Hopp til innhold

Arve Bravkarl

Fra Wikikilden
Utgitt av Ludvig DaaeJ. W. Cappelens Forlag (Første Samlings. 176-179).

Faa Forbrydere have i det sidste Aarhundrede i Norge, ja næsten i hele Norden, opnaaet en saa stor Navnkundighed, som Arne Svendssøn fra Pladsen Lindal under Gangnes i Høland, almindelig kjendt under Navn af Arve Bravkarl. I det søndenfjeldske Norge og rundt om i Sverige, tildels ogsaa i Danmark, øvede han en Række af dristige Forbrydelser. Sagnet ved endog at fortælle, at han udstrakte sine Vandringer lige til St. Petersburg og der blandt Andet vovede sig ned i en Ligkjelder, hvor han „hørte Djævlene le omkring sig“. Endnu som gammel Mand rømte han fra en Fæstning, og hvorledes han endelig fandt sin Død, kjender man ikke.

Han var født i Høland 1751 og var hjemme hos Forældrene paa Pladsen Lindal, indtil han blev 19 Aar. Da han ingen Lyst havde til at læse, havde han endnu ikke drevet det til at blive konfirmeret. I Haab om lettere at slippe frem hos Præsten lod han sig først hverve i Christiania, men snart blev han kjed af Krigstjenesten og rømte med nogle Slaver til Sverige. Her begyndte han at stjæle og røve, men havde endnu ikke lært Kunsten bedre, end at han blev eftersat og maatte rømme hjem til Norge. Der løb han da Spidsrod som Desertør, blev konfirmeret og kom hjem til sine Forældre igjen. Nu begyndte han at lege Kjæreste med et løsagtigt Fruentimmer, som forlangte saa store Gaver af ham, at han maatte begynde at stjæle paany for at tilfredsstille hende. Han streifede nu om der i Egnen som Tyv, blev sat fast hos Lensmanden i Haabøl, men rømte derfra til Sverige igjen. I mange Aar færdedes han i Naboriget, men vendte dog omsider hjem til Norge. Her stiftede han nu en formelig Bande, især var en „Stikke-Per“ hans fornemste Medhjælper. Som oftest holdt han sig dog ogsaa alene. Vel blev han engang greben i Aremark og sat fast paa Moss, men rømte strax og ansaaes snart af Almuen som en Mand, hvem det var faafængt at holde fast paa. I Eidsberg, Trygstad og Høland var han især paafærde, og fornemmelig var han ude ved Momarkedet i Eidsberg. En hel Vinter havde han sit Tilhold under Brokarrene ved Broen paa Nes i Høland, af og til ogsaa ved Tøien i samme Bygd i en Fjeldhule, som skal have været benyttet af flere Røvere, og hvis Vægge endnu ere sorte af Røg. I Hemnes-Søen skal han have nedsænket en stor Del Sølv. Imidlertid bleve hans og hans Kammeraters Røverier, Kirkeran og Indbrud saa mange, at der blev udkommanderet Militær for at gribe dem. Det lykkedes ogsaa efterhaanden at fange ikke mindre end tyve af disse Forbrydere i Høland og Omegn. Selve Arve Bravkarl fik man fat i ved Pladsen Berikes i Høland. Soldaterne skjød paa ham, og han blev ramt af nogle Rendekugler i Ryggen, men løb endnu et godt Stykke, indtil et Bajonetstik gjennem Laaret, som han fik i en Snefane, tvang ham til at overgive sig. En Læge sendtes op for at behandle ham, og saasnart han var helbredet, førtes han til Christiania, da man ikke troede at kunne være sikker paa ham paa Landet. Han blev nu kagstrøgen og dømt til Slaveri paa Livstid; men Stiftamtmand Levetzau forestillede Regjeringen, at han helst burde sættes i en dansk Fæstning, fordi man idelig maatte frygte, at han skulde undvige.

Saa kom han, ligesom ogsaa Stikke-Per, til Kronborg. Alle de andre Slaver kaldte ham her „Far“, viste ham formelig Beundring og lyttede til med største Opmærksomhed, naar han fortalte dem om sine Bedrifter. En Major Wadskjær, som paa den Tid var ansat ved Fæstningen og ofte gav sig i Samtale med Arve, har optegnet adskillige af hans Fortællinger. Blandt andet gjorde han sig meget til af, at han paa engang havde taget 7000 Rdlr. (!) fra en Præst i Norge og derpaa ukjendt reist til Christiania, hvor han „klædte sig med Guldgaloner paa Vesten, spillede Billard, levede høit og forødede Altsammen.“

Tilsidst rømte han ogsaa fra Kronborg i Følge med et svensk Fruentimmer. Han skal have taget Veien over Øresund; Nogle paastod, at han druknede under Overfarten.

Han var en velvoxen Mand med yderst smidige Lemmer, som gjorde ham det let at faa Jernene af sig. Som flere Stortyve „stjal han fra de Rige og gav de Fattige“. Medens han sad i Arrest i Christiania, gjorde han stor Lykke hos Publikum, fik ofte Besøg og modtog jevnlig Smaating tilsendte i Kræmmerhuse af Bankosedler. Naar Christianias fornemme Folk holdt Bal paa Raadhuset over hans Arrest, blev han stundom hentet op for at danse Halling for Selskabet.

Wilses Beskr. over Eidsberg (Top. Journ. H. 17. S. 62–67), G. Fayes Bidrag til Hølands Menigheds og Præsters Historie, Chra. 1866, S. 59–61, Wessel-Bergs Reskripter, III. S. 60 med tilhørende Indlæg i Rigsarchivet, samt Major Wadskjærs Optegnelser i O. Wolffs. Journal for Politik o. s. v. 1817, III. S. 36–45. Flere af hans Bedrifter ere kjendelig benyttede af Henrik Steffens i Romanen „Die vier Norweger“. En anden grov Forbryder, der noget senere end Arve Bravkarl optraadte omtrent i de samme Egne som han, var Even Klemetssøn, der omtales af Wilse i Top. Journal, H. 17, S. 68 flg.


Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden.