Afholdssagens historie/III
Der er fornemmelig to ting, som gjør, at drukkenskaben er bleven saa almindelig i den nyere tid, og som derfor ogsaa gjør afholdsarbeidet saa meget mere nødvendigt, og det er — først opfindelsen af spirituøse, distillerede drikke, og dernæst saloonen. Som før paavist, var ikke spirituøse drikke kjendt i Europa før langt ud i middelalderen og blev ikke almindeiig som drik før rundt 1600. Men da man først begyndte at bruge dem til hverdags, fik drikkeriet med en gang en forfærdelig udbredelse blandt folk, og enkelte indsaa straks, at noget maatte gjøres for at stanse denne ødelæggelsens flom. Oldtidens vine og øl havde ikke havt saa ødelæggende virkninger som brændevinet fik. De første afholdsmænd optraadte derfor kun mod brændevinet, medens de gjerne anbefalede øl og vin som uskadelige.
I forbindelse med brændevinsdrikningen fremtræder ogsaa den moderne institution — saloonen. I gamle dage havde man ikke egentlig noget saadant som den nuværende saloon. De offentlige udskjænkningssteder var ikke mange, og de, som fandtes, var regelmæssig i forbindelse med logihuse, hoteller eller andre forretninger. Verten gjorde det ikke til sin hovedopgave at sælge berusende drikke; det var bare en bisag for ham og havde underordnet betydning sammenlignet med hans øvrige forretninger.
Men i vore dage er salg og udskjænkning af berusende drikke blevet en særskildt forretning, og da er det selvforstaaeligt, at skjænkeverten søger at udvide og fremme den i egen interesse, ligesom andre forretningsfolk lægger an paa at oparbeide sine respektive forretninger for at tjene penge. Saaledes gaar det til, at vertshusholderne nu mere end før gjør specielle anstrængelser for at skaffe sig kunder og blive af med sine varer. Saloonkeeperen gjør brug af forskjellige slags midler for at trække folk til sig og presse penge ud af dem. Han innretter sin saloon med stole og borde, saa de besøgende kan tage det koseligt og give sig god tid der. Og om de skulde blive sultne, nar han “free lunch” til dem, saa de behøver ikke at gaa hjem for at spise. Saa skaffer han aviser, spilleredskaber, musik og kvinder, saa man ret kan fordrive tiden med drik, spil og altslags moro. Imens tjener han penge, og hans gjester indvikles mere og mere i drukkenskabens garn.
Sammen med saloouvæsenet har det forbandede spanderingssystem udviklet sig, hvilket i en forfærdelig grad har forøget drikkeriet og bragt tusender og atter tusender af unge mænd ind paa drankerstien. Den moderne saloon med alle dens fristelser er vort samfunds største pestbyld, og der blir ikke lægedom, før den skjæres aldeles bort fra roden af.
I slutten af forrige aarhundrede hæver der sig røster nu og da imod brændevinet og saloonerne, men disse enkelte, svage raab blev ikke synderlig paaagtet. Først i 1785 udkom et skrift, der vakte almindelig opmerksomhed; thi i det aar udgav dr. Benjamin Rush sin berømte afhandling: “De spirituøse drikkes virkninger paa det menneskelige legeme og aand.” Dette skrift havde saa stor indflydelse, at man almindeligvid sætter aaret for dets udgivelse som afholdsreformens begyndelse. Og i 1885 feirede man af den grund rundt omkring i landene hundredaarsfest for afholdssagen.
Dr. Benjamin Rush blev født den 24de des. 1745 i Bristol nær Filadelfia. Hans forfædre var kvækere. Efterat have gradueret fra Princeton College og studeret medicin i Filadelfia, Edinburgh, London og Paris, nedsatte han sig i 1769 som læge i Filadelfia. Samme aar blev hau valgt til professor i kemi ved den medicinske skole sammesteds, og han erhvervede sig snart et anset navn som læge og videnskabsmand. Han var en intim ven af Benjamin Franklin og førte ligesom denne et afholdende liv. “Dr. Rush var en ædel, rettænkende mand, der levende interesserede sig for alt, som kunde bidrage til hans medmenneskers lykke og velfærd. Han var menneskeven i dette ords bedste betydning og som saadan meget virkelysten og begeistret for sine ideer. En saadan mand kunde ikke følesløs betragte drukkenskabens hærjinger. Han saa alle dens onder og blev ikke træt af at hæve sin røst imod den. Han betragtede den fra enhver side, som læge, som patriot og som kristen, og hans sjæl oprørtes i ham. Saaledes oprørt skrev han tidlig i 1785 sit berømte skrift om de spirituøse drikkes virkninger. Dette skrift efterfulgtes snart af flere over det samme emne. Og hans skrifter fik en uhyre udbredelse. De aftryktes i Bladene og kom saaledes ud blandt alle folk og havde en mægtig indflydelse paa den almindelige opfatning af drikkespørgsmaalet.”
Men Rush lod sig ikke nøie med bare at skrive imod drukkenskaben; han optraadte ogsaa som taler, særlig i religiøse forsamlinger og paa de forskjellige kirkesamfunds konferencer og aarsmøder. Han lagde fornemmelig an paa at vække kirkefolket og presterne til at tage fat og begynde en alvorlig kamp mod drikkeondet. “Dersom det var muligt for mig,” sagde han engang, “at tale saa høit, at min røst kunde blive hørt fra floden St. Croix til Mississippis fjerneste bredder, saa vilde jeg sige: Venner og medborgere, ophør med at ny de de forførende drikke! Og I, evangeliets tjenere ak alle de forskjellige kirkesamfund i de forenede stater, understøt mig med al den vegt og indflydelse, som eders hellige embede beklæder eder med, saa det maa lykkes os at redde vore medmennesker fra at blive ødelagte af denne legems og sjæls store fordærver.” Ved en anden anledning sagde han: “Et folk, som er besmittet af de sterke drikke, kan ikke i længden vedblive at være et frit folk. Lederne som er tagne ud af en saadan befolkning, vil snart tage del i folkets laster, og alle love og vedtægter vil tidligere eller senere komme til at bære de samme merker af de berusende drikke som folket selv.”
Som substituter for spirituøse drikke anbefalede dr. Rush øl og vin, — ja endog opium! Men det maa dog bemærkes, at opium dengang var forholdsvis lidet kjendt, og at man endnu ikke havde seet stort af dens ødelæggende egenskaber.
Dr. Rush stiftede ikke afholdsforeninger, og hans opraab viste ikke med det samme synderlig storartede resultater. Lidet anede han vist selv, at den bevægelse, han havde vakt mod drikkeondet, skulde blive en saadan verdensmagt, som den nu er blevet. Men saaledes gaar det saa ofte. En liden begyndelse kan blive til en mægtig bevægelse. “Afholdssagens fremgang i disse 100 aar siden dr. Rush optraadte til, hvad den er idag, maa være mere end bevis nok for, at vi, som har fylket os om denne sag, staar i de “seirendes rækker”.
Dr. Benjamin Rush var en anset, betroet og indflydelsesrig mand ogsaa paa andre omraader. Alt, som gik i retning af frihed og reform, interesserede han sig for og hjalp frem. Som medlem af Pennsylvanias “Provincial Assembly” understøttede han i 1774 den første resolution for Amerikas selvstændighed. Han var medlem af kontinentalkongressen i 1776 og en af dem, der underskrev uafhængighedserklæringen. Han var ogsaa medlem af den konvention, som udarbeidede de for. staters konstitution i 1787. I 1789 blev han udnævnt til kasserer for mynten. Han tog en fremtrædende del i organisatione af den første anti-slaveriforening i de for. stater. Han var en forsvarer af kvindens rettigheder og som sand frihedsven og filantrop var han den første, der hævede sin røst mod krigens rædsler og arbeidede for oprettelsen af en almindelig fredsforening blandt alle folk. Han var ogsaa en af stifterne al det amerikanske bibelselskab, hvis love han var med at forfatte. Efter et daadrigt liv døde dr. Rush i 1813, 68 aar gammel.
Foruden Rush maa Benjamin Franklin og gen. Putnam nævnes som mænd, der tidlig angreb drikkeskikken i videnskabens navn.
Maaske past. Lyman Beecher mere end nogen anden mand paa sin tid var middel til at henlede nationens opmerksomhed paa drikkelasten. Han blev selv i 1808 vakt til erkjendelse ai drikkeondets forfærdelige magt ved at se, hvorledes en skjænkevert bragte giften ud blandt Montauk-indianerne og fordærvede dem. Og ved at læse dr. Rush’s afhandling kom følelsen af drikkelastens vederstyggelighed endnu tyngre over ham.
I 1812 overvar han et kongregationalistisk kirkemøde og fik der høre oplæst rapporten fra en komite, der var tilsat for at tage drikkespørgsmaalet under overveielse og give svar paa spørgsmaalet: Hvorledes kan drukkenskaben forebygges? Rapporten var svag og afvisende. Drukkenskabens tiltagen beklagedes, men man saa ikke noget middel til at afhjælpe den. Da blev Lyman Beecher harm. Han reiste sig i forsamlingen og foreslog, at komiteen skulde opiøses og sn ny vælges. Forslaget gik igjennem, og Beecher blev formand paa den nye komite. Og nu kan det hænde, at resolutionerne fik en anden klang. Næste dag kom han ind med en rapport, som han selv siger var det vigtigste skrift, han nogensinde havde forfattet. Rapporten anbefalede, at presterne skulde prædike afhold, at berusende drikke skulde fjernes fra preste- og kirkemøder, at kirkemedlemmer skulde være afholdende og ikke befatte sig med handel af berusende drikke, at forældre skulde banlyse spirituosa fra hjemmene og formane sine børn til at sky drikken, at farmere og andre arbeidsherrer ikke skulde give sine tjenere alkoholholdige drikke, at afholdsliteratur skulde forfattes og udgives, og at foreninger skulde organiseres til at fremme afhold og god moral. Der opstod en heftig diskussion; men rapporten blev dog antaget, radikal som den var for den tid.
Past. Beeochers berømte “Six Sermons on Temperance”, holdte i 1826 og senere udgivne i bogform, betegner et vigtigt moment i afholdssagens historie. Han fremholdt ikke alene nødvendigheden at personligt afhold, men endog fuldstændig prohibition af rusdriktrafiken. Gjennem sit hele liv var Beecher en kraftig modstander af drikkeskikkene, og hans skrifter saavelsom hans taler havde en storartet indflydelse. Dr. Lyman Beecher døde i Brooklyn den 10. Jan. 1863. Han var fader til den senere saa berømte prest Henry Ward Beecher og til Mrs. Harriet Beecher Stowe, der skrev “Onkel Toms hytte”.