Baron von Münchhausens vidunderlige historier og eventyr/6
Den første reise jeg gjorde i mit liv kort før hin i Rusland, hvis merkelige hændelser jeg har fortalt, det var en sjøreise.
Jeg var, som min onkel den sortskjæggete husarmajor ofte pleiet at si, rigtig i slyngelaarene, og man kunde endnu ikke se om det hvite dun paa min hake var dun eller skjeg, og dog hadde jeg allerede dengang, nat og dag, ikke tanker for andet end at reise og fløi i mine drømme over have og lande.
Min far hadde tilbragt den største del av sin ungdom paa reiser og pleiet at forkorte de lange vinteraftener med at fortælle sandfærdige historier om sine eventyr. Man kan derfor tilskrive min reiselyst baade min naturlige smak og min fars eksempel. Kort sagt, jeg grep enhver leilighet som syntes at by mig et middel til at tilfredsstille min uovervindelige længsel efter at se verden; men alle mine bestræbelser førte ikke til noget heldig resultat.
Var det stundom lyktes mig at skyte en bresche ind i min fars vilje, saa gjorde min mor og min tante desto sterkere motstand, og inden et par minutter maatte jeg saa igjen gi slip paa hvad jeg netop hadde tilkjæmpet mig.
Endelig vilde skjæbnen, at en av mine slegtninger paa min mors side avla os et besøk. Det varte ikke længe, før jeg blev hans yndling; han sa ofte til mig at jeg var en kjæk, pen gut og at han vilde gjøre alt hvad der stod i hans magt for at jeg skulde faa mit ønske opfyldt. Hans overtalelse hadde mere magt end min, og efter mange forestillinger og motargumenter og indvendinger kom man endelig til min store glæde til det resultat, at jeg skulde være med vor slegtning paa en reise til Ceylon hvor hans onkel i flere aar hadde været guvernør.
Vi seilte fra Amsterdam med en meget vigtig mission fra de høie generalstater. Vor reise forløp uten nogen merkelig hændelse, med undtagelse av
en frygtelig storm, som jeg dog paa grund av de følger den hadde, maa
nævne med et par ord. Stormen brøt løs netop i det øieblik, da vi hadde kastet anker ved en ø for at ta ind vand og ved, og den raste med en saadan heftighet, at den rev løs en mængde store trær med rot paa og hvirvlet dem op i luften. Endskjønt enkelte av disse stammer veiet flere hundrede centner, saa saa de paa grund av at de fløi saa høit, ikke større ut end smaa fjær som man stundom ser flagre i luften.
Saasnart stormen la sig, sank ethvert træ ned nøiagtig der hvor det tidligere hadde staat og fæstet straks rot, saa at man slet ikke kunde se noget somhelst spor efter ødelæggelsen. Bare det tredje av disse trær dannet en undtagelse. I det øieblik det blev revet op av jorden steg nemlig en mand og en kone op i grenene for at plukke agurker, for i den verdensdel vokser nemlig denne herlige frugt paa trær. Det ærlige egtepar gjorde luftreisen med likesaa taalmodig som et lam. Ved deres vegt fik træet en anden retning, saa træet faldt vandret til jorden. Nu hadde øens allernaadigste høvding, som de fleste andre gaat ut av sit hus av frygt for at bli begravet under paladsets ruiner, og da nu stormen stanset vilde han gaa igjennem haven tilbake til slottet, da træet faldt fra luften og lykkeligvis slog ham ihjel.
«Lykkeligvis, sier De?»
Ja, lykkeligvis, for høvdingen var, med respekt at melde, en avskyelig tyran, og alle øens indbyggere, selv hans yndlinge og maitresser ikke undtagne, var de ulykkeligste skabninger i verden. I hans magasiner blev masser av matforraad ødelagt, mens hans folk i ordets alleregemligste forstand sultet.
Hans ø hadde ikke noget at frygte av fiender utenfra; men desuagtet puttet han hver eneste ung mand ind i hæren for at gjøre en helt av ham, og fra tid til anden solgte han hele sin heltesamling til den nabo som bød høiest pris for at føie nye millioner til de millioner som han hadde arvet av sin far. Denne uhørte skik hadde han tat med sig fra en reise i norden, fortalte man os. Denne paastand kunde vi trods al vor patriotisme ikke
gjendrive, selv om en reise til norden for disse øboere likesaa godt kunde bety
en reise til de kanariske øer som til Grønland; men vi hadde mangfoldige grunde til ikke at holde fast paa en bestemtere forklaring.
Til tak for den store tjeneste, de to agurkplukkere hadde vist sine landsmænd, satte man dem paa tronen, da den blev ledig ved keiserens død. Rigtignok hadde disse gode folk paa sin luftfart set solen saa nær i ansigtet at dens glans hadde berøvet dem noget av deres syn og kanske ogsaa noget av deres forstand; men de regjerte ikke desto mindre saa godt, at ingen som spiste agurker undlot at si: «Gud bevare vor høvding.»
Efterat vort skib som hadde lidt adskillig skade under stormen var blit noget utbedret, og vi hadde tat avsked med de nye herskaper, gik vi for gunstig vind under seil, og naadde efter seks ukers forløp Ceylon.
Omtrent fjorten dage efter vor ankomst foreslog guvernørens søn mig, at jeg skulde gaa med ham paa jagt, og jeg samtykket med stor fornøielse. Min ven var stor og sterk og vant til klimatet; men jeg blev snart saa utmattet tiltrods for at jeg ikke hadde gaat nogen lang vei og ikke hadde over anstrengt mig, at jeg da vi kom dypt ind i skoven snart blev liggende efter ham.
Jeg vilde netop for at hvile ut lægge mig ned ved en elv som jeg længe hadde lagt merke til, da der pludselig opstod en sterk larm bak mig. Jeg vendte mig om og blev som forstenet, da jeg saa en uhyre løve som nærmet sig og med brølen tydelig ga mig at forstaa, at den følte stor lyst at spise mig til frokost uten paa nogen maate at be mig om tilladelse hertil. Jeg hadde ikke andet end andehagl i min bøsse. Jeg hadde ikke hverken tid eller aandsnærværelse til at betænke mig længe; jeg besluttet derfor at gi fyr om ikke for at dræpe dyret, saa dog i det mindste at forskrække den. Men i samme øieblik jeg sigtet ante dyret ogsaa utvilsomt min hensigt, blev rasende og styrtet løs paa mig. Mer av instinkt end fordi jeg overla det, forsøkte
jeg det umulige, nemlig at flygte. Jeg vender mig om og ser — endnu
sit frygtelige gap op for at sluke mig.
Bestyrtet, bedøvet — selv en Herkules kunde i det øieblik ikke bli andet — synker jeg til jorden. Jeg bare ventet paa det øieelik da jeg vilde bli smadret enten av den rasende løve eller av krokodillens frygtelige kjæver. Nogen minutter efter hørte jeg en sælsom og rædsom lyd, skjønt jeg ikke fornam nogen smerte. Langsomt løftet jeg hodet op og ser til min store glæde, at løven paa grund av sit voldsomme løp mot mig er styrtet like i krokodillens gap. Dens hode var trykket fast like i svælget paa det andet uhyre, og løven gjorde forgjæves forsøk paa at rive sig løs. Straks reiste jeg mig op, trak jagtkniven frem og hugget hodet løs fra kroppen som med en krampagtig bevægelse faldt ned for mine føtter; derpaa drev jeg med kolben paa mit gevær hodet saa dypt som mulig ind i krokodillens svælg, saa den ogsaa snart var død.
Nogen minutter efter at jeg hadde vundet denne straalende seier over to frygtelige fiender, kom min kammerat, som var blit urolig over min fraværelse tilbake. Han ønsket mig hjertelig tillykke, og vi maalte krokodillen; den var akkurat firti fot og syv tommer lang.
Da vi hadde fortalt guvernøren om dette merkelige eventyr, sendte han en vogn med folk ut for at hente begge dyrene. En flink bundtmaker der paa stedet lavet mig av løvens skind flere tobakspunge, som jeg for en stor del fordelte blandt mine kjendinger paa Ceylon. De øvrige anvendte jeg som gave til borgermesteren i Amsterdam, som endelig til gjengjæld vilde forære mig tusen dukater som jeg hadde megen møie med at avslaa.
Krokodillens hud blev utstoppet paa sedvanlig maate og er den dag idag en av de største seværdigheter i museet i Amsterdam, hvor opsynsmanden fortæller enhver besøkende om min historie. Jeg maa imidlertid bemerke, at han altid føier noget til, som han selv finder paa, hvad der i høi grad skader sandheten og sandsynligheten. Saaledes fortæller han til eksempel, at løven sprang igjennem krokodillen i hele dens længde og at «monsieur den verdensberømte baron», som han ynder at kalde mig, hugget hodet av den, straks den kom ut og slog tre fot av krokodillens hale med løvehodet.
«Krokodillen følte sig saa dypt krænket», fortsætter saa opsynsmanden, «over at bli saaledes lemlæstet, at den vendte sig om, rev jagtkniven ut av haanden paa baronen og slynget den med saadant raseri mot løven, at den fløi gjennem uhyrets hjerte saa den øieblikkelig døde».
Jeg behøver ikke at fortælle dem, mine herrer, hvor ubehagelig denne opsynsmandens uforskammethet er for mig. I vort skeptiske aarhundrede kan folk som ikke kjender mig, ved denne grove omgaaelse av sandheten komme til at fatte mistillid til de sandfærdige eventyr jeg har oplevet, en mistillid som en mand av ære vil føle sig dypt krænket ved.