Vergils sidste søn

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
H. Aschehoug & Co. (s. 177-195).
R
omagna’s digter» Giovanni Pascoli fik 1912 i den italienske presses’s overflod paa krigersk stof dengang, lov til at vandre ubemerket bort; han fik dø i skyggen av Italiens heltebedrifter syd paa den Libyske Ørken. Han var vel da en femti aar.

Pascoli er født inde i Apennin mot Lucca-kanten, i en liten by Barga, som ligger utenfor turisternes alfarvei og jernbaneruterne. Carducci var bl. a. hans lærer. Og som voksen underviste han vi latin og græsk, blev siden professor, har været ansat i Livorno, Bologna, Messina. Han har oversat dele av Homer og Hesiod, og har kommentert Dante. Han var ansat som professor ved universitetet i Pisa, da han blev kaldt til Bologna for at overta nationalskalden Carducci’s plads som professor i italiensk literatur. Her døde han altsaa i april det aar. Man lette dengang forgjæves i aviserne efter et litet telegram om hans sygdom og død eller om den sidste reise fra Bologna hjem til hans fødeby inde i Apennin. Heller ikke privattelegrammerne kunde avse plads til denslags, – vel fordi pladsen var disponert for schakspillernes daglige træk paa den Libyske Ørken. I en slik hul vaabenlarmens tid, da der jo ogsaa dreves febrilske bankspekulationer i Tripolis, og chauvinist-skravlet stod mot taket i Aragno-kaféens inderste mørke rum, som dengang blev døpt «il garage dei leteratucoli» (smaaliteraternes garage), – i denslags gny vilde forresten kanske endog en Carducci vandret heden, uten at utlandets pressetelegrammer hadde bemerket ham. Og ellers ynglet stormagts-synerne de dage slik, at det visselig tilslut foresvævet Aragnosalens helter intet mindre end at gjenerobre Romerrikets tapte provinser; da er der selvsagt ingen bruk for digtere, ti større digtere end sine egne statsraader kan folket jo da slet ikke faa. – Og Pascoli’s lik blev i stilhet ført hjem, først paa jernbanen til Pistoia, hvorfra saa kjøreveien gaar opover mot Barga i nordvest.

Og Carducci’s stol paa katetret i Bologna stod atter tom. Carducci hadde været en personlighet, med syn, bornert, men sundt – sit eget! Suverænt ordnet han Italiens gamle literatur efter sit hode, haardhændt, ogsaa brutalt; og samtidige aandens varer stemplet han uten at blunke, uforfærdet som det sig en gammel Minerva’s prest bør. Pascoli derimot var uten synets mod, om han end hadde synet – forsaavidt var han ingen personlighet. d’Annunzio, som en lang tid var stillingens kandidat, er ikke engang en literær personlighet personlighet; bare en veirhane, en plagiatorernes fyrste uten større ansats til eget ansigt; han er alt hvad tiden ønsker: Tolstoianer, Nietzschedyrker, socialist, monarkist, moderne og antik, hedning og kristen. Om han ikke skulde synes særlig paakrævet i øieblikket som lærer netop i literatur, saa kunde det kanske lignet tiden, om han just dengang hadde plantet sin apekat-bak paa Carducci’s stol; han var ialfald som professor-emne favorit i literatuklernes garage i Aragno-kaféen. – Saavidt mig bekjendt, staar katetret endnu tomt; ialfald varte det meget længe, før det blev besat – indstillingen fra Bologna-universitetet maa nemlig være enstemmig, før regjeringen kan utnævne. –

Pascoli var ingen strids-gnyets mand som Carducci. Han var heller ingen champion i skaperi; og naar han kort før sin død blev bedt om at skrive vers til en regatta i Salerno, og da svarte, at jo «jeg skal gjøre det – Vergil kom og hvisket at jeg skulde», saa ligner en saadan fagte ham litet. Til hans liv knytter sig ingen store, larmende begivenheter; der er i grunden bare én begivenhet som nævnes i forbindelse med Pascoli – og den nævnes da baade av ham og andre en liten smule ofte.

Hans far blev ansat som godsfuldmægtig hos millionærerne Torlonia, hvis æt har vældige eiendomme paa Romagna-sletten mellem Ravenna og Rimini – denne egn som har alet, og endnu aler, Italiens uforsonligste politikere; blandt disse princip-steile stridbukker hænder det saaledes oftere den dag idag at socialister og republikanere skyter hverandre ned i hidsighet. Vi vet jo, de var kjendt for sin stridbarhet ogsaa paa renæssancens tid. – Digteren har gang paa gang i vers malet sletten. Og den av os, som har faret der en foraarsdag, vil ikke ha saa let for at glemme dens groende soldis, dette brusende, blindende solhav… vuggende akrer i det endeløse, eller grønne græsenger saa langt éns øie naar, med en og anden mager, høi poppel ragende i veiret, som en gjæter blandt lubne, kuttede nyttetrær; og staar brisen den rigtige vei, lugter man salt fra Adriateren, som blinker der straks ut i øst, lik en stripe smeltet sølv. Men ingen takker og tinder! Først langt inde i vest retter noget skarpt sin ryg, med et par fjeldspidser; San Marino-republikkens by ligger paa en av dem, skjælver som skjørt nips av glas oppe i soldisen. Pascoli har selv sunget om denne sin barndoms utsigt i Canti di Castelvecchio:

…monti, una selva, un castello;
poi monti; piu in su san Marino…

(ɔ: fjelde, en skog, et kastel; saa fjelde; længer op San Marino). Hit flyttet fjeldgutten fra Apennin; her paa den endeløse slette uten tinder og takker, med en vældig himmel over sig, drømte han sine unge aar.

Han kan ogsaa se den i mørkere lys, med tung himmel, som i den raske lille tegning, han kalder Temporale (uveir):

Et bulder ute i det fjerne…

Rødner kimingens rande.
som for en brandtomts lue;
svart som bek ind mot landet;
skydrift om fjeldets pande;
mot det svarte en stue,
og saa en ving av en terne.

Jeg kan ikke negte mig ogsaa at avskrive originalen til dette musikstykke:

Un bubbolio lontano…

Roseggia l’orizzonte.
come affocato, a mare:
nero di pece, a monte,
stracci di nubi chiare:
tra il nero un casolare:
un’ ala di gabiano.

Og her paa sletten oplevet han da sit livs begivenhet: Det hændte en kveld at faren vendte hjem fra en forretningsreise som lik i sin vogn, han var skutt fra bakhold gjennem ryggen; han sat med to dukker i fanget, som gave til barnene – saa beretter folketraditionen. Et av sønnens digte – La cavalla storna i Castelvecchiosangene – behandler denne hjemkomst og morens besøk hos hesten i stalden, det eneste øienvidne til udaaden.

I Torre var forlængst det slut paa dagens tummel.
Fra salto-aaens popler bare lød der mummel.

I sine spiltaug stod de, de Normanner-hester,
og tygget knusprende paa sine havre-rester.

Midt foran stod hun, hoppen, fyrig, sky, derinde, –
født mellem pinjer, i en sjøsalt strandbreds vinde, –

og hadde havets sprøit i næsevingen hidsende
endnu, og braket i de rappe øre-spidsene.

Med albuen paa krybben stod i baasen inde
min mor, og snakket med den slik, saa mo i sinde:

«Du kjære, snille hoppe, du som nu er fremme
og skysset ham, som ikke kom igjen til hjemmet, –

du faar hans hilsen og det sidste ord, som falder!
Han efterlot en søn her i saa ung en alder, –

den første av de otte iblandt døtre, sønner; –
og holde tømmer endnu ei hans hænder skjønner.

Men du, som kjender stormen langsmed dine lænder,
retleder nok engang de vesle barne-hænder;

du som i hjertet bær’ en ødslig havstrands vildhet,
retleder nok engang den lille barne-stemmes mildhet!»

Sit magre hode hoppen snudde litt og skakket
imot min mor, som bare mere traurig snakket:

«Du kjære, snille hoppe, du som nu er fremme,
og skysset ham, som ikke kom igjen til hjemmet, –


jeg vet hvor du var glad i ham, jeg vet det!
Det var blot døden og saa du, som var tilstede.

Du, født i skog, i kuling og i bølgelarmen,
du har begravet al din rædsel dypt i barmen;

og som du kjender bidslet ligge slapt i munden,
dit hjerte stagger dog sit løp i samme stunden:

da følger du din vei saa sagte og med lempe,
paa det at han i ro sin sidste strid kan kjæmpe.»

