Beretning om Fante- eller Landstrygerfolket i Norge/13
En reisende Videnskabsmand var i Syrien Vidne til en vederstyggelig Scene: En ung Tatermoder pleiede hver Morgen komme hen til et Hus, hvor en Englænder boede; hun kaldte hans Hundehvalp til sig, satte sig paa Gaden, blottede sit Bryst og gav Hunden Die. – Man er i Tvivl om, hvem man skal sige syndede mest imod Menneskenaturens Adel, hun som lod sig bruge til en saa uværdig Tjeneste, eller han, den civiliserede Europæer, som kjøbte hende dertil.
Og naar hele Europa over mangen En, som for sin egen Sjels Saligheds Skyld ikke selv vilde øve Trolddom, dog for at saa en syg Ko helbredet lod en Taterske eller anden Fantekjærring for Betaling gjøre, hvad han ønskede, hvem syndede da mest, han, som ansaa den mørke Gjerning for ugudelig eller hun, som i sin sløve Samvittighed fast ikke vidste Forskjel paa Godt og Ondt og for Vindingens Skyld ikke betænkte sig paa i sine Aandebesværgelser forfængelig at paakalde baade Guds og Djævelens Navn?
Ja hvem syndede mest? Man har det samme Spørgsmaal at besvare ved en Scene i Taternes og andre Fanters Liv, som ikke en enkelt Gang, men jevnt og ofte forefalder her i Norge, i Nordlandene, i Thelemarken, i Smaalenene. En Fantekjærring, helst maaske en gammel, sortøiet Taterhex, kommer ind paa en Bondes Kjøkken; med et forunderligt fortroligt Væsen nærmer hun sig Husmoderen og modtager af denne ikke just som Gave, men som Venskabsbevis noget Brød, Kjød, Mel og andre gode Ting; med mange og fagre Ord fremfører hun ikke just Tak for Gaven, men som Gjengjeld Spaadomme om Velsignelser for baade Folk og Fæ i Huset, Spaadomme, som jeg for min Part rigtignok ikke engang troer indeholde velmente Ønsker; „Herren være i mit Stelle, naar jeg er gaaet!“ siger hun tilsidst og synes vel tilfreds, idet hun nærmer sig Døren; men ser man ret nøie til, finder man, at hun kaster et speidende Blik rundt omkring, idet hun sætter Foden over Tærskelen, og er ængstelig opmærksom paa, hvad der monne ske, før hun endnu har lukket Døren efter sig, en Mistænkelighed, som er paafaldende ved Siden af den Tilfredshed, hun har yttret. Men hun har ogsaa Grund til at være opmærksom. Maaske ligger der en Sopelime, som tilfældig henslængt paa den anden Side af Tærskelen; den maa hun da ikke stige over, men forsigtig gaa forbi; eller maaske har en af de Tilstedeværende i Huset, medens Husmoderen viste den Fremmede saa megen tilsyneladende Godhed, stillet sig hen ved Skorstenen og lurer paa det Øieblik, da Hexen netop vil lukke Døren efter sig, for skyndsomt at gribe en Brand og før Døren er ganske lukket, kaste den rygende efter hende hen ad Gulvet, – behændigt og uformærkt, saasom det ellers kan hænde, at Betlersken kommer tilbage som en Furie og udøser en Strøm af de sæleste Fanteord, som et christent Øre kan høre; thi Sopelimen og den rygende Brand ere efter Overtroens Mening Sikkerhedsmidler imod den Forbandelse, som troes at ligge Skjult i den frygtede Fremmedes Velsignelse, imod den onde Aand, som i Hexens Person troes at gaa ud og ind imellem Menneskene. Men hvem synder nu mest her, hun, som hensynsløst bruger den Kunst, hendes Moder har lært hente, for at skaffe Mad til sine Unger, eller de, som af overdreven Ængstelighed for egen Sikkerhed ogsaa betjene sig af et falsk Spil og krænke sin Medskabning med den rygende Brand, Tegnet paa den uværdigste Fordom?
