklet Stær paa begge Øinene! Der kom En ind i Skolestuen og hørte ham netop stave: U–b, ub, u-f uf! og saaledes gik det med Suk og Uf dem hele Tid. Han begyndte endelig med Katechismen; men de underlige Bogstaver lagde sig som et Næt for hans omtaagede Blik og hindrede ham i at se og fatte den høie Lære, som laa bag Bogstaverne; saa tænkte han paa de mange Aar, den vanskelige Lærdom vel vilde tage fra hans Frihed, og han stirrede paany med anstrængt Sands i Bogen; men Øinene løb i Vand, og han kastede Bogen i Gulvet; hans Kamerater trøstede og opmuntrede ham, og han forsøgte atter; men atter løb det i Et for ham, og han trampede i Gulvet og skreg høit af Fortvivlelse. Derhos maatte han tænke paa, at hans „Kvindfolk“ (det konventionelle Navn for en Hustru i naturligt Ægteskab) nu gik ude paa de vide Veie, maaske i fremmede Fanters Selskab, hun, som dog kanske i mange Aar havde bevaret ham sin Tro. Omtrent 5 Fjerdingaar varede dette; saa kunde han Katechismens 5 Parter tarvelig udenad, og dermed døbtes han. Han knælede for Alteret og aflagde Løftet; han bøiede sit Hoved over Fonten, og den hellige Handling fuldbyrdedes; men ligesaalidt nu som før sporedes der i hans Mine og Holdning noget Tegn til levende Erkjendelse af den Naade, som vederfores ham. To Dage efter stedtes han til Alters, fik saa sine Attester, løslodes og saaes allerede samme Dag med en Medconsirmand, en jevngammel Tater, i ravende Tilstand paa Byens Gader; han tog Pas til Hedemarken, hvor han havde sat sin Kjæreste Stævne, lod sig derfra tilligemed hende forpasse til Piteå i Sverige – et jevnligt Maal for Storvandringernes Reiser –, og i det samme Konkubinat, hvorfor baade hun og han vare blevne straffede her i Christiania, have de nu i et Par Aar fortsat deres forrige Fanteliv med idelige Reiser mellem det sydlige og nordlige Norge og fortsætte saa den Dag idag^[9]. Jeg har ogsaa truffet ham igjen paa disse hans Reiser. Medens han endnu var udøbt, var hans Væsen høist uhyggeligt; men nu var det mig end mere modbydeligt at høre ham med pralende Talemaader prise Religionsunderviisningens og Daabens Velsignelser, medens hele hans Vandel var en større Forargelse end nogensinde før!

