Beretning om Fante- eller Landstrygerfolket i Norge/12

Legg til lenke
Fra Wikikilden
◄  11.
13.  ►

Kapitel 12.
Flere Slags Landstrygere.

Med Vemod ser Menneskevennen Listerne over de mange Blinde og Døvstumme i Landet, hvem en saa stor Del af Menneskelivets Goder ere nægtede, og Nationaløkonomen beregner maaske, hvor stor Del af den private og offentlige Formue der kræves for nogenlunde at mildne de Ulykkeliges Skjæbne og erstatte den Arbeidskraft, som ved deres Naturfeil gaar tabt. Men uden enten selv at nyde nogen rigtig Glæde i Livet eller yde nogen Nytte i Samfundet tære ogsaa Fanterne sin fulde Del af, hvad det arbeidsomme Folk i Landet forhverver. – Et hjerteskjærende Syn er det store Antal af Sindssvage i vort Land, Fjanter og Rasende, disse sørgelige Vidner om vort Fjeldlands karrige Natur og barske Klimat, der ofte knækker Menneskets baade legemlige og aandelige Kraft; Frænder og Naboer maa gjøre sig Flid for at lede de Svages Forstand eller styre deres Ubændighed, en Møie saa stor og smertelig, at Staten i den senere Tid har maattet alvorlig berede sig til at dele den. Men hele Nationer skatlægges ogsaa for Udgifter til de kostbare Foranstaltninger, der skulle hæmme Yttringer af Fanternes moralske Svaghed, voldsomme Udbrud af deres med god Forstand udrustede Villies Raseri, Udgifterne til de atter og atter forbryderske Fanters Fængsling, Forhør, Domfældelse, Afstraffelse, og dette Nationalonde falder saa meget tungere, som man maa kunne sige sig selv, at det ikke har sin Rod i uafvendelige Naturaarsager, men i en Ufuldkommenhed ved de menneskelige Foranstaltninger eller den hele Samfundsindretning, som skulde have gjort det umuligt for dette Fantevæsen at udvikle sig til en saadan Styrke. – Møien med de Blinde og Stumme og Rasende bærer dog i sig den Trøst, at naar Vorherre engang løser op for dem, saa er deres Ulykke endt; over et andet Nationalonde derimod ligger der en haabløs Smerte; det er Spedalskheden, denne pinagtige og fæle Sygdom, fæl, ikke blot fordi Videnskaben endnu ikke har fundet den Urt, hvormed den kan læges, men fordi den som en ond og uafvendelig Skjebne hviler over hele Familier, ofte gaar i Arv fra Forældre til Børn og Børnebørn. I Aaret 1845 taltes der i Landet 1123 Spedalske og 1145 Fanter. Hvilken Lighed allerede i Tallet! Og som de Spedalske synes at være uhelbredelige, saa synes Fanterne at være uforbederlige; som de Spedalskes Ulykke gaar i Arv, saaledes forplantes Fanternes Vanart fra Slægt til Slægt. Men i et Stykke er der desværre ikke Lighed her. Den legemlige Spedalskhed skal ikke være smitsom; Fanternes aandelige Spedalskhed derimod virker med en betænkelig Magt som en moralsk Smitte. Fanterne have ligefrem lokket Nogle til at slaa sig i Lag med dem; Andre have selv i Fanternes Selskab søgt den Trøst og Hjælp, de have forskjærtset sig i det bedre Samfund; det Exempel endelig, som Fantefølgerne give, Exemplet paa, at det gaar an at leve i Landet i en bestandig Trods mod Landets Sæder og Love, at Folket og Øvrigheden ser paa Omstreiferes Ørkesløshed og Liderlighed og ikke med uimodstaaelig Kraft sætter Skranke derfor, det har for mange været en Opmuntring til at træde ind paa den samme Fantesti. At dette er saa, skal formentlig vise sig af Fremstillingen i nærværende Kapitel, som skal omhandle flere Slags Landstrygere, der for største Delen ikke vare medregnede i hin Fortegnelse over de 1145 Fanter, som sidste Folketælling bragte for Dagen.

Der ligger et vist Trylleri over Fanternes hemmelighedsfulde omsværmende Liv, og dette har forlokket Mange ligesom Løgtemanden, der med sit falske Skin leder Vandringsmanden ud i den bundløse Myr. Jeg tænker her ikke just paa Fanternes egne kuriøse Fortællinger om Præstedøttre, der skulle være blevne forelskede i raske Fantegutter og have flygtet afsted med dem; men jeg tør fortælle et Par mere troværdige Historier. I Birkrim, Annex til Helleland i Christiansands Stift – den forrige Præst i Sognet har fortalt mig Historien – levede for nogle Aar siden en ellers adstadig Bondekone, hvis Liv saaledes engang berørtes af Eventyrenes hemmelige Magter. Et betlende Fantefølge besøgte hende, og efter lang Taalmodighed med dets Uforskammethed kom hun omsider til i et kort Ord at give sin Uvillie Luft. Fanterne gik da, men med et mystisk Ord fra en af dem, at det ikke skulde vare længe, før den yttrede Vrede skulde vende sig til Kjærlighed. Og hvad skeede? Konen, som vel efter de herskende Begreber tænkte paa det Farlige i at have sagt en Betlende Nei, grundede paa de sælsomme Ord, grundede, grublede, blev urolig, forlod Mand og Børn og Hus og – opsøgte Fanterne. Det var, som om hun følte, at de havde hendes Sjel i sin Magt. Hendes Mand maatte lede hende op og havde stor Sorg og Møie, før han fik hende bragt til Besindelse, saa hun atter indtog sin gamle Plads. – En mere end 90aarig Lægdskone paa Romerike fortalte mig en ligedan Historie fra sine unge Dage. Det var en spræg Bondegut, som hed Ouen; i fuld Mundering ilede han til Exercerpladsen; men da mødte han en Gjente af Steffensfolket, som saaledes „forvildrede ham med Øine sine,“ at han glemte sit Kompani og sin Odel, fulgte den huldreagtige Kvinde op i Skov og Mark, gjennem Bygd og Land, og blev med hende Stammefader til Ouens-Følget, et af de mange Fantefølger, som i lange Tider have været Romerikes Svøbe. – En Fant fortalte mig et lignende Træk af sit eget Liv. Han hørte til en Familie, som nok i tidligere Tider havde ført et halv omstreifende Fanteliv; men hans Forældre havde omsider bosat sig i en af vore Smaabyer, og Gutten var kommen til Søs. Men som Matros hjemkommen fra Reis traf han en Fantegjente, der i hans Øine var saa urimelig vakker; han forlod Skibet – jeg troer, endnu før Afmønstringen –, slog sig i Lag med hende og hendes Følge og blev komplet Fant. Han skildrede mig med stor Sandhed, hvorledes han rigtignok ikke i Begyndelsen kunde bekvemme sig til at gjøre Parti med sine nye Kammerater, naar de „toge Hus“ om Aftenen, naar de med Støi og Trudsler tiltvang sig Herberge hos en forskræmt Bondefamilie; hans Kjæreste maatte da bære Kveldsmaden ud til ham paa Marken, og selv gik han først ind, naar Husets Folk omsider vare faldne i Søvn. Men efterhaanden lærte han dog baade denne og andre Fantestreger til Fuldkommenhed. – Se, saaledes er det ofte altfor romantiske Forholde, der have medført, at en Valders-Ola, en Lisa fra Byen og flere Personer, der dog „ere komne af Folk,“ have giftet sig ind og ere blevne naturaliserede i de ægte Fantefølger.

Man studser undertiden ved at træffe enligt omvankende, betlende Børn i 10–15 Aars Alder, som have forvildet sig mange Mile bort fra sit Hjem. For et Aars Tid siden fangedes paa Christiania Gader en saadan Smaagut fra det nordlige Sverige. Forfølger man saadanne Børns Historie, kan man finde, at deres Forældre uheldigvis boede nær ved en Veigrind og istedetfor at holde Børnene til Skolegang og nyttigt Arbeide lode dem øve sig i den slette Bestilling at lukke op Grinden for Reisende for med det samme at tilbetle sig nogle Skillinger til Tak for Umagen. Eller det er uægte fødte Børn, hvis ligegyldige Fader og hjælpeløse Moder have paatvungen sin Kommune Møien med deres Opfostring; men altfor ofte samler der sig om saadanne af sine naturlige Forsørgere Forladte en saa stor Sum af Ligegyldighed og Foragt og Uvillie fra deres Omgivelsers Side, at selv deres gode Skydsengel ikke formaar at fjerne alle Anstødsstene og mildere deres Skjæbne og bevare dem i det Gode. Saa kan det træffe, at en saadan Smaagut, halvt dreven af Fortrydelse over det foragtelige Liv, han har levet, men ogsaa halvt lokket af det Ustadighedssind, som den mangelfulde Opdragelse har ladet trives hos ham, pludselig sønderriver de svage Baand, som bandt ham til hans Hjem, og gaar ud i den vide Verden did, „hvor Taaen viser fram.“ Hans endnu aabne og vakkre Ansigt er hans gode Reisepas, og hvor han kommer frem, giver man ham gjerne Mad og Husly. Ak, men om nogle Aar gaar han allerede omkring i elendige Laser, som neppe skjule hans Urenlighed og stygge Saar; han føler det selv, at han nu mere er Gjenstand for Uvillie end for Medlidenhed, og han skyr det stadige Liv mellem andre Mennesker. Transporteres han til sit Hjemsted, er han glad ved at komme bort igjen; sættes han ind i Christiania Redningsanstalt, skynder han sig at undvige (Redningsanstaltens Protokoller beretter dette om flere saadanne baade Piger og Gutter); de eneste Mennesker, han synes at kunne trives imellem, ere Fanterne, der ogsaa gjerne optage ham imellem sig som Hestedreng.

