Ættesagn. Nisi-Ætten
„Med et intresse, som nu synes
alldeles försvunnit, fortgick från
far till son minnet af slägtens hufvudmän,
och om någon för hundra
år sedan velat göra sig mödan at
uppteckna dessa langfedgatal, skulle
man kunnat uppvisa slägter i valmarsrock
med ganska aktningsvärda
anor.“
(H. Hofberg, Nerikes gamla minnen, Ørebro 1868. S. 209).
Af alle Almuesagn have de Fortællinger, som man endnu enkelte Gange finder opbevarede om en eller anden Gaards Beboere i flere Led, den største Lighed med de gamle Sagaer. Denne Slags Traditioner kunne have stort culturhistorisk Værd, og selv om de enkelte Træk i disse Sagn i og for sig kunne synes ubetydelige, saa de ikke desto mindre Interesse, netop fordi de fremfor andre ere blevne bevarede i Aarhundreder. Men nuomstunder er Ættesagnene saare faa og vanskelige at overkomme. Selv paa Gaarde, om hvilke man af Ministerialbøger og gjennem andre sikre Vidnesbyrd veed, at de i mange Slægtled have været eiede af en og samme Slægt, erindres som oftest Intet om Forfædrene. Og paa de faa Steder, hvor Sagnene endnu leve, skulle de sandsynligvis i en meget nær Fremtid forstumme. Thi den yngre i egne Tanker klogere Slægt har ikke længere Øre for Fædrenes Fortælling. Det er derfor en stærk Opfordring for alle Venner af vore folkelige Traditioner til itide at redde de Stumper af disse, som endnu ere ilive.
Som Exempel paa en liden Ættesaga kan det Følgende tjene:
I Granshered Sogn omtrent en halv Mil fra Bunden af Tindsøen, ligger Gaarden Nisi eller Nes, hvoraf det østre Brug i umindelig Tid har været i samme Slægts Eie. Den ældste Mand, som man ved at tale om paa Nisi, hedte Thorgrim Nes. Da han var tolv Aar gammel, gjetede han paa Fjeldene mellem Granshered og Tuddal, og traf der ofte sammen med en Pige, Helga Fingarsdatter fra Voen i Tuddal, som ligeledes gjetede paa Heien. De to syntes godt om hinanden og bleve ogsaa tilsidst Mand og Kone. Thorgrim eiede mange Gaarde og blev Lensmand baade i Hjertdal og i Tind paa engang. Paa vestre Nisi havde han sin Thingstue, og i den vare Stokkene tættede med Vadmel istedenfor med Mose. Endnu findes paa Gaarden hans svære Ølbolle med et udskaaret Skibsanker, Thorgrims Bomærke, og først i Sommeren 1872 blev hans Bidsel solgt til en dansk Reisende. Dette Bidsel var forsynet med Ringe, for at man kunde høre, naar Lensmanden nærmede sig, thi Kirketjenesten i Granshered Kirke maatte ikke begynde, før Præsten mærkede, at Thorgrim red over Nesbroen. Da Thorgrim blev gammel og hans Helga var død, slog han sig ganske fra Verden og byggede sig en liden Hytte, hvis Tomt endnu vises ved Kvernebækken. Her døde han, syv Aar paa det syvende Snes, eller 127 Aar gammel.
Thorgrims Søn Thorold døde i sine bedste Aar, men Jon Thoroldssøn blev tre Maaneder over hundrede Aar. Han var en af de bedste Soldater, som Nogen har kjendt. Kapitainen roste ham offentlig paa Kirkebakken og sagde: Jeg er saa nødig for at see en ret Soldat, som for en nøgen H–, men jeg takker for Jon Thoroldssøn, det er Karl, som staar ved sit Gevær. Jon kom da ogsaa til at prøve Krigen, thi han laa ude og sloges i fremmede Lande i samfulde sytten Aar, men fik dog ikke i noget Slag saa meget som en saar Finger, og aldrig i sine Dage kjendte han saa meget af Sygdom som et Hæng. Men mangengang, mens han var ude, var Soldaterne saa forlegne for Mad, at de maatte dræbe Kreaturene, som de gik paa Marken, og vride Kjødet i Klude, thi det var ikke Tid til at koge det.
Jons Søn, Thorold Jonssøn, var Soldat som sin Fader, men kom ikke i Krig. Mens han var i Kongens Tjeneste, brød han Laarbenet i et Løb, men slap ikke for at exercere for det, men maatte lige godt staa ud sin Tid. Da han kom hjem, laa han syg, og kom ikke ud for Døren førend den fjortende Uge, og siden kjendte man hans Fodefar i Nysneen. Da Thorold døde, 82 Aar gammel, kom Gaarden til hans Søn Ole. I hans Tid blev der skjærpet en Kobbergrube paa Gaardens Grund, og i den Anledning skulde Ole til Kongsberg at tale et Ord ved Overberghauptmanden, men udenfor hans Hus blev han bidt af en Hund, og den eneste Opreisning han fik, var at han slap Kongens Tjeneste. Han har ombygget Husene paa Østre Nis i 1792, der ere fulde af gammeldags Indskrifter, og hans Søn Ole Olsen lever endnu, 68 Aar gammel, og eier Østre Nisi.
Dette Sagn er fortalt mig ganske saaledes, som det her er meddelt af den sidstnævnte Ole Olsen selv, der ogsaa kjendte alle de nævnte Nisibønders Hustruer: Helga, Birgit, Synneve, Margit, Anne, Anne. Det var aabenbart Ole en Glæde at træffe en Mand, som vilde høre og opskrive, hvad han erindrede. Efter min Tilbagekomst til Christiania blev Sagnets Paalidelighed sat paa Prøve ved en Undersøgelse af de i Rigsarkivet bevarede gamle Skattemandtal. Og Sagnet udholdt denne Prøve. Arkivets Skattelister udviste ganske rigtig, at Thorgrim havde eiet den hele Gaard, og hans Navn forekom fra 1646 til 1680. Sandsynligvis har dog denne ældgamle Mand eiet Nisi længe førend 1646, men før den Tid har man ikke noget Skattemandtal for Bygden bevaret, og det kan altsaa ikke nærmere paavises. Derpaa forekom Tarald Thorgrimsen fra 1686 til 1699, men ved Siden af ham ogsaa en anden Opsidder, saa at Gaarden nu sees at være delt. Jon Taraldsen sees at have faaet Skjøde 1699; Tarald er altsaa ganske rigtig død ung. Men nu savnes Jon paa Listerne i en Aarrække, og det netop i de Aar, hvori hans langvarige Krigstjeneste maa falde, nemlig lige til 1721. Han har altsaa aabenbar været ude først mellem de dansk-norske Leietropper under den spanske Successionskrig, derefter i Tydskland, til sidst kanske ogsaa i selve Norge mod Svensken. De „sytten Aar“ slaa saaledes vel til. I 1783 forekommer hans Enke Synneve, hvilket ligeledes beviser, at Jon har naaet en meget høi Alder. Man kan ikke frakjende alt dette en Slags videnskabelig Interesse. Det er et Vidnesbyrd, om at Bondetraditionen i det mindste kan være i høi Grad paalidelig, og bliver altsaa af Betydning endog for Sagaernes Kritik.
Ifølge N. Nicolaysens norske Fornlevninger, S. 213, fandtes paa Nisi indtil 1811 ogsaa et stort Drikkehorn med Messingbeslag og forgyldt Endeknop; paa Randen var udgravet en kronet Figur, udentvivl St. Olaf med Rigsæble i venstre og Hellebard i høire Haand samt med Inskrifter: Jaspar, Melchior, Balthasar (de hellige tre Konger) med smaa Bogstaver fra det femtende Aarhundrede. Hornet findes nu i Universitetets Samling af Oldsager.
|
Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden. |