Det magre, lange hode holdt sig tæt ved siden
av mor, til hendes ansigt, mildt av graat og kviden.

«Du kjære, snille hoppe, du som nu er fremme,
og skysset ham, som ikke kom igjen til hjemmet, –

Aa du! Han sa to ord, det sikkert dog han gjorde!
Og du forstaar dem og, men kan ei gjenta ordet.

Med tømmer løse mellem dine hover hængende,
med al din hete troskaps ild i øiet fængende,

med riflesmeldets ekko i dit øres kammer, –
du følger veien mellem høie poppel-stammer:

Du bragte ham tilbake, just som solen dalte,
fordi vi skulde faa de sidste ord, han talte.»

Det lange, stolte hode stod og lyttet længe.
Min mor, hun kysset den indunder fakse-hænget:

«Du kjære, snille hoppe, du som nu er fremme,
trak en til gaards, som ikke kom igjen til hjemmet!

til mig en mand, som aldrig hjem mer kommer!
Du var saa snil. – Men kan ei snakke, – du som stum er!

Du kan ei, stakkar; andre tar sig vel i vare.
Aa! men du maa si den ene, ene tingen bare!

For du har set ham nylig, morderen, den vilde:
Han bor her inde, gjør han, – her i din pupille!

Hvem var, hvem er det? Jeg et navn for dig vil nævne.
Saa gir du mig et tegn. Gud skjænke dig den evne!»

Nu knuspret hestene ei mere paa sin føde:
de sov og drømte om de hvite veiers øde.

De trampet ikke halmen med de hover bare:
de sov og drømte blot om hjul, som hvirvlet snare.

I denne store stilhet løftet mor en finger.
Og sa et navn. – Et høimælt knegg tilbake klinger.

Det kom aldrig op, hvem gjerningsmanden var. Men den begivenhet la moren i graven et aars tid efter av sorg, beretter traditionen; flere av barnene døde ogsaa av samme grund. Og bare Giovanni og to søstre overlevet begivenheten.

Ja, saa lyder legenden. Og vi faar nøie os med dens ordlyd. Ingensteds har jeg set antydet, i hvilken retning mistanken gik, om hint skud var en stridbar Romagnolo’s vendetta mot en nidkjær foged, eller der spillet et kjærlighetsdrama bak; til forklaring av udaadens virkning paa familien er jo ikke det et helt uvæsentlig moment. Men dette uhyggelige barndomsminde blir ialfald den kilde, hvorfra hans bedste digtninger øser indhold; og bestandig er det likesom sangbunden, det som forklarer hans knæk i livsmodet. For selv om en slik usammensat livstragedie ifølge sakens natur ikke kan være noget synderlig frugtbart eller tændende som utgangspunkt for en digtersjæl, ja selv om motivet kan virke en smule trættende, naar det gjentages slik ved hver digtsamling, eller naar han kommer halende med sin fars lik, bedst som han sitter saadan uanfegtet og pensler sommeridyller, saa kan man aldrig paastaa, det er mundsveir, eller bent frem artistisk manér. Det er trods alt følt. Og i den fortale, som Carducci skriver for ham til digtsamlingen Myricae (1894), sier han at disse sange er som kranser paa hans fars grav: «… Der er fuglekvidder, cypressers sus og kirkeklokkers fjerne klemt: Passer til en kirkegaard.» I Poemetti nævner han det selv i fortalen til søsteren, og i samlingen Canti di Castelvecchio sier han, at de digte den indeholder, er blomster til hans mors grav.

Som sindsytring betegner hans digtning reaktion. Den er heller ikke hvad man kalder mandig digtning. Han retter sig aldrig i impulsiv sund trods – ikke ett øieblik! Hverken ved egen eller andres smerte sporer man nogensteds en saadan trang; han nyder det isteden kunstnerisk. Han stanser op i lummer resignation; hans kvide blir stundom klynk, hans medynk klissenhet, hans natursans vegetativ kontemplation. Og hans eros er vek, eller er der i grunden slet ikke.

Jeg skal gi en liten prøve – et digt han kalder Notte (nat):

Der sitter piker foran hesplerne, som svirrer,
og lygtens skin de blonde hoder stilt forgylder.

De blonde hoder, svarte stjerneblik, som stirrer, –
det hen til vinduet, sig alt i ett forvilder:

Mon sitter de paa vâk for riddersmænd, som irrer,
og va’r sig frem igjennem nattens tause mylder?

De snakker elskov, søte ting som sind forvirrer:
Slik snakker de, til morgenrøden stuen fylder.

I Poemetti lyser han fred over menneskene i disse statelige terziner:

 Uomini, pace! Nella prona terra
troppo é il mistero; e solo chi procaccia
d’ aver fratelli in suo timor, non erra.
 Pace, fratelli! E fate che le braccia,
Ch’ ora o poi tenderete ai piu vicini,
non sappiano la lotta e la minaccia.

(ɔ: Fred, mennesker! Paa den ilende jord er mysteriet for stort; og den, som sørger for at ha brødre i sin angst, han alene farer ikke vild. – Brødre, fred! Og pas paa at den haand, som I nu eller senere strækker mot jer næste, ikke smaker av kamp eller trusel.)

I den grad from og partiløs og fredsæl var han. Men derfor slos jo partierne like fuldt om ham til en begyndelse; socialisterne vilde annektere ham som sin, de klerikale indrullerte ham i sit geled. Han søkte at verge sig og svarte dem alle: «Homo sum»; og at han sang bare for de unge sind – med sin kunst var det dem han vilde husvale og glæde. Presterne har dog hat et agtsomt øie til ham, ialfald i de senere aar; men det lykkedes dem allikevel ikke at slippe ind til dødsleiet med sakramentet, – og i den uforsonlige holdning var det kanske traditionen efter hans gamle lærer, hedningen Carducci, som egentlig gik igjen, – vel saa meget som netop Pascoli’s egen hu.

Jeg oversætter endnu et digt fra denne tid – Il ponte (broen):

En havgrøn maane kanter himlens rande,
klær av hver eng, som svøpt i nattens ham er,
og floden flakkende. Med hulk og jammer
mot ensom bro en bølge høres lande.

Hvor gaar det hav, som drog? hvor kildens vande,
som mumler nølende bak busk og stammer? –
Men floden gaar med spring, hvor solblink flammer,
fra ukjendt fjeld mot ukjendt hav og strande


Frem maanen glir: De retter sig og lyer,
hver høi cypres, langs med de dystre diger,
fromt hviskende mens vinden i dem napper.

Der stanser seilende og hvite skyer,
snur sig til den og op de uset stiger
ad azur-templets endeløse trapper.

Ved denneslags hastige oversættelser kan der være en ørliten finesse som gir hele linjen, ja verset, duften, – som er gaat én forbi; der er saa farlig mange av denslags netop i italiensk, kanske mest i versene. Foruten at man jo, naar man oversætter fra «romansk», har prosodien og det rent rytmiske imot sig. Og saa eier det sprog sine malende ord paa helt andre felter end vi har vore. Som eksempel kan jeg netop citere den herlige første linje i denne sonet om broen:

«La glauca luna lista l’orizzonte –»

Denne forventningens majestætiske ro imot maanens opgang! – Eller jeg nævner igjen hin første linje av Uveir – den brummende torden:

«Un bubbolio lontano –»

Men forhaabentlig gir det oversatte dog indblik i arten av hans miniaturer over land- og bonde-liv. Som man ser, er hans symbolik saa litet paatrængende, saa vag og nethændt som man overhodet kan vente den fra sydens digtere. Carducci var der brutalere. –

Efter de første digtsamlingen Myricae og Canti di Castelvecchio hadde han en mat periode; i den utgav han bl. a. Poemi convivali og Odi e Inni, hvor han holdt til i den græsk-latinske antiks drivhus. Men i 1909 plukket han til sine beundreres glæde atter vilde blomster paa sin egen slette; – og i saa maate staar dette nye i klasse med den episke digtning, de fem Canzoni di Re Enzio, med norditaliensk emne fra 13. aarh., som han vistnok ikke fik helt færdigskrevet.