Som Fantefolkets Færd nu længe har været, kan man godt forstaa, at et Fantebarn saaledes har kunnet omtumles af Livets Bølger, at det i sin voxne Alder ikke kjender og ikke kan faa kjende sine tidligste Skjebner. Der gives virkelig ogsaa Personer imellem Fantefolket, som historisk talt svæve saaledes i Luften, at de ikke vide, hvem deres Moder var eller er, end mindre deres Fader, ikke vide, hvor i Verden de ere fødte, ikke engang hvor gamle de ere; den eneste Tradition, der er kommen ned til dem fra den spæde Alder, hvortil deres egen Erindring ikke naar op, er det Fornavn, hvormed de have hørt sig benævne. – Men endnu hyppigere hører man om Folk, som med stor Flid og Kunst selv tilhylle sin Fortids Historie i det tykkeste Mørke, og vel søge at drukne sine egne vemodige Erindringer derom i et nyt Livs Adspredelser. Et ungt Menneske af en dannet og agtet Familie forlod imod alle Foresattes Raad og Villie den lovende Bane, han ved Slægtningers Hjælp havde betraadt, kjedede sig snart ogsaa ved sin selvvalgte Bestilling, bortkastede saa sit Navn, dulgte sin Stand og optraadte som et andet Menneske paa Verdens Skueplads. Han var endnu ikke konfirmeret, da han i 1835 begyndte dette Spil. Først streifede han nogle Maaneder om i Sverige for at lære Sproget og førte saa et mere og mere udstuderet Fanteliv imellem Throndhjem og Gothenborg, Østersund og Bergen. Han gik saa temmelig ubehindret omkring; i Norge udgav han sig for en Svenske ved Navn Sjøberg, og i Sverige kaldte han sig Even Olsen og Nordmand; intetsteds kjendtes man ved ham, og overalt var man glad ved, naar han blev anholdt, at forpasse ham til det Hjemsted, han behagede at opgive. – Om Vaaren 1839 blev han endelig under Navnet Even Olsen som ukonfirmeret Betler og Løsgjænger inddømt til Throndhjems Tugthus. Han erklærede sig naturligvis aldeles uvidende om sin Herkomst, og da ingen Dødelig vidste at sige, at denne Person var døbt tilforn, faldt der Resolution for, at han skulde døbes paa Tugthuset. Det forstaar sig, at han gjorde mærkværdig hurtige Fremskridt under Religionsundervisningen, og endnu i Sommeren samme Aar blev den hellige Handling fuldbyrdet. Han afsvor Djævelen og alle hans Gjerninger og alt hans Væsen og døbtes paa Bekjendelse om Tro og Lydighed imod Gud Fader, Søn og Helligaand, alt for at indskrives, ikke i Livets Bog som et benaadet Guds Barn, men i Kirkebogen med det nye Navn, der nu skulde sikkre ham i hans nye, selvvalgte Stand og Stilling blandt Menneskene. Men dette Navn blev ham vel en daglig Mindelse om den i Naadens Stund begaaede vitterlige Synd, og se, hvor tungt Straffen lagde sig paa ham! Løsladt umiddelbart efter Daaben fortsatte han atter sit Fanteliv og vel saa meget argere end før, som han nu vist end mere maatte rase mod sig selv for at overdøve Samvittighedens Stemme. I nogle Aar lykkedes det ham saaledes, at holde sig tapper; men i Aaret 1845 ankom han atter til Throndhjem i den elendigste Forfatning, beladt med ækle Sygdomme, maatte han ikke alene begjære sig optaget paa Sygehuset her, men ogsaa i det første Forhør gaa til fuld Bekjendelse om sit forargelige Forhold mod Gud og Mennesker, for hvilket han ogsaa idømtes et Aars Tugthusstraf. Det hører ikke herhid at tale ond denne Persons tvivlsomme Forhold ogsaa efter den sidste Straffetid; men det er værd at lægge Mærke til, at medens det var hans egen store Ustadighed, som fra først af førte ham ud paa Fantestien, saaledes har det ganske vist været i Selskab med de ægte Fanter, at han har lært og øvet sig i nogle af de mange Kneb, der skal til for saaledes i Aarevis at blænde Øvrighedens Øie og undgaa dens Arm. Hvad Selskab han har søgt og gjort sig fortrolig med, skjønnes af et Skrift, han under sit sidste Ophold paa Tugthuset forfattede og overleverede til Bestyrelsen, og i hvilket han ret godt skildrede Rommaniers, Meltraveres, Fægtemesteres og andre Fanteklassers Sæder og Forholde, ja leverede et lidet Ordregister til Fantesproget.

Der er ikke faa Familier i Landet, hvis hele Levevei lettelig fører dem bort fra det bosiddende og arbeidsomme Livs Sæder til Fantelivets Forvildelser; dette sees ret tydeligt paa enkelte Familier af Kurvebindere, Koppesvarvere (Dreiere, der forfærdige simple Træskaale), Kostemagere, Kludesamlere. – I Romsdalen traf jeg en Koppesvarvers Kone, som tilligemed sin halvvoxne Datter en stor Del af Aaret igjennem slæbte sig viden omkring i Bygderne med den tunge Byrde af alskens Trækjørler, og jeg syntes at maatte befrygte, at naar hun kanske kom hjem igjen med Fødevarer istedetfor Trævarerne, saa var det ofte Folks Medlidenhed, som hun havde at takke for dette Held i en Handel, der næsten saa mig ud som et Paaskud for Trygleri. – Allerbeklageligst er det dog, naar den Fare for Sæderne, som Beskaffenheden af en eller anden Næringsvei kan medføre, ligesrem forøges ved andre Menneskers Uforstandighed, der saaledes lægger Stene for den Vaklendes Fod. Dette sker, naar en i sig selv nyttig Haandtering betragtes med Foragt, og de Mennesker, der befatte sig med den, allerede derfor behandles som urene og uærlige. Da kan det allerede være Tegn paa liden Æresfølelse naar Nogen vælger en saadan Levevei, og under den almindelige Fordom knuses let den sidste Rest af Selvagtelse hos ham. At rense Skorstene f. Ex. er et fast ligesaa nødvendigt Arbeide som at bygge dem; men medens den, der forstaar at mure op en Skorsten eller Bagerovn, af vor Almue æres som en kunstforstandig Mand, blev Skorstensfeierens smudsige Haandværk altfor længe og i altfor mange Egne af Landet betragtet med Modbydelighed. Feierne bleve Norges Toldere og Syndere, først i Andres haanende Omdømme, saa i sin egen Bevidsthed. Ingen vilde have noget Gemenskab med de sodede Folk; selv den liderlige Fant sagde med storagtig Tilfredshed ved sig selv, at han dog ikke var „som denne Feier.“ De trak om med sine Kvinder og Børn, overalt Gjenstand for Smaabørns Rædsel og Voxnes Ringeagt, og – kvalte sin dunkle Længsel og mørke Harme i Fylderi og alskens Udsvævelser. Paa Hedemarken, hvor Folkets Velstand giver sig tilkjende ved Opførelsen af store, toetages Bygninger, maatte Feiernes Tjeneste være mere fornøden end andetsteds, og der maa vist fra gammel Tid have været en saadan ulykkelig Kaste; thi selv i fjerne Bygder, hvor nu og da enten enkelte Personer eller hele Familier i en yderst fornedret Tilstand stryge omkring og ved sine sodede Klæder vidne om Feierlivets Smudsighed, der kan man finde, at Hesteskjærere, Vævskebindere og andre Langfanter, der endnu have bevaret noget af sin oprindelige Kasteskik og Indbilskhed, trække paa Skuldrene, pege paa dem og sige: „Det er bare Feiere fra Hedemarken.“

Dersom en virkelig Fantegut stryger enlig omkring og betler, vil han oftere møde bebreidende Uvillie; han er derfor gjerne saa klog at føie raa Sandselighed til sin Dovenskab og tage sig en Kjæreste med paa Vandringen som sin foregivne Hustru; han ved, at jo større Trangen viser sig, desto snarere vil Medlidenheden gjøre sig gjældende istedetfor Harmen; hans Held paa Tiggerfærden stiger for hvert Barn, hans Kjæreste beriger Armoden med. Der ligger en mægtig Overtalelse i de blege Børneansigter, og rigelige Almisser ere de Renter, Forældrenes Synd beregner sig af Børnenes Uskyld. Men ganske samme Plan lægger Letsindigheden stundom ogsaa hos Folk, som ikke tilhøre Fantekasten. En doven Gut og en uvorren Gjente paa Hadeland havde besluttet at gifte sig, og der var allerede lyst for dem i Kirken; men de eiede ingen Ting og havde ingen Udsigt til at saa nogen Bestilling at ernære sig ved; en fornuftig Mand, en af Bygdens Formænd, talte da til Gjenten, og forestillede hende, at deres Giftermaal, helst naar de Børn at forsørge, ufeilbarlig vilde have til Følge, at de maatte „komme paa Kassa;“ „Ja, naar vi bare kunde komme saa vidt,“ var Svaret, „saa var Nøden forbi.“ Der er ikke faa saadanne Familier i Landet. Naar saa Børneflokken er bleven talrig, og Naboers og Sambygdingers Uvillie over Skamløsheden og dens Besvær er bleven ret stor og gjør det uhyggeligt selv for slige Folk at være hjemme længer, saa kommer Vandrelysten over dem. I Storelvdalen traf jeg en saadan Familie. Manden viste mig rigtignok Præsteattest for, at han var ordentlig ægteviet og havde været hjemmehørende i Vardal; han viste mig ogsaa et Bundt Hægter, som han, efter gammel Skik netop i hans Hjembygd, havde forfærdiget og nu falbød; han forklarede mig, at han ved denne sin Handel tænkte at vinde frem alt op til Nordlandene, hvorhen mange Akershusinger i de sidste Aaringer ere udvandrede, og hvor han ogsaa vilde slaa sig ned. Men han reiste aldeles paa Fantevis. Selv trak han en liden Kjærre, hvori et Barn sov mellem nogle Bylter, medens Konen bar det mindste Barn paa Ryggen og ledede det ældste ved Haanden. Et ganske eiendommeligt Kast med Øinene hos Manden lod mig tydelig skjønne, at han, maaske som tidligere omvandrende Handelskarl, var bleven altfor vel kjendt med Fanternes Sæder[1]; af de Lister over Fanter og andre Tiggere, som siden fra flere Steder velvillig bleve mig tilstillede, kunde jeg forfølge Sporet af Familiens Tiggerfærd lige til langt op i Throndhjems Stift, og af Beretninger, jeg indhentede i Vardal selv, fremgik det, at Manden ved sin Ustadighed og Konen ved sin Uvorrenhed vel havde vundet Fattigkassens Hjælp næsten ligefra deres Ægteskabs Stiftelse, men tillige paadraget sig saa megen Uvillie af alle Kjendinger i Hjemmet, at det var rimeligt nok, de ikke længer kunde trives der. Men er det nu at haabe, at Familien paa den lange Tiggerreise fra Vardal til Nordlandene har faaet større Lyst til Arbeidsomhed og Orden? er det ikke meget mere at befrygte, at de vedblive at flakke om fra Sted til Sted og opdrage sine Børn til et elendigt Fanteliv?

