Anton Martin Schweigaards Barndom og Ungdom/Prøver paa Schweigaards Besvarelser ved juridisk Embedsexamen

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Prøver paa Schweigaards Besvarelser ved juridisk Embedsexamen[1].
Ex jure privato universali[2].

1. An et quatenus notiones imputabilitatis juridicæ et imputabilitatis moralis inter se differunt?

In homine nihil est, quod ipsius vere nominari possit, præter liberum et absolutum volendi principium; quotiescunque enim aliquid aut agit, aut agere omittit, nihil ipsi tribuendum est, nisi ex libero arbitrio proficiscens consilium indeque secula virium aut exsertio aut cohibitio. Hinc quænam notio imputabilitati subjicienda sit, facile intelligitur, nam sive subjective sive objective concipitur, eam rationem semper continet inter agentem et actionem, ut agens libera causa censenda sit et actionis et consectariorum. Quæ igitur nullo modo ex voluntate agentis proficiscuntur, ea, etiam si viribus corporis humani effecta sint, accidentalia censenda sunt, et cum ceteris, quæ viribus naturæ externis eveniunt, comparanda.

Sed hæc notio, ita ut nunc exposita est, non nisi in disciplina morum applicari potest, et accuratius determinanda est, priusquam ad legem juridicam adhibeatur, et ratione conditionis et ratione modi imputabilitatis. Etenim in imputatione morali necesse est, agens aut actionis consectaria intellexerit, aut certe intelligere debuerit, idque in concreto sive ratione circumstantiarum illarum individualium, quibus actio nata est, imputabilitas autem juridica ad regulam generaliorem et lege certe aliqua ea parte determinandam se adstringit; unde fit, ut actiones, quae moraliter imputari nequeunt, juridice imputentur et contra; moraliter nimirum si vera causa libera sit, juridice si in eum casum venerit, quo lege, ad majorem securitatem obtinendam, ad fraudes, quæ aliter amoveri non possunt, evitandas, sive ex alia causa, quæ ad publicam et omnium salutem promovendam spectat, constitui debet, ut actio (tamquam culpa) alicui imputetur, quamvis fieri possit, ut non in singulis casibus quidquam admiserit, quod vere imputari possit.

Sic jure civili ex legis dispositione ex facto tertii sæpe obligatur is, qui aliquo nexu juridico cum eo junctus est, ad indemnitatem præstandam et damnum resarciendum, etsi nihil culpæ admiserit in persona eligenda, quin etiam interdum ad mulctam solvendam; sic in delictis ignorantiam juris non prodesse haud dubie contenditur, etiamsi evenire possit, ut illa ignorantia moraliter imputabilis non sit, quia pro individuali delinquentis statu eam juris et legum scientiam parare impossibile esset.

At quæritur, quamvis jus, ut nunc est, eam, quam monstravimus, inter imputationem moralem et juridicam admittat differentiam, num tamen juris ideæ conveniat; id quod haud dubie affirmandum est, nam sicut lex juridica omnia, quæ ad humanas actiones externas spectant, regula universali determinare debet, quatenus ante prævideri potest, summum humani generis finem tali institutione promoveri, sic ne in imputatione quidem exceptio facienda videtur, si probari posset imputabilitatem moralem in dijudicandis actionibus hominum admitti non posse in fore externo, sine gravissimo universi generis damno. Quæ enim humanæ vitæ seeuritas, quæ ceterorum bonorum, si leges ita institutæ essent, ut consectaria legalia actionis applicare non 1iceret, nisi probatum esset agentem in singulari quoque casu aut culpam aut dolum admississe (in ejusmodi nempe casibus ubi ei, cui damnum inflictum est, id evitare non liceret).

Attamen major differentia statuenda est inter imputabilitatem juridicam et moralem, ratione habita modi. Jus quidem, qui principium ta1ionis pro fundamente poenarum inservire debere contendunt, nihil quidem discriminis inter imp. mor. et jur. intercedere confitendum est: Ex ea autem disciplina, quæ poenæ eum finem propositum esse docet, ut ejus cogitatio homines ab eo faciendo absterrent, quod fini civitatis adversarium est, omnino diversum esse fundamentum imputabilitatis moralis et juridicæ dicendum est; in ea enim non tantum spectatur pravitas motivorum quantum eorum vis et firmitas; adeo ut actiones quæ ad summam moralitatis ideam relatæ laude dignæ videri possent, in foro externo poenis, nec iis levibus, sæpe afficiendæ sint, ita qui consilium evertendæ formes civitatis inierit, potest sæpe honestissimis consiliis adduci, neque tamen poenam vgravissimam effugere. anue eontradictio facile tollitur, cum consideratur, poenis non id agi, ut actiones qua inhonestæ, sed qua ad justum rerum ordinem evertendum spectantes, malum physium sequens habeant (sic).

Af Fortolkningslæren[3].

Hvilke er Betingelserne for Anvendelsen af den saakaldte indirekt-udvidende eller antithetiske Lovfortolkning?

Naar der i Lovgivningen forekommer Bestemmelser om et Artsbegreb eller et Tilfælde af mindre Omfang, der henhører under et Slægtsbegreb, kan der blive Spørgsmaal om en dobbelt Udvidelse. Ligesom nemlig Lovgiveren paa den ene Side af Mangel paa Evne til at opfatte, fastholde og udtrykke Begrebet i dets hele Almindelighed for enkelte Tilfælde ofte fastsætter Bestemmelser, som han vil have anvendt paa alle andre, der i juridisk Henseende kan ansees for identiske dermed, i hvilke Tilfælde en ligefrem Udvidelse eller i det mindste, efter Omstændighederne, en partiel Anvendelse maa kunne finde Sted, saaledes kan han paa den anden Side finde det tjenligt at bestemme visse retlige Følger for et enkelt af de Underbegreber, der henhører under Fællesbegrebets Omfang, just paa Grund af dets (hints) eiendommelige Særkjende i Modsætning til de øvrige dermed sideordnede Begreber. Deri ligger nu ligefrem, at Lovgiveren ved at fastsætte en Bestemmelse for et saadant Tilfælde vil have alle de øvrige udelukkede fra at ibehandles efter samme Regel, og da nu denne enkelte Bestemmelse kan indeholde Kundskabskilder til Lovgiverens saaledes implicite tilkjendegivne Villie, fremkommer derved Begrebet om den indirekt-udvidende eller antithetiske Fortolkning, der, som al udvidende Fortolkning, ikke henhører til Interpretation i streng Forstand, men til den Operation, hvorved Lovanvenderen i Lovgivningens egen Aand og Konsekventse supplerer manglende positive Bestemmelser.

Deraf indsees, at, hvor en bestemt udtrykt Regel i Lovgivningen allerede er given eller er ligefrem og utvivlsomt indlysende af Forholdets Beskaffenhed, det neppe er rigtigt at kalde det udvidende Fortolkning, fordi man ogsaa indirekte af en enkelt Bestemmelse kan komme til samme Resultat; f. Ex. naar Ørsted siger, at man af 1. 13. 17 viser, at kun de der nævnte Personer paa Grund af Familieforhold er befriede for Vidnepligten; thi denne Regel ligger allerede i 1. 13. 7. Ligesaa urigtigt vilde det være at paastaa, at det er ved en indirekte Fortolkning af § 1 i Lov for Havnevæsenet 1827, man kommer til det Resultat, at ingen Havnekommissioner skal være paa Landet.

Ligeledes flyder af det foregaaende, at den Sætning, der ved den antithetiske Fortolkning udledes, stedse er negativ, nemlig den rene eller kontradiktoriske Modsætning af den Bestemmelse, der indeholdes i det Lovsted, hvorfra man gaar ud. Det er derfor klart, at denne Fortolkning ikke kan lede til noget afgjørende, undtagen naar det er givet, at kun en af tvende bestemte retlige Følger med den andens Udelukkelse kan tænkes anvendt; thi naar da Lovgiveren indirekte forkaster den ene af de Regler, hvorom der kunde blive Spørgsmaal, kommer den anden eo ipso til Anvendelse; er derimod ikke begge Tilfælde i Alternativet noget bestemt, faar man heller ingen Regel til Efterfølgelse, naar man ved Fortolkningen henvises til det rent negative og ubestemte.

Efter det anførte er vistnok det Bevis, som Ørsted udleder af 6. 4. 14. for den Sætning, at Ikke-Angivelse af Forbrydelser efter vore Love i Almindelighed er strafløs, neppe utvivlsomt; thi da Modsætningen af de for Undladelse af Angivelse i ovenanførte Lovsted fastsatte straffe indeholder saavel fuldkommen Strafløshed som en større og en mindre Straf end de der nævnte, saa synes der egentligen intet at kunne udledes hverken for eller imod den almindelige Sætning af hint Lovsted.

Hidtil er det forudsat som givet, at man erkjendte Lovgiverens Hensigt med at fastsætte noget for et enkelt Tilfælde; spørges der nu, hvorledes man kommer til denne Erkjendelse eller med andre Ord, hvad Vished man har ved en saadan enkelt Bestemmelse for, at man er berettiget til at uddrage en fra den der bestemte afvigende Regel, eller hvorledes man skal skjelne mellem de Tilfælde, hvor en ligefrem udvidende, hvor en indirekte udvidende eller ingen udvidende Fortolkning skal finde Sted, saa kan der i Almindelighed ikke svares andet, end at man ved Fortolkningsoperationen maa anvende alle de Midler og Erkjendelseskilder, hvoraf Lovgivernes Villie og Hensigt kan bringes til Kundskab; og da denne Undersøgelse ofte leder til tvetydige Resultater, saa maa nødvendigvis just denne Fortolkningsart være udsat for mange Misligheder; thi det beror aldeles ikke paa, hvad man anser for en i Lovgivningen herskende Grundsætning, og hvad der derimod maa ansees som en Undtagelse derfra. Især er det meget usikkert at slutte ad den indirekte Vei for specielle eller partikulære Love, eller, hvis den Form, Lovgivningen har givet sit Udtryk, kan forklares af andre Grunde. Naar saaledes Reskr. 14de August 1776 og 11te Februar 1786 byder, at Rettens Betjent skal deltage i Skjønsforretningens Indhold, er det ligesaa betænkeligt at slutte, at dette kun er Anvendelse af en almindelig i Lovgivningen herskende Grundsætning, som det er uden synderlig Vægt deri indirekte at finde et positivt Bevis for, at en modsat almindelig Regel er den herskende. De meget vigtige Resultater, som man indirekte uddrager af § 12 i Udkastanordn. 7de Februar 1794 og 12te September 1806 § 2 med Hensyn til Kontrakters Misligholdelse og den sildigere Panthavers Ret til at rykke op i en høiere Prioritet, er vistnok ikke lidet usikre; thi Bestemmelserne kan forklares af en anden Grund end den Forudsætning, hvorfra man argumenterer.

Som et af de vigtigste Hjælpemidler til at skjelne mellem den direkte og indirekte Udvidelse er især Udtrykkets Form og den enkelte Bestemmelses Forbindelse, men ogsaa Lovgivningens øvrige Grundsætninger, Begreber om det rette i Almindelighed, Betragtninger over Gjenstandene Natur o. s. v., man tager i Overveielse for at bestemme, om et Lovsted er Gjenstand for den her omhandlede Fortolkning. Som Exempler paa Anvendelse af denne Fortolkningsart kan anføres: 6. 13. 18 og Frd. 3die Juni 1803 § 64 til Bestyrkelse paa, at Forsøget ikke straffes som fuldendt Forbrydelse, Frd. 13de September 1737 med Hensyn til at afgjøre om, hvorvidt Forordninger ældre end Loven er hævede, 1. 22. 8 for uagtsomme Forbrydelser af Børn. Lov om Vexelsager 12te September 1818 viser indirekte, at Endossenter, der sagsøges, har et Beneficium fremfor Trassent og Akceptant, 6. 6. 15, hvad der udfordres for at supplere det Bevis, der ligger i dræbt Mands Angivelse.

