I en stjerneklar Nat

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Richie & Glükstad (s. 79-80).

Naar Himlens sidste, milde Aftenrøde
Forlængst bag Fjeldene i Vesten døde,
Og Sommernatten breder ømt sit Slør
Udover Jord, nu taus, saa larmfuld før.

Fra Himlens Grund den dybe, blaalig dunkle
De fjerne Stjerner monne stille funkle,
De altid gaa den samme lyse Gang,
Og lytte henrykte til Sphærers Klang.

O, Lysets Herre, store Gud og Fader!
Naar Øiet skuer disse Myriader,
Som roligt lyse over Død og Grav
Igjennem Himlens evigvide Hav,


Da svimler Tanken paa sin stækte Vinge,
Jeg vover knap at skue op, jeg Ringe: —
Hvad er i Urskogen et ringe Løv?
Paa Ørknens Vidder vel et Fnug af Støv?

Og dog en Verdens Kraft mig gjennembæver
Min Aand, min Sjæl sig stærk og trøstig hæver,
Og modig skal den over Stjerner se,
At du den vinker, o Almægtige!

Thi engang skal hver Stjerne, Sol og Maane
Saa evigfjernt, som Himlene mon blaane,
Ved Herrens Almagtsord udslukkes brat
Og synke hen i en chaotisk Nat.

Men da skal Sjælen fra sit trange Fængsel
Befriet fra hver Sorg og hver en Længsel
Sig svinge did, hvor der er evig lyst,
Og finde Hvile ved sin Skabers Bryst. —


PD-icon.svg Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden.