Varulve
”Hun skabte mig til saa liden en Hind,
Hun bad mig fare saa vide,
Og mine syv Møer til Ulve hin’ graa,
Hun bad, de skulde mig slide.”
Den omskabte Jomfru.
Tilforn troede man, at der gaves Mennesker, som kunde forvandle sig til Varulve og Husebjørne, og at de, som besad denne Egenskab enten vare blevne forhexede af onde Mennesker, eller at de vare Troldmænd. En saadan Egenskab besad Jonas Kruse, der opholdt sig i en Hytte, som skal have staaet paa Pladsen Krusenhus i Gjerrestad. Jonas havde en Hustru ved Navn Ingeborg. Det kom engang pludselig over ham at forvandles til Husebjørn, just som han og Hustruen samlede Hø i Stak. Jonas gav sin Kone en Kjep i Haanden, kastede hende op i Stakken, og bad hende værge sig det bedste hun formaaede, hvorpaa Kruse gik en Stund bort. Som en stor Bjørn vendte han tilbage, angreb og ængstede Konen paa Livet, saa hun kun med Nød kunde værge sig paa Høstakken. Omsider forlod Bjørnen hende og Kruse kom tilbage som Menneske. Paa Tveitene i Nissedal fandtes en ”farlig Varulv,” der slog Kjørene ned forfode og intet Skud kunde bide paa ham. Endelig sendte man Bud efter en klog Mand, som gav det Raad, at skyde denne ”sæle Bjørn” med en Sølvkugle. Dette skeede. Bjørnen faldt paa Tveitenaasen for en Sølvkugle. Da man slaaede den, fik man Vished for at det var en Varulv, thi under Huden fandtes et Belte med en Slire i. Huden blev deelt i fire Parter som ophængtes i Dalens 4 Kirker, hvor de længe bevaredes.
Anm. At Folk kunne iføre sig Dyrs Skikkelse og igjen forlade samme er en Mening, der et ligesaa udbredt som den er gammel. Den norske Helt Bødvar Bjarkes Fader blev saaledes af en ond Stedmoder fortryllet i en Bjørneskikkelse, som han dog til visse Tider kunde aflægge (Hrolf Krages Saga C. 36 og 50, hvor noget Lignende berettes om Bjarke selv). I Volsunga Saga C. 12 tales om to Kongesønner, som hvert 10de Døgn slap ud af deres Ulvehamme. Saavel Kjæmpeviserne som de gamle Eventyr ere rige paa Prindser, der ere blevne forvandlede til Dyr.
I Sverige hører man endnu, og det med ramme Alvor, tale om Mænd der fra deres Hustruers Sider midt om Natten løbe tilskovs og i 15 Aar have været Ulve, hvilket kaldes „at gaae Varg.” Ja man veed endog at fortælle om hele Brudeskarer, der underveis til Kirken ere blevne forvandlede til Varulve. Under Krigen 1808 gik endog det Rygte, at de svenske Fanger af Russerne bleve forvandlede til Varulve og hjemsendte for at plage Landet. (Svenske Folks Visor 3. 119). Om de danske Vaerulve see Thiele 1, 133.
I Tydskland findes Wärwölfe, der dog i Udseende ei ganske ligne naturlige Ulve, men ere noget anderledes. (Grimms deutsche Sagen 1, 293, die Volksagen von Pommern von Temme S. 308). Med Sagnene om Varulve fortjene at sammenlignes Herodots Beretning om det skytiske Folk Neurerne (4 Bog C. 105): ”Enhver Neurer bliver engang om Aaret i nogle faa Dage til en Ulv, men faaer derpaa igjen sin forrige Skikkelse. Denne deres Fortælling troer jeg nu ikke at være sand; ikke destomindre sige de det og sværge derpaa.“