Anne og Alet/Henrettelsen
Tæppet gaar op for Sørgespillets sidste blodige Act.
Det var Fredagen den 24de Mai 1771, at Anne og Alet maatte dø paa Skafottet. I Mexico har man en „Bedrøvelsens Nat“; i Øiestad Sogn burde den 24de Mai hedde Bedrøvelsens Dag; thi et forfærdeligere Sørgespil er visselig aldrig bleven opført i denne Egn, og aldrig er der vel heller paa nogen anden Dag bleven udgydt saamange Taarer.
Veiret var smukt. Tidlig om Morgenen havde Præsterne indfundet sig i Arresthuset paa Hougerød, for at styrke de Ulykkelige til den kvalfulde Dødsgang. Der lød Psalmer i Fængslet.
Klokken omtrent 7½ bleve Pigerne hentede ud af Arresthuset. De vare klædte i Sort, deres Arme blottede til Skuldrene, over hvilke deres lange rige Haar hang ned udslaget. Livets Farve var svunden fra deres Kinder. Syngende Psalmer gik Søstrene, ledsagede af Præsterne, ind i en stor Baad roet af 6 Mænd, som ventede dem ved Bredden af Elven. I denne Baad sad Bøddelen, Menneskeslagteren, færdig til at modtage sine Offere. Og paa Bunden af Baaden stod der en stor Gryde, i hvilken der vedligeholdrcs en Ild, for at holde den frygtelige Tang glødende, med hvilken de Ulykkelige snart skulde komme i Berørelse. Elven var bedækket med Pramme og Sjægter, der ledsagede de Dodsdømtes Baad. Begge Pigerne sang Psalmer eller lyttede til de Geistliges Trøsteord. Flere Gange tilraabte Søstrene de dem ledsagende Tilskuere: „beder, beder for os!“
Og der blev visselig ogsaa bedet varmt for dem.
Delinqventinderne førtes ikke lige til Retterstedet. Først tog den Baad, der bar dem, Veien ud gjennem Natvigstrømmen til Villumstad, hvor den røde Tang første Gang skulde bringes i Berørelse med Annes hvide Arm. Thi det var jo der, at hun havde begaaet sin første Forbrydelse.
Den Ulykkeliges Skrig kunde høres i lang Afstand, da den frygtelige Tang satte det første brune Mærke paa hendes Arm.
Baaden tog nu Veien til Helle. Under denne Tour kom Raden til Alet at gjøre Bekjendtskab med Tangen, da man passerede Vædingpladsen. Det blev da en Gjentagelse af Scenen ved Villumstad. Et lignende Skrig af Smerte og Rædsel forfardede de ledsagende Tilskuere, og Alets Arm fremviste nu ogsaa et Brandsaar.
Endelig var den skrækkelige Baadfart til Ende, og man landede ved Helle, der ligger omtrent ½ Mil fra Hougerød. Paa Grund af Udfarten til Villumstad var imidlertid Veien fra Arresthuset til Helle bleven forlænget til næsten 1 Mil. Dødsofrene bragtes nu paa Land og der stod en Slags Høvogn med en Hest forspændt, for at kjøre dem til Skafottet, der laa omtrent 900 Skridt fra Landdingstedet. Førend Delinqventinderne fattes ind i dette Voiture, blev Alet anden Gang knebet af Lovens sidste Fuldbyrder; thi Alf Helles Hus laa oppe i Bakken omtrent 100 Skridt fra Stranden. En tredie Person steg derpaa med Pigerne ind i Vognen, i hvilken de to Ulykkelige sad baglængs eller med Ansigtet vendt bagud, nemlig Bøddelen; thi ifølge Dommen skulde de endnu mellem dette Sted og Skafottet knibes tre Gange med den røde Tang. Det er lettere at tænke sig end at beskrive den Rædsel, der greb Alle, den Forvirring, der fandt Sted, og de Jammerklager, der fra alle Sider blandede sig med de Domfældtes Smertesskrig, da denne Del af den barbariske Dom udførtes, medens Hesten langsomt trak afsted med sin Jammerbyrde. Vognen rullede lige forbi de martrede Pigers Forældres Hus, der den Dag stod tomt; thi Forældrene, der endnu levede, vare flygtede. Her begyndte Anne med klangfuld Røst at istemme en Psalme. Alet lignede mere en Død end en Levende.
Klokken 10 ankom Søstrene til Skafottet, der kun var af ringe Høide, og omkring hvilket Soldater vare opstillede, hvis Bajonetter blinkede i Solskinnet. Tusinder af Tilskuere bedækkede de omgivende Høider. Fra alle Sider hørte man Hulken, og der var visselig faa Øine, som forbleve tørre paa den Dag. Hjertet fordrede sin Ret, og Mange ønskede, at der havde staaet i deres Magt at benaade de Ulykkelige.
Traditionen vil vide, at en ung Mand fremrraadte, da Toget ankom til Retterstedet, og tilbød sig at ægte Anne. Det var nemlig en udbredt Folketro, at en dødsdømt Kvinde var fritagen for Dødsstraffen, naar En vilde ægte hende. Men uagtet Forfatteren har hørt dette af et Øienvidne til Henrettelsen, kan han dog kun anse det for en Opdigtelse, ligesom det smukke Svar, som Anne skal have givet Elskeren:
„Nei, jeg haaber med Guds Hjælp at have faaet en kjærere Brudgom, inden Solen er gaaet ned“.
Det var et rystende Syn at se de to i Sørgedragt klædte Piger med de nøgne Arme bedækkede med brune Mærker efter den gloende Tang og det udslagne Haar hængende ned over Skuldrene. Anne udgød Taarestrømme paa Skafottet; Alets Kræfter vare aldeles udtømte, og hun syntes allerede halvveis at tilhøre Døden.
Efterat Dommen var oplæst af Fogden, og en Psalme afsunget, holdt Sognepræst Pharo en kort Tale, hvorpaa de to Dødsofre overgaves til Skarpretteren. Endnu engang maatte de føle Tangen, førend Aflivelsen kunde foregaa.
Anne skulde henrettes først. Man bandt hende et sort Tørklæde for Øinene og ledede hende hen til Blokken. Bøddelen fik af Fogden det Paalæg, at han skulde skynde sig med at gjøre en Ende paa sine Offeres Kvaler.
Imidlertid hævede Anne endnu engang sin kraftige Sangstemme og gik Døden imøde med Psalmesang paa Læben, idet hun, ifølge det mundtlige Sagn, istemmede Psalmen:
„Styrk selv, o Gud, min bange Aand,
naar kraftløs segner Fod og Haand,
og hør mig i min sidste Stund,
naar jeg kun stammer, sukker kun“.
Da hun skulde lægge sig ned for at modtage Dødshugget, samlede hun sit over Skuldrene nedhængende prægtige Haar og slog det ned over Ansigtet.
Efterat den høire Haand var afhugget, førte Mestermanden endelig det Hug, der skulde bringe den Ulykkelige Døden. Men det blev dog ikke Dødshugget. Øxen traf hende ikke rigtigt, og man saa Pigen opløfte sit Legeme og gjøre nogle svage Bevægelser med den Haand, hun endnu havde tilbage.
Det andet Hug mislykkedes ligeledes. Først ved det tredie Hug faldt Hovedet, snarere afskaaret end afhugget.
Menneskeslagteren havde Blodpletter i Ansigtet.
Alet laa besvimet paa Skafottet.
Enkelte Udraab af Indignation løde mellem den Hulken, der hørtes fra alle Kanter. Nogle uværdige Personer gik omkring og solgte Brændevin til Tilskuerne.
Da Alet var kommen til sig selv, lagdes hun paa Blokken, der var overstøsmmet af hendes Søsters Blod, og efterat Haanden var afhugget, faldt hendes Hoved ved et eneste Hug. Straffen var fuldbyrdet.
Dog nei. Ogsaa efter Døden skulde jo, ifølge Dommen, de to Forbryderskers Legemer lægges paa Steile og de afhuggede Hænder og Hoveder sættes paa Stager!
Dette blev nu udført, og der fortælles, at disse Retfærdighedens sørgelige Trophæer i otte Dage saaledes stilledes til Skue. Derpaa bleve Pigernes jordiske Levninger begravede paa Retterstedet, da de ikke agtedes værdige til at hvile i indviet Jord.
Disse rædsomme Afskyeligheder tiltrænge visselig ingen Commentar. De ere betegnende for Civilisationens Standpunkt i forrige Aarhundrede.
En eller anden af Læserne kunde maaske ønske nogen Underretning om de to Søstres Udseende, og derfor tilføies endnu, at deres Ydre ingenlunde var noget Billede af deres Indre.
Anne var meget smuk. Hendes rige Lokker vare brune med et gulagtigt Skjær; hendes Øine vare blaa, hendes Træk regelmæssige. Udtrykket i hendes Ansigt var mildt og behageligt. Hun havde en smuk Figur og var af Middelhøide eller maaske lidt over Middelhøide.
Alet var ogsaa af Middelstørrelse, fin og spædlemmet. Hendes temmelig blege Ansigt var, skjønt smukt, ikke indtagende. Hun havde egentlig ikke hvad man kalder „er godt Ansigt“. Ogsaa hun havde blaa Øine og et prægtigt Haar af samme Farve som Søsterens. Alle Efterretninger stemme iøvrigt overens i, at Anne var den smukkeste af de to Piger.
Deres Medhjælperske Berthe var lav af Væxt, undersætsig og havde et ufordelagtigt Ydre. Efter at have tilbragt nogle Aar paa Tugthuset i Kristiania, kom hun igjen, uvist hvorledes, paa fri Fod, vendte tilbage til Helle og giftede sig der. Hun døde sammesteds i en høi Alder.
Det vækker ofte nogen Forundring, naar man finder et skjønt Udvortes hos de værste Mennesker. Man vil saa gjerne, at der skal bo „en skjøn Sjæl i et skjønt Legeme“. Men det turde maaske sjeldnere være Tilfældet. Forfatteren af dette lille Arbeide har havt den Ære at vexle nogle Breve med en meget dannet og fremragende Mand i Udlandet. Denne Mand har beskjeftiget sig med Galls og Lavaters phrenologiske og physiognomiske Værker, ifølge hvilke Individets Evner kan læses paa Hovedets benagtige Dele, paa Pandens Formation, Ansigtets Runding, Næsens og Hagens Omrids, medens dets Tilbøieligheder snarere aabenbare sig paa de bløde Dele af Ansigtet, og Resultatet af hans Beskjeftigelse med disse Værker og af de Iagttagelser han ved Siden deraf har anstillet paa levende Personer, er, at han er kommen til den Overbevisning, at det netop er de smukkeste Individer, som man ikke maa tro altfor vel, ihvormeget man end føler sig tiltrukket af deres skjønne Ydre.[1]
Han, der skriver disse Linjer, og der ofte med vemodige Tanker har staaet paa det Sted, hvor de to Piger lede en vanærende og pinefuld Død, er nu kommen til Enden af sin Fortælling, der ialfald har den Fortjeneste at have holdt sig til Sandheden. Han ved Intet mere at fortælle om Anne og Alet, men ønsker, at det Fortalte maa tjene Andre til Advarsel; thi ogsaa du, Læser eller Læserinde, kan falde ligesaa dybt, som disse to Piger. Ja, Anne og Alet kan i Guds Øine have været bedre end du er; thi de forlode Jorden efterat have udgydt Angerstaarer over sine Synder, og i Troen paa Verdens Frelser, der benaadede den døende Røver, og der vel ogsaa for dem har havt en Plads i sit Paradis. Med dette Haab har Forfatteren vandret over den Plet, der drak deres Blod, og der gjemmer deres Aske, idet han erindrede disse skjønne Ord af Chateaubriand:
„Strømme af Blod ere nødvendige for at udslette vore Forbrydelser i Menneskenes Øine, en Taare er nok for Gud“.
- ↑ „je suis arrivé à me persuader que les individus dont nous devons méfier un peu, malgré cet entraînement que nous éprouvons à leur vue, sont justement ceux dont les dehors nous semblent les plus parfaits.“