Det aar utgav han Nuovi Poemetti. I denne samling skildrer han de vekslende aarstider paa landet; han synger om kornet som faar stængel, om druen som mørkner, om mennesket, denne slettens evige jordtræl, uforanderlig som selve den muld, hvorav han henter sin næring. Og over dette liv de vingede, syngende skarer; vi møter akerriksen, som bygger av røtter og haartjafser sit uvande rede klos paa den nakne jord; svalerne, som smetter ind under takrenden, meiserne, gjøken, som galer sine to stavelser, hakkespetten med det gneldrende skrik, og høit oppe i himlen har vi lerkens tilrende prik; saa, naar den første stjerne tændes over den tause jord, kommer nattergalen, og de to skogduer vagler sig tæt op til hverandre med blyblaa hals indtil hals; uglen gjentar op og op igjen sit uhygge-skrik, og ørnen drager forbi paa de svære vinger, ror sig fremad, langt borte i kveldene gyldne skyer, og gneldrer tre ganger sit grumme skrik ned over jordelivets svimlende dyp, – som det heter:

 Fuor delle nubi risplendenti d’oro
l’aquila rota, remeggiando lenta
sopra il terrestre vortice sonoro.
 E s’alza ancora ed alto un grido avventa
atroce per le vane plaghe sole.
Tre volte grida e sta tre volte intenta
 all’ eco forse che ne manda il sole…

Midt i dette naturens liv gaar en bondejente og en statelig jægersmand; kjærlighet gror og modner, likesom kornet, og hun gir ham sit ja. Før aaret er omme, smiler barnet i vuggen. Men det dør; moren gaar taus og klær den lille engel, som vender tilbake til englene. – Ovenpaa den kjærlighets-idyl synger digteren videre om aaret, som gaar sin gang; han synger om høisommerens og skurens brændende dage: blondt korn rasler i vinden, og lerken hører ljaaens kvasse hvin: «Lig stille!» roper den ned til ungerne i redet, «saa gaar ljaaen over dere.» – Og aarets førstegrøde sendes straks til møllen, og melet vender tilbake til hjemmene; han besynger derpaa bakingen av Romagna’s primitive «piada», hvorunder hele huset dufter av det nybakte brød. – Saa kommer den glade vinhøst: Det var en opholdsdag, og paa den glatte, tørre vold skled folk allesteds; hvepsesurr allevegne; «druen var het, og i kiperne duftet det allerede most»; kar og kvindfolk stevjes med hverandre i strambottens gamle versstubber. – Og saa tilslut hæver Pasco1i sig i sky, synger et statelig lovkvæde til denne fete, bærende jord, til Italia med floder og hav og sjøer. Hans syn stiger videre, han skuer det uendelig store; han stirrer paa stjernerne, og firmamentet vokser; han stanser svimmel op foran det uendelige – en panteistisk vision! – svimmel og ræd i denne «verdners dumpe hvirvel» ( in quel cupo vertice di mondi).

Dette er, kort gjengit, gangen og indholdet av disse digte, hvori han vendte tilbake til det bedste i sig; samlingen er forsaavidt typisk. I sin literære samtids larmende humbug og reklamesyke er hans poesi som den stille natlampes vage blaff. Han har selv brukt et lignende billede om sin digtning, har sagt, at den er at ligne med den vaakende staldlygts skin eller med lyset hos barnet, som graater i vuggen. I sit mondæne decennium var han landlivets og arnens digter.

Og her har man sagt om ham, at der nok var græs og trær og fugler i den italienske poesi før ham, men først han fik alle bevingede til at synge, alle markens straa til at piple frem, alle trær til at suse, alle blomster til at dufte. Det er sandt sagt: Han kunde den kunst at gaa ut av sit menneskelige skind, bli lutter øre, lutter øie; ved synet av vindens klissne lek gjennem den blonde aker kommer han i skjælv, han staar ekstatisk i en lys taakesky; ved humle-surret under slaapetorn-hækken, ved den grosvangre soldis, forsvinder han, gaar op i det uten en rest av bevissthet om sig selv, – som humlen, som svalen, som barneropets ekko under leken. Al vilje er opløst, al mandighet fløiten; der er tilslut ingen digter, det er ikke han som synger, der er bare et konkylium tilbake, som ligger ute paa sletten og suser for alle himmelegnes vindpust. Det er den milde lydhørhet som hos spægede munker, man tænker paa den hellige Francesco fra Assisi, naar han er ute og gaar.

Det vedkommer ikke resultatet, selve digtet, men det er ikke likegyldig psykologisk set: Det er det lærde, forlæste bokmenneske, som falder i staver, naar han en dag tar sig litt stunder til at gaa ut i naturen; han staar med spilte barneøine, tror han hører græsset gro. Det er hemmeligheten ved Pascoli’s gave, kjernen ved hans inspiration. Og saa gaar skole-duksen hjem igjen, lukker sig atter ind i kunstens halvlyse celle, ciselerer hændig frem, endnu halvt indsovnet av blomsterduft, det fine, enkle digt, især i gratiøse terziner, Dante’s metrum, i hvilket han er mesteren over alle. For han er enkel, ikke frasefyldt og retorisk og lærd i sin digtning, denne folklorist og belæste filolog, som kan den antikke og middelalderens prosodi paa sine fingre, bare med smaa epitheta som «flumen errans» o. l. lekende paa tungen efter læsning av Horats og Vergil og andre. – Og Pascoli’s digtning blir altsaa heller ingensinde uttryk for den stormende vivørs overskud eller hans bitre lede.

I arten av hans inspiration ligger hans styrke. Men der ligger ogsaa hans svakhet. Saaledes kan han falde paa at eftergjøre høisommerens lyder, han utleverer til fuglene sit menneskelige alfabet. Hør f. eks. dette første vers av «Il fringuello cieco» (den blinde finke) i Castelvecchio-sangene:

Finch – finche nel cielo volai,
finch…finche ebbi il nido sul moro…

(ɔ: saa længe jeg fløi i himlen, saa længe jeg hadde rede i morbærtræet). Eller i andet vers i samme digt, hvor bl. a. nattergalen synger smægtende farvel:

Addio addio dio dio dio dio…

Eller i sidste vers, hvor den blinde fugl synger til solen:

O sol sol sol sol…sole mio

Denne grad av barnslighet har passert grænsen for det naive. Men der har han jo bl. a. i Marino fra 1600 en forløper; det er forresten et træk han har tilfælles med sydlændingen og klarhjernede racer, som har saa vanskelig for at holde maate saadan instinktivt, naar de først gir sig hen i naive og skjønne rørelser.

Der er ogsaa en anden svakhet ved hans digtning, som er en følge av samme evne: I hans haand mistet efterhvert kunsten sin mening og betydning. Den blev bare nips. Mennesket blev i grunden borte for ham, det som dog til enhver tid er en digters vigtigste emne. Man ser bedst, hvor velgjørende de menneskelige ting kan virke som rygrad, i noget av det sidste han skrev: «Hymnen til Turin»; den blev naturligvis under Tripolis-krigen rigtignok chauvinistisk anløpen, men netop det gav versene reisning, saa det blev det bedste han hadde gjort paa flere aar.

Til straf for denne egenhet opdager hans kunst heller ingen nye horisonter, eller gir andres syn en ny retning; han har ingen ordnende og byggende evne i sin haand – bare evne til analyse. Til straf derfor blev han heller ikke paa Carducci’s kateter landets literære samvittighet. Til straf for denne viljens opløsning kan han forfalde til umandig klynk. Og til straf, fordi hans natursans ustanselig færdes i dette kontemplationens mystiske halvlys, virker hans digtning stundom monoton, for ikke at si bent frem kjedsommelig; men det kan jo tildels være dosernes skyld – man maa nemlig ikke læse meget Pascoli ad gangen.

Men trods dette: Er der nogen som gjennem vers vil dukke sig ned i en bestemt italiensk natur, da er Giovanni Pascoli manden, man skal søke til, – endda han tar op toskanske dialektord, endog fra sin lille flekke Barga, saa selv italienske læsere knurrer (i den nye utgave følger forresten nu noter og glossar). Søk til Pascoli! Ingen nuværende italiensk digter har en naturfølelse som han. Ingen. I kraft av den vil han bli staaende. Det nye, han har bragt, er intimitet. I saa maate er han et særsyn paa italiensk grund. Og man leter forgjæves i landets kunst efter et slikt forhold til naturen; naar jeg leter efter noget at sammenstille ham med, ja, da kommer jeg for mit vedkommende saa langt tilbake som helt til Ghiberti’s dør og dens ornamentik paa baptisteriet i Firenze.

(1915)


PD-icon.svg Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden.