André fra Kautokejno/20

Fra Wikikilden
Karl Schønbergs Forlag (s. 247-251).
20de Kapitel.

Der laa de — Moder og Søn. Medens Olga badede Andrés Pande med Sne, bøjede hans Fader sig over den fremmede Kvinde, der havde frelst hans Liv. Blodet strømmede ud fra hendes Bryst og farvede Sneen.

Thorsen saa ind i de sorte Øjne, der funklede i Stjernelyset med Feberglans. Han for tilbage.

»Aina!« raabte han med bristende Stemme, »er det saadan, jeg skal træffe dig igen!«

»Andreas,« sagde den døende, »jeg har syndet mod Himlen og mod dig og er ikke længere værd at kaldes din Hustru.«

André aabnede sine Øjne. I det samme Sekund, hans Bevidsthed begyndte at vende tilbage, saa han intet andet end det mørke Ansigt, han havde kaldt sin onde Aands, siden han første Gang saa det paa Tromsø. Der var det igen! Det var dog alligevel hans Moders Ansigt!

Den samme Afsky og paniske Rædsel greb ham ligesom hin Gang.

Og som om han vilde skyde den hele Skyld for, hvad der nu var sket, over paa hende, som om han vilde anklage hende for den Arv, hun havde givet ham, og som havde afstedkommet alt dette, væltede han det hele Ansvar, den hele Syndebyrde over paa hendes Skuldre.

Han sprang op.

»Forbandet være du!« raabte han.

Thorsen hævede Haanden i Vejret.

»Forband ikke,« sagde han.

»Lad ham kun forbande,« svarede Moderen. »Mig sker kun min Ret, selv om ogsaa du for­dømmer mig.«

»Aina,« sagde den gamle Mand, »din Husbond var den sidste, der vilde kaste den første Sten.«

»Andreas,« sagde hans Hustru og foldede sine Hænder, »jeg forlod dig for en Mands Skyld, som ikke var værd at løse din Skotvinge. Jeg havde set ham en Gang i Karasuando, men du vidste intet derom, jeg sagde det ikke til dig. For denne Mands Skyld forlod jeg dig, Andreas, og indbildte mig, jeg elskede ham, fordi han lovede mig Frihed, Pragt og Diamanter; det var jo et helt Æventyr. Han holdt intet, Andreas, han holdt intet. Han berøvede mig min Uskyld og — forlod mig.«

»Hans Navn!« raabte Andreas Thorsen, idet han ligbleg snappede efter Vejret.

»Grev Wasili,« sagde Aina.

»Grev Wasili!« raabte de tre, der stode omkring hende.

Det var et trestemmigt, aandeløst Raab.

»Han hed Henri Wasili og var fra Riga. Jeg saa ham for en Maaned siden paa Tromsø, — han var bleven en gammel Mand. Andreas! Siden han forlod mig, har jeg levet et retskaffent Liv; jeg tænkte paa dig. Jeg har levet i stor Fattigdom i mange Lande, men jeg har altid ernæret mig ærligt og uden at behøve at rødme over mit Arbejde. Jeg sled mig frem og længedes efter dig.«

»Aina, Aina!« hulkede den gamle Mand. »Hvorfor kommer du først nu?«

»Fordi jeg skammede mig ved at vende om, Andreas. Min Synd brændte mig paa Sjælen, jeg hungrede og tørstede efter at se dit Ansigt, men jeg kunde ikke faa det over mine Læber at sige: »»Tilgiv mig.«« Jeg kunde ikke ydmyge mig. Andreas, min Trods har brugt syv og tyve Aar forat komme til dig.«

»Hustru,« sagde Andreas Thorsen og kyssede hende. »Du kom, var det end i den ellevte Time. Du kom og gav mig dit Hjerteblod.«

»Om det kunde sone! Jeg var træt, Andreas. Jeg slæbte mig hen som en Hund forat dø for dine Fødder. Den Ret havde din gamle Hustru dog tilbage.«

»Barn, Barn!« raabte hendes Husbond, idet han paa ny søgte at stanse Blodet, »jeg vidste, du vilde komme. Jeg har aldrig tvivlet paa dig, jeg har elsket dig og ventet paa dig.«

»Saa dør jeg glad. Den Frelser, du har lært mig at kende, har nu ført mig hjem. Lad Blodet flyde, Andreas, lad det flyde, det er jo for dig. Jeg fik redde dit Liv, Husbond! Lad mig saa faa dø! Jeg havde dig dog alligevel saa kær!«

Andreas Thorsens Hustru var død, da Grev Wasilis Pulk stansede udenfor Kirkesangerens Hus.

Han saa Blodet paa Sneen, han saa den dødes Ansigt, han kendte det igen, og han saa de tre, der stode omkring hendes Lig. De saa paa ham.

Grev Wasili stansede, han følte, han var tilovers, han tog uvilkaarlig Hatten af sit Hoved.

»Grev Wasili,« sagde Andreas Thorsen med brudt Røst, »hvad De har syndet mod min Hustru, det tilgive Gud Dem, i dette Øjeblik kan jeg det ikke. Gaa!«

Og uden at sige et Ord eller at blinke med Øjnene kastede Russeren sig ind i Pulken og — kørte bort.



Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden.