„Sjurdsmessedagen“
I Begyndelsen af Aaret 1722 befandt Lagmanden over Throndhjem, Abraham Drejer, sig i Kjøbenhavn i et eller andet offentligt Erinde, sandsynligvis i Anledning af det bekjendte Kirkesalg, som Kong Frederik IV nogen Tid efter skulde lade foranstalte. Under 6te Febr. s. A. indgav han et Slags kortfattet Beskrivelse over Throndhjems By og Amt. Sandt at sige er dette Verk i enhver Henseende af temmelig underordnet Betydning. Det er et Hastverksarbeide og bærer hverken Vidnesbyrd om nogen synderlig Belæsthed eller speciel historisk Sands i det hele, ja selv statistiske Data fra Samtiden turde neppe ubetinget fortjene Tiltro. Som sikker Autoritet kan man derfor ikke paa nogen Maade paaberaabe sig ham.
Allerede paa den første Side i Bogen taler han om „St. Sigvardi Kirke“, i hvis umiddelbare Nærhed „Kong St. Ole“ skulde være begravet, og som endnu skulde „staa hel og nu alene benyttes af Kapitulet i Throndhjem“. Som bekjendt har Kapitlet ved Throndhjems Domkirke fra Schønings Tid og indtil vore Dage gaaet under den forvildende Benævnelse „St. Klemens’s Kirke“. I 1708 – og sandsynligvis ogsaa dengang Lagmanden skrev – var det derimod den forfaldne vestre Fløi af Kirken, som Byens dannede Kreds fandt for godt at kalde saa. Almuesmanden kjender nuomstunder ligesaa lidt som paa Maschius’s Tid noget andet Navn paa den end „Gammelkirken“.
Hvor Lagmanden har faaet Benævnelsen „St. Sigvardi Kirke“ fra, er ikke let at skjønne. Kjendte man paa den Tid i Throndhjem en Helgen „St. Sigurd“, eller beror det hele paa en Reminiscents af misforstaaet Læsning af Peder Claussøns Oversættelse af Snorre[1] eller maaske paa begge Dele i Forening?
Det er sikkert nok, at man engang i det nordenfjeldske har hyldet en „Hellig-Sigurd,“ hvis Aartid var den 23de December. Denne Dag er endnu vel kjendt i Throndhjems-Bygderne under Navnet „Sjurdsmesse-Dagen“ . Men om den har været festligholdt til Minde om en simpel Bondehelgen eller en mærkeligere historisk Personlighed, kan ikke afgjøres, om end Tanken kunde ledes hen paa forskjellige, saasom den ulykkelige Thronprætendent Thrønderen Sigurd Slembe, den mægtige Erkebiskop Sigurd, der fuldførte Domkirkens Bygning, eller den svenske Landskabshelgen St. Sigfrid, hvis Aartid dog var den 15de Februar.
Om Oprindelsen til Benævnelsen „Sjurdsmessedagen“ har heller ikke Bygdefolket i det Throndhjemske nogen Oplysning at give. Sælbyggen alene ved at fortælle følgende Eventyrsagn:
Langt oppe i Tiden laa der oppe i Rotldalen i Sælbu to Gaarde, Stærnæs og Lunden, som nu ligger øde. Sjurd hed Manden paa Stærnæs. Engang om Vinteren var han bleven døgnvild og madløs; saa vilde han bort til Lundemanden for at laane lidt Mad og høre, hvad Tiden led. Han gav sig paa Veien; men saa raabte det til ham fra Berget:
„Stakkars Stærnæsmand
som itnaa ha te Jul.
in Lev Brø’ i Bur
aa inn stok Ve i Skjul!
Vend om, Sjurd!
Lundmanden er bærre sur,
Du fæ itnaa taa a, dæ æ trur.
Vend om Sjurd!
Natta i aa Daagaan to te Jul!“
Sjurd vendte da om; siden kalder man Dagen før Juleaften Sjurdsmessedagen.[2]
O. A. Øverland.
|
Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden. |
- ↑ Jeg sigter her til følgende Sted (S. 740 i Udgaven af 1633): „Den Sommer (1249) hafde Erckebispen ladet bygge eller legge Grundvollen til Christkircke, saa langt som en nu er Vester bygt.“
- ↑ O. Stv. Hansen, Bygdefortælling (Tromsø 1873), S. 25. Jfr. Segnir fraa Bygdom II, S. 7 fg. Lignende „Regler“ findes fra flere andre Kanter af Landet, saaledes i Kvikne, Sætersdalen m. fl. Paa det sidstnævnte Sted har „Pesta“ i Findalen alene skaanet et Ægtepar, Knud og Thora Nutene. Midtvinters skal Thora hen til Nabobygden for at høre, hvor nær Jul det lider. Underveis raaber Troldet til hende:
„Deka, deka Thole!
Baka du Brøuo til Jole!
Note ei
Og Dagana tvæi
So længje æ de til Jole.“