André fra Kautokejno/2
»Vi maa skilles, Andreas.«
»Skilles!«
Nordmanden saa paa sin Kvænhustru, der havde trukket sig tilbage hen i mod Døren. Hun stod med Armene korslagte over Brystet. Det askefarvede Haar faldt ned over hendes Ryg, og en uhyggelig Ild luede i hendes sorte, dybt liggende Øjne. Skønt grim, var hun dog til Forfærdelse bedaarende denne Nordens blonde Zigeunerske. Det var en djævleblændt Grimhed.
Der var stille i den lave Stue; det eneste, der hørtes, var det sovende Barns Aandedræt. Det laa i sin lille Seng midt i mellem Forældrene.
Andreas Thorsen saa intet andet end den hvide Pude og Barnets Hoved, der belystes af Talglysets matte Skin. Kun i Taage skimtede han Skikkelsen, som stod henne ved Døren; de Ord, den havde udtalt, var ham blot en forfærdelig Drøm, — »hun havde ikke sagt dem, o Gud, hun havde ikke havt Hjerte til at sige dem!«
»Giv mig fri, Andreas.«
»Fri? — Give dig — fri? — Nej.«
»Saa gaar jeg alligevel«.
Thorsen sprang op, som om en Slange havde stukket ham.
»Hvor hen, Aina?«
»Ud i Verden.«
»Med hvem, Aina?« raabte han i sin Sjælekval.
»Det bliver min Hemmelighed«, svarede Aina kort.
»Har du aldrig elsket mig?« spurgte Thorsen.
»Jeg troede det, men det blev ikke til noget.
»Men — det blev ikke til noget,« gentog han. Det var Domfældelsen over hans Livs Lykke.
»Men det blev ikke til noget!« Hans Haab, hans Stræben, hans Arbejde, hans Kærligheds Taalmod for at vinde denne vilde Sjæl, hans Hustrus Sjæl, og gøre den til ét med sin, som han havde haabet, da han for seks Aar siden sluttede hende i sine Arme, og bad Gud velsigne hende, — det blev ikke til noget! Han saa det alt, knust, knust for sine Fødder.
Han vaklede hen til den lille Seng, han greb Barnet, lige som den druknende i sin Fortvivlelse griber sin Redningsplanke, og løftede det op.
»Aina!« raabte han. »Kan du gaa fra dit Barn?«
»Ja.«
»Elsker du det ikke?«
»Nej.«
»Barn, Barn, se paa Moder! Hun ved ikke, hvad hun selv siger.«
Den lille Gut, der blev bange for Moderens ophidsede Ansigt, brast i Graad, og trykkede sit Hoved op til Faderens Bryst.
»Der kan du se,« lo Aina haanligt. »Lige for Lige. Han elsker mig ikke, han er sin Faders Barn. Giv mig fri, Andreas, giv mig fri. I fem Aar har jeg været levende begravet i Kautokejno. Du giftede dig med mig, for at jeg skulde spærres inde her i din Klokkerbolig mellem dine Bøger. Jeg skulle læse, lige som du læste, jeg skulde gaa paa Skole hele mit Liv, jeg skulde være sat, jeg skulde være ærbar. Jeg hader dine Bøger, jeg hader dig, du stille Bogorm, du blege Hængehoved! Jeg er ung, jeg vil danse, jeg vil leve, jeg vil ud!«
Naturbarnet lignede det vilde Dyr, hvis Drift er Frihed; lige som Dyret stod hun paa Sprang for at bryde ud af sit Fængsel.
Hendes Husbond saa paa hende med et Blik fuldt af Smerte men tillige af en forbarmende Kjærlighed. Han forstod hende, han vidste, at hvad han nægtede hende, vilde hun stjæle. Bedre, ti Fold bedre baade for hendes og for hans Fremtids Skyld, om han nu af egen fri Vilje gav hende det, hun bad om.
»Barn«, sagde han vemodigt, »du skal faa gaa og danse dig træt«.
»Giv mig Friheden helt ud, Andreas! Lad os skilles, saa bliver jeg her, til Skilsmissen er kommet i Stand.«
»Nej,« svarede han. »Jeg vil ikke være mensvoren for Gud, for dig og for mig selv. Din sidste Tilflugt vil jeg ikke berøve dig.«
Han hjalp hende Tøjet paa.
»Du gaaer til din Moder?«
»Ja, naar jeg tager Skierne, er jeg der om en Time.«
»I Morgen skal jeg sende dit Tøj efter dig«.
Sønnen satte sig opreist i Sengen og betragtede dem forbauset.
»Gaar Mor ud?« spurgte han.
»Ja, — Mor gaar ud,« svarede Faderen.
Aina saa sig om i Stuen, hun saa hen paa Barnet, derpaa vendte hun sig hastigt om. Der var noget rovdyragtigt i hendes Øjne, i det de slugte alt i et eneste, sky Blik.
