Hopp til innhold

Udsigt over den katholske Kirke i Norge umiddelbart før Reformationen

Legg til lenke
Fra Wikikilden
Udsigt over den katholske Kirke i Norge umiddelbart før Reformationen.
Tiltrædelsesforelæsning
af
Prof. Dr. A. Chr. Bang.

Idet jeg tiltræder min akademiske Lærergjerning, hvis Hovedopgave vil blive Behandlingen af vort Lands Kirkehistorie efter Reformationen, skal jeg søge i korte Drag at give en Udsigt over den katholske Kirke i Norge umiddelbart før Reformationen.

Bortseet fra Bilandene var Norge under Katholicismen i geistlig Henseende delt i 5 Bispedømmer: Erkestiftet Nidaros samt Bergens, Stavangers, Oslo og Hamar Stifter.

Erkestiftet indbefattede foruden de nuværende Tromsø og Throndhjems Stifter tillige Søndmøre og det senere til Sverige afstaaede Landskab Herjedalen; Grændsen mod Hamar Stift gik noget længere mod Syd end nu, idet Kvikne, Tønset og Vingelen (nu Annex til Tolgen) regnedes med til Nidaros Bispedømme[1].

Bergens Stift havde, naar Søndmøre og et Par Sogne i Hardanger undtages, sine nuværende Grændser.

Stavanger Stift omfattede, foruden det nuværende Kristiansands Stift paa Telemarken og Bamble nær, tillige Hallingdal og Valders. De to Dele, som Stiftet saaledes bestod af, blev forbundne til Et derved, at de to Hardangerske Sogne Røldal og Eidfjord var blevne henlagte til Stavangerbispens Omraade, saa at han da ikke behøvede at drage igjennem sin Bergenske Embedsbroders Territorium, naar han fra det indre af Hardanger skulde over Vidderne drage paa Visitats til Hallingdal og Valders[2].

Oslo Bispedømme faldt omtrent sammen med det nuværende Kristiania Stift, naar man trækker fra Ringerike og Hallingdal og lægger til Solør og Odalen, nedre Telemarken og Bamble samt det senere til Sverige afstaaede Landskab Baahus Lehn.

Sammenlignet med det nuværende Stift af samme Navn manglede Hamar Stift Solør og Odal samt Valders; istedet herfor omfattede Bispedømmet hele øvre Telemarken, det saakaldte Skatland, tilligemed Numedal og Ringerike, hvorved de to store Dele, som Stiftet bestod af, blev samlede til Et.

Bispedømmerne var inddelte i Prestegjeld. Med Hensyn til denne Inddeling skal jeg bemærke:

1. Som Følge af, at Norges Folkemængde i Tiden nærmest før Reformationen ikke gaar synderlig op over 300,000 Indbyggere[3], er Antallet af Prestegjeld og Sogneprester betydelig mindre end nu, idet de enkelte Parochier har en saa meget større Udstrækning.

2. Ikke desto mindre er Antallet af Gudshuse – Kirker og Kapeller – inden de respektive Prestegjeld paa mange Steder i betydelig Grad større end nu. Jeg skal eftervise dette med et Par Exempler.

Hadeland, som nu er delt i to Prestegjeld – Gran og Jevnaker – bestod i den katholske Tid blot af 1 Sognekald. I disse to hadelandske Prestegjeld findes der nu kun 7 Kirker, medens der under Katholicismen var 13 Kirker og Kapeller[4].

Det før samlede Akers Prestegjæld er i vor Tid bleven delt i 3 Sognekald med hver sin Kirke. I den katholske Tid var der i det ene Prestegjæld ikke mindre end 5 Kirker og Kapeller[5].

Vang paa Hedemarken var før Reformationen af samme Udstrækning som nu. Ikke destomindre fandtes her dengang 10 Kirker og Kapeller, medens Prestegjældet nu – bortseet fra Hamar By – kun har 2 Gudshuse[6]

I flere af Annexkirkerne og Kapellerne blev der kun sjeldent afholdt Gudstjeneste, i enkelte kun en eller to Gange om Aaret.

Ikke sjeldent gav Messen ved de mere afsidesliggende Gudshuse Anledning til, at Folk ofte langveisfra samlede sig sammen til Fyld og anden Udskeielse. I Reformationstiden blev flere af disse saakaldte „Ølkirker“ nedrevne, forsaavidt som de ikke af sig selv var forfaldne og nedraadnede. Andre blev dog staaende lange Tider nedigjennem, som f. Ex. Thomas-Kirken paa Fillefjeld.

Forsaavidt som Kirken eller Kapellet ikke var privat Eiendom, havde de ansatte Kirkeværger at drage Omsorg for Gudshusenes Vedligeholdelse. Ved hver Kirke var der nemlig ansat en eller to Kirkeværger, der paa Kirkens Vegne forvaltede dens Formue og aflagde Biskopen Regnskab for Aavendelsen af dens Indtægter[7].

Disse bestod dels i Fjerdeparten af al i Sognet betalt Tiende og dels i Renterne af det Kirken tilhørende Jordegods. De saakaldte Lovekirker, der stod i særlig Ry for Hellighed, havde derhos ikke ringe Indkomster i de Gaver, der tilflød dem fra fjern og nær fra Folk, der i sin Nød havde gjort Løfte om at give saa og saa meget, og som paa denne Maade vilde give Gud Vederlag for modtaget Hjælp.

Hver Kirke var og maatte være indviet til en eller anden Helgen. Vedkommende Kirkes Indvielsesdag var en stor Festdag for Sognet. Den altid og allesteds saa paafaldne „Kyrmøsse“ var ikke blot en kirkelig Høitid, men ogsaa en Folkefest og en Forretningstermin[8].

Foruden de nødvendige kirkelige Redskaber, som ethvert Gudshus maatte være i Besiddelse af, havde de rigere Kirker i Byerne efterhaanden samlet sammen en stor Mængde af uvurderlige Kostbarheder, som f. Ex. selvbeslagne Helgenskrin, guldbeslagne Processionskors, Kalke, Monstrantser og Røgelsekar af Guld og Selv, Bøger beslagne med Sølv og besatte med Edelstene og Perler o. s. v.[9].

Men for dem, der endnu havde noget tilbage af katholsk Religiøsitet, maatte dog de Relikvier, som Kirkerne var i Besiddelse af, staa som de største Kostbarheder. Foruden de Helgenlevninger, der fandtes og maatte findes i ethvert indviet Alter, besad flere Kirker en stor Rigdom paa Relikvier. Ved Undersøgelsen af St. Svituns Skrin i Stavanger Domkirke 1517 fandtes der foruden 8 af Biskop Hoskold hjemførte Relikvier og foruden Ben af Helgener, hvis Navne man ikke kjendte, hele 21 større eller mindre Levninger af Helgeners Legemer eller Efterladenskaber. I Throndhjems Domkirke hvilede Kong Olaf og Biskop Eystein hver i sit Skrin, i Oslo Domkirke St. Halvard. Levninger af Herrens Tornekrone opbevaredes baade i Apostelkirken i Bergen og Mariakirken i Oslo[9].

Bispedømmernes Inddeling i Provstier er fuldt udviklet i det søndenfjeldske Norge, navnlig for Oslo Stifts Vedkommende, medens den neppe er bleven gjennemført vesten- og nordenfjelds. Denne Inddeling har dog i Virkeligheden intet at bestille med den egentlige geistlige Administration. Paa Østlandet var Provsten vistnok ialfald i Regelen en ordineret Geistlig; paa Vestlandet synes det modsatte at have været Tilfældet; her forekommer ogsaa den gamle Benævnelse „Aarmand“ paa de uordinerede Funktionærer, der paa Østlandet som ordinerede dels kaldes Provster, dels Biskopens „Embedsmænd“ eller „Ombudsmænd“[10]. Provsten er Biskopens Forretningsfører inden sit Distrikt. Han indkræver det geistlige Sagefald eller de Bøder, som tilfalder Biskopen for flere Slags Synder og Forseelser, han gjennemgaar Kirkeværgernes Regnskaber og giver dem Kvittering paa Biskopens Vegne, kort sagt han er Biskopens Repræsentant i Pengesager.

Men foruden Bisperne med de dem underordnede Prester gives der endnu to andre Klasser af Geistlige, der ialfald inden visse Grændser og under visse Indskrænkninger er selvstændige Korporationer, nemlig Klostergeistligheden og den ved de kongelige Kapeller ansatte Geistlighed. Alle disse forskjellige Arter af Geistlige gaar jeg nu over til nærmere at tage i Øiesyn, og jeg begynder da med den egentlige Sekular-Geistlighed.

I Spidsen for hvert Stifts geistlige Administration staar en Biskop; Nidaros Stifts Biskop er tillige Erkebisp eller Metropolitan over hele den katholske Kirke i Norge. Da imidlertid Pavestolen nedigjennem Tiderne i vort Land som overalt har lagt an paa at svække Metropolitanmyndigheden og at emancipere Biskoperne fra denne, saa er nu Erkebispen i Nidaros i Virkeligheden kun Biskop i sit eget Stift og har liden eller ingen Adgang til at gribe ind i andre Bispedømmers Anliggender, medens de enkelte Suffragan-Biskoper handler, som om de ikke havde nogen kirkelig Overordnet inden Landet.

Efter den kanoniske Ret skulde Biskopen vælges af sit Stifts Domkapitel. Denne kirkelige Ordning var imidlertid i Praxis ganske ophørt. Under sine finantsielle Forlegenheder havde Paverne taget Bispestolenes Besættelse ganske i sine Hænder, idet de „per provisionem“ selv udkaarede de vordende Biskoper. Men eftersom Pavemagten svækkedes, og Kongemagten hævede sig, fik denne efterhaanden en alt større og større Indflydelse paa Besættelsen af Landets Bispestole, og ligesaa afmægtige, som Domkapitlerne havde været ligeoverfor Paven, ligesaa svage og føielige viste de sig ligeoverfor Kongens Indgreb. Men hvordan nu end Valget var kommet istand, saa maatte det dog stadfæstes af Paven, en Stadfæstelse som dog kun var at faa for – Penge. De norske Bispestole var vistnok forholdsvis lavt taxerede af Kurien i Sammenligning med de store Bispesæder i Udlandet. Imidlertid var dog Summerne, der skulde udredes, ikke saa ganske ubetydelige, idet Nidaros var taxeret til 800 Gylden, Oslo til 500, Stavanger til 250, Hamar til 662⁄3 og Bergen til 331⁄3 Gylden. Men efterat Forbindelsen med Rom i Tiden lige før Reformationen paa det nærmeste var ophørt, fandt Kongen det lønnende at spille Pavens Rolle med Hensyn til Sanction af Bispevalg. I Aaret 1533 maatte saaledes den til Færøerne valgte Biskop Amund Olafssøn betale Fredrik den første 1000 Færøiske Gylden for at faa Kongemagten til at konfirmere Valget[11]. – Medens Suffragan-Biskoperne vistnok kunde indvies af en hvilkensomhelst anden Biskop, men dog ialmindelighed blev ordineret af Metropolitanen i Throndhjem, maatte denne personlig indfinde sig i Rom for at modtage Pallium af Paven og blive ordineret af en eller anden høitstaaende Prælat. Til denne kostbare Roma-Reise fik Erkebispen dog Understøttelse i den „Pallie-Hjælp“, subsidium eller subventio palli, som han med pavelig Sanktion[12] lod opkræve inden hele sin Kirkeprovinds, og som bestod i Halvparten af alle Parochialkirkers Tiende[13].

Biskopernes kirkelige Pligter, hvis Udførelse var deres Rettighed, bestod i følgende:

1. at beskikke og ordinere alle underordnede Geistlige;

2. at indvie alle i Stiftet nyopførte Gudshuse og i det hele taget alle de kirkelige Redskaber, der ifølge katholsk Kirkeret krævede biskopelig Benediktion;

3. at føre Overopsynet med Kirkeregimentet i Stiftet, og 4. at konfirmere alle Døbte, efter som de kom til Sjels Aar og Alder.

Med Hensyn til dette sidste Punkt skal følgende bemærkes.

Ifølge Bestemmelserne i den gamle norske Lovgivning[14]) var det Biskopens Pligt aarlig eller til visse Tider at drage om i sit Stift paa Visitats; ved denne Leilighed havde da alle at møde frem, som behøvede Biskopens Tjeneste, specielt Konfirmation. Denne Handling, der var et af Kirkens 7 Sakramenter, ansaaes som et nødvendigt Supplement til Daaben, idet man troede, at den Helligaands 7 Naadegaver derigjennem meddeltes[15]. Men under de urolige Forholde i Tiden nærmest før Reformationen blev Udførelsen af denne Pligt vistnok meget forsømt, saa hele Generationer paa flere Steder døde uden at være blevne gjort delagtige i Konfirmationens Sakramente. Af Jens Nilsens Visitatsbøger erfarer man, at da denne evangeliske Tilsynsmand i 1580 kom paa Visitats til Tønset, saa havde der i dette Prestegjæld ikke været nogen Biskop siden Erkebiskop Gautes Dage († 1510). Denne Notits bragte mig til at anstille Undersøgelser om, hvorvidt de sidste katholske Biskoper i Norge visiterede i sine Stifter eller ei. Jeg er i denne Henseende kommet til følgende Resultat.

Hans Reff af Oslo var ude paa Visitatser i 1533, 34 og 35[16].

Mogens Lauritssøn af Hamar visiterede i Aarene 1514, 15, 18 og 27[17].

Olaf Thorkelsøn af Bergen og Hoskold Hoskoldsøn af Stavanger synes ikke at have gjort Visitatser, ialfald er det ikke muligt at eftervise, at saa har været Tilfældet.

For Erkebiskop Olaf Engelbrigtsøns Vedkommende kunde vistnok Visitatsreiser være en brugbar Udflugt i en snæver Vending[18], men hvorvidt han virkelig nogen Gang visiterede i sit Bispedømme, det er nok meget tvivlsomt[19].

Sin Værdighed udadtil kunde Biskoperne gjøre gjældende i Kraft af de overmaade betydelige Indtægter, der var forbundne med deres Embede.

Disse Indtægter var hovedsagelig følgende:

1. De forskjellige Afgifter af Bispestolernes Jordegods, der efterhaanden var steget til en meget betydelig Høide;

2. Fjerdeparten af al Tiende over hele Stiftet.

3. det biskopelige Sagefald eller Bøder for en Mængde Forseelser mod Kristenretten, saasom Ægteskabsbrud, Mangel paa Kjendskab til Børnelærdommen, o. s. v.

Hvad Summen af disse forskjellige Indtægter kunde beløbe sig til pro anno, derom er det endnu ikke muligt at have nogen bestemt Mening. Jeg har anstillet nogle foreløbige Undersøgelser angaaende Bergens Stift, efter hvilke Biskopen her skulde have havt en Indtægt af omkring 100,000 Kroner i Nutidens Værdi, en Sum der vistnok ikke er for stor. Gaar man ud herfra og anvender det Forholdstal mellem de norske Bispestole, der haves i den tidligere omtalte pavelige Taxation, faar man som Resultat, at Hamar Stift aarlig skulde indbringe 200,000 Kroner, Stavanger Stift over 700,000 Kr., Oslo Stift omtrent 21⁄2 Million Kr. og Erkestiftet omtrent 21⁄2 Million Kr. Men hvorvidt dette Forholdstal er rigtigt, det faar staa derhen.

Desuden tilflød der Biskoperne en betydelig Indtægt ved de kongelige Forleninger, som de dels havde faaet uden og dels mod kun ubetydelige Afgifter. Foruden flere smaa Len i Bergens Stift fik saaledes Olaf Torkelsøn i 1533 Andenes i Forlening[20], efterat han i 1524 havde faaet Lensbrev paa Tromsen og Nordfjord[21]. Hoskold af Stavanger havde flere smaa kongelige Forleninger inden sit Stift. Hans Reff af Oslo fik i 1527 Moland Gaard og Godsi Forlening[22]. Mogens af Hamar indehavde Namdalens Len fra 1526–29[23], ligesom han i længere Tid sad inde med Tune og Skjeberg[24]. Erkebispen blev i 1532 forlenet med Namdalen, efter at han tidligere havde faaet Lensbreve paa Guldal, Sparbo og Thrøndelagen[25].

Da de allerfleste Indtægter i hine Dage blev betalte in natura, var det en Selvfølge, at Biskoperne for at realisere sine Indkomster i Penge maatte drive en betydelig Handelsvirksomhed; de var i Virkeligheden Landets allerstørste Forretninggmænd, enten Talen er om indenlandsk eller udenlandsk Handel. Mogens af Hamar havde i 1521 endog begyndt at drive Bjergværksdrift efter Kobber oppe i Telemarken[26].

Hver af Norges 5 Biskoper havde i Nærheden af Domkirken sin Bisperesidents af Sten med Gavler og Taarne, en Fæstning i det Smaa[27]. Biskopen af Hamar havde desuden en Gaard i Oslo – den saakaldte Saxegaard – hvor han tog ind, naar han opholdt sig her under Rigsraadets Møder. Ligeledes havde Erkebispen en Gaard i Bergen, der laa paa den nuværende Nykirkes Tomt[28]. Olaf Engelbrigtsøn havde ogsaa ladet opføre Fæstningen Stenviksholm i Størdalen, ligesom han jo tilslut endog optraadte som en krigsførende Magt og paa en Gang udsendte sine Krigsmænd baade mod Bergen og Akershus.

I social Henseende er Biskoperne som Kirkens Repræsentanter Landets første Stand; de er selvskrevne Medlemmer af Rigets Raad, de har Forsæde foran Rigets høieste Adel, foran Landets ypperste Embedsmænd; under Thronledighed udøver Erkebispen som Raadets fornemste Medlem hele den kongelige Magt som Landets „ypperste Hoved“.

Ved Siden af Biskopen stod der et Kollegium af Geistlige, det saakaldte Domkapitel, hvis Medlemmer – Canonici, Kaniker – i Nidaros gik op til 24, men i de andre Stifter var 12 i Antal[29]. Domkapitlerne var i Katholicismens Blomstringstid mægtige Korporationer baade ved sin Rigdom og sin Indflydelse. De besatte de i Kapitlet ledigblevne Pladse ved Cooption, de var som et Kardinalkolleginm i det Smaa delagtig i Kirkeregimentet, de dømte sammen med Biskopen i geistlige Sager, de bestyrede Stiftet under Bispevakancer, de valgte den vordende Biskop. Med Hensyn til Værdighed delte Medlemmerne sig i to Grupper: Prælaterne og menige Kanikere. Prælaterne var: Kapitlets Formand, der i Oslo førte Navnet „Erkeprest“ „Archipresbyter“, men i de øvrige Kapitler „Diakon“, „Degn“, fremdeles Næstformanden, Achidiakonen, Erkedegnen, og endelig Sangmesteren eller Cantoren[30]. Paa samme Tid som Kanikerne havde sine egne Boliger dels beliggende for sig selv dels samlede i en stor Bygning førte de alle fælles Husholdning – mensa communis, – under Ledelse af en af Brødrene som Økonom. – Domkapitlerne var i Besiddelse af en betydelig Mængde Jordegods – bona communia, – hvis Afkastning dels anvendtes til det fælles Bordhold og dels fordeltes mellem Kanikerne. Desforuden sad Kapitlerne inde med Patronatsret til flere Prestekald; Throndhjems Kapitel havde saaledes ikke mindre end 24 Prestekald at disponere over. Denne Patronatsret brugte selvfølgelig Kapitlerne i egen Interesse, idet de udnævnte sine egne Medlemmer til Sogneprester i disse Prestegjeld. Vedkommende Kanik lod da en Vikar mod ringe Betaling bestyre sit Kald, medens han selv, residerende ved Domkirken, nød dets Indtægter. Endvidere var Kanikerne Prester ved et eller flere Altere i vedkommende Domkirke og nød saaledes Indtægterne af de til Alterets Betjening henlagte Jordegods, ligesom de ogsaa var i Besiddelse af en eller flere Præbender, det vil sige Indtægter af større eller mindre Samlinger af faste Eiendomme, der i Tidernes Løb var blevne skjenkede til Kapitlerne. Endelig tilfaldt dem ikke saa faa Procenter af Domkirkens Indtægter, foruden hvad alle vakante Præbender kastede af sig.

I den Tid, hvormed vi beskjæftige os, er dog ikke Domkapitlerne, hvad de engang var. Efterat nemlig Kurien først havde svækket den biskoppelige Magt ligeoverfor Kapitlerne, havde den begyndt at gjøre Indgreb i disses Rettigheder; det varede da heller ikke længe, før den verdslige Magt her trofast gik i Pavens Fodspor. Istedetfor de tidligere kanoniske Valg saa man nu, hvorledes snart det norske Rigsraad, snart Unionskongen disponerede over norske Kanonikater, af hvilke endog nogle gives til danske Mænd, der nyder Indtægterne uden engang at have sat sin Fod inden Landets Grændser[31]. Man ser ikke synderlige Spor efter nogen Reaktion mod disse Vilkaarligheder; thi de norske Domkapitler bestaar af svage, servile Mænd uden nogensomhelst Selvstændighed. Det blev sagt i Samtiden om Archidiakonen i Bergen Geble Pedersen, at der var „aldeles intet mandigt Hjerte“ i ham; det samme gjælder alle norske Domherrer uden Undtagelse.

Hvad den lavere Geistlighed angaar, da var der i hvert Prestegjæld en Sogneprest, plebanus eller curatus, i de større Kald tillige en eller flere Geistlige, der nærmest svarer til Nutidens Residerende Kapellaner. Den Forskjel i Rang, som der var i tidligere Tider mellem Presterne ved Fylkes- og Herredskirkerne, er efterhaanden aldeles forsvunden: alle Prestegjælds Sogneprester ere hverandres Ligemænd. De ansættes og ordineres alle af sit Stifts Biskop og staar alle under hans Tilsyn. Hvad deres Embedsgjerning angaar, da ved jeg derom intet Særligt for vort Land at anmærke. Den i den norske Kirke tidligere udøvede Prædikant-Virksomhed er der ikke længere noget Spor efter. I sædelig Henseende bemærkes, at en vistnok ikke ubetydelig Flerhed af Landsprester lever i et Slags selvgjort borgerligt Ægteskab med de saakaldte Raadskvinder eller Følgekoner, der synes at have været ret populære blandt Bønderne[32]. Ogsaa inden den høiere Geistlighed støder man paa en lignende Foreteelse.

Sognepresten har i den katholske Tid følgende Indtægter:

1. Brugen af sin Prestegaard.

2. Indtægterne af det til hvert Prestebol efterhaanden skjenkede Jordegods.

3. Fjerdeparten af Tienden i Prestegjældet.

4. Desforuden følgende uvisse Indtægter:

a. Sàlafgift eller Utferd: 1 Ko for hver Bonde eller Bondekone, noget mindre for fattigere Personer.

b. Innarganga: 1⁄2 ℔ Smør.

c. Pusefe: 6 Penninge.

d. Høitidsoffer paa 17 Helligdage i Aaret[33], paa flere Steder vistnok ansat til en fast Ydelse: Offertold.

De 14 kongelige Kapeller, hvortil Kongen havde Patronatsret, udgjorde saa at sige et Stift for sig. Overopsynet med Geistligheden ved disse Kapeller førte Provsten ved Apostelkirken i Bergen, der ved enkelte Leiligheder havde Ret til at bære biskopeligt Ornat. Hans Embede – Provstiet ved Apostelkirken – var meget rigt doteret med Jordegods, ligesom der til samme laa en egen Embedsbolig. Næst efter ham stod Provsten ved Maria Kirken i Oslo; fra 1314 af fungerer Indehaveren af dette Embede tillige som Norges Riges Kantsler, ligesom begge Provsterne var Medlemmer af Rigets Raad.

Af de 14 kongel. Kapeller var oprindelig 4 Kollegiatkirker. Den mindste af disse, St. Olafs Kirke paa Avaldsnes, der blev afstaaet til Kongen 1305, havde dog ikke længe efter kun 1 Prest[34]. Michaeiskirken paa Tønsberghus havde i 1317 foruden Provst 4 Chorsbrødre og 2 Diakoner[35]; men omkring 1391 var Kollegiet opløst og alle Præbender samlede paa en Haand[36]. Der var altsaa tilbage kun 2 kongelige Kapeller, hvis Kollegier – svarende til Stifternes Domkapitler – holdt sig lige til Reformationen, nemlig Apostelkirken i Bergen og Mariakirken i Oslo. Hvormange Chorsbrødre der var ved Apostelkirken, vides ikke, men ved Mariakirken i Oslo var ved Slutningen af 15de Aarhundrede foruden Provsten 6 Kaniker og 6 Vikarer eller Chorpræster, der førte fælles Bordhold vexlende 1 Aar hos hver af de 6 Kaniker[37]. Mariakirken var vistnok den rigest doterede af alle 14 kongelige Kapeller, og Provsten, der havde sin egen Embedsbolig lige ved Kirken[38], sad inde med betydelige Indtægter af sit Provsti, foruden at han som Kantsler altid var forlenet med Follo og Mossedal[39].

I Tiden før Reformationen er den almindelige Opløsning af alle Forhold ogsaa trængt ind paa dette Omraade. Til Provst ved Apostelkirken i Bergen havde Kongen indsat en Dansk Mand, der vistnok havde Brug for Provstiets Indkomster, men som ikke bekymrede sig noget om den kirkelige Tjeneste. Gudstjenesten var da ogsaa bleven ganske indstillet, den skjønne Apostelkirke nedbrudt, dens rige Klenodier førte ned til Danmark[40], og dens Gods givet Fru Inger af Østeraat i Forlening[41].

Fra Baahuslen til det Throndhjemske var Norge oversaaet med Klostre af forskjellige Ordener.

Af Landets 30 Klostre tilhørte 6 Augustiner-Ordenen (Helgeseter, Rein, Jonskirken, Halsnø, Utstein og Kastelle), 6 Franciskaner-Ordenen (Klostre i Nidaros, Bergen, Tønsberg, Oslo, Konghelle og Marstrand), 5 Benediktiner-Ordenen (Holm, Bakke, Selje, Nonneseter i Oslo og Gimsø), 4 Dominikaner-Ordenen (Klostre i Nidaros, Bergen, Oslo og Hamar); 3 Klostre indehavdes af Cisterciensere (Tautra, Lyse og Hovedø), 2 at Antons-Munke, (Nonneseter i Bergen, Antons-Kloster i Hamar), 2 af Præmonstratensere (Olafs-Klostret i Tønsberg og Mariskog i Dragsmark), 1 af Johanittere (Værne) og 1 af Birgittinere (Munkeliv).

Den Indflydelse paa Folkets Liv, som Klostrene engang havde ogsaa i vort Land, er forlængst forbi. Specielt bemærkes, at den Prædikantvirksomhed rundt i Bygderne, som Dominikanerne og Franciskanerne engang udøvede, og som ikke saa lidet minder om Nutidens Lægmandsprædiken, ganske er forstummet. Det eneste Spor, jeg har fundet af nogen udadtrædende geistlig Virksomhed fra Klostrenes Side mod Slutningen af Katholicismen, er at en Franciskaner-Munk fra Bergen, Broder Mathis, forrettede som Kapellan paa Makur i Finmarken. Men denne Broder Mathis omtales just ikke for sine Dyders Skyld; thi anden Juledag 1530 kom han i Klammeri med en Hovmand – Skriver – og slog denne uden videre ihjel[42].

Det almindelige Forfald havde vistnok naaet sit Høidepunkt inden Klostrenes Verden, i særlig Grad dog maaske i det norden- og vestenfjeldske. Der klages over Utugtssynder baade blandt Munke og Nonner[43], ligesom der ogsaa lyder Klager over Efterladenhed med Hensyn til Tjenesterne i Klosterkirkerne[44]. Mellem Abbeden i Utstein og Biskopen af Stavanger havde der raset en voldsom Strid, der geraadede begge disse to Herrer til lige liden Ære[45]. Tauterøens Kloster var i en fuldstændig Opløsningstilstand. Abbeden Mathias Henriksen „kaldte sine Brødre Lutherianer, Tjuver, Kjættere og Guds Forrædere, og de gjør ham det samme igjen“[46]. – Hvad der interesserede Samtiden mest betræffende Klostrene, det var den Mængde Jordegods og anden Herlighed, som de sad inde med. Er det saa, at den katholske Kirkes Historie i Norge for en stor Del er det norske Jordegods Historie, saa finder dette ikke sin mindste Anvendelse paa Klostrene. Munkeliv besad over 400 Gaarde, Hovedøen over 500, Rein over 200 – solgt i 1660 for 38,000 Rdl., – Nonneseter i Bergen 272 Gaarde. Bakke Jordegods blev i 1660 solgt for 29,000, Lyse Klostergods, der endnu er samlet, gaar op til over 971 Skylddaler. Efter denne Klostrenes store Rigdom var det mere end et graadigt Øie, der speidede, og endnu medens Katholicismen er den herskende Religion, har Ørnene begyndt at samle sig om Aadselet.

Allerede i 1519 var Dragsmark i verdslige Hænder; i 1528 bemægtiger Vincent Lunge sig Nonneseter i Bergen samt alle det nedbrændte Dominikaner-Klosters Herligheder, medens Gimsø overdroges til Iver Jensen Jernskjæg. Det følgende Aar (1529) forlener Fredrik I Jørgen Stenssøn med Kastelle, to Aar senere overdrages Munkeliv i Bergen til Biskop Olaf Torkelsøn som Vederlag for den nedrevne Domkirke og Bispegaard, medens Nils Lykke sætter sig i Besiddelse af Klostret paa Tautra, og Fru Inger til Østeraat lader sig vælge til Forstanderske i Reins Kloster under hykkelske Talemaader om at føre „et kristeligt Regimente.“ I 1532 forlener Fredrik I Peder Brockenhuus med Værne Kloster og Erik Ugerup med Olafsklosteret i Tønsberg; paa samme Tid lægges Hovedøens Kloster i Aske, og dets Eiendomme inddrages under Akershus. Men, Mesteparten af Byttet er imidlertid endnu tilbage.

Kaster vi efter denne Oversigt vort Blik paa Geistligheden i sin Almindelighed, da møder vi vistnok baade paa Bispestolene og inden Domkapitlerne Mænd af adskillig Lærdom efter Tidens Leilighed. Olaf Torkelsøn skal have været kyndig i Norges ældre Historie[47], alle de øvrige sidste katholske Biskoper havde studeret i Udlandet, baade Hoskold af Stavanger og Erkebispen vare Magistre, Hans Reff juris utriusqgve baccalaureus. Og blandt 8 navngivne Kanikere i 1532 var ikke mindre end 3 Magistre[48]. Blandt mere bekjendte Mænd af nogen Lærdom kan fremdeles nævnes Erkedegnen i Bergen Geble Pedersen og Provsten ved Mariakirken i Oslo Morten Krabbe, der begge var Magistre. Hvad Landspræsterne angaar, da stod de vistnok paa samme Trin af Intelligents som ellers inden den katholske Verden.

Hjemme fik hvert Stifts Geistlighed sin Uddannelse ved den med Domkirken forbundne Domskole, der var Stiftets geistlige Seminariam. De Geistlige, der attraaede en videre Uddannelse, maatte da tage til et eller andet udenlandsk Universitet, som f. Ex. Løven, Paris, Cøln, men i Almindelighed til Rostock, hvor den norske Kirke eiede en egen for studerende Geistlige bestemt Bolig, Regentia Olavi, der dog i 1529 paa Grund af Tidernes Pinagtighed var i faldefærdig Tilstand[49].

Betragter maa den sidste Generation af katholske Geistlige i Forhold til det Religiøse, saa maa nok den allerstørste Del af dem betegnes som geistlige Haandværkere. Af Karakter ere de allerfleste kun svage Mænd uden nogen dybere personlig Overbevisning. Den mest fremtrædende ikke blot hvad Embede, men ogsaa hvad Personlighed angaar er Norges sidste Erkebiskop: det er under hele denne Tids Ynkelighed en Lise at se en Mand, der heller rømmer Landet end svigter sin Tro. Men nogen Handledygtighed er han ikke udrustet med: vægelsindet, perfid, til sine Tider grusom, til andre Tider svag maatte han ubønhørlig ligge under for sine Modstandere. Mogens af Hamar synes at have været en vistnok svag, men dog paa sin Vis en nidkjær Mand, hvem det geraader til Ære, at man ved Reformationens Indførelse fandt ham saavidt farlig, at man lod ham transportere ud af Landet. Hoskold af Stavanger optræder som en svag, timid og uduelig Mand. Olaf af Bergen danner Toppunktet af hin Tids geistlige Vanmagt. Uduelig og gjerrig, plaget paa alle mulige Maader af sine Modstandere, fortrædiget ved al den „Skjændsel, den hellige Kirke lider ds „siceta Lutherana“, bøiet af „Verdens Vedermøde, Sorg og Overvold“ rømmer han tilsidst fra sin Residents-Stad, indtil den barmhjertige Død endelig gjør Ende paa hans sørgelige Tilværelse i 1535. Hans Reff af Oslo er en baade velmenende og i visse Henseender en dygtig Mand, dog mere Jurist end Theolog. Opdraget blandt Kanonisterne i Paris og vel forfaren i Samtidens just ikke altid ærlige Statskunst, er han uden nogen dybere Overbevisning altid den snarraadige, smidige Opportunist, enten man betragter ham som den sidste katholske eller første lutherske Biskop i sit Stift.

Den overhaandtagende Opløsning af alle Baand maatte selvfølgelig ogsaa vise sine Frugter blandt den lavere Geistlighed. Der klages saaledes over, at det selvraadige Cleresi gjør imod deres Ed og Embede og gamle Sædvaner[50], ligesom der ikke var saa ganske faa Prester, der „uforvarendes“ havde begaaet Manddrab[51]. Da Geistligheden ved de kongelige Kapeller var uden noget Overhoved og saaledes i Virkeligheden uden nogen Kontrol, var Tugtløsheden her vistnok steget til sin største Høide. I 1519 klages der saaledes fra Oslo over, at Presterne ved Mariakirken „slaas, hugges og gjør hverandre ilde saare“[52], – Hvorledes Levebrødet er den sidste Generation af katholske Geistlige Et og Alt, i hvilken Grad de ere blottede for al personlig Tro, al katholsk Religiøsitet, derpaa er dette det mest talende Bevis, at hele den lavere Geistlighed paa nogle faa nær, og at alle Domherrer – kun saare faa undtagne – med Biskopen af Oslo i Spidsen vedtog den Lutherske Ordinants og gik red ligesaa stor Lethed over fra Paven til Evangeliet, som man i hine Dage gik over fra den ene Konge til den anden.

Hvad Folkets Forhold til Kirke og Religion angaar, da bør man i denne Henseende skille mellem Almuen og de høiere Klasser.

Blandt Almuen hersker der megen Raaskab og Vildhed; paa sine Steder tilbeder man endnu ligefrem Afguder, hedensk Trolddomsvæsen og Hexeri har en overmaade stor Magt over Gemyterne. Paa den anden Side hænger man loyalt fast ved Kirken. Vistnok er Almuens Religiøsitet væsentlig kun Vedhængen ved de gamle Sædvaner, og vistnok er der mange, der ikke kjender nogen anden Gud end sine Helgener[53]; men for det Hellige er der dog en dyb Ærbødighed. Denne oparbeidede Sum af ureflekteret religiøs Respekt for Kirke og Kristendom tager da Folket med sig over i det lutherske Tidsrum, paa samme Tid som man ogsaa bringer med sig al moralsk Forkommethed, al sædelig Jammer.

I denne Sammenhæng skal jeg søge at give et Billede af Berøringspunkterne mellem den Enkelte og den katholske Kirke.

Naar Barnet er født til Verden, skal det bringes til „næmeste Prest“ for at døbes. Fadderne overtage da Forpligtelsen til at oplære Barnet i Børnelærdommen, medens Forældrene skal sørge for dets legemlige Liv. Før Daaben maa Fadderne, for at vise at de har Evne til at opfylde sine Forpligtelser i saa Henseende, paa Latin recitere Troesbekjendelsen, Fadervor og Ave Maria, disse 3 Hovedstykker, hvoraf den katholske Børnelærdom ved denne Tid bestaar[54]. I en Alder mellem 7–15 Aar[54] møder den Døbte for sin Sogneprest til det første Skriftemaal og den første Altergang; disse hellige Handlinger maa senere gjentages mindst en Gang om Aaret, Skriftemaalet i Fasten, Altergangen i Paasken[55]. Ved Skriftemaalet skal man ikke blot bekjende sin Synd, men ogsaa lægge for Dagen, at man kan udenad paa Latin de 3 Hovedstykker i Børnelærdommen. Voxen møder man frem, naar Biskopen indfinder sig i Prestegjældet paa Visitats, for at konfirmeres; Konfirmationsbaandet bindes om Hovedet, og Biskopen gjør Korsets Tegn paa Panden med sin i den hellige Olie dyppede Finger. Er man kommen saa langt frem, at man skal gifte sig, saa maa der først ske Trolovelse eller Haandfæstning, idet man i Vidners Overvær tager sin Brud i Haanden og siger: vi skulle indgaa Ægteskab efter Guds Lov og de hellige Fædres Indstiftelse. Derpaa lyses til Ægteskab tre Søndage i Rad af Presten. Viser det sig da, at der ikke er nogen før ukjendt Hindring for den paatænkte ægteskabelige Forbindelse, f. Ex. for nært Slægtskab o. s. v., saa vies Brudgom og Brud sammen som Ægtefolk[56]. Efter at have fæstet Bo som Jordbruger faar man Livet fremigjennem meget med Kirken at bestille, selv om man ikke er en af Kirkens Landbønder. Man skal hvert Aar give Tiende af Alt, hvad man avler paa Gaarden, fisker i Vandet, jager i Skoven eller fortjener ved Handel[57]. Man skal deltage med de andre Sognemænd i Kirkers Opførelse og Vedligeholdelse[58]. Man skal transportere Korsbud angaaende Faste- og Helligdage til sin nærmeste Nabo[59]. Og som man har at helligholde Søndagene og Aarets mange Helligdage[60], saa har man ogsaa til visse Tider at give Almisser, der troedes at udslukke Synden saaledes som Vand slukker Ild[61]. Fremdeles havde man at fremmøde med sin Hest for at skydse Biskopen under dennes Visitationsreiser, ligesom man sammen med alle Mænd og Kvinder, som eiede en Formue af 3 Mark, aarlig havde at betale 1 Penning i Ruma-Skat[62].

Det kunde imidlertid let hænde, at man ogsaa paa andre Maader fik noget med Kirken at skaffe. I Tilfælde af Synder og Forseelser var Kirken den strænge Tugtemesterske, der vidste at ramme Folk paa det ømmeste Sted: Pungen. Havde man f. Ex. holdt Bryllup for sin Søn eller Datter paa den forbudne Tid i Aaret, maatte man betale 3 Ører i Bøder til Biskopen; var Ens Veistykke ikke holdt i ordentlig Stand, saa blev man ilagt en Mulkt af 2 Ører; kunde man ikke sin Børnelærdom, naar man skriftede, kostede denne Uvidenhed 3 Ører, og undlod man at gaa til Skrifte, blev man affordret hele 3 Mark o. s. v.

Tilsidst nærmer Døden sig; da hentes Sognepresten til Vedkommende for at meddele ham den sidste Olie. Efter Døden føres Liget inden 5 Døgns Forløb til Kirkegaarden for at begraves, og Presten faar sin Ko i Utferd.

Hvad de høiere Klasser angaar, da hersker der inden disse ialmindelighed ikke blot en udbredt religiøs Ligegyldighed, men tillige en Ringeagt for det Hellige, der har grebet vidt om sig. Den opdukkende reformatoriske Bevægelse bidrager ogsaa til at gjøre de frække endnu mere tøilesløse, de rovgjærrige endnu mere glubske. Hvad der her er sagt om de høiere Samfundsklasser, finder ogsaa i betydelig Udstrækning sin Anvendelse paa Byernes Indvaanere, af hvilke Tydskerne i Bergen var dybest sunkne. I 1526 klages der fra denne By over, at „Ægteskab forkrænkes ..., Frillelevnet bruges .., Kirker og Kirkegaarde violeres, Frendskab og Fadderskab regnes for intet“[63]. Endnu bitrere klager Erkebispen i 1533 over, at hellige Dage aflægges, at Kjød ædes paa de anordnede Faste-Dage, at Børn ikke bliver døbte og konfirmerede, at Tienden ikke erlægges rigtigen[64]. Det i moralsk Henseende mest fremtrædende ved de høiere Klasser er den Upaalidelighed, den Løgnagtighed, den Underfundighed, det Hykleri, der giver sig Udtryk i de samtidige Dokumenter, hvor Usselheden er ligesaa gjennemsigtig, Hykleriet sig ligesaa selvbevidst som hos Personerne i Vessels Kjærlighed uden Strømper eller i Pascals Lettres provinciales. Den fra Karakterens Side mest uplettede Mand i Samtiden er den Danske Befalingsmand paa Bergenhus, Ridder Eske Bilde. Og dog er hans Navn knyttet til Nedrivelsen af et Par af Landets skjønneste Kirkebygninger, en Færd der tidligere vistnok er bleven for strængt bedømt, men som paa den anden Side vilde have været ligetil umulig, om der i Gemyterne havde været noget tilbage af Respekt for det Hellige.

Men, trods al Vanmagt er den norske Kirke endnu Landets rigeste Korporation, og saa vel den indflyttede og indgiftede som den indfødte Adel hæve mod den sine graadige Blikke. Her var Jordegods, værd Millioner, her var Guld og Sølv og ædle Stene til uberegnelige Værdier. Kirkens Rigdom havde lagt Grunden til dens Udartning; den samme Rigdom hidførte ogsaa dens endelige Fald. Som en Spaadom om dette kan man betragte den forfærdelige Ildebrand, der overgik Throndhjem den 5te Mai 1531, efter hvilken Domkirken stod som Ruin og Byens øvrige Kirker og Klostre paa et eneste nær laa i Aske. Føier man hertil, at Domkirken, den lille Kristkirke, Apostelkirken, Bispegaarden, Kanikeboligerne og Provsteresidentsen i Bergen var blevne nedbrudte, saa der ikke var Sten paa Sten tilbage, saa maatte Enhver kunne forstaa, hvorledes det lakkede mod Enden. Og Enden kom og Faldet blev stort. Thi alt, hvad der ikke er af Gud og har Evighedens Livskraft i sig, det opløser sig selv for derpaa ved ydre Leilighed at styrte sammen. Men hvad der var af Guds Liv i den katholske Kirke, det gik ikke tilgrunde, men opstod i forklaret Skikkelse, efterat Evangeliet ved Reformationen havde faaet Løb i vort Land.



Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden.
  1. ↑ Jens Nilsens Visitatsbøger, Pag. 32. Munch, Norge i Middel. Pag. 140.
  2. ↑ Clausen Friis, Skrifter, Pag. 333.
  3. ↑ Sars i Hist. Tidsskr., Ræk. II, Bd. III, 387.
  4. ↑ Jens Nilsen, Pag. 17.
  5. ↑ Ibid., Pag. 5. Den røde Bog, Dag. 115.
  6. ↑ Ibid., Pag. 13.
  7. ↑ Dip. Norv. III, 1051. VI, 646 VIII, 727.
  8. ↑ Dip. Norv. VI. 666.
  9. ↑ 9,0 9,1 Nicolaysen, Fornlevninger, Pag. 31 og 438.
  10. ↑ Dip. Norv. I, 1045 og 1063. II, 1090.
  11. ↑ Saml. til n. Folks Sprog og Hist. VI, 46.
  12. ↑ Dip. Norv. I, 39.
  13. ↑ Ibid. VI. 929.
  14. ↑ Keyser I, 181.
  15. ↑ Jons Kristenret, 6, Norges gl. Love II. 344.
  16. ↑ D. N. X, 689 (Skjeberg) VIII, 724 (Viken) og I, 1085 (Hitterdal).
  17. ↑ D. N. I, 1045 (Aamotsdal), IX, 787 (Fron i Gudbr.dl.), I, 1053 (Hjerdal), III, 1106 (Vaage).
  18. ↑ Keyser II, 681.
  19. ↑ Se dog D. N. I, 1084.
  20. ↑ Norske Rigsregistr. I, 432.
  21. ↑ Ibid. I, 7. Cfr. D. N. VI, 689.
  22. ↑ Rigsreg. I, 12.
  23. ↑ D. N. 570. 574. VI, 705.
  24. ↑ Rigsreg. I, 20.
  25. ↑ Ibid. I, 9. D. N. VI, 612. VII, 642. 631. 661. VIII 655–66. 679. X, 650. 665.
  26. ↑ Rigsreg. I, 3.
  27. ↑ Nicolaysen, Fornl. 36. 74. 379. 421. 607–8.
  28. ↑ Ibid. 443 og den der citerede Literatur.
  29. ↑ Munch. Norge i Middelalderen, Pag. 52.
  30. ↑ Schønning, Domkirk. 130. For de øvrige Kapitlers Vedkommende Diplomatariet passim. Se ogsaa Rigsreg. I, 87 og A. E. Eriksen, Halvard Gunnarsen, Pag. 16.
  31. ↑ D. N. III 1101. V, 1088. VI, 689. VII, 617. 582 og 583. VIII, 707. XI, 594. Rørdam, Kirkehist. Kildeskr. I, 465. Samlinger til n. F. Sprog og Historie V, 20.
  32. ↑ Daae, Norske Bygdesagn I, 26.
  33. ↑ Keyser II, 491.
  34. ↑ Lange, Klosterhistorie, Pag. 375.
  35. ↑ D. N. III 107, Keyser II, 121.
  36. ↑ Lange, Klosterhist., Pag. 399.
  37. ↑ Lange, Klosterhist. Pag. 399. Erkebiskop Gautes Brev til Aabo Domkapitel trykt i Arwidsons Handlingar Bd. I, 132.
  38. ↑ Aarsberetning fra Foreningen for norske Fortidsmindesmærkers Opbevaring for Aaret 1879.
  39. ↑ Rigsregistr. I, 90.
  40. ↑ D. N. VIII, 707. Nicolaysen, Fornlev. Pag. 428.
  41. ↑ D. N. II. 826. Hist. Tidsskr. III, 352.
  42. ↑ D. N. VIII, 632.
  43. ↑ D. N. IX, 597. XI, 621.
  44. ↑ D. N. IX, 597.
  45. ↑ Lange, Klosterh., Pag. 384.
  46. ↑ D. N. XI, 580.
  47. ↑ Norske Samlinger I, 3.
  48. ↑ Lange, Klosterhistorie, Pag. 175.
  49. ↑ D. N. XI, 518.
  50. ↑ D. N. IX, 571.
  51. ↑ D. N. I, 796.
  52. ↑ D. N. IX, 491.
  53. ↑ Top. Journal, Heft. 31. Pag. 189.
  54. ↑ 54,0 54,1 Jons Kristenret, Cap. 1 Norges gl. Love II, 341.
  55. ↑ Jons kristenret, Cap. 63, N. gl. Love II, 384.
  56. ↑ Ibid. Cap. 40. N. gl. Love II. 368.
  57. ↑ Ibid. Cap. 18–19. N. gl. Love II. 352 f.
  58. ↑ Ibid Cap. 7. N. gl. Love II, 345.
  59. ↑ Ibid. Cap. 20. N. gl. Love II, 355.
  60. ↑ Ibid. Cap. 22. N. gi. Love II, 357.
  61. ↑ Ibid. Cap. 39. N. gl. Love II, 366.
  62. ↑ Ibid. Cap. 64. N. gl. Love II, 385.
  63. ↑ D. N. IX, 371.
  64. ↑ Ibid. X, 674.
Hentet fra «https://no.wikisource.org/w/index.php?title=Udsigt_over_den_katholske_Kirke_i_Norge_umiddelbart_før_Reformationen&oldid=232683»