André fra Kautokejno/21

Fra Wikikilden
Karl Schønbergs Forlag (s. 252-258).
21de Kapitel.

»Karasuando — Januar.

Ma chere fille!

Da min personlige Nærværelse i Kautokejno paa Grund af de fatale og yderst delikate Tilfældig­heder for Øjeblikket vilde være fuldstændig malplaceret, det vil sige: paa urette Sted, tager jeg herfra direkte til St. Petersborg, hvor jeg agter at tilbringe Vinteren og forøvrigt — oppebie eders Komme.

Luften i Finmarken bekommer mig ikke vel, den harmonerer ikke med min Konstitution.

En Retfærdiggørelse vilde være fuldstændig overflødig, — jeg mener med Hensyn til det passerede, — tilmed da en saadan tillige vilde være en Anerkendelse af en Skyld, jeg — i Form af en Brøde — ikke kan paatage mig. En Gentleman skylder sig selv de Hensyn, hans Samvittighed tillader ham.

At jeg en Gang i mine yngre Dage har gjort et flygtigt Besøg til svensk Lapmarken, men uden at berøre det norske Territorium, er et Faktum, men hvad der tillige er et Faktum, det er, at jeg — parole d’honneur! — ligesaa lidt har anet, at den afdøde Karasuandokvinde var fra Kautokejno, som at hun — quel fatalité! — var Kirkesangerens Hustru.

Min Opførsel mod hende var naturligvis reguleret efter hendes eget Værd, og mere kan man ikke forlange af en Adelsmands Ære.

Vil min Datter behage med den Delikatesse, der i et saadant kildent Tilfælde er fornøden, at bevidne din Svigerfader min oprigtige Deltagelse og Sympathi for hans ægteskabelige Tragedie, i hvilken jeg i al Uskyldighed og mod mit Vidende af Skæbnen var bleven destineret til at skulle spille en saa skæbnesvanger Rolle. — Hvem kan staa imod sin Skæbne?

At han tilgiver mig, anser jeg imidlertid for hævet over enhver Tvivl, eftersom jeg, takket være min fuldstændige Uvidenhed om, at hun var hans Hustru, altsaa faktisk ikke har villet, og derfor heller ikke har fornærmet ham.

Hvad jeg har gjort mod hans Søn maa desuden mellem Gentlemænd af bon ton blive betragtet som en Satisfaktion.

Den hengivne Fader

Henri Wasili.

Olga slyngede sine ARme om Andreas Thorsens Hals.

»Tilgiv ham, Fader,« sagde hun. »Tilgiv ham for min Skyld.«

»Jeg har tilgivet ham,« svarede den gamle Mand, »jeg har tilgivet ham for hendes Skyld. Barn, har du rigtig set hendes Ansigt?«

Som huggen i Marmor laa Kvænkvinden der paa den hvide Seng, og over hendes Ansigt var der Fred.

Politiassistenterne, der ikke havde fulgt tilbage med Lensmanden, vare endeligt komme til Kauto­kejno, og Lamik Nikkut i Forening med de værste af Urostifterne bleve fængslede.

Andreas Thorsens Hustru tilligemed Lens­manden bleve begravne, og Biskoppen, der netop Dagen i Forvejen var ankommen til Kirkestedet, forrettede selv Jordpaakastelsen.

Der var indtraadt Vindstille efter Orkanen.

Opløste af Anger og Sorg stimlede Lapperne sammen og de opkastede Grave.

De havde jo myrdet de døde, og Gud vilde kræve dem af deres Haand!

De vare vaagnede op af sin Rus, og saa med Forfærdelse, at Slaget havde rammet Kirkesangerens Hustru, hun som de alle havde ventet, og som nu var kommen forat frelse hans Liv fra — dem, og saa dø!

»Gud tilgiv os! Gud tilgiv os!« raabte de. »Lad os græde med dig, Fader Thorsen! Lad os købe hende tilbage med vore Taarer!«

Og Andreas Thorsen saa paa dem, idet de én for én faldt ned paa sit Ansigt og omfavnede hans Fødder. Den gamle Mands Aasyn var forklaret.

»Jeg havde dig dog alligevel saa kær!« sagde han.

Hans Livsgaade var bleven løst, og han havde nu set Guds Frelse.

Efter at Biskoppen havde holdt sin Tale, traadte Jakob Tudekas hen til Graven.

»Samer,« sagde han og blottede sit Hoved, »jeg erkender, jeg har faret vild og er kommen bort fra Guds Ords Sandhed. Jeg har bedet Gud og Mennesker om Tilgivelse og forlader den gale Tro.« Og med neppe hørlig, graadkvalt Stemme tilføjede han:

»Jeg beder ogsaa de døde om Tilgivelse.«

Under Suk og Stønnen faldt Lapperne paa Knæ, strakte Armene i Vejret og raabte:

»Vi bede de døde om Tilgivelse!« Derpaa mumlede de lydelig de Bønner efter, som Biskoppen foresagde dem.

Oprøret var forbi og kvalt med ét Slag.

Vel lurede der en Smule Gerningshellighed tilbage, men de fleste indsaa snart, at den ny Klud, de havde villet sætte paa det gamle Klædebon, havde revet det Hele itu.

De Frugter af Opvækkelsen, der bleve synlige, viste imidlertid, »at Fanatismen havde rummet en Bedrøvelse efter Gud, og at de fanatiske Udbrud alligevel havde været en Længsel efter ham, der alene giver Sjælene Fred.«[1]

Brændevinslast ligesaa vel som Brændevins­handel var fuldstændig ophørt, og Foældrene toge sig med fordoblet Iver af Børnenes Undervisning.

Gud havde ladet »Aandens Vejr« fare hen over sit Folk, og Kautokejno Menighed indsendte en fornyet Anmodning om at erholde en fast­boende, lappisktalende Præst.

Og da Regeringen af den foregaande havde indset Nødvendigheden deraf, blev i 1852 Lappernes Ønske endelig opfyldt.


Da Ligtoget havde forladt Kirken, sad en ung Lappekvinde igen paa en Gravsten og hulkede.

Det var Seimke. Barnet i hendes Skød havde begyndt at græde, skønt det intet fejlede, og Seimke vidste, det var, fordi dets Fader havde syndet.

Lamik Nikkut tilligemed de øvrige Arrestanter bleve sendte til Arresten i Tromsø, hvor den første imponerede Øvrigheden ved sin kække Fasthed og ved sin glødende Overbevisning.

Enhver Bestræbelse forat faa ham til at indse sin Synd var imidlertid forgæves. Braadden af ethvert Bibelsprog, der blev rettet mod ham, vendte han behændigt mod Angriberen selv.

Lamik Nikkut var en dyktig Fægter, han var vel udrustet, bepansret og usaarlig.

Hver Gang Biskoppen forlod ham med de Ord. »Gud være med dig,« svarede Lamik Nikkut altid trodsigt og selvtillidsfuldt:

»Ja vel! Jeg bliver tilbage med al Guds Kraft, og saa gaar Biskoppen bort uden Gud.«

Enkelte af Oprørerne bleve dømte til kortvarigt Fængsel, andre til Fængsel paa Vand og Brød, Lamik Nikkut og en anden Lap tilligemed to Kvinder derimod paa Grund af de Hovedroller, de havde spillet, til Tugthuset i Kristiania. Den Lap, der havde given Lensmanden Dødsstødet, blev hernettet.[2]

Ved disse Domme blev der imidlertid stadig taget Hensyn til det formildende Faktum, at Fanatismen paa én Maade havde gjort dem utilregnelige.

»Din Dom er falden, Lamik Nikkut,« sagde Biskoppen.

»Jeg appellerer til Fader Kongen,« svarede Lamik Nikkut stolt. »Jeg vil prøve ham, om han er af Gud, eller om han er af Djævelen.«

Da Ansøgningen imidlertid kom tilbage uden Benaadning, rev Lamik Nikkut den itu og raabte:

»Fader Kongen er dømt! Anathema over den dømte!«


  1. Af Biskop Juels Breve.
  2. Faktisk skede selve Mordgerningen først den 8de No­vember 1852, og Morderens Navn var Aslak Jakobsen Hætta. Lappen rasmus, der et Aar efter Dom­fældelsen døde i Tugthuset i Kristiania, og i Virke­ligheden først paa Dødslejet angrede sin Brøde, er i ovenstaaende Fortælling bleven forvandlet til Lamik Nikkut.


Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden.