Anne og Alet/Henrettelsen

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
B. O. Sørensens Forlag (s. 66-75).

Tæppet gaar op for Sørgeſpillets ſidſte blodige Act.

Det var Fredagen den 24de Mai 1771, at Anne og Alet maatte dø paa Skafottet. I Mexico har man en „Bedrøvelſens Nat“; i Øieſtad Sogn burde den 24de Mai hedde Bedrøvelſens Dag; thi et forfærdeligere Sørgeſpil er visſelig aldrig bleven opført i denne Egn, og aldrig er der vel heller paa nogen anden Dag bleven udgydt ſaamange Taarer.

Veiret var ſmukt. Tidlig om Morgenen havde Præſterne indfundet ſig i Arreſthuset paa Hougerød, for at ſtyrke de Ulykkelige til den kvalfulde Dødsgang. Der lød Pſalmer i Fængſlet.

Klokken omtrent 7½ bleve Pigerne hentede ud af Arreſthuset. De vare klædte i Sort, deres Arme blottede til Skuldrene, over hvilke deres lange rige Haar hang ned udſlaget. Livets Farve var ſvunden fra deres Kinder. Syngende Pſalmer gik Søſtrene, ledſagede af Præſterne, ind i en ſtor Baad roet af 6 Mænd, ſom ventede dem ved Bredden af Elven. I denne Baad ſad Bøddelen, Menneſkeſlagteren, færdig til at modtage ſine Offere. Og paa Bunden af Baaden ſtod der en ſtor Gryde, i hvilken der vedligeholdrcs en Ild, for at holde den frygtelige Tang glødende, med hvilken de Ulykkelige ſnart ſkulde komme i Berørelſe. Elven var bedækket med Pramme og Sjægter, der ledſagede de Dodsdømtes Baad. Begge Pigerne ſang Pſalmer eller lyttede til de Geiſtliges Trøſteord. Flere Gange tilraabte Søſtrene de dem ledſagende Tilſkuere: „beder, beder for os!“

Og der blev visſelig ogſaa bedet varmt for dem.

Delinqventinderne førtes ikke lige til Retterſtedet. Førſt tog den Baad, der bar dem, Veien ud gjennem Natvigſtrømmen til Villumſtad, hvor den røde Tang førſte Gang ſkulde bringes i Berørelſe med Annes hvide Arm. Thi det var jo der, at hun havde begaaet ſin førſte Forbrydelſe.

Den Ulykkeliges Skrig kunde høres i lang Afſtand, da den frygtelige Tang ſatte det førſte brune Mærke paa hendes Arm.

Baaden tog nu Veien til Helle. Under denne Tour kom Raden til Alet at gjøre Bekjendtſkab med Tangen, da man pasſerede Vædingpladſen. Det blev da en Gjentagelſe af Scenen ved Villumſtad. Et lignende Skrig af Smerte og Rædſel forfardede de ledſagende Tilſkuere, og Alets Arm fremviſte nu ogſaa et Brandſaar.

Endelig var den ſkrækkelige Baadfart til Ende, og man landede ved Helle, der ligger omtrent ½ Mil fra Hougerød. Paa Grund af Udfarten til Villumſtad var imidlertid Veien fra Arreſthuset til Helle bleven forlænget til næſten 1 Mil. Dødsofrene bragtes nu paa Land og der ſtod en Slags Høvogn med en Heſt forſpændt, for at kjøre dem til Skafottet, der laa omtrent 900 Skridt fra Landdingſtedet. Førend Delinqventinderne fattes ind i dette Voiture, blev Alet anden Gang knebet af Lovens ſidſte Fuldbyrder; thi Alf Helles Hus laa oppe i Bakken omtrent 100 Skridt fra Stranden. En tredie Perſon ſteg derpaa med Pigerne ind i Vognen, i hvilken de to Ulykkelige ſad baglængs eller med Anſigtet vendt bagud, nemlig Bøddelen; thi ifølge Dommen ſkulde de endnu mellem dette Sted og Skafottet knibes tre Gange med den røde Tang. Det er lettere at tænke ſig end at beſkrive den Rædſel, der greb Alle, den Forvirring, der fandt Sted, og de Jammerklager, der fra alle Sider blandede ſig med de Domfældtes Smertesſkrig, da denne Del af den barbariſke Dom udførtes, medens Heſten langſomt trak afſted med ſin Jammerbyrde. Vognen rullede lige forbi de martrede Pigers Forældres Hus, der den Dag ſtod tomt; thi Forældrene, der endnu levede, vare flygtede. Her begyndte Anne med klangfuld Røſt at iſtemme en Pſalme. Alet lignede mere en Død end en Levende.

