Bastarder/IX

Fra Wikikilden
Bastarder. Roman fra det unge Kristiania
H. Aschehoug & Co.s forlag (s. 105-116).
◄  VIII.
X.  ►
K
rohg reiste sig fra kaffebordet:

«Jeg får nok ned til kontoret nu. Agter dere at være hjemme ieftermiddag?»

«Ja, her er igrunden allerhyggeligst,» frøken Lolly drev med hænderne på ryggen hen til den lille kamin, som Krohg mest for syns skyld havde ladet anbringe i røgeværelset, «ikkesandt, Ellinor, så sætter vi os her bort og holder skumring. Og så får vi the og engelsk syltetøi og prater om gamle dage —.»

«Hvorfor netop om gamle dage?» spurgte Krohg smilende.

«Fordi — fordi — det passer bedst — tror jeg.»

«Jaså — det passer bedst. Jeg troede ellers, unge damer gjerne anvendte denslags timer til at veie og vrage sine kavallerer.»

Lolly nærmede sig svogeren:

«Nei du, Ellinor snakker aldrig om sine kavallerer — og jeg har jo ingen —»

«Har du ingen? — stakkars liden,» han tog hende let om livet og førte hende hen til søsteren, der indtog en halvt liggende stilling i sin lænestol, «kan ikke du hjælpe hende — med lidt af din overflødighed?»

Søstrene lo.

«Havde jeg så sandt selv noget, som duede —,» sa Ellinor, «Så tror jeg næsten —»

«At du vilde overlade det til Lolly? Det var vakkert tænkt. Vil du f. eks. kunne bekvemme dig til at skjænke hende mig, — din egen gemal?»

«Dig disponerer jeg vist ikke over. Desuden håber jeg, Lolly har såmegen forstand, at —»

«Har du, Lolly? — kan der slet ikke være tale om mig —?»

«Å du, tøvekop. Du er jo Ellinors mand og dermed basta. — Du er forresten en hyggelig fyr, så jeg synes, Ellinor godt kunde være lidt blidere imod dig —.»

«Så det synes du. Hører du, Ellinor?»

«Ja, jeg hører.»

«Nu f. eks.,» vedblev Lolly, som syntes, indledningen havde været heldig, «nu f. eks., når du skal gå på kontoret, bør du smukt kysse hendes hånd, og så burde Ellinor klappe dig på hovedet og si: adjø kjære mand, kom tilbage, så snart du kan. — Sån skulde det være. Husk på, at dere er ægtefolk.»

Krohgs hånd hvilede endnu, løst og tilfældig, om Lollys liv. Han så beundrende på hendes friske smil og kloge barneøine.

«Skal vi gjøre det? — for at føie barnet,» spurgte Krohg.

«Gjerne for mig,» fru Ellinor reiste sig, «svært, hvor dere er kjærlige forresten,» Krohg slap Lolly, som et øieblik betragtede ham forundret og derpå ganske rolig tog hans arm, — «men skal du gå,» vedblev fruen, «så er det bedst, vi besørger ceremonien med det samme.»

«Nei tak, Ellinor,» Lolly svingede Krohg til siden, «ingen sure miner — blid, hører du, blid — så-å, kys ham nu —»

Ellinor lo og kyssede ham: «Herregud, et kys mere eller mindre —»

«Det er et urigtigt raisonnement,» sa Krohg, «sparsomhed i statshusholdningen. Jeg er forøvrigt fruen særdeles forbunden.»

Lolly slog ham let på kinden: «Ikke denne tone. Du har nok glemt, hvad jeg sa.»

«Nei, men nu må jeg altså skynde mig. Adjø fru Krohg, adjø lille fredsdronning —»

«Det er sandt,» råbte Lolly efter ham, «jeg har glemt at fylde cigaretter i frakkelommen din — vent et øieblik, vent, nu kommer jeg —.»

Da Lolly havde røgtet dette hverv, som hun samvittighedsfuldt besørgede hver eftermiddag, Krohg gik til kontoret, kom hun tilbage, tog Ellinor om livet og førte hende til kaminkrogen, hvor begge søstre slog sig ned.

«Du —,» begyndte Lolly efter en lang pause.

«Ja?»

«Du — ikke bli sint på mig — men — —»

«Men?» Ellinor trak Lolly hen til sig. Lolly la hovedet i søsterens fang og så op mod hendes ansigt.

«Er det ganske nødvendigt, at — du og Krohg er så — fremmede mod hverandre?»

«Ja, det er nødvendigt,» Ellinor smilte.

«Jeg synes, det er så ondt. Jeg er så bedrøvet over det.»

«Så — stakkars lille pus — du har et godt hjerte —.»

