Afholdssagens historie/I

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
J.L. Nydahl
Afholdssagens historie
Utgitt av O. W. Lund’s Trykkeri, Forfatterens Forlag (s. 1-7).

Berusende drikke af forskjellige slags har været kjendte og benyttede af menneskene fra de tidligste tider. Om deres første oprindelse haves ingen sikker beretning. Baade ægyptere, grækere, og romere tillagde nogen af deres egne guder æren for at have givet menneskene vinen. At drikke vin blev derfor en gudvelbehagelig ting, og vedkommende gud blev netop derved æret paa bedste maade. Drikoffere var almindelige — endog blandt jøderne. Det samme ved vi var tilfældet blandt vore germaniske forfædre; saa berusende drikke synes overalt at være betragtede som særskildt guddommelige gaver og derfor ogsaa sat i forbindelse med gudsdyrkelsen. Naar løfter gaves, ved fredslutninger, i forbindelse med store foretagender eller vigtige begivenheder, var det almindeligt at frembære drikoffer (pour out libations).

Berusende drikke er hovedsagelig af tre slags — vinholdige, maltholdige og spirituøse eller gjærede, bryggede og distillerede. Af disse blev uden tvivl vin først opfundet, og det skede rimeligvis ligesom af sig selv. Det kunde nemlig ikke længe undgaa folks opmerksomhed, at naar druesaft eller anden saft af sukkerholdige frugter blir staaende nogen tid i fri luft, saa undergaar den en forandring, en gjæringsproces, og fra at være en sød, mild og uskadelig drik, blir den derved sur, sterk og berusende. Det opdagede man snart — sandsynligvis før Noahs dage. Vin var en meget almindelig drik blandt alle oldtidens folk. Den benyttedes af dem til maden — helst i ugjæret tilstand —, ved selskabelige sammenkomster og festlige anledninger, omtrent som kaffe hos os. Oldtidens vin var naturlig, ægte, uforfalsket saft, tyk som sirup, stram og sur. Man blandede den derfor altid mere eller mindre med vand. Det vil heraf let forstaaes, at oldtidens vin ikke var saa skadelig som de moderne, fabrikerede, forfalskede vine.

Kunsten at brygge øl af malt er ogsaa gammel. Kineserne bryggede øl af ris længe før Kristi fødsel; det samme gjorde ogsaa inderne. Ægypterne forstod at brygge øl af byg allerede 2000 aar før Kristi fødsel. Historieskriveren Herodot, som levede omkr. 450 f. Kr., omtaler en drik, der lignede øl, og som da var meget benyttet af ægypterne. Flere græske digtere og forfattere som f. eks. Æschylos, Sofokles, Xenofon og Aristoteles omtaler øl og dets brug blandt grækerne. Romerne forstod ogsaa at brygge øl, og det blev i Roms ældste tider benyttet blandt dem uden dog at være nogen egentlig folkedrik. De lærte briterne den hemmelige kunst, og øl fortrængte snart blandt dem, ligesom blandt skandinaverne, deres ældre drik mjød. Romeren Plinius nævner en drik, der ogsaa menes at have været øl, og som var adskillig brugt hos de gamle gallere. Tacitus, der levede straks efter Kristi tid, ved at fortælle, at øl var en almindelig drik blandt germanerne. Sagnet fortæller, at det var kong Gambrinus, som lærte tyskerne at brygge øl. Den ældre edda lader os ogsaa forstaa, at nordboen tidlig har kjendt til brugen af øl. Den siger nemlig i “Den høies tale” vers 11—13:

“Værre reisekost
bærer ei vandrer paa vei
end idel øldrikken.

Ei er øl saa godt,
som det agtes at være,
for slegternes sønner;
jo mere man drikker,
des mindre man ved
til sind og sandser.

Glemsels heire det er,
som svæver over øl;
den stjæler mændenes sind.”

Dog først i vort aarhundrede er det, at man til gavns har lært baade at brygge og bruge øl. Siden 1840 har forbruget af øl pr. individ fordoblet sig omtrent hvert 15de aar. I 1840 drak man i de forenede stater omtrent 1½ gallon øl pr. individ, — i 1895 over 16 galloner!

Distillerede drikke var ikke kjendt i Europa førend i middelalderen. Kineserne derimod forstod længe før Kristi fødsel at frembringe alkohol ved distillation. Resten af den civiliserede verden kjendte ikke denne kunst, førend en arabisk kemiker ved navn Albucasis opfandt den i det 11te aarhundrede. Araberne holdt længe kunsten hemmelig. Først omkring midten af det 14de aarhundrede blev den kjendt i Europa. Navnet alkohol er af arabisk oprindelse og betyder efter sommes mening “sminke”, efter andres “den onde aand” eller “fordærvelse”. Alkohol benyttedes oprindelig kun til medicin, og man havde længe overordentlig høie begreber om dens lægende egenskaber; deraf navnet “aqua vitæ” (livsens vand). Den hentedes paa apothekerne efter vægt i drachmer — deraf benævnelsen “dram”.

Først omkring midten af det 16de aarhundrede begyndte man at benytte brændevin som drik, og det gik til paa den maade, paastaaes der, at arbeidsherrerne først brugte det som et kunstigt pirremiddel for de simplere klasser, der havde haardt og anstrængende arbeide, for at anspore dem til med mere udholdenhed og ufortrødenhed at udføre sit arbeide. Disse likte det ikke til at begynde med; men lidt efter lidt blev de vant med det, og paa grund af alkoholgiftens forførende indflydelse varede det ikke længe, førend de selv fik lyst dertil, saa at de tilsidst selv ønskede at faa det og betragtede det som en hjertestyrkning. Eftersom tiden gik, blev det mere og mere en almindelig skik for alle og enhver at drikke brændevin. Det var især under trediveaarskrigen, at brugen af brændevinet som drik blev almindelig; thi krigsfolket bragte det omkring i landene, og uagtet man i begyndelsen førte klage over, at et saa nyttigt lægemiddel misbrugtes til synd, fandtes dog mod enden af det syttende aarhundrede brændevin overalt, selv i de fattiges hytter.

Foruden de ovennævnte 3 slags af ægte likører er der en mængde forfalskede drikkevarer. Man laver nu omstunder berusende drikke af de mest utrolige ting. Ved kemiske sammenblandinger af vand, sukker, syrer, giftstoffer og andre ingredienser frembringer man stimulanser, der smager omtrent som ægte varer. Men disse forfalskede drikke er i regelen langt mere skadelige end de ægte. Dette forøger drikkeriets fordærvende og ødelæggende indflydelse idlandt os og gjør det moderne afholdsarbeide saa meget mere nødvendigt.

Fra de allerældste tider er der historiske meddelelser om drukkenskab og dens sørgelige følger. Der er f. eks. beretningen om Noah, om Sodoma og de gyselige synder, som der gik i svang, om Loth og hans to døtre, der skjænkede sin fader vin, til han blev beruset, og i denne tilstand forførte ham til at bedrive blodskam med dem begge! (1 Mos. 19. kap.)

Paa de ægyptiske monumenter er detaljerede skildringer af umaadeligheden ved de selskabelige sammenkomster i dette land, hvorledes man f. eks. under banketterne tumler overende og holder paa at — spy! Men der spores ogsaa tegn til kamp mod denne last. De ægyptiske prester havde ikke lov til at smage vin. Ensteds heder det derom: “Du ved, at vin er en vederstyggelighed. Du har taget en ed med hensyn til sterke drikke, at du ikke vilde lade saadanne komme over dine læber. Har du glemt dit løfte?”

Blandt de gamle indere høres ligeledes om drik og kamp derimod. Deres hellige skrifter, vedaerne, fastsætter fuldstændig totalafhold som en evig lov for brahminerne. Soldaterne advares mod umaadelighed. Afholdenhed anbefales som en dyd for de lavere klasser, og drukkenskaben fremstilles som en synd, der vil gjøre menneskene uskikkede for et rent og lykkeligt liv efter døden.

