Anne og Alet/Retsagen

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
B. O. Sørensens Forlag (s. 28-65).

Imidlertid gik den af Fogden paa Juſtitſens Vegne mod Alet og Berthe anlagte Sag ſin Gang. Den 25de September blev efter Stiftets Ordre Extraret ſat paa Thingſtedet Sandſtød i Øieſtad Sogn for at underſøge og paakjende Sagen mod de to Piger. Den i Vrængen boende Procurator Jakob Ohnſorg fremmødte ſom deres Defenſor. Retten var ſat i et Hus, der tilhørte en Mand ved Navn Adam Hirholt, der ſkal have været Gjæſtgiver. Delinqventinderne mødte uden Lænker i Overværelſe af mange tilkaldte Vidner.

Alet, ſom førſt forhørtes i Enrum, tilſtod nu, at hun havde dræbt ſin Madmoder Karen Jonsdatter med den Gift, ſom Berthe havde kjøbt for hende. Hun havde gjort dette i det Haab at blive gift med Alf Aanonſen, der dog hverken hemmelig eller aabenbart havde givet hende nogen Forhaabning derom. Hun angav Berthe ſom den, der havde været hendes Lærerinde og Raadgiverinde og erklærede Alf for at være aldeles uſkyldig i Mordet. Ligeledes tilſtod hun, at hun havde bekjendt Mordet for ſine Forældre nogle Dage før ſin Arreſtation. Hun fortalte de nærmere Omſtændigheder ved ſin Misgjerning, og at hun, forſkrækket over Giftens Virkninger paa hændes Offer, havde kaſtet Reſten af Pulveret paa Ilden.

Efter dette Forhør, under hvilket ogſaa Fogden, Lagrettet og de Anklagedes Defenſor havde været tilſtede, blev Berthe underkaſtet ſærſkilt Examination. Hun erklærede ſig født og opdragen paa Helle og 28 Aar gammel. Hun havde ikke vidſt noget om Fluekrudtets dræbende Virkninger, førend Anne Kriſtofersdatter havde fortalt hende, at Enken Guri Hansdatter paa Hisøen, Konen Gunild Karlsdatter paa Vædingvolden, og en Pige ved Navn Anne Jansdatter, alle vare døde af denne Gift. Efter at have hørt dette, havde hun „i al Uſkyldighed“ talt med Alet derom, der havde bedet hende om at kjøbe for et Par Skilling af denne Gift „til Karen.“ To Gange havde Berthe været i Arendal uden at kunne overtale ſig til at kjøbe Pulveret, men hun kjøbte det dog, da hun den tredie Gang kom til Byen. Efter Karens Død var hun, plaget af ſin onde Samvittighed, gaaet til den reſiderende Kapellan, Hr. Wardan, og havde for ham bekjendt ſin Brøde. Berthe fortalte videre, at Alets Søſter Anne, hendes Svoger og hendes Forældre havde talt med hende baade før og efter hendes Arreſtation, anmodet hende om at tie og gjort hende Løfter. Hun fandt, at Alf efter ſin Ægtefælles Død havde taget Alet i et kraftigt Forſvar. Alet, der paa ſin Pleiemoders Dødsdag ſkjalv og bævede meget, havde ogſaa bedet Deponentinden om Taushed, da hun ellers „vilde føre hende (Berthe) i lige Ulykke.“ Berthe havde da forladt hende uden at ſvare hende, men var den 5te Auguſt bleven hentet op til Alfs Hus i Anledning af Rygtet om Mordet. Der havde hun udtalt for ham ſin Mistanke, at han var Alets Medſkyldige, hvilket Alf havde benægtet, men tillige erklæret, at han nok „ſkulde vide at raade Bod paa Sagen“, idet han paa ſamme Tid roſte Alet for hendes Duelighed og gode Opførſel. Som Undſkyldning for ſin Meddelagtighed i den begangne Udaad anførte Berthe, at hun havde troet, at Alet kun vilde benytte Giften til Husbrug for ſin Madmoder. Fortſættelſen af Forhøret blev derpaa beſtemt til den følgende Dag.

Den 26de September fortſattes da paa ſamme Sted den begyndte Examination. Efterat Alf Aanonſen var bleven afhørt, der lidet eller Intet kunde meddele til Oplysning, og der erklærede ſig uſkyldig i ſin Kones Død, foretoges, førend Vidnerne paaraabtes, en Confrontation af Berthe og Alet, men der kom ikke ſynderligt ud af denne. Berthe erklærede, i Modſigelſe med hvad hun den foregaaende Dag havde anført til ſin Undſkyldning, at Alet havde, da hun bad Deponentinden kjøbe Giften, ogſaa meddelt hende ſin Henſigt med Anſkaffelſen af Fluekrudtet, „at det nemlig var til at indgive Karen, for at Alet ſelv kunde ægte Alf.“ Hun havde ogſaa lovet Berthe en behagelig Sommer og et gildt Bryllup, hvis hun vilde ſkaffe hende Giften, om hvilken Alet havde ſagt, at „den var et godt Middel.“ Alet benægtede alt dette, ligeſom ogſaa alt det Øvrige, ſom Berthe vidnede, at hun ſkulde have ſagt, men tilſtod dog, at hun den Dag, ſom Karen døde, havde bedet Berthe „at tie ſtille.“ Berthe vedblev, at det var Anne Kriſtofersdatter, der førſt havde gjort hende bekjendt med Fluekrudtets dræbende Virkninger, og at hun ſiden havde talt derom med Alet. Iøvrigt bragte Confrontationen intet Udbytte, og det egentlige Indhold af den førſte forbryderſke Samtale mellem Alet og Berthe vedblev at være en Hemmelighed. Man gik derpaa over til at paaraabe Vidnerne.

Enken Inger Helle var den førſte, ſom afhørtes, men hendes Forklaringer vare uden Interesſe og bragte intet Nyt for Dagen. Hun vidſte Intet om, at Alf nærede Venſkab for Alet, ſkjønt han nu mistænktes for Medvideri. Berthe havde kort før ſin Arreſtation tilſtaaet for hende, at hun havde kjøbt Gift for Alet.

Derpaa afhørtes Gunild Olsdatter, Enken Ingers Tjeneſtepige. Baade Alet og Berthe havde tilſtaaet ſin Brøde for dette Vidne. Alet havde undſkyldt ſig med, at Berthe, der bar Nag til Karen Jonsdatter, havde tilſkyndet hende til Mordet og ſagt, at „hvis hun (Alet) gav Karen Giften, vilde hun ikke leve Pintſedagene over.“ Ligeledes deponerede Gunild, at Berthe havde meddelt hende, at Alet havde forgivet Gunild Carlsdatter Vædingpladſen, hvilket Alet ſelv havde fortalt Berthe og tilføiet, at hendes Søſter Anne Kriſtofersdatter havde ſkaffet hende Giften.