Thorsen tog Lyset, og fulgte hende ud i den aabnede Forstudør.
Der var falden megen Sne, og Kirkevinduerne hist oppe paa Bakken lyste i Maaneskinnet.
Manden saa paa sin Hustru.
»Naar du har gaaet dig træt, Barn«, sagde han stille, »saa ved du, hvor du kan vende tilbage for at hvile. Og hvor meget du end da vil have forbrudt mod mig, saa er jeg desuagtet din Ægtefælle og du min Hustru. Mit Hjem er jo baade i Guds og i Menneskers Øjne dit og staar dig altid aabent. Min Kjærlighed kan strække til baade for dig og mig og frelse os begge.«
Hun bøjede sig ned og spændte Skierne paa.
»Farvel, Andreas.«
Høj og rank stod hun foran ham som en Legemliggørelse af Kvænenes haarde, ubændige Trods.
Han rakte hende Haanden.
»Dersom du ude i Verden skulde behøve Hjælp og Forsvar, og — og — nogen skulde være ond mod dig, saa ved du, jeg er den Beskytter, Gud har givet dig. Jeg vilde give mit Hjerteblod for dig, hvis du bad mig derom.«
Hun stødte Skistaven ned i Sneen.
»Farvel, Andreas.«
»Farvel, Barn! Herren lade sit Ansigt lyse over dig og være dig naadig, Herren løfte sit Aasyn over dig og give dig sin Fred.«
I det han med skælvende Stemme udtalte den israelitiske Velsignelse, vandrede hun langsomt op ad Bakken.
Han fulgte hende med Øjnene. Hun kom op paa Kammen, og hendes slanke Figur tegnede sig skarpt af mod Stjernehimlen.
Endnu stod han der i den aabne Forstudør i det svage Haab, at hun skulde vende sig om og se ham staa der med Lyset i Haanden, at hun skulde mærke, at han endnu ventede paa hende.
Men hun saa sig ikke tilbage. Hun drejede langsomt om Hjørnet af det fremspringende Stabur, og hendes Skygge fulgte efter.
Han drog et dybt, forpint Suk. Det var en Smerte, som naar Sjæl og Legeme skilles ad. Derpaa gik han ind i Stuen, hvor Barnet græd bitterlig, fordi det var blevet ladt alene tilbake i Mørket.
Han gik hen og satte Lyset i det ene Vindu. Hun skulde se det, hvor hun kom hen; det skulde straale gennem Dalen, og hvis hun et Øjeblik vilde vakle, et Øjeblik — o min Gud, blot et Øjeblik vilde angre og blive tvivlraadig, saa skulde hun se Lyset, der kaldte hende tilbage.
Der paa knælede han ned ved sit Barns Seng og slyngede sine Arme om den lille, forskræmte Gut.
»Herre Jesus Kristus,« bad han, »lad hende komme tilbage, og før hende paa ret Vej!«
Barnet sovnede ind. Lyset straalede ud i Kautokejnodalen, — man kunde se dette enlige, trofaste Lys i en Fjerdings Omkreds, — og han ventede.
Men Nattens Timer snege sig hen, Lyset brændte ned i Stagen, og — der kom ingen.
Lyset gik ud. Tilsidst skinnede kun Stjernerne ind gennem de ubedækkede Vinduer paa den forladte Mand, der led og kæmpede i taalmodig Taushed. Kun en Gang i mellem lød der en brudt Stønnen.
Et trofast Hjerte vaandede sig i Dødskamp.
Nogle Uger efter at Andreas Thorsens Hustru
forlod sin Husbond, havde nogle Lapper set hende
ved Vinterthinget i Karasuando; her tabtes imidlertid
Sporet, og man fandt det ikke igen.
Sommer efter Sommer, Vinter efter Vinter løb hen, og — hun kom ikke.
»Hun kommer tilsidst,« sagde Andreas Thorsen, »hun kan ikke andet, hun maa komme.«
Han arbejdede, underviste og studerte, som han altid havde plejet; hans Liv fortsatte sit ensformige Kredsløb, som om intet havde grebet ind i det og forstyrret det.
Kautokejnos Menighed saa intet andet af hans Sorg, end at hans Haar blev mere graat, hans Ryg mere bøjet, og at der hver Aften, saa længe Polarvinteren varede, stod et tændt Lys i det ene Vindu.
Det brændte ofte til langt ud paa Natten, medens han sad bøjet over sine Bøger og Papirer og lyttede efter en hver Lyd, efter et hvert Fodtrins Knirken i Sneen.
Men det var aldrig hendes.
Aften efter Aften gik Andreas Thorsen tilsengs med en fornyet Livsskuffelse og med en fornyet Livsbøn:
»Herre Jesus Kristus, før hende paa ret Vej!«
|
Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden. |