Det er ikke altid just Dovenskaben og Ustadigheden, som leder Folk ind i en saadan ulykkelig ydre og indre Tilstand, hvorfra der kun er et kort Skridt til Fantelivet; ofte er det mest Mangel paa forstandig Omtanke, der fører til en Armod, som igjen bliver Sædelighedens Ødelæggelse. I mange Bygder kan man se, hvorledes en stor Del af Almuen har bygget sin Økonomi paa Beregninger, som kun holde Stil i gode Aaringer; det første Uaar giver da Mange et Knæk, som de aldrig forvinde. Paa Landeveien i et af Ørkedalens Præstegjelde fik jeg opfange et slaaende Exempel herpaa. Jeg traf her et Fruentimmer, som gik og flettede eller strikkede et Slags ganske nette Uldbaand; med dette Arbeide søgte hun for en Del at ernære en Flok af 3 Børn, som fulgte hende, og et Spædbarn, som hun bar paa Ryggen. Hun fortalte mig sin Historie. Hun havde hørt hjemme i Gudbrandsdalen, var forlovet der og skulde havt Bryllup til Høsten; men den samme Høst, jeg tror det var i Aaret 1838, indtraf et haardt Uaar der i Bygden, og blandt de Mange, som maatte ty til andre Bygder for at saa noget til Livsophold, var ogsaa dette Par; men under de trange Kaar havde de ikke vundet mere end fra Haanden til Munden; Gutten gik paa Dagarbeide hist og her paa Gaardene; de havde intet Hjem eller fast Opholdsted, og endnu vare de bare Kjærestefolk, til hvis Armod der saaledes vel føiede sig Sky for andres Blikke og Domme. Hvor jeg med Vemod betragtede de vakre, klarøiede Børn, som under saa mislige Forholde skulde gaa den tvivlsomme Fremtid imøde!

Ved engang at gjennemse en Lensmands Protokoller fandt jeg ogsaa en, der indeholdt Fortegnelse over alle de Rømlinger, som imellem Aar og Dag bryde ud fra Arrester og Strafanstalter, og som der da lyses efter paa Kirkebakkerne. Det er ikke saa faa Personer, der ere i dette Tilfælde. Og hvilket Liv disse Mennesker maa leve paa den bestandige Flugt! thi det er ikke nok at have flygtet for Arrestforvaren; Flugten er endeløs; de maa flygte for hvert Menneskes Syn, maa søge at flygte for Sandheden selv. Nogle have med en Kraft, som var et bedre Maal værdig, hele Aar igjennem spillet Døvstummes Rolle for saaledes at undgaa Ransagelse; men nogle have ogsaa fundet sin Regning ved at skjule sig i den Dunkelhed, som omgiver Fantefolket. Se et Exempel! En Person var rømt fra en Arrest, jeg tror i Stavanger, og traf en svensk Fantekvinde, hvis Mand eller Kjæreste nylig var bleven sat ind i en anden Arrest. Hun havde hos sig Mandens Pas, hvis Signalement ulykkeligvis passede ret godt paa Rømlingen. Disse to bleve snart Forbundsfæller; han gik ind i den forrige Mands Rettighed som Pashaver og i andre Henseender, og hun fik til Gjengjeld eie hans Person; det blev hans Frihed, der efter en Række af saadanne Omvexlinger, som høre Fantelivet til, endte med en Slaveridom paa Livstid.

Hvert Aar offentliggjøres Lister, som vise Antallet af dømte Forbrydere. Dem der kunde overskue den trinvise Udvikling af Skrøbelighed og Forbrydelse og Last, som hine Talstørrelser betegne! den, der kunde finde Kilderne til den voxende Ulykke, som det aarlig voxende Antal af Forbrydere er det sørgelige Vidne om! Lad mig her kun dvæle ved et enkelt Træk, paapege Sporene af deres Vei, som gjennem flere Grader synke ned til Fantelivets Dyb! – Det er en Kjendsgjerning, som Mange selv af dem, der i moralsk Henseende have været heldigere, ville stadfæste, at det Maadehold, det Alvor, de Grundsætninger, som man monne have bevaret i Hjemmets stille Ro, lettelig blive ligesom skudte tilside, naar man færdes imellem Fremmede, hvor man ikke længer føler sig bunden ved Venners og Kjendingers Iagttagelse og Dom, og hvor man ikke altid mindes det Guddomsøie, som skuer overalt. Jo mindre moralsk udviklet Mennesket er, jo mere han derfor i moralsk Henseende har været baaren og støttet af fine Omgivelser, desto større er Faren for hans Sædelighed, naar han pludselig maa forlade Hjemmet for paa egen Haand at træde ud i den vide Verden; mangt ungt Menneske helst af den enfoldigere Almueklasse synes derfor at glemme den ligesom nedarvede Fromhed, den ham indprentede Agtelse for det Gode, lige saa hurtigt, som han opslider det første Sæt af hjemmefra medbragte Klæder, og derfor vilde man maaske kunne finde, at Forbrydelsernes Antal i de sidste Decennier har tiltaget omtrent i samme Forhold, som den større Rørelse i Landet har bragt mange Mennesker af Arbeidsklassen til at forlade Hjemmet og færdes i fremmede Kredse, hvor nye Fristelser møde, og hvor Sjelen savner den tilvante Støtte for sin Dyd. – Naar nu en Forbryder udgaar af Strafanstalten, burde han helst vende tilbage til sit Hjem, hvor han, bestandig iagttaget af fine Kjendinger, altid vilde føle sig opfordret og formanet til at aftvætte Pletten paa det god Navn, til at stræbe at gjenvinde sine Sambygdingers Tillid og Agtelse. Men gruer han for det arbeidsomme og ordentlige Liv, flyr han den grundige Omvendelses Offere, saa søger han netop ikke did, hvor han er kjendt, hvilket heller ikke gjøres ham til Pligt nu som for et halvt Snes Aar siden[2]; med en falsk Undseelses mangehaande Paaskud søger han tvertom til saadanne Steder, hvor han kan tro sig med sin Skjændsel mindre kjendt, men hvor han, kun lidet befæstet mod Fristelserne, atter staaer alene blandt Fremmede. Det er aldeles naturligt, om han saaledes falder atter og atter. Men den, der nogle Gange har gaaet ud og ind af Strafanstalterne, har overmaade vanskeligt for at bevare Tilliden til Guds Hjælp og til sin egen gode Villie. Han mistvivler snart om sin Forbedring og Redning og bliver sløv og uvirksom. Ved det mindste Tegn paa den Mistillid, som gjerne vises den Faldne, hvis han nogensteds søger om Arbeide, opgiver han snart Bestræbelsen for at gjenvinde den tabte Agtelse; ja, han benytter endog den Vanskelighed, der møder ham, som et Paaskud baade for sig selv og Andre til at følge sit onde Hang; han kan ikke faa Arbeide, og derfor – saa synes han og siger han – maa han bede om Almisse. Det er Straffen for den falske Undseelse, hvormed den løsladte Forbryder vægrede sig ved atter at vise sig imellem sine Sambygdinger, der kjendte hans Fald, at han tilsidst med en forfærdelig Skamløshed stryger Landet om og fortæller hver Mand, han træffer, at han har siddet saa og saa mange Aar paa Tugthuset og Slaveriet, for efter saadan Indledning at betle om en Skillings Almisse. Det kan ogsaa mærkes, at den Forbryder, der flere Gange har forsøgt Rettergangens Farer og Straffenes Tvang omsider erhverver sig et saa godt Skjøn paa Lov og Justits, at han ved, at det aabenbare Tyveri og Røveri i vore Dage vanskelig hengaar uopdaget og ustraffet, men at Lensmænd og Fogder kun lidet ændse Lediggjængerens Dagtyveri eller den uværdige Tiggers Rov fra den tause og i Sandhed lidende Trængende. De Tider ere paa det nærmeste forbi, da en Arne Bravkarl, en Gjæst Baardsen, Ole Høiland og andre Mestertyve ved forvovne Bedrifter kunde vinde en farlig Berømthed; Mesterskabet i den Kunst at leve et unyttigt Liv paa Andres Bekostning udøves nu af saadanne altfor meget erfarne Forbrydere, der tilsidst, med mindre Berømthed, men ogsaa med mindre Fare, ganske paa Fanternes Vis og stundom i Fanternes Selskab streife om som Betlere, og det et at befrygte, at disses Tal vil være i Tiltagende omtrent i samme Forhold, som Politiets bestandig forøgede Aarvaagenhed og Strænghed mod de aabenbare Tyve og Røvere forøger Antallet af dømte og straffede Forbrydere.

Ved at gjennemgaa de ved Folketællingen i 1845 afgivne Indberetninger om Fanterne studsede jeg ved at se fortalt om nogle Fanter, baade Mænd og Kvinder, som ved Siden af sine almindelige Fantestreger dreve et synderligt Uvæsen; de omgave sig med en sværmerisk Aandelighed og forfærdede Almuen med et sælsomt Galimathias af fordreiet Kvækerlære og selvgjorte Syner og Aabenbaringer om Dommedag. Dette bringer mig til at tænke paa en egen Sekt af Sværmere, som i de sidste Aar have gjort Opsigt i Landet, og som virkelig i mange Maader ligne Fanterne. Der er det Kjendemærke ved dem, at naar man spørger dem om deres Navn, Herkomst o. s. v., faar man stadig det Svar, at de ere fra Gud, hedde Guds Børn, høre hjemme hos Gud, gaa til Gud; deres Bestilling, sige de, er at gaa omkring i Landene og prædike Omvendelse og Dom; alle Præster, Skolemestere, Klokkere og Gravere erklære de for Satans Børn; det udvortes Kirkevæsen med samt Sakramenterne og det skrevne Ord bespotte de som Djævelens Værk; legemligt Arbeide fordømme de som Kjødets Gjerning, og Syndens Tjeneste. Til Bevis for disse Sætninger anføre de en rigelig Mængde af rigtignok fordreiede Bibelsprog, dem de dog ikke ville have lært af Skriften, men umiddelbart af Gud, og at de selv tro paa dette Sværmeri, det bevise de ofte med slaaende Kraft ved den høist eiendommelige Maade, hvorpaa de prædike, med sammenpressede Øienlaage og stride Taarestrømme og konvulsiviske Trækninger, med en ustandselig flydende Tunge og en sælsom, aldeles usædvanlig Klang i Stemmen, ja med en uovervindelig Modstand mod alle Indvendinger og Trudsler, Tillokkelser og Lidelser, med en Forsagelse og Standhaftighed, som synes at vidne om en Sjel, der i sin faste Overbevisning og glade Henrykkelse ikke mere anfægtes af det, som hører denne Verden til. – Paa Grund af disse Menneskers indsluttede Væsen, naar man spørger dem om deres Herkomst, er det ikke godt at vide, hvor og naar Sekten har udviklet sig; Nogle nævne Stavangeregnen, Andre Valders som det Sted, hvorfra dette Sværmeri har udbredt sig; men at de danne en egen Sekt med et fælles Udgangspunkt og et vist Sammenhold indbyrdes, det kan man skjønne deraf, at de alle ere saa overmaade lige i Væsen og Færd. Det er som en Smitte, der har grebet en Del Individer. Og det er ikke frit for, at Sværmerne føre Smitten med sig i videre Kredse paa sine idelige Prædiketoure fra den ene Ende af Landet til den anden. I Tønset Præstegjeld fortalte man mig om en Kone, som i lang Tid var betænkelig forandret efter at have hørt en af disse „Guds Børns“ Tale. Der er ogsaa en saa forunderlig Blanding af Usandhed og Usands i Talens Indhold og af Iver og fast Overbevisning hos Sværmerne selv, at det nok lader sig forstaa, at mange kunne forvildes derved. Den enfoldige Almuesmand tør hverken sige Ja eller Nei til det hele Væsen, og selv Øvrigheden bliver ofte bragt i Forlegenhed. En Mand fra Valders, som hørte til denne Sekt, blev for sin bespottelige Tale mod vort Kirkevæsen dømt til at hensættes paa Christiansands Tugthus, og først bagefter gjorde den Anskuelse sig gjældende, at han vel var sindssvag, hvorefter han fritoges for Straffen og overleveredes til Fattigkommissionen i hans Hjembygd. Manden var dog ikke mere sindssvag, end at han kunde passe sit Snit og liste sig bort fra den Tvang, hvori han her holdtes, og finde Veien langt op i Throdhjems Stift, hvor der atter anlagdes Proces mod ham for hans fortsatte Bespottelser. Til denne Sekt hørte ogsaa de 4 eller 5 Fruentimmer, som man kjender den fatale Historie om i Skogns Lensmandsarrest, en Historie, der endte med at forvolde en almindelig agtet Embedsmand saa megen Fortræd. Uheldigvis kom de til Bygden, kort efterat Levanger By var brændt; de jublede over Branden som en Herrens Straffedom, de længe havde været vidende om; dette gav Anledning til at de bleve arresterede, og da de under flere Forhør til alle Spørgsmaal kun gjentog de samme Svar, at de hed Guds Børn, vare fra Gud, o. s. v., sattes de paa Vand og Brød for at tvinges til at give rigtig Besked. I ubegribelig lang Tid udholdt de ekstatiske Mennesker denne Kur; kun en af dem maatte give efter og gaa til Bekjendelse; de øvrige derimod forbleve standhaftige og havde ikke saa meget som nævnt sine Navne og Hjemsteder, da man tilsidst maatte gjøre Ende paa Tingen, og de bleve slupne ud igjen. – At disse Mennesker beherskes af fixe Ideer og ikke have sin Fornufts fulde Brug, det sees tydelig af et Exempel paa, hvorledes de ved en hensigtsmæssig psychiatrisk Behandling kunne blive ganske ædrue igjen. En Pige af Sværmersekten prædikede sit Galimathias paa Christiania Gader og indsattes først paa Arbeidsanstalten, saa paa Dolhuset; i Begyndelsen var hun overmaade heftig; men man sagde hende ikke imod, overlod hende til sig selv og lod hende kjede sig; saa bekvemmede hun sig lidt efter lidt til at fordrive Tiden med nyttigt Haandarbeide, og paa den Maade blev hun tilsidst ganske rimelig og fornuftig.

Naar disse Menneskers Tilstand er saadan, kunde det synes urigtigt at omtale dem mellem Fanterne, som gaa omkring med bevidst Falskhed og forsætlige Misgjerninger. Men uanseet at de dog ogsaa streife hjemløst omkring paa Landeveiene ligesom Fanterne, saa er det at befrygte, at nogle af dem virkelig ende med at ligne Fanterne i Sind som i Levemaade. Ligesom hin Pige blev ædru igjen under tit Ophold paa Dolhuset, saaledes kunne andre af det samme Slags Sværmere ogsaa, skjønt vel efter længere Tids Forløb, midt under sin Omstreifen og uden Sindssvagehospitalets Hjælp komme til Sands og Samling, ialfald i enkelte Øieblikke; men da kan det altfor let hænde, at de, efter det lange Omstreiferliv afvænnede med det stadige Livs Sysler og Pligter, finde sin Regning ved at forstille sig og fortsætte den besynderlige Færd. Jeg har seet en saadan Kvinde, som syntes at svæve imellem Erkjendelsen af sin Sværmerprædikens Usandhed og Ulyst til atter at vende tilbage til det stadige Liv, og det var endda upaatvivlelig en af hine Kvinder, som i Arresten i Skogn havde vist en saa paafaldende Standhaftighed, ja maaske netop den af dem, der ved sen Iver havde opretholdt sine Lidelsesfæller, naar de, som ofte var Tilfældet, vare nær ved at forsage. Jeg traf hende paa Landeveien mit i Gndbrandsdalen. Hun vakte min Opmærksomhed ved sin raske Gang og sin besynderlige Dragt; hun bar gode Klæder, men i saa overflødig Mængde, at jeg ikke ved at have seet nogen Vandrer saa vel tilpakket i den høieste Vinterkulde, og nu var det Sommerhede. Jeg raabte hende an; men hun gik mig rask forbi; jeg sprang af Kariolen og løb efter hende; men hun vilde ikke saa meget som se sig om; først da jeg stillede mig helt foran hende, fik jeg hende til at standse. „Hvor er Du fra?“ spurgte jeg hende: „Fra Gud,“ svarede hun, og nu vidste jeg, hvad Slags Menneske jeg havde for mig. Det varede heller ikke længe, før hun, tagende Forargelse af den Omstændighed, at jeg kjørte og ikke gik, holdt mig en Skriftetale, som i Sandhed var mærkværdig; jeg forvirredes fast ved den rivende Strøm af fordreiede Bibelsprog og halve Psalmevers, af phantastiske Syner og græsselige Forbandelser, og dog var der en vis Sammenhæng i alt dette Snak, en fix Ide i de vexlende Billeder. En Pause indtraadte omsider, og erindrende Navnene paa hine Kvinder i Skogns Arresthus, som den Frafaldne blandt dem skal have opgivet, tiltalte jeg Mennesket med de samme Navne, det ene efter det andet, indtil hun, faldende ud af Rollen, stiltiende indrømmede, at jeg nok havde truffet det rette, Johanne Lønning fra Buøen ved Stavanger. Et Øieblik vare vi nu ret gode Venner; men snart begyndte hun atter i den vrede Tone og kom atter i formelig Ekstase, og jeg saa, at Latteren i min hosstaaende Skydsguts Ansigt stivnede hen og forvandledes til Rædsel derved. Men paa et halv listigt, halv sky Udtryk i hendes Øie syntes jeg begge Gange tydelig at bemærke, at hun med bevidst Overlæg og mod bedre Overbevisning paatog sig Prophetindens Rolle, og at hun først lidt efter lidt fik talt sig varm og sat sig i en Stemning, hvor Bevidstheden vistnok hvirvlede hen i Strømmen af hendes egne Ord. Og jeg bestyrkedes heri ved følgende lille Træk: jeg prøvede hende ved til Afsked at give hende en Toskilling til en Kop Kaffe; men den skjød hun fra sig som en syndig Ting: saa forvandlede jeg Pengen til en Sexskilling, og den stak hun til sig med den Yttring, at hun vilde give den til et Fattigmenneske paa Veien. – Mere oprigtigt var derimod et vel 14aarigt, vakkert Pigebarn, som, ligeledes svært belæsset med Klæder, fulgte den omtrent 50aarige Kvinde; naar jeg vilde henvende mig til hende, skjulte hun sit Ansigt i den Gamles Klæder og skreg, ramskreg faa voldsomt, at hun visselig maa have troet paa den Gamles Ord og i min Person seet den skinbarlige Satan. Men netop dette Træk forekommer mig vel værd at lægge Mærke til, at et samvittighedsløst eller halvgalt Menneske her i vore Bygder skal kunne faa Lov til at streife om med og udøve en saa forfærdelig Indflydelse over et uskyldigt Barn. Og disse to havde ikke gaaet ubemærket igjennem Landet. Paa min Reise sydover kunde jeg med Lethed forfølge deres Spor alt til Lands Præstegjeld og overalt korsede Bønderne sig over det sælsomme Optog, de havde seet, den forfærdelige Tale de havde hørt.

Som et Modstykke til disse „Guds Børn“ kan jeg hidsætte en Historie, som man fortalte mig paa en Bondegaard i Østerdalen. En fremmed Fant kom ind, og af den Maade, hvorpaa han stillede sig henved Døren, kunde man skjønne, han var en Betler; Husmoderen gav ham noget Mad, og han lavede sig til at gaa dermed, uden at der endnu var faldet et Ord fra nogen af Siderne; men Manden saa saa usædvanlig mørk og styg ud, og En spurgte ham: „Hvor kommer Du fra?“ Han svarede ikke. „Hvad hedder Du?“ Han gren. “Hvad tager Du dig til?“ Han brummede. „Hvor skal Du hen da?“ „Til Helvede!“ svarede han med en raa, hul Stemme og forsvandt.

Der gaar nok flere saadanne Røser i Landet. Jeg traf en paa Landeveien nordenfor Røros. Fælere Menneske har jeg ikke seet end ham med det lurvede Haar, stærke røde Skjæg og umenneskelig store Mund. Han saa farlig ud ogsaa, stærkt bygget, som han var, og forsynet med en stor Knortekjep. Jeg talte til ham; men han gloede paa mig med et bistert Blik; jeg gav ham et Par Skilling, som han tog uden en Mine til Tak; jeg forærede ham et stort stykke Skraatobak, og han rev mig det med Graadighed af Haanden og puttede Halvdelen i Munden; nu blev han dog lidt menneskeligere og fortalte mig at han boede i en Hytte ved Fæmudsøen, i den mennesketomme Fjeldørken, og levede af Fiskeri; han talte saa vidt sammenhængende og fornuftigt, at jeg ved Synet af denne raa og vilde Medskabning ikke kunde trøste mig ved Tanken om, at han var gal. „Hvad Erinde har Du her?“ spurgte jeg. „Tigger!“ svarede han og gik – Den Troglodyt maa have skræmt mange Mennesker paa sin Vei.

Der er en meget broget Mangfoldighed af Fanter og Dagdrivere. Der gaar saaledes en hel Klasse af halvgale Mennesker, som dog have Vid nok til at anstille sig galere, end de virkelig ere, Tomsinger, Fjanter, der gaa som Julebukke til Morskab baade for Fanter og Almuesfolk. Det er umuligt at give noget almindeligt Billede af deres Manerer; thi deres Smag og Luner ere saa overmaade forskjellige. Jeg kjender nogle, som spjaake sig til med en Hanefjer i Hatten og Træsabel ved Siden, med Kokarde og Kraveflipper af Papir; disse fantastiske Personer besøge Storbønderne, hilse dem med fornemme Talemaader, slaa ind paa Politik og kunne stundom opnaa at bydes ind i Stuen og trakteres med Ribsvin og Kage: men pludselig komme Narrenykkerne over dem; de slaa et Hallingkast og stryge af Gaarde. Andre have en modsat Passion og splidse sig sammen en overmaade kompliceret Dragt af Filler og Laser, der i en Orden, som alene Opfinderen selv forstaaer, heftes til udenpaa, efter hvert som en Rift eller Aabning skal tildækkes. En saadan Særling sætter sig ligesaa gjerne ved Siden af Hundehuset som paa Kjøkkenbænken for at fortære det Affald, Nogen monne give ham. Istedetfor at holde saadanne Galninger i Forvaring hjemme, ere Vedkommende ofte glade ved at se dem trække afsted, og hele Norges Land eller et Stift, et Amt, bliver deres Daarehus. Man ler ad dem, giver dem Mad og lader dem gaa videre. – Man træffer ogsaa mere kunstmæssige Komedianter, som Almuen kalder dem, Dagdrivere, som more Bondeungdommen, men forarge de Gamle ved at forevise – en Skilling Entreen – Kosmorama eller Herkuleskunster eller Kunster i den store Magi og „hverve Syn paa Folk.“ I Guldalen traf jeg to norske Gutter, som med denne daarlige Bestilling havde hjemsøgt fast det hele Land, og som ved at „skjære Hovedet af og lægge det paa Bordet“ saaledes havde forvirret den Bondekone, hos hvem jeg traf dem, at det ikke lykkedes mig at faa hende til at se dem an som naturlige og almindelige Mennesker. Til dette lidet nyttige Slags Væsener maa ogsaa de italienske og tydske, i de sidste Aar ogsaa norske Liredreiere med samt deres Abekatte henregnes; en saadan Spillemand fortalte mig, at han 7 Aar i Træk havde drevet om i Norge, Sverige og Finland og ernæret sig med sin ørkesløse Bestilling.

Særegen Opmærksomhed fortjener det temmelig betydelige Antal af omvandrende og betlende Haandværkssvende eller Geseller, som Almuen oftest kalder dem. De fleste ere Udlændinger, Hannoveranere, Mecklenburgere o. s. v., men især Svensker. De repræsentere de forskjelligste Laug; man finder mellem dem Skræddere og Hanskemagere, Skomagere og Strømpevævere, Rebslagere og Possementmagere, Conditorbagere og Destillatører, Bogbindere og Bogtrykkere; men man kjender dem let allesammen paa deres side Frak, deres Randsel og Vandrestav. Sammen med dem gaar et mindre Antal Matroser og udtjente Gardister, Artillerister o. s. v., ligeledes i mest Svensker. Matroserne kjendes gjerne paa Rundtrøien, Seildugsbuxerne og Sømandshatten; de bære ikke Randsel, men en Bylt paa en Stok over Skulderen. Ved dette sidste Mærke adskille ogsaa Soldaterne sig fra Gesellerne. Alle disse Menneskers Historie er for det meste den samme. De have engang været i bedre Kaar; Letsindighed og slet Selskab har bragt dem paa Afveie; Udsvævelser have sløvet deres moralske Kraft. Med Hensyn til Haandværkssvendene, som ogsaa udgjøre den største Part af disse Forulykkede, bør endnu en Omstændighed særlig komme i Betragtning; dels efter gammel Vedtægt, dels ifølge Lov er det i flere Lande en fast Regel for dem at reise paa sit Haandværk for at uddanne sig; men den hyppige Skiften af Opholdsted bliver for Mange en ligesaa hyppig Afvexling af nye Fristelser. Den Svage, som mærker, at han maa omvende sig fra onde Vaner, troer ofte, at det skal falde ham lettere at udføre sit Forsæt og blive et nyt Menneske, naar han forandrer Opholdsted; han udsætter med Omvendelsen, til han har fundet et saadant, hvor han synes han ret kan hygge sig; men Kilden til Hygge og Tilfredshed ligger hos Mennesket selv, ikke udenfor ham; han finder derfor ikke det Sted, han søger; han flytter igjen og reiser saa længe, at det rolige og arbeidsomme Liv bliver ham en Gru; han tør ikke længer sidde stille, da han derved kommer til at mindes og betænke sine mange Feiltrin, sit forspildte Liv; han maa blive ved at reise og – flygte for sig selv, for sin egen Tanke. Og det lykkes disse Mennesker ved utrolig Møie og Kløgt, ved et 10–20aarigt Reiselivs Hunger og Kulde og ved de spidsfindigste Undskyldninger for sin egen Samvittighed, at udbrede en saadan Sløvhed over sin Sjel, at de ikke længer græmme sig over Savnet af den Lykke og Tilfredshed i Livet, de ved halv saa megen Anstrængelse med Orden og Stadighed havde kunnet erhverve flg. Sløvheden bliver saa stor, at selv legemlige Lidelser ikke synes at berøre dem som andre Mennesker, saa de f. Ex. med forrevne Sommerklæder og Støvler uden Saaler kunne vandre igjennem den barske nordiske Vinter. Med denne Sløvhed følger et, som man altfor ofte kalder det, saare lykkeligt Humeur. I en Samtale med en 55aarig Bogbindersvend, som nu i over 20 Aar havde ranglet saaledes omkring og i al den Tid neppe indbundet en Bog, forundrede jeg mig først over den spøgende Maade, hvorpaa han omtalte sit Liv og glædede sig i den Vished, at hvor meget han end tiggede, saa „kunde man dog ikke tage Livet af ham derfor;“ da jeg saa ledede Samtalen hen til en alvorligere Slutning, forklarede han mig med en forbausende Tryghed og Ro, at han „hver eneste Morgen og Aften bad sit Fadervor,“ hvormed han mente sig at være god Christen.

At der mellem de vandrende og betlende Haandværkssvende kan være mangen brav, ja ærekjær Mand, som kun den øieblikkelige og uafvendelige Nød tvinger til at bede om Hjælp, det skal naturligvis ikke nægtes. Men naar jeg skal give et Billede af Gesellerne saaledes, som jeg selv har truffet dem paa Vandringen og almindelig hørt dem omtale, saa maa jeg sige, at deres daglige Bedrift er Dagdriveri. Vistnok hører man dem med Ynk og Klynk søge efter Arbeide; men dersom Nogen tager dem paa Ordet og tilbyder dem Arbeide, saa have de gjort sine Sager meget slet; thi det er Gesellernes Studium og store Kunst at søge efter Arbeide paa en saadan Maade, at Alle vel skulle tro paa deres gode Villie, men Ingen betro dem saa meget som at lappe et Par Sko. Hvorledes begge disse Øiemed kunne opnaaes, er ikke saa let at sige; hver Kunst har jo ogsaa sin Hemmelighed, og Øvelsen gjør sagtens Meget. Men naar en saadan Person kommer ind paa en Bondegaard, saa vækker gjerne hans øvede Tale de troskyldige Bondefolks Deltagelse, medens hans forrevne og smudsige Dragt – og det i Almindelighed ligesaa forsætligt – fremkalder en vis Mistillid og Uvillighed; hin Deltagelse er strax rede til at bespise ham og huse ham og afhjælpe hans øieblikkelige Nød; men denne Mistillid lader ham ikke gjerne dvæle saa længe, at han ved et eller andet Arbeide kan gjøre Gjengjeld for Hjælpen. Paa denne Maade gaar det til, at disse forlorne Mennesker lettelig kunne vandre Landet rundt et Par Gange om Aaret og gjerne spise 10 Maaltider om Dagen uden at gjøre Nytte for et eneste. Naar en flittig Arbeider overlægger med sig selv at tilbringe et Aar hos en Mester for i den Tid at lægge sig saa og saa meget til Bedste, saa taler en saadan Gesel i samme Tone om at fordrive et Aar saaledes, at han fra Nytaar til St. Hansdag drager fra Christiania gjennem alle Smaabyerne til Bergen, derfra over Molde og Christiansand til Throndhjem og derfra tilbage til Christania, og saa fra St. Hansdag til Jul enten gjentager den samme Tour eller ogsaa over Karlstad, Stockholm og Østersund atter arbeider sig op til Throndhjem og derfra enten nordover til Tromsø eller tilbage til Christiania igjen. Paa Kyststrækningen mellem Stavanger og Throndhjem kunne andre Folk ikke komme frem uden store Bekostninger, formedelst de mange Fjorde man har at passere; men Gesellerne bie meget taalmodigt – thi Tiden er dem ikke kostbar – paa Postbaadene og tiltrygle sig Overfart med dem. Det kan man ogsaa mærke, at om de for tidligt komme i Nærheden af en By, hvor de nylig nød Understøttelse af Laugskassen, 1 Ort eller 2, og hvor de først efter en vis Tids Forløb kunne vente samme Hjælp igjen, saa vide de meget godt at tilbringe en Maaned eller to paa de sidste 8– 10 Mile.

Og Almuen anser det ikke blot for sin Pligt at hjelpe disse Dovninger paa deres Reise; den enfoldige Almuesmand, som gjerne vil vide lidt Besked om, hvordan der ser ud i den store Verden, underholder sig gjerne ved at høre paa disse vidtbereiste Fremmedes Fortællinger. Haandværkerne beskrive da Hovedstædernes Slotte og Kirketaarne. Soldaterne skrøne om Napoleons Slag og Moskows Brand; Matroserne især ere rige paa Historier og forskrække Fjeldbønderne med Eventyr om Forlis i Ægypten og Marokko, om tyrkiske Sørøvere, om Havfruer og Søorme, om det store hollandske Skib, Dødseilere og andre Rædsler. Undertiden kunne de ret være pathetiske. En svensk Matros, jeg traf paa Landeveien i Guldalen, fortalte mig først med megen Djærvhed, hvorledes hans Fader var omkommet ved Forlis i Vestindien, hans Broder var død af Pesten i Alexandrien, og han selv havde lidt Forlis i den spanske Sø; saa udbredte han sig med endnu harmeligere Uforskammethed om, hvilket herligt Liv han skulde føre, om det maatte beskjæres ham at eie blot en liden straatakt Hytte, hvor han kunde hellige sine Dage til nyttigt Arbeide og læske sig ved Kildens klare Vand o. s. v. Da jeg tillod mig at yttre den Formening, at han nok helst vilde blive ved at rangle om som nu, opstemte han sin Pathos til det Høieste. „Siger Herren det?“ udbrød han som med en krænket Uskyldigheds Smerte; „tror Herren da, at Ludvig Philip, det stolte franske Folks ophøiede Behersker, var glad i Hu, da han stødtes fra sin herlige Trone og paa sin Fod maatte vandre til Havets Bred for i en ussel Fiskerbaad at betro sit Liv til de brusende Bølger?“ – Fyren var mindre høitravende, da jeg nogen Tid efter fandt ham igjen i Levanger Arresthus.

At vandre saaledes omkring og tigge sig frem snart med forstilt Beskedenhed, snart med opskruet Skryderi, det er en Kunst, som Vandrerne rose sig af og som i deres Mund hedder at „fægte,“ et „slaa Fægt,“ ligesom de selv med Munterhed titulere hinanden „Fægtemestere“[3]. Det er dog sjelden, at disse Fægtemestere ved sin Optræden minde om den egentlige Betydning af dette Navn. Paa en Præstegaard to Mile fra Christiania kom fire Geseller ind paa Kjøkkenet, alle væbnede med Stokke og en af dem med Kniv i Belte. Man satte Mad for dem; men de forlangte Penge. Præsten kom ud til dem, og de gjentoge sit Forlangende; paa Opfordring om at forføie sig bort viste de en trodsig Holdning, og først da Gaardsgutterne tilkaldtes, gik de, men knurrende. – En Lensmand i det Throndhjemske fortalte mig, hvorledes et Par Geseller havde vist ham sin Uvillie over at være blevne afspiste med Mad istedetfor med Penge. De vare komne ind paa Kjøkkenet og havde faaet Mad, baade megen og god, baade Kjød og Brød; men de toge den uden Tak, gik ud paa Broen over en Elv lige ud for Lensmandens Vinduer og – kastede Maden i Vandet. – Man giver dem ikke gjerne Penge af Frygt for, at de skulle kjøbe Brændevin for dem, og dog kunde en gammel Skræddersvend, som jeg traf et Par Mile fra Throndhjem (han gik og nynnede saa vel tilfreds og smaasnakkede med en liden Hund, som var hans Ledsager igjennem Livet), fortælle mig, at han paa Veien fra Christiania til Throndhjem havde opsparet 2 Daler, skjønt han dog, som han selv tilstod, ikke havde havt Naal og Traad i Haand den hele Tid.

Det er et almindeligt Ord imellem Almuen langs vore Hovedlandeveie, at Antallet af betlende Geseller har tiltaget betydeligt i de seneste Aar. Dette er ogsaa troligt. Man erindre, at de fleste af dem ere Svensker, og i Sverige blev der for at udarbeide Forslag til en Fattiglov i Aaret 1837 nedsat en kongelig Kommission, efter hvis vidtløftige Forarbeider[4] der ogsaa med Hensyn til det her omhandlede Slags Landstrygere, de betlende Haandværkssvende, d. 16de Jan. 1844 udkom en „Förordnung til inskränkande och ordnande af Gesällvandringen." Ligesom for andre Betlere og Landstrygere eller overhoved for de i Sverige saakaldte Forsvarsløse, saaledes er det ogsaa for Gesellerne der blevet vanskeligere at drive det gamle Uvæsen, og de finde derfor altfor meget sin Regning ved at gaa ind over Grændsen til Norge. – Det er vel ogsaa disse Menneskers tiltagende Overhæng, som i de sidste Aar har bragt flere Korporationer af Haandværkssvende i Christiania til at ophæve de Hjælpekasser, hvoraf der før ydedes reisende Svende Understøttelse, og en Bogtrykker i Christiania har vist mig en Fortegnelse, han har ført alene over Bogtrykkersvende, som have betlet om Almisse hos ham, og som saa ham ud til at have ombyttet Typographien med Tiggeriets Profession; fra 1836 til 1849 har han havt 74 saadanne Besøg af næsten ligesaa mange forskjellige Personer.

I ældre Tider, da Fattigforsørgelsen endnu mest var den private Goddædigheds Sag, var det meget almindeligt, at Almuesfolk, hvem et eller andet økonomisk Uheld var overgaaet, af Præsten og andre vederheftige Folk fik en skriftlig Anbefaling, hvorved de da reiste om og henvendte sig til Godtfolks Barmhjertighed. Naar en fattig Familieforsørger simpelthen bad sine Naboer om Hjælp, maatte han vel som oftest lade sig nøie med et Skeblad Mel eller en halv Fladbrødlev; men kom en Mand reisende med Hest og Kjærre og mange Sække og vel forsynet med skriftlige Dokumenter, som han kunde forelægge til Paategning, saa kunde han være saa temmelig vis paa, at Forfængeligheden bragte hver Gaardmand til at tegne sig for en Sætting Korn i det Mindste. Disse Dokumenter bleve med mange rene Blade indbundne til en tyk Bog med Skindbind, og jo mere fuldskreven Bogen var, des gyldigere Bevis for Trangen syntes den at være, og saa fordelagtig kunde Trafikken blive, at den samme Bog, selv om den var flere Aar gammel, som en fordelagtig Handelsvare kunne sælges til en anden Dagdriver, der agtede at slaa ind paa denne Næringsvei. Nu, dette Uvæsen har vel vor nye Fattiglov søgt at sætte en Pind for; men der er vel ingen Lov, som har mindre Haab om at blive respekteret end denne, og endnu kan man se, at Folk, som have været – jeg kan gjerne sige – saa heldige at miste en Ko og faa den Sag skriftlig bevidnet, gaa omkring og tigge sig Almisser sammen i slig Mængde, at de ikke alene faa Skaden fuldt op erstattet, men ogsaa faa Lyst til at fortsætte et sligt Dagdriverliv og Fantevæsen.

