Et utrykt Aktstykke om Hans Reff
Om Hans Reff som første evangeliske Superintendent ved vi kun lidet. Det er bekjendt, at han blev udnævnt til sin nye Stilling ved et Kongebrev, der er udateret, men indført i Registrene umiddelbart efter et Brev af 23de Oktober 1541 (Norske Rigsreg. I. 653–64). Sammesteds er ogsaa indført et udateret Brev til Høvidsmanden paa Akershus Peder Hansen, gaaende ud paa, at denne skal anvise Hans Reff Residents til at bo i, gjengive ham det tidligere fra ham (i 1537) tagne Boskab, give ham Mad at begynde med samt skaffe ham en Underholdning svarende til de Danske Superintendenters. Dette maa da ogsaa være skeet, siden Kongen den 29de August 1545 bestemmer, at hans Eftermand Anders Madsen skal have den Bolig og den Underholdning, som Formanden tidligere havde havt (Norske Rigsreg. I, 82). Hvoraf denne Underholdning blev tagen, fremgaar af Kongebrev af 7de Juli 1549 (Rigsregist. I., 116). Der er her Tale om 200 Daler, som Peder Hansen har „oppebaaret af den, „Visitats“ „af Oslo og Hamar Stifter, som Kongen tilkom efter Biskop Hans Reff.“ Ved Udtrykket „Visitats“ forstaaes her de ikke saa ringe Indtægter, der tilfaldt den katholske Biskop naar han visiterede, til at bestride hans Reiseudgifter. Da Bispedømmerne ved Reformationen blev sekulariserede, idet Kronen tilegnede sig alle deres Eiendomme og Indkomster, lod Kongen da ogsaa opkræve, „Visitats“ af Stifterne som en sig tilkommende lovlig Rettighed. Det var da af denne „Visitats“, at Hans Reff og efter ham Anders Madsen fik deres Underholdning som evangeliske Superintendenter. Efter deres Død tilfaldt den atter Kongen, idet Frants Berg fik sin Løn udbetalt af Høvidsmanden paa Akershus (Norsk Saml. I, 195). Om Hans Reffs Virksomhed i sin nye Stilling har der ikke foreligget nogen anden Efterretning, end at han i 1542 var tilstede ved et Mageskifte af nogle Gaarde mellem Oslo Domkapitel og Peder Hansen, og at han ved denne Leilighed bruger sin katholske Titulatur: Hans Reff med Guds Naade Biskop i Oslo (Dipl. Norv. IV. 1118. Danske Magasin I, 341–42), saa at han følgelig var, trods sin Stilling som evangelisk Tilsynsmand, fremdeles god Katholik af Sindelag.
Det Dokument, jeg nedenfor lader aftrykke, har tidligere været kjendt og brugt baade af Lange (Klosterhistorie, 2det Opl. Pag. 441–42) og af Prof. Dr. L. Daae (Geistliges Kaldelse Pag. 6–7). Paa Grund af dets vigtige Indhold har Hr. Rigsarkivar Birkeland ladet det afskrive efter Originalen i Geheimearkivet i Kjøbenhavn (Norge 1ste Afd. Fasc. 7 c No. 134), ligesom han har vist mig den store Velvillie at tillade mig at offentliggjøre det i vort Tidsskrift. Idet jeg aflægger ham min ærbødige Tak herfor, skal jeg bemærke, at nedenstaaende Aftryk gjengiver Originalen i moderniseret Orthographi.
Kristian med Guds Naade Danmarks, Norges, Venders
og Gotters Konung, Hertug i Slesvig o. s. v.
Vor Gunst tilforn. Vid, at som du skriver os til om de Baadsmænd, som du haver nedersendt, desligeste forbudet i dine Len, at ingen vore Undersaatter skulle besøge Keiserens Lande førend vider Besked, og begjærer at vide, om vore fattige Undersaatter ikke mue besøge England eller Skotland, da ere Vi tilfreds, at de løbe til England eller Skotland, om de ville staa deres egen Eventyr, at de ikke skulle blive op- taget; dog skulle de ingen Tømmer mue udføre, førend du faar vider Besked. Item alle Skib, som kommer der under Landet, maa du lade ubehindret løbe, enten de kommer fran Østen eller Vesten, til du faar vider Besked, dog at du intet Tømmer steder ud at føres enten til Holland, Engeland, Skotland eller til fremmede Steder. Dog maa du til Vort Slots og Bjergværks Behov forløve et Hollænder- eller andet Skib at føre dig, hvis du behøver, og give det ene Skib Tømmer eller anden Vare igjen, og aldeles ingen flere. Med den Bestilling om den Indførsel med Hr. Hans Reff tykkes Os godt at være. Item ere Vi tilfreds, at Halv-Tienden i dette Aar bruges og nyttes til at færdiggjøre Sortebroder Kloster til en god Skole med, og ville dig hermed alvorligen befalet have, at du med Hr. Hans Reff gjør Flid, at samme Skole med det første muligt er bliver bygget og tilredet, og dertil bruger samme Halv-Tiende og desligeste den Rente, som ligger til de Vikarier og andre geistlige Len, om Tienden ikke vil tilrække at bygge og opholde samme Skole med, Religionen til Forførdering; og hvis der overbliver, at du det og holder til Stede, til saalænge, at Vi se, til hvilken Guds-Tjeneste vi det Behov have. Item med det Gjæsteri, som vi have og tilforne skrevet dig til om, at Hr. Hans Reff var begjærendes, maa du og lade bestaa med, til du kommer Os selv til Ords, dog at du ellers flyer ham nogen anden Hjælp i det Sted, hvor du kan Den Residents og Bolig, som du haver faaet ham ind der paa Biskopsgaarden, maa du og lade ham beholde, til Vi selv kunde komme did, dog saa at du ser til med, at der ingen hemmelig Befæstninger opbygges. Item om de 3 Kapitel eller Commune, at de maatte gaa til et Bord og med al anden Erinde, som Hr. Hans Reff os vider om tilskrevet, baade om Kor-Degne og andre Personer at besørges deres Underholdning af Kirken, ville Vi befale Hr. Hans Reff og dig derudi at handle, hvorledes det kan bedst være Religionen og vor Ordinants til Gagn, til saa længe Vi selv kunde komme og da gjøre en endelig Skik paa Altingest. Vi haver og tilskrevet Hr. Hans Reff, at han skal registrere og fly os klare Register paa al den Rente, som ligger til de 3 Commune og desligeste til alle Præbender, Vikarier og Alter-Rente, som nu vaccere og ikke forlente ere, og dem os tilskikke. Item som du og skriver, at du haver Bud i Sverige at fly os flere Folk til Jernbjergets Behov; Vi have og forskikket Hans Glaser og den Oldenbeck til Tydskland og faaet dem hver 500 Mark Lybsk med at bestille os Folk og anden Redskab med til Bjergværkets Behov efter denne Seddels Lydelse, som Vi dig nu tilskikke, at du derfore, strax efter at samme Hans Glaser og Oldenbeck er kommen did ind, beser, hvad han efter samme Seddels Lydelse indført haver, og lager Register derpaa, hvad det koster, og tilskriver os det, at Vi mue at rette Os derefter, og hvor det bliver, og imod samme vort Bjergværks Tilkomst med Anthonis Bryske lader tilføre Sten, Tømmer og have tilrede Folk og Tømmermænd, saa den Bygning maa strax begyndes at gaa for sig, strax de komne ere. Daesligeste at du strax, naar Hans Glaser kommen er, tager ham og Anthonis Bryske til dig og sidder og hører Jeronimus Skriver paa