Vi komme nu til at gjøre Bekjendtſkab med Alets Fader, en Olding paa 70 Aar, der optraadte ſom et nyt Vidne. Det er umuligt at danne ſig et Billede af denne Mand, om hvem Intet er bekjendt. Høit har han visſelig ikke ſtaaet i moralſk Henſeende og, ſkjønt enkelte Smaatræk ſynes at vidne om et varmt Faderhjerte, er der igjen noget Andet, der tyder paa Letſind og Følesløshed og vækker Tvivl, om han virkelig fortjente den Ros for Ømhjertethed, ſom meddeltes ham af hans Ægtefælle.

Oldingens Forklaringer vare af liden Betydning. Han vidſte Intet om Aarſagen til Gunild Carlsdatters Død, og havde førſt den 6te Auguſt erfaret det af Alet begaaede Mord paa hendes Pleiemoder. Han tilſtod, at han en Onsdagsaften havde været udenfor Arreſthuſet paa Hougerød og talt med Berthe, men kun bedet hende om at holde ſig til Sandheden og „tage ſin Sjæl i Agt.“ Da han adſpurgtes om Aarſagen til Anne Paulsdatters Død, ſvarede han, at hun formentlig i ſin høie Alder af nogle og otti Aar var død af Svaghed og Alderdom. Forøvrigt kjendte han ikke Noget til de Forbrydelſer, hvorfor hans Døtre nu vare under Anklage. Det er ellers mærkeligt, at han ſlet ikke ſynes at være bleven examineret i Anledning af Anne Jansdatters Død, hvortil der dog efter Berthes Depoſition maatte have været den ſtærkeſte Opfordring. Faderens Fremtræden for Retten ſom Vidne mod ſin Datter, efterat Dommeren havde formanet ham til ikke at lade ſig forlede af den naturlige Kjærlighed til ſit Barn til at afvige fra Sandheden, maa ellers have gjort et ſmerteligt Indtryk. Alet faldt ogſaa, mens Faderen afhørtes, i Beſvimelſe.

Forhøret blev, efterat Kriſtofer Frederikſen var dimitteret, udſat til den følgende Dag. Fogden, Dommeren og Lagrettet med de indkaldte Vidner vare atter forſamlede paa Sandſtød, ligeſom ogſaa Procurator Ohnſorg indfandt ſig med de to anklagede Piger Alet og Berthe. Man begyndte med at afhøre Alets 64aarige Moder. Denne Kone forklarede, at hun havde talt hver Dag med Alfs Huſtru under hendes Sygdom uden at fatte Mistanke. Den Døende havde velſignet alle ſine Naboer og navnligen Alet for hendes kjærlige Omhu. Da Rygtet om Forbrydelſen udbredte ſig, havde hun talt derom med Alet, ſom to Gange nægtede ſin Misgjerning, men dog tilſtod den, da Moderen tredie Gang tilſpurgte hende. Datteren havde da viſt ſig „meget bekymret med Graad og Beklagelſe“, men undſkyldt ſig med, at det var en uimodſtaaelig ond Magt, der havde drevet hende til at begaa Mordet, en Undſkyldning, hvortil Forbrydere ikke ſjelden tage ſin Tilflugt. Moderen havde da i ſin Smerte yttret, at „hun vilde ønſke, at hun aldrig havde født hende eller et ſaadant Barn til Verden.“ Den ſørgelige Hemmelighed havde hun baaret hos ſig ſelv indtil Aftenen før Alets Fængſling, da hun troede at burde aabenbare den for den gamle „ømhjertede“ Fader. Ligeledes havde Vidnet, 3 Uger før Alet blev arreſteret, talt med Alf om det verſerende Rygte, hvilket denne Mand dog ikke troede. Hun erklærede ſluttelig, at hun ikke vidſte Noget om, at hendes Døtre, „Anne og Inger“, havde havt Del i Anne Jansdatters, Anne Paulsdatters og, Gunild Carlsdatters Død. Berthe, ſom blev confronteret med hende, henholdt ſig til hvad hun før havde deponeret. Dommeren henvendte ſig nu til Alet med indtrængende Anmodning om at bekjende Alt hvad hun vidſte om de tre ovennævnte Kvinders Død. Alet erklærede ſig aldeles uvidende om de to førſtnævnte Perſoners Dødsmaade, men tilſtod, at hun havde fundet et Giftpulver i det Linned, ſom Drengen Ole Erikſen bragte hende, hvilket Pulver hun dog havde bortkaſtet, fordi hun troede, det var ſkadeligt. Der paafulgte en længere Examination af Alet, ſom i ſine Svar oftere afveg fra Sandheden, og ſom ikke bragte Andet for Lyſet end hvad der allerede er meddelt Læſeren.

Efterat den gamle Moder var bleven afhørt, fremſtilledes Alets Svoger Aanon Anderſen fra Helle ſom 5te Vidne, men Deponenten havde Intet af Betydning at udſige. Han havde dog hørt adſkilligt Mistænkeligt ved Anne Jansdatters, Anne Paulsdatters og Gunild Carlsdatters Død.

Nu optraadte Berthes Søſter, Anne Olsdatter, ſom 6te Vidne, og hendes Forklaringer vare af megen Vigtighed. Indholdet af dem er dog for en Del allerede meddelt og behøver ſaaledes ikke at gjentages. Vidnet gav førſt en med Enken Inger Clemmetsdatters Forklaring overensſtemmende Beretning om hvad der havde tildraget ſig den Dag, da Alfs Huſtru angrebes af Sygdom. Deponentinden havde beſøgt den Syge ſamme Dags Eftermiddag, ſom hun havde faaet Giften, og været Vidne til hendes Lidelſer. Hun havde ſøgt at trøſte den Lidende, der dog tilbageviſte Trøſten med den Erklæring, at det vilde blive hendes Død, og tilføiede: „Alet har ſagt mig, at den gamle Kone paa Vædingpladſen fik det paa ſamme Maade“. Den Dag Karen Jonsdatter var til Begravelſe, havde hun, efter ſin Tilbagekomſt fra Sørgehuſet, fundet ſin Søſter Berthe grædende. Da nu Berthe adſpurgtes om Grunden til hendes Taarer, vægrede hun ſig vel en Stund for at angive Aarſagen dertil, men ſvarede dog tilſidſt: „Den Kone, ſom blev begravet idag, kunde vel endnu have levet, hvis ikke Alet havde været.“ Derefter bekjendte Berthe for Vidnet, hvad hun og Alet havde gjort, og tilføiede, at Alet havde tilſtaaet Mordet for hende ſamme Dag, ſom Alfs Ægtefælle afgik ved Døden. Efter at have anført en Del af mindre Betydning forklarede Deponentinden videre, at hun ſenere engang i Alfs Have havde truffet paa Alet og Berthe og, efter at have tilſpurgt dem derom, modtaget deres Tilſtaaelſe, at det var Anne Kriſtofersdatter, ſom havde givet dem Undervisning i at bruge Fluegiften. Vidnet afgav ligeledes en Beretning om den Samtale, der om Aftenen den 8de Auguſt havde været mellem Berthe og Anne Kriſtofersdatter, af hvilken hun dog ikke ſynes at have erindret ſtort mere, end den ulykkelige Morderſkes Ord, da hun bad ſin Medviderſke om at frelſe hende. Alet blev nu confronteret med Deponentinden, og aflagde en fuldſtændig Bekjendelſe. Hun tilſtod, at Alt, hvad Vidnet havde forklaret, var overensſtemmende med Sandheden. Hun yttrede, at „hendes ſvage Hoved havde gjort, at hun ikke tidligere erindrede dette“. Alet forklarede videre, at hendes Søſter Anne efter gjentagen Benægtelſe havde tilſtaaet for hende det paa Hisøen begaaede Mord paa Enken Guri, og at hun af denne ſin Søſter havde lært at kjende Fluekrudtets Virkninger. Tilſidſt tilſtod hun uden flere Udflugter, at hun havde ſendt Gunild Carlsdatter Vædingpladſen ud af Verden med den Gift, ſom Anne havde ſkaffet hende, og ſom hun havde indgivet ſit Offer i Melk. Hun erklærede derhos, hvad forhen er anført, at Enken havde behandlet hende godt, og nogen Henſigt med Mordet vidſte Giftblanderſken ikke at angive. Den protocollerede Tilſtaaelſe blev derpaa forelæſt for Alet, ſom ſitrende paahørte den, men vedtog den ſom rigtig.

Drengen Ole Erikſen, den myrdede Enkes Datterſøn, afhørtes derpaa tilligemed ſin Moder. Det 9aarige Barns Vidnesbyrd gik ud paa, at en Kvinde, ſom han ikke kjendte, havde udenfor Kriſtofer Frederikſens Hus leveret ham et Papir med de Ord: „Her er noget Stivelſe, ſom du ſkal levere Alet.“ Forøvrigt kunde hverken han eller hans Moder meddele Noget til Oplysning.

De hidtil afhørte Vidner havde alle tilhørt Almuen, men nu optraadte en Deponent af en høiere Stand, og ſom derfor ogſaa i Dommerens Protocol tituleres for „Monſieur“. Det var „Monſieur“ Søren Juell, Landhandler paa Helle, ſom forklarede, at han den 5te Auguſt havde talt i Enrum med Alet i Alfs Bryggerhus, og at Pigen da havde tilſtaaet for ham, at hun havde forgiftet Karen efter Berthes Raad og efter Samtale derom med denne ſin Kuſine og ſin Søſter Inger. Sluttelig afhørtes to andre Mænd fra Helle, af hvilke den ene var den Mand, hos hvem Anne Kriſtofersdatter havde tjent i 1763. Disſe to Mænd deponerede, at de den 6te Auguſt havde hørt Alets Tilſtaaelſe af Mordet paa hendes Pleiemoder i Alfs Hus, og, ſom det ſynes, i hans egen Nærværelſe. Dermed var Forhøret for denne Dag endt, efterat dog førſt endnu et Par Mænd fra Nerſten vare blevne afhørte ſom Vidner. Disſes Udſagn var dog uden den mindſte Betydning.

Den 28de September ſluttedes endelig Forhøret. Alet blev atter underkaſtet Examination og gjentog ſin Forklaring om det Pulver, ſom Søſteren havde ſendt hende til Vædingpladſen. Hun erklærede, at der ikke ellers havde været nogen foregaaende Samtale mellem hende og Anne. Nu fremkaldtes ſom det 12te Vidne Alets Moſter og Berthes Moder, Karen Andersdatter, der blandt Andet forklarede, at den Dag, da Alfs Kone begravedes, havde Berthe fortalt ſin Søſter Anne Olsdatter, at den Afdøde havde faaet Gift, hvorom Anne ſamme Aften havde talt til Vidnet. Baade Moder og Datter havde dog anſeet det rigtigſt at tie. Kort Tid derefter havde hun truffet Alet i Alfs Hus, og da havde Alet gaaet til Bekjendelſe for hende, men bedet hende bevare Tausheden. Under denne Samtale havde Alet fortalt hende, at paa denne Maade, nemlig ved Fluegift, vare baade Anne Paulsdatter, Anne Jansdatter og et Par Andre tagne af Dage. Hun angav ſin Søſter Anne, ſom den, der havde berøvet dem Livet. Vidnet vidſte, at baade Anne Paulsdatter og Anne Jansdatter vare døde i Kristofer Frederikſens Hus, men hun havde ingen Mistanke havt angaaende Grunden til deres Død, førend hun hørte Alets Udtalelſe. Deponentinden havde beſøgt Karen under hendes Sygdom og hørt Alet ſige, at Sygdommen var til Døden.

En Kone fra Helle ved Navn Anne Katrine Kristensdatter og efter hende en anden Kvinde Karen Terjesdatter bleve derefter afhørte. Den Sidſtes Vidnesbyrd var af ingenſomhelſt Betydning, men den Førſte havde talt med Berthe og Alet om det verſerende frygtelige Rygte, og begge Pigerne havde da tilſtaaet for hende den begangne Udaad. Raden til at vidne kom nu til Delinqventinden Berthes Svoger Thorgrim Ivarſen, gift med hendes Søſter Anne Olsdatter. Efterat have hørt af sin Kones Mund den Bekjendelſe, ſom Berthe havde aflagt om ſin egen og Alets Forbrydelſe, havde Deponenten modtaget begge Pigernes Tilſtaaelſe af Mordet paa Alets Pleiemoder. Han antog, at ogſaa Inger Kristofersdatter maatte være indviet i Sagen; thi hun havde under Karens Sygdom væddet med ham, at Sygdommen vilde ende med Døden. Videre kunde han ikke meddele til Oplysning og blev derfor dimitteret.

Johanne Ivarsdatter, en Søſter af Thorgrim og gift med Berthes Broder, underkaſtedes derpaa Examination af Dommeren. Deponentinden havde 8 Dage efter Karen Jonsdatters Begravelſe af ſin Moder modtaget en Meddelelſe om hvad Berthe og Alet havde udøvet. St. Hansdag havde Vidnet truffet Alet ude paa Marken og ſamtalet med hende om hendes Pleiemoders Død. Alet havde da fortalt hende, at hun gjennem sin Søſter Anne havde lært at kjende Fluekrudtets Virkning, og ligeledes, at hun havde prøvet dets dræbende Kraft paa Enken Gunild Carlsdatter. Vidnet havde desuden hørt, at Anne Paulsdatter og Anne Jansdatter havde faaet Gift, men vidſte ikke, hvorvidt dette medførte Sandhed. Anders Olsen, det sidſtnævnte Vidnes Mand, afhørtes, efterat Johanne var dimitteret. Denne Mand forklarede, at hans Huſtru førſt havde underrettet ham om Giftmordet paa Karen, og at han derefter den 6te Auguſt havde paa Tilſpørgſel erholdt ſin Søſter Berthes Tilſtaaelſe af det, ſom baade hun ſelv og Alet havde udrettet. Han havde ogſaa hørt et Bygderygte om at Enken Gunild var død af Gift, men havde ikke talt derom med Alet. Hvad Anne Paulsdatters og Anne Jansdatters Død angik, ſluttede han ſig ganſke til ſin Kone. Vidnet havde vel talt med de arreſterede Piger ved Fængſlet, men ikke bedet dem tie med Noget. Iøvrigt var der i denne Deponents Udtalelſer Intet af Interesſe.

Berthe blev nu atter taget under Overhøring, men da derved ikke tilveiebragtes nye Oplysninger, fremkaldtes det 18de og ſidſte Vidne, Alets Søſter Inger Kriſtofersdatter.

Inger Kriſtofersdatter var en ſmuk blond Pige af Middelſtørrelſe, 25 Aar gammel. Hun led ellers noget af den ſamme Legemsfeil ſom Bjørnsons „Halte-Hulda“. Der ſvæver en let Sky af Mistanke over Inger, og det kan ſynes underligt, at Øvrigheden ikke ſees at have taget nogen Notits af de Udtalelſer, der vare ſaa vel ſkikkede til at fremkalde Tvivl om hendes Uſkyldighed. Læſeren vil erindre Hr. Juells Forklaring, ligeſom ogſaa den beſynderlige Maade, hvorpaa Alets Moder ſtiller ſine Døttre Anne og „Inger“ ſammen, da Talen kommer paa Enken Gunilds og de to gamle Pigers Død. Hvorfor indblander Moderen Ingers Navn i en Sag, der maatte antages at være denne Datter uvedkommende? Derom indeholde Forhørs-Acterne ikke det Ringeſte til Oplysning. Lader os da haabe, at denne Pige ikke fortjener den Mistanke at have været ſine brødefulde Søſtres Medskyldige, hvad man næſten nødes til at tro, naar man læſer Alets Bekjendelſe for Hr. Juell. At hun fortier ſine Søſtres Forbrydelſer, efterat disſe har fortalt hende ſine ſørgelige Bedrifter, kan man ikke undres over.

Inger aflagde Ed, efterat dennes Betydning var bleven forklaret for hende, og Dommeren paa det Eftertrykkeligſte havde formanet hende til at holde ſig til Sandheden. Hun adſpurgtes førſt om hvad hun vidſte om Karen Jonsdatters Død. Deponentinden fortalte nu, at hun ſamme Dag, ſom Karen, efterat have bagt Brød i sin Naboerſkes Hus, var bleven ſyg, kom op til hende om Eftermiddagen og fandt hende liggende paa Sengen. Karen led af ſtærk Opkaſtelſe og var meget rød i Anſigtet. Paa Vidnets Spørgsmaal om hendes Befindende ſvarede Konen, at hun var ſyg og mente, at det Brændevin, ſom hendes Naboerſke havde givet hende, var Aarſagen. Alet, ſom var tilſtede, fulgte ſin Søſter udenfor Døren og fortalte hende der uden nogen Opfordring eller Tilſpørgſel, at hun havde indgivet ſin Faſter en Portion Fluegift, der havde bevirket Sygdommen. Siden havde Alet fortalt hende, at Berthe, efter hendes Anmodning, havde kjøbt Giften for hende. Deponentinden tilſtod, at hun havde indgaaet et Væddemaal med Thorgrim Ivarſen, at Sygdommen vilde blive Karens Død; thi hun var paa Grund af Alets Tilſtaaelſe vis i Sagen. Derefter blev hun adſpurgt af Dommeren, om hun vidſte Noget om hvad Alet ſkulde have ſagt til ſin Moſter om Anne Paulsdatters, Anne Jansdatters, Gunild Carlsdatters og Guri Hansdatters Død? Paa denne Tilſpørgſel erklærede Inger, ar hun aldeles Intet vidſte om Aarſagen til de tre Førſtnævntes Død, men at hendes Søſter Anne havde fortalt hende om Mordet paa Guri. Ligeledes havde ogſaa Berthe fortalt Deponentinden, at Anne Kriſtofersdatter havde meddelt hende (Berthe), at Anne Paulsdatter og Anne Jansdatter vare døde paa ſamme Maade. Inger havde, efter baade Annes og Alets Anmodning, været ved Arreſthuset paa Hougerød og bedet Berthe om at tie med hvad hun vidſte, hvortil Berthe havde ſvaret, „at hun vilde blive ved Sandheden“. Vidnet forklarede videre, at hun ikke havde været hjemme den Dag, da hendes Søſter Anne ved Drengen Ole Erikſen tilſendte Alet den Fluegift, hvormed Gunild Carlsdatter blev dræbt; men Anne havde to Dage derefter fortalt hende det Hele uden at der dog havde været nget Overlæg mellem hende og Søſteren, der ved Afleverelſen af det Linned, hvori Giftpulveret laa ſkjult, havde anmodet Barnet om at ſige til Alet, „at hun deri vilde finde hvad hun ſelv vidſte“. Inger aflagde endvidere en Beretning om den Samtale, ſom holdtes om Aftenen den 8de Auguſt af hendes Søſter og hendes Kuſine, ved hvilken Deponentinden havde været tilſtede. Anne havde da bedet Berthe om at frelſe hende, og Berthe havde ſvaret, at „ſaalænge hun ei blev lagt i Bolt og Jern, ſkulde hun ikke aabenbare Noget.“ Forøvrigt erklærede Deponentinden ſig ganſke uvidende om hvad Anne, Alet og Berthe kunde have ſamtalet og overlagt med hverandre. Deres Mordplaner havde været hende ubekjendte, og hun vidſte heller ikke, om de Skyldige havde Medvidere.

Dette er Kvintesſencen af Inger Kriſtofersdatters Vidnesbyrd. Det heder, at hun af Dommeren blev underkaſtet en ſkarp Examination med Henſyn til Karen Jonsdatters Død, men hun erklærede, at hun var aldeles ubekjendt med Alets Plan at myrde denne Kone. Det gjennem hele 4 Dage varende Forhør ſluttedes da, efterat Inger, ſom forklarede, at hun ikke vidſte mere, var bleven dimitteret. Sagen udſattes da til den 10de November.

Det var en Selvfølge, at Anne Kriſtofersdatter, efter de af Alet og Berthe afgivne Forklaringer, ikke længe kunde blive paa fri Fod. Denne Ulykkelige, ſom ikke havde villet eller kunnet redde ſig ved Flugten, blev da ogſaa arreſteret, formodentlig i Arendal, den 2den October 1769 og indſat i Fængſlet paa Hougerød.

Sagens videre Behandling var, ſom bemærket, bleven udſat til den 10de November, men indtrufne Omſtændigheder bevirkede, at den yderligere maatte udſættes til den 22de November. Paa denne Dag ſattes atter Extraret paa Sandſtød. Fogden fremmødte og fremlagde Stiftamtmandens Actionsordre mod Anne Kriſtofersdatter af 13de November. Denne Pige, der nu ſkulde underkaſtes Forhør, var da tilſtede med Alet og Berthe, ligeſom Sagfører Ohnſorg, der ogſaa var udnævnt til at være Annes Defenſor.

Man begyndte med et ſeparat Forhør over Anne, ved hvilket kun Actor, Defenſor og Lagrettet var nærværende, efterat de øvrige Tilkaldte vare blevne udviſte. Raden var nu kommen til Giftblanderſken fra Hisøen at aflægge ſin Bekjendelſe.

Anne gav da en Beretning om ſit Levnetsløb, om Mordet paa Guri Hansdatter. hvilket hun tilſtod at have fortalt for ſin Kuſine Berthe, og om Afſendelſen til Alet af den Fluegift, hvormed Gunild Carlsdatter blev dræbt. Her begyndte imidlertid Forbryderſken at afvige fra Sandheden. Da hun nemlig blev ſpurgt om, hvorfra hun havde erholdt Giftpulveret, ſom blev afſendt til Alet, ſvarede hun, at „hun havde fundet det i en gammel Thekande, da hun noget før Jul gjorde rent i ſine Forældres Hus“. Iøvrigt indeholdt Delinqventindens Udſagn kun ſaadanne Ting, ſom allerede ere fortalte om hende og derfor Læſeren bekjendte.

Dommeren kom nu til det interesſante Spørgsmaal, om hun kunde give nogen Oplysning om Anne Paulsdatters og Anne Jansdatters Død.

Man vil erindre, at der under Forhøret den 25—28de September var deponeret Meget, der maatte være graverende for Anne Kriſtofersdatter. Berthe vidnede ſaaledes for Retten, at Anne havde ſagt hende, at Anne Jansdatter og et Par Andre vare døde af Fluegift. Ligeledes deponerede Inger Kriſtofersdatter, at Berthe havde meddelt hende, at hun (B.) af Anne havde hørt, at baade Anne Paulsdatter og Anne Jansdatter vare blevne tagne af Dage ved Forgiftelſe. Endelig vidnede de to mordlyſtne Søſtres Moſter, at Alet havde fortalt hende, at Anne havde dræbt de to ovennævnte gamle Piger.

Hvad ſkal man tænke? Kan Alet have løiet paa ſin Søſter paa en ſaa oprørende Maade? Kan Berthe have fortalt de to Gamles Forgiftelſe baade for Inger og for Øvrigheden, hvis ikke Anne virkelig har ſagt til hende, at de to alderſtegne Kvindesperſoner vare blevne myrdede med det uſalige graa Pulver? Der er liden Grund til at antage dette, iſær da Forholdet mellem Anne og de to andre Piger, Alet og Berthe, ſynes at have været meget venſkabeligt. Og ſkulde Anne kunne antages at have paadigtet ſig ſelv en Forbrydelſe af en ſaa farlig Beſkaffenhed? Dette er visſelig høiſt uſandſynligt. Men, naar man hører hendes gjentagne kraftige Benægtelſe for Retten, naar man efter hendes oprigtige Tilſtaaelſe af Mordet paa Guri hører hende med Døden for Øinene forſikre om ſin Uſkyldighed i Henſeende til de to bedagede Pigers Hedengang, vaagner Haabet paany om, at hun ikke er gaaet ind i Evigheden med to ſkjulte Mord paa ſin Samvittighed, og man ſpørger atter: hvad ſkal man tænke?

Man vil her erindre, at ogſaa Alet under det foregaaende Forhør havde erklæret ſig for aldeles uvidende om Anne Paulsdatters og Anne Jansdatters Dødsaarſag.

Da Anne under Examinationen den 22de November adſpurgtes med Henſyn tll disſe to Kvinder, angav hun Tiden, da de døde i hendes Faders Hus, og hvor hun da opholdt ſig, at hun nemlig havde tjent hos Geruld Aslakſen Helle, da den førſtnævnte, og været hjemme hos ſine Forældre, da den ſidſtnævnte af de to gamle Fruentimmer afgik ved Døden. Men hun vilde ikke vide Noget om, at de paa en forbryderſk Maade vare tagne af Dage. „Jeg har intet Andet hørt derom“, ſagde hun, „end at min Søſter Alet nu under Arreſten har fortalt mig, at jeg, ifølge en af Berthe aflagt Bekjendelſe, ſkal have indgivet Anne Jansdatter Fluekrudt, men deri er jeg ganſke uſkyldig“. Videre vidſte hun ikke at meddele til Forklaring.

Den 23de November fortſattes Forhøret. Drengen Ole Erikſen var tilſtede, og Anne erklærede, at det var ham, der havde overbragt Alet Pulveret til Vædingpladſen. Derpaa oplæſtes for Delinqventinderne Alt, hvad der efter deres Bekjendelſe var bleven protocolleret, og dette blev ſaavel af de to Søſtre ſom af Berthe Olsdatter vedtaget ſom rigtigt. Fogden begjærede derefter Alet tilſpurgt, om hun endnu holdt faſt ved ſin Erklæring, at hun førſt hørte af Berthe, at Anne for hende havde bekjendt Mordet paa Guri, og derpaa ſelv ſpurgte ſin Søſter derom og modtog hendes Tilſtaaelſe af Gjerningen, efterat hun i Begyndelſen havde nægtet den? Alet gav hertil et bekreftende Svar. Fogden forlangte nu, at Berthe og Anne ſkulde tilſpørges om Sandheden, af Alets Erklæring. Berthe henholdt ſig til ſin tidligere afgivne Forklaring, men Anne vilde ikke mindes, at hun nogenſinde havde talt til Alet om Fluekrudtets Virkninger og kunde iøvrigt ikke erindre Noget om deres Samtale. Fogden erklærede nu, at han ikke vilde forlange videre Confrontation, da det forekom ham, at Arreſtantindernes Udtalelſer bleve ſtedſe upaalideligere, jo mere Umage Retten gjorde ſig, for at komme efter Sandheden. En indtrængende Formaning af Sorenſkriveren til de tre Piger at bekjende Alt, hvad de vidſte, blev uden Virkning, idet alle tre erklærede ikke at vide mere, og man gik derfor over til at afhøre Vidnerne. De to Søſtres Moder underkaſtedes paany Examination, men havde intet Nyt at meddele. Hvad Giften i Thekanden angik, yttrede hun, at Anne maatte ſelv have lagt den der, og at hun aldrig havde vidſt om Gift i ſit Hus. Hun vilde ikke i mindſte Maade ſætte ſin Salighed paa Spil ved at ſkjule ſine Børns Feil. Dommeren adſpurgte nu atter Anne om, hvorfra Fluekrudtet var kommet, ſom hun havde villet finde i Thekanden? Hertil ſvarede Anne, at hun, ſkjønt hun ikke før havde erindret at ſige det, nu maatte tilſtaa, at hun, efter, ſom ſagt, at have fundet Giften i et Papir i en Thekande, havde fortalt dette til ſin Søſter Inger, da denne efter hendes Fængſling havde ſpurgt hende om, hvor hun havde fundet Fluekrudtet. Inger havde da yttret, at hun (Inger) nu erindrede, at Anne Jansdatter havde lagt det der, mens hun endnu levede, og at ſamme Anne Jansdatter da havde ſagt, at Pulveret kunde ligge der, da der ligeſaavel kunde komme Fluer i dette Hus ſom i andre, og at man havde brugt denne Gift, hvor hun forhen havde været. Inger Kriſtofersdatter maatte nu atter udtale ſig og henholdt ſig til den Bekjendelſe, der var afgiven den 28de September. Hvad hendes Søſter Anne havde fortalt om hende og Anne Jansdatter var lutter Opdigtelſe. Aldrig havde denne Afdøde talt til hende, om Gift, og aldrig havde hun ſelv vidſt, at ſaadan fandtes i Huſet. Hun havde viſtnok, kort før Karen Jonsdatters Død, hørt Alet og Berthe tale om, at den ſidſte ſkulde kjøbe Fluekrudt, men hun vidſte ikke, hvortil det ſkulde bruges. Men efter Karens Død hørte hun engang Berthe i en Trætte med Alet bebreide denne, at hun havde forgivet ſin Pleiemoder, blot for ſelv at blive Madmoder i Huſet. Anne blev da paa Fogdens Begjæring atter tilſpurgt om Sammenhangen med Fluegiften i Thekanden, og „efter lang Betænkning“ afgav hun nu „med ſærdeles Graad og Vemodighed ſamt en beſynderlig Eftertanke“ følgende Forklaring:

Hun havde ſelv ved Anne Jansdatter efter Alets Begjæring kjøbt det omſpurgte Fluekrudt paa Arendals Apothek. Hun havde ſelv lagt det i Thekanden, overſendt Alet en liden Del deraf og af Alet modtaget Tilſtaaelſen om dets Anvendelſe til at dræbe Gunild Carlsdatter. Reſten af det giftige Pulver havde Deponentinden kaſtet paa Ilden. Hvad forøvrigt Anne Paulsdatters og Anne Jansdatters Død angik, vilde hun, „om det var i hendes yderste Dødsſtund“, erklære ſig uſkyldig. Deponentinden vidſte ikke Andet, end at begge vare døde af Svaghed og Alderdom.

Efter at have aflagt denne Bekjendelſe blev Anne dimitteret, og Fortſættelſen af Forhøret udſat til den følgende Dag.

Det var kun et Par Vidner fra Hisøen og Enken Sigrid Bentsdatter fra Helle, ſom afhørtes den 24de November. Disſe Vidners Forklaringer havde dog ikke ſtort at betyde og bragte Intet af Vigtighed for Lyſet. Sigrid fortalte om ſit Sammentræf med Anne Kriſtofersdatter i Arendal den 8de Auguſt, og at hun om Morgenen den 9de Auguſt havde mødt Anne og hendes Moder paa Helle. Moderen havde da gjort hende Bebreidelſer for „den Byrde, ſom hun havde lagt baade paa hende og hendes Datter“. Deponentinden havde da ſvaret, at kun Medlidenhed og Venſkab havde bragt hende til at tale.

Da ingen flere Vidner fandtes, ſluttedes Forhøret. Sagen beſluttedes optagen til Doms paa ſamme Sted den 2den December Kl. 11. Flere Atteſter fra Sognepræſten, hvilke alle vare daterede den 9de October, fremlagdes af Fogden. Det er meget at beklage, at Indholdet af disſe Atteſter ſandſynligvis altid vil blive en Hemmelighed.

Kaſter man nu et Blik paa de afholdte Forhør, vil man neppe kunne finde Andet, end at de lade meget tilbage at ønſke. Navnlig ſynes det at ſkorte paa indtrængende Underſøgelſer med Henſyn til de to gamle Pigers Død, og det er underligt, at ikke de to Giftblanderſkers ældſte Søſter, Gunild Kriſtofersdatter, der var gift med Aanon Anderſen, afhørtes ſom Vidne, da dog Manden maatte fremmede og aflægge Vidnesbyrd mod ſine Svigerinder. Var Gunild bleven afhørt, kunde maaſke Et og Andet være kommet for Dagen, der kunde have ledet Dommeren paa et Spor med Henſyn til Anne Jansdatters og Anne Paulsdatters Dødsmaade, hvorom Aanon Anderſen jo vilde have hørt adſkilligt Mistænkeligt. Endelig maa det vække Forundring, at ikke Inger Kriſtofersdatters Forhold til de begaaede Forbrydelſer er bleven underkaſtet en grundig Underſøgelſe. Men vi ſkal nu høre Indholdet af den af Sorenſkriveren i Nedenæs Lehn med Meddomsmænd under 2den December 1769 afſagte Dom.

