André fra Kautokejno/19
En ensom Lappegamme laa midt paa Fjeldet; Salmetoner løde ud fra den i Sneørkenens Stilhed.
Lamik Nikkut prædikede; i Lappegammen holdtes en gudelig Forsamling.
Men samtidigt listede »hans Sjæls Broder,« Fantasus, sig skyggeløs som et Nordlysspøgelse op over Fjeldkammen.
Fanatismens Djævel havde iført sig Fantasiens mest lysende Klædebon.
André kom kørende i sin Kærris hen over Vidderne. Han havde faaet et lidet Forsprang for Grev Wasili, han kunde være sin egen Vappus.
Renen travede af Sted, som om den traadte i Dun, og lydløst skar Kærrisen Furer i den lette Sneskorpe, men i dens Spor fulgte Nemesis.
André var »utilregnelig,« nervøs, hidset, han var i Ekstase. Nordlys havde paa ham den samme elektriske Indflydelse, som Tordenvejr har paa andre. Lappens Reuvot havde grebet ham; han saa Syner, Luftafspejlinger, Hallucinationer.
Vinternat! Dæk Lyset, der rødligt og trist som en Natlampes lyser ud i Mørket. I Menneskets gode Engle, slukker for Guds Skyld dette Lys, dette fattige, forræderiske Lys!
Forsilde! Det havde allerede røbet André Lappegammens Tilværelse.
Hans stansede og steg ud, idet han viklede Tømmen om Armen. Han hørte Salmesang og Hulken.
»Jeg er nysgerrig,« tænkte han, idet han løftede Renskindet.
Et Tableau viste sig for hans Øje, som ved sin bizarre Groteskhed vilde have gjort Furore paa et Theater.
Den med Renfidt fyldte Lampe vilde kun dunkelt have oplyst Gammens Indre, hvis ikke den blussende Flamme paa Ildstedet havde kastet sit ustadige Skin hen over Forsamlingen.
Og Lapperne stode tæt pakkede sammen, indhyllede i rødkantede Pæske og med Tolleknivene stukne ind i Belterne.
De stode der alle tause, med de blottede Hoveder hævede og med Øjnene fæstede paa én Mand, paa den Lap, som forkyndte dem Aabenbaringens Ord om Dyret med de syv Hoveder. Der var noget mystiskt ved Synet, især i den rødlige, infernalske Belysning.
»De maa være Lamik Nikkut!« tænkte André, idet han stod udenfor og keg ind under Renskindet.
Der laa et forunderligt, endnu slumrende Udtryk i de sammenknebne Pupiller.
Det var Loke selv, der var stegen ned fra Mythens Sagahal og nød Synet æsthetisk.
»Samer!« raabte Lamik Nikkut. »Forat frygte Gud, maa man synde[1]; thi kun den, som synder, frygter Gud. Men vi frygte ikke Gud, Samer; thi de, som have Aanden, kunne ikke synde. Vi ere Guds Lemmer, og Gud kan hverken straffe eller dømme sine egne Lemmer. Vi ere døde og kunne derfor ikke mere dø. Der ere aandelige og kødelige Legemer, Brødre, men vi have ikke de kødelige men de aandelige Legemer.
Det saaes i Forkrænkelighed, det opstaar i Uforkrænkelighed, det saaes i Vanære, det opstaar i Herlighed, det saaes i Skrøbelighed, det opstaar i Kraft.
Samer, vi ere paa den nye Jord! Vi ere Bibelen, vi ere det ny Testamente, vi ere Sinai, vort Legeme er Loven, derfor ere vi berettigede til at dømme Verden.
Vi ere Gud Fader, Søn og Aand, vi ere Treenigheden! Sønnen har tabt sin Magt; thi den er bleven overantvordet os, og i os har den faaet Dødskraft til at dræbe.
Brødre! Vi ere komne forat bringe Ufred. Der, hvor vi ere, maa der ikke være Fred. I skulle ikke mene, at jeg er kommen forat sende Fred paa Jorden. Jeg er ikke kommen forat sende Fred men Sværd.