Af Fædrenelandets offentlige Ret.

Er den i Grundlovens §§ 76, 77 og 78 foreskrevne Form for Behandlingen af Lovforslag ogsaa anvendelig paa Forslag til Storthings-Beslutninger angaaende Paalæg af Skatter, Afgifter, Told og andre offentlige Byrder?[4]

Grundlovens §§ 76, 77 og 78 er efter deres udtrykkelige Indhold kun foreskrevne for egentlige Love, og naar man sammenholder dem med den umiddelbar foregaaende Paragraf, synes man indirekte at komme til det Resultat, at ingen saadanne Former gjælder for de øvrige Gjenstande for Storthingets Virksomhed, hvilket ogsaa stemmer overens med de Forhandlinger, der paa Rigsdagen fandt Sted under og efter disse Paragrafers Affattelse. Imidlertid viser dog § 82, at i det mindste en af disse Former, nemlig Kongens Sanktion, kan finde Sted udenfor de i §§ 76, 77 og 78 nævnte Betingelser, og at saaledes den Slutning ikke er sikker, at Storthinget, uden Hensyn til andre Former end dem, det i sit Reglement har vedtaget, definitivt skulde kunne afgjøre, hvad der ligger indenfor dets Virksomheds Kreds. Med Hensyn til det her opstillede Spørgsmaal maa der skjelnes mellem de Bestemmelser, der gaar ud paa at fastsætte Beskatningsmaaden, det Princip, hvorpaa Afgifternes Erlæggelse bygges, de Gjenstande, den træffer, Reglerne for deres Fordeling, for deres Inddrivelse; thi alt dette er Gjenstand for Lov i streng Forstand og gaar saaledes ligefrem ind under Bogstaven i de nævnte Paragrafer, og den Omstændighed, at deres Gjenstand er noget, hvis Bestemmelse i § 75 litr. a modsættes Loves Affattelse, kan ikke undtage dem fra Begrebet om Lov efter Grundlovens Talebrug f. Ex. § 17. Saadanne Bestemmelser gaar nemlig ud paa noget stadigt og, saavidt muligt, uforanderligt, ordner de næringsdrivende Stænders Forhold indbyrdes og til Staten, og er derfor ikke indskrænkede til de 3 Aar, der i § 75 litr. a er foreskrevet som Grændsen for det Dekret, hvorved Afgiften umiddelbar paalægges.

Hvad derimod angaar Skatternes, Toldens o. s. v. Kvantitet, eller de Beslutninger, der afgjør, hvormeget der skal erlægges, f. Ex. i Toldtariffer, Tariffer for det stemplede Papir, for Brændevinsbrænden (hvortil Storthinget selv har henført (?) Listen over Skattens Fordeling mellem Landet og Kjøbstæderne), da kan disse efter Grundloven, der modsætter Lovaffattelse Paalæg af Afgifter, ikke henføres under §§ 76, 77 og 78, maa derfor strax kunne foretages i Storthinget selv, uden at gaa gjennem dets særskilte Afdelinger; thi § 75 litr. a siger udtrykkelig, at Storthinget paalægger Afgifter, uden som ved Love at foreskrive yderligere Former.

Som en Følge heraf maa ikke alene de i § 76 nævnte Personer, men ogsaa Lagthingets Medlemmer være berettigede til at gjøre Forslag til Forhøielse og Nedsættelse af Told o. s. v. i det forsamlede Storthing, og kvalificeret Pluralitet kan i saadanne Tilfælde ikke komme til Anvendelse.

Vanskeligere er det derimod at afgjøre, om Kongens Sanktion, saaledes som §§ 77 og 78 foreskriver for egentlige Love, ogsaa er nødvendig, eller endog efter Grundloven tilladelig, ved de her omhandlede Beslutninger; thi skal § 82 i Grundloven ikke være ganske ørkesløs og intetsigende, saa maa der nødvendigvis gives andre Beslutninger og Dekreter end Love, hvortil hans sanktion udfordres. Og denne Mening maa ogsaa vistnok antages; thi skal den Forudsætning, som ligger i § 82, have noget at betyde, saa maa den anvendes, naar Storthinget fremtræder som forpligtende hele Nationen, om dette end ikke sker ved Lov – i Grundlovens Betydning – medens det derimod vilde være en selvmodsigelse at paastaa, at Kongens Samtykke skulde være fornødent, naar Storthinget udøver sin kontrollerende Myndighed eller foretager sig noget Skridt til en saadan Kontrol. Og forudsat Rigtigheden heraf, vil Forudsætningen i § 82 ikke i noget af de i § 75 nævnte Tilfælde komme til Anvendelse, hvis man vilde undtage det her nævnte Tilfælde eller dermed ligeartede.

  1. Efter Originalerne i Fakultetets Arkiv.
  2. Denne Besvarelse er sammen med en anden latinsk i samme Fag skrevet paa 6 Timer.— De »Quæstioner«, som blev fremsatte til Besvarelse for Schweigaard og Medexaminander, var i det hele følgende: Den 30te November 1831 om Formiddagen: Ex jure privata universali: 1) An et quatenus notiones im putabilitatis juridicæ et imputabilitatis moralis inter se differunt? 2) An ex jure universali ad omnia, quæ jus aliorum non lædant, obligare nos possumus? Om Eftermiddagen: Ex jure gentium: Anne civitati tum civium tum extraneorum delicta in alias civitates harumve cives commissa officium vel jus est puniendi? Den 1ste December 1831 om Formiddagen: Af Fortolkningslæren: »Hvilke ere Betingelserne for Anvendelsen af den saakaldte indirekte udvidende eller antithetiske Lovfortolkning ?« Af Fædrelandets offentlige Ret: »Er den i Grundl. §§ 76, 77 og 78 foreskrevne Form for Behandlingen af Lovforslag ogsaa anvendelig paa Forslag til Storthingsbeslutninger angaaende Paalæg af Skatter, Afgifter, Told og andre offentlige Byrder?« Om Eftermiddagen: Af Personretten: »Hvorvidt kunne Egtefæller ved Forening forandre det mellem dem som saadanne umiddelbart efter Loven bestaaende Forhold?« Den 2den December om Formiddagen: Af Tingsretten: »Hvad Virkning medfører en Kjøbekontrakts Thinglæsning?« Af Kriminalretten: »Hvorvidt finder Straffekumulation Sted, naar nogen i en Handling overtræder to Straffebud?« Om Eftermiddagen: Af Processen: »Hvorvidt kan den saakaldte frivillige Prorogation af Jurisdiktion finde Sted?« Den 3die December: Af Romerretten: »Quæ fuit ratio actionum jure Romano ad res vindicandas proditarum, numque eadem in jure nostro obtinet?«
  3. Denne Besvarelse er sammen med den følgende skrevet paa 6 Timer.
  4. Det bemærkes, at Stangs Værk først udkom 1833 og at hans Forelæsninger, der ligger til Grund derfor, holdtes 2det semester 1831 samt i 1832; over det herhen hørende Afsnit havde de ikke endnu været holdte, da S. var oppe til Examen. – Det vil sees, at Besvarelsen kommer til samme Resultat som Stangs Værk, men at Behandlingsmaaden er temmelig forskjellig.