Jeg har før gjort opmærksom paa, hvorledes visse i sig selv baade nyttige og ærlige Haandteringer formedelst det idelige Reiseliv, deres Udøvelse kræver, medføre megen Fristelse og altfor ofte have bibragt sine Dyrkere en Omflakkerlyst, der endte med at tilintetgjøre al Sædelighed og Orden hos dem. En lignende Ulykke hænger ogsaa over de omreisende Handelskarles Liv. Det turde i flere Henseender være interessant ret nøie at kjende f. Ex. vore handlende Nummedølers eller Vardølers Bedrift. Nummedølernes Driftighed er kjendt endogsaa paa svenske Markedspladse, og i Vardal hørte jeg Fortællinger om, hvorledes Kapitalister der, det vil sige Mænd, der eie et Snes Daler, sætte Folk til at oparbeide Bliktøi, Hægter og lignende Smaating, som de da selv reise paa Handel med. En saadan Vardøl, som skydsede mig en Mil, viste et høist mærkværdigt Kjendskab med Landets og Folkets Forholde alt fra Tromsø til Christiania, fra Skudesnæs til Finskoven. Det er at haabe, at mange af disse Handelskarle, naar de omsider slaa sig til Ro, medtage fra det mangeaarige virksomme Liv ikke blot en anseelig Velstand, men ogsaa en rig Skat af Verdensklogskab, Sindighed, Sparsommelighed, Arbeidsomhed og andre nyttige Egenskaber. Men det er ogsaa vist, at adskillige af dem, liggende under for Reiselivets og Handelslivets Fristelser, ende enten som Forbrydere eller maaske hyppigere som en Mellemting mellem Fanter og virkelige Handelsfolk, idet de sværme om i Bygderne med nogle ubetydelige „Handler,“ hvormed de ikke kjøbslaa saa meget, som de skaffe sig Paaskud og Anledning til at øve sig i Tiggeri og Juks. – At det vidtløftige Handelsliv er farligt for Sæderne, skjønnes allerede deraf, at der mellem Handelskarlene saa let uddanner sig et Slags Frimurerskab, hvormed de søge at fremme sine Interesser. Herpaa afgive et Par Klasser af svenske Handelskarle oplysende Exempler. Medens jeg endnu havde adskilligt Bryderi med at faa rigtigt Rede paa Tateres og Skøieres forskjellige og brogede Fantemaal, fik jeg af Personer, som tilhørte denne obskure Kaste, et Nys om, at der endnu skulde være to andre hemmelige Maal, som skulde bruges hvert i sin Kreds ogsaa her i Landet; men det varede længe, for jeg fandt Nogen, som kunde give mig ordentlig Oplysning om Tingen. Man henviste mig til de svenske Handelskarle; men dem var det ikke let at finde. Saa hørte jeg paa forskjellige Steder i Throndhjems Stift fortælle om en ret charakteristisk Begivenhed, der nylig havde vakt Opsigt. En vestgøthisk Handelskarl havde siddet arresteret under Anklage for Toldsvig, men var flygtet, og i Rennebo havde han stjaalet en Hest for saa meget hurtigere at komme afsted; men den energiske Renneboer, som savnede sin Hest, kastede sig paa en anden, satte efter den Flygtende og forfulgte hans Spor alt til Karlstad, hvor han fik ham fakket; nu pøniterede Synderen i Throndhjems Tugthus, hvor jeg besøgte ham og hørte paa hans Fortællinger. Siden indlod jeg mig paa Christiania Marked i Handel om en Pennekniv med nogle Handelsmænd fra Dalarne, overraskedes ved det fremmede, uforstaaelige Maal, de førte imellem sig, og vandt ogsaa deres Fortrolighed. Hovedsagelig efter disse Kilder kan jeg nu give nogen Forklaring om hin Sag. Der er, hvad ogsaa den norske Almue ved at tale om, tre Slags omreisende svenske Handelskarle, som jevnlig gjæste Norge, Vestgøthere (Vævskytter, som den norske Almue gjerne har forvansket deres Navn, fordi de ofte handle med vævede Sager), Smaalændinger og Dalkarle. Vestgøtherne skulle høre hjemme i en Skovbygd, hvis Beboere fra gammel Tid af maatte erhverve sig, hvad Ageren nægtede dem, ved af Skovens Træer at forfærdige alskens Kjørler, som de gik om i Nabobygderne og solgte; senerehen skulle de formedelst sin Armod og Flid have faaet Privilegium paa at reise om og handle med Tøier, som de kunde hente i Byerne Borås og Ulrichshamn, og mest derved have de nu i Menneskealdre drevet en livlig Trafik, som især Finnerne paa Soløer-Finskov vide at fortælle om, saasom de, vel mere for at undgaa Toldopsynet ved Hovedveiene end for Bekvemmelighedens Skyld, gjerne lagde sin Vei til Norge der over Skoven. Disse Handelskarle, som dog i Almindelighed af vor Almue omtales som velhavende og anseede Folk, der oftere ledsages af en eller flere Haandlangere og føre med sig flere Varelæs, maa vist engang have øvet sig vel meget i Smugler og Handelskneb; thi en af deres Opfindelser er et hemmeligt Sprog, som de selv kalde monsing. Det er sammensat af for største Delen rent opdigtede Ord og er yderlig fattigt; men det er nok troligt, at de dermed have været istand til at drive allehaande Juks under Handelen, uden at andre Folk have kunnet forstaa det. Af en svensk Smæddvise om dem, knallare-balk, skjønnes ogsaa, at den svenske Almue, som spotvis kalder dem knallare, ikke har havt den bedste Mening om deres Ærlig hed. – Ved Siden af Vestgøtherne gaa mindre Flokke af Smaalændinger, som i Eskilstuna og andre Fabrikbyer hente de Jernvarer, de med stort Besvær føre med sig omkring paa Gaarde og Markedspladse. Trods denne Fordeling af Handel med vævede og smedede Sager har der dog længe hersket Avind og Fiendskab mellem Vestgøtherne og disse grun-nasar, fem de foragteligt benævnes af hine. Sagtens søger det ene Parti at nedsætte det andet i Almuens Øine for selv at vinde saa meget mere. – Et høist interessant Folkefærd ere de omreisende baade Mænd og Kvinder fra Dalarne. De gaa ofte under Ravn af Skindfældmagere eller Skinnarfolk (skinnare). Naar man paa en Reise igjennem det norske Østerdalen kiger ind i Bøndernes Huse og ser de af Kalve- og Oxehuder net tilskaarne Sengklæder og Hynder, faar man Begreb om, hvilken stor Rolle Skindfældmagerens Kunst har spillet i Nordboernes Husholdning i ældre Tider, da vel ogsaa mange Klædningsstykker, som Dalkarlenes Nationaldragt endnu viser os Levninger af, vare forfærdigede af Skind. I gamle svenske Love omtales ogsaa disse Skinnare som en egen Klasse af omreisende Haandværkere, og det var vel især Beboerne af Dalarnes fattige Bygder, som maatte vandre ud og ernære sig ved denne Profession. Nu er denne Bedrift mere indskrænket, og de have maattet lægge sig efter adskillig anden Næring. Dalpiger gaae om og falbyde os Urbaand, Halskjæder og andre nette Haarfletninger, og de mange Svenske-Ur, som ere at se i vore Bondestuer, vidne fordelagtigt om Mændenes huslige Flid og vidtløftige Handelsreiser. Disse Dalfolk kjendes saa godt paa den eiendommelige Nationaldragt, og fra Røros af, hvor de gjerne komme ind over Grændsefjeldene, gaa de faa jevnt igjennem Landet alt til Smaalenene og Jæderen. Jeg samtalede engang med et Par Dalpiger, der omtalte som noget ganske Sædvanligt, at de havde bereist ikke alene Sverige og Norge, men ogsaa Finland lige til St. Petersburg, og det lod til, at de, kun af den haarde Nød bevægede til at drage saa langt fra det kjære Hjem, midt under Reiselivets Adspredelser dog havde bevaret Hjemmets Uskyld og simple Sæder. Mest har dog Handelsaanden og Reiselysten udviklet sig i Malung Sogn i Vestre-Dalarne, hvorfra Handelskarle først reise om og opkjøbe Husflidsprodukter og Fabrikvarer i de nærliggende Bygder og Byer og saa med store Varelæs drage fra Marked til Marked paa begge Sider af Kjølen, og imellem disse Folk finder man et eget Sprog, „Skinnarmaalet“ eller nastirämmå, tom det hedder i deres egen Mund. Dette Sprog bestaar vel for en Del af nydannede Ord; men for det meste er det et Slags Kragemaal, hvis Ord efter visse Regler ere dannede af det svenske Almuesprog, som ved Bogstavomsætninger og Tilføielser og Bortkastelser er gjort ukjendeligt; derfor er Skinnarsproget aldeles fuldstændigt, kan anvendes i Samtaler om hvilkensomhelst Ting og tales med nogen Øvelse ligesaa let som Modersmaalet, ja bruges ofte af Vane selv i Hjemmet, hvor der dog ikke er nogen Grund til at holde sin Tale hemmelig[5].

Disse handelsdrivende Reisende adskille sig jo meget fordelagtigt fra de omreisende Fanter og Lediggjængere, som vise os et saa uhyggeligt Billede af Usædelighed; men at de have lagt sig til saadanne hemmelige Sprog, det viser, som sagt, hvorledes der imellem Folk, som føre samme Levevis og meget færdes mellem Fremmede, let danner sig et hemmeligt Broderskab med særskilte Interesser, og jeg skulde meget ønske, at hine flittige Handelsfolk ikke brugte dette hemmelige Meddelelsesmiddel, som neppe yder nogen sand Fordel, men lettelig leder til farligt Misbrug. Denne Fare giver det hemmelige Fantesprog os det bedste Exempel paa. I Begyndelsen af Kapitlet talte jeg om en moralsk Smitte, som fra Fantekasten af udbredte sig i videre Kredse. Smitstoffet er netop Fantesproget. Dette Sprog er jo vistnok yderligt usselt; men det gjælder om alt Smitstof, at det er meget uanseeligt, oftest endog usynligt og umærkeligt, og ligesaa let som det i Luften udbredte Sygestof indaandes igjennem Munden og der, hvor en sygelig Disposition er tilstede, inden kort udvikler sig til en dræbende Sot, ligesaa let glide Fantesprogets Talemaader og med dem Fanternes flette Grundsætninger ind igjennem Ørene, og hvor der er en ond Lyst og fordærvet Tænkemaade tilstede, der fæste de sig i Sjelen og danne Kimerne til en Fantenatur, som maaske snart skal bryde frem.

Jeg har truffet flere Individer af de forskjellige i dette Kapitel omhandlede Slags Landstrygere, Bissekræmmere, Koppesvarvere, Geseller, som havde tilegnet sig lidt Kundskab i Fantesproget; men ved hvert Ord af dette fordægtige Maal, jeg hører hos slige Folk, frygter jeg for, at de ogsaa have lagt sig til adskillige af Fanternes Kneb og Udyder, og at de gjerne bruge hint Frimurertegn, for at skaffe sig Kammeratskaber imellem disse Landeveienes Mestere. Hvor mødes disse Mestere og Lærlinger til saadan Undervisning? Nu, i Kroer, paa Markedspladse og Landeveie kan der jo være Anledning til mangen Passiar; men de bedste Skoler for Dagdriveriets Kunst og Tyveriets Hemmelighed ere dog Arrester og Fængsler, helst i de sidste Decennier, da Øvrigheden passer bedre paa at sætte Mesterne ind der og ikke lader dem mangle villige Tilhørere af begyndende Forbrydere. – For et Par Aar siden henrettedes i Sverige en Mand ved Navn Djos Per Anderssøn eller Dalpelle, som ved sine Talenter og ved sin vistnok aldrig ganske kvalte, men først i den sidste Forberedelsestid ret frigjorte bedre Sands i Sandhed maatte vække Interesse[6]. Han havde gjort sig bekjendt og frygtet som Mestertyv og fiffig Rømling; men tilsidst var han saa ulykkelig i Hidsighed at dræbe en Fængselsvogter, og medens han for denne Dødssag holdtes arresteret i Upsala, indleverede han til Øvrigheden sammesteds en af ham forfattet Ordfortegnelse til det Fantesprog, han havde lært imellem Fangerne i de svenske Kronarbeids- og andre Strafindretninger, og det er mig fra paalidelig Haand berettet at han længe haardnakket vægrede sig ved at indgive Ansøgning om Benaadning for Dødsdommens Fuldbyrdelse – Noget, som dog hans Sjelesørger omsider fik ham overtalt til –, saasom han, om han atter skulde blive hensat imellem andre Fanger, bestemt ventede at blive pinet til Døde af dem, fordi han havde forraadt deres Hemmelighed. Men hin Ordfortegnelse, hvoraf en Afskrift er mig ihændekommen, indeholder kun en Blanding af Rommani og Rotvelsk, altsaa netop det almindelige Fantesprog. – Ogsaa i vore norske Strafindretninger gjenfinde vi det samme betænkelige Væsen, skjønt det her dog endnu kun er paa Veie til at blive saa udviklet som i Sverige. I Throndhjems Slaveribygning var jeg Vidne til en uhyggelig Scene. Det var en Regnveirsdag, og Slaverne, som ellers vare beskjæftigede med noget Jordarbeide paa Fæstningsvoldene o. s. v., sad nu inde, men uden at have meget at bestille. Fra Vagtstuen kunde jeg, uden selv at blive bemærket, igjennem et lidet Kighul overse et stort Rum, hvori vel 60 Mand vare ret malerisk fordelte i liggende, siddende og gaaende Grupper, Nogle sovende, Andre livligt disputerende, nogle foredragende, Andre opmærksomt hørende efter. En af de ivrigste Talere lod jeg kalde ud og fandt, at det var en bergensisk Eventyrer, som længe havde forsøgt sig i alskens Handeler baade i Sverige og Norge og navnlig havde gjort sig fortrolig med Langfanternes Sæder og Sprog, saa han nu vel kunde være Lærer deri for mindre routinerede Skjelmer. Et høist fordærvet Kvindemenneske i Christiania, som før gik ud og ind af Christiania Raadstuarrester, men nu vel skal ende sine Dage paa Tugthuset, fortalte mig, hvorlunde hun med sine Medfanger paa Raadstuen mangen god Gang havde havt sin Moro af at drille en vis Vagtmester, som ikke kunde taale at høre dem underholde sig i det fremmede Tyvemaal, og da jeg engang bemærkede, hvorledes en Unggut paa Christiania Tugthus med stor Flid benyttede sig af Anledningen der til at lære det samme Sprog, og spurgte ham om hans Tanke dermed, svarede han: „Jo, det er nyttigt at kjende det; for den, der vanker vidt, kommer sammen med Folk af mange Nationer (han mente de forskjellige Klasser af Landstrygere), mangen Gang farlige Folk, som det er bedst at holde sig til Vens med.“

Jeg saa dog paa hans Øie, at der lag en dybere Interesse for ham i dette Studium, dybere vel, end han selv var sig rigtig bevidst. I vore Fængsler maa man indsætte mange Forbrydere saadanne som denne, unge Mennesker, ustadige Kroppe, som det i Skoletiden og under Konfirmationstilberedelsen kun lykkedes at bibringe et tarveligt Maal af guddommelig og menneskelig Lærdom, der endda mest paa en udvortes Maade var heftet til Sjelen, som man kaster et Klæde over det nøgne Legeme. Og dog er der altid nogen Videlyst hos ethvert Menneske; men den, som ikke hungrer og tørster efter det Gode, fylder sin Sjel med slette Ting. Fortællingen om Josephs Dyd og Moses’s Troeskraft forstaa de Letsindige knapt og glemme snart; men en indviklet Historie om en Mesterstyvs Vringlerier ved et Forhør ere de nemme til at fatte og erindre. De glemme gjerne at stave og læse i Bog; men deres Hukommelse holder godt fast paa Gloser af Rommani eller Labbelensk. Først til Tidsfordriv sætte de sig i Tyveskole og lære det fremmede Maal; men inden kort mærke de, at de ere i Besiddelse af et fortræffeligt Middel til hemmelig Forstaaelse med ligesindede Kammerater, med hvem de nu gjerne i Vægterens eller Politibetjentens Paahør kunne oplægge alskens Raad; med et saadant hemmeligt Sprog om det er nok saa fattigt, er Ideen givet til hemmelige Selskaber, organiserede Bander, og at Ideerne beherske Menneskene, det gjælder ogsaa her. Men jeg har endnu ikke angivet den dybeste Interresse, som dette Studium frembyder for sine Dyrkere. Det er en almindelig psychologisk Kjendsgjerning at man lettere bekvemmer sig til at udtale, ja til hos sig selv at fastholde en utilbørlig Tanke, naar man kan udtrykke den med et fremmed Ord, i hvis Dunkelhed det hæslige halvt skjuler sig som under et Slør. Samvittigheden opskræmmes snarere, naar den hører den onde Tanke, det ugudelige Forsæt fremsat i Modersmaalets klare Ord, hvori der endnu ligger en Gjenklang af Barndommens blide Minder, af den bedre Alders hellige Løfter. Gavtyven undser sig endnu ved at foreslaa for sin Kammerat at følge med hen og „stjæle;“ det falder ham lettere at give et Vink om en god Leilighed til at purra, spana, haata, tjaara. Disse Ord kan man nemlig tage over Tungen næsten uden at mindes det Bud: „Du skal ikke stjæle;“ deri ligger deres lokkende, forføreriske Magt, og Mange ere blevne lokkede derved.

Paa Hestetorvet i Christiania ser man i Markedsdagene en ravende, støiende, ophidset Mængde sammenstimlet omkring smaa runde Borde, hvor Hazardspillets Dæmon, den lave, som dyrkes med Kobberdanker, faar Lov til at drive sit Væsen, indtil Kirkeklokken atter ringer Fred over Byen, og de onde Aander maa flygte bort til øde Steder, til en anden Markedsplads. Midt i denne Stimmel kom jeg i Passiar med en Slarv, først om Spillegudens Luner, saa om andre ligesaa interessante Gjenstande; lidt efter lidt lod jeg nogle Ord af Fantesproget indflyde i Talen; han forstod Altsammen. „Hvor er Du fra?“ spurgte jeg. „Barnefødt her i Byen.“ „Har Du været paa Reiser?“ „Nei, været her al min Tid.“ „End paa stillepà’en?“ „Nei Tak.“ „Hvorledes har Du da lært at rakkra?“ „Hm, skulde jeg have været saa længe i Byen og ikke lært det?“ – Se, denne lille Samtale lod mig ialfald tænke mig Muligheden af, at det til de sletteste Formaal tjenende Fantesprog fra Strafanstalterne af med fordærvelig Magt kan trænge ud til Gadens Børn, ligesom det længe har hersket over Landeveienes Slægt.

Lad mig føre Læseren hen imellem behageligere Omgivelser, paa Mjøsens venlige Bred, i det vakkre Birid. En Alle af frodige, frugtbetyngede Rogntræer indbyder til at bøie ind fra Landeveien og fører os nogle Skridt frem ind paa en stor Gaard med en gammeldags Hovedbygning og mange Lader og Udhuse rundtom, Klokketaarnet i Midten, som kalder til landlig Flid og Flittigheds Hvile. Det er en Herregaard i norsk Stil, en af de vakkrest beliggende Eiendomme vistnok i Landet, og der er saa hjemligt under det gjæstfrie Tag. Men man har ikke siddet længe paa den hvidmalede Bænk under Træet udenfor Døren, med Udsigt ud over den pakke Indsø, man har ikke siddet længe og frydet sig ved Synet af denne Skjønhed og Orden, af Velsignelsen, som allevegne hviler over Flittigheds Hjem, før man forstyrres i sin Tilfredshed. Her stævne netop alle Slags Fanter hid paa den idelige Vandring fra Syd imod Nord og fra Nord imod Syd; det er, som om ikke blot Nøden stundede efter at lægge sig for Gavmildhedens Fod, men som om Dovenskaben fandt Behag i at træde Arbeidsomhed under Øine, som om Uvorrenhed og Misundelse og alskens Last havde sin Lyst af at trænge sig ind i den dannede og sædelige Kreds. Mit Erinde herind var netop at anmode Gaardens Eier om efter et meddelt Schema at optegne de udenbygds Betlere, som maatte komme; han lovede det, og for Tidsrummet fra 12te Aug. til 30te Septbr. eller 50 Dage modtog jeg siden en Fortegnelse paa netop 50 Fanter, mest enkelte Personer, ikke saa meget egentlige Tater- eller Skøierfolk, der helst holde sig i de mere fattige og folketomme Bygder, men ellers Betlere af de forskjelligste Deskriptioner, Mænd og Kvinder, Gamle og Unge.[7]

Altsaa dagstødt maa Lænkehunden ud at gjø paa disse med Rette mistænkelige, ofte pjuskede og lurvede Fremmede; dagstødt maa Husmoderen skjære Mad til dem, for et Syns Skyld høre paa deres paa Skrømt fremførte Tak og – se efter, naar de gaa, at de ikke stjæle paa Veien.

  1. ↑ At lade Øiestenene ved en hurtig Vrængning af Øinene løbe rundt i en Cirkel, er et Middel, hvorved en Fant, f. Ex. paa en Markedsplads søger at give sig tilkjende for andre Fanter, som mulig kunne være tilstede; men Tegnet benyttes saa ofte, at det stygge Kast med Øiet stundom bliver til en staaende Vane.
  2. ↑ Ved kgl. Resolution 24 Oktbr. 1838 er det tidligere Bud om, at løsladte Straffanger skulde reise hjem, blevet ophævet.
  3. ↑ Disse Udtryk, som vel ere hentede fra den stadige Brug af Vandrestav, ere indførte fra Tydskland, hvor „fechten“ allerede forekommer i det rotvelske Tyvesprog og bruges om de Medlemmer af Banderne, hvis Bedrift bestod i at spille vandrende Haandværkssvendes Rolle for saaledes at faa Leilighed til at tigge og stjæle eller speide. I Norske Lov af 1687, 2–9–8, tales der om „hellige Dages Misbrug til Gilde, Drik, Dobbel, Gøglen, Fikten eller andet saadant,“ og i „Dansk-juridisk Ordbog“ (Kjb.havn 1822) bemærker Baden om denne samme Fikten (se under Fegten), at den „maa have været et Slags Gjøglen, hvormed af den Tids Løsgjængere blev begaaet Misbrug.“
  4. ↑ Underdånigt Betänkande angående Fattigvården i Riket, Stockh. 1839.
  5. ↑ Nogle Exempler være det tilladt at hidsætte. Nåko, Kone, strep, Præst, vaskri, skrive, näka, kan, linkse, Skilling, ryf, fire, sabuks, Buxe, alle disse ere tydelig dannede ved Bogstavomsætning; i lom eller rom, Moder (ɔ: Mor), rosä, Sol, rämmå, Maal, Ruma, Malung (Kirkesogn), Romda, Dalarne (ɔ: Dalom), räda-rinka, Dalkarl, finder tillige Ombytning Sted af Bogstaverne L og R, ligesom i nasti, Skindfældmager (ɔ: skinnare), tälfo, Folk, täta. Tak, af Bogstaverne K og {{antikva|T. Noi, jeg, nodu, du, nohan, han, noe, en, jöti, ti, jöe, er, jöva, var, jäma, mange, jägo-jäda, God-Dag jäo-däguli, u-gudelig, ere dannede ved Tilsætning af Stavelser, medens det n, som er indskudt i jinvä, Vei, stinhä, Hest, ninma, Mand, nenmun, Mund, vel er den bestemte Artikel (altsaa egentlig Veien, Hesten, o. s. v.). I grif, Finger, däha, Haand, tädo, Datter, Gisvä, Sverige, Rino, Norge, dipre, prædike, ere nogle Bogstaver udfaldne; järfe, Finger, kan være dannet af grif ved fortsat Forkortelse og ved Tilføielse af Forstavelsen jä. Kjase, Kirke, kripe, Barn, killinde, Kone, runta, Herre, tør være nydannede Ord. Naste, Stjerne, kan være Lappisk nasste.
  6. ↑ I Trykken er udkommen hans Levnetsbeskrivelse ved ham selv og Optegnelse over hans sidste Dage ved en af hans Sjælesørgere.
  7. ↑ Dette Antal stemmer ganske overens med, hvad jeg hørte paa en Præstegaard mellem Vinger og Christiania, hvor en af Husets Damer i en Maaned havde holdt paa at tælle alle udenbygds Betlere og fundet, at hun i den Tid havde maattet bespise netop 30 Geseller og lignende Omstreifere.
Hentet fra «https://no.wikisource.org/w/index.php?title=Beretning_om_Fante-_eller_Landstrygerfolket_i_Norge/12&oldid=219138»