Alet Kriſtofersdatter dømtes ved den til at halſhugges med Øxe, Hovedet ſkulde ſætttes paa en Stage, men Legemet begraves paa Retterſtedet; Anne Kriſtofersdatter ſkulde derimod henrettes med Sværdet og hendes Legeme tilligemed Hovedet begraves anſtændig i Stilhed. Berthe Olsdatters Dom lød paa Tugthuſet for Livstid; Straffen ſkulde udholdes i Kriſtiania. De tre Arreſtantinder tilpligtedes endvidere at betale Procesſens og Arreſtens Omkoſtninger med de deraf flydende Salarier, endelig ſkulde de have ſin Hovedlod til Kongen forbrudt. Det oplyſtes imidlertid, at de tre Domfældte aldeles Intet eiede. Forfatteren har ikke villet afſkrive denne Dom med Præmisſer in extenso, da den kun forſaavidt vilde have Interesſe, ſom den vilde viſe, at end ikke Embedsmændene paa den Tid vare iſtand til at ſkrive ſit Modersmaal.

Det vilde have været en Lykke for Anne og Alet, hvis Sagen ikke var bleven appelleret for at paadømmes ved de høiere Domſtole; de vilde derved have undgaaet at henrettes med den meſt rafinerede Gruſomhed. Hele Aaret 1770 gik hen, medens Sagen behandledes ved Overretterne, og det var førſt i Begyndelſen af 1771, at Høieſteretsdommen faldt. I denne temmelig lange Tid henſad de Ulykkelige i Arreſthuset paa Hougerød og ſynes, idetmindſte i Begyndelſen, at have næret meget ſanguinſke Forhaabninger om Benaadning, hvis man ſkal dømme efter deres Yttringer til enkelte Perſoner, ſom erholdt Tilladelſe til at beſøge dem i deres ſørgelige Huler. Efterhaanden maatte dog dette Haab forſvinde, og det heder, at de begge lidt efter lidt kom til oprigtig Anger og Syndserkjendelſe, iſær Anne, medens Alet viſte ſig mere forhærdet, ſaa at det varede længere, førend hendes Hjerte vilde ſmelte, og den førſte Angerstaare vædede hendes Kinder.

De Geiſtlige, ſom i denne Tid beſøgte de Domfædte, for at forberede dem til at fremſtille ſig for den Allerhøieſtes Domſtol, vare de Herrer Sognepræſt Jens Pharo og den reſiderende Kapellan Mikael Wardan.

Hr. Pharo var meget agtet i ſin Menighed baade paa Grund af ſin Vandel og ſin Dygtighed ſom Taler og Sjæleſørger. Traditionen omtaler ham ſom „ſtræng“, hvilket ikke ſtemmer med det Udtryk af Mildhed, ſom var udbredt over hans ſkjønne Anſigt.

Hr. Wardan har ikke erholdt et ſaa vakkert Eftermæle. Det var en af de Præſter, om hvilke man fortalte, at de havde beſøgt den ſorte Skole i Wittenberg, og Almuen ved endnu at berette meget om de Kunſter, hvorved Wardan viſte ſin Magt over den Onde. „hr. Wardan havde ingen Skygge“. Det var derfor intet Under, at man var bange for ham, og at Berthe Olsdatter, ſom vi har ſeet, tog ſin Tilflugt til ham, da Samvittighedsnag drev hende til at lette ſit Hjerte ved en Bekjendelſe.

Hvis de to dødsdømte Piger, hvilket vi tør haabe, ere komne til en ſand Omvendelſe, ſaa har ſandſynligvis Hr. Pharo været Redſkabet i Guds Haand. Hr. Wardans Paavirkning har neppe været af Betydenhed. Iøvrigt har disſe Geiſtlige ſlet Intet optegnet om de ulykkelige Søſtre, og deres hele Sjælehiſtorie under deres Ophold i Fængſlet er en lukket Bog. En af Pigerne, ſandſynligvis Anne, forfattede i den Tid et Digt eller, ſom Hr. Faye kalder det, en „Bodspſalme“, der ſkal have beſtaaet af 24 Stanzer. Forfatteren har alene faaet fat paa efterfølgende 2 Stanzer, ſom endnu erindredes af en meget gammel Kvinde, der ſelv havde været tilſtede ved Pigernes Henrettelſe:

„O, treenig Gud og Herre,
Fader, Son og Helligaand!
Du har ſkabt os til at leve,
men vi korter ſelv vor Tid.
Vi lod Satan os beſnære
og gik hen i ſyndig Id.
Vi var Søſtre, men, desværre,
Satans Tjenere vi blev.

David ſynded mod vor Herre
og begik baade Hor og Mord,
men vor Synd var meget ſtørre,
vi bedrev paa denne Jord.
Kommer nu og lad os ſkue,
I, ſom Syn og Sine har.
I maa vel for Synden grue;
thi vor Straf er aabenbar.“

Synes ikke disſe Linjer at røbe en vis poetiſk Begavelſe? Man betænke Tiden, i hvilken disſe Vers ere ſkrevne, og Forfatterindens fuldkomne Mangel paa Dannelſe.

Det lader ſig ikke længere gjøre at forfølge Sagens Gang ved de høiere Inſtanſer, men det kan med Sikkerhed antages, at det førſt var ved Høieſteretsdommen, at Straffen ſkjærpedes, og at Dommene ved de to mellemliggende Domſtole ikke have differeret ſynderligt fra den førſte Dom af 2den December 1769. Det vides dog, at Overhofrettens Dom faldt den 25de September 1770, og af Asſesſorernes Vota ſees, at der i Sagen manglede corpus delicti og convictio, hvorimod man havde propria confessio. Det oplyſes ogſaa, at Delinqventinderne, naar de vare uenige, have gjort hverandre Bebreidelſer for de udøvede Forbrydelſer.

Maa det ſaaledes end beklages, at der ikke længere, paa Grund af manglende Archivalier, kan tilveiebringes Oplysninger om Forhandlingerne ved de underordnede Retter, og om hvorledes Sagen der er bleven paakjendt, ſaa er det ſaameget mere tilfredsſtillende, at der dog, hvad den endelige, af Kongen approberede Dom, Høieſteretsdommen, angaar, kan ſkaffes fuld Underretning. Det er viſtnok ſaa, at den danſke Høieſterets Domprotocol for 1771 er gaaet tabt ved Chriſtiansborgs Slots Brand 1794, men ſamme Rets Voteringspcotocol for 1771 er dog bleven opbevaret, og derfor meddeles herved følgende

Extract-Udſkrift

af

Høieſterets Voteringsprotocol

i

Sagen No. 214/1770—71.

Procurator Andreas Nørager
contra
Del. Alet Chriſtophersdatter,
Anne Chriſtophersdatter og
Berthe Olsdatter.

Dommen afsagt Onsdag den 6te Februar 1771.

„Indſtævner til Stadfæſtelſe, Skjærpelſe og yderligere Paakjendelſe en udi Ober-Hof-Retten den 25de September 1770 afſagt Dom, ſom tilfinder Alet og Anne Chriſtophers Datter, for med Fluekrudt at ſkal have dræbt 3 Kvindemenneſker, nemlig Karen Jonsdatter, Gunild Carlsdatter og Guri Hansdatter at bør have deres Liv, Hovedlod og Jord forbrudt, og Berthe Olsdatter, for at have været deres Medvidere, Hjælpere og Tilſkyndere at bør arbeide i nærmeſte Tugthus hendes Livstid.

Actor Procurator Nørager deducerede Sagen og paaſtod, at Ober-Hof-Rettens Dom vorder ſaal, ſkjærpet og forandret: at Alet og Anne Chriſtophers Datter vorder ſtraffede efter Fr. 16de October 1697 og Berthe Olsdatter at vorde tilfunden at have ſit Liv fordrudt, og alle 3 have deres Hovedlodder forbrudte.

Defenſor Procurator Peter Severin Balling exciperede: at imod Alet og Anne Chriſtophers Datter er ingen Bevis uden deres egen Tilſtaaelſe; thi her er ingen Obductionsforretning og Vidner og følgelig en blot Præſumption, de og kan have ſagt Uſandhed paa dem ſelv: angaaende Berthe Olsdatter, da mangler ſaavel i Henſeende hende ſom de andre corpus delicti; hvorfore indſtillede: om ikke Ober-Hof-Rettens Dom i Henſeende de 2 førſte didhen kunde formildes, at de for deres mistenkelige Forhold vorde tilfunden at arbeide i Tugthuſet og Berthe Olsdatter for videre Tiltale at maa vorde frifunden“.

Ved Voteringen blev derpaa saaledes concluderet:

„Alet og Anne Chriſtophers Datter bør dem ſelv til velfortjent Straf og andre ligeſindede udædiſke Menneſker til Skræk og Afſky af Skarpretteren knibes med gloende Tænger hver førſt udenfor det Huus eller Sted, hvor Mordet er begaaet, ſiden 3de Gange mellem Gjernings Stedet og Retterſtedet og allerſidſt paa Retterſtedet. Dernæſt ſkal deres høire Haand levende afhugges med en Øxe og ſiden Hovedet item med en Øxe, hvorpaa Legemerne af Natmandens Folk ſkal henføres og lægges paa Steile og Hovedet tilligemed Haanden fæſtes paa en Stage ovenover Legemerne; ſaa bør de og have deres Hovedlodder forbrudt til Kongen og Jord, om de nogen er eiende. I Henſeende til Berthe Olsdatter bør Ober-Hof-Rettens Dom ved Magt at ſtande“.

Skulde man ikke vente at finde denne Dom underſkreven af nogle Comancher eller Huroner?

Denne Dom blev af det danſke Concellie indſtillet til kongelig Stadfæſtelſe og approberer af Kongen.

Den ridderlige Heltekonge Carl Johan lod aldrig Kvinder henrette. Den ſindsſvage Kriſtian den Syvende kunde derimod dømme to unge Piger til en langſom og pinefuld Død. Han har formentlig nedſkrevet Befalingen til at lade Dommen fuldbyrde uden naadigſt Formildelſe efter Hr. Struenſes Diktat. Gik der ikke nogen Anelſe gjennem Grev Struenſes Sjæl om at han ſelv inden et Aars Forløb ſkulde dø paa en næſten ligeſaa ſkrækkelig Maade, ſom de to Piger?

Lad os endnu kaſte et ſidſte Blik ind i Fængſlet til de Domfældte, medens Skafottet reiſes paa deres fordums Legeplads, paa den venlige lille Høiſlette, paa hvilken Pigerne maa have plukket ſaamangen Blomſt i deres Barndom, men ſom nu er brændemærket med Navnet „Retterſtedet“. Ja, det var paa dette yndige lille Plateau, hvorom forhen er talt, at Skarpretteren ſkulde paa Anne og Alet udøve ſit foragtede Haandværk.

Vi ville i Tanken beſøge Pigerne i deres Fængſel.

Udtærede af Sjælekval, Dødsangeſt og visſelig ogſaa paa Grund af ſlet Forpleining ſidde de lænkede der i ſin Hule, ventende paa Døden. Bibelen og Pſalmebogen er deres Trøſt, og med ſine ſmukke og kraftige Sangſtemmer ſynge begge Søſtrene jævnlig Bodspſalmer og andre gudelige Kvad. Stedſe hyppigere blive de to Geiſtliges Beſøg med Formaning og Trøſt, med Opmuntring til at gaa Døden kjækt imøde i Troen paa ham, ſom har overvundet Døden. Sjeldnere kommer maaſke den, ifølge Traditionen, temmelig verdsligſindede Wardan, oftere er det Hr. Pharos ſmukke, milde Anſigt, der, lig en Stjerne, lyſer op i Fængſelets Mørke.

Hvordan Forpleiningen har vceret, kan ſluttes deraf, at der betaltes 4 danſke Skilling daglig for Koſten til hver af Arreſtantinderne, og at alle de tre Pigers Forpleining i et halvt Aar fra 1ſte Juli til 31te December 1770 kun koſtede 23 Rigsdaler. „Varetægten“ i ſamme Tid for disſe tre Forbryderſker a 24 Skilling ugentlig beløb sig til 19 Rigsdaler 68 ⁴/₇ Skilling.

Det ſtaar nu kun tilbage at fortælle om Henrettelſen. Læſeren kunde maaſke mene, at han burde have været forſkaanet for en Beſkrivelſe af dette afſkyelige Optrin. Vel, ſaa er det rigtigſt, at han ikke læſer længere. Saadanne Blodſcener maa dog have noget Tiltrækkende ved ſig, ſiden Tuſinder, og det ikke blot Pøbel, men dannede Menneſker, ſelv Damer, reiſe lange Veie for at være Øienvidner til dem. Der er i os noget af Tigerens Natur.