Om drukkenskaben blandt babylonerne og perserne beretter baade bibelske og verdslige forfattere. Profeten Daniel og Esters bog skildrer særdeles træffende det yppige, lastefulde liv ved hoffet, blandt andet ogsaa drikkelagene og liderligheden i forbindelse med dem. Eksempelvis kan nævnes, hvad der gik for sig ved kong Belsazars gjestebud (Dan. 5). Under dette lystige lag blev babylonerne overraskede af perserne, byen erobret, kongen dræbt, og folket bragt under fiendernes herredømme. Den nye konge, Kyros, var selv ædruelig, men hans søn, Kambyses, en forfalden dranker; det samme var ogsaa de fleste efterfølgende perserkonger. Fordærvelsen udbredte sig mere og mere i riget. Folket sank ned i umaadelighed og vellyst, blev derved svækket og forkomment i alle henseender, og om kort tid blev det raadne Perserrige et let bytte for makedonerne. Men se, — den seirende Alexander forkortede selv sit liv ved umaadelighed! Og om faa aar faldt ogeaa hans rige istykker.

Grækerne og romerne var i den ældste tid ædruelige folk. Men senere henfaldt de til nydelsessyge, blødagtighed, drik og usedelighed. Og dette indre forfald blev ogsaa grunden til deres undergang. Deres digteres og forfatteres bøger er fulde af realistiske skildringer af fester, banketter, karnevaler og høitideligheder, ved hvilke folket hengiver sig til de yppigste nydelser eller de vildeste udskeielser. Mange af disse høitideligheder var fester til gudernes ære, f. eks. Bakkusfesten til ære for vinens gud Bakkus, eller som grækerne kaldte ham Dionysios. I begyndelsen gik festlighederne for sig paa en nogen lunde sømmelig maade; men lidt efter lidt rev man sig løs fra alle hemmende baand, og mænd og kvinder om hinanden hengav sig til drik, dans og den raaeste usedelighed. Tilslut blev det saa galt, at det romerske senat i aar 186 k. Kr. maatte forbyde disse skamløse orgier.

Der er eksempler paa flere forbudslove baade i Rom og de græske stater. Flere af de græske og romerske forfattere anbefaler baade afhold og prohibition, specielt bør nævnes Sokrates, Xenofon, Platon og Aristoteles. Om de berusende drikkes skadelige indflydelse paa legemet har flere af deres berømte læger skrevet, som f. eks. Hippokrates, Dioskorides, Aristæus og Galen.

Xenofon definerer “temperance” som maadehold i uskadelige nydelser, men totalafhold fra alt, der skader og er farligt, som f. eks. berusende drikke.

Platon siger ensteds: “Skal vi ikke først slaa fast som lov, at gutter ikke bør smage vin, før de er 18 aar?” Og fortsætter han videre: “Der burde gives en lov, som sagde, at ingen soldat skulde smage vin, men bare drikke vand, saalænge han er i statens tjeneste, at ingen mandlig eller kvindelig tjener skulde smage berusende drikke, at heller ingen øvrighedsperson i sin embedstid skulde smage berusende drikke, heller ikke lodser eller dommere, naar de er i sin forretning, eller nogen borger, naar han gaar til folkeforsamlingen for at forhandle vigtige statssager osv.”

Aristoles siger: “Ved at afholde sig fra sanselige nydelser bliver man maadeholden, og naar man er blevet det, er man bedst istand til fuldstændig at afholde sig fra dem,” og “ligesom forældre først holder børnenes legemlige handlinger i tømme og dernæst giver moralske forskrifter, saaledes skulde forbudslove sætte grænse for tilbøieligheden til umaadelighed, af hensyn til sindet eller sjælen.”

Vi ser heraf, at til alle tider, naar drik og usedelighed har taget overhaand, har der ogsaa hævet sig røster derimod med krav paa afholdenhed hos den enkelte og for samfundets vedkommende saadanne love, som indskrænkede eller forbød den omsiggribende last. Men en saa almindelig afholds- og prohibitionsbevægelse som den nu paagaaende spores ikke i ældre tider.