Hopp til innhold

André fra Kautokejno/23

Fra Wikikilden
Karl Schønbergs Forlag (s. 265-271).
23de Kapitel.

Efterretningerne naaede Kautokejno om Lamik Nikkuts Domfældelse.

André, der endnu var saa svag, at han ikke formaaede at rejse, vendte sig om til Olga og tog hendes Haand. Der stod en Taare i hans Øje.

»Hustru,« sagde han, »vil du i mit Sted rejse til Tromsø og bede Lamik Nikkut om at tilgive mig?«

»Ja, jeg vil!« raabte Olga.

»Sig ham, at jeg faar ikke Ro, førend jeg ved, at han intet Nag bærer til mig.«

Da Olga havde gjort sig i Stand til Afrejsen, traadte Seimke hen til hende med Barnet i sin Komse paa Ryggen.

Hun knælede ned og hævede sit taarevædede Ansigt op mod hende.

»Lad mig følge med,« bad hun. »Faderens Bue i Skyen[1] er trofast. Jeg har Tørst efter at se min Mands sidste Øjne!«[2]

Forsinkede ved forskellige Forhindringer ankom Olga og Seimke imidlertid først til Tromsø to Dage, forinden Lamik Nikkut skulde bringes ombord paa det Dampskib, der gik sydover.

Seimke ilede øjeblikkelig med sit Barn hen til Arresten.

»Hvordan lever han?« raabte hun.

»Han er lige forhærdet,« sagde Slutteren, »han vil ikke angre.«

»Suoite min sisa! — Slip os ind!« bad Seimke.

Slutteren aabnede Døren.

Lamik Nikkut rejste sig op, og hans Lænker raslede.

»Seimke!« sagde han.

Seimke tog Barnet og hævede det op i sine ARme.

»Sandelig, jeg siger dig!« raabte hun, idet Taarerne styrtede ud af hendes Øjne, »dersom du ikke annammer Guds Rige som et lidet Barn, saa skal du ingenlunde komme der ind!«

Og Lamik Nikkut saa paa sit Barn og sank paa Knæ. Han rev Huen af sit Hoved og skjulte sit Ansigt.


Med glædesstraalende Aasyn ilede Seimke tilbage til Olga.

»Vort Barn har frelst ham!« raabte hun. »Han angrer og bekender!«

Lamik Nikkuts ANger var ligesaa voldsom, som hans Formastelighed havde været ubændig.

Det var en forfærdelig Nat.

Lamik Nikkut kunde ikke sove.

Maanen forsølvede det rustne Jerngitter og skinnede ind i Arresten, der blev fyldt af et blaaligt Lys, ligesom om det havde været et Belials Tempel.

Han for op lig en vanvittig, rev sig i Haaret og sled i sine Lænker. Deres klirrende Raslen jagede Rædsel i hans Blod.

»Hvad havde han gjort?«

Han slog sig for Panden og stødte den mod Stengulvet, til Blodet strømmede ned ad hans Ansigt.

Hans Forfædres Guder, Sneørkenens Øde og det hele uendelige Univers droge ind til ham. Fjeldenes Elementæraander fyldte Arresten, de gik over hans Fødder, de sloge paa Troldtrommen, de sang sine Sange, de grebe ind i hans Sjæl. —

»Hvad havde han gjort?«

Lamik Nikkut sprang op. Den kolde Sved brast frem paa hans Legeme, han rev Pæsken op og blottede sit Bryst. Det skulde piskes af Samvittigheden.

Var der ikke en Skygge i Maaneskinnet?

Det var Rota[3], der kom farende paa sin Offerhest forat hente ham til Jabmi aibmo, de dødes Rige.

Lamik udstødte et hvinende Skrig, — Raad­stuens Taarnuhr slog tolv.

»Kask ija pali! Ved Midnatstid!« stønnede Nikkut, hans Knær skælvede under ham.

Han var i Helved. Lappernes Dødsrige blev forvandlet til de kristnes Helvede.

Satan stod foran ham, og han saa Satan ind i Øjnene.

»Hvad havde han gjort?«

Lamik Nikkut faldt om paa Gulvet. Gulvet veg bort under ham, og han sank ned i Mørke.

Da saa han sig selv som en fredløs, fordømt Aand vandre om mellem Gammerne i Kautokejno, løfte paa Renskinderne forat finde sin Hustru og kalde: »Nanna1 Nanna! Nannacam!«[4]

Og da stod hans Hustru foran ham med Barnet i sine Arme; hun hævede det i Vejret og raabte:

»Sandelig jeg siger dig, dersom du annammer Guds Rige som et lidet Barn, saa skal du komme derind!«

Men bag hende stod Frelseren, Jesus Kristus, og sagde: »Sandelig, jeg siger dig, i Dag skal du være med mig i Paradiset!«

Og Lamik Nikkut faldt paa Knæ.

Med Lappens hele Barnlighed greb han Naaden og Forladelsen i samme Øjeblik, som den blev ham givet. Lig Røveren paa Korset gav han i et Nu den Korsfæstede sit Hjerte.

»Seimke,« sagde Lamik Nikkut, »jeg er banlyst fra Fjeldet, men mig sker min Ret. Naar du sidder i Gammen med Barnet i dine Arme, saa tænk paa dets Fader, der er indestængt af alenhøje Mure, og bed til Jesus for mig, at han snart maa komme og løse op for den fangne.«

»Lamik,« sagde Seimke, »min Frihed er et Fængsel, naar jeg ikke deler den med dig.«

»Hils din Fader,« sagde Nikkut.

»Jeg skal hilse ham.«

»Hils Renerne,« bad Lamik.

»Jeg skal hilse dem,« sagde Seimke og hulkede højt.

Slutteren aabnede i dette Øjeblik Døren, og Olga traadte ind.

Hun gik hen til Fangen og greb hans Haand.

»Lamik Nikkut,« bad hun, »André sender mig, sin Histru, til dig, han bønfalder dig: tilgiv ham!«

»Jeg tilgiver ham,« sagde Lamik Nikkut, og der var Højhed tilligemed Ydmighed udbredt over Lappens unge, kraftige Skikkelse. »Han var min Sjæls Broder. Vi have begge syndet, og os fattes Guds Ære. Tilgiv mig, du! Havde den Onde fuldført sin Gerning i mig, havde du ikke længere været blandt de levendes Tal. Sig ham, Frue, at det alt var intet,[5] og at Banden fjerner[6] bort, men Velsignelse[7] bringer nærmere. Sig ham, at han er en Lodhaver[8], og at jeg intet andet ejer end Lodløshed[9], sig ham, at Verden er en laant Verden, men at Gud Herren, idet han skabte[10] den, tillige velsignede den. Sig ham, at vi ville mødes hos Gud.«

Lamik Nikkut brast i Graad og kyssede sin Hustrus og sit Barns Hænder.

»Lamik!« raabte Seimke, idet hun slyngede sine Arme om hans Hals, »Gud give os i sin Himmel et Fredens Gensyn!«

Da Dampskibet gled ud over Sundet, stod Lamik Nikkut i Bagstavnen og stirrede med kors­lagte Arme tilbage mod Tromsø.

Han tænkte paa den Tid, da han slyngede Suopaen[11] paa Javrisduoddars Sletter.

»Befalet Gud,« sagde han. »Hvo som falder paa denne Sten, skal sønderstødes, men hvilken den falder paa, ham skal den sønderknuse.«


  1. Regnbuen.
  2. »Længes efter at se ham, før han rejser.«
  3. Det onde Væsen.
  4. »Kæreste, lille Kæreste!«
  5. Intet er paa lappisk ensbetydende med Løgn.
  6. Banden er Fjernen.
  7. Velsignelse: en Bringen nærmere.
  8. En, der er lykkelig.
  9. Lodløshed: Ulykke.
  10. Skabe betyder ogsaa velsigne.
  11. Slyngen.


Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden.