André fra Kautokejno/Forord
Det lille Drama, der i efterfølgende Fortælling vil blive oprullet for Læserens Øje, vil uden Tvivl forekomme de fleste temmelig fantastisk for ikke at sige urimeligt i sine Hovedmotiver; det indeholder imidlertid ingen Begivenhed, ingen Karakter og intet Forhold, uden at det har havt sit tilsvarende Modbillede i Virkeligheden, og om det end langtfra alt har tildraget sig i Kautokejno, har det dog ikke destomindre altsammen fundet Sted i Ultima Thule, ligesom der — med Hensyn til selve Oprøret — saa godt som ikke findes nogen Yttring, uden at den Ord til andet er bleven udtalt af Lapperne selv.
Da jeg under hin Rædselsperiode i norsk Finmarkens Historie kun var et Barn, har jeg angaaende Fakta maattet raadføre mig med de samme Kilder, til hvilke de historiske Romanforfattere jevnlig ere henviste — som oftest med den Fordel, at Efterslægten bedømmer klarere og med et mere upartisk Overblik end Samtiden, og at Forholde af den her omhandlede Slags, i Lighed med Ultima Thules Landskaber, ofte øjnes klarest i Fjernsyn.
Ikke destomindre har Beskrivelsen af samme draget Næring fra det overvældende Indtryk, Barnesjælen modtog hin uforglemmelige Vinteraften, da Rædselsbudskabet slog ned som Lynet paa Tromsø i mine Forældres Hus, hvorhen det først naaede, da Biskop og Stiftamtmand samme Aften vare dets Gæster, og spredte Angst og Gru ind i ethvert Sind; fra hvilken voldsomme Nerverystelse min Moders snart trediveaarige Sygdom tillige har sit Udspring, og hvilket Indtryk derfor stadig senere hen har fulgt mig som et mørkt og uforglemmeligt Minde.
Det yderste Nord byder i højeste Grad den Livets Æventyrlighed og Usædvanlighed, der som oftest overgaar Fantasiens dristigste Fremtoninger.
Særlig har jeg med Hensyn til Hovedpersonen at bemærke, at Originalen, som jeg har kendt, og som tilligemed sin Fader og Moder ere Personer, der besidde Virkelighedens Kød og Blod, hvilket de faa norske, der have staaet i personlig Forbindelse med dem, kunne bevidne, kun adskiller sig fra Kopien ved følgende Faktum: at Originalens Dikte aldrig naaede længere end til hans egen Skuffe, hvorimod hans Liv var langt æventyrligere og endnu mere romantisk, end Kopien har vovet at fremstille sig af Frygt for, at Fortællingens Troværdighed skulde blive draget i Tvivl.
At disse sande Begivenheder imidlertid saa meget som muligt ere indhyllede i Diktningens Slør, byder Hensynet til de endnu levende, ligesom enkelte Tidspunkter o. s. v. ere blevne forandrede og tillempede efter de Fordringer, en Diktnings sammentrængte Form nødvendigvis gør gældende.
Finnerne, de skandinaviske og russiske Landes Urbefolkning, der i Tidernes Løb har forgrenet sig i mangfoldige, mindre Stammer, som alle lige fra Suomerne selv i Suomis Land til Nordens Dværge: Lapperne (Samerne) staa fjernt og med en fjendtlig Holdning ligeover for hverandre, er i literær Henseende — især i Norge — paa enkelte Undtagelser nær, et endnu mere uopdyrket Terræn end selve Polaregnenes Jord, et psykologisk terra incognita, og jeg har besluttet at vie en Del af mine ringe Kræfter til et lidet Forsøg paa at belyse den — saa vidt muligt — med Forstaaelsens Lys.
Dersom nu dette nogenlunde kunde lykkes mig, vilde det fra min Side være som en Hjertets Tak til Ultima Thule, under hvis Himmel jeg første Gang saa Lyset, som en Hilsen til det Folk, jeg i mit bevægede Liv har havt hyppig Anledning til at lære at kende og tillige at elske med Symathiens Varme, og — som en Bøn til de kristne, være sig Nordmænd, Svenskere eller Suomer, der foranstalte Bazarer og Indsamlinger til Bedste for nødlidende Medmennesker, enten disse findes paa Stranden, i Dalen eller paa Fjeldet, men samtidig som oftest eller aldeles forglemme dem, der vandre paa Ultima Thules Tundras, en Bøn til Nordmænderne om at virke ligesaa kærligt for Samerne som for Zuluerne, og lade om end kun en Brøkdal af de Tusinder, der strømme ind til de sidste, komme de første til Hjælp i deres store Fortrængsel.
Hvis Zuluerne stode Nordmændene ligesaa nær som Samerne, føler jeg mig overbevist om, at Nordpolens Sønner og Døttre vilde vise sig langt værdigere til deres Kærlighed og Deltagelse end Afrikas.
Laura Kieler.
København, April 1879.
|
Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden. |