Anne og Alet/Historien

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
B. O. Sørensens Forlag (s. 1-28).

Naar man fra Arendal drager op ad Nidelven, kommer man i henved en Mils Afſtand fra denne By til den førſte Fos, der, uagtet den ved meget lav Vandſtand bliver til en Strøm, ſom kan pasſeres med Baade, dog i Regelen ſætter en Grændſe for Farten paa den ſmukke Flod. Ved den nordøſtlige eller høire Side af denne Cataract, hvis hvide Skumhvirvler give den fremmede Touriſt en liden Paamindelſe om, at han nu befinder ſig i „Fosſenes Land“, ligger „Helle“, en Art Landsby med et Par hundrede Indvaanere, omtrent 2000 Skridt fra Øieſtads Kirke og Præſtegaard. Stedet har en venlig Beliggenhed. Der er udbredt en vis Ynde over Egnen; det er en Natur en miniature, ſom omgiver dig, og du tænker maaſke, at det kunde være ſødt at leve mellem ſaadanne Omgivelſer.

Paa dette Sted boede i forrige Aarhundrede et Par Ægtefolk ved Navn Kriſtofer Fredrikſen og Marthe Andersdatter. Manden, der eiede et Stykke matriculeret Jord, var Skibstømmermand og nød, ligeſom ſin Huſtru, en vis Grad af medborgerlig Tillid og Agtelſe. Det var Folk i temmelig ſmaa Kaar. Deres Rigdom beſtod i deres mange Børn. De havde paa den Tid, da de Begivenheder indtraf, ſom nu ſkulle fortælles, idetmindſte en Søn og en hel Række af Døttre, iblandt hvilke Anne og Alet, Hovedperſonerne i denne Fortælling.

Anne og Alet have ved ſine Ugjerninger og ſin tragiſke Død erholdt en ſørgelig Navnkundighed. De to Søſtre vil ſtedſe mindes med Gru og Vemod i den Egn, hvor de fødtes, levede og tilſidſt blødede paa Skafottet. Du vækker triſte Erindringer, naar du nævner disſe to Navne i Forbindelſe. Selv den Plet, ſom drak deres unge Blod, er bleven en Gjenſtand for Overtroens Frygt, der hviſker om Gjenfærd, om ſortklædte Piger, ſom viſe ſig der med det blodige Hoved under Armen i Aandernes Time.

Anne og Alet høre til de mørke Skikkelſer, ikke blot fordi man føler en Gyſen hver Gang de optræde, men ogſaa fordi der i deres hele Natur og Handlemaade er ſaameget Hemmelighedsfuldt.

Traditionen har kaſtet paa de to Søſtre et romantiſk Skjær, ſom nærværende lille Arbeide kommer til at berøve dem. Det var ikke Hjertets ædleſte Lidenſkab, der bragte Pigerne til at betræde Laſtens Bane. Dette vil ſees af efterfølgende fra de paalideligſte Kilder hentede, med Sandhed og Virkelighed overensſtemmende Beretning om de Ulykkeliges Forbrydelſer og deres ſidſte Timer.

Alet fødtes i 1739, formodentlig i September, og Anne i 1746, rimeligvis i Marts, paa Helle. At de i de nævnte Maaneder have ſeet Lyſet kan ſluttes af deres Daabsdage, den 20de September og den 8de April. Var der ved deres Fødſel Noget, ſom varſlede kommende Ulykker? Anede Præſten, da han overøſte de ſmukke Pigehoveder med Daabens Vand, at de engang ſkulde falde under Bøddelens Øxe?

De to Søſtre fik ſin førſte Opdragelſe i ſine Forældres Hus, forſaavidt der paa den Tid kunde være Tale om Opdragelſe. Riſet var dengang det ſtore Univerſalmiddel til at bibringe de ulykkelige Børn baade Dyder og Kundſkaber. Forældrene vare ofte mere eller mindre ſine Børns Bødler, og Planterne i Louiſiana og Arkanſas behandlede visſelig overhovedet ſine Negerſlaver bedre, end Børnene behandledes i forrige Aarhundrede. Ogſaa Skolelærerne gjorde en meget hyppig Brug af disſe Pedanteriets ſørgelige Redſkaber,[1] ſom Martial temmelig ſpydig kalder „sceptra pædagogorum“. Der kunde fortælles oprørende Ting baade om den raffinerede Gruſomhed og den afſkyelige Raahed, hvormed man i de Dage ſtraffede for de ubetydeligſte Forſeelſer denne ſvage Barndom, denne uſkyldige Ungdom, der dog, i Regelen, ikke fordrer noget uden Omhu, Skaanſel og Agtelſe, og aldeles ikke ſkulde behandles lig Dyrene, ſom man vil tæmme, eller underkastes den haardeſte og meſt vanærende Tugtelſe. Desværre gives der endnu i vor Tid Folk, ſom ere naive nok til at tro, at Dyden lader ſig indpiſke, og ſom derfor anbefale den barbariſke Brug af Riſet. Der er endnu nok igjen af den lede Raahed til, at der ikke ſkulde findes Fædre og Mødre, ſom kun vide at true ſine Børn med den raaeſte af alle Straffemaader.

Vi vide Intet om den Maade, hvorpaa Anne og Alet ere blevne opdragne, men de har dog neppe havt tyranniſke Forældre. Flere ſmaa Omſtændigheder tyde hen paa, at baade Faderen og Moderen har havt et varmt Hjerte for ſine Børn, og at Børnene ogſaa have næret kjærlige Følelſer for Forældrene. Dyden er hos de to Piger neppe bleven udpiſket. Søſtrene kom imidlertid, idetmindſte den ene, til at forlade ſine Forældres Hus længe, førend Barndomstiden var udrunden.

Alet blev om Høſten 1755 konfirmerer i Øieſtad Sogns ældgamle Kirke og var en, efter den Tids Fordringer, vel oplyſt Konfirmantinde. Enten ſamme Aar eller, hvad der er ſandsynligere, allerede i Aaret 1748 (Sagen er dunkel og uvis) kom hun i Huſet til en paa hendes Fødeſted boende Mand Alf Aanonſen, ſom var gift med en Kone ved Navn Karen Johnsdatter, der, da hun engang under de ſenere Forhør kaldes Alets „Faſter“, maa have været hendes Faders Halvſøſter. Disſe Ægtefolk vare børnløſe; de havde derfor antaget Alet ſom ſin Datter og beſtemt, at hun ſkulde vare deres Arving. Alf var af et mildt Gemyt, og det kan ikke betvivles, at begge Pleieforældrene have kaſtet ſin Kjærlighed paa det ſmukke Barn. Alet er ſikkerlig ikke bleven fordervet ved overdreven Strenghed, men den unge Pige maa dog have været udſat for demoraliſerende Indflydelſer, for ſørgelige Paavirkninger, der have bidraget til at udvikle den faſt utrolige Letſindighed og Hjerteløshed, ſom ſynes at have været Grundtræk i hendes Karakter.

Alet forblev i Alfs Hus, indtil hun havde fyldt ſit 25de Aar og ſynes at have viſt ſig ſom en flink og ſkikkelig Pige, der i fuldt Maal nød ſine Omgivelſernes Yndeſt og Agtelſe. Det Onde var endnu ikke kommet til Udbrud hos hende; det voxede ſtille i Dybet af hendes Hjerte ligeſom Urverdenens uhyre Krybdyr.

Imidlertid var ogſaa Anne kommen bort fra ſine Forældres Hus. Allerede i Aaret 1757 var hun i en Alder af kun 11 Aar bleven ſat i Tjeneſte hos en Mand paa Gaarden Thingstvedt, og det maa vel anſees ſom et Bevis paa hendes Forældres trange Kaar, at de kunde ſende ſin yngſte Datter fra ſig i ſaa ung en Alder. Anne har ikke vandret paa Roſer i ſin Barndom. Tyendets Lod er ikke misundelſesværdig og var det endnu mindre i forrige Aarhundrede. Den ſamme tyranniſke Raahed, for hvilken Børnene vare udſatte baade i Hjemmet og i Skolen, kom ogſaa tilſyne i Forholdet mellem Husbonder og Tjenere og det i en ligeſaa modbydelig Skikkelſe. Tjenerne behandledes ofte ikke ſtort bedre end Heloter. Hustugten florerede, og ſelv voxne Piger kunde blive tugtede paa den brutaleſte Maade, hvis de vare ſaa uheldige at ſlaa en Tallerken iſtykker. Læſeren vilde ræddes, hvis Forfatteren fortalte ham de Gruſomheder, ſom ſelv i en Tid, der ikke ligger ſaa langt tilbage, ere blevne udøvede mod Tyendet i hans Fødeegn, og det af „Damer“ og i ariſtokratiſke Huse.

Den barbariſke Skik at prygle Børn og Tjenere har alene kunnet indføres og vedligeholde ſig hos et Folk, der, ſom vort, har været vant til at udøve de haardeſte Tugtelſer paa ſine Slaver. Hvo ſkulde ikke ynkes, naar han tænker paa Trællenes Kaar hos vore raa Forfædre?

Det er ikke bekjendt, om Anne kom i en mild eller i en ſtreng Tjeneſte. Stedet, hvor hun tjente, laa dog kun i et Bøsſeſkuds Afſtand fra hendes Forældres Hus, naar man ved Bøsſeſkud tænker paa en Minièrifles eller et Chasſepotgeværs Skudvidde, og hun har vel ſaaledes oftere kunnet beſøge ſine Forældre og Sødſkende. Hun forblev i hele 5 Aar i ſin Tjeneſte, et Bevis paa at hendes Herſkab har været tilfreds med hende. Om Høſten 1761 kom hun endelig tilbage til ſine Forældre, da hun i den kommende Vinter ſkulde forberedes til Konfirmation.

Anne blev konfirmeret i Øieſtads Kirke om Vaaren 1762. Om hendes Kundſkab i vor guddommelige Religions Sandheder ſavnes al Oplyſning. Rimeligvis har hun ſtaaet paa ſamme Trin som Alet. Disſe Piger tilhørte en Familie, der var vel udſtyret baade i aandelig og legemlig Henſeende.

Strax efter at have bekræftet ſin Pagt med Gud maatte Anne atter drage ud for at tjene for ſit Brød. Denne Gang var det en 73 Aar gammel Enke ved Navn Guri Hansdatter, hos hvem hun kom i Tjeneſte. Denne Kone boede paa Villumſtad paa den ſkjønne Hisø, omtrent ¾ Mil fra Helle. Her indtraf den Ulykke, at Enkens Hus ødelagdes ved Ildsvaade i Juni 1762, og Guri blev nu med ſin unge Tjeneſtepige nødt til at tage ſin Tilflugt til ſin Naboerſke Gumborg Nielsdatter, der var gift med en Sømand Daniel Geruldſen, ſom da var fraværende paa en Søreiſe. Denne brave Sømands Kone aabnede da ogſaa med Velvilje ſit Hus for de Brandlidte.

Anne var meget misfornøiet i ſin nye Tjeneſte paa Hisøen. Hun plagedes af Længſel efter ſit Barndomshjem ved Hellefosſen; hun vilde bort fra Hisøen, hun kunde ikke trives i dette Arkadien. Hun tænkte maaſke ofte paa en liden grøn Høiſlette under et Fjeld, der var beliggende nogle hundrede Skridt fra hendes Forældres Hus; hun følte ſig maaſke dragen af en forunderlig Magt tilbage til dette yndige lille Plateau, hvor hun og Alet ſaa ofte havde plukket Blomſter eller leget ſammen med Børnene fra Nabolaget.

Vare de to Søſtre aldrig blevne overfaldne af en uforklarlig Angſt, havde en mørk Anelſe aldrig grebet dem paa dette Sted midt under deres Lege?

Anne følte paa Hisøen alle Længſelens Kvaler. Hun gik omkring med Taarer i ſine blaa Øine. Der gives Menneſker, ſom føle Hjemve i en Mils Afſtand fra det Sted, hvor de ere fødte og opvoxede, ſom kun befinde ſig vel der, hvor de vare lykſalige ſom Børn.

Denne Hjemve ſkulde blive Annes Ulykke

Da hun nemlig en Dag, kort efter den omtalte Ildebrand, befandt ſig udenfor det Hus, i hvilket den Enke, hos hvem hun tjente, havde fundet et midlertidigt Tilflugtsſted, og den unge Pige, ſom ſædvanligt, havde Taarer i Øinene, ſaa hun en hemmelighedsfuld Skikkelſe komme ſig imøde. Det var et gammelt Kvindemenneſke af et modbydeligt Udſeende og med ſvenſk eller ialfald øſtlandſk Udtale. Saa tænker Maleren ſig Troldkvinden i Endor eller Hexene, ſom ved ſin ſmigrende Spaadom gjorde Macbeth til en Kongemorder.

Den ubekjendte Fremmede kom hen til Anne og ſpurgte hende om Grunden til den Sorg, ſom hun ikke mægtede at ſkjule. Anne fortalte hende nu om ſin Længſel efter Hjemmet og ſin Utilfredshed med ſin Tjeneſte. Landsſtrygerſken udſpurgte hende om de nærmere Omſtændigheder og tilhviſkede hende tilſidſt et Ord, ſom burde have bragt Blodet til at isne af Rædſel i den unge Piges Aarer. Dette Ord var

Mord!

Anne fik det Raad, at hun ſkulde dræbe ſin Madmoder med Gift. Den afſkyelige Kvinde underrettede Pigebarnet om, at der paa Arendals Apothek fandtes Noget, der kaldtes „Fluekrudt“, et Slags dræbende Pulver, af hvilket hun kun behøvede at kjøbe for 2 Skilling og indgive Enken en liden Del deraf, ſaa vilde Døden paafølge langſomt maaſke, men ſikkert, ſikkert! Offeret, ſom havde faaet Giften, vilde være redningsløſt fortabt!

Anne havde vel endnu ikke ganſke glemt ſit Konfirmationsløfte. Hun vidſte, at Mord er en af de ſtørſte Synder, og hun erklærede gjentagne Gange, at hun ikke vilde gjøre ſig ſkyldig i en ſaadan Synd. Men den hemmelighedsfulde Forførerſke vedblev at trænge ind paa hende, erklærede, at Gud altid vilde tilgive hende en ſaadan Gjerning, da hun kun var et Barn, og tilføiede: „der er jo heller ingen ſynderlig Skade deri.“ Endnu gav Anne ikke tabt ligeoverfor Utyſket; hun forſikrede paany, at hun ikke var iſtand til at udøve en ſaadan Udaad, men at Lyſten til det Onde alt var antændt i hendes unge Hjerte ved den Fremmedes Ord ſees af det Spørgsmaal, ſom hun har fortalt, at hun gjorde den Ubekjendte, om nemlig Nogen virkelig kunde dø af en ſaadan Doſis? „Dø de ikke ſtrax, ſaa vil de dog komme til at dø efter nogen Tids Forløb,“ ſvarede Landſtrygerſken.

Den ſataniſke Kvinde vedblev ſaaledes at opmuntre Anne til at myrde Guri, og da Pigen atter og atter erklærede, at hun hverken vilde kjøbe Fluegift eller benytte den mod Enken, fremtog Forførerſken et mørkegraat Pulver af et Stykke Papir og viſte hende det dødbringende Middel. „Dette har jeg ſelv kjøbt idag til min egen Brug“, ſagde den Fremmede, „men jeg ſkal dele med dig og give dig en liden Portion. Naar din Madmoder en Dag er noget upasſelig, ſkal du ſe til at blande Noget af dette i hendes Spiſe; der behøves ikke ſaameget for at dræbe hende.“ Dermed leverede hun Anne Giften og vandrede bort for ikke mere at optræde paa Scenen. Den gaadefulde Ubekjendte var forſvunden for ſtedſe.

Anne modtog og beholdt Hexens ſørgelige Gave.

Dette er den Bekjendelſe, ſom den ulykkelige Pige med Døden for Øinene har aflagt for Øvrigheden. Hvor utrolig denne Fortælling klinger, er der dog liden eller ingen Grund til at betvivle dens Overensſtemmelſe med Sandheden. Eller vilde det ikke lyde endnu utroligere, at dette nylig konfirmerede Pigebarn ſkulde have handlet af egen Drift, ſkulde være gaaen til Apotheket for at kjøbe en Gift, hvis Navn endogſaa maa antages at have været hende ubekjendt, i den Henſigt dermed at ſende ſMadmoder i Døden?

Hvem var denne hemmelighedsfulde Skikkelſe? Vi ſtaa her foran en uopløſelig Gaade. Man har aldrig faaet Noget at vide, ſom kunde lede Efterſøgelſen paa et Spor. Kun ſaameget kan der vel ſiges, at det maa have varet et af de Uhyrer, ſom Helvede undertiden udſpyer, et af de Væſener, om hvilke det med fuld Sandhed kan ſiges, at „Satan er faret i dem“. Maaſke var den Gamle et Medlem af et omflakkende Taterfølge. Men Gisninger bringe ikke Lys i Sagen.

Den fremmede Landſtrygerſke havde med ſine Ords aqua toffana forgiftet Annes Sjæl. Der var i den unge Piges Hjerte nedlagt et Frø, af hvilket et Upastræ ſkulde opvoxe.

Anne gjemte i nogle Dage det afſkyelige Pulver. Snart ſkulde hun faa Anledning til at bruge det efter ſin Lærerindes Anvisning; thi Mandagen den 28de Juni 1762 indgav hun virkelig Enken, der den Dag følte ſig upasſelig, Giften i en Portion Øllebrød. Den ſamme Pige, ſom visſelig faa Uger iforveien vilde have viſt Tanken om et Mord tilbage med Afſky, var nu bleven en Morderſke!

Ogſaa det, ſom Menneſket afſkyer, kan det gjøre. Derfor vogte man ſig!

Enken Guri maatte gaa tilſengs Dagen efterat hun havde faaet Giften, og vedblev at være ſyg med Opkaſtelſe og Convulſioner, indtil hun den 2den Juli afgik ved Døden. Iøvrigt fattede Ingen Mistanke om Forgiftelſe, uagtet den Kone, i hvis Hus Enken logerede, undrede ſig over flere Omſtændigheder, ſom maatte kunne ſynes mistænkelige. Anne vilde ſaaledes ikke nyde noget af den Mad, hvoraf den Afdøde havde ſpiſt, og et Kreatur paa Gaarden blev ſygt og kreperede. Maaſke har Morderſken ogſaa paa det villet prøve Giftens Virkning.

Man begynder nu i det Fjerne at ſkimte Skafottet.

Den unge, næſten barnlige Giftblanderſke kom i Auguſt ſamme Aar hjem til ſine Forældre, men der hviler et Mørke over hendes ſenere Liv. Hun ſynes vexelvis at have været hjemme hos ſine Forældre og borte i Tjeneſte. Saaledes var hun om Sommeren 1763 i Tjeneſte hos en af ſin Faders Naboer paa Helle. Den ſkrækkelige Hemmelighed, ſom hun bar indſluttet i ſin Barm, havde hun imidlertid aabenbaret for en over al Maade aabenmundet, enfoldig og umoralſk Kuſine Berthe Olsdatter, der opholdt ſig paa Helle, ligeſom hun ogſaa kort efter fortalte Alet Giftmordet paa Enken paa Hisøen. Men Anne maatte her gjøre den Erfaring, at Berthe ikke kunde bevare en Hemmelighed; thi hun fandt Alet underrettet om Alt iforveien af Berthe, der ikke engang i en Sag, der gjaldt Liv eller Død, havde været iſtand til, at tie. Anne havde ſaaledes alt to Medvidere; men det er en pſychologiſk Mærkelighed ved hende, at hun ikke brød ſig ſtort om at ſkjule ſine Misgjerninger. Denne ſamme Eiendommelighed fremtræder, ſom vi ſkulle ſe, endnu ſtærkere hos Alet, der indviede idetmindſte 12 Perſoner i ſine ſørgelige Myſterier.

Pigen Berthe Olsdatter, der ſpiller en ikke ubetydelig Rolle i dette frygtelige Drama, var født 1741 og altſaa paa den Tid 22 Aar gammel.

Baade Berthe og Alet har ſiden for Retten nævnet Anne ſom den, der havde oplyſt dem om Fluekrudtets dragende Virkninger; men det var dog maaſke egentlig kun Berthe, ſom Anne, efter ſin Hjemkomſt fra Hisøen, underviſte i Brugen af den ovennævnte Gift, og Berthe blev da igjen Alets førſte Lærerinde. Forøvrigt kan det ikke udfindes, naar disſe Samtaler mellem Pigerne har fundet Sted.

Medens nu Anne tjente hos ſin Faders Nabo, hvis Navn var Geruld Aslakſen, og Alet levede hos ſin Pleiefader, indtraf et Dødsfald i Søſtrenes Foreldres Hus, over hvilket der hviler et uhyggeligt Mørke. I dette Hus boede nemlig en nogle og 80 Aar gammel Pige Anne Paulsdatter, om hvem der forøvrigt Intet vides. Det har ſandsynligvis været en Slægtning af Pigernes Fader eller Moder, neppe en Fremmed, ſom havde Tilhold i Huſet. Dette Fruentimmer døde den 15de Juli 1763, og det ſynes, ſom hendes Død har været ledſaget af Omſtændigheder, ſom nu ikke længere kjendes, men ſom har fremkaldt en uklar, ubeſtemt, ſvag Mistanke, der dog ſnart forſvandt uden at hefte ſig ved Nogen. Er dette Menneſke dræbt ved Gift? Hvis en ſaadan Forbrydelſe er begaaet, er det da Anne eller Alet, ſom er Morderſken? Og hvilke har da været Motiverne? Dette ved kun Han, der ved Alting, og det vil førſt blive aabenbaret paa den Dag, da det, der var ſkjult i Mørket, ſkal bringes for Lyſet. Forfatteren er tilbøielig til at tro, at en Forbrydelſe her er begaaet, at Anne har været den egentlige Morderſke, og at Alet har været hendes Medviderſke og Medſkyldige. Anne havde jo allerede et helt Aar iforveien betraadt Laſtens Bane, og, ſom det franſke Ordſprog lyder,

ce n’est que le pemier pas qui coûte.

I Aaret 1765 eller maaſke alt om Høſten 1764 havde imidlertid Alet forladt ſine Pleieforældre og taget Tjeneſte paa et andet Sted i Bygden. Hun fandt nemlig, at hun ikke fik tilſtrækkelig Løn i Alfs Hus eller blev ſaaledes paaſkjønnet der, ſom hun fortjente. I nogle Aar tjente hun da hos forſkjellige Familier i Omegnen, og var i 1767 kommen i Tjeneſte hos en gammel Enke Gunild Karlsdatter, der boede paa „Vædingpladſen“, omtrent ⅛ Mil fra Helle. Denne Kone behandlede Alet med Godhed og Velvilje. Hvor Anne paa den Tid opholdt ſig, kan ikke afgjøres med Vished, men hun ſynes dog, ialfald i den ſidſte Del af Aaret, at have boet i ſine Forældres Hus.

Alet, ſom af ſin Søſter og Kuſine havde modtaget Undervisning i Giftblanderiet, ſom maaſke var Annes Medſkyldige i den forhen omtalte gamle Piges Død, og ſom i ethvert Tilfælde maa være bleven aldeles døv for Samvittighedens Stemme, beſluttede paa den Tid at prøve Fluegiftens dræbende Virkninger paa ſin godmodige og velvillige Madmoder. Vi ſtaa her ligeoverfor en ny Gaade. Hvorfor beſluttede Alet at dræbe den gamle Enke? Hun vandt Intet ved Mordet, hun har udtalt ſig roſende om den Myrdedes gode Egenſkaber og har ikke været iſtand til at angive nogen Bevæggrund til Forbrydelſen. Hun har endogſaa erklæret, at hun ikke havde nogen Henſigt med ſin Ugjerning. Og dog har vel neppe nogen Forbryder begaaet et vel overlagt og udtænkt Mord uden Motiver. Antages det, at Alet var uſkyldig i Anne Paulsdatters Død, var det desuden hendes førſte Skridt paa Forbrydelſens Bane, og det er jo det førſte Skridt, ſom koſter. Mordet kan ikke være udført i et Anfald af Vanvid,[2] da Planen dertil var lagt og Forberedelſerne trufne iforveien. Man betragte Sagen fra hvilken Side man vil, overalt ſtøder man paa Ubegribeligheder, paa et Mørke, i hvilket det er forgjæves at ville bringe Lys.

Omtrent i November 1767 kom Alets Plan til Udførelſe. Hun havde talt med ſin Søſter Anne om at ſkaffe ſig Fluegift og maaſke ogſaa ſagt hende ſin Henſigt dermed, hvilket dog Anne benægter, idet hun fortæller, at hun vel havde ſpurgt Alet om hvortil Giften ſkulde anvendes, men at Alet dertil kun havde leet. Det afſkyelige Pulver vil Anne gjennem en gammel Pige ved Navn Anne Jansdatter, ſom da opholdt ſig i hendes Forældres Hus, have forſkaffet ſig fra et Apothek i Arendal. Det er dog tvivlſomt, om Anne Jansdatters Hjælp virkelig er bleven benyttet. Anne fortæller videre, at hun gjemte Pulveret i en gammel Forældrene tilhørende Thekande. Snart ſkulde det komme i den forbryderſke Søſters Hænder.

En Aften i den ſidſtnævnte Maaned kom en liden, 7—8 Aar gammel Dreng til Kristofer Frederikſens Hus. Gutten var af Enken Gunild bleven afſendt til Alets Moder for at kjøbe Tobak. Alet havde dog ogſaa bedet Barnet, hvis Navn var Ole Erikſen, om at medtage et Stykke Linned til hende fra hendes Moder. Efter at have modtaget begge Dele, begav Gutten ſig paa Tilbageveien, men Anne fulgte efter ham, tog det omtalte Klædeſtykke fra ham, indlagde deri et Papir med Fluegift og bad ham ſige Alet, „at hun i dette Papir vilde finde hvad hun ønſkede“ eller noget lignende. Dette ſkede udenfor hendes Faders Hus. Alet, ſom uden Tvivl ventede paa denne Tilſendelſe fra ſin Søſter, kom da ogſaa Drengen imøde ude paa Marken, førend han naaede Enkens Bolig, og modtog der hvad der var beſtemt til hende.

Omtrent 14 Dage, efterat Giften var kommen i Alets Hænder, afgik hendes Madmoder ved Døden efter flere Dages Lidelſer. Symptomerne under Sygdommen tydede viſtnok paa Forgiftelſe, men ſynes ikke at være blevne ſynderlig paaagtede, og Nogen Mistanke er neppe falden paa den Skyldige.

Hvor Alet nu tog Tjeneſte, eller hvor hun opholdt ſig i Aaret 1768, er ubekjendt. Det kan heller ikke udfindes, hvor Anne var i dette Tidsrum. Kun dette fremgaar af Annes ſenere Tilſtaaelſer, at hun i Slutningen af 1768 befandt ſig hjemme i ſine Forældres Hus.

Læſeren vil have ſeet, at en gammel Pige ved Navn Anne Jansdatter paa den Tid opholdt ſig i Kriſtofer Frederikſens Hus. Denne Kvinde afgik ved Døden ved Juletider 1768 uden at det dog nu er muligt at opgive hendes Alder eller Dødsdag. Man ved heller ikke, om hun hørte til Kriſtofer Frederikſens Familie; hun er en aldeles ubekjendt Perſon, og ligeſom hendes Liv, ſaaledes er ogſaa hendes Død en Gaade. Vi ſtaa her ligeoverfor en ny hemmelighed. Ligeſom ved Anne Paulsdatters Hedengang i 1763, ſaaledes ſynes ogſaa ved dette Dødsfald Noget at være indtruffet, ſom vakte Formodning om, at Alt ikke var tilgaaet, ſom det ſkulde. Er ogſaa dette Fruentimmer taget as Dage ved Gift? Hvo har i dette Tilfælde været Morderſken, Anne eller Alet? Og hvilke vare Motiverne til denne nye Forbrydelſe? Lutter Spørgsmaale, paa hvilke der nu ikke længere kan gives noget Svar.

Det er maaſke endnu ſandſynligere, at Anne Jansdatter er bleven myrdet end Anne Paulsdatter. Hvis den førſtnævnte virkelig har ladet ſig bruge til at kjøbe Fluekrudt for Anne, ſaa kan Søſtrene have ryddet hende af Veien, for at blive en Perſon kvit, der kunde blive et farligt Vidne, og da falder Mistanken hovedſagelig paa Anne, der paa den Tid var hjemme og levede med den Gamle under ſamme Tag, medens Alet endnu tjente eller opholdt ſig ude i Bygden. Et ſaadant Motiv bliver alligevel lidet ſandſynligt, naar man lægger Mærke til Søſtrenes faſt ubegribelige Uforſigtighed og Ligegyldighed for at ſkjule ſine Forbrydelſer.

Blandt dem, der ved denne Leilighed havde en Anelſe om noget Ondt, en dunkel Mistanke om Mord, var ogſaa flere af Pigernes nærmeſte Frænder. Man hviſkede hinanden mistænkelige Ting i Ørene. Men videre kom det ikke.

Det var i 1769, at Maſken ſkulde falde af de to Giftblanderſker. Vi finde Anne i dette Aar i Tjeneſte hos en Mand i Arendal ved Navn Morten Mauritzen. Alet tjente fremdeles ude i Bygden, men i April vendte hun tilbage til ſine Pleieforældre. Den Kone, der havde opdraget hende „næſten fra hendes Moders Bryſter“, kunde ikke længere udholde Savnet af ſin elſkværdige Adoptivdatter. Hun vilde ikke mere ſkilles fra Slangen, ſom hun havde næret ved ſin Barm. Alet gik nu i ſit tredivte Aar og var, uagtet ſit fordelagtige Ydre, endnu ikke forlovet. Hun havde nu faaet nok af Cølibatets Behageligheder og havde ſat ſig i Hovedet, at, hvis hendes Pleiemoder døde, vilde Enkemanden ſikkert gifte ſig med hende, og Alf var en mild og ſagtmodig Mand, ſom var god at leve med. Alet beſluttede da at rydde Konen af Veien med Fluekrudt. Berthe, hendes Kuſine og fortrolige Veninde, blev anmodet om at kjøbe hende for et Par Skilling af denne Gift paa Arendals Apothek, og det er udenfor al Tvivl, at Alet ogſaa fortalte Berthe, hvilken Brug hun agtede at gjøre af det dræbende Pulver. Berthe kjøbte da Giften, og et ungt Menneſke paa Apotheket advarede hende for dens Farlighed. Alet modtog det dødbringende Middel og tøvede nu ikke længere med at bringe ſin Mordplan i Udførelſe.

To Dage, efterat Alet havde modtaget Fluekrudtet, ſkulde hendes Pleiemoder bage Brød og erholdt af en Nabokone Inger Clemmetsdatter Tilladelſe at benytte hendes Bagerovn. Under Bagningen følte Alfs Huſtru ſig mindre vel, og Enken Inger gav hende noget Brændevin. Da Brødet var bagt, og Alet havde hjulpet ſin Pleiemoder med at bære det hjem, bad denne ſin Adoptivdatter om at ſkjære hende et Stykke af det varme, nybagte Brød og lægge Smør paa det. Alet opfyldte hendes Forlangende, men benyttede Leiligheden til at nedlægge i Brødet en Portion af Fluegiften under Smørret, og den til Døden Indviede ſpiſte det ſaaledes præparerede Smørrebrød uden Mistanke. Endnu ſamme Eftermiddag blev Konen ſyg og maatte gaa tilſengs, men mente alligevel, idetmindſte i Begyndelſen, at det nydte Brændevin var Aarſag i hendes Lidelſer. Sygdommen med alle Mærker paa Forgiftelſe tiltog imidlertid, og den niende Dag derefter afgik den Lidende ved Døden. Den ſkrækkelige Alet havde i disſe Dage pleiet hende med megen Omhu og modtaget den Døendes Velſignelſe!

Det varede dog ikke mere end omtrent 14 Dage efter Karen Jonsdatters Død, førend det Rygte begyndte at udbrede ſig i Nabolaget og Omegnen, at et Giftmord havde fundet Sted, at det var Alet, ſom var Forbryterſken, og at Alf Aanonſen maaſke kunde være hendes Medſkyldige. Alet havde nemlig tidligere ladet ſig forlyde med, at Forholdet mellem Ægtefolkene ikke altid var det bedſte. At Alf, da Rygtet ogſaa blev ham forebragt, tog Alet i Forſvar, tjente vel ogſaa til at forøge Mistanken. Denne viſte ſig dog ſenere at være ugrundet, og da Alf ſenere kom til Vished om Alets Brøde, anmeldte han ſelv Sagen for Øvrigheden og androg om, at Pigen maatte blive arreſteret. Som Følge heraf fængſledes Alet Mandagen den 7de Auguſt 1769 og henſattes i Arreſthuſet paa Hougerød, efter et af Fogden ſamme Dag afholdt preliminairt Forhør. Dette fortſattes den 14de Auguſt, og de af Alet ved denne Leilighed gjorte Tilſtaaelſer bevirkede uden Tvivl, at hendes Kuſine Berthe kort efter kom til at gjøre hende Selſkab i Fængſlet.

Mistanken mod Anne ſees ogſaa at være vaagnet hos Naboerne og Andre eller, rettere ſagt, at have faaet ny Styrke, da Alet var bleven arreſteret. En paa Helle boende Enke ved Navn Sigrid Bentsdatter kom ſaaledes tilfældigvis i et Ærinde til Arendal Dagen efterat Alet var ſat faſt, og blev ſtrax omringet af en Mængde Perſoner af Almuklasſen, der udſpurgte hende i Anledning af Alets Fængſling og hvad dermed ſtod i Forbindelſe. Da Sigrid nu fik ſe Anne paa Bryggen, roede hun hen til Morten Mauritzens Hus, fortalte hende hvad der var ſkeet, og raadede hende til ufortøvet at tage Flugten, hvis hun havde Noget paa ſin Samvittighed. Sigrid underrettede Anne om den Mistanke, der hvilede paa hende, og at det var Folks Mening, at ogſaa hun ſnart vilde blive arreſteret. Men Anne hørte med tilſyneladende Rolighed paa de indtrængende Foreſtillinger og rørende Ord, hvormed Enken i denne Samtale, der førtes i Enrum, ſøgte at bringe hende til Eftertanke. Den brødefulde Pige erklærede ſig uſkyldig, mente ialfald, at Ingen kunde overbeviſe hende om nogen Forbrydelſe, talte om ſin tilbageſtaaende Løn, ſom vilde gaa tabt, hvis hun flygtede, og ſagde, at hun i ethvert Fald førſt vilde tale med ſine Forældre. Sigrid bad hende da om at vogte ſig vel for Lensmanden, der ſikkert vilde gribe hende, hvis hun kom forbi hans Hus, og raadede hende til at gaa, ſaavidt muligt, ad ſaadanne Omveie, at Ingen ſaa hende.

Denne Samtale fandt Sted om Formiddagen den 8de Auguſt, og ſildig om Aftenen ſamme Dag kom Anne til ſine Foreldres Bolig paa Helle, hvor hun forblev Natten over. Veien fra Arendal til Helle havde hun vandret paa ſin Fod uden at blive tagen af Lensmanden. Forældrene vare alt gaaede tilſengs ved Datterens Ankomſt, men efter at have vexlet nogle Ord med Moderen begav Anne ſig, ledſaget af ſin Søſter Inger, hen til det Hus, hvori den ſørgelige Medhjælperſke Berthe boede. Udenfor dette Hus talte da Anne i ſin Søſters Nærværelſe med Berthe, uagtet Berthes Søſter Anne Olsdatter ſtod i et aabent Vindve og kunde høre alle Ord, der udvexledes mellem de Talende. Anne bad Berthe tie med hvad hun vidſte og ſagde blandt andet: „Min kjære Berthe, kan du nu frelſe mig, ſaa gjør det!“ Den aabenmundede Kuſine fik ogſaa Bebreidelſer, fordi hun ſkulde have ſagt, at Anne var Medviderſke i Karen Jonsdatters Død, en Beſkyldning, ſom Berthe tilbageviſte. Videre er ikke bekjendt om denne natlige Samtales Indhold.

Det maa vel anſees ſom ſikkert, at Anne den følgende Morgen vendte tilbage til ſin Tjeneſte i Arendal, ſkjønt der ikke kan udſiges noget derom med abſolut Vished. Formodentlig har hun efter ſit Beſøg i Hjemmet følt ſig nogenlunde beroliget og opgivet al Tanke om en Flugt, der vel heller ikke vilde have været ſaa let at iværkſætte for den blodfattige Tjeneſtepige.

Anne forblev da i ſin Teneſte, men at Angſt og Uro martrede hende, viſer et Beſøg, ſom hun en Aften i Begyndelſen af September gjorde ved Arreſthuſet paa Hougerød, hvor nu ogſaa Berthe ſad fængſlet, for at tale med ſin Kuſine gjennem den Vindusrude, der lod en Smule Lys falde ind til de Arreſterede. Ved denne Leilighed lovede Anne Berthe et Lærreds-Tørklæde og 1 Mark i Penge for at bevare Tausheden. Bevogtningen paa dette Arreſthus maa ikke have været ſynderlig ſtreng og de Fengſlede ſynes ikke at have været afſkaarne fra al Omgang med Udenverdenen; thi flere Individer tilhørende Slægt og Venner fik ved denne ſamme Vindusrude Anledning til at tale med Delinqventinderne.


  1. ferulæ tristes. Mart. I. 10 epigr. 62.
  2. „Il y a des moments d’un éspèce de délire ou l’on ne pent juger les hommes pas leurs actions“.
    Rousseau.