Jernbergets Regnskab og haver god Agtning paa Altingest og intet give ham efter derudi, hverken om det Selv, som han siger at have mistet, eller i andre Maader; og naar I haver hørt hans Regnskab, og det er i klar Orden, at du da antvorder det en dine Tjenere og lader ham strax dermed følge samme vor Skriver Jeronimus neder til Os, derhos skriver Os alt Leiligheden til derom. Item som du og skriver, at du haver Bud i Sverige om nogle flere Embedsmænd til Jernbergets Behov, og at du vil have Tilsjun med samme Bergværk, at det herefter skal have bedre Framgang end hertil, da bede Vi dig endnu som tilforne, at du ingen Flid eller Umag sparer at hjælpe, at raade, daade og troligen og flittigen at førdre alle vore Bjergværk der i Norge, at de maa gaa for dem. Som du og med Vor Skriver paa Vort Jernværk skriver Os til, at Vi ville tilskrive Ko. Mt., Vor kjære Svoger til Sverig om en god Jernsmelter, da sende Vi dig Vort Brev til høimeldte Vor Svoger om en Jernsmelter; thi dersom du kan tænke, at det er fornødent, da maa du forskikke en dine visse Tjenere med samme Brev til Vor Svoger etc. Vi vide ikke, om vor Bergmester fører nogen ind; thi kan du det forfare, naar Hans Glaser kommer. De Blæsebælge formode vi os at Bergmesteren fører ind med sig. Og at du baade i disse og alle andre Maader i den Ord vider og rammer vort Gagn og Bedste, som Vi dig tiltre og Os magtpaaliggende er. Befalendes dig Gud.
Datum Gottorp Fredagen port Lætare.
Peder Hansen.
Som man vil se, omhandler dette Brev fra Kongen til
Peder Hansen mange andre Ting end Hans Reff. Jeg har
desuagtet meddelt Skrivelsen in extenso, da flere af de omhandlede
Forholde er vigtige for Bestemmelsen af Tiden for
sammes Affattelse. Lange og efter ham L. Daae har henført
vort Brev til 1538. For dette taler, at der i samme Pakke,
hvori det ligger, findes en Forestilling fra Peder Hansen til
Kongen, affattet i 1538 og gaaende ud paa at udvirke Tilladelse
for de fattige Norske Bønder til at sælge Tømmer til
Hollænderne, hvilket jo Kongen absolut forbyder i nærværende Brev. Der er imidlertid flere Omstændigheder, der strax gjør
denne Affattelses-Tid mistænkelig. Af Geble Pedersens Skrivelse
til Kongen af 1539 ved vi jo, at Oslo og Hamar Stifter
dengang var uden geistligt Overopsyn (Dip. Nor. I., 1091).
Og ovenfor er det oplyst, at det først var i 1541, at Hans
Reff blev udnævnt til Superintendent. Hvorledes kunde han
da i 1528 optræde saaledes, som skildret er i nærværende
Brev?2? Han korresponderer med Kongen om at træffe flere
Forføininger, han faar Svar fra Kongen i samme Anledning
han faar sig Underholdning anvist af Kongen. At alt dette
blot skulde være et foreløbigt Arrangement, en foreløbig Befatning
med Kirkeregimentet, synes paa Forhaand lidet rimeligt.
Hr. Rigsarkivar Birkeland gjorde mig da opmærksom
paa, at man ved at studere Brünnichs Fremstilling af vor
ældre Bjergværkshistorie muligens kunde finde Data, der vilde
sætte os istand til nøiagtig at fastsætte Affattelsestiden for
vort Brev, der jo indeholder flere Forholdsregler angaaende
Bjergværksdriften i Norge.
Studiet af Brünnich gav da følgende Resultat: Vort Brev er ikke affattet 5te April 1538, men den 24de Marts 1542. Dette fremgaar med absolut Sikkerhed af følgende Kjendsgjerninger.
Hans Glaser blev første Gang sendt til Tydskland i Oktober 1533 (Brünnich, Pag. 40).
Hans anden Reise til Tydskland foregik om Vinteren 1540 (Ibid. Pag. 65). Begge disse Gange reiste han alene.
Ud paa Aaret 1541 ankom til Norge Anton Alempeck (Navnet skrives ogsaa Alembeck eller Albeck) og blev ansat i Telemarken som Bergfoged (Ibid. Pag. 100).
