André fra Kautokejno/18
Fra Martensnæs til Polmak, fra Polmak til Karasjok!
Efterretningerne fra Kautokejno bleve mere og mere foruroligende, de faldt snart Slag i Slag, men da de samtidig bragte den beroligende Vished, at Kirkesangeren levede vel, svandt Andrés Frygt imidlertid fuldstændig hen.
Han lod sig i det Hele taget let berolige og hadede af sin inderste Sjæl enhver Bekymringens Forstyrrelse. Medens Olga, trods alle Fornuftgrunde, plagedes og forfulgtes af sin Angst for den gamle, værgeløse Mand, hvilede André selvtilfreds i den sikkre Overbevisning om, at »ingen turde røre ham.«
Enkelthederne bleve de rejsende udmalede med alle Virkelighedens forfærdelige Farver.
»Voilà, den poetiske Djævel, André!« raabte Grev Wasili og gned sine Hænder. »Der har vi ham! I hans Ondskab er Storhed, og i enhver Storhed bor der en Guddom.«
»Det kunde dog hænde, I ved nærmere Bekendtskab ikke fandt denne Djævel fuldt saa poetisk,« bemærkede Olga ironisk. »Guddommen er uberegnelig, den kunde let finde paa at overaske eder med Spørgsmaal om Liv og Død.«
»Antaget! antaget!« raabte André, der fremdeles ikke formaaede at løse »denne Livsmagts« Problem, »men her komme vi jo netop til den gordiske Knude: hvorledes kan Religionen blive et Spørgsmaal om Liv og Død?«
»Følte du ikke en Anelse derom den Gang, du som Dreng gik over til den katholske Kirke?« spurgte Olga.
»Det var Kunstbegejstring,« indfaldt André, »det var Religionen iklædt Poesi, men Religionen bar og nøgen, hvordan i Himlens Navn kan den blive et Enten — Eller?«
»Du saa det dog i din Barndom.«
André stansede.
»Saa jeg den? hvor?«
»Hos din Fader.«
»Hm, af den har jeg glemt alt undtagen det ene, at jeg afskyede den. Religionen er en Ide, om den kan man disputere, Religionen er en Stemning, og med den kan man fantasere.«
»André, hvorfor kan den Frygt aldrig snige sig ind i din Sjæl, at du dog alligevel kunde tage Fejl af Gud?«
»Fordi jeg ikke tror paa ham. Gud er kun skabt af vor egen Hjerne; han er et Foster af vor egen Indbildningskraft.«
»Livetns Nydelse,« raabte Grev Wasili, »er Definitionen af det ondes og det godes Ur-Atomer. Disse Ur-Atomer maa findes i Kautokejno.«
Opholdet i Karasjok blev imidlertid adskilligt længere end beregnet. Man skulde her tage Afsked med det engelske Reisefølge, men André drog Afskeden ud saa længe som muligt.
Miss Hopes engelske Flegma æggede, hendes ligegyldige Modstand hidsede, og da André ikke var vant til at have Viljen til at besejre en Kvinde og ikke tillige Magten til at kunne det, blev det ham tilsidst en Æressag ikke at forlade Kamppladsen, førend han havde vundet Sejer og gjort et Indtryk. Kvænen vilde »sætte igennem!«
Denne uventede Uimodtagelighed begyndte at interessere ham som et Fænomen, og hans Opmærksomhed begyndte at faa et Stænk af Alvor, der trængte som et koldt Staal ind i hans Hustrus Hjerte.
Hvad var det? Begyndte hun at føle Skinsyge, og var der virkelig Grund dertil? Hvad vidste hun andet end, at hun gik om iblinde?
»I Lighed med Gøthe plukker han Blomster,« oplyste Grev Wasili.
»Der ere vandede med Hjerteblod,« svarede Olga.
»Græder hun?« spurgte André.
»Nej,« svarede Grev Wasili.
»Kunde jeg blot én Gang faa lokket en Taare frem af disse stolte Øjne!« raabte André rasende.
»Det faar du aldrig,« forsikrede Grev Wasili. »Opstiger der nogen Hjertets Forræder, saa kvæler hun den i Fødselen.«
»Det er ukvindeligt! For en Kvinde sømmer sig Taarer!«
Andrés Hustru væmmedes imidlertid over dette uklare, forhutlede Liv, hvor ingen vidste rede paa sig selv eller paa hverandre, og hvor ingen vidste, hvor han stod, men alle kun spillede en Rolle i en Komedie. Dette usle Liv, det var ikke, som hun vilde have det. Bedre at flye herfra til den gamle Fader!
Utaalmodigheden pulserede i hendes hele Legeme, i hendes Blod. Den langsomme, gradvise Udvikling enten til godt eller til ondt formaaede hun ej at følge. Olga Wasili fordrede Omslaget og Forvandlingen straks! Og fremfor alt: hvad der var Uret, det var Uret. En Uret maatte straks indses, og én Gang indset, øjeblikkelig rettes. Hun fordrede Resultatet fuldfærdigt og vilde ikke give Tid.
»Græder hun?« spurgte André.
»Nej,« svarede Grev Wasili, »hun græder aldrig.«
»Nej, jeg græder aldrig,« tænkte Olga, der havde hørt deres Samtale, »jeg græder aldrig. En Hjertesorg, der knuger i Fortvivlelse, kender ikke Taarer. — Hvorfor leve vi, han og jeg? Forat gøre hinanden ulykkelige? Og jeg vilde jo kun bringe ham Lykke.«
»André,« sagde Olga den tredje Dag efter deres Ankomst til Karasjok, »sørg for, at jeg faar en Vappus, jeg kan ikke vente længere, jeg maa straks af Sted til Kautokejno.«
»Vær saa artig,« sagde André, »du skal faa din Vappus i Morgen.«
»Du følger ikke med?«
»Nej,« svarede André.
Da Olga den paafølgende Dag sad indpakket i sin Pulk, gentog hun sin Advarsel: »Vogt dig, André, naar du kommer til Kautokejno. Du ved ikke, hvad Virkning dine Ord kunne have.«
»Det kommer ikke mig ved,« svarede André koldt. »Om Lapperne blive gale af mine Fortællinger, det kommer ikke mig ved.«
Olga saa paa ham, men hendes Øje mødte igen kun — Kvænens Trods.
»André,« sagde hun, »Nemesis er over dig. Vogt dig forat stampe mod Braaden!«
»Du tør aflægge Ed paa, at der ingen Lap findes paa Fjeldet?« raabte André til Vappusen.
»Ja vel! Der findes heller ingen i Kautokejno, de ere alle dragne ad Karasuando til.«
»Saa kør! Jeg giver min Hustru i din Æres Haand.«[1]
Da Toget var kørt, kunde André, ligesom hin Gang som Dreng, have kastet sig ned og vredet sig i fortærende Harme og Lidenskab.
»Jeg elsker kun dig, kun dig, kun dig!« raabte han, »men jeg vil tillivs det »»gode,«« der er i dig. Bedre, ti Fold bedre, om du var mindre god; thi saa kunde vi dog i det mindste komme ud af det sammen!«
I en Kvartmils Afstand fulgtes Olga imidlertid, uden at ane det, af sin Husbond og af sin Fader. De fulgte Sporene af hendes Pulk og stansede, naar de antoge, hun stansede; thi de ønskede ikke, at hun skulde ane deres Nærhed.
Tilfrosne Myre og tilfrosne Moradser!
Kun hist og her saaes enkelte mosgroede Stene. De laa ubevægelige og rørte sig ikke.
Det var Lapper, der laa paa Lur efter et eller andet og som, med Pæskene trukne op over Hovederne, selv for det skarpeste Øje ikke vare til at adskille fra Mosset og fra dets Klippe.
Vappusen nynnede de første Strofer af »Bjørnejægernes Sang:«
»Kitulis puorre! i skada sobbi jella saiti! — Tak, du gode, du har ikke skadet Stav eller Spyd!«
Den langsomme, monotone Sang lød klagende og trist i Stillheden.
»Der fløj en Fugl,« udbrød Olga.
»Det var Vuormes — lodde,[2]« sagde Vappusen.
Han havde neppe udtalt, førend en Snesky for forbi dem.
Vappusen tog øjeblikkelig Huen af.
»Der red Rota[3] forbi paa sin Offerhest!« raabte han.
Træt af at stirre omkring, uden at hendes Blik mødte en eneste levende Genstand, opdagede Olga endelig en Skikkelse, der kom hoppende imod dem.
»Det er en Same,« sagde Vappusen.
»Nu har jeg ogsaa faaet Magt til at dømme! Nu har jeg ogsaa faaet Magt til at dømme!« raabte Lappen, idet han svingede med Haanden og hoppede videre.
»Mon her skulde være et Lappetelt i Nærheden?« udbrød Forkøreren.
Olgas Hjerte bankede af en ubestemt Anelse om noget uhyggeligt, der vilde komme.
To Rener laa døde midt paa Fjeldet, indviklede i hinandens Horn[4]. Det havde været en Dødens Omarmelse.
Lappeteltet hævede sig snart op foran dem.
»Det var bedre, vi ikke havde truffet det,« sagde Vappusen, »men da det er sket, er det bedst at gaa ind og varme sig.«
Skønt modstræbende fulgte Olga hans Vink, men da hun traadte ind i Teltet, for hun forfærdet tilbage.
Teltet var opfyldt af Lapper, der dels hoppede omkring Ilden, dels laa paa Jorden og væltede sig i Krampetrækninger som besatte.
En vanvitting Hujen lød rundt om hende.
En Gut paa ti Aar hvinede af alle Kræfter.
»Stakkar, han vil give af den Aand, han har, Stakkar!« raabte Lapperne.
Et graahaaret Fruentimmer gik om med bart Hoved. Hun nejede og smilede:
»Jeg er Jomfru Maria,« sagde hun, »jeg har undfanget ved den Helligaand. Jeg er den benaadede blandt Kvinderne.«
Olga ilede tilbage til Pulken. »Af Sted!« raabte hun. »Jeg kan ikke være derinde!«
Vilde Raab, Larmen af buldrende Mennesker steg op rundt om hende som et bølgende Hav, efter hvert som hun kom længere og længere ned ad.
Voldsomheder, Piskning og Indbrud havde bredt Skræk og Forvirring i Renbyerne.
Hoppende, hujende og bandende, med hæse, uartikulerede Strubelyd fore Skarer fra Gamme til Gamme.
»Vorherre se i Naade til os,« sagde Vappusen, »jeg troede, Kautokejnolapperne vare tagne til Karasuando.«
»Jeg er ikke bange,« sagde Olga. »Kør!«
I Nattens Stilhed og Mørke genlød Luften af Klageraab og Paakaldelser. De forvildede droge om »forat aarelade Menneskens Børn; thi det Syndens Blod skulde udtappes.«
»Er det dette?« tænkte Olga, idet hun i en gysende Modbydelighed lukkede sine Øjne. »Er det dete?«
Det var hende, som om hun var kommen ind i et Helvede.
De stansede igen ved et Lappetelt. Mænd og Kvinder sadde andægtige i en Kreds om Baalet; foran Indgangen laa en Lap og sov.
»Stille!« sagde Mændene. »Noaiden sover,[5] og Saivvo — gadse[6] gaa over hans Fødder.«[7]
»Noaiden sover,« sagde Kvinderne, »og Saivvo — lodde[8] fører hans Sjæl til Jahmi — aibmo, de dødes Rige.«
»Alits Tario er syg«, sagde Lapperne. »Noaiden rejser til Jabmi — aibmo forat bede hans døde Moder[9] om ikke længere at pine ham.«
»Stille!« hviskede de alle, »Noaiden sover!« Olga satte sig igen i sin Pulk og kørte videre.
Midt i den religiøse Ophidselse endnu et Stykke fredeligt sovende Hedendom! Modsætningen var overvældende.
Hun kom til Kautokejno; der var dødsstille. Lapperne vare alle som én trukne op til Fjelds, hvorfra hun netop var kommen. Der rørte sig ikke en Vind, der hørtes ikke et Fodtrin.
Pulken holdt udenfor Kirkesangerens Hus. Hun kendte det vil igen!
Olga kastede sig ud, betalte Vappusen, aabnede Døren, der mod Sædvane ikke var bleven lukket, — femten Aar vare svundne hen, siden hun betraadte denne Tærskel! — og ilede ind.
Der sad han ved det enlige Lys, der skinnede ud gennem Vinduet, og læste i sin Bibel Kapitlet om den forlorne Søn.
Forstyrret af Larmen saa han op.
Olga kastede pæsken af sig.
Det var ham! Hun kendte ham igen! Det var de samme, velsignede Øjne.
Ære være den gamle Mand! Han var en af de højbaarne og ensomme i Livet.
»Fader, Fader, hjælp mig!« raabte hun, idet hun sank paa Knæ og strakte sine foldede Hænder op mod ham.
Andreas Thorsen sprang op.
»Jeg er Olga, din Datter. Hjælp mig, hjælp mig mod min Mand!«
Thorsen bøjede sig over hende.
»Hvad har han forbrudt mod dig?« spurgte han hæst.
»Min Fader og min Ægtefælle lægge begge en Snare forat fange mig, de have sammensvoret sig mod mig forat skræmme mig ind i Uret og Løgn. Hører du, gamle Mand, hører du! Jeg maa advare min Mand mod min egen Fader; han er hans Livs Fjende!«
»Hvad har han forbrudt mod dig?« gentog Thorsen. Hans Ansigt var bleven ligblegt.
Og Olga fortalte. Hun aabnede sit Hjerte, og med den Livsstrøm, der flød ud, var det, som om hun udgød sin egen kæmpende, forpinte Sjæl.
