Vor Sprogudvikling/II

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Maalkassa (s. 8-13).
◄  I
III  ►

Wergeland saa Retningen; men hans fyrige Aand »tegnede Fremtidens Perspektiv med for korte Linier.« 

Aarhundredet nedrødmer. Men Maalet er endnu fjernt. Maaske fordi Kræfterne ikke har kunnet forenes.

Imidlertid er vi altid et Stykke paa Vei. Lad os stanse lidt og se os tilbage.

— Samtidig med, at Wergeland reiste Kravet om et selvstændigt norsk Kultursprog, vokste der to Mænd, som snart skulde tage hans Tanke ip og føre den videre, hver fra sin Kant; den ene var Knud Knudsen (født i Nedenæs 1812, † 1895), den anden Ivar Aasen (f. Paa Søndmøre 1813, † 1896).

Begge optraadte omtrent samtidig, ved Aarhundrets Midte, et par Aar efter Wergelands Død. Den ene optog Folkemallet til Undersøgelse og Behandling; den anden vilde, støttet til dette Folkemaal, søge Skrifsprogets Fornorskning virkeliggjort.

I 1848 og 1850 kom »Det norske Folkesprogs Grammatik« og »Norsk Ordbog«, hvorefter en direkte paa Bygdemaalene bygget Folkeliteratur paa »Landsmaal« begyndte at skyde sine første svage Skud. Noget senere begynte Knudsen sit »dansk-norske Maalstræv«.

Saaledes var begge Sider af Wergelands Tanke traadte ud i livet. Bygdemaalene var opdagede og utredede; og for det Kultursprog, der skulde fornorskes, var den naturlige Vei til Norskhed funden, idet Grundsætningen om Talesproget som Skriftsprogets Kilde var gjort gjældende med Kraft, samtidig med, at dette Talesprogs allerede paabegyndte Udvikling i norsk Retning blev paavist.

Og Striden begyndte for Alvor.

Dannelsen var endnu i det hele bunden i de ældre Traditioner. Trods Adskillelsen fra Danmark havde Sproget endnu sine Hjerterødder der. Heiberg og de danske Efterromantikere var, om ikke altid bevidst, dets egentlige Klassikere og Mønstre. »Moderlandets Sprog« var for den under norske Intelligenskoloni Kulturens Sprog saa selvfølgelig og saa umiddelbart, at Frygten for en Fornorskningens Barbarisering var virkeligt, blødende Alvor. Man kunde taale en vis Norskhed i saadant noget som Folke-eventyr og Folkelivsskildringer; der havde den sin Plads og sin naturlige Begrænsning. Men Skriftsproget selv maatte forblive som det var. En mere eller mindre bevidst Fornemmelse af, at de danske Rødder alligevel holdt paa at løsne, gjorde Norskhedsfrygten nervøs i en Grad, saa at vi nu ikke rigtig skjønner det. Knudsens saavelsom aasens Maalstræv mødtes med det »Dannelsens Brøl af Harme og Haan«, som Bjørnson endnu for faa Aar siden paakaldte i sin Kamp specielt mod »Bondemaalstærvet«. Saglig Diskussion kunde der da vanskelig være Tale om.

For at Forvirringen kunde blive fuldstændig, udbrød der ogsaa Krig mellem de to Norskhedsretninger indbyrdes. Knudsenmænd og Aasenmenn sloges, saa Fillerne drev. Veienes Forskjellighed gjorde, at det fælles Maal altfor ofte kom de kjæmpende af Syne. Wergelands Samlingstanke havde foreløbig splittet Nationen, hvad der dog kun vil sige, at de faktisk forhaandenvørende Modsætninger var komne for en Dag.

Men de to Førere holdt tappert ud, og deres Geni i Forbindelse med Dygtighed og personlig Hædersfærd aftvang efterhaanden Agtelse. Yngre Kræfter sluttede sig paa begge Sider til. Arbeidet gik, trods al Strid, langsomt forover. Den første Forbitrelse fortog sig smaat om senn. Ligeledes Forskrækkelsen. Lyse Hoveder begyndte at ane, at »Maalstrævet« saa lidt som det »unge Gjenbyrdsliv« kunde »styrre Verdens Orden, bryde Aandens Baner ad«; og der blev efterhvert Ørenslyd for saglige Udredninger. Nogle slog sig til Ro med, at Maaltanken i ethvert Fald var umulig; andre tog det endnu roligere og fandt, at lidt mere Norskhed egentlig slet ikke kunde skade.

— Nu, da de store Førere begge er gaaede bort, staar Sagerne saaledes:

Et selvstændigt norsk Kulturmaal er ikke opnaaet. Derimod hav faaet to Sprog. Deraf er det ene norsk, men endnu intet udformet Kutlurmaal, medens det andet vistnok er Kulturmaal, men endnu ikke »selvstændigt norsk«.[1]

Men derved, at Modsætningerne er traadte tydelig frem, er ogsaa Opgaven bleven klarere. Det er tydeligvis en Art Forening af de to Sprog som maa tilstræbes. Det enes Norskhed maa forbinde sig med det andets Kultur. Da staar vi ved Maalet.

Og idet vi tydeligere skjelner Opgaven, skjønner vi ogsaa bedre hvordan den skal løses. Før har de to Retninger, den dansk-norske og den »norsk-norske«, staaet for os som Modsætninger; den ene maatte seire, den anden gaa under. Nu gryr det langsomt for de kjæmpende, at det bare er to Veie som fra modsatte Kanter fører til det samme Maal. Den »norsknorske« maa vi Landfolk gaa, om vi uden Selvopgivelse skal naa frem til Kutlur; den dansknorske er for de andre den naturlige Vei, om de uden Selvopgivelse skal naa frem til Norskhed.

Denne øgede Klarhed over Maal som over Midler er saa betydningsfuld, at jeg virkelig tror, vi kommer til at datere en Vending i Maalstriden fra omtrent denne Tid.

Sammen og samtidig med den større Forstaaelse er nemlig ogsaa noget andet af Betydning vundet.

Modstanden mod Fornorskningen er i sit Princip brudt.

Vi har ikke længere noget Parti, der kan kaldes dansk eller »danomant«; alle Nordmænd vil egentlig Fornorskning.

Man ved nu, at vort Sprog ikke længer har eller kan have sine Rødder i Danmark. Det maa slaa Rod indenlands, om det ikke vil tørke bort. Og man har forsonet sig med denne Tanke. Man føler, at ens Sprogfølelse fornorskes, og man modsætter sig det ikke længer. Man liker, at Forfatternes Sprogtone er norsk; man forlanger kun, og med rette, at der skal skrives norsk med Smag og med Sving. Vistnok er det udenlandske endnu det fineste. Det er gjildere at være Kosmopolit end at være »norsknorsk«, og Fremmedord klinger ubetinget flottere end de hjemmelavede. Men skrives der norsk med Kyndighed og Smag, er man i al Stilhed noksaa kry over det. Det føles som en Ros nu, naar der siges om noget, at det er norsk, »virkelig« norsk. Selvfølelsen er steget adskilligt siden den Tid, da »norsk« var omtrent enstydigt med simpelt.

Fanatismen er overvunden. Vi begynder at komme ind i en normal Udvikling, hvor der ikke er absolute Modstæninger, men kun mere eller mindre fremskudte Standpunkter: Konservative som ikke vil forcere, Centrumsmænd, som glider roligt, og med Fremskridtsmænd som skyver paa efter Evne. Selv vi norsk-norske Radikalere indordner os nu i Rækkerne, — som jeg nedenfor skal søge at paavise.

Denne Nationens forandrede Stilling til Spørgsmaalet, denne Mulighed for, at Kræfterne kan »forenes«, er et Fremskridt, som ikke kan skattes høit nok.


  1. Prof. Storm kalder vistnok sit Sprog norsk; men der er ingen Grund til at tviste om Ord, al den Stund Professoren indrømmer, at samme norske Sprog kan og maa — fornorskes.