Da saa Glaser og Alempeck blev uenige om Bjergværksordningen, sendes de begge i Begyndelsen af Aaret 1542 til Tydskland for at faa Ordningen underkastet kyndige Mænds Gjennemsyn og for tillige at skaffe tilveie flere Bjergfolk (Pag. 101). Resultatet af Reisen blev ogsaa blandt andet, at Alempeck medbragte flere Bjergværksarbeidere samt Hyttebælge (Pag 111).
Alt dette stemmer nu i et og alt med, hvad der omtales i vort Brev. Oldenbeck er selvfølgelig Alempeck, han og Glaser sendes sammen til Tydskland efter Arbeidere, og Kongen haaber, at han ogsaa bringer med sig Blæsebælge. Dette Resultat, at vort Brev er skrevet i 1542 bestyrkes nu af flere Omstændigheder. Den omhandlede Skriver Jeronimus, der skal gjøre Regnskab for det modtagne Sølv, hvoraf han siger sig at have mistet noget, er Hytteskriveren ved Hammerhytten Jeronimus Held; om ham oplyser Brünnich (Pag. 98), at han i 1541 modtog af Peder Hansen 2000 Lod Sølv til dermed at gjøre Hammeren færdig. Det passer da nok saa godt, at han i 1542 bliver afkrævet Regnskab for dette Sølv. Og naar der i vort Brev siges, at Peder Hansen har nedsendt Baadsmænd til Danmark, da svarer dette godt til, at Kongen ud paa Aaret 1542 fremdeles trænger Baadsmænd fra Norge til Orlogstjenesten (Norsk Rigsreg. I. 65). Og endelig ved vi, at Kristian den Tredie Onsdag efter Lætare (22de Marts) 1542 virkelig opholdt sig paa Gottorp Slot og derfra udstedte en Skrivelse til Norge (Rigsreg. I., 64). Det passer da godt hertil, at han to Dage senere – Fredag efter Lætare, den 24de Marts – ligesaa fra Gottorp lader udfærdige en Skrivelse til Norge.
Efter saaledes at have faaet bestemt Affattelsestiden for ovenstaaende Kongebrev, gaar jeg over til at redegjøre, hvad samme oplyser os om med Hensyn til Hans Reff.
For det første maa man da opgive den Antagelse, at Hans Reff allerede i 1538 skulde have havt nogen Befatning med Kirkeregimentet i Oslo og Hamar Stifter. Efter sin Ankomst til Kjøbenhavn i 1537 maa han have opholdt sig i Danmark lige til ud i Oktober 1541, da han vender tilbage til Norge som evangelisk Superintendent.
For det andet ser man, at Peder Hansen har i Egenskab af Hevidsmand paa Akershus indført ham i hans Embede samt indrømmet ham til Residents et eller flere Rum i den katholske Bispegaard (om denne se Nicolaysen, Fornlevninger, Pag. 35 og 730). Her boede da baade han og hans Eftermand, indtil Frants Berg opslog sin Residents i Dominikanerklosteret (Lange 2, Pag. 432). Interessant er det at lægge Mærke til, at Kongen endnu ikke er fri for at nære Mistanke til Hans Reff; han paalægger jo Peder Hansen at have Tilsyn med, at han ikke foretager „hemmelige Befæstninger“ i Bispegaarden. Trods al sin Loyalitet og sine høitidelige Løfter er han dog mistænkt for muligens at kunne finde paa at sætte sig op mod den nye Tingenes Orden.
Endvidere ser man, at Hans Reff til sin Underholdning har forlangt «Gjæsteri“, en Begjæring, der dog ikke imødekommes, idet Høvidsmanden tilholdes at skaffe ham „anden Hjælp“. Det „Gjæsteri“, hvorom her er Tale, er sandsynligvis den saakaldte Landboveitsle, der med tvivlsom Lovhjemmel opkrævedes af Bønderne, og hvorom der oftere er Tale baade i Lensregnskaberne og i Rigsregistranterne. (Se Samlinger I, 203. Norske Rigsreg. I, 159, 197, 235. II, 79, 21, 131. Paus II, 412 cfr. II, 188).
Fremdeles bemærker man, at Hans Reff strax efter at have tiltraadt sin nye Stilling har sat sig i Bevægelse for at bringe Orden i de kirkelige Institutioner i Oslo. Det bekræfter sig ogsaa her, hvad vi ved om ham fra hans katholske Periode, nemlig at han var en Mand med Initiativ. Vi ser af nærværende Kongebrev, at han strax efter sin Ankomst til Oslo Høsten 1541 har begyndt at drage Omsorg for at faa istand en Latinskole til Uddannelse af Prester. Enten har da han eller Peder Hansen henvendt sig til Kongen i denne Anledning, og denne giver da nu Ordre til, at Dominikaner-Klostret skal indrettes til Skole snarest muligt. Dette er da saaledes første Gang efter Reformationen, vi hører Tale om dette Kloster. Den „Halvtiende“, som Kongen tillader at anvendes til Skolens Istandbringelse, er visselig den samme Halvedel af Kirketienden i Oslo Stift, der i 1538 blev anvist til Halvardskirkens Restauration (Norske Rigsreg. I, 56). Hvor alvorligt det laa Kongen paa Sinde at faa Skolen istand, sees noksom af vor Skrivelse.
Man maa vistnok antage, at Hans Reff virkelig har faaet Skolen sat i Gang; formodentlig bar Begyndelsen her i Oslo været ligesaa tarvelig som i Bergen, hvor Skolen vides at have begyndt med en Lærer, Skolemesteren eller Rector. Den første nu kjendte Udvidelse af Oslo Skole foregaar da under Hans Reffs Eftermand Anders Madsen i 1546, idet en Lector eller Læsemester da blev ansat, og denne fik sig anvist baade Bolig og Læserum, Lectorium, ligeledes i Dominikanerklostret (Rigsreg. I, 87). Denne Udvidelse er da ganske analog med Bergens Skoles (Norsk Saml. I, 12 og 16). Hvem der var den første Lector theologiæ i Oslo Skole, fremgaar af følgende. I 17549 blev som bekjendt Jon Anderssøn Læsemester i Oslo. Af et Kongebrev, dat. 20de Aug. 1550, erfarer man, at da Læsemesteren Mag. Jørgen døde, havde Oslo Kapitel tilegnet sig den ham tillagte Rente. Denne Mag. Jørgen, om hvem jeg for Tiden ikke ved noget nærmere at berette, maa da have været Lector fra 1546–49.
Der tales i nærværende Kongebrev foruden om at „bygge“ tillige om at „opholde“ Skolen, hvilket sidste Udtryk vistnok maa forstaaes om Underholdning til Skolemesteren, i hvilken Henseende Kongen giver Henvisning til „Vikarier og andre geistlige Len“, eller Domkapitlets Præbender. Af disse har nok den første Skolemester dog intet andet faaet end den saakaldte „Portio scholæ“, der i den katholske Tid var tillagt „Scholasticus“, og som bestod af Indtægterne af nogle faa Gaarde. I 1554 blev Hofs Præbende (af Mariækirkens Gods) givet til Laurits Haraldssøn, der da havde „i lang Tid tjent i Skolen i Oslo“ (Rigsreg. I, 173) og saaledes været en af de første Rektorer maaske den allerførste. Senere, i 1557, blev de to Kanonikater Hjelmungs Præbende og Altare militum perpetueret til Skolemesteren (Rigsreg. I, 218; Jordebog over Oslo Domkapitels Gods af 1595, i Rigsarkivet).
Hans Reff sees i nærværende Skivelse at have henvendt sig til Kongen om at træffe Forføininger til at besørge „Kordegne og andre Personer“ underholdte af „Kirken“, det vil sige af Domkapitlets Gods. Da Latinskolen endnu ikke var kommen istand, kunde dens Elever saaledes ikke besørge udført de i Ordinantsen paabudte „Korsange“ eller daglige Andagtsøvelser paa Latin i Domkirken. Hans Reff maa da have foreslaaet, at disse Tjenester maatte blive at udføre ved egne dertil af Domkapitlet underholdte „Kordegne“. Hermed blev der dog vel Intet gjort, før Skolen fik sine Elever, der i Forbindelse med en eller flere af Kanikerne kunde udføre „Korsangene“. Nogen videre Ordning blev vel ikke gjort, før i 1557, under Frants Berg. Kongen befaler denne, at han sammen med Lensherren paa Akershus skal forhandle med Domkapitlet om, „at Kanikerne hjælpe fattige Degne og Peblinge (= Eleverne af Skolen) med Almisse hver efter sin Formue“, paa samme Tid som Kongen selv giver Lensherren Befaling til at give 101–12 Degne Underholdning af Slottet, hvilken af Lensregnskaberne sees at være bleven ydet in natura. Det maa have været dette Kongebud, der har givet Anledning til, at der ved alle Kanonikater blev udlagt en særskilt „Portio Choralium“, bestaaende af Indtægterne af nogle Gaarde (Jordebog af 1595), der saaledes har tilfaldt Degnene for deres Sangtjeneste i Domkirken. Forsaavidt Indehaveren af et Kanonikat selv vilde nyde Afkastningen af „Portio Choraliam“, maatte han ogsaa selv personlig udføre de daglige Sangtjenester i Domkirken (Rigsreg. I, 319 II, 22).
De „andre Personer“, som Hans Reff skriver om, er selvfølgelig Sogneprest og Residerende Kapellan til Oslo Domkirke. Indtil Hans Reffs Ansættelse var nok de fordums ved denne Kirke ansatte Prester fremdeles vedblevet at fungere og at udføre Gudstjenesten paa gammel Vis. Nu, da Ordinantsen skulde gjennemføres, blev forhenværende Kanik til Mariækirken Nils Olsson udnævnt til første evangeliske Sogneprest i Oslo (Jordebog over Mariækirkens Gods af 1542, Rigsarkivet)[1]. Det maa være skeet paa Hans Reffs og Peder Hansens Foranstaltning, at det Jordegods, der før havde tilhørt de to nu overflødige og derfor nedlagte Kirker i Oslo, Korskirken og Klemenskirken, blev perpetueret Oslo Prestebol, og hertil blev da senere lagt Aas Præbende og Altare Salvatoris (Oslo Domkapitels Jordebog af 1595). I 1597 blev en da ledig Kanikeresidents udlagt til Prestegaard (Rigsr. I, 223).
Hvorledes det blev ordnet med den residerende Kapellan i Hans Reffs Tid, vides ikke. I 1554 blev den da ledige Heggs Præbende perpetueret Kapellaniet (Rigsreg. I, 178).
Hans Reff sees ogsaa at have gjort Kongen Forslag om, at de „tre Kapitler“ maatte „gaa til et Bord“, det vil med andre Ord sige, at Hamar Domkapitel og Kapitlet ved Mariækirken i Oslo skulde slaaes sammen med Oslo Domkapitel, saa at Medlemmerne af alle disse tre Kollegier for Fremtiden skulde udgjøre en Korporation og gaa til mensa communis, Denne Sag, som Hans Reff saaledes bringer paa Bane, blev senere ordnet paa følgende Maade.
Hamar Domkapitel forblev altid at være et selvstændigt Kollegium; dets Bygning afbrændte i 1567 (Ramus, Norges Beskr. Pag. 82).