»Det var Egoismen og Selvforgudelsen! Det var den, jeg hadede hos ham, da han var Dreng, og jeg var Pige, men da jeg lovede dig at blive hans Søster, da glemte jeg den, fordi jeg begyndte at elske ham og at opofre mig for ham. Jeg saa den ikke længere. Fader Thorsen, jeg saa den ikke, da jeg gav ham min unge Kærlighed! Jeg elskede ham saa lidenskabeligt, saa jeg glemte Kampen, men — nu er den kommen igen. Det var kun Vaabenstilstand, ikke Fred.«
»Barn, Barn,« raabte den gamle Mand, »hold inde, sig ikke mere! Det er hans Moders Natur.«
»Og skal den forfølge ham til Døden? Skal min Kærlighed være fordømt til at kvæles af retfærdig Harme og Foragt?«
»Foragt er et tungt Ord. Bedre for dig selv, hvis din Foragt blev forvandlet til Medlidenhed. Medlidenhed er et bedre Ord.«
»Ingen Medlidenhed med det, som er lavt og usselt!«
»Dømmer ikke! Med hvad Maade du maaler, skal dig igen maales. — Stakkels Barn, kom hid! Du har ikke havt nogen Moder.«
»Nej, jeg har ikke havt nogen Moder. Jeg har opdraget mig selv. Alene med mig selv er jeg vokset op og er bleven til den, jeg er, baade i det gode og i det onde.«
»Du er en herlig, ædelbaaren Natur,« sagde Andreas Thorsen og saa paa hende med faderlig Kærlighed, »men du har en mægtig Vilje. Du har let forat handle og kæmpe, men du har visselig vanskeligt forat lide og taale.«
»Det kan jeg ikke,« sagde Olga, »jeg maa sige dig Sandheden.«
»Og dog staar der i Skriften: »»Lider alt, taaler alt, haaber alt.««
»Det er svært, Fader, det er svært. Naar André gør en Uret, maa jeg sige ham den. Jeg kan ikke tie, jeg maa tale.«
»Bedre, Barn, bedre, om du ikke talte saa meget til ham, men derimod taug og bad for ham.«
»Umuligt! Den som tier, den samtykker. Fader Thorsen, jeg skrev til dig: »»Bed for mig, at jeg ikke maa elske ham højere end Gud!«« Og det vilde jeg gjøre, hvis jeg ikke sagde ham Sandheden.«
»Men Sandheden kan siges i Tide, og den kan siges i Utide. Du arbejder for meget, du er jo dødstræt. Overlad nu en Gang Arbejdet til Gud. Bed og — vent.«
»Vent!«
»Den, der elsker, bliver aldrig træt af at vente.«
»Aldrig træt af — at vente!«
»Nej. Jeg har ventet paa min Hustru i syv og tyve Aar.«
»I syv og tyve Aar!«
Idet Olga slog sit Øje op, begyndte hun at ane Kærlighedens Almagt og Storhed.
»Jeg venter hende endnu, jeg venter hende til min Død. Selv om jeg ikke vilde vente, ventede jeg dog alligevel. Vent ogsaa du paa din Mand, han vil komme. Den Herre Jesus vil ryste ham vaagen og føre ham til dig, men vi maa begge lægge det i Guds Haand, Olga, og ikke forhaste os eller ville fremtvinge noget. Men vi maa tro, det skal ske! Tror du?«
»Ja, Fader, jeg tror, hjælp min Vantro!«
»Saa ville vi to, Barn, vente paa Guds Frelse og forberede os paa at se Guds Herlighed.«
»Kys mig, Fader! Jeg er fader- og moderløs. Jeg har ingen Fader uden du.«
Men i det samme Olga knælede ned foran den gamle Mand forat modtage hans Velsignelse, saa et blegt, stolt Ansigt ind ad Vinduet. Det sorte Øje saa længe og taust paa dem begge.
Gjort opmærksom ved en sagte Klirren mod Ruden saa Thorsen op, og Ansigtet forsvandt, men da han kort efter traadte ud forat indhente det forsømte og stænge Døren, ilede en høj Skikkelse opskræmmet til Side, idet den i hungrende Længsel strakte sine Arme ud mod ham.
O, hvorfor brændte ikke hendes Blik hans Ansigt?
Det trofaste Lys havde tilsidst kaldt hans Hustru hjem.
Thorsen stod med ét stille og lyttede.
»Hvad var det for en Lyd langt borte i Natten?«
- ↑ Lappisk Udtryk.
- ↑ Troldfugl.
- ↑ Det onde Væsen.
- ↑ Det hænder under Tiden, naar de stanges, at de ikke mere kunne komme løs.
- ↑ Efter forudgaaende Faste faldt Noaiderne i en magnetisk Søvn.
- ↑ Aander.
- ↑ De siddende placerede sig alle med Fødderne vendte mod Indgangen, saa at Aanderne nødvendigvis maatte gaa over dem, men kun den udvalgte Noaide mærkede Berørelsen.
- ↑ «Dødens Fugl.»
- ↑ De døde Slægtninge paaførte de levende Sygdom.
|
Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden. |