Vor Sprogudvikling/I

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Maalkassa (s. 5-7).
◄  Innhold
II  ►

Lang og bitter hav vor Maalstrid været.

Den begyndte, som det ny-norske Aandsliv overhovedet, med Henrik Wergeland. Denne rige Aand strak til overalt.

Søn af en Sognegut og opvokset blandt Folket havde han Betingelser for »Maalstræv«, og stor var den Forargelse, han vakte med sine Ideer om en »norsk Sprogreformation«. At optage norske Ord og Udtryk i Skriftsproget føltes dengang som Barbari, og at »bryde Sprogfællesskabet med Danmark« var det samme som at bryde med selve Kulturen.

Som man paa Theateret kun taalte danske Skuepsillere, saaledes forlangte Sprogfølelsen, at ogsaa Sproget holdtes rent. For Norskhed altsaa. Fremmede Ord havde man intet imod. Ved dem blev bare Sproget endnu mere civiliseret. Det var en Tid, da man næsten lagde an paa at mixe. »En Ting var ikke overdreven, den var exorbitant; det hed ikke Udgydelser, men Expectorationer; en slet Ting var et Pecorale osv.« »Alt norsk, hjemligt var simpelt, plat; alt udenlandsk var Tegn paa noget europæisk, aristokratisk, belevent, fint som tiltalte dem«.[1] Men Wergeland, og de som med ham vilde fornorske, var Raahedens Represæntanter, var Hjemmefødninger, Bondeparti, Myseostædere og Akkevitdrikkere m.m., samt »Sprogflikkere og Sprogfordærvere, som af en falsk patriotisk Stræben med den goveste Uvidenhed og den latterligste Inkonsekvents fortvivlede og sammenjaskede vore Dialekter i vild Uorden«.

Men som bekjendt var Wergeland ikke den, som lod sig forbløffe. Han fortsatte uforstyrret sit Fornorskningsstæv. Ikke blot i Viser og Folkeskrifter, men ogsaa i høiere Digtning, ja endog i Prædikener, indførte han Udtryk fra Dialekterne. De maa dengang have taget sig yderst oprørske ud.

Ankerne over Plan- og Smagløshed etc. var delvis berettigede. Man kjendte jo ikke Folkesproget. Vidste lidet om dets Rigdom, anede neppe dets Selvstændighed, havde intet Begreb om, hvordan det skulde skrives. Wergelands Forsøg kunde saaledes ikke føre langt. Men et mærkeligt Vidnesbyrd om den unde Seers fremtidsanende Evne var det, at han overhoved under disse Omstændigheder kunde fatte Ideen om en norsk Sprogudvikling ved Dialekternes Hjælp. Hans Afhandling om »Sprogreformationen« har endnu Interesse, og vi ser af den, i hvilken Grad det var ham Alvor med Sagen, og hvor meget han, anelses- og følelsesvis, skjønte af dens Betydning for det nationale Liv. »Navnet af et norsk Sprog og en norsk Literatur« var ham ingenlunde nok; »nu,« skrev han, »er det Virkeligheden af et selvstændigt Skriftsprog, som fremæsker Norges Aander. Dette (selvstændige Skriftsprog) maa Tiden af sig selv afføde, før Aarhundredet nedrødmer, og saa meget snarere som Kræfterne derfor forenes.«


  1. Prof. Olav Skavlan: »Henrik Wergeland. Afhandlinger og Brudtykker.«