«Jeg har ikke noget godt hjerte,» mente Lolly egensindig, «slet ikke bedre end du ialtfald — slet ikke. Men jeg syntes — —»

«Nå —?»

«Jeg syntes, at dere måtte kunne ha det så deiligt — — ofte, om nætterne, når jeg ligger og tænker på alt det, jeg har hørt om dagen, og på alt det, som jeg ikke forstår, så undrer jeg mig over, hvad det kan være, som gjør dere to så kolde mod hverandre — — og så længes jeg — og er bange — å, det er så rart, Ellinor —»

Ellinor klappede hende langsomt over hovedet:

«Er der ingen, du bryr dig om?» hviskede hun.

Lolly reiste sig bråt i stolen; hun rystede på hovedet: «Nei, der er ingen — ingen. Hvor kan du falde på det?»

«Nei — jeg bare spurgte —»

«Men det er så rart. Og jeg blir bare bedrøvet, når jeg tænker på det altsammen. — Du Ellinor, la os heller snakke om gamle dage — —.»

*

Krohg havde snart besørget den nødvendige korrespondence; der var, for en gangs skyld, ikke ret meget at bestille på kontoret, ialtfald intet uopsætteligt. Han var nervøs og urolig, — han holdt ikke ud at sidde der ved skrivebordet, — han måtte hjem; mon de sad alene, Ellinor og Lolly — snakkede kanske om ham? — hvor hun var sød, stakkars liden, hvor hun endnu dårlig forstod at tyde livet. — Hvor to søstre kunde være forskjellige. Mon det var hans skyld, at Ellinor —? Naturligvis —. Skjønt —? Åja, det kunde jo være detsamme, det var for sent at gjøre nogen ansvarlig. Desuden — hvem kan være ansvarlig? Man er jo en anden, for hver dag der svinder; lempelig støber tiden mennesket om, støber det i former, der ikke er hamrede af menneskelig vilje. — Stakkars liden! Hvor det var en underlig følelse — stille og beskeden, en fremmed og ængstelig —, dette slanke blonde pigebarn vakte hos ham. En blid og behersket alvor — den varme, der gjenopliver en gammel hædersmand, når han ser på en vakker og klog datter. Ånei — tøv, humbug — tøv, tøv. Nils Krohg, den følelse kan ikke du præstere! I det fallitbo, som engang var din sjæl, findes der ingen reelle værdier. Din sjæl eier nok endnu en og anden blank skuemynt, men du selv, som kjender den store deficit, du lader dig nok ikke bedrage. Falske er alle dine veksler; du holder dig oven vande ved uendelige fornyelser. Du nytter din sidste spændkraft, men éngang — og kanske nokså snart — kommer en stille opgjørets time, da du ikke længer eier en halvløiet følelse at byde dig selv, trætte og hungrige mand, til næring — da det hele er forbi, da du sidder ved tomt bord i din sjæl — da lidenskabernes sidste åre er udgravet og lysternes sidste skatt er udpint — — og hvad er der så andet at gjøre, end at overgive sit bo til den store skifteret, i hvis mørke gjemmer en falleret menneskeskjæbne er bedst faren —.

Men en slig mand som du, min kjære Nils Krohg, må ikke se på en ung pige, allermindst på hende. Du får skrabe sammen de sidste levninger af en gentleman, du endnu eier, og gå hende taus og ræd forbi.

— Krohg gik ikke hjem? han drev en halvtime rundt i byen, traf omsider slet selskab, etpar tarvelige unge levemænd, og sluttede ikke før langt på nat. Tiden indtil 12 tilbragtes væsentlig på en varieté; bagefter gik man op til en af selskabet, en toogtyveårig ætling af en velanseet Kristianiafamilie, hvis formue nu syntes at skulle forvilde sig på en måde, der afgav en spøgefuld kontrast til familiens borgerlig brave traditioner. Kl. fire-fem — efterat værten havde sprængt den sidste bank og således fået nogen revanche for det uheld, der tidligere på natten havde tyndet seddelbunken i hans tegnebog — skiltes man; røde i hovedet og let anløbne, endnu meget vågne, fornøiede over den stilfulde anvendelse af natten, skiltes de brave unge mænd, efter at ha aftalt, hvem der næste gang skulde ha den ære at indbyde selskabet til fortsættelse af sporten.

Uagtet Krohg var en ihærdig spiller og endog gjerne en aften imellem tog sig en «bank» med sin frue og Lolly — en fornøielse, der altid blev ham forholdsvis dyr, såsom fru Ellinor og Lolly nærede den kvindelige opfatning, at damer nok kan vinde, men ikke tabe — havde spillet inat ingen fornøielse skaffet ham. Og da han var kommet hjem, i dunkelgråt morgenlys, og helt ædru efter den lange spasertur havde tændt lampen i sit soveværelse, var den irritable misstemning, han ikke havde kunnet fordrive, så sterk, at han foreløbig opgav ethvert forsøg på at få sove. Han skjænkede sig et glas vand, tændte en cigaret og slog sig ned i en dyb lænestol.

Med let sentimental, en smule sprukken stemme reciterede han halvhøit et vers af Baudelaire

«Rien ne peut l’égayer, ni gibier, ni faucon
Ni son peuple mourant en façe de balcon.
Du bauffon favori la grotesque ballade
Ne distrait plus le front de ce cruel malade;
Son lit fleurdelisé se transforme en tombeau
Et les dames d’atour, pour qui tout prince est beau,
Ne savent plus trouver d’impudique toilette
Pour tirer un souris de ce jeune squelette.
Le savant, qui lui fait de l’or, n’a jamais pu
De son être exstirper l’élément corrompu,
Et dans ces bains de sang, qui des Romains nous viennent,
Et dont sur leurs vieux jours les puissants se souviennent,
Il n’a su réchauffer ce cadavre hébété,
Ou coule au lieu de sang l’eau verte de Léthé.»

«L’eau verte de Léthé,» gjentog han med bedrøvet røst. De melankolske vers virkede for et øieblik behagelig mildnende:

«Et les dames d’atour, pour qui tout prince est beau,
Ne savent plus trouver d’impudique toilette
Pour tirer un souris de ce jeune squelette.»

Did måtte man altså komme. Det var dog noget, denne tause, stivnede, hånlig ensomme livslede, — det var, trods alt, den eneste varige glæde. «L’élément corrompu» — når det endelig engang nåede til at fylde ens sjæl, når giften havde gjort ens blod grønt som Lethes vand, — da havde Jorderig måske en stakket salighed at byde.

Han måtte smile: til syvende og sidst manglede han rimeligvis «l’élément corrompu»; denne bitre og mægtige gift var forbeholdt andre, mænd med medfødt fordærvelse, med sygdommen suget ind fra modermelken, med ødelæggelsen liggende færdig i deres legemer til tidligt udbrud — — han, den energiske arbeidsmand, der havde skabt sig en formue, — den seige og smidige vivør, der havde flere erotiske eventyr på sin samvittighed end nogen af hans mange kamerater — han manglede her de rigtige dispositioner, hans sygdom måtte være af en anden art.

— Men hvad var så denne lumske og truende anelse, der i det sidste år nødig havde forladt ham — en bleg og hæs rædsel, der listede sig hviskende efter ham — en ildesindet gjenganger, hvis skygge lignede hans egen, vandrende med en lyd som af nøgne fødder i svampet jord —? Var det sandt, at for hver måned, som gik, var han — Nils Krohg — bleven sløvere — at enhver nydelse, åndelig og legemlig, for hver måned blev ham ringere — at han ikke nu længer, om han samlede al sin spænstighed, kunde føle et øiebliks hel og mandlig lidenskab? Var det sandt, at Nils Krohg, den uvorne udhaler, holdt på at bli gammel — at hans synder allerede hvilede for tungt på hans hoved? Var det sandt, at hin rædsel ikke var noget andet end forbud om langsom død — at dødens slimede tunge allerede slikkede hans lemmer? Al livets pinefulde lyst — al dets søde smerte — lidenskabens evige uro — alt det skulde kanske snarlig berøves ham? En vissen alderdom — eller kanske et paralytisk mørke — i vente? — om nogle år den sidste lysternes streng sprungen? — Og der var vel ingenting tristere og mere modbydeligt end en afdød erotiker, en forhenværende forfører. Lidenskaben udbrændt, bare en koldstivnet liderlighed tilbage. — Den angst, han følte, var muligvis lidenskabens dødsangst; muligens betød den endnu noget mere.

Han havde forlængst forladt den magelige stilling i stolen; næsten en time vandrede han værelset rundt; lyset skinnede allerede hvidt gjennem gardinerne; han slukkede lampen og begyndte at klæde af sig. I kjøkkenet nedenunder hørte han tjenestepigerne rumstere. Han var egentlig ikke søvnig, trængte et menneske at tale med, — tænkte et øieblik at gå over til Ellinor, som havde sit værelse på den anden side af gangen, og vække hende. Men det faldt ham ind, at det igrunden var temmelig hensynsløst. Han la sig, blev liggende et øieblik og lyttede til et morgentog, som peb; rimeligvis havde han været træt alligevel, for etpar minutter efter, da pigen kom for at finde hans støvler, var han indsovnet.