Afholdssagens historie/II
Bibelen advarer mod berusende drikke, fordømmer drukkenskab og anbefaler afholdenhed. Der er mange afholds- og prohibitionsudtalelser i Guds ord. Og dog er der dem, som tager bibelen til støtte for opretholdelsen af de gamle hedenske drikkeskikke. En al de almindelige talemaader er denne, at berusende drikke er “Guds gaver” og derfor “gode gaver”, og at Gud har givet os disse gaver, forat vi skal bruge dem. Og saa gjør man det til en kristenpligt at nyde berusende drikke og takke Gud for dem. Nuvel, lad være, at de er Guds gaver; men derfor er det ikke sagt, at vi er forpligtet til at helde dem i os. Gud har givet os mange ting, som ikke derfor skal spises eller drikkes. Hvert til sit brug. Alkoholgiften er neppe bestemt til at nydes som daglig drik. Forresten har jo heller ikke Gud i naturen givet os færdiglavede, distillerede drikke. Det er mennesker, som paa forskjellig vis laver drik, der beruser, ikke Gud. Og om saadanne fabrikanter af sterke drikke siger Guds ord: “Ve dem, som er helte i at drikke vin og dygtige folk til at blande sterk drik” (Es. 5, 22).
Der har været ført lange og vidtløftige diskussioner blandt de lærde om bibelens vine, hvorvidt det bare er gjæret vin, som omtales, eller begge dele, baaade gjæret og ugjæret. Det ene parti (og det helst saadanne, som forsvarer drikken) paastaar, at det er udelukkende gjæret, altsaa berusende vin, som nævnes; det andet parti mener, at begge slags vin er omtalte, og at den berusende vin advares imod, medens ugjæret vin anbefales.
Der er ikke mindre end 13 forskjellige hebraiske og græske ord, som er oversat med vin, enten med eller uden adjektiviske tillæg af ny, sød, blandet eller sterk. Af disse er der fornemmelig 4 ord, som her kommer i betragtning. Først det hebraiske ord “shekar”, som uden tvivl betyder sterk, berusende vin. “Shekar” eller det beslegtede verbum “shakar” er benyttet 42 gange i det gamle testamente, og i de fleste forbindelser, hvor dette ord forekommer, omtales vinen som en forbandelse. Dernæst det hebraiske ord “tirosh”, som af de fleste theologer ansees for at betyde ugjæret vin. Dette ord forekommer 38 gange i det gamle testamente, og “tirosh” omtales altid som en velsignelse. Det tredie ord er det hebraiske “yayin”, brugt ikke mindre end 141 gange. Det er et generisk udtryk, som benyttes baade om gjæret og ugjæret vin. Man faar derfor slutte sig til af forbindelsen, hvilken sort der menes. “Yayin” omtales ogsaa baade som et gode og et onde. For hvert skrifsted, der omtaler dens brug med bifald, er der tre, som peger paa den med advarsel. Det fjerde ord af særskildt betydning er det græske “øinos”, hvilket forekommer i det nye testamente alene eller sammensat 44 gange. “Øinos” er ligesom “yayin” et generisk udtryk og benyttes der for om alle slags vin paa samme maade som “yayin” og omtales ligeledes baade som et gode og et onde — alt efter forbindelsen og omstændighederne.
William Ritchie, forfatter af “Bibelske vidnesbyrd imod vinen”, siger: “Tilsammenlagt er der i bibelen omtrent 130 advarsler og formaninger imod berusende vin, medens der, naar vi udelader “tirosh” (benævnelsen for vintræets frugt), ikke findes over 20 steder med bestemt anbefaling af vin under alle dens navne i hele bibelen; og disse steder viser vinen at være af ikke-berusende kvalitet, saavidt som deres betydning udtrykker. Alle de øvrige steder, hvor vin omtales, er tvivlsomme eller neutrale i dette spørgsmaal, eftersom de ikke indeholder noget bevis, hverken i den ene eller den anden retning.”
Den bekjendte videnskabsmand Norman Kerr i England siger: “Med hensyn til bibelens vin synes følgende at være de kjendsgjerninger, som jeg har understøttet med beviser, og som endnu ingen har forsøgt at moddisputere: 1) Oldtidens folk pleiede at drikke den ikke-berusende saft af druer. 2) I Østens lande er denne brug almindelig indtil idag. 3) De foretrak svag, sød vin opblandet med vand. 4) Forskjellige sorter vine, der ikke var berusende, er blevne beskrevet af saavel oldtidens som nyere forfattere. 5) Ikke-berusende drikke er blevne kaldt vine til enhver tid, i østerlandske og andre ordbøger, encyclopædier, lexiconer, af Østens reisende og den almindelige literatur. 6) Ugjæret og gjæret palmesaft har begge længe været kjendt som palmevin. 7) Druer i Østen var ikke, og er ikke, væsentlig brugt til at lave gjæret vin af. 8) Druerne kan bevares fra den ene aarstid til den anden og saaledes kan ny, ugjæret vin altid tilberedes.
Vi har ingen nøiagtig beretning om den vins kemiske sammensætning, som Jesus lavede ved brylluppet i Kana, og vi kan blot danne os et begreb om dens berusende eller ikke-berusende beskaffenhed ved at slutte fra vort kjendskab til Frelserens karakter.
“Vin” er et fællesnavn ligesom “mand”. En mand kan være god eller slet, hvid eller sort; og saaledes kan vin enten være gjæret eller ugjæret, berusende eller ikke-berusende, farlig eller gavnlig. Den særegne slags vin i noget særskildt skriftsted maa bestemmes af den forbindelse, hvori den staar omtalt”.
Drukkenskaben fordømmes i Guds ord, og totalafhold anbefales paa mange steder baade i det gamle og nye testamente, — ja, der findes endog flere forbud mod at nyde sterk drik (3 Mos. 10, 8—11; 4 Mos. 6, 1—4; 5 Mos. 21, 20—21; Dom. 13, 4. 7. 14; Ordspr. 23, 20—21 og 29—34; Es. 5, 11. 22; 28, 7—8; Jer. 35, 6. 18—19; Ez. 44, 21; Dan. 1, 8; 10, 3; Joel 1, 5; Amos 6, 6; Hab. 2, 15; Luk. 1, 15; 21, 34; Rom. 13, 13; 14, 21; 1 Kor. 6, 10; 10, 31—32; Ef. 5, 18; Tit. 1, 7). Ved at slaa op de anførte steder vil man finde, at det til evig tid var forbudt presterne at drikke vin eller sterk drik, naar de tjente i Herrens tempel (3 Mos. 10, 8—11; Ez. 44, 21), at naar der var nogen, som særskildt vilde ofre sig til Herren som en Guds naziræer, skulde han afholde sig fra sterk drik (4 Mos. 6, 1—4). Eksempler herpaa er Samson, Samuel, Daniel, Johannes den døber osv. Moseloven satte endog dødsstraf for drukkenskab (5 Mos. 21, 20—21). Det lille afholdssamfund Rechabiterne faar en særskildt forjættelse fra Herren, fordi de holdt sin stamfaders bud om ikke at smage vin. (Jer. 35, 6. 18—19).
Paaskelammet i det gamle testamente skulde altid ædes med usyret brød og bitre urter. Vinen, som tildels benyttedes og ofredes til Herren, synes derhos at have været ugjæret, hvorfor ogsaa orthodokse jøder i vor tid næsten uden undtagelse bruger ugjæret vin ved paaskefesten, ofte lavet af ferske rosiner. At det var ugjæret vin (“vintræets frugt”, druesaft), Frelseren drak med sine disciple, og som han benyttede ved indstiftelsen af den hellige nadvere, er høist sandsynligt (Math. 26, 29; Mark. 14, 25; Luk. 22, 18). De første kristne brugte ogsaa regelmæssig ugjæret vin ved nadveren. I det nord-vestlige Europa derimod, hvor vindruer ikke vokser, og hvor det at den grund var vanskeligt at faa ugjæret vin, blev det mere almindeligt at bruge berusende vin ved nadveren. I vore dage har imidlertid flere kirkesamfund vendt tilbage til druesaften. Mon ikke ogsaa vi lutheranere mere almindeligt burde gjøre det til en regel at bruge kun ugjæret vin ved nadveren?
Men afholdssagen er selvfølgelig ikke afhængig af spørgsmaalet om gjæret eller ugjæret vin. Om det var gjæret eller ugjæret druesaft, Frelseren benyttede ved indstiftelsen af nadveren, eller det var berusende vin, han lavede i brylluppet i Kana, er forsaavidt af ganske liden betydning for selve sagen. Den har god grund i Guds ord alligevel. Afholdsarbeidet er ikke grundet i løse paastande om ugjæret vin, eller at det skulde være synd “i og for sig selv” at nyde berusende drikke “til maade”; men afholdsarbeidet er i sin inderste grund bygget paa kjærlighedsbudet: du skal elske din næste som dig selv. Det er et menneskekjærlighedens arbeide, der gaar ud paa at komme de stakkels mennesker til hjælp, der lider saa forfærdelig paa grund af drukkenskaben med dens sørgelige følger. Vi har efter Guds ord, ikke alene ret til; men det er endog vor kristenpligt at forsage ting, der i og for sig selv kan være tilladelige, om vi ved saadan forsagelse kan være nogen broder eller søster til hjælp. Berusende drik er vel en Guds gave; men man kan bruge Guds gaver paa en saadan maade, at det blir baade en selv og andre til fordærvelse. Alt er mig tilladt, men ikke alt er nyttigt (1 Kor. 6, 12). Kjød er en Guds gave, men apostelen Paulus siger, at han til evig tid ikke vil æde kjød, at han ikke skal forarge sin broder (1 Kor. 8, 13). Han siger ogsaa: Det er godt ikke at æde kjød eller drikke vin eller gjøre noget, hvorved din broder støder sig eller forarges eller bliver svag (Rom. 14, 21). Foragtede Paulus Guds gaver kanske? Er det en kristen pligt at nyde berusende drikke? eller er det synd af frivillig kjærlighed at holde sig derfra? Har man ikke frihed til selv at give afkald paa det berusende bæger? og er det ikke ret at advare andre mod dets forførende magt? Guds ord giver tydelige svar herpaa for den, som læser det uden fordom og med et oprigtigt ønske om at gjøre alt til Guds ære og næstens bedste.