Man vil ikke finde følgende Exempel glædeligere. Det viser os et Par Fantebørn, som under Fattigvæsenets Pleie skulde opdrages til christne Mennesker. Det er altid en saare mislig Sag for en Fattigcommission at forestaa Børns Opdragelse. Den kan med redebon Bevilling af Penge og menneskekjærlig Iver søge at faa bortsat sine Myndlinger hos de hæderligste Bønder- eller Haandværksfolk i Kommunen; disse Pleieforældre kunne med samvittighedsfuld Omhu røgte sine Pligter mod de Forladte, som saa vel egne sig til at omfattes med deltagende Medlidenhed. Men lad en tankeløs Legekammerat ytre et halv forstaaet Ord om „Fattigguttens“ Kaar, lad en raa Tjenestekarl i Hidsighed udtale sen Foragt mod „Fantegutten,“ og den Hengivenhed og Frimodighed, som lang og kjærlig Omgang kunde have opbygget i hans Sjel, er kanske i et Øieblik nedreven, og med det samme er kanske Tiden der, da Fattigkommissionen efter sine Instruxer maa erklære Opdragelsestiden for endt og lade sen lidet befæstede, men voxne Myndling fra nu af selv søge at bryde sin Vei i Livet mellem Verdens Mistillid og Foragt og mangehaande Forførelser. Jeg skal hente mit Exempel fra et Tilfælde hvor jeg er vis paa, at der blev anvendt megen Omhu fra de forskjellige Vedkommendes Side, da jeg navnlig ved at den i Sagen vigtigste Mand, Sognepræsten, efter lang Erfaring kjender Fantefolkets Tilstand og har Hjerte for dets Nød. I Nærheden af Throndhjem fangedes for 3–4 Aar siden et talrigt og vildt Fantefølge; de voxne Medlemmer af samme sattes under Justitiens Tiltale og straffedes nok for forskjellige Forseelser, men to Ukonfirmerede, en Gjente paa 16 17 Aar og en Gut paa samme Alder, sendtes af Øvrigheden, der ikke kunde udfinde deres Hjemstavn, til Stedets Fattigkommission, som da indtil videre maatte forsørge dem efter Loven. De kom i Huset hos en brav Haandværker og forberededes af Skolelærer og Præst til Konfirmation. De opførte sig overmaade vel, vare lydige og flittige, gjorde ogsaa med sit heldige Nemme gode, ja den ene af dem særdeles gode Fremskridt og konfirmeredes efter ikke lang Tid under de bedste Forhaabninger. Dette Resultat var saa meget mere overraskende, som den Ene, Gutten, dog var Søn af en særdeles ilde berygtet Fantekvinde, Datter af den endnu mere bekjendte Grisilla, Stammemoderen for et af de talrigste Taterfølger i det Nordenfjeldske, en mærkelig gammel Kvinde, hvis Navn med Spøgelsetroens hele Ærefrygt ofte nævnes paa begge Sider af Dovre. Men derfor glædede Alle sig dobbelt ved Haabet om, at hendes Ætling nu var reddet ud af Fantelivet og bleven et skikkeligt Menneske. Efter Kofirmationen burde imidlertid de to unge Mennesker kunne forsørge sig selv, saa de ikke længer skulde falde Kommunen til Byrde, og kun saa længe kunde Præsten forsvare at beholde dem endnu, at han kunde se dem vel anbragte i Tjeneste. De fik Lov til selv at gaa omkring og søge efter Ansættelse. En Dag kom de ogsaa saa særdeles tilfredse hjem og sagde, at to Mænd fra Romsdalen, de havde truffet i Throndhjem, havde lovet at tage mod dem og sørge for dem; paa Forlangende bragte de Dagen efter ikke Mændene selv med til Præsten, men deres skriftlige Erklæringer, hvori de gjentoge Løftet. Nu fik de Præstens Attester i Lommen og Konfirmationsklæderne i en Bylt, toge pyntelig Afsked og droge afsted. Men hvad skede? 2–3 Uger efter bleve de i en Nabobygd arresterede som mistænkte for Tyveri og som Arrestanter bragte tilbage til det nys forladte Hjem. Tyveriet befandtes de nok uskyldige i, men hvor vare de ikke forandrede alligevel? Under sin frie Omsværmen havde de ageret Kjærestefolk og dertil fundet ud, at siden de nu vare konfirmerede, saa skulde Ingen kunne formene dem at gifte sig med hinanden. Før havde de været saa særdeles beskedne; men nu maatte den samme Præst som saa faderlig havde taget sig af dem, høre, hvorledes de med de mest uforskammede Lader fordrede af ham, at han skulde ægtevie dem, Noget, han naturligvis betakkede sig for. Hvad havde nu fremkaldt denne Forandring hos dem? dette fik man Svar paa, da det, efterat de atter vare reiste sin Vei, blev oplyst, at hine skriftlige Vidnesbyrd om deres Ansættelse i fast Tjeneste vare falske. Men hvad havde igjen forledet dem til dette Falskneri, da de dog under Konsirmationstiden havde vist en Beskedenhed og Lydighed, som efter Alles Mening bar alt Præg af Oprigtighed? Svaret bliver vel: Det var Fantenaturen med dens Ustadighed og „halve Religion.“ Kort efterat denne Historie var mig fortalt, et Aars Tid efterat den var passeret, traf jeg dem begge To paa Landeveiene, Pigen som „Tjenestepige“ hos et Par gamle Taterfolk, Gutten, den aldeles tatermæssig sortsmuskede Gut, som begyndende Hesteskjærer og selvstændigt Medlem af et andet Fantefølge. Hos dem begge syntes jeg at se den letfærdige Fantenatur udviklet til en fuldstændig Skamløshed.

Og dog feiler det ikke, at Livets og Dødens Magter stundom ogsaa kunne gribe Taterens Mange Sind. Men da kan det hænde, at hans Angst bliver af gyselig Art. Den nys omtalte Tater paa Christiania Tugthus sortalte mig hvad han engang havde oplevet af saadan Natur, og efterhvert som han skred frem i Fortællingen, trak hans Ansigtsmuskler sig krampagtigt sammen; Graaden strømmede stridt ud mellem de sammenpressede Øielaag, og hans Stemme blev exstatist bævrende, dæmonisk, om jeg saa tør kalde den. „Jeg kom,“ saa begyndte han, „kjørende forbi en Kirke, hvor Døren stod aaben; saa tænkte jeg paa, at jeg aldrig havde seet en Kirke indvendig, og jeg gik ind medens Kvindfolket mit passede Hesten. Der var Ingen i Kirken uden Klokkeren, og jeg fik Lov til at gaa frem for Alteret for at se. Saa lukkede der sig op en dyb Grav i Gulvet ligefor Alteret, og jeg blev siddende paa Kanten af Graven saaledes, at Fødderne hang ned i. Saa kom der ligesom Ildsluer op af Graven, høie og spidse, den ene høiere og mere toppet og tunget end den anden; nogle vare røde og nogle blaa og gule og grønne og med al Slags Let og med en tyk, sort Røg, og det lugtede som af Svovl og Tjære, og det hvinede og peb og gnistrede og tordnede. Saa raabte jeg paa Klokkeren, at han maatte hjælpe mig af Graven, for jeg kunde ikke faa Fødderne op; men han var gaaet ud af Kirken. Da peb og gnistede alle Luerne endnu værre, og da kom den Stygge og slog Kløerne i Fødderne paa mig og halte. Men da blev jeg saa rent forfærdet og raabte og skreg og sagde:

„O Djævel! begjærer Du Noget af mig –
Men tag dit, som er, og pakke Du dig,
Til Helvedes evig at svive!
Thi Du har forspildt dit Himmerige.“

Vildmanden oplevede ligesom sin Vision paany under Fortællingen, og jeg skal aldrig glemme det Indtryk, denne gjorde ogsaa paa mig. Det Hele havde rigtignok kun været en Drøm, fik jeg bagefter høre, og i vaagen Tilstand skulde dette for de aandelige Ting ellers saa sløve Menneske vanskelig være bleven saa voldsomt rystet. Men det var tydeligt, at denne Drøm dog havde gjort et Indtryk, som forplantede sig ind i hans vaagne Liv; jeg overbevistes om, at ingen Menneskesjel er saa dybt fornedret, at den jo, om end kun i Øieblikke, kan gribes af Helvedes Angst, overbevistes om, at selv Taterens flygtige Sind, ialfald i en Drøm, er istand til at rumme en Bøn til Gud.

---

1. Kongl. Stadgar. Stockholm 1706.
2. Det skulde da være, at en Reisende fortalte (Berl. Monatschr. 1783, Septbr., S. 216), at han mellem Reval og Petersburg havde truffet Tatere, som bare smaa Billeder, hvilke de selv kaldte russiske Helgenbilleder, men som han ansaa for kalmuikiske Afguder – en forøvrigt altfor ufuldstændig og upaalidelig Beretning. Om Skribenternes forresten ensstemmige Vidnesbyrd om Taternes Irreligiøsitet se Grellmann, anf. St. S. 145.
3. Se Berlin. Monatsschr., 1793, S. 158.
4. Se Pott, anf. St., 1, 67.
5. Beretteren kunde ret godt synge denne Sang, men kun oversætte enkelte Ord af den; den skulde da være en antik Hymne, eller Brudstykke af en saadan, hvis Betydning er gaaet tabt for den nuværende Generation. Sagen er vistnok ikke umulig; Borrow meddeler ogsaa en gammel hellig Formular, som hans spanske Tatere erindrede, men ikke forstode (anf. St. 1, 344). I den Tanke, at et Tilfælde kanske senere kan kaste Lys derover, har jeg imidlertid fundet det værd at meddele Sangen samt den følgende Formular, om hvilken det samme gjælder.
6. Derfor yttrer Borrow ogsaa (anf. St. 1, 19) Længsel efter, at de russiske Lærde skulle samle og offentliggjøre Taternes høist originale Sange. Se ogsaa den rigtignok tvivlsomme Beretning S. 103, Anm.
7. Den bekjendte finske Lærde, Kalevalas Udgiver, Dr. Lønnrot, hos hvem jeg har forespurgt mig om denne Sag, yttrer i en Svarskrivelse: „Angaaende Alako kan jeg ikke sige Andet, end at dets Udledelse af det finske Ord alakuu vist er mulig,“ Han gjør ellers opmærksom paa, at Finnernes egen gamle Mythe om Maanen, og et ondt Væsen, som forfølger den, er ganske anderledes end Taternes, hvis Mythe altsaa ikke kan skrive sig derfra (se Ganander, Mythologia fennia}}, Åbo 1789, S. 45).
8. Vistnok kan man – og dette sker ogsaa ialfald i Christiania Tugthus – afsondre de Personer, som ere inddømte i Strafanstalten for at forberedes til Konsirmation, fra de egentlige Forbrydere saavidt, at disse ikke umiddelbar kunne udøve nogen Indskydelse paa dem; men ved mange Leiligheder, f. Ex. ved Deltagelsen i den fælles Gudstjeneste, maa de dog mærke, at de holdes fangne sammen med Tyve og Røvere og i det Hele ere samme Tvang undergive som de.
9. De have flere Gange været her i Christiania for at besøge sine to Pigebørn, som Øvrigheden havde taget fra dem og sat ind i Redningsanstalten, to sorthaarede Gjenter med et aldeles uforfalsket Taterphysiognomi, den ældste vel 18–19, den yngste 10–11 Aar gammel. Nu, da jeg skal sende dette Ark til Bogtrykkeren, erfarer jeg, at Moderen for nogle faa Uger siden atter har været inde for at besøge sine Børn. Medens hun som sædvanlig hyklede stor Glæde over sine Børns christelige Opdragelse, har hun vel hvisket til dem i andre Toner og sat dem Stævne udenfor Anstalten; thi 8 Dage efter deserterede den ældste af Pigerne og er siden seet i Følge med Moderen ved Holmestrand. Omtrent samtidig deserterede ogsaa en Gut, Søn af den Tater, som blev confirmeret sammen med Pigebørnenes Fader.