Efterat Mariækirkens Provst Morten Krabbe var død i 1542, blev Slotsskriver paa Akershus Nils Henrikssøn forlenet med Provstiet i Mai 1543 (Rigsreg. I, 63). Endnu ved Begyndelsen af 1545 (6te Januar) optræder han med Mariækirkens Kollegium som en selvstændig Korporation (D. N VIII, 779). Længere ud paa samme Aar sendte Oslo Domkapitel et af sine Medlemmer, Hr. Peder, til Kjøbenhavn for at begjære af Kongen, at Mariækirkens Præbender maatte tillægges Domkirken, saaledes som han tidligere havde „undt og tilstedt“ (herved sigtes vel til Kongens ubestemte Udtalelser i nærværende Skrivelse), samt at Domkapitlets Kommunegods, hvoraf Udgifterne ved den fælles Bordholdning hidtil var bestridte, skulde deles mellem de 12 Kaniker og deres 12 Vikarer, der residere ved Domkirken, medens de øvrige, altsaa Indehaverne af Mariækirkens Præbender, skulde beholde disse, saalænge de levede. Man gjorde nemlig gjældende, at saafremt Kanikerne efter Ordinantsen skulde gifte sig, gik det ikke længere an, at alle fremdeles skulde søge fælles Bord. I denne Anledning byder Kongen Peder Hanssøn med flere, Hat gjøre Kanikerne og Vikarierne en venlig Handel og Kontrakt paa ærlig kristelig Vis“ (Rigsreg. I, 81 Dansk Mag. I, 342. Suhm, Saml. I, 195 fg. Monrads Program af 1770. Kongebrevet dateret 10de Aug. 1545).
Nu – om Høsten 1545 – maa da ogsaa Sammensmeltningen af de to Kapitler i Oslo være foregaaet, paa samme Tid som mensa communis er ophørt og Kommungodset blev delt mellem Indehaverne af Domkirkens Præbender, saa at hver fik en Del deraf (Kommune-Parten). Det ældste mig bekjendte Dokument, der udviser, at Sammensmeltningen har fundet Sted, er et Diplom af 14de Marts 1550, den bekræfter, at „Kapitlet i Oslo“ har mageskiftet en Gaard, der havde tilhørt et Alter i Mariækirken (D. N. V, 1121). Mariækirkens Provsti blev dog ikke tillagt Domkapitlet. Efter Nils Henrikssøns Død blev dette i Begyndelsen af 1547 bortforlenet til Peder Huitfeldt og senere – i Juli 1552 – frataget ham og lagt under Akershus (Rigsreg. I, 90 og 155.
Endelig fæste vi Opmærksomheden ved, at Kongen sees at have forlangt af Hans Reff, at han skulde nedsende til Kjøbenhavn „klare Registre“ over de tre Kapitlers Eiendomme. Dette Bud maa han strax have gjort Anstalter til at opfylde. Den endnu i Rigsarkivet forhaandenværende Jordebog over Mariækirkens Gods af 1542 maa være bleven til ved denne Leilighed. Sandsynligvis har Oslo Domkapitel samtidig nedsendt en lignende over sit Jordegods; men denne vides ikke længere at existere. Den ældste Jordebog over Hamar Kapitelsgods er fra Tiden omkring 1550; maaske har dette Kapitel ikke faaet sine „Registre“ færdig før ved denne Tid.
Kaste vi efter dette Blikket tilbage paa Hans Reff, da viser det sig saaledes, at han strax ved Tiltrædelsen af sit Embede som evangelisk Superintendent har grebet Initiativet til en Række Forføininger, af hvilke de fleste længere ned i Tiden virkelig blev realiserede. Vi har al Grund til i ham at se en fremsynt Mand, en dygtig Administrator, men tillige en Mand, der har sin aandelige Rod i det gamle, og som kun staar i et udvortes Forhold til det nye.
|
Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden. |
- ↑ Sin Præbende: Altare Sancti Laurentii i Mariækirken, beholdt han nok til sin Død. Efter ham blev denne Præbende bortgivet til en Hr. Nils Knudssøn, og efter dennes Død 1565 ovordroges den til en Hr. Nils Olsson (om hvem intet for Resten er bekjendt) og senere til Dr. Erasmus Lætus (Rigsreg. I. 455. II, 252 og 494.