André fra Kautokejno/1
Norsk Finmarken er et Glimt af Ynde, en Efterklang af elegisk Poesi, som af en vilkaarlig Haand er kastet op mod Ishavets Kyster, og er bleven liggende der, gemt og — forglemt.
Lad os skynde os did op, medens det endnu er Sommer; thi Ultima Thule’s Sommer er det korrekteste Billede paa Menneskelivet, den er stakket og kort. Den ligner Liljen, som blomstrer i Dag og i Morgen kastes i Ovnen.
Med Syvmilsstøvler ile vi forbi Nordlands barske og nøgne Klippekyst, udtunget af en Række dybe Fjorde, kranset af Øer og vædet af Nordishavets Skum, forbi Nordland, som mange uindviede forveksle med Finmarken.
Vi skynde os forbi dets Drauger[1] og Trolde, forbi dets Klippers asketisk forsagende Nøkternhed og rædselsfulde Vildhed, vi ile op mod Nord!
Fjeldmasserne blive lidt efter lidt mindre spidse og sønderrevne, de sænke sig stadigt i blødere og mere buede Former. Naaletræerne blive færre og færre, Mosarternes Rige begynder.
Det hvide Rensdyrmos breder sig i Solskinnet som nyfalden Sne hen over Finmarkens Tundras[2], Multerne væve gule, saftigt glinsende Tæpper, og de antiskorbutiske Urters Duft strømmer os i Møde.
Vi ere komne op over Polarkredsen!
I hylle eder uvilkaarlig ind i eders Kapper, og begynder allerede i Tankerne at fryse.
»Vi ere komne til den evige Is og til den evige Sne!«
Paa ingen Maade! Aldrig have I maaske været længere fra at ane Sandheden.
Finmarken er hverken et evigt Isens eller et Jøklernes Land. Det har vide Sletter, forbundne ved dybe Fjorde og lakserige Elve, det ejer Bardo og det skønne Monselven, hvor frugtbare Enge, mægtige Fyrreskove, velbyggede Bondegaarde og modne Jordbær og Ribs gøre den rjesende stum af Overraskelse, det ejer Dale paa tyve, tredive Miles Længde, vædede af de i store Strækninger sejlbare Elve Alten og Tana, og bugnende af frodigt Græs og af bladrige Løvskove.
Hver Sommer komme Tusinder af brogede Trækfugle flyvende op til Finmarken fra England, Tyskland, Frankrig, Amerika, ja — endog en og anden, der har forvildet sig fra Spanien og Italien. I syngende, pludrende og snadrende Sværme lejre de sig ved Elvenes Bredder og paa Fjeldenes Vidder.
Med Sommerens Farvel trække de imidlertid atter bort — ned mod Syd. Elvenes Bredder blive øde, og Vidderne staa tomme, men Ekkoet af deres Sang, af deres Pludren og Snadren er blevet igen. Fjeldene have hordt det fast og kaste det trofast tilbage.
Det afsides og fjernt liggende Land oversvømmes tre Maaneder om Aaret af mangfoldige Nationaliteter, netop fordi det er saa fjernt liggende og afsondret. Det synes ikke at tilhøre »Verden«, derfor søger »Verden« det.
Mod Finmarkens Kyster bryde sig aarlige Efterdønninger fra det brusende og larmende Verdenshav. Hver Gang Dønningen viger tilbage, har den stedse skyllet et eller andet, ondt eller godt, op paa dets Strande.
En Genklang fra det store Verdensorkester toner stadigt op til Ultima Thule. Dets Folk bestaar halvt af Eneboere, halvt af Selskabsmennesker, og dette Særsyn er netop dets store Ejendommelighed.
Takket være den nævnte Samfærsel eje dets Fiskere tillige en klarere og videre Tankehorisont, end man skulde ane.
I Finmarken bruser Champagnen som intet andet Sted i Skandinavien; den sprudler og — skummer over. Det Land, hvor norske Høvdingeætter i sin Tid havde Sæde, er flot og overmodigt selv ved Ruinens Rand, og en Flig af udenlansk Elegance har heftet sig fast ved dets nøgne Stene.
Blaanende Alten og Tana, paa hvilke Finmarkingens hvide Baadsejl flagre som Maagens Vinger!
Solvarme Dale, prydede med Birkelier og fljølsbløde Mostepper!
Jublende Fugle og duftende Blomster, hvorledes ere I komne hid op?
Med maalløs Overraskelse spørge I:
»Hvorledes er dette Syn muligt under 70 Graders nordlig Bredde? Hvilket Under har skabt det?«
Og der svares: »Golfstrømmen!«
Men Sommeren farer forbi som et Pust i Sivet, og Vinteren kommer.
|
Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden. |