Vikingekongen
Gjennem Nattens Favn
Skinner Maanen saa bleg,
Foran Snekkernes Stavn
Hvisker Bølgers Leg,
Og paa Stranden hvid
Nu til Kamp og Strid
Springer Vikingers Flok.
Og til Sletten frem
Deres Skarer naaer,
For at værne om Hjem
Der alt Britterne staar.
Gjennem Natten tyst
Blinker Landser med Lyst
Og de higende Sværd.
Og de rykke imod
Hinanden med Vold,
Snart der rinde skal Blod
Bag de sukkende Skjold,
Snart Natsolen skal
Skue Britternes Fald
For Normannernes Staal.
Lurene gjalde,
Herligt de kalde
Alle til Kamp,
Sværdene falde,
Brynjerne brager, —
Høit over Alle
I Blod og Damp
Vikingekongens Hjelmkam rager,
Fremad han jager,
Fremad han bruser
Høststormen lig, som fra Fjeldene suser; —
Sværdet han svinger med kraftig Arm,
Sænker det dybt i Britternes Barm,
Pander han kløver,
Blodbad han øver
Vildt i Bersærkeharm.
Men ifra Valhal i Skyer og Damp
Ride Valkyrier ned til Kamp,
Dødsravnens Skrig
Lyder paa Lig;
Blikkene lyne, Lokkerne fagre
For Vindene flagre,
Lydeligt raaber valhalliske Møer:
‘Kjæmper og dør, kjæmper og dør!’ —
— Kongens Hjelmkam end forrest sig hæver,
Luende Sværd han svinger med Lyst,
Britterne bæver,
Da sidder Pilen i Kongens Bryst,
Favnende Døden han synker til Jorden,
Og henover ham Skarernes Torden
Brusende brød,
De hævned hans Død.
Men til Valhal Valkyrien rider,
Bag hende sidder
Vikingekongen med Pilsod i Bryst,
Hist skal han kjæmpe blandt Guder med Lyst
Einheriers Dyst.
|
Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden. |