Børnene skulle forbande deres Forældre, forat Forbandelsen skal komme tilbage Led for Led op ad indtil vore første Fædre.
De som ikke her i Verden blive syndefri, komme ikke ind i Himmeriges Rige.
Samer! Vi gennemskue alle Menneskers Indre, vi ere alvidende! Vi skylde hverken Præster eller Øvrighed Skat eller Lydighed.
Lad Faderens Ild[2] falde paa Jorden og fortære de ugudelige!
Fører dog hid hine mine Fjender, som ikke vilde, at jeg skulde regere over dem, og slaar dem ihjel for mine Øjne!«
»Amen! Amen!« raabte Lapperne og hævede Hænderne. Forsamlingen faldt paa Knæ.
Det var en Situation, som var vel værd at beherske!
Havde han ikke fra Barndommen af havt den betryggende Følelse af, at alt var til for ham? Ligesom Lamik Nikkut var Dikteren en Gud, som ingen turde dømme. Der var Aandeslægtskab i begges Fantasier, de fløj begge til Himlen.
I næste Sekund stod André paa Stenen højt over den knælende Mængde.
Vogt dig, vogt dig, Dikter! Er Inspirationen fra Gud eller fra Satan?
Naturen fordrede dog én Gang sin Ret! Civilisationens Baand sprængtes i ét Nu, og hele Lappens Vildhed var sluppet løs. Men André var ogsaa kommen op paa Højfjeldet.
De onde Kræfter, som raade i Ultima Thules Vinternat, de klagende Røster, de Angstens Suk, de Rædslens Hvin, der stønner rundt om Nordpolen, fik Luft.
De skrege i Harme, i Raseri, i Vanvid.
Begreberne forvirredes, og det ene blandedes ind i det andet i et kaotisk Vildrede.
I Lappernes Hjerter blev Nationalitet ét med Kristendom, Synd med Nationalitetsforræderi, Djævlens Aag med Europæernes, Lap det samme som Kristen, Hedning det samme som Nordmand.
Aldrig havde André improviseret saa umiddelbart, saa satanisk betagende som i dette Øjeblik.
Men Ansvaret, Dikter, Ansvaret? Naar er du utilregnelig?
Og Lapperne lyttede til. De saa op til det glødende Ansigt, dæmoniskt skønt i sin Vildhed, en falden Engels Aasyn ligt, som til en guddommelig Aabenbarelse.
Det var det Ansigt, Olga allerede som Barn havde anet.
Han antændte dem med en Afgrundens Ild, der strømmede som Gift gennem deres Aarer.
»Det er André!« jublede Lamik Nikkut og bøjede sig for den overlegne Magt, der havde behersket hans Barndom. Den var hans Skæbne.
»Hævn! Hævn!« raabte André. »De ere besatte af Uretfærdighedens Aand. Tilintetgjør dem, Samer!
Lappalaiset, du Guds Udvalgte, frem ad til Storhed, til Glans, til Frihed! Ekselsior!«
Og aandeligt drukne styrtede Lapperne ud.
Ødemarkens Børns Fantasi er let at vække, og den er mørk som Natten selv.
De styrtede ud. Fra Indskydelse til Handling er der hos Samerne kun et Skridt.
Uden at sige et Ord bandt Lamik Nikkut og hans Kammerater sine Ski paa Fødderne. Skierne stode i lange Rækker og ventede udenfor Gammen.
De grebe Skistavene og joge af Sted.
O, Dikter, Dikter, hvad har du gjort?
Fra den ene Renby til den anden jog Skaren.
I Nattens Mulm bankede de paa, de kaldte Beboerne ud i den Helliges, i Jehovas Navn til Guds Straf over Djævelens Børn.
Kaldelsen var kommen gennem en Kerub, et Sendebud, der den samme Nat var stegen ned paa Fjældet fra Himlen.
Han havde givet dem et guddommeligt Løsen; det var: »Ekselsior!«
Det fremmede Ord indgød Ærefrygt, især fordi de ikke forstode det.
I den kolde Vinternat voksede Skaren. Efterhaanden som den passerede Renby efter Renby, formeredes den lig en rullende Snebold.
Men Kautokejno hvilede i islagt, snedækt Fred. Lensmandens Hustru og Børn laa i tryg Søvn, og Børnene smilede i Drømme.
Da kom i Nattens Stilhed de hævntørstige Lapper glidende som sorte Skygger ned ad Bakkerne, der omsluttede Dalen.
»Ekselsior! Ekselsior!« gjaldede fra Skrænt til Skrænt.
Fra alle Sider, fra alle Højder kom de, disse tause Skikkelser og skøde en lydløs, tigeragtig Fart mod de tvende norskes Huse.
De sovende vækkedes af Stridsskriget: »Ekselsior!« Det forfærdelige Raab lød som vildes Hvin, som Djævlenes Hyl i Gehenna.
Da André kom til sig selv, var han alene.
Gammen var tom, og Lampen under Tagskægget var nær ved at slukne. Veden paa Ildstedet var forlængst bleven Aske.
André for op og styrtede ud. Der var tomt. Hans Kærris, hans Ren, Skierne vare borte, ikke et Liv var at se.
»Burist! Burist« raabte han.
Intet Svar, — Fjeldvidden var tom.
Da sneg der sig en Anelse om noget forfærdeligt ind i hans Sind, — han vidste ikke selv hvorfor, — en trykkende Angst, som den berusede under Tiden kan føle, naar han pludselig bliver ædru.
Hvad var Aarsagen til Lappernes gaadefulde Forsvinden? Hvor vare de tagne hen?
Spor! — Spor? Hvorledes kunde han finde Sporet i Natten? Skiernes Spor paa Skarren[3] kan det endog være vanskeligt at følge selv ved Dagslys.
Uden at vide, hvad han gjorde, spændte han det eneste, igenblevne Par Ski paa, greb Staven og ilede af Sted.
Ned ad Skraaninger, over Urer, fra Hej til Hej! En navnløs Rædsel var faret ham i Blodet.
Fra Renby til Renby, — ikke en eneste Mand fandtes paa hele Fjeldet.
»Hvor ere de dragne hen?« raabte han til Kvinderne.
»Ned til Dalen,« svaredes der, »forat udføre Guds Dom.«
Ned ad, ned ad, uafbrudt ned ad! Aldrig i sit Liv havde han løbet en Skifart som denne.
Hans Knær bleve stive, Blodet sprang frem paa Læberne af det stærke Lufttryk, hans Tænder vare sammenbidte, hans Hals snørede sig sammen, Pulsen hamrede, hver Blodsdraabe i hans Legeme raabte: »Frem ad!«
Nordlysene fulgte ham som Furier hen over Hejerne.
André kom ned, han saa sig om sky lig den onde Samvittighed.
Der var knugende stille, og denne dulgte Stilhed fornyede hans Angst. Den lignede en Fjende, der skjuler sig.
Uden at være sig bevidst hvorfor, tog han Retning mod Lensmandens og sin Faders Hus. Han havde ikke været der paa femten Aar!
André bøjede nogle rimdækte Grene til Side og lyttede.
Da hørte han en Lyd i Natten, som bragte Blodet til at stivne i hans Aarer.
Og dog var det ikke andet end det gentagne Raab: »Ekselsior!«
Barmhjertige Himmel! det var et Mordskrig.
Han jog af Sted. Lensmandens Hustru og Børn flygtede ind og forskansede sig i Huset, Manden slæbtes ud.
Regnskabet, Regnskabet, Dikter! Skal du ikke gøre Regnskab for dette?
En Tollekniv hævedes over Lensmandens Hoved.
André slængte Skistaven hen ad Sneen, styrtede hen og kastede sig over ham. Han hævede Haanden.
»Hold inde!« raabte han. »Hans Blod kommer over eder og over eders Børn!«
Men Dikteren var bleven svag og magtesløs ligeover for det Helvedsspøgelse, hans Muse havde fremmanet.
Lapperne hørte ham ikke.
André mødte det sidste Blik fra Lensmandens bristende Øje, idet han faldt om paa Sneen, han hørte Svøbeslagene paa Kvindernes Ryg, han hørte Børnenes Angstskrig; hvorhen han vendte sig, saa han disse haanleende, grinende Lappeansigter, og over alt dette Maanens blege, uhyggelige Dødsskin!
Han følte sig hensat til Ragnarøks Rædsler. Sjælekval, Afsky og Gru søndersled ham.
André ilede fra den ene, han ilede til den anden, han bad, han truede, han besvor — forgæves!
Nemesis var kommen over ham; thi han havde stampet mod Braadden og trodset sin Gud.
Den poetiske Djævel var ikke til at spøge med, den vendte sin Klør mod ham selv.
»Men om Lapperne bleve gale af hans Fortællinger, det kom ikke ham ved!«
Da vendte han sig om og saa sin Fader og sin Hustru midt i den rasende Hob.
Hans Fader, hans gamle, hvidhaarede Fader, — o, hvor var han bleven gammel! Andreas Thorsen blev slaaet til Jorden, men i samme Nu styrtede en høj Kvænkvinde sig over ham, dækkede ham med sit Legeme og modtog det Dødsstød, der var tiltænkt hans Hjerte.
Hun modtog det i sit eget Bryst.
Lamik Nikkut hævede Tollekniven over Olgas Hoved.
Da slyngede André Kniven ud af hans Haand, greb sin Hustru i sine Arme, og halv vanvittig faldt han paa Knæ og bønfaldt om en Inspiration fra Himlens Gud.
Og André sprang op paa den hosliggende Sten med Olga trykket fast i sin Arm, han hævede Haanden, som Moses mod Israels Folk, og hans Ansigt funklede i Fortvivlelsens Indskydelse.
»Ve eder, I frafaldne, I som ikke kende til Barmhjertighed! Liv for Liv, Øje for Øje og Tand for Tand. Den, der gribe til Sværd, skal omkomme ved Sværd. Forbandelse over dig, du samiske Stamme! Du taber din evige Salighed, siger Herren den Almægtige.«
Rystende i hvert Lem, halv afmægtig af Angstens Forventning lænede han sig til Træstammen.
Og se! Hans gamle Magt vendte tilbage, Lapperne vege slagne af Skræk, som om en Gud havde talt til dem.
Et eneste, spejdende Sideblik, opskræmt, aarvaagent som en Væsels stjal sig ud fra Andrés Øje.
Aandsnærværelsen greb ham. Han maatte uopholdelig benytte den Fordel, han havde vundet, og forfølge den til det yderste, hvis han skulde vinde Sejr.
Han pegte op mod Fjeldet og saa paa dem.
Tause bleve Lapperne ved at vige tilbage.
André vendte ikke sit Øje fra dem, han trak ikke sin Haand til sig, men blev ved at pege ud. Han vidste, det gjaldt hans Hustrus, hans Faders Liv. Hans Nerver vare spændte som en Dyretæmmers.
Og de vilde Dyr bøjede sig for deres Herres Blik. Lamik Nikkut bøjede sig igen for sin »Skæbne« og — for sin Overmand.
Han skjulte sky og fordægtig sit Ansigt, ligesom Mefistofeles skjulte sit for Korset.
De stak Knivene i Belterne, spændte Skierne paa og droge op od Fjeldet.
Men da den sidste Lap som et mørkt Silhouet aftegnede sig mod Stjernehimlen øverst oppe paa den hvide Bakkeskrænt, faldt André besvimet om. Hans Aandsevners Spænding havde været for stærk.
Dikteren havde lært sin Magt at kende, — men for hvilken Pris?
Han var falden om ved Siden af den dræbte, hvis Blod mærkede hans Pande.
Vilde dette Blod vidne mod ham og raabe til Himlen paa Dommens Dag?
|
Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden. |