Klokken 10 ankom Søſtrene til Skafottet, der kun var af ringe Høide, og omkring hvilket Soldater vare opſtillede, hvis Bajonetter blinkede i Solſkinnet. Tuſinder af Tilſkuere bedækkede de omgivende Høider. Fra alle Sider hørte man Hulken, og der var visſelig faa Øine, ſom forbleve tørre paa den Dag. Hjertet fordrede ſin Ret, og Mange ønſkede, at der havde ſtaaet i deres Magt at benaade de Ulykkelige.

Traditionen vil vide, at en ung Mand fremrraadte, da Toget ankom til Retterſtedet, og tilbød ſig at ægte Anne. Det var nemlig en udbredt Folketro, at en dødsdømt Kvinde var fritagen for Dødsſtraffen, naar En vilde ægte hende. Men uagtet Forfatteren har hørt dette af et Øienvidne til Henrettelſen, kan han dog kun anſe det for en Opdigtelſe, ligeſom det ſmukke Svar, ſom Anne ſkal have givet Elſkeren:

„Nei, jeg haaber med Guds Hjælp at have faaet en kjærere Brudgom, inden Solen er gaaet ned“.

Det var et ryſtende Syn at ſe de to i Sørgedragt klædte Piger med de nøgne Arme bedækkede med brune Mærker efter den gloende Tang og det udſlagne Haar hængende ned over Skuldrene. Anne udgød Taareſtrømme paa Skafottet; Alets Kræfter vare aldeles udtømte, og hun ſyntes allerede halvveis at tilhøre Døden.

Efterat Dommen var oplæſt af Fogden, og en Pſalme afſunget, holdt Sognepræſt Pharo en kort Tale, hvorpaa de to Dødsofre overgaves til Skarpretteren. Endnu engang maatte de føle Tangen, førend Aflivelsen kunde foregaa.

Anne ſkulde henrettes førſt. Man bandt hende et ſort Tørklæde for Øinene og ledede hende hen til Blokken. Bøddelen fik af Fogden det Paalæg, at han ſkulde ſkynde ſig med at gjøre en Ende paa ſine Offeres Kvaler.

Imidlertid hævede Anne endnu engang ſin kraftige Sangſtemme og gik Døden imøde med Pſalmeſang paa Læben, idet hun, ifølge det mundtlige Sagn, iſtemmede Pſalmen:

„Styrk ſelv, o Gud, min bange Aand,
naar kraftløs ſegner Fod og Haand,
og hør mig i min ſidſte Stund,
naar jeg kun ſtammer, ſukker kun“.

Da hun ſkulde lægge ſig ned for at modtage Dødshugget, ſamlede hun ſit over Skuldrene nedhængende prægtige Haar og ſlog det ned over Anſigtet.

Efterat den høire Haand var afhugget, førte Meſtermanden endelig det Hug, der ſkulde bringe den Ulykkelige Døden. Men det blev dog ikke Dødshugget. Øxen traf hende ikke rigtigt, og man ſaa Pigen opløfte ſit Legeme og gjøre nogle ſvage Bevægelſer med den Haand, hun endnu havde tilbage.

Det andet Hug mislykkedes ligeledes. Førſt ved det tredie Hug faldt Hovedet, ſnarere afſkaaret end afhugget.

Menneſkeſlagteren havde Blodpletter i Anſigtet.

Alet laa beſvimet paa Skafottet.

Enkelte Udraab af Indignation løde mellem den Hulken, der hørtes fra alle Kanter. Nogle uværdige Perſoner gik omkring og ſolgte Brændevin til Tilſkuerne.

Da Alet var kommen til ſig ſelv, lagdes hun paa Blokken, der var overſtøsmmet af hendes Søſters Blod, og efterat Haanden var afhugget, faldt hendes Hoved ved et eneſte Hug. Straffen var fuldbyrdet.

Dog nei. Ogſaa efter Døden ſkulde jo, ifølge Dommen, de to Forbryderſkers Legemer lægges paa Steile og de afhuggede Hænder og Hoveder ſættes paa Stager!

Dette blev nu udført, og der fortælles, at disſe Retfærdighedens ſørgelige Trophæer i otte Dage ſaaledes ſtilledes til Skue. Derpaa bleve Pigernes jordiſke Levninger begravede paa Retterſtedet, da de ikke agtedes værdige til at hvile i indviet Jord.

Disse rædſomme Afſkyeligheder tiltrænge visſelig ingen Commentar. De ere betegnende for Civiliſationens Standpunkt i forrige Aarhundrede.

En eller anden af Læſerne kunde maaſke ønſke nogen Underretning om de to Søſtres Udſeende, og derfor tilføies endnu, at deres Ydre ingenlunde var noget Billede af deres Indre.

Anne var meget ſmuk. Hendes rige Lokker vare brune med et gulagtigt Skjær; hendes Øine vare blaa, hendes Træk regelmæsſige. Udtrykket i hendes Anſigt var mildt og behageligt. Hun havde en ſmuk Figur og var af Middelhøide eller maaſke lidt over Middelhøide.

Alet var ogſaa af Middelſtørrelſe, fin og ſpædlemmet. Hendes temmelig blege Anſigt var, ſkjønt ſmukt, ikke indtagende. Hun havde egentlig ikke hvad man kalder „er godt Anſigt“. Ogſaa hun havde blaa Øine og et prægtigt Haar af ſamme Farve ſom Søſterens. Alle Efterretninger ſtemme iøvrigt overens i, at Anne var den ſmukkeste af de to Piger.

Deres Medhjælperſke Berthe var lav af Væxt, underſætſig og havde et ufordelagtigt Ydre. Efter at have tilbragt nogle Aar paa Tugthuſet i Kriſtiania, kom hun igjen, uviſt hvorledes, paa fri Fod, vendte tilbage til Helle og giftede ſig der. Hun døde ſammeſteds i en høi Alder.

Det vækker ofte nogen Forundring, naar man finder et ſkjønt Udvortes hos de værſte Menneſker. Man vil ſaa gjerne, at der ſkal bo „en ſkjøn Sjæl i et ſkjønt Legeme“. Men det turde maaſke ſjeldnere være Tilfældet. Forfatteren af dette lille Arbeide har havt den Ære at vexle nogle Breve med en meget dannet og fremragende Mand i Udlandet. Denne Mand har beſkjeftiget ſig med Galls og Lavaters phrenologiſke og phyſiognomiſke Værker, ifølge hvilke Individets Evner kan læſes paa Hovedets benagtige Dele, paa Pandens Formation, Anſigtets Runding, Næſens og Hagens Omrids, medens dets Tilbøieligheder ſnarere aabenbare ſig paa de bløde Dele af Anſigtet, og Reſultatet af hans Beſkjeftigelſe med disſe Værker og af de Iagttagelſer han ved Siden deraf har anſtillet paa levende Perſoner, er, at han er kommen til den Overbevisning, at det netop er de ſmukkeſte Individer, som man ikke maa tro altfor vel, ihvormeget man end føler ſig tiltrukket af deres ſkjønne Ydre.[1]

Han, der ſkriver disſe Linjer, og der ofte med vemodige Tanker har ſtaaet paa det Sted, hvor de to Piger lede en vanærende og pinefuld Død, er nu kommen til Enden af sin Fortælling, der ialfald har den Fortjeneſte at have holdt ſig til Sandheden. Han ved Intet mere at fortælle om Anne og Alet, men ønſker, at det Fortalte maa tjene Andre til Advarſel; thi ogſaa du, Læſer eller Læſerinde, kan falde ligeſaa dybt, som disſe to Piger. Ja, Anne og Alet kan i Guds Øine have været bedre end du er; thi de forlode Jorden efterat have udgydt Angerstaarer over ſine Synder, og i Troen paa Verdens Frelſer, der benaadede den døende Røver, og der vel ogſaa for dem har havt en Plads i ſit Paradis. Med dette Haab har Forfatteren vandret over den Plet, der drak deres Blod, og der gjemmer deres Aſke, idet han erindrede disſe ſkjønne Ord af Chateaubriand:

Strømme af Blod ere nødvendige for at udſlette vore Forbrydelſer i Menneſkenes Øine, en Taare er nok for Gud“.


  1. „je suis arrivé à me persuader que les individus dont nous devons méfier un peu, malgré cet entraînement que nous éprouvons à leur vue, sont justement ceux dont les dehors nous semblent les plus parfaits.“