Baron von Münchhausens vidunderlige historier og eventyr/7
Aaret 1776 indskibet jeg mig i Portsmouth paa et førsteklasses engelsk krigsskib paa hundrede kanoner og fjorten hundrede mand til Nordamerika. Jeg kunde nok fortælle dem mangt et eventyr, som jeg oplevet i England, men dem gjemmer jeg til en anden gang. Kun et vil jeg i forbigaaende nævne. Jeg hadde en dag den fornøielse at se kongen kjøre forbi, da han i fuld pomp bega sig til parlamentet i sin galavogn. Paa bukken sat en uhyre tyk kusk, som ganske tydelig tegnet de kongeliges navnebokstaver og kronen i luften, naar han smeldte med pisken.
Paa overfarten møtte os intet usedvanlig. Det første uheld var, at vort skib, da vi endnu kunde være omtrent trehundrede mile fra St. Laurensfloden, med frygtelig fart støtte mot noget som for os syntes at være et klipperev.
Men da vi slap loddet ut, fandt vi ikke bund paa femhundrede favne. Hvad der gjorde det hele endnu forunderligere var at vi hadde mistet styreroret, brutt bugsprydet tversover, at alle mastene var kløvet langsetter og to av dem faldt ned paa fordækket. En stakkars djævel av en matros som netop var ifærd med at gjøre storseilet fast blev slynget mindst tre fot bort fra skibet, før han faldt i vandet. Lykkeligvis hadde han under faldet aandsnærværelse nok til at klynge sig til stjerten paa en vildgaas som ikke alene tok av for støtet men ogsaa ga ham leilighet til at svømme tilbake til skibet
ved at holde sig fast om halsen paa gaasen.
Støtet hadde været saa sterkt, at hele skibets besætning som befandt sig paa mellemdækket, blev slynget mot taket. Mit hode tørnet saa haardt imot det, at hodet blev støtt ned mellem skuldrene, og det varte mange minutter før det kom i sin naturlige stilling igjen. Vi var endnu ikke kommet os av vor bestyrtelse og den almindelige forvirring var endnu like stor som i det første øieblik, da synet av en uhyre hvalfisk som sov paa oceanets overflate ga os forklaring paa denne hændelse. Rovdyret var blit saa rasende over den forstyrrelse vort skib foraarsaget, at den grundig hadde bearbeidet vort skibsbord med sin bakdel. I sit raseri hadde den saa med sit gap tat fat i hovedankeret, der som skik og bruk er hang ned i bakstavnen og slæpt skibet mindst seksti mil avsted — naar man regner seks mil i timen.
Gud vet, hvor vi vilde være kommen hen, hvis ikke vort ankertaug heldigvis sprang hvorved uhyret mistet vort skib, men vi rigtignok ogsaa vort anker. Da vi nogen maaneder senere vendte tilbake til Europa, møtte vi den samme hvalfisk omtrent paa selvsamme sted; den fløt død paa vandet og maalte uten overdrivelse næsten en halv mil. Vi kunde bare faa en liten del av det uhyre dyr ombord, satte derfor baatene ut og fik med meget besvær skilt hodet fra kroppen og hadde den store fornøielse ikke alene at finde ankeret vort igjen, men ogsaa en taugrulle over firti favne lang som hadde hængt sig fast i en hul tand i underkjæven paa hvalen. Dette var den eneste interessante oplevelse paa hele reisen.
Dog stop! Jeg glemmer en anden, som nær kunde ha bekommet os ilde. Da vi paa fremturen blev tat paa slæpetaug av hvalen, fik skibet en lækasje, og vandet trængte saa hurtig ind, at alle vore pumper ikke hadde kunnet holde skibet over vande en halv time engang. Til al lykke opdaget jeg uheldet først; hullet maalte i det mindste en fot i gjennemsnit. Jeg forsøkte forgjæves alle kjendte midler for at stoppe det; endelig lyktes det mig ved et lyst indfald at frelse det smukke skib og hele besætningen. Uten at gi mig tid til at trække benklærne av satte jeg mig uforfærdet midt i hullet, og om det hadde været endnu større, vilde jeg sikkert ha fyldt det ut. De vil ikke forbauses over dette, mine herrer, naar jeg fortæller dem, at jeg paa fars og mors side nedstammer fra hollandsk eller i det mindste fra vestfalske forfædre. Mit sæte var jo temmelig kjølig, vil jeg tilstaa, men jeg slap imidlertid ved tømmermandens duelighet snart løs.