André fra Kautokejno/22
Imidlertid svævede André mellem Liv og Død.
Hans Livs Bygning var ramlet sammen om ham og havde begravet ham.
Hans kunstige Idealer svandt hen til intet. Virkeligheden stillede sig foran ham og tvang ham til at se den ind i Ansigtet.
Hans Moder var en falden Kvinde, hans Leder og Opdrager var hendes Forfører, og midt i Ruinen stod kun hans Fader oprejst uden at vakle; den Fader, han havde miskendt og svigtet. Der var endelig Storhed, og i den Storhed var der tilvisse en Guddom.
Det var en grusom Opvaagnen af Drømmen. I sin Dødskamp fik han Tag i Virkeligheden og fandt, at den ikke bestod af Æther men af Kød og Blod.
Han var Skyld i sin Moders Død, han var Skyld i Lensmandens, han havde dræbt dem, og Herrens Haand hvilede tungt paa ham.
André var bleven vækket og saa, det var forfærdeligt at falde i den levende Guds Hænder.
Han havde følt, at Religionen kunde blive et Enten-Eller, han havde følt, at den var en Livsmagt, og han havde erfaret, der var en Gud, der sagde: »jeg er Herren og ingen ydermere.«
Som Herrodes var han dømt, og hans formastelige Hovmod var bleven vejet og fundet for let.
Hin Gang, da han som Gut kastede Stenen mod Lensmandens Ansigt! Barmhjertige Himmel, hvor brændte ikke den dødes: »Gud tilgive dig, lille Barn,« som gloende Kul paa hans Hoved! Hvor mange Tusinder vilde han ikke have givet til, forat kunne faa høre de samme Ord kun en eneste Gang endnu!
Det Navn, han havde foragtet, det vilde nu have været hans største Trøst.
Denne tunge, kluntede Haand, hvis Tryk han havde hadet, den laa nu livløs og kold.
I sine Feberfantasier bad André, at de skulde lægge den paa hans Hoved.
Hans Fader og hans Hustru maatte ikke vige fra hans Side.
Han raabte deres Navne, og i sin vilde Feber blev han uafbrudt ved at kæmpe for deres Liv. Han levede Dødsangsten for de tvende op og op igjen, indtil den fortærede ham selv.
Andrés Kærlighed til Hustru og Fader brød endelig uhindret frem gennem Egoismens Klippemur som en altopslugende Lavastrøm. Egoismen var knust, og Afgudsbilledet styrtet til Jorden. Kærligheden jevnede Disharmonierne og skabte en Enhed ud af den søndersplittede.
Og Olga udsonede mod Sønnen, hvad Faderen havde forbrudt mod Moderen.
I Angsten over at miste sin elskede lærte den stærke Kvinde at blive et Barn og at give sin Vilje i Guds Haand.
Lutret og renset voksede hendes Kærlighed sig stor ligesom den gamle Mands, der nylig havde velsignet sin Hustrus Lig.
Den gamle Mand førte hende hen til Jesu Fødder, og der kæmpede hun for sin Husbonds Liv, indtil Gud havde velsignet hendes Bøn, og frelst ham for hende og for ham selv.
André laa og saa paa sin Hustru; han formaaede ikke at rive sit Blik løst fra hendes Ansigt.
»Hustru,« sagde han, »jeg har syndet mod min Gud og mid dig, elsker du mig endnu?«
»Jeg elsker.«
»Jeg har dræbt min Moder og den gamle Mand, jeg har dræbt min Barndomsvens Sjæl, jeg har traadt paa min Faders Hjerte, jeg er trefold Morder, elsker du mig endnu?«
Og da kastede Olga sig paa Knæ ved sin Ægtefælles Side, og under en Strøm af Taarer sagde hun:
»Jeg elsker.«
»Kan Gud tilgive?« spurgte André. —
Den første Dag efter at Andrés Sygdom var bleven bekendt, traadte Seimke ind til Olga.
»Du er alene,« sagde hun, »lad mig hjælpe dig og være din Tjenerinde.«
Og trofast opfyldte hun de Pligter, hun havde paataget sig; thi hun vidste, at hendes Mand havde svunget Kniven over Olgas Hoved.
»Du var god mod mig, da du var Barn,« sagde Seimke med Lappehjertets hele overstrømmede Taknemmelighed. »Jeg glemmer dig det aldrig.«
André blev helbredet, men han var svag, og noget i ham var brudt. Det Livssaar, han havde faaet, syntes at have vanskeligt ved at læges.
Paa denne Tid naaede Kritiken over hans Epos Kautokejno. Det havde gjort Fjasko. Andrés Overmod var løben lybsk ud over Maadeholdets Grænser, og Kritiken var endelig falden over hans Hoved.
»Det er Nemesis,« sagde André roligt. »Jeg fortjener min Straf, fordi jeg i mit Dikt fornægtede min Faders Kjærlighed.«
Tiden svandt hen.
»Maatte kun Solen komme,« sagde André.
»Maatte kun Solen snart komme!« gentog Faderen. »Han trænger til den, den vil gyde Trøst ind i hans syge Sind; Mørket ødelægger ham.«
Det svage Skær i Øst, der hele Januar Maaned igennem antyder Solens Gang under Horrisonten, rødmede i stærkere og stærkere Farveglød.
Tilsidst hævede der sig en høj, flammende Pyramide.
Andrés Øje hang ufravendt ved Øst. O, hvor han længedes efter Solen!
Og Solen kom.
»Solen kommer!« lød det fra Mund til Mund. Tusinde Sjæle juble Aar efter Aar om Morgenen den tyvende Januar:
»I Dag kommer Solen!«
Glæden for som en elektrisk Gnist fra Hjerte til Hjerte, fra Hus til Hus. Enhver, der kunde bruge sine Fødder, var paa Benene.
Man stod i Forventning; der var Stilhed som i en Kirke.
Klokken manglede ti Minuter i tolv.
Spændingen blev uudholdelig.
Klokken manglede fem Minutter i tolv.
Se! Da begyndte en gylden Glans at brede sig i Pyramiden mellem de tvende Fjeldtoppe, der vare Maalet for alles Blikke.
Glansen blev stærkere og stærkere. André holdt Aandedrættet.
Og Elven bredte sig mellem Stenene som et Spejl forat modtage den guddommeliges Billede; hver Bølge var glattet ud.
Og Solen kom frem!
Langsomt hævede den sit straalende Øje.
Fjeldvæggene aabnede sin Klippeportal, og igennem den saa man pludselig ind i Himlenes Himmel, lige ind i Guds evige Salighed.
Og Tilskuerne faldt paa Knæ, idet de istemte:
Men André brast i Graad; noget inden i ham var blevet forløst.
»Tilgiv mig!« sagde han til sin Hustru og til sin Fader. »Tilgiv mig, ligesom Jesus Kristus har tilgivet mig for sin bittre Lidelses og Døds Skyld.«
|
Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden. |