Denne Scene gjentages ikke alene meget hyppigt; men den betegner ogsaa ganske godt Almuens almindelige Stemning og Forhold mod Fanterne. Det er ikke just i alle Huse, at man først giver Fantekjærringen Mad og derefter krænker hende med den rygende Brand; men det er alligevel i Forhold netop til Fanterne meget almindeligt at vise tilsyneladende Velvillie selv imod den ublue Betler eller frække Forbryder og derhos liden Agtelse for Mennesket i Forbryderen; man viser altfor ofte Slaphed, utidig Skaansel mod Dovenskaben, Uvorrenheden, Letsindigheden, Forargelsen, men liden Opmærksomhed og virksom Hjælp mod Menneskets Nød, den største Nød, den selvvoldte eller nedarvede moralske Elendighed; man viser Fanterne Velgjerninger, hvorunder kun Giverens Ærgrelse skjuler sig, og Modtagerens Ubluhed atter sig værre.
De aarlige Forbryderlister bedrøve og ængste os med bestandig voxende Talstørrelser. Man har troet at finde nogen Trøst i den Bemærkning, at det er ikke saa meget Forbrydelserne, der have tiltaget, som Anmeldelserne fra de Fornærmedes Side. Det er vistnok ogsaa saa, at den Dovning, der rapser i Naboens Gaard, nu mindre end før, da mere patriarchalske Sæder herskede, tør gjøre sig Haab om at affærdiges med den øieblikkelige Straf, som christelig Iver ofte med størst Frugt kan tildele Synderen; nu paakræves oftere Lovens Anvendelse og Øvrighedens Mellemkomst. Men dette finder forholdsmæssig ikke saa hyppig Sted, naar Lovovertræderne ere de fremmede Fanter; dem lader man hellere gaa uændsede. De kunne gribes i Rapseri; men man indskrænker sig helst til at tage fra dem det rapsede Stykke og er glad ved at se dem skynde sig afsted. Dels frygter man for deres Hevn, om man foranledigede deres Afstraffelse, dels, og det endnu oftere, skyer man den dermed forbundne Uleilighed. Fanterne fremture da i de harmeligste Laster; fra Bygd til Bygd, hele Landet igjennem, bære de til Skue den frækkeste Trods mod baade guddommelige og menneskelige Love, og man lægger ikke Haand paa dem. „Lad dem gaa! det er jo bare Fanter; det er ikke værd at umage Øvrigheden og Almuen for deres Skyld. Og desuden have de jo allerede Straf nok. Se deres Nøgenhed og Usselhed! læg Mærke til deres sky Blik! hør, hvilken Foragt der fra alle Kanter lægger sig over dem! det er større Straf end nogle Dages Fængsel paa Vand og Brød. „Ja tilvisse, det er større Straf; det er den Fredløses endeløse Straf, der fører til Forhærdelse og Fortabelse, istedetfor at Lovens Tugtelse vil Forbedring og Redning.
Ja, istedetfor igjennem Straffen at lede disse Mennesker til et bedre Liv med Frygt for Guds og Menneskers Vrede byder man dem endogsaa Haanden til at fremture i sine onde Vaner, sin lovstridige Færd. At rangle om uden ordentlig Næringsvei er en lovstridig og strafbar Handling. Men istedetfor at føre et saadant Løsgjængerfølge til Lensmanden, ser man stundom en Husbonde tilbyde det sin Hest og Kjærre og sig selv som Skydsgut, eller ogsaa en Baad, hvori Bonden og hans Sønner sætte sig som Roersfolk for at føre Gjæsterne bort fra Gaarden og hen til den næste. Paa et Skydsskifte i det Throndhjemske stod engang en Del tilsagte Heste færdige og ventede paa Biskoppen og hans Følge; Biskoppen kom og reiste videre, og et Par Heste bleve tilovers; da kom et Fantefølge slængende ind paa Gaarden, og strax fik de med de ledige Heste fri Befordring et godt Stykke fremefter. Saadanne Scener maa ofte være indtrufne; thi, som min Hjemmelsmand for Tildragelsen, en Lensmand i Egnen, tilføiede, det er et gammelt Ordsprog, at „Bisper og Fanter, de komme altid fram.“
At betle har længe i de norske Love været erklæret for en strafbar Handling. Alligevel betle de allerfleste Fanter og Landstrygere hver Dag og til hvert Maaltid paa Dagen, og i de allerfleste Bygder i vort Land er det i hvert Hus, hvis Armod ikke giver det en øiensynlig Ret til at danne en Undtagelse, en fast Regel at give Almisse til hver Betler, som indfinder sig paa Kjøkkenet, hvis han ikke just hører Nabolaget til og kanske for ofte plager med sine Besøg. Almissens Størrelse kan være forskjellig efter Husets Velstand og Bygdens Vedtægt; den er ogsaa forskjellig for de forskjellige Arter af Betlere, som man paa Landet snart faar Øvelse i at skjelne imellem; men det er, som sagt, en Regel, at ingen Betler maa gaa uden en Bid i Munden eller en Almisse i Posen; Husmoderen, eller hvilken anden Person der har Nøglen til Madboden henter strax den reglementerede Portion og leverer til Betleren, der tager og nyder – ofte uden at der tales et Ord fra nogen af Siderne.
En Søndag Morgen besøgte jeg en velstaaende og saare tækkelig Bondefamilie lidt nordenfor Røros. Samtalen kom snart ind paa Kapitlet om Fanterne. „Har I tidt Besøg af disse Fusser og fremmede Tiggerfolk?“ „Aa nei, der er ikke saa mange af dem i den sidste Tid.“ “Har der været mange i Sommer?“ „Nei, i Sommer har der nu slet ikke været mange.“ „Nu i sidste Uge da?“ „Nei om jeg mindes det. Jo der var 2 Geseller om Mandagen, og om Tirsdagen – ja, da var her et lidet Følge fra Lademoen, som de sagde, og saa var der det store Følge paa 10 om Torsdagen“ o. s. v. I det Hele havde 22 fremmede Personer i Løbet af den ene Uge faaet dels Mad, dels baade Mad og Nattelogis. Jeg udtalte min store Forundring; men Manden og Konen svarede med samstemmig Naivitet: „Det staar jo nok i Loven, at de skulle ikke gaa saaledes, og Øvrigheden skulde se til at gjøre en Forandring i Tingen. Men naar de komme her og ere sultne, saa maa vi jo give dem Mad, og naar de komme sent paa Kvelden, saa maa vi jo laane dem Hus.“ Der var en Troskyldighed i disse Ord, som jeg ikke vovede at saare med nogen Indvending.
Men i langt hyppigere Tilfælde har jeg havt Anledning til at mærke, at det ikke altid er saadan Troskyldighed, der rækker Nøden sin velmente Hjælp. Her spiller for det Første Overtroen en stor Rolle. Naar man bøier Øret lavt ned for at høre Folkets Tanker, maa man ofte studse over den Fordom og Overtro, som endnu i det 19de Aarhundrede har vidst at værge sig imod det klarere Lys, der ellers vil trænge frem overalt. Overtroen kan endogsaa være skarpsindig i sin Kamp mod den sunde Fornuft. En Bondekone bekjendte mig sin Tro paa Fantefolkenes trolddomskraftige Ord; hun anførte en Begivenhed til Bevis og korsede sig derved; en Fantekjærring – saa lød Mythen – var sent om Aftenen kommen til en Gaard for at bede om Husly, men var bleven afvist; hun gik da, men med de Ord: „Vil de ikke hyse Folk, saa skal de heller ikke hyse Fæ,“ og siden den Tid styrtede hvert Aar nogle af Gaardens Kjøer og Heste, en Ulykke, som vedblev, selv efterat Eieren for samme Sags Skyld havde solgt Gaarden til en anden Mand. „Er det da saa endnu?“ spurgte jeg; „Ja, nei,“ var Svaret, nu er det over tredive Aar, siden Store-Serina døde, saa nu maa Benene hendes være raadnede i Jorden, og dermed er Troldskaben endt.“ – Vistnok er det saa, at saadanne Historier, som jeg ovenfor har fortalt om Almuens overtroiske Tillid til Fanternes magiske Hjælp i allehaande Nød, nu ere sjeldnere end før; men Troen paa, at Fanterne kunne skade ved sit onde Øie og ondskabsfulde Ord, har vedligeholdt sig bedre, og man anser det ialfald for raadeligst ved en Almisse eller anden Villighed at sikkre sig deres Venskab. „Jeg tror ikke paa deres Magt; men det er nok bedst at give dem alligevel, naar de bede,“ dette er hos den især for sine Husdyr bekymrede Bondekone et almindeligt Udtryk til Forsvar for hendes store Føielighed mod Fanternes Uforskammethed. Det er saadan en halv Tro, som støtter sig paa, hvad de gamle Dogmatikere vilde kalde argumentum de tuto.
Mangensteds er dog denne Spøgelsefrygt ganske forsvunden, og endda hedder det: „Det er nok bedst at give.“ En anden Grund til hin Føielighed mod Fanterne ligger nemlig i Almuens Opfattelse af Guds Villie; hin Regel om Almissegiven til Alle og Enhver er udentvivl en af de mange Levninger fra den katolske Tid, som man endnu forefinder i vort Land. Den praktiske Christendom, som Munkene indprentede Folket, bestod hovedsagelig i dette ene Stykke: „Glemmer ikke at gjøre vel og meddele! thi saadanne Offere behage Gud vel.“ Og denne Sandhed kan heller ikke indskjærpes for ofte. Men ved Siden heraf skulde det ogsaa erindres, at Gud ikke ser saa meget paa Haanden som paa Hjertelaget, og medens Enfoldigheden let forstaar det Slags Gavmildhed, som øves med Haanden, saa skal der en mere udviklet christelig Sands til at føle og begribe, at Kjærligheden stundom viser sig stærkest, naar den lukker Haanden for Dovenskaben og Sandseligheden for derved at bevirke en gavnlig Omvendelse til Arbeidsomhed og Dyd, ja, at det endog kan røbe Ligegyldighed for Medmenneskers timelige og evige Vel, altsaa et ukjærligt Sind, naar man iblinde uddeler sine Gaver. Dette har imidlertid Enfoldigheden ondt for at fatte, og for at behage Gud vedbliver den med sit: „Det er bedst at give.“ Disse Gaver tager Djævelen den tankeløse Enfoldighed af Haanden og føder dermed sine Landstrygeres syndige Kjød.
Om fremdeles Nogen hverken frygter Fanternes Vrede eller paa en falsk Maade tænker at vinde Guds Velbehag siger han maaske endda: „Det er bedst at give.“ Paa de fleste Steder ved hver Madmoder og Husbonde, at om de nægtede en Landstryger den almindelige Almisse, saa skulde denne gaa til Nabogaardene og der kanske finde villige Øren for sine vel beregnede Yttringer om hines Haardhed og Gjerrighed, som han vilde kalde det; der vilde ialfald snart gaa det Rygte i Bygden, at det vel gik tilbage med Velstanden i det samme Hus, Velstanden, der i Manges Øine er Grundvolden for Husets Anseelse.
Men lad Nogen have hævet sig over hine overtroiske Forestillinger, lad ham besidde moralsk Mod til at trodse urimeligt Bygdesnak! Der er endnu en fjerde Grund, som vil bringe ham til at følge den samme Regel. Det er en god og hæderlig Beslutning ikke at aabne sin Haand for den uværdige Betler og heller at ville udsætte sig for hans Vrede og Bygdens Snak end bidrage Sit til at opmuntre til Lediggang. Men hvem er saa den uværdige Betler og hvem den værdige? Der kommer en fremmed Person, som ved flereaarigt Betleri har erhvervet sig større Øvelse i at forestille sig end almindelige Mennesker i at prøve Aanderne; han klynker og klager, fremviser Bræk og Saar eller fortæller hjerteskjærende Historier; han minder Barmhjertigheden om Herrens Bud og Forjættelse og stiller sig saa hen der i al sin Usselhed, sammenbøiet og ydmyg. Lasten ifører sig Nødens Skikkelse, og Nøden har en stor Magt over Rigdommen og Lykken. Det er en høist pinlig Stilling for den, som staar med Haanden fyldt med Guds gode Gaver som Hjertet med Forbarmelse mod den trængende Medbroder. Der er kun en Udvei her. Man kan – efter først at have bespist Betleren, om det skulde være fornødent. – føre ham hen til Stedets Øvrighed, for at det kan vorde tilbørligt undersøgt, om han er en Bedrager eller ei, saa han efter vore Loves fornuftige Hensigt kan hjælpes enten ved gavnlig Tugtelse til sin Sjels Forbedring eller med forsvarlig Understøttelse for sin legemlige Nød. Men herved vilde man rigtignok paadrage sig Tidsspilde og Bryderi[1], og derfor kan jeg til disse mange Historier om Fanter og Betlere ikke tilføie et eneste mig bekjendt Exempel paa, at Nogen har benyttet denne Udvei. Paa den ene Side har man ikke Hjerte til at afvise Betleren; paa den anden Side vil man ikke plages længere med ham; man ærgrer sig et Øieblik baade over Fanten og sig selv, men – giver ham et Smørrebrød eller en Skilling og lader ham gaa, uden nogen tilbørlig Straf, uden tilstrækkelig Hjælp. Istedetfor med sindigt Overlæg og god Samvittighed at følge hin Fremgangsmaade, hvorved det hele Fante- og Tiggervæsen maatte forsvinde, søger man paa denne kortere Vis at blive den enkelte Betler kvit, ikke betænkende, at netop derved har Landstrygernes Væsen varet i Aarhundreder til bestandig ny Ærgrelse for Giverne og sjelefordærvelig Fristelse for Betlerne.
Saaledes forbliver det en stadig Regel, og det ikke blot i Bondealmuens, ogsaa i Embedsmændenes Huse, at man ikke maa lade den fremmede Betler gaa gaveløs fra Hus. Nu vel – Folkets Madbod bliver vel ikke saa meget tommere derved, men kanske Hjertet. Det tærer paa Hjertets gode og sunde Følelse saaledes dagstødt at vise en kun halvsand Barmhjertighed, hvorunder Ærgrelsen skjuler sig. Folkets Charakter og Sæder lide ved dette skjæve Forhold mod de Fremmede, ved dette Misbrug af Gjæsteretten. Gjæstfriheden har en gammel Rod i Folkets Sjel og frededes og trivedes længe som et fagert Træ med gyldne Frugter. Men brede Træets Grene sig altfor frodigt ud, saa Sol og Luft ikke kan trænge igjennem ned til Roden, saa gror alskens Krat og Ugræs op rundtomkring, og den gule og hvide Mose kryber op over Grenene; Snylteplanterne stjæle uformærkt Træets bedste Safter, og Frugterne tabe sin Ynde og Sødme. De mange Slags Fantefolk ere ligesaa mange Arter af Snylteplanter, der have belæmret vort Folk, og Gjæstfriheden i Landet sygner; i mange Dele af Landet føder den snart kun utaknemmelige Fanter og har kun sure Frugter at byde den skjønsomme, hæderlige Fremmede. De skamløse Leddiggjængere fraadse og trives altfor godt; men en Kunstner, en Videnskabsforsker, en Fædrelandsven, der gjør en Fodtour omkring i vort Norge, maa ofte studse ved den Tværhed, hans Beskedenhed møder hos den simplere Almue; det kommer deraf, at man er bleven kjed og led af de mange og ofte fordægtige Fremmede, og den hæderlige Fodgjænger betragtes ofte med samme tvivlsomme Blik som Landstrygeren.
Hin Regel om at give hver Betler Almisse føder to Onder; det første er det, at Dovninger opmuntres i deres Dovenskab og onde Sæder; det andet er det, at Giverne omsider blive tvære. Og naar Tværheden bliver ret stor, saa kan det være, at den bryder ud i en overdreven kraftig Forbittrelse. Der er allerede enkelte Bygder, hvor netop Fanterne have maattet føle dette. I Rennebo i Orkedalen, et Sogn, hvor et kraftigt Fjeldfolk har hjemme, trivedes Fanterne før ligesaa jevnt og godt som andetsteds; men nu maa Indbyggerne være blevne dygtigt ærgrede over Fanternes Uvæsen; kommer nu en Fant eller fremmed Betler derind, saa samle Bønderne sig – det er baade Fanters og andre Folks enstemmige Beretning – og prygle ham „saa rent urimeligt“ fra Gaard til Gaard hele Bygden ud igjennem; derfor er ogsaa Rennebo et forfærdeligt Land for Fanterne, som de paa lange Omveie over farlige Fjeldstier maa søge at omgaa. Ogsaa i Akershus Stift er der enkelte Egne, hvor man nu synes at være hjertelig træt af disse Snyltegjæsters Besøg, og hvor det vel kan hænde, at Betlere lide alvorlig Hunger og Nød, før de komme igjennem. Jeg har været i en saadan Bygd, hvor Uvillien mod Betlernes Uvæsen var saa stor, at man neppe havde en medlidende Tanke eller et deltagende Ord tilovers for dem; jeg kunde heller ikke trives her, men skyndte mig ud til en anden Bygd, hvor jeg vidste at Fanterne behandledes med enfoldig Godhed, og hvor jeg ogsaa fandt hos Almuen mange elskelige Træk af Fromhed og Bekymring over Medmenneskers Nød og Synd. „Gid man,“ tænkte jeg da, „ret snart kunde finde paa Midler til at befri Almuen for Fanternes Plage, at ikke ogsaa her den blide Stemning skal slaa om til Hjerteløshed!“
Ligesom man nu hist, nu her omsider bringes til at sige Nei til det evindelige Tiggeri, saaledes kan man ogsaa ret komme til at harmes over hyppigt gjentagne og ligesaa hyppigt overseede Napserier og andre Forbrydelser hos Fanterne og i sin Forbittrelse engang imellem lade dem føle en ret eftertrykkelig Straf. En enlig Fant – dette fortalte man mig i det Nordenfjeldske – flakkede om i en af de nordlige Kystegne og lagde med sin Baad iland ved et afsides liggende Hus, hvorfra ligesom fra hele Egnen alle Karlfolk vare fraværende paa Fiskeri; Husets Fruentimmer og Børn kunde ikke gjøre nogen Modstand, medens han rumsterede i Huset og udsøgte sig det bedste Gods, han forefandt; men Fanten følte sig for tryg og dvælede for længe; Dagen iforveien vare tilfældigvis to Karle paa Nabogaarden komne hjem fra Fiskeriet; Husets forskrækkede Beboere fik hemmelig et Bud sendt derhen, og Mændene kom betids; de grebe Fanten, førte ham ned til Stranden, toge Aarer og Øsekar bort af hans Baad, satte ham i den, skjøde den ud og lode den med aflands Vind drive til Havs. Hvor Fanten blev af, ved Ingen. – Dette var nu den øieblikkelige Forbittrelses Selvtægt; men et dybere Had kan aabenbare sig i den sindigere Anklage for Øvrigheden. To Fanter, Fader og Søn, Medlemmer af et ilde bekjendt Følge i Smaalenene, droge med Hest og Kjærre fra Christiania til sit Hjem; de opdagede, at Bærepuden paa Sæletøiet var gaaet itu, saa at et spids Jern havde gravet sig dybt ind i Hestens Kjød; paa et Ord af Faderen svang Sønnen sig over en Skigaard, og hentede af en Saate en Visk Hø, som vikledes ind i en Klud og dannedes til en ny Bærepude; nu vilde Mændene fortsætte Reisen, men standsedes af en Flok Bønder, som havde været Vidner til Scenen og med Haardhed og Skjeldsord faldt over dem og førte dem som Tyve til Lensmanden; Sagen kunde ikke nægtes; Høvisken vurderedes til en Skilling og begge Fanterne, som vel havde adskillig anden Mistanke paa sig, dømtes og straffedes med, Tugthusstraf. Længe bagefter talte jeg med Sønnen og lod ham fortælle mig Historien; da saa jeg, hvorledes Had og Forbittrelse kan gnistre ud igjennem et vildt Øie, og jeg havde ikke et Ord til hans Angiveres Forsvar.
Landstrygerne, især de egentlige Fantefølger, vise os en høist sælsom Afvigelse fra det almindelige Menneskeliv. Ingen kan se deres Færd uden en besynderlig Blanding af de mest modstridende Følelser. Man synes at savne hos dem ethvert Spor af de almindelige sædelige Begreber, og man fyldes af Uvillie, ja af Afsky, og fristes til følesløs Haardhed imod dem, som om de ikke tilhørte vor Slægt; men i næste Øieblik bliver man opmærksom paa deres tildels nedarvede og utilregnelige moralske Elendighed, og Hjertet gribes af den inderligste, smerteligste Deltagelse for disse Medskabninger, hos hvem Gudsbilledet er saa nær ved at udsluktes. Deraf de besynderligste Modsigelser i Yttringerne af Folkets Stemning imod Fanterne. Paa den ene Side har mangen Familie, som antog sig et Fantebarn til Opdragelse, med særegen Interesse hengivet sig til Haabet om saaledes at vinde et forvildet lidet Menneske for Sædelighed og Orden; paa den anden Side maa den Fant, som paa en eller anden Maade søger at.nærme sig til det sædelige Samfund, ofte høre Yttringer af sine nye Omgivelsers dybe Afsky for og Mistillid til den Fantebaarne og skræmmes derved tilbage til det forrige vilde Liv. Et Par Kjendsgjerninger vilde yderligere anskueliggjøre, hvorledes Almuen ofte lader sig lede af den umiddelbare Følelse enten af Medlidenhed eller af Afsky. I et Kirkesogn i Guldalen blev der for faa Aar siden ansat en Bygdevægter, som stadig skulde færdes paa Landeveiene og hindre Fanternes Betleri; men snart uddannede der sig hos den lavere Almue den Tro, at Udyr sikkerlig vilde gjøre Nederlag blandt Kreaturene i Sætermarkerne til dobbelt Gjengjæld for, hvad man ved Bygdevægterens Tjeneste indsparede i Almisse til dem, som gik og bad. For den overtroiske Medlidenhedsfølelse gjalt Tiggerne for hellige Personer, som man ikke maatte forgribe sig paa. – I Christianssands Stift – fortalte vedkommende Præst mig – kom en Fantefamilie en Søndag til Kirken for at faa et Barn døbt, som Moderen nys forud havde født i en nærliggende Husmandsstue, hvor Nattelogis var blevet hende tilstaaet; Forældrene beklagede sig over, at de ikke havde kunnet faa Faddere til Barnet; Præsten anmodede da sine Tjenestefolk om at yde denne christelige Tjeneste; men de vilde heller ikke være Faddere til „Fanteungen;“ saa maatte Præstefruen selv være Barnets Gudmoder og tage sine voxne Børn med som Faddere. Her afskyedes Fanterne som en vanhellig Slægt, uværdig til den Helligaands Naadegave.
I alle de Træk, som her ere anførte om Almuens Forhold til Fanterne og Løsgjængerne, aabenbarer der sig dog en meget almindelig Stemning imod dem som Væsner, man ikke behøver at staa i mere end øieblikkelig Berørelse med; ligesom Fanterne paa en mere eller mindre bestemt Maade betragte sig selv som staaende udenfor det øvrige Samfund, saaledes troer ogsaa Almuen at kunne betragte dem som sig uvedkommende Fremmede; opstaar nu og da Tanken om, at Civilisationen og Dyden her skulde søge at overvinde Raaheden og Lasten, saa skyder man gjerne Forpligtelsen fra sig ved den Betragtning, at det skulde være Øvrighedens Sag at bringe Fanterne til Skik og Orden og afhjælpe deres Nød.
- ↑ Det turde vel endogsaa paa enkelte Steder være Tilfældet, at en Tjenestegut hellere ville miste sin Tjeneste end paa sin Husbondes Befaling føre en Betler til Lensmanden, Staaderkongens foragtede Forretning.